fredag den 16. maj 2014

Plader og pladder

Jeg snakkede med en kollega om alt det her med streamingtjenester, digitale downloads og ophavsret. De nye tjenester som Spotify (og alle de andre lignende kloner), hvor man for et vist beløb eller som en del af et abonnement får adgang til en verden af musik, er det første effektive og fornuftige tiltag, jeg har set, hvis kunsterne skal have noget ud af at udgive musik. Det samme mht. film og serier (Netflix, HBO etc.).

Da jeg var ung (lige omkring sidste istid) kørte slagsmålet om ulovlig kopiering også. Jeg har i min pladesamling indtil flere albums med disse inderlommer. Før det blev så avanceret, at man rent faktisk kunne tilslutte en kassettebåndoptager til en pladespiller, sad jeg med mine forældres spolebåndoptager med en mikrofon og optog musik (i mono) fra svensk radio.

Det handler om udbud og efterspørgsel. Med de nye streamingtjenester er udbudet endelig gjort tilgængeligt, nemt OG lovligt. Men hvis alternativet står mellem at betale 150 kroner for download af et album (hvilket i sig selv er gustent) og lige klikke ind på en eller anden lyssky side, så kan jeg godt forstå, at musikindustrien og pladebutikkerne har haft svære tider.

Skræmmekampagner virker ikke. Tekniske tiltag er altid mindst et skridt efter piraterne. Løsningen er at tilbyde noget, hvor folk ikke føler sig røvrendt og samtidig får det ønskede udvalg. Det er lidt sjovt og ganske paradoksalt, at netop internettet, der i den grad har været ophavsrettighedsadvokaternes prügelknabe, har leveret såvel giften som modgiften.

søndag den 11. maj 2014

Vinyl

Som et udslag af min høje, høje alder har jeg med jævne mellemrum taget mig selv i at savne de der underlige runde, sorte skiver, der ved at blive kildet med en nål kan frembringe lyd. Mine egne vinyler er i eksil i kælderen. Jeg har godt nok en gammel pladespiller, men den kan ikke snakke sammen med min forstærker uden nye investeringer i pickup-forstærker. Jeg har skelet lidt til de der billige USB-pladespillere, hvor man kan overføre musik til sin computer, men aldrig rigtigt set logikken. Jeg mener, charmen ved vinyl er da netop at sidde og fedte med den fysiske skive, høre nålen ramme rillen og sidde og læse et cover, der ikke kræver lup at tyde.

Indtil nu har jeg styret mig. Igen, det er nok en slags aldersabstinenser midt i en Spotify-æra at savne de skiver.

Men så fik jeg et nyhedsbrev fra den tidligere forsanger i Marillion, Fish. Hans seneste album, som jeg naturligvis købte og downloadede cirka 12,5 sekunder efter udgivelsen, er nu tilgængeligt i en vanvittigt lækker vinlyudgave med kunst og særlige godter indlagt.

Det var dråben.

Så nu er der indforskrevet en ganske vist rimelig billig, men dog fuldautomatisk pladespiller, der kan sættes til moderne forstærkere. Jeg krydser fingre for, at den når frem inden bededagsferien, så jeg kan gå i kælderen og udgrave de albums, jeg allermest har lyst til at genhøre - og nok så vigtigt gense.

Nå ja, så ligger der heldigvis også indtil flere butikker for pladenørder, hvor vinyl ikke er en belægning på gulvet. De kan nok forvente besøg i nær fremtid...

Bloglovin'

Follow my blog with Bloglovin

torsdag den 8. maj 2014

Provokerende. Og dumt.

Man skal godt nok bo meget langt ude på landet for at være så virkelighedsfjern, som den gode Jim Lyngvild er i denne artikel fra Ekstra Bladet d. 7/5-2014 (jeg har ledt efter et link, forgæves, så I får den lige fra hoften med mit trofaste kamera).


Lyngvild brillerer ved at hævde, at bøsser skal lade være med at provokere. Og så tror han i øvrigt ikke på hate crimes. Wat da fuck? Hvis man bliver banket ned, så har man nok bare været provokerende, mener Lyngvild.


Det er så her, jeg sidder og spekulerer over, hvad Lyngvild mener er provokation? Er det provokerende at gå ud fra et bøsseværtshus? Er det provokerende at færdes i Studiestræde? For det er sådan set nok i visse indskrænkede menneskers øjne til at fortjene tæsk.


At gå ved siden af et menneske, man holder af, er det provokerende? Jeg har selv oplevet masser af tilråb og truende adfærd, og jeg rendte altså ikke rundt med tungen nede i en eller andens hals.


Man kan naturligvis hævde, at det i sig selv er provokerende, at bøsser findes. Det synspunkt er sikkert helt okay på den yderste højrefløj eller hos religiøse fundamentalister. Men at en person, der i den grad har gjort en karriere ud af løse håndled og modefims, skal beskylde andre bøsser for at være provokerende, det er, ja, provokerende - og ufatteligt dumt. Jeg begynder at se, hvorfor Lyngvild har det så godt i Pia Kjærsgaards selskab.


Kære Gustav, godt sagt. Jeg er helt enig med dig.