Svedige løg i softicen

Tidligere på dagen var jeg som sædvanligt et smut i fitnesscenter. Spredt rundt omkring i lokalerne ligger gerne en hel del magasiner til fri afbenyttelse. Samt dagens gratisaviser. Det var overskriften på en af disse, der fangede mine øjne.

”Bare røve i vandkanten vækker harme” lød overskriften på en artikel i 24-timer. Du kan selv læse med her.

Min første tanke var at fare hjem, fatte den elektroniske fjerpen og give danskerne en kollektiv opsang. Nu må i kraftpettervæltme tage jer sammen. Noget i den retning. Heldigvis manglede jeg lige en række torturinstrumenter ovre i fitnesscentret, før jeg var gennem dagens program. Og jeg tænker ret godt, mens jeg kæmper med at undgå et hjertestop.
Jeg nåede frem til, at min tiltro til danskerne i bred forstand vinder over min første indskydelse. Jeg tror ikke, at vi er blevet en samling af bornerte, stramtandede frøkener. Ikke mere end vi hele tiden har været. Og ikke mindre.

Hvorfor så resultaterne i artiklen? Tja, for det første er det agurketid, og så må man (altså mediebranchen) selv fremstille de nyheder, der ikke er der. For det andet er barrøvsartiklen baseret på en meningsmåling. De forklarer selv, hvordan de er nået frem til resultatet. Målgruppen er en repræsentativ udvalgt gruppe bestående af folk mellem 18 og 74. De kan man så vælge at tro på eller ej. Men lad os lege med. Det kan så undre, at artiklen udtaler sig om 12 til 29-åriges holdning, men det er måske en trykfejl.

Min kraftigste anke er selve konceptet meningsmåling. Man kan massere spørgsmålene, så man næsten altid får de svar, man vil have. Artiklen beretter fx, at følgende udsagn er blevet stillet som et ja/ nej-spørgsmål: ”Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand”. Fint nok. Det er cirka seks ud af ti ikke glade for, to ud af ti siger ja og to ud af ti (Amalies venner måske) er helt blanke.

Vil man nu have et andet svar på sådan et udsagn, handler det om at præsentere det i en kæde. Lad os lege lidt med tanken:
Første scenarie:

1. Synes du, Danmark skal beholde sin position som et land med frisind og tolerance?
2. Det er i orden at folk tildækker deres kroppe i det offentlige rum med beklædningsgenstande som burkaer.
3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Andet scenarie:

1. Det er fint, at det offentlige rum bliver mere og mere seksualiseret.
2. Det er i orden, at de svedige behårede løg på tyske strandgæster dingler over din fireårige datters softice.
3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Ja, ja. Jeg karikerer uhæmmet. Men med lidt arbejde og et mere alvorligt gemyt end mit kan en stribe spørgsmål sagtens strikkes sammen, så man får det svar, der er mest brugbart.

Hvis meningsmålingens svar derimod vitterlig er givet ud fra helt objektive spørgsmål, så ringer mange alarmklokker for mig. Især den yngre gruppe af svarere i målingen er imod nøgenbadning. Det er den gruppe, der er vokset op med et uhørt seksualiseret mediebillede og porno lige ved hånden via internettet. Er det en slags modreaktion? En trods? I så fald er det forståeligt, men man blander ulykkeligvis æbler med pærer. Nøgenhed i sig selv er ikke sex. Selv om medierne måske er med til at skabe netop det link.

Jeg går helt i baglås over de forældre, der bliver enormt forskrækkede på deres børns vegne. Hvorfor i himlens navn, skulle en forælder ønske at videregive et totalt forkvaklet forhold til nøgenhed og kroppen til sit afkom. Det må igen være den der tåbelige kobling til sex. Vi har prøvet den der med at dække os til. Kig på de gamle fotos af badende kvinder i meterlange kjoler. Eller nogle kulturers forhold til nøgenhed i disse ellers moderne tider. Når jeg færdes i svømmehallens badeområder ser jeg mænd med lændeklæder omkring klokkeværket. Fint nok. Men jeg synes, det er noget pjat. Det samme med kvinder indhyllet i slør og gevandter. Hvorfor? Hvad skal det gøre godt for?

Jeg bader selv nøgen. Og har aldrig oplevet ubehagelige eller lumre episoder. De fleste større offentlige strande har afdelinger, hvor folk som mig bader og solbader. Fint nok. Så kan folk vælge at bruge det område eller ej. Der skal nok være nysgerrige sjæle, der vandrer ned i den afdeling for at lure. Eller lade sig forarge. Det handler som så meget andet her i tilværelsen om pli og situationsfornemmelse. Jeg spankulerer ikke ned til den nærmeste børnefødselsdag på stranden, smider klunset og laver helikopteren. Omvendt bliver jeg knotten, hvis folk puster sig op og prøver at gøre nøgenhed til noget unaturligt eller lummert. Mig bekendt er der endnu ikke født et menneske med tøj på. Alt det kommer senere. Som et led i socialiseringen.

Så hvorfor ikke lære vores børn og unge at være glade for deres kroppe. At acceptere deres forskellighed. At se tykke og tynde kroppe som noget ganske naturligt. Uden en trævl på. Det ville være en modgift til de vrangbilleder, vi ellers præsenteres for i medier, mode og porno. I stedet for at lade sig forarge over noget så naturligt som nøgenhed, burde vi måske give den lektie i arv, at der er langt vigtigere ting at lade sig forarge af: had, krig, diskrimination og udnyttelse. Bare for at nævne et par stykker.

Jeg tror sgu lige jeg vil lave en meningsmåling med en udvalgt repræsentativ gruppe af mennesker bestående af mig selv. Måske kan i læse om den i morgendagens gratisavis.

If it ain't broken, don't fix it.

Forleden sad jeg og kiggede på diverse blogs og hjemmesider vha. min telefon. Jeg abonnerer på forskellige feeds, som det hedder. En hel del vedrører LGBT-universet, altså nyheder med relevans for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
Her faldt jeg over en amerikansk organisation, der hedder NARTH. De elsker jo deres akronymer derovre. Det står for: National Association for Research & Therapy of Homosexuality.

Den måtte jeg lige kigge på et par gange, før jeg accepterede, hvad jeg læste. Okay, tænkte jeg, det er sikkert en af de der højreekstreme, fundamentalistiske organisationer. Men det er det ifølge NARTH ikke. Du kan læse om dem på Wikipedia (1) eller på deres egen hjemmeside (2). Hvis du orker at tygge dig igennem det hele, kan du derefter danne dig en mening om både den pågældende forening og om tanken om vores seksualitet som noget medfødt – eller ej. Er vi Born this way (3), for nu at snakke Gaga'sk?

Jeg mener klart ja, derom ingen tvivl. Jeg tror, at vi alle fødes med en hel pose blandede bolsjer i vores indbyggede rygsæk. Et af bolsjerne er vores seksualitet. Afhængig af ydre stimuli (hele den sociale indflydelse) kan det bolsje komme mere eller mindre til sin ret. Opskriften på et ulykkeligt liv, tror jeg, er, hvis man aldrig lærer sit eget bolsje at kende. Eller undertrykker det. Eller bliver undertrykt.

Naturligvis er intet fuldstændig statisk. Vi kan lære nye ting. Opdage nye sider af os selv. Nye seksuelle lyster og nye ting, vi tænder på. Men jeg tror stadig, at vi dybest set er disponeret for det ene, det andet eller begge køn. Derfor gør foreninger som NARTH mig trist. Og vred. En af de varer, NARTH ifølge Wikipedia har på hylden er: ”conversion therapy and other regimens intended to change the sexual orientation of individuals who experience unwanted sexual attraction to members of the same sex”.

De vil – som de kristne nødder – kurere homoseksualitet. Ikke med djævleuddrivelse, bønner eller håndspålæggelse, men conversion therapy (du kan læse mere herom via linket til Wikipedia i det nys citerede).

Men for mig er toget allerede røget af sporet her. Med et brag. Alt det her antager, at homoseksualitet (fx) er en sygdom, noget uønsket, noget der skal kureres. Den præmis antager jeg ikke. Hvorfor ingen af de konklusioner, NARTH eller andet godtfolk af samme eller mere rabiate skuffer måtte byde på, er bærer af nogen relevans eller sandhed for mig.

Du, kære læser, er givetvis et seksuelt menneske. Ville du bryde dig om at få at vide, at din seksualitet er uønsket? Forkert? Sygelig? Skal behandles? Nej, vel. Men det er budskabet til homoseksuelle fra nogle organisationer, religioner eller lande. Vi har prøvet den med sygdom. Og ulovlighed. Læs Wilde. Læs Bang. Ingen bliver kureret. En del ender i fængsel eller mentale institutioner. Utroligt mange får et ulykkeligt liv.

Uden yderligere sammenligning i øvrigt tænker jeg ofte på den ”behandling” pædofile tilbydes eller bliver udsat for i dag som en nutidens pendant til måden bøsser tidligere blev behandlet på. Og stadig bliver behandlet på nogle steder. Heller ikke i tilfældet pædofile kan jeg forestille mig, at kuren virker. Nuvel, man kan kemisk kastrere. Eller operativt. Den ville med garanti også virke på homoseksuelle, men selve den seksuelle drift tvivler jeg på, man kan ”reparere”.
Hvor situationen på alle måder er ulykkelig for den pædofile, så kan en bøsse, en lesbisk, en biseksuel eller en transperson fint indgå i et fungerende og lykkeligt parforhold og seksualliv. Så hvorfor i himlens navn tale om uønsket seksualitet? Uønsket for hvem? Eller af hvem?

Selvfølgelig kan et liv som åbent homoseksuel, jeg bruger det eksempel, da det er det, jeg kender fra min egen krop, have en pris. Og konsekvenser. Man kan blive udsat for mobning, diskrimination , latterliggørelse eller vold. Men det kan man sandt for dyden også som ”almindelig” blegfed dansker. Man kan også blive udsat for kærlighed, lykke, jordrystende sex og samhørighed. Både som bøsse og blegfed. Men fordi du som almindelig heteroseksuel dansker render rundt og har et lorteliv, er der ingen organisationer, kristne eller ej, der kommer rendende og fortæller dig, at mirakelmidlet er at reparere lidt på din seksualitet. Gu' er det da ej.

Så måske burde foreninger som NARTH i virkeligheden bruge krudtet på at arbejde for holdningsændringer i samfundet. Det amerikanske til at starte med. De fundamentalistiske religiøse organisationer er sandsynligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde. Man kan kun håbe på, at tiden og fremskridtet løber fra religion som sådan. Selv om ikke meget tyder på det. Desværre. Det er ellers svært at komme i tanke om større kilder til ulykke end religion.

Så, kære NARTH. Med et idiom fra jeres eget sprog: ”If it ain't broken, don't fix it”. Og mig og mine er ikke i stykker. Vi er ikke syge (bortset fra et par uger med forkølelse hvert år, den må i  godt lige fixe). Vi skal ikke behandles. Med andet end den samme grad af respekt som alle andre.

1. http://en.wikipedia.org/wiki/National_Association_for_Research_%26_Therapy_of_Homosexuality
2. http://narth.com/
3. Born This Way: http://www.youtube.com/watch?v=wV1FrqwZyKw

Racister!

Et af ugens læsemæssige højdepunkter for mig er altid Mattias Tesfayes klumme i Ekstra-Bladet. Tesfaye tager fat i vigtige og spændende emner, som regel altid med udgangspunkt i noget, han selv har oplevet.

Klummen mandag d. 20 juni  (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1574183.ece) er ingen undtagelse.

Følg eventuelt linket og læs selv. Emnet denne gang er racisme og vold. Begået af politifolk i København. Tesfaye har på egen krop oplevet fænomenet, hvilket han med vanligt sprogligt talent beskriver i alle dets ubehagelige fænomener.

Jeg er af flere dansklærere blevet fortalt, at det altid er uhyre vigtigt, når man læser tekster, at sætte sig ind i afsender-modtagersituationen. Nu kan jeg af gode grunde ikke vide, hvem du, kære læser, er, eller hvad din baggrund er. Men jeg kan da smide et par relevante detaljer om mig selv på bordet. Jeg arbejder i Københavns politi. Næ nej, ikke som betjent. Så slemt står det ikke til i etaten endnu. Jeg er ganske almindelig arbejdsmand i en servicefunktion. Så længe det varer. I privatiseringens og outsourcingens hellige navn kan det snart være fortid. Så loyaliteten i forhold til min arbejdsplads er i bedste fald tveægget. Men jeg har trods alt mødt, snakket med og arbejdet med en hel del betjente. Og dem skylder jeg i det mindste at være retfærdig overfor.

Tilbage til Tesfayes klumme. Han slutter med følgende opfordring til politiets ledelse:

”I bliver simpelthen nødt til at få ryddet op i korpset. I har folk ansat, der ikke kan håndtere den magt, som følger med jobbet. Så træk de racistiske og voldelige kolleger til side og giv dem en sidste advarsel. Hvis de alligevel fortsætter, må de fyres på gråt papir. Hverken byen, indvandrerne eller ordensmagten er tjent med at have patruljerende racisme klædt i samme uniformer som jer andre.”

Det er svært at være uenig i. Ingen bør holde hånden over voldelige eller racistiske kolleger. Hverken i politiet eller andre grupperinger. For der er naturligvis to sider af enhver sag. Det er det, der får mig til at skrive disse linjer.
Lad os lege. Hvad med et tankeeksperiment? Hvis vi nu leger, at politiet i morgen er fuldstændig renset for folk med voldelige eller racistiske tendenser. Tilbage er et korps af retlinede, pligtopfyldende betjente. Hvordan sørger vi for, at disse betjente bliver ved med at være retlinede, pligtopfyldende og samvittighedsfulde? Giver vi dem håbløse vagtplaner? Overarbejde? Kører dem ned, så de er dødtrætte og begår fejl? Behandler vi dem uden respekt? Kalder dem alle sprogets værste gloser? Provokerer dem? Jeg kan hjælpe. Svaret på de her lettere tåbelige retoriske spørgsmål er: nej.

Jeg har hørt udtrykket: Vi har det politi, vi fortjener. Vi i bredeste forstand.
På begge sider af Tesfayes ligning er det givetvis et fåtal, der ødelægger det for de mange. Politifolk er sjovt nok også kun mennesker. Så sætter du et ungt menneske, der måske oven i købet er dødtræt, ud i den ene tilspidsede situation efter den anden, så har det en pris. På trods af uddannelse, konflikthåndteringskurser og så videre. Alles glas bliver fuldt på et tidspunkt. Er du blevet kaldt racist eller svin? Spyttet efter? Fået fingeren? Måske burde man i stedet for at fokusere på det fåtal, der tænder af og reagerer, også huske på at nævne og rose det helt, helt store flertal, som reagerer professionelt – også i situationer, der er ekstreme.

Vi har det politi, vi fortjener. Hvis man som jeg ikke går ind for anarki som samfundsform, så er politiet et nødvendigt redskab. Der skal være klageinstanser, når politiet laver fejl. For selvfølgelig gør politiet det. Det er i øvrigt en helt anden diskussion, om den nuværende klagemulighed er god nok. Men der burde også eksistere en slags gensidig respekt borger og politi imellem. Og det har der da gjort. Og gør. Målinger forsøger med jævne mellemrum at veje og måle folks generelle holdninger til politiet. Når indbrud bliver nedprioriterede. Når folk ringer forgæves. Så tæller det helt sikkert nedad i regnskabet. Når man hører om eksempler som Tesfayes, trækker det også ned. Men i min tid i politiet har jeg mødt en kæmpe gruppe af mennesker i alle aldre og af begge køn, der forsøger at gøre et godt stykke arbejde.

Jeg tror, at det er blevet utroligt meget vanskeligere at være politibetjent i Danmark. På godt og ondt er respekten for autoriteter væk. Alt kan og bliver diskuteret. Der sættes spørgsmålstegn ved alt. Og det er godt. Men det har også en pris. Blind autoritetstro er rædselsfuldt. Total despekt for autoriteter er det samme.
Som det er nu, så er der grupper af mennesker, for hvem en konflikt med politiet tilsyneladende er et af tilværelsens højdepunkter. Men for resten af os, og her taler jeg både om indvandrere og indfødte, så er den eneste måde at beholde et ordentligt forhold borger og politi imellem en gensidig respekt for de funktioner og roller, vi alle også er indehavere af som samfundsborgere OG politifolk. Sværere er det ikke. Og så svært er det.

Flyttedag

Dette bliver det sidste indlæg på denne blog. Jeg hiver teltpælene op og flytter hele gøgemøget til min funklende nye blog med følgende addresse:

http://prinsenpaadenskidehest.dk/blog/

Jeg håber, du følger med til de nye lokaliteter. Jeg arbejder også på at skrue en hjemmeside sammen på samme domæne. Men i første omgang handler det om min nye Wordpress-blog.

Tak til Blogger.com for husly de sidste mange år.