Medfølelse eller fordrejet egoisme?

Det umulige klares straks, miraklerne tager 15 minutter. Ud fra den devise arbejder min frisør stædigt på det projekt, jeg med et glimt i øjet kalder min forskønnelse. Man kunne også bare sige, at jeg var til frisøren og blev klippet, men det første er sjovere, ikke sandt.

Da jeg ankom, var min frisør i gang med en anden kunde, så jeg fordrev ventetiden med lidt læsestof. Ekstra Bladet lå til fri afbenyttelse. Forsiden i dag handler om en historie, der kun svagt har registreret sig hos mig. Jeg kender med andre ord ikke alle detaljerne. Det er sagen om de to børn, der døde i en brand her for nylig. En skrækkelig ting naturligvis, derom ingen tvivl.

Men jeg går alligevel i bakgear over hele affæren. Nu er Ekstra Bladet næppe jordens største sandhedsvidne (beklager, hr. Falbert), men de beskriver på forsiden og over utallige sider hele den triste sag og ikke mindst folks reaktion på samme. Det er simpelthen usmageligt. Alle, der bare har set et billede af Tordenskjold, trækkes frem af de dybe skuffer og kloger sig samt udtrykker deres medfølelse. Tårerne løber ned af siderne, så tryksværte og det hele ender i læserens skød.

Der er åbenbart også opstået en Facebook-gruppe, hvor folk kan kommentere og være medfølende. Ekstra Bladet har i det mindste det motiv, at de kan sælge aviser på historien. Usmageligt javist, men sikkert godt aviskøbmandskab. Men hvad sker der med den Facebook-gruppe? Den byder mig i den grad imod. Der er opstået en hel skov af den slags grupper, hvor stort set enhver tildragelse skaber grobund for forargelse, medfølelse eller tænders gnidsel.

Er vi virkelig så medfølende? Er keyboardet i fare for at kortslutte af tårestrømmen, når folk melder sig ind i brandbørnenes gruppe, eller hvad hulen den nu hedder? Eller er det bare en måde at udstille og promovere sig selv på? ”Se, jeg har overskud til at vise, hvor medfølende et menneske jeg er”. Er det det, vi er ude i? Jeg undrer mig oprigtigt.

Jeg vil ikke sige, at de døde børns vanskæbne rager mig en papand. Naturligvis ikke. Men jeg vil sandt for dyden heller ikke hykle sorg. Jeg synes, jeg ser en trend eller tendens til at leve pr. stedfortræder. Vi (og her undskylder jeg for generaliseringen) lever med i de kendtes glæder og sorger. Vi savler over ugeblade og reality shows. Vi sørger med de døde børn. Eller gør vi? Jeg tillader mig at tvivle.

Hvis der skulle være nogen konsekvens i den slags sorg, så skulle vi gå og tudbrøle døgnets 24 timer. Der dør børn og voksne over hele kloden hvert minut af tragiske årsager. Sult. Krig. Drab. Brand. Sygdom. Alle den slags dødsfald er lige ulykkelige. Og burde påkalde sig samme grad af sorg og medfølelse som tildeles de to børn i den nylige brand.

Hvorfor sker det så ikke? Tja, den åbenlyse grund er vel, at intet menneske ville kunne holde ud at påtage sig den mængde sorg. Og skal det selvfølgelig heller ikke. Man lærer ret hurtigt her i livet, at det ikke er muligt at lave verden om sådan hokus-pokus-filihankat. Intet menneske kan bære verdens skyld og synder på sine skuldre, om end en større religion er opstået af den tanke. Det er nok et af ungdommens adelsmærker, at man ikke har mistet troen på, at alt kan revolutioneres. For det kan det jo ikke. Vi mennesker er møg-konservative, når det kommer til stykket.

”Revolution? Nej, det kan vi sandelig ikke i dag, jeg har taget kød ud til frikadeller”! Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at intet kan ændre sig. Men man lærer at vælge sine slag, mærkesager og indsatsområder hen ad vejen.

Hvorfor påkalder de to børn sig så den grad af opmærksomhed? Sandsynligvis fordi der netop er tale om børn. Et barns død er altid tragisk. Der er et så stort tab af liv, af potentiale. Og så er de jo danskere. Det er noget, der er sket stort set på vores dørtærskel. Og her er vi fremme ved sagens kerne, tror jeg: det kunne ske for os selv!

Ja, ikke sandt. Det kunne det jo. At folk dør som fluer af sult nede i Afrika fx er ikke på samme måde vedkommende, det er jo ikke noget, der sker for os. Tværtimod meldte medierne, at flere danskere måtte søge sygehus her i julen, fordi de bogstavelig talt var ved at æde sig ihjel.

Kan det være så koldt? Er der tale om en slags fordrejet egoisme, når vi hidser os op over to børns vanskæbne i en brand? Er det en slags bøn til skæbnegudinderne om ikke at lade samme ulykke ramme os eller vore kære?
Det håber jeg ikke. Jeg prøver at se det bedste i alle mennesker, men til tider må jeg undre mig. Den lidt mindre kolde forklaring er, at det er en naturlig ting, at det er de nære ting, der bringer os i affekt. Det forklarer så bare ikke reaktionerne ved fx Lady Dianas, Elvis’ eller Michael Jacksons død.

Hvorom alting er, så følte jeg mig klæbrig og tilsølet efter at have læst om det hele i Ekstra Bladet. Det var derfor særlig velkomment med en tur i svømmebad, sauna og dampbad oven på min frisørs Don Quijotiske vindmøllestrid for min skønheds forøgelse.

Blev jeg så det? Skønnere altså. Nja, jeg blev i hvert fald mere korthåret…

Lad mig her til slut benytte lejligheden til at ønske alle mine venner, kontakter og læsere af disse små skriblerier et rigtigt godt og lykkebringende 2010. Pas nu på jer selv, når i skal ud og skyde krudt af.

Varme hilsner fra
Prinsen

Heksejagt, pædofile – og så i øvrigt glædelig jul

Glædelig jul, kære venner. Jeg håber, i nyder helligdagene i godt selskab og med hygge og dejlig julemad. Jeg har haft en dejlig jul i selskab med min gamle far. Julefred, hygge og stærkt tiltrængt afslapning.

I min eksponentielt voksende bunke af bøger, der skal læses, faldt jeg her før jul over Jan Guillous ”Heksenes forsvarere”. Jeg er ikke færdig med den endnu, jeg tager lidt ad gangen, men det drejer sig om en historisk reportage over heksejagterne. Guillou fører dem helt op til nutiden ved at drage parallellen til vore dages dæmonisering af pædofile.

Det satte en hel del tanker i gang hos mig.

Jeg kan lide mænd. Nå ja, og en kvinde er da heller ikke så tosset. Jeg er kort sagt selv en del af LGBT-miljøet og har mange gode venner og bekendte, der tilhører det lyserøde segments forskellige vidunderlige seksuelle minoriteter. Så hele problematikken omkring minoriteter har naturligvis min interesse. For ikke så skrækkelig mange år siden var det bøsser, der var de udstødte. Læs om Herman Bangs liv fx, eller om Oscar Wildes. Transpersoner er stadig kategoriserede som sindslidende, hvilket i hvert fald for mig forekommer totalt vanvittigt. Alt skulle (og skal stadig alt for mange steder) foregå i det gedulgte. Risikoen for opdagelse forpestede – og forpester – mangt et liv.

Alt det her interesserer mig levende. Jeg er gået i gang med at fordybe mig i emnet. Min ikke specielt epokegørende tese her i afsættet er, at vi mennesker åbenbart skal have en eller anden gruppe at lægge for had. Nogen at spejle os i. De andre. De væmmelige. Dem, der gør, at vi er de gode og rigtige. Det er jo lige ud af skolegården, ikke sandt? De røde mod de blå, som det hed i min folkeskole, hvor vi første dag blev delt op i to grupper. Tænk, den opdeling hang ved langt op i klasserne. Eller pigerne mod drengene. Nu om stunder er det måske de etniske danskere over for de brunøjede.

Før i ringer efter Mimi Jacobsen og får kylet mig i Kronborgs kasematter, så bemærk venligst, at jeg ikke fælder dom over nogen eller noget. Hverken for eller imod. Det betændte debatmiljø nu om stunder gør det vel desværre nødvendigt at skrive den slags eksplicit, hvis man ikke vil have skudt i skoene, at man selv er pædofil. I ved, lidt efter devisen: den, der ikke fordømmer, velsigner. Det minder lidt om den gamle heksetest, hvor en kvinde blev bagbundet og smidt i en sø. Flød hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, var hun ikke. Elegant, ikke sandt!

I øvrigt kommer jeg i den anledning til at tænke på endnu et bogfund fra hedenold. Faktisk fra et hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken, som jeg besøgte for en del år siden. Jeg faldt over Lars Ullerstams klassiker ”De erotiske minoriteter”. Til en femmer! Det er dælme, hvad jeg kalder et godt tilbud. Den burde være tvungen læsning for enhver, der føler sig kaldet til at sætte sig til doms over andres seksualitet. Når vore dages tiltagende bornerthed og snæversynethed bliver mig for klæbrig en sag, så er det vederkvægende at tage et mentalt bad i Ullerstams univers. Nu er jeg jo et positivt menneske, så jeg vælger at tro, at det danske frisind ikke er dødt. Det er snarere en plante, der står i stampe og trænger til at blive vandet. Årets deltagelse i Priden bekræftede mig i den sag. Det var fantastisk at møde så mange dejlige og glade mennesker fra alle mulige kroge og afdelinger af den menneskelige seksualitets fantastiske univers.

I øvrigt , for lige at runde den ting af, så kunne Ullerstam heller ikke løse den gordiske knude omkring pædofile: praktiseringen af deres seksualitet. Det skal guderne vide, at jeg heller ikke kan. Ullerstam skyder hele spørgsmålet til hjørne ved at kalde det ”et problem at løse for morgendagens humane samfund” (Ullerstam, 1964: s. 58). Gad vide, hvad Ullerstam ville sige til nutidens humane samfund?

Naturligvis er der også tale om en slags penduleffekt. Vi havde 1970’ernes opbrud fra de snærende bånd på seksualitetens område. Der var pendulet helt ovre i den ene side. Nu er det så svunget helt over i den anden side. Paradoksalt nok samtidig med, at der aldrig har været et større udbud af sex og porno alle vegne. Selvfølgelig er det også et kulturelt spørgsmål. Hvad der er helt almindelig og anerkendt praksis i én kultur eller én given historisk epoke, er forbudt og tabu i en anden.

Jeg håber, at pendulet snart svinger den anden vej igen. Jeg kunne bedre lide Danmark som frisindets bannerfører end som et land, der halser af sted med det ene forbud efter det andet. Man kan ikke forbyde sig ud af den menneskelige seksualitet. Det er mig en gåde, at dén selvindlysende sandhed ikke stråler folk lige midt i øjnene. Og det er sgu ikke, fordi der ikke er blevet prøvet. Jævnfør de homoseksuelles historie her til lands. Forbud tvinger ting ned i det skjulte. Forbud skaber myter. Forbud gør måske ligefrem det forbudte spændende. Og forbud udstøder. Dermed er vi tilbage ved heksene. De andre. De farlige. De forbudte.

Jeg glæder mig til at læse mere om alt det her. Det er næsten helt sikkert, at jeg tager fejl på en del punkter. Jeg ændrer sandsynligvis også mening om nogle ting. Men emnet er i hvert fald fascinerende. Gad vide, hvem de næste hekse bliver? Der er vel også en slags mode i det her? De pædofile mister nok lidt af glansen, for nu at bruge et helt forkert udtryk. Hvem står så for skud? Historisk har vi haft en masse: fx hekse, kristne, jøder, muslimer eller homoseksuelle. Mange af disse er stadig i god brug i mange lande. En sociolog kunne sikkert hjælpe mig. Eller det forestiller jeg mig i hvert fald. Det må handle om nogle indgroede (eller medfødte) spilleregler for menneskeligt samvær. Vi har behov for kategorier. For etiketter. Uden dem kunne vi ikke opdele i dem og os. Helt tilbage til Aristoteles (og givetvis før, men det er det første eksempel, jeg kan komme på) har mennesket kæmpet med at inddele alting i passende kasser. Det kunne være, at man skulle starte med at genlæse Aristoteles ”Kategorierne”.

Nå, det blev et lidt anderledes julekort fra mig af. Hvorom alting er, så vil jeg ønske alle mine venner og kontakter en rigtig glædelig jul. Og så vil jeg vende tilbage til det her emne, når jeg har fået studeret sagen grundigere.

Pas på jer selv, hinanden og heksene

Knus og kram

Fra

Prinsen

Et skridt frem - og så et skridt Frem

Pyha, mit blodtryk er på vej ned i det grønne område igen. Jeg så ellers i nogle af gratisaviserne ude på jobbet, at den gamle hæderkronede arbejderboldklub Frem flirtede med tanken om at hyre den fyrede målmand Arek Onyszko. Heldigvis har Frem-formanden åbenbart brugt natten på at tænke sig om. Efter at have læst Onyszkos stenalderholdninger havde Frem-formand Peter Hornbæk i hvert fald fået nok. Mine varme holdninger over for den gamle boldklub er dermed genskabt.

http://www.dr.dk/Sporten/Fodbold/2009/11/03/113959.htm

Kan i passe på jer selv, hinanden og de arbejdsløse målmænd.

Knus
Prinsen

Respekt for de midtjyske ulve

Det er skønt at se, at der er grænser for, hvor meget lort en sportsmand kan lukke ud - og så stadig få lov til at beholde sit job. Den polskfødte målmand Arek Onyszko kommer angiveligt i sin nye bog bl.a. med en række ubehagelige homofobiske udfald. Det har heldigvis fået konsekvenser: FC Midtjylland har fyret kvajet. Hatten af for det :-)

http://www.fcm.dk/index.php?ID=1&nyhedID=5669&mode=laes_nyhed&topID=

Kan i have en god uge, jeg hepper på FCM næste weekend.
Knus
Prinsen

His Royal Highness Prince Albert revisited

Ja, undskyld mit anfald af den engelske syge. Men det her indlæg handler faktisk om prins Albert, eller i hvert fald om piercingen af dette navn. Jeg er, som det vil være nogle af jer bekendt, den lykkelige indehaver af en sådan. Og i dag var det tid til en opgradering.

Hvis mine mandlige læsere føler trang til at krydse benene under resten af læsningen, vil jeg ikke tage det ilde op. Er i klar? Okay. Godt så.

Der er nu gået knap fire måneder siden den oprindelige piercing. Dengang fik jeg at vide, at der mindst skulle gå tre måneder, før det var smart at skifte smykke (det gælder vist for alle piercinger). Nu var det ikke designet på smykket, men størrelsen, jeg ville lave om på. Ikke i en eller anden længdepisnings hellige navn, men (for at fyre de dyre ord af) i både æstetisk og praktisk øjemed. Jeg synes nemlig, en prins Albert skal have en vis størrelse, naturligvis i forhold til pikken, den bor i. Det praktiske består i, at en tykkere ring er mindre problematisk ved sex. I kan måske selv forestille jer, at en tynd ring trækker og bider mere i kødet, end en kraftigere udgave, ikke sandt.

Så jeg havde fodret min trofaste ganger med ekstra dejlig hø, før jeg overtalte den til at bære mig ind til min faste piercer i City Piercing. Jeg har omtalt ham før i skyhøje rosende vendinger, og det fortjener han. Han er et sjældent positivt og venligt ungt menneske. Så vi fik en sludder om det ene og det andet, før vi gik over til håndgribeligheder.

Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan en udvidelse af en prins Albert føltes eller foregik. Jeg havde læst lidt på nettet, men belært af erfaringen så er det ikke altid kilden til den endegyldige sandhed om ret meget.

Først skulle vi lige finde ud af, hvilken størrelse jeg havde i nu. Og det foregik lige efter sløjdlærer Andersens hjerte med en skydelære. Så skulle vi finde et passende smykke. Jeg ville have samme design, og til alt held havde han en ring i den passende størrelse.

Passende størrelse? Ja se. Jeg troede, at der var rimeligt frit slag, men han havde et ret godt argument for at følge hans råd: hvis man vælger en for stor ring, kan piercingen ødelægge kødet, hvor den sidder! Det flækker! Den lader vi lige stå et øjeblik….

Nej vel. Ikke et kønt billede.

Så jeg var nu helt med på den gradvise metode. Ringen, der skulle i hedder 2,4 x 19 (det lyder lidt som en reservedel til en bil). Nå, jeg fik betalt, og vi gik atter afsides, hvor jeg igen skulle ned med bukserne – og denne gang op i stolen. Han skulle bruge et redskab til at udvide piercingen, en slags konisk javertus, der blev stukket ind i hullet fra den gamle piercing. At få den gamle ring ud mærkede jeg ikke noget til, men udvider-sjoveren gjorde noget mere naller, end jeg havde troet. Men okay, vi opererer jo også i et ret følsomt område, så egentlig burde det ikke overraske. Han fik da også udvidet mig (!) og sat den nye ring i. Uden noget blod, hvilket var dejligt.

”Har du haft voldsom sex?”, spurgte han. Næ, voldsomt lidt faktisk, og ikke specielt vildt. Hvorfor? Jo, han kunne se, at der var dannet noget arvæv. Det kunne jeg faktisk ikke forstå. Jeg havde fulgt alle de gode råd, om ikke at dyrke sex den første måned efter piercingen. Netop for ikke at ødelægge noget (hvilket han ellers kunne fortælle flere skrækhistorier om). Imidlertid var det ikke noget at være bekymret over, sagde han. Han bemærkede det bare (og det er jo altid fedt, når andre kan fortælle én ting om ens pik, man ikke selv er klar over *G*).

Hvis jeg vil fortsætte med at få større ringe i, skal der så nu gå i hvert fald en måned. Og det er helt fint. Jeg kan godt vente lidt, før jeg skal have den udvider-dims stukket ind i mine ædlere dele igen J

Så, nu kan i godt lægge benene tilbage, ikke flere hårrejsende historier herfra. Og det lyder sikkert også langt værre, end det var. Som altid, når jeg forlader butikken derinde, er det med en superfed følelse. Jeg er glad for min nye storebror-Albert.

Kan i være rigtigt artige – eller i hvert fald have det sjovt.

Pas på jer selv og hinanden.

Knus fra Prinsen og Albert.

Hører du kun én tale i år, så hør den her:

Min helt, Præsident Obamas tale om LGBT-rettigheder:

Del 1: http://www.youtube.com/watch?v=s7-FlZqB9dE
Del 2: http://www.youtube.com/watch?v=e_n2CN6HN-k&feature=related
Del 3: http://www.youtube.com/watch?v=PAYBiLNM25Q&feature=related

Grønlænderstive tweens

Okay, mor her er ikke vred, jeg er skuffet; indebrændt og en smule muggen. Og dybt, dybt forundret.

Vi spoler lige båndet tilbage til i morges klokken cirkus 8.45. Jeg kom ridende glad og fro på min trofaste hest på vej til den obligatoriske omgang weekend-fitness, i min alder er sådan noget obligatorisk, hvis alt muligt ikke skal hænge alt for meget. Jeg plejer at skyde genvej ned ad nogle sideveje. Da jeg runder et hjørne, hører jeg noget råben og skrigen. Det var da godt nok tidligt, ungerne er ude og lege, tænkte jeg. Det var det også. Eller måske egentlig sent.

Jeg ser tre piger på gaden. Dvs. den ene lå på asfalten, mens de to andre råbte højt og gennemtrængende. Alder? Tja, de var næppe fyldt 15. Jeg vil skyde trioen til omkring de 13. Da jeg kommer lidt tættere på, begynder de at råbe til – eller af – mig. Først nu går det op for mig, at de er fulde. Og her snakker jeg ikke sådan en lille smule, de var totalt grønlænderstive alle tre (hvilket naturligvis forklarer hvorfor den ene var nede og kysse asfalten). Indholdet af deres råben er fløjtende ligegyldigt. I ved sikkert godt, hvordan fuldemands (m/k)-snak lyder.

Men jeg blev godt nok noget paf. Hvad helvede laver tre skoletøser klokken tidligt søndag morgen i en 140 hestes brandert? Hvor er deres forældre? Er der ikke nogen, der undrer sig over, hvad de tre render og laver?

Nu skal guderne vide, at jeg er den sidste, der skal kritisere nogen som helst for at drikke. Jeg er selv tørlagt alkoholiker, så lige netop det juletræ har jeg danset omkring alt, alt for mange gange. Det er sådan set heller ikke deres brandert, der fik mig til at fare i blækhuset, men mere det faktum, at de bimler rundt uledsaget i den tilstand. Med mindre de har høvlet en flaske snaps fra morgenstunden, så gætter jeg på, at de har oparbejdet den imponerende brandert i løbet af aftenen og natten. Hvilket blot får mig til at undres endnu mere over, hvor fanden hr. og fru forælder er henne.

I den senere tid har visse politiske partier forsøgt at overgå hinanden i stupiditet. Især Folkepartisanerne har været helt fremme i skoene: ned med den kriminelle lavalder. Gerne til cirka et kvarter før undfangelsestidspunktet (nok især hvis der er tale om danskere af anden etnisk herkomst). På med fodlænker. I Kronborgs kassematter med hele bundtet.

Måske var det snarere forældrene, der skulle have lænker på. Der er da et eller andet fundamentalt, som er gået galt i opdragelsen (eller hvilket ord, der nu skal bruges om at opfostre ungerne på den måde).

Da jeg var ung (omkring Harald Blåtands tid) lavede jeg da også mange tossestreger, det hører ligesom med til at vokse op. Men jeg fik dælme ikke lov til at rende rundt beruset ude i byen som 13-14-årig. Havde jeg gjort det, var jeg blevet idømt stuearrest til omkring nu!

Gad vide, om folk bare giver op? Eller det er et misforstået forsøg på at være venner med ungerne? Manglende modenhed? Manglende ansvarsfølelse? Jeg fatter det simpelthen ikke. Er det hele blevet så institutionaliseret, at forældrene totalt slipper rattet og lader børnehave, fritidshjem, skole eller ingen som helst køre showet? Det er da i så fald en falliterklæring af dimensioner. Mon det så er de samme forældre, der kæfter op om homoseksuelles manglende evne til at være forældre? Det skulle sgu ikke undre mig.

Et eller andet sted undervejs må kæden være faldet af cyklen. Den forældregeneration, vi har nu, må mangle et eller andet. Eller lad mig være mindre generaliserende, der er immervæk og heldigvis gode og pligtopfyldende forældre derude. Der er nogen forældre, der må være helt blanke omkring det at være forældre. Er det deres egen manglende kontakt til egne forældre, der spiller ind? Eller har de for travlt med deres egne liv til at tage sig af ungernes? Selvfølgelig er der også en gruppe, der kæmper med egne sociale problemer af diverse art, og lort ruller som bekendt nedad, lige ned i børnehøjde.

Det, der skræmmer mig mest, er, hvilken slags mennesker vi får ud af de unger, der får lov til at rende omkring som små voksne, før de rammer teenagealderen. Hvilken slags forældre bliver de? Hvilken slags borgere. Hvilken slags mennesker?

Løsninger? Tja, det er det mest deprimerende. Jeg aner det ikke. Jeg nægter i hvert fald at tro på, at straf, fodlænker og fængsel er vejen ud af problemet. Og hvis nogen skulle på vand og brød, så var det i hvert fald ikke ungerne, men forældrene.

Jeg håber, mine tre skolepiger er kommet sikkert hjem. Til nogle forhåbentlig meget bekymrede og vrede forældre. Var det mine tøser, så var der i hvert fald gået meget, meget lang tid, før de var blevet sluppet løs på egen hånd igen. Tillid skal man som bekendt gøre sig fortjent til.

Kan i nu være søde ved hinanden, pas på jer selv – og jeres unger.

Knus fra

Prinsen

Pyyyramiderne! - og andre gamle vrag

Sikke en uge! København har stået på den anden ende under hele hurlumhejet med OL-mødet i Bella Centret. Pga. mit arbejde har jeg været involveret i den logistiske side af den sag. Jeg har ganske vist kun været et meget, meget lille hjul i den store maskine, der skal til at få sådan en ting til at løbe af stablen.

Jeg fik desværre aldrig set eller hilst på min store helt, præsident Obama. Ej heller fru Obama eller Oprah (sidstnævnte har jeg et lidt mere anstrengt forhold til). Men man var ikke i tvivl om, hvornår præsidenten var i byen, det var helt surrealistisk med det sikkerhedsopbud, der var sat i værk. Det er selvfølgelig (desværre) nødvendigt, men det virker fuldstændigt overdrevet.

Jeg snakkede i øvrigt med en betjent, der var målløs over, at så mange folk ignorerede de råd, der var givet om at lade dytmobilen blive i stalden eller i hvert fald undgå en række områder. Der var en masse der liiige skulle ind og kigge, og selvfølgelig gik hele trafikken i stå med et brag. Min betjent-ven skulle afhente mad til 200 politifolk, og det var noget af en opgave, han havde fået, selv med reklame på bilen og lysshow på taget. Det er en sjov udvikling, at alle gode råd (eller gud forbyde det: ordrer) fra diverse myndigheder i bedste fald blot bliver opfattet som et debatoplæg, ikke sandt?

Nå, det hele var en stor oplevelse og et velkomment afbræk fra den daglige trummerum. Jeg er dog rimeligt spændt på, hvordan de 14 dage under klima-topmødet kommer til at gå. Dels er det længere tid, dels er der formodentlig en del ballade at forvente. Jeg tror, der bliver en hel masse klatøjede personer, der i den grad glæder sig til flæskesteg og julefred oven på den omgang.

Egentlig skulle der sørgerand på det her indlæg. Eller i det mindste en opskrift på tudekiks. Jeg ved, det er svært at forestille sig, men denne her unge person fylder.... arrghh, jeg kan ikke. … 44. Så. Det er sagt. Undskyld mig lige et øjeblik, mens jeg har ondt af mig selv.

Så, nu er jeg tilbage igen. Jo, tirsdag er den store dag. Eller. Jeg holdt faktisk op med at kunne se det sjove i fødselsdage – i hvert fald mine egne, da jeg havde rundet de 30. Der er nu ikke tegn på de store midtvejskriser i form af røde Ferrari’er (yeah, right – med min løn er et rødt løbehjul mere realistisk) eller andre panikhandlinger. Jeg er fuldstændig lige så underlig, som jeg altid har været *G*.

Stor fest, siger i? Nix. Bare lidt morgenbrød til kollegerne og så lidt god mad med min kære, gamle far. Ellers er det bare en dag som alle andre. Nå jo, der er lige det med fødselsdagsgaven. Jeg har fået stillet et nyt digitalkamera i udsigt. Jeg skal ned og kigge på dyret i morgen. Som min faste læser vil vide, så er jeg blevet svært tosset med billedbehandling og fotografering på det seneste. Jeg har længe sukket efter et bedre kamera, og nu skal det være. Jeg går semi-pro. Spejlrefleks, 15 megapixels, telelinse og hele balladen. Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg håber at få taget en masse gode fotos, jeg skal nok smide nogle links, når og hvis jeg vælger at udstille nogle af dem på nettet.

Ellers er der vist kun tilbage at ønske alle jer derude en aldeles fremragende uge. Pas på jer selv og hinanden.

Knus fra den meget unge
Prins

Drive-in…

I min barndom var jeg voldsomt fascineret af drive-in-konceptet. Der var noget næsten magisk over, at man bogstaveligt talt kunne køre ind og se en film. Eller handle en burger. Det var naturligvis de mange amagerkanske film, jeg så, der gav mig disse tanker. I de senere år har jeg nu ikke ligget vågen om natten og tænkt over fænomenet drive-in.

Men det vendte tilbage med et brag i den hedengange uge. Som nogle af jer vil vide, så har jeg været på kursus i denne uge. I arbejdsregi. Jeg skal ikke kede jer med en lang og tåget forklaring omkring de finere elementer i den sag, men i stedet vil jeg for en gangs skyld gå direkte til sagen. Sådan da.

Kurset var programsat til fem dage, og jeg var ærlig talt ikke helt sikker på, hvad det egentlig handlede om. PC-værksted var titlen. Så jeg så i ånden, at det var noget med at splitte en computer ad og (måske) samle den igen. Eller fejlfinde hardware. Installere printere. Alt sådan noget. Som sædvanlig tog jeg gruelig fejl. I stedet var vi ude i en slags workshop, måske havde der blot indsneget sig en fordanskning af det begreb

Nå, jeg ankom på den tekniske skole ude på Amager. Underligt nok virkede det, som om folk kendte hinanden på forhånd, undtagen altså lige mig. Det viste sig, at de øvrige deltagere var i gang med et længere forløb sponsoreret af a-kasser. Noget med seks ugers valgfri undervisning i første dagpengeperiode, lærte jeg. Klasselokalet bestod af en masse pc’er. Jeg fandt én, der havde mit navneskilt stående ved sig, og plantede min bedårende bagdel i kontorstolen.. Jeg blev mødt af en underviser (vi vender tilbage til den titel), der spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at lære.

Det havde jeg egentlig forestillet mig, var hans gebet, men nuvel. Her begyndte drive-in-metaforikken at melde sig. ”Hvad kan i byde på?”, spurgte den interesserede elev (altså mig). Ja, de havde ya-da-ya-da og bommelom og bimmelim (detaljerne er ikke så vigtige). Alt sammen handlede om forskellige stykker software eller emner. Fx Office-pakken, Photo Shop eller grundlæggende Indernet (i ved, der hvor inderne netværker). Nu er det så som så med min benyttelse af de sager i mit daglige virke, så jeg begyndte at ane et forklaringsproblem, når den fortabte søn vendte tilbage til jobbet. Men det var ikke mig, der havde booket kurset, men min arbejdsgiver, så hvad pokker.

Jeg valgte at vælge med hjertet og valgte Photo Shop. Billedbehandling har altid moret mig, og det kunne være sjovt at lære noget mere. Men hvordan kunne jeg bestemme, hvad hele holdet skulle lege? Det kunne jeg så heller ikke, viste det sig. I stedet sad hver især og rodede med sit. Jeg blev præsenteret for et interaktivt undervisningsprogram på computeren og fik en stak papirer med opgaver stanget ud. Og så ses vi ellers om en uge! Eller sådan føltes det. Jeg har gået i skole i en milliard år, men jeg har aldrig prøvet den slags selvstudium før. Jeg var landet i en drive-in-skole.

Mirakuløst nok virkede det. Jeg blev grebet af det. Sikkert fordi emnet interesserede mig. Rent faktisk gik der så meget stræber i det unge menneske her, at jeg også sad og rodede derhjemme om aftenen. Ubehageligt, ikke?

Efter tre dage havde jeg taget livet af Photo Shop-menuen i drive-in-butikken. Så jeg kastede mig over Outlook og Excel de sidste par dage. Det var såmænd også spændende (og endda en kende arbejdsrelevant). Lærerne – af hvilke der var tre – var egentligt ikke lærere i den klassiske forstand, men mere en slags rådgivere, problemløsere og vejledere. Når noget drillede, kunne man spørge. Men egentlig gammeldaws undervisning var bandlyst fra drive-in-stedet derude. Det skal man (læs: jeg) lige vænne sig til. Men det virker over al forventning. Nu var det så også voksne mennesker med en vis interesse i emnerne, sådan virkede de i hvert fald. Jeg tvivler på, at metoden ville virke på en flok pubertære hormonbomber (men så igen: hvad gør?).
Jeg kom i hvert fald ud på den anden side af drive-in-butikken med en hel del mere viden, end da jeg kom ind. Og det er vel et eller andet sted hele ideen.

Så nu er jeg blevet bidt af et galt billede. Jeg har sat min scanner til og roder rundt med alverdens gamle papirfotos, der bliver scannet ind og repareret, redigeret og shinet op. Jeg roder med mine fotos fra digikameraet. Og jeg er begyndt at se mig om efter et bedre kamera. Det ser sgu ud til, at jeg har fået en ny hobby at gå op i.

Nå jo. Jeg nævnte vist i et tidligere indlæg noget om klientellet på de tekniske skoler. På en anden af slagsen (mit toilet-fikser-mareridt, se tidligere indlæg) var det hunky, unge håndværkertyper, der nok kunne få mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Ude i drive-in-skolen var det mere popsmarte reklame- og fotograftyper. Rullekrave og firkantede briller med samt hår, der var brugt timer på at give et uredt look (jeg springer let og elefant over quinderne, af hvilke der naturligvis også var en hel del, det er bare ikke lige dem, der ligesom indehaver hovedrollen i min målgruppe, hvis i forstår). Der var bestemt nogle lækre fyre, men de fleste virkede som om, de tog sig selv alt for alvorligt og højtideligt. Men det er sikkert bare mine veltjente fordomme, der taler her. Hvorom alting er, så ville jeg til hver en tid hellere gafle en af håndværkertyperne fra den anden skole :-)

Hmm, jeg er vist på vej ud ad en tangent. Lad mig fluks få halet den her torsk i land igen. Det korte (nå nej, det tog er ligesom kørt). Det lange af det lange er, at jeg har haft en forrygende uge. Faktisk kunne jeg godt tænke mig et par uger mere derude i drive-in-vinduet, jeg er villig til at tage rullekraver og pophår med i prisen.

Kan i være nogle artige børn. Pas på jer selv og hinanden.
De varmeste tanker til søens folk
fra
Prinsen

Kære brødre og søstre – af alle køn – og mindre kønne.

Jeg bringer eder vidunderlige tidender: Pia Kjærsgaard, også kendt som Den Onde Heks fra Nord, har tabt slaget. Nederlaget er uomgængeligt. Danmark er nu et ægte multikulturelt sted. På min royale færd ud i riget på ryggen af min trofaste ganger kom jeg i dag forbi Beviset. Det ligger i Danmark. På Englandsvej. Og bærer det franske navn ”La Maison”. Der er tale om en pakistansk restaurant. Der sælger den italienske spise pizzaer. Mere regnbuefarvet, multikulturelt og hallalhippievenligt kan det ikke blive. Jeg bukker mig i støvet for dette skønne spisested. Hvem ved, måske er personalet kinesere, rengøringsmanden fra Filippinerne og regnskabschefen en skotte. De sidste ting har jeg ikke empiriske beviser for, men det ville da sætte prikken over det berømte i – ikke sandt?

Hej så længe, tororane, see ya, salut, auf Wiedersehen, khairete, aloha, shalom, salaam og andet godt fra same skuffe. Kan i være nogle artige mennesker, pas på jer selv og hinanden.

Knus fra Prinsen, nu med Beviset.