At lave en Pernille

Pernille? Rosenkrantz-Theil, forstås. Pernille tog i 2008 turen fra Enhedslisten til Socialdemokratiet (1), jeg er fulgt i hendes fodspor.
Ro i trussen nu! Det er faktisk noget, jeg har tænkt over. I længere tid.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det gælder ikke mindst inden for politik. Krags mundheld er vi mange, der senere har været glade for at kunne henvise til.

At ændre mening er et tegn på udvikling. Eller kan i det mindste være det. At blæse som en ballon i vinden uden nogen form for forankring i grundlæggende værdier er ikke. Selv om jeg givetvis vil blive beskyldt for det første af nogle, mener jeg selv, at der er tale om en naturlig udvikling. Som mennesker præges vi af vore ståsted i livet, vore erfaringer, alder, omgivelser og indtryk. Privat såvel som jobmæssigt. Nye indtryk, nye input, nye mennesker, nye steder – alt det må give anledning til overvejelser. Hvis ikke, er man enten døv for omverden eller en træmand.

Politisk har jeg i mit liv været vidt omkring. Som teenager i 1980'erne indrullerede jeg mig i KU. Vist mest for at pisse min ræverøde dansklærer i 10. klasse af. Men KU var faktisk en utrolig god oplevelse. Masser at engagerede unge mennesker, fester og i det hele taget en lærerig process, hvor jeg fandt ud af, hvad det vil sige at være en del af en politisk bevægelse, jeg fik nye venner og nye færdigheder. Jeg tror, jeg var med i KU en 3-4 års tid. Jeg endte med at sidde i bestyrelsen dengang. Men KU og jeg voksede fra hinanden. Andre ting blev mere spændende.

Derefter fulgte mange år, hvor politik ikke havde min store opmærksomhed. I stedet handlede det om at finde mig selv. Min identitet, også seksuelt. Nå ja, og naturligvis om fest og ballade, sådan er det jo at være ung.

Interessen for politik - og engagementet i samfundsforhold - vågnede faktisk først igen 10 år senere, da jeg pludselig befandt mig på skolebænken igen. Først HF og siden danskstudiet på KUA. Omkring det tidspunkt dukkede Minoritetspartiet (2) op. Det fangede min opmærksomhed og jeg var med et stykke tid, som passivt omend støttende medlem. Minoritetspartiet døde dog ret hurtigt, da det ikke lykkedes dem at opnå valg til Folketinget.

Igen fulgte en periode uden decideret partipolitisk ståsted, men jeg var i hvert fald klar over, at jeg hørte hjemme til venstre for midten. Mit sidefag på universitet var filosofi, også den politiske filosofi, lige som et overbygningskursus på Minoritetsstudier var med til at præge mig. Jeg husker ikke nøjagtigt hvornår og hvorfor, men Enhedslisten og mig fandt sammen. Som med alle parforhold var der op- og nedture. Et kort smut til SF blev det også til, men det var EL i en lang årrække. Deres kamp for en mere retfærdig verden tiltalte (og tiltaler) mig meget. Deres engagement på græsrodsniveau. Deres ståsted på det grønne område. Deres modstand mod krig og våben. Alt dette og mere var og er områder, jeg elsker Enhedslisten for. At de voksede fra et lille, højtråbende venstrefløjsparti til at tage ansvar og være en støtte for den nuværende regering glædede mig. Men der var også tidlser. Jeg har fx aldrig følt mig hjemme som en del af det venstreradikale, kommunistiske eller anarkistiske bagland, der også er en del af Enhedslisten.

Jeg følte imidlertid, at der måtte sluges flere og flere kameler, når jeg skulle forsvare Enhedslistens politik i samtaler med venner eller over for mig selv. EL's holdning til EU begyndte at skurre i mine ører. Jeg er i den grad skeptisk over for bureaukratiet i Brussels, men at råbe og skrige, smække døren og lege fornærmet løser i mine øjne ingenting. EU har (som Nobel-komiteen netop har hædret dem for) været med til at skabe et moderne Europa uden krig. EU har også været en masse andre mindre charmerende ting, men hellere prøve at forbedre, reparere og støtte fællesskabet end at melde sig helt ud. Det ufortrødne forsvar for Palæstina forstod jeg heller ikke hos EL, jeg antager, at det (også) er en rest af 1970'ernes røde æra, hvor PLO var the good guys. Jeg har svært ved at se Hamas som noget, der bare nærmer sig good guys. I mine øjne er Israel en ledestjerne, når det kommer til demokrati i Mellemøsten, selv om guderne skal vide, at også Israel har begået modbydelige handlinger. Ingen parter i den ulykkelige konflikt har rene hænder. Men Israel er et demokrati. Man kan leve i Israel som åbent homoseksuel, find et arabisk land, hvor det er muligt! At kæmpe for de mennesker, der har hjælp behov, er en æressag. Jeg elsker USA, men netop deres socialpolitik er en skandale. At tjekke dankortet ved indgangen til skadestuen er et skrækscenarie, jeg aldrig nogensinde håber, vi kommer til at se herhjemme. Retten til fri og lige sundhedshjælp er fundamentalt. Som andre rettigheder er. For mindretal, for kvinder, for ligestilling. Men at glemme, at med rettigheder i ethvert samfund følger pligter, er en ulykke. Pligter til at bidrage. Pligter til at overholde love. Pligter til at være en samfundsborger i ordets egentlige betydning. Netop dér synes jeg i stadig større grad, at Enhedslisten og jeg gled fra hinanden. Jeg forsvarer rettigheder med næb og klør, men jeg forventer at pligterne følger med. Ellers ender vi med et tag-selv-bords-samfund, hvor alle vil nyde men ingen yde. Det er paradoksalt, at der fra en kamp for solidaritet kan fødes egoisme. Og at ville nyde uden at føle pligt til at yde er i mine øjne intet andet end egoisme. Borgersind, som det vist hedder med et gammelt ord, er nok en uddøende ting. At tage hensyn til andre end sig selv ditto. Er du i tvivl så vov dig ud i den Københavnske trafik. Et samfund, der bygger på troen, at enhver kun tager, hvad er nødvendigt, er en naiv illusion. Ragen til sig og egoisme er desværre ingen illusion. At turde sige fra, når pligterne glemmes, er en nødvendighed. Også når det drejer sig om etniske mindretal. Alle kan bidrage. Alle bør bidrage. Den udmelding savnede jeg fra Enhedslisten.

Og lad os så tage den med de etniske mindretal. Hele debatten omkring mindretal, etniske eller andre, er et minefelt. Hvis DF har gjort noget godt for debatten i dansk politik, er det, at det nu et muligt at være kritisk omkring integrations- og udlændingepolitik uden straks at få racistkortet klasket lige i panden. Jeg accepterer og respekterer mindretals rettigheder, også de religiøse mindretals. Men. Accepten stopper for mig, når mindretal i deres religions navn vil skrue tiden tilbage for fremskridt og rettigheder, vi her i landet har kæmpet for i århundreder. At acceptere den slags i den hellige tolerances navn er i mine øjne både naivt og skadeligt. Jeg vil frisind og åbenhed. Ikke formummet og forkvaklet livsføring. I mine øjne er fundamentalistisk islam lige så forkvaklet som fundamentalistisk jødedom, kristendom eller politik. Jeg tror på det gode i ethvert menneske uanset hans eller hendes ophav. Men jeg tror også på, at mennesker lader sig skubbe omkring for at høre til. Og når man hører til fx islam, tillades - på trods af Koranens ord - ikke anderledeshed. Det vil jeg ikke acceptere i et samfund som vores, der stort set kun lige har smidt kristendommens åg fra vore skuldre.

Hvorfor så Socialdemokratiet? Jeg har jo ikke just stået og klappet i mine små hænder over alt, hvad Helle Thorning og kompagni har fået ud af regeringsmagten. To ting: For det første er et parti større end den til enhver tid siddende ledelse. Og. Der er noget i mine øjne sundt ved et parti, der ikke maler sig op i sin egen ekstreme krog, men er i stand til at se både til venstre og højre, når der skal findes løsninger for vores land og samfund. Socialdemokratiet har siden sin grundlæggelse været arbejderens parti. Et parti, der kæmper for at forbedre forholdene for almindelige mennesker, for dig og mig. Socialdemokratiet er stort. Der er fløje og divergerende meninger. Givetvis også meninger, der går i mod, hvad jeg har skrevet om i alt det ovenstående. Men som jeg indledte med at skrive, så handler det hele for mig om nogle grundlæggende, rodfæstede holdninger. Et fundament, hvorpå alt andet kan bygges. I Socialdemokratiets principprogram ”Hånden på hjertet” står følgende (3):

"De socialdemokratiske mål er enkle og klare:

• At give det enkelte menneske frihed og tryghed til at udnytte sine evner og realisere sine drømme.
• At sikre mennesker uanset social, religiøs eller etnisk baggrund retten til og mulighederne for at leve og være aktive medborgere i et retfærdigt demokratisk samfund med social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
• At udbrede demokrati, demokratisk socialisme, global lighed, international solidaritet og sikkerhed."

Det vil jeg godt være med til at arbejde for. Det vil jeg godt støtte. Derfor lavede jeg min Pernille.

1) http://politiken.dk/politik/article607080.ece 
2) http://da.wikipedia.org/wiki/Minoritetspartiet 
3) http://socialdemokraterne.dk/download.aspx?docId=717618

Lige (u)lovligt freshe medlemmer

Følgende er en mail, jeg netop har sendt til Fresh Fitness, Vesterbro. Hvis du træner der, skulle du ofre to minutter på at læse den, det er om tyveri:

Hej Fresh Vesterbro.

Følgende blot til orientering og evt. til brug som advarsel for andre kunder: Jeg var i dag ovre hos jer og træne mellem kl. 8 og 10. Da jeg har forladt centret og på hjemvejen skal indkøbe et par småting, opdager jeg, at mine kontanter er forsvundet fra min pung. Til alt held ikke et større beløb, men som jeg husker det ca. 400 kroner i sedler.

Jeg er ret sikker på, at medlemmet (og det må det jo næsten være, da offentligheden ingen adgang har) med de lange fingre har lavet det her stunt før og sikkert vil gøre det igen, hvorfor I måske skulle overveje at sætte nogle opslag op for at advare folk om at være ekstra opmærksomme med at låse deres skabe.

Måden, det skete på for mig er, som følger: Da jeg er færdig med at træne og går op for at bade/ klæde om, virker omklædningen tom. Jeg ser eller hører ingen. Jeg skulle ret akut på toilet, så da jeg har åbnet mit skab og taget træningstøjet af, begår jeg den fejl ikke at sætte hængelåsen på i de måske 1-2 minutter, det tager mig at gå de fem meter hen til toilettet for at tisse.

Tyven har åbenbart gemt sig i omklædningen og ventet på netop et fjols som mig, for han har udnyttet det korte tidsrum til at fare hen i skabet, fiske min pung op og snuppe sedlerne. Det smarte er, at han lægger pungen tilbage, så jeg først opdager tyveriet, da jeg står nede ved en butik for at betale. Det eneste positive i den her affære er (ud over det ret lille pengebeløb), at han åbenbart ikke har haft tid eller nerver til at rode hele skabet igennem, så min telefon, nøgler med mere
fik jeg lov at beholde.

Jeg er helt klar over, at tyveriet i høj grad er muliggjort af min egen dumhed, så det her er ikke ment som en kritik af jer. Men måske kan nogle opslag både advare andre kunder OG evt. gøre tyven opmærksom på, at hans små julelege er i fokus. Som sagt er jeg sikker på, at han laver det samme nummer igen.

Med venlig hilsen etc. etc.

 

Bitcheri kan virke

Nogle gange svarer det sig at bitche. Jeg havde bestilt en hovedtelefon hos en engelsk sælger via amazons markedsplads. Jeg blev derfor en kende skuffet og en hel del vred, da jeg blev præsenteret for en toldopkrævning fra det danske postvæsen. Det viste sig, at sælgeren havde sendt varen via kanaløen Jersey, der ikke er i EU, ergo told og importafgift. Jeg talte med damen på posthuset, som sagde, at det var noget, hun så tit. Mig og min nye postveninde var enige om, at det var noget svineri, at der fra sælgers side ikke blev gjort opmærksom på disse krumspring. Og det var der ikke blevet. Jeg gik hjem og fandt den helt store lup frem. Ikke et ord om Jersey. Ikke en advarsel til EU-kunder om mulig told. Man var som køber nødt til at tro, at man handlede med en sælger i England.

Heldigvis har amazon en feedback-funktion, hvor man kan lave en kort anmeldelse og give sælgeren fra en til fem stjerner. Jeg skrev en ret syrlig anmeldelse, hvor jeg kort sagt advarede potentielle handlende hos denne specifikke sælger mod denne skjulte merudgift. I det mindste gav det mig lidt afløb for vreden.

Forunderligt nok gik der ikke mere end en lille times tid, før der lå en mail fra en salgsmedarbejder hos det firma, jeg havde købt hovedtelefonen fra. Han var meget ked af det etc. etc. Havde jeg bare kontaktet dem, så havde de naturligvis refunderet merudgiften. Det var de så stadig parat til, hvis jeg fjernede min syrlige feedback. Efter lidt skriveri frem og tilbage blev det løsningen. Jeg fik mine told-penge refunderet. Og firmaet fik fjernet advarslen mod at handle hos dem.

Så selv om sælgere er meget langt væk, så kan man råbe dem op, i hvert fald hvis de kan se, at deres fremtidige virke lider skade ved ikke at reagere.

Jeg debatterede senere med en ven på nettet, om det at fjerne en dårlig anmeldelse, når sælgeren lover bod og bedring, er amoralsk. Det mente han. Han mente, at advarslen burde blive stående. Og jeg forstår godt pointen. Men i dette tilfælde burde jeg nok have kontaktet sælgeren, FØR jeg skrev anmeldelsen. Det havde været mest fair for dem. Havde de tilbudt refundering, ville min feedback naturligvis været langt mere favorabel. Men når man er gal i skralden, så er det ikke altid de finere nuancer af fairness og moral, som er i højsædet.
 
Med genfunden fred i sjælen kan jeg derfor nu i fulde drag nyde min nye Xbox-hovedtelefon med mikrofon, der ud over den sublime lyd giver mulighed for at chatte, mens man spiller, skyder, dribler og leger :-)

Det helbredende køkken

Man bliver, hvad man spiser. Det fandt jeg først ud af efter at have spist flødeboller i mange år. Det er, som man siger, en helt anden historie.

Men mad er jo på godt og ondt en del af vores liv. Jeg er på trods af min galoperende bogsamler-mani ikke den store fan af kogebøger, alligevel lod jeg mig friste af den her. Der er noget umiddelbart tiltalende ved ideen om mad som ikke alene nærende men direkte helbredende. Okay, jeg er ikke gået helt new-age og feng shui, men det giver trods alt god mening at tænke en smule over, hvad man stopper i munden.

Jeg havde en sludder med Liza Spinelli, som jeg kalder en af mine spinning-instruktører. Hun er en på mange måder klog kone (men jeg ville sikkert få prygl med en hulahop-ring, hvis jeg brugte den term, når hun hørte på det). Vi kom til at snakke om kostpyramiden. Eller kostpyramiderne. I min barndom omkring Første Verdenskrig fik vi spanket ind i skallen, at kartofler, ris og brød var uomgængelige grundstene. Det er de ikke mere. 

Hvorfor? Tja, ifølge miss Spinelli fordi vi lever anderledes nu. Der er ikke så meget fysisk arbejde, så en diet med store mængder af kulhydrater er ikke mere det mest velgørende. Proteiner er i stedet din nye ven. Proteinrig mad øger forbrændingen og giver en længere mæthedsfornemmelse, siger dem, der ved noget om den slags. Vi snakker linser, bønner, nødder, mælk og andet godt fra havet (tang fx).

http://www.sundhedslex.dk/proteinrig-kost.htm

Det fik mig til at fintænke mit eget menukort. Ikke at jeg sidder med tang stikkende ud af ørene nu, men hvorfor ikke skele lidt til, hvad der rent faktisk er godt for en. 

I den forbindelse er jeg gået ombord i Det helbredende køkken. Nå ja, miss Spinelli har også en ganske genial blog, men jeg er ikke helt nået til hendes stadie af sundhed endnu (kald mig konservativ). I får lige et link til hendes blog, måske er der også noget for jer der:

http://sunderfedt.blogspot.dk/

Velbekomme. Og så må I have mig undskyldt, jeg har lige et par vanillekranse, jeg skal se nærmere på.

Copenhagen Pride 2012

Tak for en fantastisk festdag i går, København. Det var så tæt på perfekt, som det vist er muligt at komme, selv vejrguderne var trukket i det regnbuefarvede og festede med.

Det var vidunderligt at se alle de tusinder og tusinder af mennesker, der deltog i optoget og kiggede på. I gjorde alle sammen lørdag den 18. august 2012 til en mindeværdig Pride-dag. Jeg må heller ikke glemme at sende de allervarmeste tanker til alle de frivillige, sponsorerne og alle de myndigheder og mennesker i kulissen, der er helt nødvendige for at få en begivenhed af den her efterhånden enorme størrelse til at glide.

Selv startede jeg dagen med et frisør-besøg (man er vel svans). Derefter gik der lidt tid med at tjekke vejrudsigter og vælge garderobe. Hen ad frokosttid gav jeg Den skide hest en mulepose og begav mig afsted i retning af Frederiksberg Rådhusplads. Jeg havde en masse halve og hele aftaler om at ses med gamle og nye venner. Men når menneskemylderet først kommer i gang, skal man være mere end heldig for at finde hinanden. Heldigvis fik jeg dog hilst på en masse, både på de to rådhuspladser og undervejs i paraden.

Jeg lægger mig sjældent 100% fast på, hvor i optoget jeg vil gå. I år var jeg dog ret sikker på, at mine partifæller fra Enhedslisten var vinderne (eller taberne, alt efter temperament *G*). Men også Pan Idræt, hvor jeg er medlem af svømmeklubben Copenhagen Mermates og Ashtanga yoag var stærke kandidater.

Jeg bruger altid en masse energi på at tage billeder. Så timen før afmarch gik med at rende rundt mellem alle bilerne, motorcyklerne og menneskerne på Frederiksberg Rådhusplads. Der hersker altid en elektrisk forventningsfuld stemning blandet med godt humør og fest. Klokken 13 gik toget. Jeg havde stillet mig på Frederiksberg Allé, så jeg kunne få billeder af så mange floats (som det vist hedder på The Julekalender-dansk). Og faktisk blev netop det afgørende for min placering i paraden. Pan Idræt var en af de første grupper, mens Enhedslisten gik senere. Så det blev mine rød-grønne venner, jeg slog følge med.

I år havde Enhedslisten valgt de transkønnedes rettigheder som tema, hvilket jeg synes var både på sin plads og stærkt relevant. I bilen stod verdensklasse DJ'en Rosa Lux og fyrede de sejeste rytmer og mix af. Selv en halvgammel stivbenet krikke som mig måtte overgive mig og danse gennem byen.
Der er altid masser af kendisser og wannabes. I år lunede det mit hjerte at se Helle Thorning Schmidt gå med rundt som den første danske statsminister nogensinde. Der var masser af andre skuespillere, politikere og reality-typer samt en masse kamerahold fra diverse steder, lægger man alle folks kameraer til, må den her Pride være en af de mest fotograferede nogensinde.

Apropos fotos, så smider jeg lige et link til mine. Jeg fik skudt næsten 600 fotos og videoklip! Jo sgu. Okay, der er nogle skodfotos imellem, men der er også en masse, der fanger stemningen godt, hvis jeg må have lov til at rose mig selv lidt. Jeg har valgt at uploade hele baduljen. Det ville sgu da være ærgerligt, hvis jeg netop fravalgte det foto, hvor DU kastede glans over paraden, ikke.

Den nu ikke helt nye rute over Vesterbro bliver bedre og bedre. Især området omkring svinget ved Søndermarken, Vesterbros Torv og Vester Voldgade er geniale kulisser. I år gjorde jeg en dyd ud af at kigge op. Der er ufattelig mange mennesker, der har dekoreret deres vinduer med regnbue- og dannebrogsflag, jeg vinkede det bedste, jeg havde lært til dem alle. I er skønne, alle sammen. Men især et par ældre herrer på en førstesal på Vesterbrogade fik mig næsten til at tude. De var så søde, vinkende og delende vores glæde og stolthed. Jeg får sgu våde øjne igen bare ved at skrive om jer to. Det var højdepunket på min Pride at se jer.

Rådhuspladsen - eller i ugens anledning Pride Square - var som altid et mylder af mennesker og sanseindtryk. Masser af boder og musik. Jeg tøffede ned i Studiestræde, der var blevet afspærret og lavet om til en stor gadefest. Det var helt utroligt, og utroligt festligt. Man opbygger en solid tørst af al den gåen, så bøsseværthuset Masken var første stop. Men også Jailhouse havde lagt sig i selen med helstegt pattegris, DJ og fest.

Jeg valgte at sige tak for i dag sidst på eftermiddagen. Jeg håber, alle jer, der festede videre aften og nat, havde det fantastisk.

Nu sidder jeg med en masse vidunderlige indtryk. Og heldigvis en masse fotos. Som altid er det svært at reducere det hele til nogle ord i en blog. Men jeg håber, det fremgår, at dagen i går var enestående for mig, og tør jeg godt sige, for masser og masser af andre mennesker i LGBT-regnbuen. København og Danmark viste sig fra sin allersmukkeste side i går. Pride er en stor fest, javel. Men Pride er også dagen, hvor vi fejrer forskelligheden, retten til at være sig selv, kærligheden og et land og en by, vi med rette kan være stolte af, når man ser, hvilke forhold seksuelle minoriteter bydes rundt omkring i verden. Hvis jeg kunne, ville jeg kramme hver og en, der støttede op om Priden i går.
Vi ses næste år 

Copenhagen Pride 2012

Copenhagen Pride 2012, a set on Flickr.

Yesterday was one of the best days of any year: the annual Copenhagen Pride. I took a lot of photos. You can view them in this flickr photo set. I’m uploading as we speak.

Ømme patter

2,4 x 19 mm BCR

Ja, undskyld den lidt bramfri overskrift, men det er de. Altså mine. For hundrede år og en småkage siden skrev jeg vist en blog om mine piercinger. Bloggen er der stadig. Det er mine piercinger også. Min intimpiercing har gennemgået den største udvikling, der er kommet stadig større ring i (det kunne en psykoanalytiker - eller Jørn Ege - sikkert få meget ud af). Nå, vi skulle slet ikke snakke om ting syd for navlen.

Mine brystvorter fik også nålen en del år siden. Og jeg var - og er - glad for de valgte smykker. Jeg faldt for et par ringe med røde sten i. Bonussen var, at de matchede min navlepiercing (jeg har flere huller end dartskiven på Den gule Negl).

Men af en eller anden grund har jeg måtte konstatere, at diverse elskere gennem årene åbenbart mener, at sådan en brystvorte-ring da kun kan sidde der, for at man(d) kan hive og vride i den. Jeg kan hjælpe den videnssøgende læser: det er IKKE grunden til de fleste piercede bryster. Jeg er skam helt med på lidt brystvortelir, som det vist kaldes, men det gør fandeme naller, når fyren i kampens hede får et flashback til sin værnepligt og afsikringen af håndgranater.

Normalt kan man opdrage de fleste fyre (læs: skideballe og trussel om at lukke for det varme vand), men når man som jeg elsker de lidt, hvordan skal jeg nu udtrykke det, friere former for samvær, så er det lidt besværligt at skulle gennem den seance ni gange ud af ti.

Løsningen - ud over at klistre sig ind i en meter hæfteplaster hver gang man hopper i kanen med en fyr - er at skrue lidt op for ens smykke-kaliber. Jo tykkere ringen er, jo mindre er chancen for at blevet vredet til blods. Så jeg bestilte et par nye ringe, der er 0,8 millimeter tykkere. Det lyder måske ikke af meget, men det gør en forskel. Og så hopper man i øvrigt aldrig for meget op i størrelse ad gangen. Blandt andet fordi ringen jo skal i, hvilket kræver en udvidelse af piercingen. Det ordner man (jeg) ved hjælp af et lille værktøj, en slags konisk stålstav, der skubbes gennem den eksisterende piercing, hvorefter det nye smykke kan komme på plads.

"Gør det ikke ondt?", hører jeg vist en spørge. Jo sgu. Og deraf overskriften. Jeg har sovet på ryggen i nat, men det går allerede bedre. En to-tre døgn siger erfaringen fra min Prins Albert (og jo, DET gør naller dernede også).

Desværre kunne jeg ikke finde smykker med en indsat sten i den her størrelse. Men skidt-pyt. Jeg regner med at gå et par størrelser mere op over det næste års tid, før jeg er tilfreds, så det endelige smykke har jeg god tid til at lede efter.