Når man sådan sætter sig ned. Eller lægger sig, det er jo et frit land, vi lever i. Jeg prøver igen. Når man sådan tænker over det, så er fænomenet lande noget underligt noget. Vi er danskere. De andre er. Tja, noget andet. Næsten som om man render ind i en helt anden livsform på den anden side af grænsen til Tyskland eller Sverige (nå ja, i tilfældet svenskere, så…). Men forstår i, hvad jeg ævler om?

Hvorfor har vi den der indgroede mani med at dele alting op i hold? Helt fra skolen af. De røde mod de blå. Jeg var selv blå, og ved derfor, at alle røde er nogle svagpissere. Nu er jeg så i en moden alder selv blevet rød, altså politisk. Og dermed svagpisser. Så kan jeg jo rende rundt og stikke til alle jer fra blå stue. Der er endog TV-programmer i den boldgade. Mogensen og Kristiansen på TV2-njus forstås.

Hvad ville der egentlig ske, hvis man helt droppede alt det der dem og os? Naturligvis igen med svenskerne som en mulig undtagelse. Tager man Kloge-Åge hatten på og skuer tilbage i historien, så har vi med største fornøjelse udryddet næsten hele generationer af unge mennesker i krige mellem dem og os. Eller mellem nogle andre og nogle tredje. Det er jo sprøjtende sindssygt, når man igen sætter sig, lægger sig eller står på hovedet og tænker over det. Naturligvis er der en masse andre motiver på banen i tilfældet krig: magt og penge er altid gode bud. Religion er også in the house ret hurtigt. Der sidder nogle gamle bitre mænd (og det er ALTID mænd) med langt skæg i en eller anden hule – i bogstavelig eller overført forstand – og bebuder, hvem vi ikke kan lide i denne uge. Terrorlister. Fatwaer. Og rend mig hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær.

Men også i det små. I skolegården. Som nævnt. På jobbet: Alle VED jo, at dem ovre i den anden afdeling er håbløse. I soveværelset: Alle ved jo, at dem, der ikke knalder på samme måde eller med samme køn som os, er nogle syge og dybt perverse størrelser. Til fodbold. Når vi shopper. Når vi går i byen. Til frisøren. Køber tøj. Vi søger ind i grupper. Segmenter. Moder. Strømninger. Måske for at føle fællesskab. Høre til. Jeg gør det selv, når jeg deltager i den årlige Gay Pride. En begivenhed, jeg elsker, men har et underligt forhold til på det rent ideologiske eller filosofiske plan. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og sådan nogle som mig er fra….? Tja, jeg ved det sgu ikke.

Dem og os.

Ja ja. Så kald mig da bare en gammel hallal-hippie. Eller blomsterbarn. Men hvad ville der ske, hvis vi indførte en årlig ”os alle sammen-dag”? Hvor vi bare var mennesker? Selv svenskerne. Ville jorden gå under? Ville vi blive utrygge? Mangle tilhørsforhold? Identitet? Sikkert nok. Men eksperimentet kunne være sjovt. Og sundt.

Men det er nok ikke muligt. At tænke i kategorier og modsætninger ligger så dybt forankret i os, selv i sproget, at det vil være håbløst. Kan man overhovedet definere sig selv, hvis man ikke gør det i forhold til nogle andre? Og i bekræftende fald, hvordan?

Jeg kommer jævnligt til at tænke på det her. Fx når jeg ser indslag i medierne fra Dansk Folkepartis møder. Eller hører om krige. Eller hate crimes. Men såmænd også rundt omkring på nettet. Når man opretter en profil på en datingside skal man som noget af det første definere 117 forskellige ting om sig selv. Så man kan passes ind i den rette kasse. Modsat dem i de andre kasser. Og så kan vi ellers sidde i hver vores kasser og kaste med både det ene og det andet på hinanden. For det er jo totalt grænseoverskridende, hvis en fra den forkerte kasse pludselig roder rundt i MIN kasse. Det udløser panikangst og svedture. Blokeringer og hadske mails.

Dem og os.

Livet er forunderligt. Vi er her så hulens kort tid. Hvorfor helvede (modsat himlede?) skal vi bruge vores kostbare tid på at bygge lejre og grænser?

Kan i alle sammen – også jer svenskere – have en dejlig påske.

Varme hilsner
Fra
Prinsen

Med hovedet i sandet og røven i vejret

Jeg lovede for en halv menneskealder siden at komme med endnu et indlæg i min lille føljeton om livet som netdater for en biseksuel mand. Den kvikke læser, altså dig, har allerede luret, at den mand er mig. I første lektion, som stadig er tilgængelig på særligt udvalgte steder – her f.eks. – kunne du læse om løgnen som det allerbedste våben i arsenalet, hvis man vil have et slag hurtig fisse på nogle af landets større datingsider.

Lektion to tager sit udgangspunkt stort set samme sted. Og så alligevel ikke. Denne gang handler det om sikker sex. Kønssygdomme. Og stupiditet – eller skal vi være søde og sige naivitet.

Jeg har ikke tal på det antal gange, jeg har måttet redegøre for min hiv-status. Til sidst skrev jeg det i min profiltekst på enkelte sider. Altså at jeg er hiv-negativ. Og dyrker sikker sex. Okay, det var måske ikke skide genialt, eftersom stort set ingen læser profiltekster. Så jeg må stadig forklare. Eller det vil sige, jeg gider ikke rigtigt mere. Folks fordomme er så indgroede, at man(d) kan sige, hvad man vil.

Logikken er ungefähr som følger: ”du (altså jeg) har sex med mænd. Bl.a. med bøsser. Mange bøsser har hiv og aids. Ergo får jeg hiv og aids, hvis jeg har sex mig dig (altså mig)”.

Se, det argument kan jeg strengt taget godt følge. For det er da sandt, at den nævnte sygdom har været – og er – en rædselsfuld svøbe for mit miljø. Men hiv er ikke kønsbestemt. Kvinder kan lige så godt rage skidtet til sig. De fleste af os fyre, der knalder med andre fyre, er helt klar over risikoen og tager vores forholdsregler. Altså sikker sex. På samtlige bøssesaunaer, sexbiografer og cruising-steder (= steder hvor mænd typisk opsøger andre mænd for sex) er der opstillet beholdere med gratis kondomer og glidecreme. Every fucking where. Så der er alle muligheder for at passe på sig selv og sine partnere. Og egentlig ingen undskyldning for ikke at gøre det. Sikker sex er hovedreglen blandt bøsser og bi’er. Det samme kan ikke siges om heteroseksuelle, hvis jeg skal vurdere ud fra mine erfaringer rundt omkring på nettet.

”Jeg gider ikke gummi”. Den sætning har jeg hørt mange gange. Efterfulgt af variationer over temaet: ”så jeg knalder ikke med biseksuelle”. Hmm. Der knækker filmen så lidt for mig. Det er dælme da ingen garanti for at undgå kønssygdomme. Heller ikke aids. Jeg kommer lige med et stykke breaking news (en term jeg har lært af at se TV2-News): Mænd – og kvinder – lyver deres små bedårende bagdele af for at få sex.

Chokeret? Ej, næppe. Vel? Det er en gammel sandhed, jf. Lektion 1 i min føleton. Derfor fatter jeg ikke, hvorfor kvinder føler sig mere sikre ved at have sex med en stort set ukendt stodder, der på sin profil kalder sig heteroseksuel, end med en person, der vedstår sin seksualitet. I sidstnævnte tilfælde har kvinden alle muligheder for at passe på sig selv. For at vælge.

Nej, jeg græder ikke snot. Jeg fatter det bare helt oprigtigt ikke. Jeg har haft sex med mænd. Rigtig mange mænd. Hvoraf en hel del har haft vielsesring på. Måske var de heteroseksuelle i deres selvopfattelse. Hvilket er ret underligt, når de havde deres ædlere dele et godt stykke oppe i en anden mand (altså mig) med jævne mellemrum. Så kære frøken kvinde. Et godt råd: dyrk sikker sex. Punktum. Også med de mænd, du tror ikke er til mænd. For du har ingen mulighed for at vide, hvor hans pik sidst har været henne. Måske oppe i mig. Måske oppe i ti vilkårlige fyre i et bunkepul i en bøssesauna. Hvor skulle du vide det fra? Selv hustuer, der har været gift i årevis med samme mand, ved ikke, at han har en nebengeschäft med andre fyre. Hvorfor da bilde sig ind, at man kan regne med en profil på nettet? Jeg valgte ovenfor den søde linje. Og brugte ordet naivitet. Men det mindre søde ord dækker ligeså godt.

Hmm. Jeg sidder lige og læser de linjer, jeg har skrevet. Der er voldsomt meget løftet pegefinger her. Hvilket undrer mig lidt, da jeg faktisk startede med en idé om at skrive et muntert og satirisk indlæg. Måske er det emnets natur, der gør det vanskeligt at undgå moraliseren. Måske har jeg bedre held i tredje lektion, der følger. Om snart.

Pas på jer selv, hinanden, jeres partnere og kære.

Stay safe and have fun.

Knus fra Prinsen