Ro i trussen nu! Det er faktisk noget, jeg har tænkt over. I længere tid.
Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det gælder ikke mindst inden for politik. Krags mundheld er vi mange, der senere har været glade for at kunne henvise til.
At ændre mening er et tegn på udvikling. Eller kan i det mindste være det. At blæse som en ballon i vinden uden nogen form for forankring i grundlæggende værdier er ikke. Selv om jeg givetvis vil blive beskyldt for det første af nogle, mener jeg selv, at der er tale om en naturlig udvikling. Som mennesker præges vi af vore ståsted i livet, vore erfaringer, alder, omgivelser og indtryk. Privat såvel som jobmæssigt. Nye indtryk, nye input, nye mennesker, nye steder – alt det må give anledning til overvejelser. Hvis ikke, er man enten døv for omverden eller en træmand.
Politisk har jeg i mit liv været vidt omkring. Som teenager i 1980'erne indrullerede jeg mig i KU. Vist mest for at pisse min ræverøde dansklærer i 10. klasse af. Men KU var faktisk en utrolig god oplevelse. Masser at engagerede unge mennesker, fester og i det hele taget en lærerig process, hvor jeg fandt ud af, hvad det vil sige at være en del af en politisk bevægelse, jeg fik nye venner og nye færdigheder. Jeg tror, jeg var med i KU en 3-4 års tid. Jeg endte med at sidde i bestyrelsen dengang. Men KU og jeg voksede fra hinanden. Andre ting blev mere spændende.
Derefter fulgte mange år, hvor politik ikke havde min store opmærksomhed. I stedet handlede det om at finde mig selv. Min identitet, også seksuelt. Nå ja, og naturligvis om fest og ballade, sådan er det jo at være ung.
Interessen for politik - og engagementet i samfundsforhold - vågnede faktisk først igen 10 år senere, da jeg pludselig befandt mig på skolebænken igen. Først HF og siden danskstudiet på KUA. Omkring det tidspunkt dukkede Minoritetspartiet (2) op. Det fangede min opmærksomhed og jeg var med et stykke tid, som passivt omend støttende medlem. Minoritetspartiet døde dog ret hurtigt, da det ikke lykkedes dem at opnå valg til Folketinget.
Igen fulgte en periode uden decideret partipolitisk ståsted, men jeg var i hvert fald klar over, at jeg hørte hjemme til venstre for midten. Mit sidefag på universitet var filosofi, også den politiske filosofi, lige som et overbygningskursus på Minoritetsstudier var med til at præge mig. Jeg husker ikke nøjagtigt hvornår og hvorfor, men Enhedslisten og mig fandt sammen. Som med alle parforhold var der op- og nedture. Et kort smut til SF blev det også til, men det var EL i en lang årrække. Deres kamp for en mere retfærdig verden tiltalte (og tiltaler) mig meget. Deres engagement på græsrodsniveau. Deres ståsted på det grønne område. Deres modstand mod krig og våben. Alt dette og mere var og er områder, jeg elsker Enhedslisten for. At de voksede fra et lille, højtråbende venstrefløjsparti til at tage ansvar og være en støtte for den nuværende regering glædede mig. Men der var også tidlser. Jeg har fx aldrig følt mig hjemme som en del af det venstreradikale, kommunistiske eller anarkistiske bagland, der også er en del af Enhedslisten.
Jeg følte imidlertid, at der måtte sluges flere og flere kameler, når jeg skulle forsvare Enhedslistens politik i samtaler med venner eller over for mig selv. EL's holdning til EU begyndte at skurre i mine ører. Jeg er i den grad skeptisk over for bureaukratiet i Brussels, men at råbe og skrige, smække døren og lege fornærmet løser i mine øjne ingenting. EU har (som Nobel-komiteen netop har hædret dem for) været med til at skabe et moderne Europa uden krig. EU har også været en masse andre mindre charmerende ting, men hellere prøve at forbedre, reparere og støtte fællesskabet end at melde sig helt ud. Det ufortrødne forsvar for Palæstina forstod jeg heller ikke hos EL, jeg antager, at det (også) er en rest af 1970'ernes røde æra, hvor PLO var the good guys. Jeg har svært ved at se Hamas som noget, der bare nærmer sig good guys. I mine øjne er Israel en ledestjerne, når det kommer til demokrati i Mellemøsten, selv om guderne skal vide, at også Israel har begået modbydelige handlinger. Ingen parter i den ulykkelige konflikt har rene hænder. Men Israel er et demokrati. Man kan leve i Israel som åbent homoseksuel, find et arabisk land, hvor det er muligt! At kæmpe for de mennesker, der har hjælp behov, er en æressag. Jeg elsker USA, men netop deres socialpolitik er en skandale. At tjekke dankortet ved indgangen til skadestuen er et skrækscenarie, jeg aldrig nogensinde håber, vi kommer til at se herhjemme. Retten til fri og lige sundhedshjælp er fundamentalt. Som andre rettigheder er. For mindretal, for kvinder, for ligestilling. Men at glemme, at med rettigheder i ethvert samfund følger pligter, er en ulykke. Pligter til at bidrage. Pligter til at overholde love. Pligter til at være en samfundsborger i ordets egentlige betydning. Netop dér synes jeg i stadig større grad, at Enhedslisten og jeg gled fra hinanden. Jeg forsvarer rettigheder med næb og klør, men jeg forventer at pligterne følger med. Ellers ender vi med et tag-selv-bords-samfund, hvor alle vil nyde men ingen yde. Det er paradoksalt, at der fra en kamp for solidaritet kan fødes egoisme. Og at ville nyde uden at føle pligt til at yde er i mine øjne intet andet end egoisme. Borgersind, som det vist hedder med et gammelt ord, er nok en uddøende ting. At tage hensyn til andre end sig selv ditto. Er du i tvivl så vov dig ud i den Københavnske trafik. Et samfund, der bygger på troen, at enhver kun tager, hvad er nødvendigt, er en naiv illusion. Ragen til sig og egoisme er desværre ingen illusion. At turde sige fra, når pligterne glemmes, er en nødvendighed. Også når det drejer sig om etniske mindretal. Alle kan bidrage. Alle bør bidrage. Den udmelding savnede jeg fra Enhedslisten.
Og lad os så tage den med de etniske mindretal. Hele debatten omkring mindretal, etniske eller andre, er et minefelt. Hvis DF har gjort noget godt for debatten i dansk politik, er det, at det nu et muligt at være kritisk omkring integrations- og udlændingepolitik uden straks at få racistkortet klasket lige i panden. Jeg accepterer og respekterer mindretals rettigheder, også de religiøse mindretals. Men. Accepten stopper for mig, når mindretal i deres religions navn vil skrue tiden tilbage for fremskridt og rettigheder, vi her i landet har kæmpet for i århundreder. At acceptere den slags i den hellige tolerances navn er i mine øjne både naivt og skadeligt. Jeg vil frisind og åbenhed. Ikke formummet og forkvaklet livsføring. I mine øjne er fundamentalistisk islam lige så forkvaklet som fundamentalistisk jødedom, kristendom eller politik. Jeg tror på det gode i ethvert menneske uanset hans eller hendes ophav. Men jeg tror også på, at mennesker lader sig skubbe omkring for at høre til. Og når man hører til fx islam, tillades - på trods af Koranens ord - ikke anderledeshed. Det vil jeg ikke acceptere i et samfund som vores, der stort set kun lige har smidt kristendommens åg fra vore skuldre.
Hvorfor så Socialdemokratiet? Jeg har jo ikke just stået og klappet i mine små hænder over alt, hvad Helle Thorning og kompagni har fået ud af regeringsmagten. To ting: For det første er et parti større end den til enhver tid siddende ledelse. Og. Der er noget i mine øjne sundt ved et parti, der ikke maler sig op i sin egen ekstreme krog, men er i stand til at se både til venstre og højre, når der skal findes løsninger for vores land og samfund. Socialdemokratiet har siden sin grundlæggelse været arbejderens parti. Et parti, der kæmper for at forbedre forholdene for almindelige mennesker, for dig og mig. Socialdemokratiet er stort. Der er fløje og divergerende meninger. Givetvis også meninger, der går i mod, hvad jeg har skrevet om i alt det ovenstående. Men som jeg indledte med at skrive, så handler det hele for mig om nogle grundlæggende, rodfæstede holdninger. Et fundament, hvorpå alt andet kan bygges. I Socialdemokratiets principprogram ”Hånden på hjertet” står følgende (3):
"De socialdemokratiske mål er enkle og klare:
- At give det enkelte menneske frihed og tryghed til at udnytte sine evner og realisere sine drømme.
- At sikre mennesker uanset social, religiøs eller etnisk baggrund retten til og mulighederne for at leve og være aktive medborgere i et retfærdigt demokratisk samfund med social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
- At udbrede demokrati, demokratisk socialisme, global lighed, international solidaritet og sikkerhed."
Det vil jeg godt være med til at arbejde for. Det vil jeg godt støtte. Derfor lavede jeg min Pernille.
1) http://politiken.dk/politik/article607080.ece
2) http://da.wikipedia.org/wiki/Minoritetspartiet
3) http://socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=717618




























