Nogle gange svarer det sig at bitche. Jeg havde bestilt en hovedtelefon hos en engelsk sælger via amazons markedsplads. Jeg blev derfor en kende skuffet og en hel del vred, da jeg blev præsenteret for en toldopkrævning fra det danske postvæsen. Det viste sig, at sælgeren havde sendt varen via kanaløen Jersey, der ikke er i EU, ergo told og importafgift. Jeg talte med damen på posthuset, som sagde, at det var noget, hun så tit. Mig og min nye postveninde var enige om, at det var noget svineri, at der fra sælgers side ikke blev gjort opmærksom på disse krumspring. Og det var der ikke blevet. Jeg gik hjem og fandt den helt store lup frem. Ikke et ord om Jersey. Ikke en advarsel til EU-kunder om mulig told. Man var som køber nødt til at tro, at man handlede med en sælger i England.
Heldigvis har amazon en feedback-funktion, hvor man kan lave en kort anmeldelse og give sælgeren fra en til fem stjerner. Jeg skrev en ret syrlig anmeldelse, hvor jeg kort sagt advarede potentielle handlende hos denne specifikke sælger mod denne skjulte merudgift. I det mindste gav det mig lidt afløb for vreden.
Forunderligt nok gik der ikke mere end en lille times tid, før der lå en mail fra en salgsmedarbejder hos det firma, jeg havde købt hovedtelefonen fra. Han var meget ked af det etc. etc. Havde jeg bare kontaktet dem, så havde de naturligvis refunderet merudgiften. Det var de så stadig parat til, hvis jeg fjernede min syrlige feedback. Efter lidt skriveri frem og tilbage blev det løsningen. Jeg fik mine told-penge refunderet. Og firmaet fik fjernet advarslen mod at handle hos dem.
Så selv om sælgere er meget langt væk, så kan man råbe dem op, i hvert fald hvis de kan se, at deres fremtidige virke lider skade ved ikke at reagere.
Jeg debatterede senere med en ven på nettet,
om det at fjerne en dårlig anmeldelse, når sælgeren lover bod og
bedring, er amoralsk. Det mente han. Han mente, at advarslen burde blive
stående. Og jeg forstår godt pointen. Men i dette tilfælde burde jeg
nok have kontaktet sælgeren, FØR jeg skrev anmeldelsen. Det havde været
mest fair for dem. Havde de tilbudt refundering, ville min feedback
naturligvis været langt mere favorabel. Men når man er gal i skralden,
så er det ikke altid de finere nuancer af fairness og moral, som er i
højsædet.
Med genfunden fred i sjælen kan jeg derfor nu i fulde drag nyde min nye Xbox-hovedtelefon med mikrofon, der ud over den sublime lyd giver mulighed for at chatte, mens man spiller, skyder, dribler og leger :-)
Hej. Her finder du mine skriblerier om stort og småt i mit liv. Jeg skriver om alt lige fra seksualitet til overvejelser omkring politik, filosofi, bøger, kropskunst og andre besynderlige emner. Kig dog indenfor, du er velkommen.
lørdag den 24. november 2012
søndag den 2. september 2012
Det helbredende køkken
Man bliver, hvad man spiser. Det fandt jeg først ud af efter at have spist flødeboller i mange år. Det er, som man siger, en helt anden historie.
Men mad er jo på godt og ondt en del af vores liv. Jeg er på trods af min galoperende bogsamler-mani ikke den store fan af kogebøger, alligevel lod jeg mig friste af den her. Der er noget umiddelbart tiltalende ved ideen om mad som ikke alene nærende men direkte helbredende. Okay, jeg er ikke gået helt new-age og feng shui, men det giver trods alt god mening at tænke en smule over, hvad man stopper i munden.
Jeg havde en sludder med Liza Spinelli, som jeg kalder en af mine spinning-instruktører. Hun er en på mange måder klog kone (men jeg ville sikkert få prygl med en hulahop-ring, hvis jeg brugte den term, når hun hørte på det). Vi kom til at snakke om kostpyramiden. Eller kostpyramiderne. I min barndom omkring Første Verdenskrig fik vi spanket ind i skallen, at kartofler, ris og brød var uomgængelige grundstene. Det er de ikke mere.
Hvorfor? Tja, ifølge miss Spinelli fordi vi lever anderledes nu. Der er ikke så meget fysisk arbejde, så en diet med store mængder af kulhydrater er ikke mere det mest velgørende. Proteiner er i stedet din nye ven. Proteinrig mad øger forbrændingen og giver en længere mæthedsfornemmelse, siger dem, der ved noget om den slags. Vi snakker linser, bønner, nødder, mælk og andet godt fra havet (tang fx).
http://www.sundhedslex.dk/proteinrig-kost.htm
http://www.sundhedslex.dk/proteinrig-kost.htm
Det fik mig til at fintænke mit eget menukort. Ikke at jeg sidder med tang stikkende ud af ørene nu, men hvorfor ikke skele lidt til, hvad der rent faktisk er godt for en.
I den forbindelse er jeg gået ombord i Det helbredende køkken. Nå ja, miss Spinelli har også en ganske genial blog, men jeg er ikke helt nået til hendes stadie af sundhed endnu (kald mig konservativ). I får lige et link til hendes blog, måske er der også noget for jer der:
http://sunderfedt.blogspot.dk/
http://sunderfedt.blogspot.dk/
Velbekomme. Og så må I have mig undskyldt, jeg har lige et par vanillekranse, jeg skal se nærmere på.
søndag den 19. august 2012
Copenhagen Pride 2012
Tak for en fantastisk festdag i går, København. Det var så tæt på perfekt, som det vist er muligt at komme, selv vejrguderne var trukket i det regnbuefarvede og festede med.
Det var vidunderligt at se alle de tusinder og tusinder af mennesker, der deltog i optoget og kiggede på. I gjorde alle sammen lørdag den 18. august 2012 til en mindeværdig Pride-dag. Jeg må heller ikke glemme at sende de allervarmeste tanker til alle de frivillige, sponsorerne og alle de myndigheder og mennesker i kulissen, der er helt nødvendige for at få en begivenhed af den her efterhånden enorme størrelse til at glide.
Selv startede jeg dagen med et frisør-besøg (man er vel svans). Derefter gik der lidt tid med at tjekke vejrudsigter og vælge garderobe. Hen ad frokosttid gav jeg Den skide hest en mulepose og begav mig afsted i retning af Frederiksberg Rådhusplads. Jeg havde en masse halve og hele aftaler om at ses med gamle og nye venner. Men når menneskemylderet først kommer i gang, skal man være mere end heldig for at finde hinanden. Heldigvis fik jeg dog hilst på en masse, både på de to rådhuspladser og undervejs i paraden.
Jeg lægger mig sjældent 100% fast på, hvor i optoget jeg vil gå. I år var jeg dog ret sikker på, at mine partifæller fra Enhedslisten var vinderne (eller taberne, alt efter temperament *G*). Men også Pan Idræt, hvor jeg er medlem af svømmeklubben Copenhagen Mermates og Ashtanga yoag var stærke kandidater.
Jeg bruger altid en masse energi på at tage billeder. Så timen før afmarch gik med at rende rundt mellem alle bilerne, motorcyklerne og menneskerne på Frederiksberg Rådhusplads. Der hersker altid en elektrisk forventningsfuld stemning blandet med godt humør og fest. Klokken 13 gik toget. Jeg havde stillet mig på Frederiksberg Allé, så jeg kunne få billeder af så mange floats (som det vist hedder på The Julekalender-dansk). Og faktisk blev netop det afgørende for min placering i paraden. Pan Idræt var en af de første grupper, mens Enhedslisten gik senere. Så det blev mine rød-grønne venner, jeg slog følge med.
I år havde Enhedslisten valgt de transkønnedes rettigheder som tema, hvilket jeg synes var både på sin plads og stærkt relevant. I bilen stod verdensklasse DJ'en Rosa Lux og fyrede de sejeste rytmer og mix af. Selv en halvgammel stivbenet krikke som mig måtte overgive mig og danse gennem byen.
Der er altid masser af kendisser og wannabes. I år lunede det mit hjerte at se Helle Thorning Schmidt gå med rundt som den første danske statsminister nogensinde. Der var masser af andre skuespillere, politikere og reality-typer samt en masse kamerahold fra diverse steder, lægger man alle folks kameraer til, må den her Pride være en af de mest fotograferede nogensinde.
Apropos fotos, så smider jeg lige et link til mine. Jeg fik skudt næsten 600 fotos og videoklip! Jo sgu. Okay, der er nogle skodfotos imellem, men der er også en masse, der fanger stemningen godt, hvis jeg må have lov til at rose mig selv lidt. Jeg har valgt at uploade hele baduljen. Det ville sgu da være ærgerligt, hvis jeg netop fravalgte det foto, hvor DU kastede glans over paraden, ikke.
Den nu ikke helt nye rute over Vesterbro bliver bedre og bedre. Især området omkring svinget ved Søndermarken, Vesterbros Torv og Vester Voldgade er geniale kulisser. I år gjorde jeg en dyd ud af at kigge op. Der er ufattelig mange mennesker, der har dekoreret deres vinduer med regnbue- og dannebrogsflag, jeg vinkede det bedste, jeg havde lært til dem alle. I er skønne, alle sammen. Men især et par ældre herrer på en førstesal på Vesterbrogade fik mig næsten til at tude. De var så søde, vinkende og delende vores glæde og stolthed. Jeg får sgu våde øjne igen bare ved at skrive om jer to. Det var højdepunket på min Pride at se jer.
Rådhuspladsen - eller i ugens anledning Pride Square - var som altid et mylder af mennesker og sanseindtryk. Masser af boder og musik. Jeg tøffede ned i Studiestræde, der var blevet afspærret og lavet om til en stor gadefest. Det var helt utroligt, og utroligt festligt. Man opbygger en solid tørst af al den gåen, så bøsseværthuset Masken var første stop. Men også Jailhouse havde lagt sig i selen med helstegt pattegris, DJ og fest.
Jeg valgte at sige tak for i dag sidst på eftermiddagen. Jeg håber, alle jer, der festede videre aften og nat, havde det fantastisk.
Nu sidder jeg med en masse vidunderlige indtryk. Og heldigvis en masse fotos. Som altid er det svært at reducere det hele til nogle ord i en blog. Men jeg håber, det fremgår, at dagen i går var enestående for mig, og tør jeg godt sige, for masser og masser af andre mennesker i LGBT-regnbuen. København og Danmark viste sig fra sin allersmukkeste side i går. Pride er en stor fest, javel. Men Pride er også dagen, hvor vi fejrer forskelligheden, retten til at være sig selv, kærligheden og et land og en by, vi med rette kan være stolte af, når man ser, hvilke forhold seksuelle minoriteter bydes rundt omkring i verden. Hvis jeg kunne, ville jeg kramme hver og en, der støttede op om Priden i går.
Vi ses næste år
Etiketter:
Copenhagen Pride 2012,
LGBT,
Pride,
Wonderful Copenhagen
Copenhagen Pride 2012
Yesterday was one of the best days of any year: the annual Copenhagen Pride. I took a lot of photos. You can view them in this flickr photo set. I’m uploading as we speak.
lørdag den 11. august 2012
Ømme patter
![]() |
| 2,4 x 19 mm BCR |
Mine brystvorter fik også nålen en del år siden. Og jeg var - og er - glad for de valgte smykker. Jeg faldt for et par ringe med røde sten i. Bonussen var, at de matchede min navlepiercing (jeg har flere huller end dartskiven på Den gule Negl).
Men af en eller anden grund har jeg måtte konstatere, at diverse elskere gennem årene åbenbart mener, at sådan en brystvorte-ring da kun kan sidde der, for at man(d) kan hive og vride i den. Jeg kan hjælpe den videnssøgende læser: det er IKKE grunden til de fleste piercede bryster. Jeg er skam helt med på lidt brystvortelir, som det vist kaldes, men det gør fandeme naller, når fyren i kampens hede får et flashback til sin værnepligt og afsikringen af håndgranater.
Normalt kan man opdrage de fleste fyre (læs: skideballe og trussel om at lukke for det varme vand), men når man som jeg elsker de lidt, hvordan skal jeg nu udtrykke det, friere former for samvær, så er det lidt besværligt at skulle gennem den seance ni gange ud af ti.
Løsningen - ud over at klistre sig ind i en meter hæfteplaster hver gang man hopper i kanen med en fyr - er at skrue lidt op for ens smykke-kaliber. Jo tykkere ringen er, jo mindre er chancen for at blevet vredet til blods. Så jeg bestilte et par nye ringe, der er 0,8 millimeter tykkere. Det lyder måske ikke af meget, men det gør en forskel. Og så hopper man i øvrigt aldrig for meget op i størrelse ad gangen. Blandt andet fordi ringen jo skal i, hvilket kræver en udvidelse af piercingen. Det ordner man (jeg) ved hjælp af et lille værktøj, en slags konisk stålstav, der skubbes gennem den eksisterende piercing, hvorefter det nye smykke kan komme på plads.
"Gør det ikke ondt?", hører jeg vist en spørge. Jo sgu. Og deraf overskriften. Jeg har sovet på ryggen i nat, men det går allerede bedre. En to-tre døgn siger erfaringen fra min Prins Albert (og jo, DET gør naller dernede også).
Desværre kunne jeg ikke finde smykker med en indsat sten i den her størrelse. Men skidt-pyt. Jeg regner med at gå et par størrelser mere op over det næste års tid, før jeg er tilfreds, så det endelige smykke har jeg god tid til at lede efter.
søndag den 15. juli 2012
REVOLUTION!
Avisen Jyllands-Posten bringer en farlig revolutionær fortælling til torvs i dag: Ledende medlemmer af Enhedslisten skyr ikke tilbage fra at tale om revolution. http://jyllands-posten.dk/politik/article4779752.ece
JP mener vist, at det her er en kioskbasker i agurketiden. Om den er det eller om artiklen overhovedet er interessant, må være op til den enkelte læser at afgøre. Jeg tager den som et symptom for den frygt i de borgerlige medier, som er opstået i kølvandet på Enhedslistens markante fremgang oven på regeringens borgerlige kissemisseri i forbindelse med skattereformen.
Artiklen fik mig til at tænke lidt over fænomenet revolution. Ifølge ordbogen kan en revolution være en "pludselig, gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner, gennemført med magt til fordel for et nyt system". Fx i tilfældet den russiske revolution. Mindre drabeligt kan en revolution også være en "pludselig, gennemgribende forandring", eksemplet givet er en biologisk revolution som følge af kortlægningen af menneskets arvemasse (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=revolution).
Jeg skal vare mig for at fortolke eller udlægge de i artiklen citerede personers meninger eller brug af ordet. Men ordet revolution giver nu ikke mig personligt tynd mave. Hvorfor ikke?
Fordi vi har en gennemgribende syg indretning af den verden, vi lever i. Mennesker dør i dette minut af sult; mennesker, som har lige så stor ret til at være her på planeten som du og jeg. Mennesker dør af sygdomme, der kan behandles. Mennesker dør, fordi den medicin, som findes, er patentbelagt af medicinalselskaber - og dermed for dyr. Alene de to sidste ord i den foregående sætning sat i forbindelse med et menneskeliv, burde give enhver myrekryb. Eksistenslotteriet, altså hvor du fødes, afgør i dagens verden, om - og hvor længe, du formentlig kan leve. Vi har en verden, hvor få er styrtende rige, mens ufatteligt mange lever i fattigdom. En verden, hvor magtsyge og pengegriske gamle mænd kan få supermagter til at drage i krig, så deres egne firmaer kan blive endnu mere velhavende. En verden, hvor spekulation og det underlige ord ”markedet” er det nye vidunder i åbenbaringen. En verden, hvor penge ikke er et middel, men et mål i sig selv. En verden, hvor miljøet og de kommende generationers ret til og forventning om at arve en planet, der er rask, vejes op mod store koncernes ønske om at tjene endnu flere penge til aktionærerne. En verden, hvor ufattelige midler er blevet kanaliseret ind i militær forskning, der har givet mennesket evnen til totalt at smadre planeten, vi bor på, et utal af gange.
En pludselig, gennemgribende forandring af den tingenes tilstand har jeg oprigtigt svært ved at se det skræmmende i. Den verden, vi har nu, skræmmer mig langt mere.
Er det naivt at have et sådant håb om forandring? Muligvis. Er det en utopi at tro på menneskets evne til at se videre end sine egne snævre, umiddelbare interesser? Måske. Er det revolutionsromantik at tale om og arbejde for en gennemgribende samfundsforandring? Nej. Hvis det er noget, så er det en pligt, langt flere mennesker burde tage på sig. Når vi ræber os højlydt på vej ud i skabet efter Samarin oven på endnu en overflodsmiddag. Når vi ordner samvittigheden ved at smide et par tyvere i raslebøssen et par gange om året. Når vi lukker øjnene for andres ulykke, fordi vi groft sagt selv lever godt på grund af selv samme ulykke. Når vi fodrer den indre svinehund. Burde vi så ikke i stedet vende blikket mod os selv og stille spørgsmålet: Kan vi ikke gøre det her bedre?
Svaret er ganske klart for mig. Jo, det kan vi. Er det en revolutionær tankegang, så fred være med det. Den her verden ikke bare trænger til, men skriger på en pludselig, gennemgribende forandring.
onsdag den 20. juni 2012
Abonner på:
Opslag (Atom)


