Tag mig på parabolerne

DF er irriterende gode til at sætte dagsordnen og bringe sig selv i fokus. Nu med forslaget om at forbyde arabisk satellit-TV i ghettoerne. Forslaget har naturligvis ingen gang på jord, men rammer et åbenlyst problem. Hvis hele ens verdensbillede og kulturopfattelse hentes via parabolen - uden skelnen til det samfund og den kultur, der omgiver en, så må det naturligvis præge ens sindelag, sprog og kultur. Noget lignende hylede betonmarxisterne i øvrigt op om i 1970'erne i forbindelse med amerikansk kultur. Og det gik jo meget godt. Øh.. Undskyld, jeg må løbe, jeg skal til Sale, der er Halloween-tilbud på Oreos i 7-Eleven.

http://www.berlingske.dk/politik/pia-k.-vil-forbyde-paraboler-i-vollsmose

Homo? Så skal du dø!

Julen står som bekendt for døren. Jovist. Er du i tvivl, så kig blot i dit nærmeste pengeinstitut eller varehus, årets julekalender er i handlen. Eller rettere ulandskalender, som den blev omdøbt til i de lilla, fodformede 1970'ere. Det affødte i øvrigt mit første læserbrev i en ganske ung alder, jeg var harmdirrende over det forræderi mod vor gamle jul, som jeg i min grønne ungdom følte denne omdøbning stod for. Det er, som man siger, en helt anden historie.

I år støtter Danmarks Radio børn i Indonesien. Hatten af for det. I tidligere år har den gennem Danida støttet afrikanske børn. Også det er glædeligt. Jeg er selv fadder for et barn i den tredje verden. Man må jo forsøge at gøre, hvad man kan, ikke sandt.

Men jeg bliver eddersplintrende rasende, skuffet og helt igennem i ikke-julehumør, når jeg så læser om nogle af de lande, jeg og andre store eller små børn har støttet i løbet af årene. Lige nu og her tænker jeg på Uganda. Et land, som Danmark har haft som en yndling i vores bistandsarbejde. Men kæden er åbenbart hoppet helt af dernede.

I dagens aviser (1) kan man læse, at Ugandas parlament er ved at få en lov igennem, der i yderste konsekvens kan resultere i dødsstraf for kærlighed. Hvis objektet for din kærlighed vel at mærke er af samme køn som dig selv. Jeg antager, at de fleste retskafne mennesker kan se det umenneskelige og middelalderlige i en sådan lov. Sagen bliver ikke mindre speget af, at amerikanske, kristne foreninger har været med til at røre i gryden (2). Den katolske kirke hjælper helt sikkert heller ikke. Forhåbentlig resulterer det hele i en iskold skulder fra den øvrige verden, skulle den lov - gud forbyde det - blive vedtaget eller endnu værre: håndhævet.

Men jeg sidder tilbage med en undren. Stiller vi - i bred forstand - ingen krav til de lande, vi yder bistand til? Er det bare udbetaling ved kasse 1? Og kan nyheder som den her omtalte ikke medføre ændringer i praksis på området? Dilemmaet er naturligvis åbenlyst: skal man vælge at straffe nødlidende børn for deres amoralske og uetiske politikeres handlinger? Omvendt er det vanskeligt at se en fortsat bistand som andet end en blåstempling på et eller andet plan af den siddende regering og dennes love.

Der er naturligvis en masse aspekter af en sag som denne. De fleste rækker langt ud over, hvad jeg kan eller vil behandle i en blog som den her. Dybest set råber jeg op. Og håber på, at et ramaskrig vil lyde over den ganske verden. Julen er en kristen fest. Vi fejrer håbets fødsel. Vi fejrer guds kærlighed til os mennesker. Eller rettere, det gør de mennesker, der tror. Det er smukt. Men det er den samme religion, der bruges som motiv til at dræbe på grund af kærlighed.

Jeg tøffer nok ned og køber årets julekalender (jeg insisterer stadig på at kalde den det). Også i år. Og vælger at fejre julens kærlighedsbudskab på min egen ikke-religiøse vis. Men jeg håber, at alle medlemmer af Ugandas parlament får udelukkende bløde pakker med sokker i år. Hullede sokker. Som deres moral.

Glædelig forjul.

1)http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1242053.ece
2)http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2010/04/29/ugandas-korstog-mod-homoseksuelle/

Potens og platugler

Kender i den slags mails? Altså spam, hvor man får tilbudt enten potenspiller eller mirakelmidler, der gør sjoveren en halv meter længere på tre uger? Det gør i sikkert. Jeg får selv en jævn strøm af dem på de mailkonti, jeg bruger til de mere, øh, halvlumre sider.

Der må jo være mennesker, der ryger i gyngen. Ellers ville de firmaer vel dø en sagte død. Det er nok noget af det samme, der sker, når folk får at vide, at de har arvet en million fra en fætter, de ikke har. 99,9% sletter lortet, men nogle enkelte må jo bide på.

Lad os gemme arvingerne og penisforlængerne til en anden god gang. Og i stedet dvæle lidt ved potensmidler. Jeg har tidligere begået en blog om emnet. Dengang fordi jeg oplevede en fyr i en erotikforretning spørge efter selv samme midler, altså sidegade-Viagra. I stedet for at resumere den blog, lægger jeg lige et link: Viagra-og-andre-bla-bolsjer-fra-rusland.

Naturligvis bygger den slags mails på det tabu og det tab af maskulinitet, der underligt nok er forbundet med at have potensproblemer. Og det er sgu underligt, eftersom det er helt og aldeles almindeligt. Så det burde være den nemmeste ting i verden at tøffe til lægen, forklare sagens sammenhæng og få en recept. Alligevel risikerer mange mænd at smide penge ud af vinduet på i bedste fald virkningsløse tabletter brygget sammen på et køkkenbord i Moskva af Vladimir Vodkanæse. Hvorfor?

Fordi vi mænd har et utroligt kompliceret forhold til vores pik, og til hvad den forventes at kunne. Kan den ikke det, er vi ikke rigtige mænd mere. Eller det er i hvert fald det argument, jeg gætter på. Som unge kan vi hele tiden, en let trækvind fra sydøst og vi er kampklare. Siden hen i livet kan det være mere problematisk. Vores maskulinitet er knyttet op på flere ting naturligvis, men en af dem er at kunne få ståpik på kommando. Får vi problemer med hørelsen, går vi til lægen og får renset ører. No problems. En nedgroet negl? Til doktormanden. Men erektil dysfunktion? Uha-uha.

Næ, jeg gør ikke grin med andre mænd. Eller kloger mig på noget, jeg ikke kender til. Jeg har selv været hos lægen efter en recept på Viagra. Jeg oplevede selv, at min krop pludselig ikke længere virkede som en teenagers. Det forventer vi vel heller ikke. Med undtagelse af pikken. Den har sgu bare at makke ret. Men som vi mænd erfarer i puberteten, har ens pik sin egen mening. Den styrer på godt og ondt en stor del af vores liv. Så krisen, der opstår, når fyren pludselig ikke leger med mere, er forståelig nok. Og jo, det kræver lige en ekstra indsats at få det sagt til lægen. Men tro mig, der er ingen, der griner af jer. Det er dagligdag. I efterlader ikke jeres mandighed i konsultationen. Ikke engang personalet på apoteket får grineflip ved udleveringen. Det er helt, helt lige til. Men det er for dyrt. Det er så en anden diskussion, men prisen er sgu for høj. Det er den i øvrigt også på nettet. Også på de lovlige apoteker inden for EU, jeg har nemlig undersøgt sagen. 4 stk. Viagra 50 mg. koster 70 engelske pund  hos et onlineapotek i England. Til sammenligning er prisen herhjemme omkring det halve. Altså endnu et glimrende argument for at holde sig fra de mere eller mindre officielle udbydere på nettet.

Om det virker? Åh ja. Det gør det. Og der er flere medikamenter at vælge mellem. Det er en af de ting, din læge vil fortælle dig. Viagras virkning er på op til fem timer. Ikke at du render rundt med fuld salut i fem timer, men det er tidsrummet, medicinen hjælper dig med at opnå og vedligeholde en rejsning. Du skal selv sørge for at blive pirret. Eller din partner skal sørge for den side af sagen *G*. Til sammenligning virker Cialis i op til 36 timer. Selv har jeg haft fornøjelsen af begge midler. Til en weekend, hvor der er lagt op til ballade er Cialis jo oplagt. Til et hurtigt onsdagsknald er det måske Viagra, man skal satse på. Det er noget, den enkelte må hitte ud af. Og din læge kan rådgive dig. Der er andre midler end de nævnte. Måske er det kun i perioder, du har brug for pillerne. Din alder. Stress. Og 117 andre ting kan have indvirkning på potensen.

Så der er alle mulige gode grunde til at trykke på slet-knappen, næste gang du får en af de der Viagra-spammails. Brug dine penge på noget, der virker. Og få den rådgivning, du selv er med til at finansiere via skattebilletten. Tabuer er til for at overvindes. Næste gang, du hører Børge Båthorn nede i fodboldklubben kæfte op om, at HAN sgu ikke behøver Viagra, så overvej om hans kone (m/k) mon er helt enig.

Bladbombaniet

Selvom jeg gemmer det godt, så er jeg en kende rød. Jo jo, lad nu være, det er jeg. Nå ja, også lidt grøn, men lad det nu ligge. Jeg har i en del år abonneret på dagbladet Arbejderen. Af flere grunde. Dels for at støtte op om projektet, der er efterhånden ikke andre røde dagblade tilbage, selv Information er blevet lidt uldent i kanten. Og så skriver de historier, man bare ikke ser i andre medier. Og fra andre vinkler ikke mindst. Ikke at jeg er 100% enig med dem i alt, det ville også være underligt. Men avisen er altid god til at sætte gang i tankerne.

Det var lidt om forhistorien. Nu til sagen. Da Post Danmark droppede leveringen på etagerne, og der dermed blev opsat brevkasseanlæg i stadens opgange, fik det også betydning for avisleverancerne. Man måtte med andre ord lette sin bedårende bagdel og tøffe ned for at se, om avisen var kommet. Det var den nogle gange. Andre gange ikke. Op igen. Og ned lidt senere. På de rigtigt sjove dage betød denne yoyo-adfærd en solid motion af de gamle skæve ben.

Nu er jeg jo ikke helt ung mere, så stor var min glæde, da jeg fandt ud af, at man formedelst et lille dagligt ørebeløb stadig kunne få avisen op til etagen. Slut med trapperenderiet iført papilotter og unævnelige. Troede jeg.

For her startede festen for alvor. Firmaet, der står for avisdistributionen her i byen, hedder Bladkompagniet. Det vil sige, det er faktisk kun et slags paraplyfirma, der under sig har en masse mindre private vognmænd, hvis bude udfører den daglige omdeling. Måske er det det, der er problemet. I hvert fald har det vist sig noget nær kropumuligt at få den service, jeg betaler for. Jeg har klaget et næsten surrealistisk gange. Den flinke dame inde på Arbejderen kan nu mit abonnementsnummer udenad, og vi hyggesnakker stort set dagligt om stort og småt. Hun sender klager videre i en lind strøm. Men der sker ikke en skid. Nada. Zip.

Havde det ikke været, fordi jeg faktisk har hjertet lidt med i sagen, havde de fået den berømte finger for længe siden. Men jeg er så meget vægt (undskyld det astrologiske indspark), at jeg godt kan se sagen fra flere sider. Især fra dagbladet Arbejderens. Det må være mindst lige så belastende for dem. De kæmper en kamp hvert år for at skaffe det nødvendige antal abonnenter til at holde skuden flydende. Når distributionen så stikker en kæp i hjulet, bliver det næppe nemmere.

Jeg kan kun gætte på årsagerne til den her slendrian. Ligegyldighed. Dårlige bude. Underbetalt arbejdskraft, der hverken kan læse eller stave. Vognmænd, der vil skide et lille bladhus som Arbejderen et stykke. Eller noget helt syvende. Jeg aner det ikke. Men det er godt nok til at få lange tasker af.

Og nu må i have mig undskyldt. Jeg skal lige skrive dagens klage. Dagens variation? Tja, avisen kom slet ikke her til morgen *GG*. Det nærmer sig ren Monty Python.

Dr. Phil

Mens jeg sad og svedte tran på motionscyklen ovre i fitnesscentret, fulgte jeg med et halvt øje en gammel Dr. Phil-udsendelse. Lyden er slået fra derovre, det kan i øvrigt anbefales, men via teksterne fangede jeg, at det bl.a. handlede om afhængighed af internettet og og især af sociale medier som Facebook. Udsendelsen var vist et par år gammel, men emnet er sikkert lige så relevant i dag.

Lad mig lige tilføje, at jeg har det sådan lidt svært med talkshows som det her nævnte. De pisser mig på den ene side af, men er på den anden side også ret god underholdning - taget for, hvad de er. Og ikke mere. Doktoren himself har jeg et lignende ambivalent forhold til. På den ene side er han vildt nuttet. Jeg får lyst til at føde hans børn og blive hjemmegående husfar. På den anden side får medieorakler som ham alle mine små hår til at rejse sig - og det er ikke ment som en ros. I kender måske selv fornemmelsen.

Nå. Men det var det med afhængighed af sociale medier. En af gæsterne var en dame, der var totalt afhængig af FarmVille og Facebook. Hun brugte så meget tid på de ting, at hun forsømte sin familie - og strengt taget kun eksisterede online. Doktoren rullede det tunge skyts ud og diskede naturligvis op med en redningsplan. Sådan er showet jo. Phil klarer ærterne på den tid, der er mellem to reklameblokke. Apropos det med de små hår.

Enhver idiot kunne jo se, at fru FarmVille havde et problem. Men jeg begyndte at tænke på, hvor megen tid, man egentlig bruger på alle mulige sider. Fx den her. Er det et problem? Det må den enkelte gøre op med sig selv naturligvis. Men ind i mellem blinker de røde lamper også for mig selv. Jeg har taget mig i at føle, at min onlineeksistens til tider var mere virkelig - og i hvert fald mere spændende - end den daglige trummerum i den virkelige virkelighed. Rød lampe. Kraftig rød lampe. Eller?

Gør Dr. Phil og andre - mig fx - noget til et problem, der egentlig ikke er det? Vi har jo læst bøger i evigheder. Der kan man også svæve hen og leve sig ind i paralleluniverser. Det samme med film. Er det med andre ord bare mediet, der skifter, mens vores adfærd er den samme. At dagdrømme kalder man det, når man falder i staver og svømmer hen. Er det det, vi gør på nettet? Nja, vel ikke helt. Rent faktisk kan nettets sociale fora jo rent faktisk føre til venner eller kærester. Jeg har oplevet begge dele på egen krop.

Så måske er vi bare ude i den sædvanlige omgang freakshow, hvor et ulykkeligt menneske hives frem og gøres til eksempel på et eller andet problem. Som måske er et pseudoproblem. Måske ikke. Man kan nok ikke generalisere. Selv om det er det, mange af den slags shows netop gør.

Min egen lille tommelfingerregel er, at jeg tænder den røde lampe, hvis jeg fornemmer, at min adfærd forhindrer mig i at gøre noget, jeg enten hellere ville - eller er forpligtet til. Er det ikke en slags diagnose på afhængighed? Den holder i hvert fald mht. sprut, som jeg desværre kender alt for godt til. Men det samme må gælde i livets øvrige forhold. Også mht. Fjæsbogen. Eller den her side.

Så. Nu fik Dr. Prins lige klaret ærterne. Jeg vil også have mit eget talkshow...

Lyst eller pligt?

"Danskernes seksuelle grænser har flyttet sig markant de seneste 20 år. Vi er blevet både mere løsslupne og eksperimenterende end før, men friheden har også en pris. For at være normal, skal man være lysten og avanceret, og dermed bliver friheden til en forpligtelse, mener flere sexologer".

http://www.information.dk/247073

Jeg har smågrublet lidt over den her historie, siden jeg læste den i morges. Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv, om det er en variant over den med hønen og ægget: hvad kom først? Der er ingen tvivl om, at internettet har gjort det muligt og lettere at være mere kontant og udførlig i sine ønsker. Og få dem opfyldt. Men jeg er ret sikker på, at der ikke er så hulens meget nyt under solen. De gamle romere var ret friske. Også uden internet. Den meget udpenslede form har en anden effekt - i hvert fald på mig: den gør sex uendeligt kedelig. Nogle profiler på datingsites lyder næsten som ingredienslisten i en kogebogsopskrift. Tag 300 gram sprøjtorgasme, tilsæt lidt biseksualitet (hvis du er kvinde), varm langsomt op med lidt bondage. Retten garneres med lidt glad tantra. Velbekomme.

Pyha. Jeg bliver helt træt ved tanken. Og nervøs for, om jeg nu også er eksperimenterende nok. Så den vej rundt tror jeg, artiklen har ret i, at lyst går hen og bliver en slags pligt. Hvad siger i?

Hizb ut-Tahrir

""Problemet er ikke, om de kan bidrage til arbejdsmarkedet. Problemet er blot, at man ønsker for muslimer - mand såvel som kvinde - at de skal give slip på muslimske værdier for at tage del i arbejdsmarkedet," siger Chadi Freigeh, talsmand for Hizb ut-Tahrir, til TV 2."

http://nyhederne.tv2.dk/article/34002701/?forside

Jeg hørte det her citat i morges med et halvt øre og måtte lige hjem efter arbejde og tjekke, om jeg nu også havde hørt rigtigt. Det havde jeg desværre. I kan selv lytte med på videoen, jeg linker til ovenfor.

En ting er, at det er noget ævl. Det er så meget fra den kant. Ingen forlanger, at noget menneske skal give slip på sine værdier, muslimske eller andre. Heller ikke for at være en del af arbejdsmarkedet. Men det mindste, man kan forlange, er tolerance. Fra BEGGE sider.

Ingen relationer, sociale eller arbejdsmæssige, fungerer uden en gensidig respekt, accept og tolerance. Og det er her filmen knækker for mig i forhold til foreninger som Hizb ut-Tahrir. Folk må tilbede deres venstre gummistøvle for min skyld. Man skal blot ikke forlange det samme af mig. Der er noget dybt paradoksalt i, at et samfund som vores - med de friheder og rettigheder, vi har opnået, skal bruges som talerstol for en forening, der helst så selv samme samfundsform omstyrtet den dag i morgen.

De skal have lov at ytre sig. Men ikke stå uimodsagt. Hatten af for de mennesker, der mødte op og protesterede ved foreningens stormøde i Bella Centret.