Tiger, Tiger: A Memoir

Some time ago I found myself sitting in a doctor's office, waiting. I'm sure there exist places that are more boring, but honest to god I can't think of any. Even the magazines lying around are about as exiting as watching paint dry. Nonetheless, I picked up one of those ladies magazines full of recepies, romance novels and Dear Abby columns.

My eye caught a small article about Margaux Fragoso. I had never heard about her, but apparently she is a woman who was abused as a child and now have written a book about her childhood. Judging from the short article the book had caused a lot of debate. Most things relating to pedophilia have a way of doing so.

Back home I googled the book and got still more curious, so I ended up buying the Kindle edition and have now read it. I am talking about the book ”Tiger, Tiger. A Memoir”. I have spent a few days coming to grips with my feelings about the book and whether I should try to write a review of sorts.

I am myself a gay male and thus I belong to an erotic minority. Oh, just to set the record straight (this shouldn't be necessary but apparently it is), being gay isn't another word for being pedophile, despite what some imbeciles like to state. But being from an erotic minority myself it feels more than a little hypocritical to condemn another erotic minority. At least if one, as I do, believe that we are born with our sexualities.

So, can you write about pedophilia without bringing out the usual rhetoric of cut of their balls and feed 'em to the lions?

In fact you can. It you have talent. I don't, but Margaux Fragoso has.

The book is, as its title reveals, a memoir. It's the story about the relationship between Margaux who at age seven meets the 51 year old Peter Curran. The two of them spend 15 years as friends, lovers, abusee and abuser, adult and child – and finally adult and adult. It takes the suicide of Peter to end the relationship and allow Margaux to start her adult life for real. No spoiler here as this is known from the start of the book.

The truly chilling thing about the book is the way Margaux Fragoso refrains from portraying Peter as the proverbial boogeyman. Instead she portrays a man caught up in the tragedy of his own sexuality, and the methods Peter use to deceive himself and Margaux about the true nature of their relationship. Margaux Fragoso describes the development of a friendship, albeit a terribly skewed one, where the adult's sexuality invades the child's life, and thus radically transforms a normal childhood into something much, much different. This description is carried out in an almost neutral, descriptive way at times. It's very brilliantly done. As a reader one is sort of invited along the route of a relationship changing from a platonic friendship into a sexual one. All the time viewed from Margaux's point of view, not the adult Margaux, but Margaux at her various ages.

Only in the afterword of the book does Margaux Fragoso speak directly about abuse and pedophilia. Even then not in a hateful way towards Peter. She condemns abuse, but not the individual pedophile. Her advise is to bring the subject of abuse out into the open, to act, to see things for what they are. Her abuse where allowed to go on for so many years. Why? Because people chose not to see and not to act. What to do about the individual pedophile? Margaux Fragoso recommends offering the pedophiles methods of living without hurting children. Medcine is one way to go, testosterone-inhibiting drugs are mentioned. Counselling and trying to treat the pedophile before the actual abuse ever starts is another.

This brings me back to my starting point. Can you actually treat a person of his or her sexuality? Is it okay to remove a sex drive of a human? This is the stuff of philosophical and ethical debates. Some people still advocate treating homosexuality. Is this different from treating pedophilia? And can it be any more successful? I doubt it. But the difference when it comes to the consequences of practicing the sexuality are blatantly obvious.

I certainly acknowledge that the attempt to treat or using pharmaceuticals castrating is more humane than the one with the balls and lions I mentioned to begin with. Removing the sex drive completely from the pedohile rescues potential victims and provides for a life where the forbidden object of desire is hopefully removed from the equation. Is this the best solution. Or the best of the bad ones? At the end of the day the focus has to be on the victims, the children whose lives are changed, whose childhoods are ruined, who are made into little adults by subjecting to a grown up sexuality of a kind they are not ready for and never should be forced into, lured into or sweet-talked into.

Margaux Fragosos memoir is a chilling description of this reality for a seven year old girl growing into a 22 year old young lady. It is the story of a girl and young lady isolated from nearly everyone except her abuser. And it is the story of a serial abuser trying to come to grips with himself, trying to convince himself that his way of viewing the world is the right one, but only ending up hurting the girl he claims to love and giving up his life as an result. The title might have been ”Tiger, Tiger. A Tragedy”. But luckily it isn't. Margaux gives us a glimpse of her new life. Her post-Peter life. A life with a husband and daughter. And a life where the chain of abuse stops. Margaux's mother was abused. Margaux was. But her book is a testament to the fact that her daughter never will be. Because Margaux won't stand by, ignoring the obvious, and let it happen as her own mother did. You do not stop abuse by cutting off balls. You might do by being awake, by acting and offering whatever help might work to both the abused and the potential abuser. If ”Tiger, tiger. A Memoir” helps save only one young person then it is a truly important book.

Fresh Prince da capo

Jeg var vist så letsindig i et tidligere indlæg at love en opdatering med hensyn til forskellen mellem at køre indendørscykling hos SATS og Fresh Fitness.

Jeg har allerede været inde på hovedforskellene, men her til morgen kørte jeg så Fresh Fitness' program for øvede, det de kalder niveau 3. Det handler om 75 minutter, hvor den maksimale puls er tænkt til at ramme niveau 9 i deres skala, dvs. op til 96% af ens maxpuls.

Min instruktør oppe på skærmen var en munter og frisk gut ved navn Kristian. Frisk på den måde, som man ser visse DJ's på jyske lokalradioer være. Men han slap sgu af sted med det pga. sin ufortrødne nørdede charme. Faktisk er han den bedste af de instruktører, jeg indtil nu har underkastet mig i Fresh' cykelbiograf. Programmet var udmærket opbygget med en blanding af tyskertung trampen, der kunne få enhver lårmuskel til at blive rørstrømsk, og italiensk Pantani-spurt op ad bakkerne. Efter 75 minutter i sadlen, i øvrigt mutters alene, det er åbenbart ikke et hit at lege flagellant klokken 7.30 nytårsaftens morgen, var resultatet den behagelige summen i de ømme muskler. Mission accomplished.

Og så til det med sammenligningen. Går du til indendørscykling i Fresh Fitness, kræver det rygrad. Ikke fordi det er hårdere end hos SATS, det er det ikke, men det er KUN dig, der kan smide mønter i parkometret. Du skal ville det. Også når det gør ondt og lungerne er på vej ned på gulvet. Der er selvfølgelig opmuntring fra Kristian & co. Men jeg kan mærke, at selv med den bedste vilje, så lader jeg mig selv presse lige det mere i de kyndige hænder hos SATS's instruktører. Naturligvis betyder det også noget, om man sidder i en rungende tom sal eller på et helt fyldt hold af svedende og prustende med-cyklister. Det ville ikke være fair at bedømme Fresh på den konto, da jeg indtil nu ikke har oplevet at køre med flere end en håndfuld andre hos dem.

Så. Dropper jeg SATS? Nej. Dropper jeg Fresh? Nej. Er jeg et fjols med for mange penge? Ja og nej,  i den rækkefølge. Jeg er nået frem til, at de to kæder egentlig supplerer hinanden godt. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke undvære holdtræningen hos SATS. Men Fresh' åbningstider og yderst fleksible koncept gør det til et sted, jeg vil bruge til styrketræning og en tur på cyklen på underlige, ukristelige tidspunkter. 

Gay.net - Eye Candy's Top 25 Posts of 2011: #1-5

Gay.net - Eye Candy's Top 25 Posts of 2011: #1-5

Fresh Prince...

Jeg har fået en ny ven. Han hedder Johnny. Det sidste passer måske, det første er noget ævl. Johnny aner ikke, jeg eksisterer. Men han er min nye cykelinstruktør i fitnesscentret. En af mange faktisk. Jeg kommer sikkert aldrig til at møde ham, for han bor oppe på et stort lærred. Jeg har nemlig for første gang prøvet cykling hos Fresh Fitness.

Mig og Fresh kom lidt skidt fra start. Normalt træner jeg I SATS ovre i Frederiksberg Svømmehal. Det er et glimrende sted med engagerede og gode instruktører. Men stedet er ramt af den forbandelse, at de følger svømmehallens kommunale lukketider. Så lugter det bare lidt af en helligdag inden for en 14 dages radius, knalder de låget i. Ej, okay. Det er at stramme den, men de har fx ikke åbent i juledagene. Det pissede mig en hel del mere af i år, end jeg havde troet. Sandsynligvis fordi jeg er kommet ind i en rytme (læs: afhængighedsforhold), hvor jeg bare skal cykle mindst to-tre gange om ugen for at være glad og veltilpas. Er man syg eller på anden måde forhindret, falder straffen prompte, når man vender tilbage. Så jeg havde et lille problem, for SATS har lukket eller solgt en hel stribe centre fra. Når man som jeg er på cykel til og fra, så er Lyngby eller Søborg ikke oplagte alternativer.

Men det er Fresh Fitness. De har en hel stribe centre i København. Bl.a. det tidligere SATS-center beliggende i passagen mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Inde i det, der hedder Toves Galleri. Og så er vi tilbage til den lidt kiksede start. Tove eller folkene i Fresh havde glemt at fortælle det vagtselskab, der skal åbne dørene til galleriet, at de havde åbent i juledagene. Så det lykkedes først for mig og et par andre natpissere at få adgang til det fortabte paradis, da en lettere overrumplet hundelufter, der boede i ejendommen, blev overtalt til at lukke os ind i Toves gange. Selve adgangen til fitnesscentret foregår ved hjælp af et chiparmbånd, man får udleveret ved indmeldelsen.

Nå, efter den lidt dårlige start blev tingene hurtigt markant bedre. Jeg gik på opdagelse for at finde omklædningen. Skiltningen er glimrende, så selv en jomfru på stedet som mig fandt hurtigt op på første sal og ind i herreomklædningen. Der er rent, lyst og indbydende. Det gælder ikke kun omklædningen, men hele centret. Møder man, som mig, uomklædt, er der små (nøgleordet er små) skabe, hvor man næsten uden problemer kan få plads til træningstaske, sko og tøj. En bøjle ville have fået mig helt op at ringe, men det kommer måske. Aflåsningen af skabet foregår ved hjælp af en medbragt hængelås (husk den). Et rigtigt godt råd: køber du en af Fresh Fitness' kombinationslåse, så du slipper for at slæbe rundt med en nøgle, så lad være med at sætte den, så tallene vender ind mod skabet. Det gjorde jeg, hvilket resulterede i fem minutters kamp i akavede stillinger, da jeg skulle låse op igen, det kostede mange skæve blikke fra andre gæster og en del fnisen.

Derefter tog jeg en runde nede i selve centret for at finde ud af, hvor alting var. Jeg blev glædeligt overrasket over stedets maskinpark. Ikke at det er det nyeste nye, men der er alle de maskiner, man skal bruge. Og vigtigst af alt, der er mange af dem. Nu var der ikke ret mange sådan en formiddag juleaftensdag, men selv med godt besøg, må det hjælpe på ventetiden, at der er fire-fem af hver slags af de mest brugte maskiner i styrketræningsafdelingen. Der er masser af crosstrainere, motionscykler og løbebånd. Et stort område med løse vægte og tårne med alverdens muligheder. Virkelig godt.

Igen med det forbehold, at dagen var lidt speciel, så er publikum åbenbart vidunderligt blandet. Der var folk i alle aldre og mange typer. Det er en af de ting, jeg er vild med i SATS. Og det ser ud til, at noget lignende gør sig gældende i Fresh. Der var et par pensionister, nogle gutter på min alder, et par veldrejede yngre m/k'ere og nogle forælder/søn/datter-par.

Efter min rundering gik jeg i gang med at varme lidt op og prøve nogle af maskinerne. Med et halvt øje på uret. For mit egentlige mål med dagens ekspedition var at få prøvet cyklingen i Fresh Fitness.

Den helt store forskel på cykling i SATS og cykling i Fresh Fitness er, at sidstnævnte foregår uden en instruktør af kød og blod. I stedet kører de med et koncept, der hedder en cykelbiograf. På deres hjemmeside kan man se et program for alle ugens dage gældende for alle deres centre. Der er hold i tre niveauer gående fra et til tre, hvor det sidste er det mest udfordrende. Samtidig er der for de fleste af de tre niveauer hold med en varierende længde mellem 30 til 75 minutter. Så det er frem med læsebrillen og udvælge et hold at kaste sig ud i.



Jeg havde valgt et 60-minutters niveau 2-hold startende klokken 9. At hoppe på sådan et hold koster ikke ekstra. Ellers er hele Fresh-konceptet bygget op på, at grundprisen er lav (129 kroner om måneden betaler jeg, og det er i sandhed ikke meget sammenlignet med andre kæder), men man skal så betale for de ekstra ting, man bruger. Bad fx. Dog er toilet og omklædning gratis.

Jeg må være ærlig og sige, at de første 15 minutter i selskab med Johnny var underlige. Jeg har gået til cykling med instruktør i lang tid, og det var underligt at sidde foran et lærred. Det tager lige lidt tid, før man vænner sig til det. Men det gør man. Og de har faktisk lavet hele biograftræningen på en overskuelig og pædagogisk måde. Der er klar angivelse af, hvad man skal, hvordan programmet er opbygget, hvor pulsen skal ligge og påmindelser om den korrekte teknik og at huske at drikke undervejs. En ting, blev dog ved med at gå mig  på nerverne. Johnny havde en mani med at udbryde jævnligt: ”Det ser godt ud derude”. Eller andet mundlort af samme skuffe. Det fjernede faktisk mit fokus fra min træning. De fleste af os i salen er nok godt klar over, at det ikke er en levende instruktør, vi har foran os, så hans ros betyder nogenlunde lige så meget som reklamerne i TV. Det er okay med lidt hersen og generel opmuntring, men drop det andet. Måske er det anderledes med de andre instruktører på menukortet, man kan nemlig også vælge hold ud fra navnet på instruktøren, så det er da ikke utænkeligt, at det også kommer til at præge mit valg af hold.

Selve træningen og opbygningen af programmet var fint. Det hold, jeg kørte, var intervaltræning bestående af fire blokke med små pauser ind i mellem. Først til allersidst var det meningen, at man skulle op over en maxpuls på 90%. Fint nok for et hold i mellemkategorien. Jeg fik pulsen op, svedte godt og er nu behageligt øm i stængerne, så alt er, som det skal være. Mine sædvanlige blå timer i SATS-regi er generelt en kende hårdere (afhængigt af instruktøren), men jeg skal lige teste niveau 3 hos Fresh, før jeg fælder dom.

Ud over Johnnys hang til at lege clairvoyant var der en anden ting, der gav lidt skår i glæden. Cyklingen foregår som nævnt i en cykelbiograf. Om det var navnet, der gjorde at tre undersvende følte, at de skulle snakke og kommentere mere eller mindre højlydt hen over træningen, skal jeg være usagt. I det mindste kom de ikke anstigende med popcorn. Lad mig dog slå fast, at det er nøjagtigt lige så irriterende at høre på i et fitnesscenter som i en rigtig biograf. En løsning kunne være at skrue mere op for lyden; niveauet var lagt, så ingen skulle føle sig generet, men det gjorde desværre, at snakkehoveder som de tre fyre blev en pestilens.

Alt i alt vil jeg sige, at cykling uden instruktør er noget andet. Men det fungerer. Jeg fik en god træning. Som ved al træning handler det jo om din egen indstilling og vilje til at fyre den af. Der kan en levende instruktør måske motivere og sparke en bagi på minus-dage. Men er du indstillet på at træne, så fungerer biografløsningen fint.

Efter min time med Johnny prøvede jeg lige et par maskiner mere, bl.a. crosstrainer og bænkpres. Igen var jeg positivt overrasket over antallet af maskiner og stedets lyse og rene opbygning. Der er skærme overalt med musikvideoer. Automater, hvor du kan trække drikkevarer (betalingen foregår vha. chiparmbåndet). Slappe-af hjørner og små borde, hvor man kan sludre eller bladre avis. Det er et rigtigt flot og behageligt sted at opholde sig.

Inden badet havde jeg lovet natpisserne fra den årle morgenstund at fortælle personalet, at der var problemer med at komme ind om morgenen. Der er kun bemanding efter klokken 10. Den fyr fra Fresh, jeg talte med, beklagede bøvlet og lovede at få rettet op på det, så vi kunne komme ind både 1. og 2. juledag. Det vil vise sig.

Til slut ventede kun omklædning og bad. Efter de nævnte fem minutters kamp med min hængelås fik jeg testet det med at betale for at bade. Man holder sit chiparmbånd op mod en aflæser, så starter vandet i en brusekabine. I tre minutter. Pris: tre kroner, hvoraf den ene går til et vandprojekt i Afrika. Små sko? Næ, det er okay med mig. Jeg kunne fint klare hårvask og at få vasket mig på de tre minutter. Husk at basisiprisen er lav, lav, lav. Det er Ryan Air konceptet overført på fitness.

Samlet dom: fire ud af fem stjerner. En halv fratrukket for bøvlet med adgang. En halv for Johnnys ævl. Men stadig er jeg virkelig begejstret. Nok til at droppe SATS? Det er jeg endnu ikke 100% sikker på. Jeg skal lige prøve nogle flere cykeltimer på andre niveauer og med andre instruktører. Men helt klart begejstret nok til at blive hængende i Fresh. Både som et alternativ på helligdage, men også for en omgang morgentræning. På hverdage åbner de klokken 5 og lukker klokken 23. Det er svært at brokke sig over.

Jeg kom med åbent sind, nysgerrig og spændt. Og blev ikke skuffet. Fresh er kommet for at blive. I hvert fald i mit (trænings)liv.

Down the rabbit hole

Okay, jeg indrømmer det. Jeg er en lille smule konservativ. Altså ikke Barske Bimmer-agtig, men konservativ i den forstand, at jeg er ret fasttømret mht. visse ting. Det med at lave om for at lave om har jeg aldrig fattet. Når jeg nu er i skriftestolen, kan jeg vel lige så godt gå all in og indrømme, at jeg har en ting med bøger. Ja, høje dommer. Så galt er det fat.

Derfor var jeg meget, meget spændt på min reaktion på mit nyeste isenkram i forbindelse med læsning. Jeg har investeret i en tablet. Det er nysprog for en iPad-lignende ting, der igen er nysprog for en lille trykfølsom skærm med indbygget computer.
Sådan en fætter kan bruges til mangt og meget. Man kan spille Angry Birds, til man får hård hud på fingrene. Man kan lytte til musik. Se film. Skrive blogs. E-maile. Overspringshandle på facebook og Boyfriend. Og en milliard million andre ting.

Og så kan man bruge den som en e-bogslæser. Det er her mit konservative sind bryder ud i mild paniksved. For jeg elsker (det er ikke for stærkt et ord) de gamle papirbøger. Naturligvis for deres indhold. I det mindste nogle gange. Men også for deres følelse. Deres vægt. Papiret. Duften. Typografien. Indbindingen. Hele håndværket. Især de gamle, smukke værker kan gøre mig salig.

Der har været mange forsøg på at erstatte den trykte bog. Jeg har læst indtil flere artikler, der proklamerede, at NU var den her, den elektroniske dims, der løste cirklens kvadratur. Men de fleste er feset lige så hurtigt ud som en stripper til en indre missionsk konfirmation. Enten har de været teknisk underlødige. Eller der har ikke været nok elektroniske bøger til dem. Forlagene har ikke kunnet blive enige om formater, kopibeskyttelse og fanden og hendes pumpestok. Et af de mere sejlivede bud på tronen har været Amazons Kindle. Jeg har aldrig ejet en sådan, men jeg har dog haft en i hånden. Uden at blive omvendt. Størrelsen var handy og det såkaldte elektroniske blæk var rimeligt naturtro. Men jeg havde aldrig givet 100-200 dollars for vidunderet.

Men nu har jeg altså en maskine, der byder sig til, også på det felt. Og dommen? Jeg er forbavsende positiv. For ikke at sige overrasket. Jeg kaster lige et link til et par fotos af miraklet. Min tablets vægt og størrelse gør den udmærket som e-bogslæser. Man behøver ikke muller som Arnold for at sidde med den i flere timer. Skærmens opløsning gør det til en fryd for øjet at læse. Ikke noget med hovedpine efter tyve minutter. Man kan ændre på størrelse og typografi, hvis man har en særlig forkærlighed for eller modvilje mod en bestemt type. Den side af ligningen fungerer.
Så er der udbuddet af bøger. Her halter Danmark bagefter. Gyldendal sælger e-bøger. De er (surprise, not) møg-dyre og bundet op på enten iPad-platformen eller en Windows eller Apple computer. Poltergeisten hedder DRM, digital rights management. Det er det samme trick, pladebranchen med et hysterisk blik i øjnene har holdt stædigt fast i. Argumentet er sundt nok. Kunstneren - forfatter eller musiker - skal have noget for sit arbejde, så produktet skal være beskyttet mod kopiering. Således prædikede præsten. Men som alle sognebørn ved, er virkeligheden en anden. Der går rundt regnet ti minutter fra en ny kopisikring er lanceret, til der ligger et crack ude på nettet. Dermed er der reelt set to muligheder: følg eller bryd loven.

Nja, der er faktisk tre. Og det er selv pladeindustrien ved at sande. Man kan gå nye veje og tilbyde musikken på lovlig vis til en pris, der gør pirateri næsten overflødigt OG giver kunstneren mønt i kisten samt et potentielt langt større marked. Tjenester som Spotify på musikfronten eller nogle af de danske pendanter går denne tredje vej.

Tilbage til bøgerne. Går man lidt på jagt på nettet, det vil i praksis sige med briller, der kigger længere end til Klareboderne, er der masser af sider, der tilbyder bøger. Amazon leverer stort set alle titler elektronisk. Man kan bare ikke få lov at købe dem som dansker. Så meget for varernes frie bevægelighed.
Klassikerne kan man til gengæld downloade til enten symbolske priser eller gratis. Jeg er netop gået ombord i Lewis Carrolls vidunderlige Alice i Eventyrland. Den koster gratis. Det er der mange andre af verdenslitteraturens andre store, der også gør. Besøg fx denne side: http://www.feedbooks.com/

Nu venter jeg på en løsning a la Spotify, der enten gratis (prisen er reklamer) eller for et relativt lille beløb, åbner for 18 millioner musiknumre til fri aflytning for deres kunder. Bibliotekerne kunne springe ind på banen; der er allerede udlån af e-læsere, men igen er problemet en binding til digitale rettigheder - og dermed begrænsninger i anvendelighed. Eller et forlag (eller flere) kunne sætte en bog-Spotify-tjeneste op.

Jeg er som altid optimystisk. Vi skal nok komme efter det herhjemme. De konservative vanetænkere (som mig) skal bare have et los i røven. Også dem på forlagene. Jeg tror, at iPad'en og hele viften af android-tablets har en mulighed for at lykkes, hvor alle de andre e-læsere har fejlet. Ganske enkelt fordi de sælger. Folk køber dem. Og lægger dem under juletræet. Eller spurter hjem i lænestolen med dem. Ikke for at få en e-bogslæser. Men af 117 andre grunde. Og pludselig sidder man der og HAR rent faktisk en e-bogslæser. Så markedet for bøger er der. Især skriger det på danske titler.

Jeg har i hvert fald kastet mig ud i det, ned i the rabbit hole. Ikke at jeg holder op med at købe bøger af den klassiske variant. Men der er bestemt titler, som jeg med stor glæde vil læse elektronisk. Bemærk, jeg skrev ikke "nøjes" med at læse elektronisk. Helt genial er en tablet til magasiner. Eller reklamer. Eller aviser. Mangt en regnskov kunne reddes på den konto. Jeg skulle gerne læse Se & Hør, Out & About, Politiken, Information, Tænk eller andre mere eller mindre lødige tryksager på min tablet. Eller hvad med at slippe for hele bjerget af reklametryksager. Føtex-avisen elektronisk? Ja, tak. Taberen her er avisbuddet. Vinderen miljøet.

Som mit gamle idol Poul Schlüter engang sagde: "Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget". Utroligt nok må en gammel bogorm som mig tilslutte mig de ord. Forandring behøver ikke at være af det onde. Ikke engang, når vi taler om bøger.

Frihed under ansvar

Frihed under ansvar er et af den borgerlige fløjs mottoer. Graver man lidt på fx de konservatives hjemmeside, støder man ret hurtigt på indhold, der matcher det nævnte motto. Fx mht. sundhedspolitik: "Vi ønsker en aktiv forebyggelse, så vi undgår livsstilssygdomme og fedmeepidemier. Som følge deraf handler forebyggelse om at understrege, at borgeren i høj grad er ansvarlig for sin egen sundhed" (http://www.konservative.dk/Politik/Sundhedspolitik/Sundhed).

Fair nok. Det er en velkendt holdning på mange områder. Jeg tillader mig at antage, at de fleste borgerlige ikke bryder sig om en storebror-stat, der går ind og detailregulerer individets liv. Jo mere liberalistisk ens grundsyn er, jo større modvilje.

Nu er jeg hverken konservativ eller liberalist. Men jeg bor i en ærkekonservativ kommune: Frederiksberg. I dag gjorde jeg en opdagelse, der overraskede mig ganske meget set i den kontekst, jeg lige har ridset op. Jeg plejer at benytte weekenden til at tilbede min krops tempel. Eller sagt på en anden måde: jeg kaster mig gerne ud i noget motionsagtigt uvæsen. Nogle gange efterfølger jeg de udskejelser med en tur i solarium.

Det kan jeg så ikke mere. I hvert fald ikke i Frederiksberg Svømmehal. Der var sat et opslag på døren ind til solen. Pga. de iboende farer ved soldyrkning har man besluttet at lukke solariet. Og man håber på forståelse herfor. Det sidste lå det en kende småt med hos mig, så jeg tøffede ned til damen i billetsalget for at spørge efter flere oplysninger. Nærmere betragtet om det var en beslutning, svømmehallen havde truffet på egen hånd, eller en der var kommet oppefra. Det sidste var tilfældet. Det var efter ordre fra kommunen, fik jeg at vide.

Og så er vi tilbage ved det paradoksale i en konservativ kommune, der leger storebror.

Jovist. Jeg er helt på det rene med farerne ved soldyrkning. Men hvis kommunen skal være konsekvent, antager jeg, at det ganske snart er umuligt at købe spiritus eller tobaksvarer inden for kommunegrænsen, og da i hvert fald i kommunens kantiner og bygninger. Et andet argument for at forbyde kunstig sol (eller skal vi tage skridtet fuldt ud og forbyde ophold udendørs de fire dage hvert andet år, vi har sommer) er den samfundsmæssige pris for at behandle kræft. Fair nok. Men det samme argument gælder sprut og tobak. Så ud med dem også. Eller?

Vi er med andre ord rendt lige ind i debatten om forbud. Min partifælle Ida Auken var for nylig i radioens P1 for at diskutere netop dette. Desværre blev debatten aldrig frugtbar, da den meste energi gik med at skændes om forudsætningerne for selve debatten.

Men emnet er væsentligt. Personligt har jeg et ambivalent forhold til forbud. Jeg kan sagtens se fornuften i en række regler og forbud, primært dem, der vedrører fællesskabet og vores samvær. Færdselsloven (som flere og flere åbenbart tager for en vejledende gestus) er et eksempel. Det er forbudt at gå over for rødt. Fordi det er en måde at sikre, at både du og jeg kan færdes sikkert i trafikken. Men det er en balancegang. Dænger man folks hverdag til med forbud, som mange måske har svært ved at se meningen i - eller fornuften ved, beder man næsten om, at de ikke overholdes.

USA har forsøgt sig med et spiritusforbud. Det gjorde mafiaen styrtende rig og magtfuld. Hash er forbudt herhjemme, det har skabt et utroligt lukrativt sort marked, som diverse grupperinger lever godt af. Nogle lande har indført forbud mod købesex, givetvis af alle de bedste motiver, ingen med empati kan forsvare kvindehandlens dunkle univers. Men at tro, at et forbud mod prostitution stopper salget af sex, er i bedste fald naivt.

Der, hvor jeg lander, er, at man (magthaverne - eller hvad vi nu skal kalde dem) skal omgås forbud med omhu. Vejen til helvede er til tider brolagt med gode intentioner. Lad os opstille nogle spilleregler, der beskytter os alle, beskytter fællesskabet og beskytter de personer, der enten er for unge eller på anden vis ude af stand til at beskytte sig selv. Og brug så krudtet på at informere sagligt i stedet på alle de øvrige områder. Det er glædeligt, hvis mængden af skader som følge af spiritus, tobak, soldyrkning etc. etc. kan nedbringes. Den bedste måde at få folk til at leve sundere, som jeg kan komme på, er at få dem til at vælge det selv. At blive truet eller skræmt til noget - eller at blive forbudt noget - skaber modvilje og nogle gange den stik modsatte reaktion af den ønskede. Sådan reagerer jeg i hvert fald. Så nu vil jeg se mig om efter et andet sted at solbade.

Jeg spejder derfor i disse dage spændt rundt på de konservative valgplakater. Et eller andet sted må den, der lyder "Forbud uden ansvar" vel for hulen hænge.

Tiderne skifter - eller gør de?

Nogle gange bliver man opmærksom på tidens gang på de underligste måder. Tag nu fx i dag. Jeg havde sadlet Den skide hest op til en lille udflugt mellem den danske sommers tordenbyger. I ved, hvordan det er. Man har jo sine ærinder. Nogle er mere præget af fornøjelse end andre. Så da apoteket og fødevarepusheren var overstået, galoperede min trofaste ganger og jeg ind til Viktoriagade.

Derinde befinder Men's Shop sig. Det er en forretning, der primært henvender sig til det lyserøde segment. Sortimentet er, øh, alsidigt.

Jeg havde på deres hjemmeside bl.a. set, at man kunne erhverve sig en CD med den legendariske bøsse-LP fra 1975. Det er aldrig lykkes mig at opsnuse den oprindelige vinyl-udgave, så jeg har længe lovet mig at få købt CD'en.
Nu skal det her ikke udvikle sig til en decideret dansk bøssehistorie. (I er klar over, at der er lagt i ovnen til et men, ikke? Jep). Men. Bøssernes Befrielsesfront – det var der noget, der hed – er en uomgængelig del af den tornede vej til dagens Danmark, hvor begivenheder som sidste weekends Pride lader sig gøre.

Jeg copy-paster lige fra en artikel om BBF: (kilde)

”Bøssernes Befrielsesfront (BBF) startede i 1971 som den første homoseksuelle bevægelse i Danmark, der førte en offensiv kompromisløs linje med sammenkædning af politik og seksualitet.
BBF's formål var en seksualpolitisk bevidstgørelse af bøsser i og udenfor BBF, samt bøssepolitisk oplysning på uddannelssteder, arbejdspladser, i medierne og på gaden. At påvirke unge i en anden retning end den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning man møder i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Såvel støtte som kritik af andre venstregruppers arbejde. Støtte til andre undertrykte grupper. Samarbejde med Forbundet af 1948 i kampen mod undertrykkelsen. Bekæmpelse af de gængse kønsroller.
BBF deltog hvert år i Christopher Street Liberation Day-demonstrationerne enten i København eller Århus. Det er nærmeste lørdag omkring d. 24. juni.
De fleste i BBF var eller havde været i basisgrupper, hvor især nye medlemmer kunne hente personlig støtte og opbakning i deres hverdag som bøsser. BBF førte ikke kartotek over sine medlemmer og havde ingen ledelse. Arbejdet var drevet af den enkeltes lyst.”

Citat slut.

Den kvikke læser – og har jeg andre – vil have gennemskuet, at det anvendte leksikon har en vis slagside mod venstre. Jeg elsker ordet ”familiefacistiske” LOL. Nå, det væsentlige var at give en baggrund for Bøssepladen. Den er indspillet i 1974 og udkommer i 1975. Og det er ikke lutter flade hippier, der trutter i chillummen. Blandt de medvirkende finder man navne som: Anders Koppel, Jens Rugsted og Kasper Winding.

Hvis i går ind på Youtube og taster søgeordene ”Bent Jacobsen bøsse”, kan i finde størstedelen af sangene fra CD'en. Det er en oplevelse. Et turbo flashback til dengang da. Vi kan hurtigt blive enige om, at sangene nok ikke ræser lige ind på iTunes top-10. Men nu er målestokken heller ikke, om de holder i dag. Det får jeg nok svært at overbevise ret mange om, at de gør. Tiden går. Pladen er snart 40 år gammel.
Og så er vi tilbage ved det, jeg indledte med. Tidens gang. Kigger man ned over pladens titler, er der fx ”Bøssebarens Dronning”, ”Bøsse” og en titel, intet nutidigt pladeselskab ville turde røre med en ildtang: ”Pædofili-blues”. Det kunne man udgive og synge om i 1975. Kan man det i dag?

Man kan grine af titler og sange (det gør jeg nu ikke). Man kan ryste på hovedet (det gør jeg nu ikke). Pladen kommer cirka fem år efter pornoens frigivelse i Danmark. En håndfuld år efter ungdomsoprøret. I en æra, hvor grænser sprænges. Hvor revolution og en tro på og et håb om nye tider er i vælten. Har man in mente, at homoseksualitet på det tidspunkt stadig fra officielt hold blev betragtet som en sygdom, repræsenterer Bøssepladen og Bøssernes Befrielsesfront et indlæg i den kamp for de rettigheder, alt for mange på den lyserøde fløj i dag tager for givne, men som ikke er kommet af sig selv. Der er stadig brug for kamp for at fastholde, bevare og forbedre rettigheder for folk i LGBT-miljøet. Der findes en uhyggelig lang række lande, hvor en sådan plade ikke kunne udgives. Ikke i 1975. Og ikke i dag. Så befrielsesfrontens kamp er ikke slut. Pladen er med andre ord alt andet end en anakronisme, på mange måder var den – og er den – lysår forud for sin tid.

Sammen med pladen købte jeg Sven Omanns bog ”Virkelige hændelser fra et liv ved fronten”, der er hans personlige erindringer fra livet som aktivist i Bøssernes Befrielses Front. Den glæder jeg mig utroligt meget til at læse. I en tid som vores, hvor øjeblikket forekommer at være det vigtigste, hvor mange folks højeste drøm er at komme i fjernsynet – om det så blot er for at hore og drikke i et realityprogram – kan det være uendeligt velgørende at lade blikket vandre mod de lidt længere linjer. Det kan du også gøre, fx ved at smutte en tur ind i Men's Shop eller på dit lokale bibliotek. Måske bliver det dig, der tager sværdet op fra BBF og fortsætter kampen. Eller mig.