Fresh Prince da capo

Jeg var vist så letsindig i et tidligere indlæg at love en opdatering med hensyn til forskellen mellem at køre indendørscykling hos SATS og Fresh Fitness.

Jeg har allerede været inde på hovedforskellene, men her til morgen kørte jeg så Fresh Fitness' program for øvede, det de kalder niveau 3. Det handler om 75 minutter, hvor den maksimale puls er tænkt til at ramme niveau 9 i deres skala, dvs. op til 96% af ens maxpuls.

Min instruktør oppe på skærmen var en munter og frisk gut ved navn Kristian. Frisk på den måde, som man ser visse DJ's på jyske lokalradioer være. Men han slap sgu af sted med det pga. sin ufortrødne nørdede charme. Faktisk er han den bedste af de instruktører, jeg indtil nu har underkastet mig i Fresh' cykelbiograf. Programmet var udmærket opbygget med en blanding af tyskertung trampen, der kunne få enhver lårmuskel til at blive rørstrømsk, og italiensk Pantani-spurt op ad bakkerne. Efter 75 minutter i sadlen, i øvrigt mutters alene, det er åbenbart ikke et hit at lege flagellant klokken 7.30 nytårsaftens morgen, var resultatet den behagelige summen i de ømme muskler. Mission accomplished.

Og så til det med sammenligningen. Går du til indendørscykling i Fresh Fitness, kræver det rygrad. Ikke fordi det er hårdere end hos SATS, det er det ikke, men det er KUN dig, der kan smide mønter i parkometret. Du skal ville det. Også når det gør ondt og lungerne er på vej ned på gulvet. Der er selvfølgelig opmuntring fra Kristian & co. Men jeg kan mærke, at selv med den bedste vilje, så lader jeg mig selv presse lige det mere i de kyndige hænder hos SATS's instruktører. Naturligvis betyder det også noget, om man sidder i en rungende tom sal eller på et helt fyldt hold af svedende og prustende med-cyklister. Det ville ikke være fair at bedømme Fresh på den konto, da jeg indtil nu ikke har oplevet at køre med flere end en håndfuld andre hos dem.

Så. Dropper jeg SATS? Nej. Dropper jeg Fresh? Nej. Er jeg et fjols med for mange penge? Ja og nej,  i den rækkefølge. Jeg er nået frem til, at de to kæder egentlig supplerer hinanden godt. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke undvære holdtræningen hos SATS. Men Fresh' åbningstider og yderst fleksible koncept gør det til et sted, jeg vil bruge til styrketræning og en tur på cyklen på underlige, ukristelige tidspunkter. 

Gay.net - Eye Candy's Top 25 Posts of 2011: #1-5

Gay.net - Eye Candy's Top 25 Posts of 2011: #1-5

Fresh Prince...

Jeg har fået en ny ven. Han hedder Johnny. Det sidste passer måske, det første er noget ævl. Johnny aner ikke, jeg eksisterer. Men han er min nye cykelinstruktør i fitnesscentret. En af mange faktisk. Jeg kommer sikkert aldrig til at møde ham, for han bor oppe på et stort lærred. Jeg har nemlig for første gang prøvet cykling hos Fresh Fitness.

Mig og Fresh kom lidt skidt fra start. Normalt træner jeg I SATS ovre i Frederiksberg Svømmehal. Det er et glimrende sted med engagerede og gode instruktører. Men stedet er ramt af den forbandelse, at de følger svømmehallens kommunale lukketider. Så lugter det bare lidt af en helligdag inden for en 14 dages radius, knalder de låget i. Ej, okay. Det er at stramme den, men de har fx ikke åbent i juledagene. Det pissede mig en hel del mere af i år, end jeg havde troet. Sandsynligvis fordi jeg er kommet ind i en rytme (læs: afhængighedsforhold), hvor jeg bare skal cykle mindst to-tre gange om ugen for at være glad og veltilpas. Er man syg eller på anden måde forhindret, falder straffen prompte, når man vender tilbage. Så jeg havde et lille problem, for SATS har lukket eller solgt en hel stribe centre fra. Når man som jeg er på cykel til og fra, så er Lyngby eller Søborg ikke oplagte alternativer.

Men det er Fresh Fitness. De har en hel stribe centre i København. Bl.a. det tidligere SATS-center beliggende i passagen mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Inde i det, der hedder Toves Galleri. Og så er vi tilbage til den lidt kiksede start. Tove eller folkene i Fresh havde glemt at fortælle det vagtselskab, der skal åbne dørene til galleriet, at de havde åbent i juledagene. Så det lykkedes først for mig og et par andre natpissere at få adgang til det fortabte paradis, da en lettere overrumplet hundelufter, der boede i ejendommen, blev overtalt til at lukke os ind i Toves gange. Selve adgangen til fitnesscentret foregår ved hjælp af et chiparmbånd, man får udleveret ved indmeldelsen.

Nå, efter den lidt dårlige start blev tingene hurtigt markant bedre. Jeg gik på opdagelse for at finde omklædningen. Skiltningen er glimrende, så selv en jomfru på stedet som mig fandt hurtigt op på første sal og ind i herreomklædningen. Der er rent, lyst og indbydende. Det gælder ikke kun omklædningen, men hele centret. Møder man, som mig, uomklædt, er der små (nøgleordet er små) skabe, hvor man næsten uden problemer kan få plads til træningstaske, sko og tøj. En bøjle ville have fået mig helt op at ringe, men det kommer måske. Aflåsningen af skabet foregår ved hjælp af en medbragt hængelås (husk den). Et rigtigt godt råd: køber du en af Fresh Fitness' kombinationslåse, så du slipper for at slæbe rundt med en nøgle, så lad være med at sætte den, så tallene vender ind mod skabet. Det gjorde jeg, hvilket resulterede i fem minutters kamp i akavede stillinger, da jeg skulle låse op igen, det kostede mange skæve blikke fra andre gæster og en del fnisen.

Derefter tog jeg en runde nede i selve centret for at finde ud af, hvor alting var. Jeg blev glædeligt overrasket over stedets maskinpark. Ikke at det er det nyeste nye, men der er alle de maskiner, man skal bruge. Og vigtigst af alt, der er mange af dem. Nu var der ikke ret mange sådan en formiddag juleaftensdag, men selv med godt besøg, må det hjælpe på ventetiden, at der er fire-fem af hver slags af de mest brugte maskiner i styrketræningsafdelingen. Der er masser af crosstrainere, motionscykler og løbebånd. Et stort område med løse vægte og tårne med alverdens muligheder. Virkelig godt.

Igen med det forbehold, at dagen var lidt speciel, så er publikum åbenbart vidunderligt blandet. Der var folk i alle aldre og mange typer. Det er en af de ting, jeg er vild med i SATS. Og det ser ud til, at noget lignende gør sig gældende i Fresh. Der var et par pensionister, nogle gutter på min alder, et par veldrejede yngre m/k'ere og nogle forælder/søn/datter-par.

Efter min rundering gik jeg i gang med at varme lidt op og prøve nogle af maskinerne. Med et halvt øje på uret. For mit egentlige mål med dagens ekspedition var at få prøvet cyklingen i Fresh Fitness.

Den helt store forskel på cykling i SATS og cykling i Fresh Fitness er, at sidstnævnte foregår uden en instruktør af kød og blod. I stedet kører de med et koncept, der hedder en cykelbiograf. På deres hjemmeside kan man se et program for alle ugens dage gældende for alle deres centre. Der er hold i tre niveauer gående fra et til tre, hvor det sidste er det mest udfordrende. Samtidig er der for de fleste af de tre niveauer hold med en varierende længde mellem 30 til 75 minutter. Så det er frem med læsebrillen og udvælge et hold at kaste sig ud i.



Jeg havde valgt et 60-minutters niveau 2-hold startende klokken 9. At hoppe på sådan et hold koster ikke ekstra. Ellers er hele Fresh-konceptet bygget op på, at grundprisen er lav (129 kroner om måneden betaler jeg, og det er i sandhed ikke meget sammenlignet med andre kæder), men man skal så betale for de ekstra ting, man bruger. Bad fx. Dog er toilet og omklædning gratis.

Jeg må være ærlig og sige, at de første 15 minutter i selskab med Johnny var underlige. Jeg har gået til cykling med instruktør i lang tid, og det var underligt at sidde foran et lærred. Det tager lige lidt tid, før man vænner sig til det. Men det gør man. Og de har faktisk lavet hele biograftræningen på en overskuelig og pædagogisk måde. Der er klar angivelse af, hvad man skal, hvordan programmet er opbygget, hvor pulsen skal ligge og påmindelser om den korrekte teknik og at huske at drikke undervejs. En ting, blev dog ved med at gå mig  på nerverne. Johnny havde en mani med at udbryde jævnligt: ”Det ser godt ud derude”. Eller andet mundlort af samme skuffe. Det fjernede faktisk mit fokus fra min træning. De fleste af os i salen er nok godt klar over, at det ikke er en levende instruktør, vi har foran os, så hans ros betyder nogenlunde lige så meget som reklamerne i TV. Det er okay med lidt hersen og generel opmuntring, men drop det andet. Måske er det anderledes med de andre instruktører på menukortet, man kan nemlig også vælge hold ud fra navnet på instruktøren, så det er da ikke utænkeligt, at det også kommer til at præge mit valg af hold.

Selve træningen og opbygningen af programmet var fint. Det hold, jeg kørte, var intervaltræning bestående af fire blokke med små pauser ind i mellem. Først til allersidst var det meningen, at man skulle op over en maxpuls på 90%. Fint nok for et hold i mellemkategorien. Jeg fik pulsen op, svedte godt og er nu behageligt øm i stængerne, så alt er, som det skal være. Mine sædvanlige blå timer i SATS-regi er generelt en kende hårdere (afhængigt af instruktøren), men jeg skal lige teste niveau 3 hos Fresh, før jeg fælder dom.

Ud over Johnnys hang til at lege clairvoyant var der en anden ting, der gav lidt skår i glæden. Cyklingen foregår som nævnt i en cykelbiograf. Om det var navnet, der gjorde at tre undersvende følte, at de skulle snakke og kommentere mere eller mindre højlydt hen over træningen, skal jeg være usagt. I det mindste kom de ikke anstigende med popcorn. Lad mig dog slå fast, at det er nøjagtigt lige så irriterende at høre på i et fitnesscenter som i en rigtig biograf. En løsning kunne være at skrue mere op for lyden; niveauet var lagt, så ingen skulle føle sig generet, men det gjorde desværre, at snakkehoveder som de tre fyre blev en pestilens.

Alt i alt vil jeg sige, at cykling uden instruktør er noget andet. Men det fungerer. Jeg fik en god træning. Som ved al træning handler det jo om din egen indstilling og vilje til at fyre den af. Der kan en levende instruktør måske motivere og sparke en bagi på minus-dage. Men er du indstillet på at træne, så fungerer biografløsningen fint.

Efter min time med Johnny prøvede jeg lige et par maskiner mere, bl.a. crosstrainer og bænkpres. Igen var jeg positivt overrasket over antallet af maskiner og stedets lyse og rene opbygning. Der er skærme overalt med musikvideoer. Automater, hvor du kan trække drikkevarer (betalingen foregår vha. chiparmbåndet). Slappe-af hjørner og små borde, hvor man kan sludre eller bladre avis. Det er et rigtigt flot og behageligt sted at opholde sig.

Inden badet havde jeg lovet natpisserne fra den årle morgenstund at fortælle personalet, at der var problemer med at komme ind om morgenen. Der er kun bemanding efter klokken 10. Den fyr fra Fresh, jeg talte med, beklagede bøvlet og lovede at få rettet op på det, så vi kunne komme ind både 1. og 2. juledag. Det vil vise sig.

Til slut ventede kun omklædning og bad. Efter de nævnte fem minutters kamp med min hængelås fik jeg testet det med at betale for at bade. Man holder sit chiparmbånd op mod en aflæser, så starter vandet i en brusekabine. I tre minutter. Pris: tre kroner, hvoraf den ene går til et vandprojekt i Afrika. Små sko? Næ, det er okay med mig. Jeg kunne fint klare hårvask og at få vasket mig på de tre minutter. Husk at basisiprisen er lav, lav, lav. Det er Ryan Air konceptet overført på fitness.

Samlet dom: fire ud af fem stjerner. En halv fratrukket for bøvlet med adgang. En halv for Johnnys ævl. Men stadig er jeg virkelig begejstret. Nok til at droppe SATS? Det er jeg endnu ikke 100% sikker på. Jeg skal lige prøve nogle flere cykeltimer på andre niveauer og med andre instruktører. Men helt klart begejstret nok til at blive hængende i Fresh. Både som et alternativ på helligdage, men også for en omgang morgentræning. På hverdage åbner de klokken 5 og lukker klokken 23. Det er svært at brokke sig over.

Jeg kom med åbent sind, nysgerrig og spændt. Og blev ikke skuffet. Fresh er kommet for at blive. I hvert fald i mit (trænings)liv.

Down the rabbit hole

Okay, jeg indrømmer det. Jeg er en lille smule konservativ. Altså ikke Barske Bimmer-agtig, men konservativ i den forstand, at jeg er ret fasttømret mht. visse ting. Det med at lave om for at lave om har jeg aldrig fattet. Når jeg nu er i skriftestolen, kan jeg vel lige så godt gå all in og indrømme, at jeg har en ting med bøger. Ja, høje dommer. Så galt er det fat.

Derfor var jeg meget, meget spændt på min reaktion på mit nyeste isenkram i forbindelse med læsning. Jeg har investeret i en tablet. Det er nysprog for en iPad-lignende ting, der igen er nysprog for en lille trykfølsom skærm med indbygget computer.
Sådan en fætter kan bruges til mangt og meget. Man kan spille Angry Birds, til man får hård hud på fingrene. Man kan lytte til musik. Se film. Skrive blogs. E-maile. Overspringshandle på facebook og Boyfriend. Og en milliard million andre ting.

Og så kan man bruge den som en e-bogslæser. Det er her mit konservative sind bryder ud i mild paniksved. For jeg elsker (det er ikke for stærkt et ord) de gamle papirbøger. Naturligvis for deres indhold. I det mindste nogle gange. Men også for deres følelse. Deres vægt. Papiret. Duften. Typografien. Indbindingen. Hele håndværket. Især de gamle, smukke værker kan gøre mig salig.

Der har været mange forsøg på at erstatte den trykte bog. Jeg har læst indtil flere artikler, der proklamerede, at NU var den her, den elektroniske dims, der løste cirklens kvadratur. Men de fleste er feset lige så hurtigt ud som en stripper til en indre missionsk konfirmation. Enten har de været teknisk underlødige. Eller der har ikke været nok elektroniske bøger til dem. Forlagene har ikke kunnet blive enige om formater, kopibeskyttelse og fanden og hendes pumpestok. Et af de mere sejlivede bud på tronen har været Amazons Kindle. Jeg har aldrig ejet en sådan, men jeg har dog haft en i hånden. Uden at blive omvendt. Størrelsen var handy og det såkaldte elektroniske blæk var rimeligt naturtro. Men jeg havde aldrig givet 100-200 dollars for vidunderet.

Men nu har jeg altså en maskine, der byder sig til, også på det felt. Og dommen? Jeg er forbavsende positiv. For ikke at sige overrasket. Jeg kaster lige et link til et par fotos af miraklet. Min tablets vægt og størrelse gør den udmærket som e-bogslæser. Man behøver ikke muller som Arnold for at sidde med den i flere timer. Skærmens opløsning gør det til en fryd for øjet at læse. Ikke noget med hovedpine efter tyve minutter. Man kan ændre på størrelse og typografi, hvis man har en særlig forkærlighed for eller modvilje mod en bestemt type. Den side af ligningen fungerer.
Så er der udbuddet af bøger. Her halter Danmark bagefter. Gyldendal sælger e-bøger. De er (surprise, not) møg-dyre og bundet op på enten iPad-platformen eller en Windows eller Apple computer. Poltergeisten hedder DRM, digital rights management. Det er det samme trick, pladebranchen med et hysterisk blik i øjnene har holdt stædigt fast i. Argumentet er sundt nok. Kunstneren - forfatter eller musiker - skal have noget for sit arbejde, så produktet skal være beskyttet mod kopiering. Således prædikede præsten. Men som alle sognebørn ved, er virkeligheden en anden. Der går rundt regnet ti minutter fra en ny kopisikring er lanceret, til der ligger et crack ude på nettet. Dermed er der reelt set to muligheder: følg eller bryd loven.

Nja, der er faktisk tre. Og det er selv pladeindustrien ved at sande. Man kan gå nye veje og tilbyde musikken på lovlig vis til en pris, der gør pirateri næsten overflødigt OG giver kunstneren mønt i kisten samt et potentielt langt større marked. Tjenester som Spotify på musikfronten eller nogle af de danske pendanter går denne tredje vej.

Tilbage til bøgerne. Går man lidt på jagt på nettet, det vil i praksis sige med briller, der kigger længere end til Klareboderne, er der masser af sider, der tilbyder bøger. Amazon leverer stort set alle titler elektronisk. Man kan bare ikke få lov at købe dem som dansker. Så meget for varernes frie bevægelighed.
Klassikerne kan man til gengæld downloade til enten symbolske priser eller gratis. Jeg er netop gået ombord i Lewis Carrolls vidunderlige Alice i Eventyrland. Den koster gratis. Det er der mange andre af verdenslitteraturens andre store, der også gør. Besøg fx denne side: http://www.feedbooks.com/

Nu venter jeg på en løsning a la Spotify, der enten gratis (prisen er reklamer) eller for et relativt lille beløb, åbner for 18 millioner musiknumre til fri aflytning for deres kunder. Bibliotekerne kunne springe ind på banen; der er allerede udlån af e-læsere, men igen er problemet en binding til digitale rettigheder - og dermed begrænsninger i anvendelighed. Eller et forlag (eller flere) kunne sætte en bog-Spotify-tjeneste op.

Jeg er som altid optimystisk. Vi skal nok komme efter det herhjemme. De konservative vanetænkere (som mig) skal bare have et los i røven. Også dem på forlagene. Jeg tror, at iPad'en og hele viften af android-tablets har en mulighed for at lykkes, hvor alle de andre e-læsere har fejlet. Ganske enkelt fordi de sælger. Folk køber dem. Og lægger dem under juletræet. Eller spurter hjem i lænestolen med dem. Ikke for at få en e-bogslæser. Men af 117 andre grunde. Og pludselig sidder man der og HAR rent faktisk en e-bogslæser. Så markedet for bøger er der. Især skriger det på danske titler.

Jeg har i hvert fald kastet mig ud i det, ned i the rabbit hole. Ikke at jeg holder op med at købe bøger af den klassiske variant. Men der er bestemt titler, som jeg med stor glæde vil læse elektronisk. Bemærk, jeg skrev ikke "nøjes" med at læse elektronisk. Helt genial er en tablet til magasiner. Eller reklamer. Eller aviser. Mangt en regnskov kunne reddes på den konto. Jeg skulle gerne læse Se & Hør, Out & About, Politiken, Information, Tænk eller andre mere eller mindre lødige tryksager på min tablet. Eller hvad med at slippe for hele bjerget af reklametryksager. Føtex-avisen elektronisk? Ja, tak. Taberen her er avisbuddet. Vinderen miljøet.

Som mit gamle idol Poul Schlüter engang sagde: "Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget". Utroligt nok må en gammel bogorm som mig tilslutte mig de ord. Forandring behøver ikke at være af det onde. Ikke engang, når vi taler om bøger.

Frihed under ansvar

Frihed under ansvar er et af den borgerlige fløjs mottoer. Graver man lidt på fx de konservatives hjemmeside, støder man ret hurtigt på indhold, der matcher det nævnte motto. Fx mht. sundhedspolitik: "Vi ønsker en aktiv forebyggelse, så vi undgår livsstilssygdomme og fedmeepidemier. Som følge deraf handler forebyggelse om at understrege, at borgeren i høj grad er ansvarlig for sin egen sundhed" (http://www.konservative.dk/Politik/Sundhedspolitik/Sundhed).

Fair nok. Det er en velkendt holdning på mange områder. Jeg tillader mig at antage, at de fleste borgerlige ikke bryder sig om en storebror-stat, der går ind og detailregulerer individets liv. Jo mere liberalistisk ens grundsyn er, jo større modvilje.

Nu er jeg hverken konservativ eller liberalist. Men jeg bor i en ærkekonservativ kommune: Frederiksberg. I dag gjorde jeg en opdagelse, der overraskede mig ganske meget set i den kontekst, jeg lige har ridset op. Jeg plejer at benytte weekenden til at tilbede min krops tempel. Eller sagt på en anden måde: jeg kaster mig gerne ud i noget motionsagtigt uvæsen. Nogle gange efterfølger jeg de udskejelser med en tur i solarium.

Det kan jeg så ikke mere. I hvert fald ikke i Frederiksberg Svømmehal. Der var sat et opslag på døren ind til solen. Pga. de iboende farer ved soldyrkning har man besluttet at lukke solariet. Og man håber på forståelse herfor. Det sidste lå det en kende småt med hos mig, så jeg tøffede ned til damen i billetsalget for at spørge efter flere oplysninger. Nærmere betragtet om det var en beslutning, svømmehallen havde truffet på egen hånd, eller en der var kommet oppefra. Det sidste var tilfældet. Det var efter ordre fra kommunen, fik jeg at vide.

Og så er vi tilbage ved det paradoksale i en konservativ kommune, der leger storebror.

Jovist. Jeg er helt på det rene med farerne ved soldyrkning. Men hvis kommunen skal være konsekvent, antager jeg, at det ganske snart er umuligt at købe spiritus eller tobaksvarer inden for kommunegrænsen, og da i hvert fald i kommunens kantiner og bygninger. Et andet argument for at forbyde kunstig sol (eller skal vi tage skridtet fuldt ud og forbyde ophold udendørs de fire dage hvert andet år, vi har sommer) er den samfundsmæssige pris for at behandle kræft. Fair nok. Men det samme argument gælder sprut og tobak. Så ud med dem også. Eller?

Vi er med andre ord rendt lige ind i debatten om forbud. Min partifælle Ida Auken var for nylig i radioens P1 for at diskutere netop dette. Desværre blev debatten aldrig frugtbar, da den meste energi gik med at skændes om forudsætningerne for selve debatten.

Men emnet er væsentligt. Personligt har jeg et ambivalent forhold til forbud. Jeg kan sagtens se fornuften i en række regler og forbud, primært dem, der vedrører fællesskabet og vores samvær. Færdselsloven (som flere og flere åbenbart tager for en vejledende gestus) er et eksempel. Det er forbudt at gå over for rødt. Fordi det er en måde at sikre, at både du og jeg kan færdes sikkert i trafikken. Men det er en balancegang. Dænger man folks hverdag til med forbud, som mange måske har svært ved at se meningen i - eller fornuften ved, beder man næsten om, at de ikke overholdes.

USA har forsøgt sig med et spiritusforbud. Det gjorde mafiaen styrtende rig og magtfuld. Hash er forbudt herhjemme, det har skabt et utroligt lukrativt sort marked, som diverse grupperinger lever godt af. Nogle lande har indført forbud mod købesex, givetvis af alle de bedste motiver, ingen med empati kan forsvare kvindehandlens dunkle univers. Men at tro, at et forbud mod prostitution stopper salget af sex, er i bedste fald naivt.

Der, hvor jeg lander, er, at man (magthaverne - eller hvad vi nu skal kalde dem) skal omgås forbud med omhu. Vejen til helvede er til tider brolagt med gode intentioner. Lad os opstille nogle spilleregler, der beskytter os alle, beskytter fællesskabet og beskytter de personer, der enten er for unge eller på anden vis ude af stand til at beskytte sig selv. Og brug så krudtet på at informere sagligt i stedet på alle de øvrige områder. Det er glædeligt, hvis mængden af skader som følge af spiritus, tobak, soldyrkning etc. etc. kan nedbringes. Den bedste måde at få folk til at leve sundere, som jeg kan komme på, er at få dem til at vælge det selv. At blive truet eller skræmt til noget - eller at blive forbudt noget - skaber modvilje og nogle gange den stik modsatte reaktion af den ønskede. Sådan reagerer jeg i hvert fald. Så nu vil jeg se mig om efter et andet sted at solbade.

Jeg spejder derfor i disse dage spændt rundt på de konservative valgplakater. Et eller andet sted må den, der lyder "Forbud uden ansvar" vel for hulen hænge.

Tiderne skifter - eller gør de?

Nogle gange bliver man opmærksom på tidens gang på de underligste måder. Tag nu fx i dag. Jeg havde sadlet Den skide hest op til en lille udflugt mellem den danske sommers tordenbyger. I ved, hvordan det er. Man har jo sine ærinder. Nogle er mere præget af fornøjelse end andre. Så da apoteket og fødevarepusheren var overstået, galoperede min trofaste ganger og jeg ind til Viktoriagade.

Derinde befinder Men's Shop sig. Det er en forretning, der primært henvender sig til det lyserøde segment. Sortimentet er, øh, alsidigt.

Jeg havde på deres hjemmeside bl.a. set, at man kunne erhverve sig en CD med den legendariske bøsse-LP fra 1975. Det er aldrig lykkes mig at opsnuse den oprindelige vinyl-udgave, så jeg har længe lovet mig at få købt CD'en.
Nu skal det her ikke udvikle sig til en decideret dansk bøssehistorie. (I er klar over, at der er lagt i ovnen til et men, ikke? Jep). Men. Bøssernes Befrielsesfront – det var der noget, der hed – er en uomgængelig del af den tornede vej til dagens Danmark, hvor begivenheder som sidste weekends Pride lader sig gøre.

Jeg copy-paster lige fra en artikel om BBF: (kilde)

”Bøssernes Befrielsesfront (BBF) startede i 1971 som den første homoseksuelle bevægelse i Danmark, der førte en offensiv kompromisløs linje med sammenkædning af politik og seksualitet.
BBF's formål var en seksualpolitisk bevidstgørelse af bøsser i og udenfor BBF, samt bøssepolitisk oplysning på uddannelssteder, arbejdspladser, i medierne og på gaden. At påvirke unge i en anden retning end den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning man møder i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Såvel støtte som kritik af andre venstregruppers arbejde. Støtte til andre undertrykte grupper. Samarbejde med Forbundet af 1948 i kampen mod undertrykkelsen. Bekæmpelse af de gængse kønsroller.
BBF deltog hvert år i Christopher Street Liberation Day-demonstrationerne enten i København eller Århus. Det er nærmeste lørdag omkring d. 24. juni.
De fleste i BBF var eller havde været i basisgrupper, hvor især nye medlemmer kunne hente personlig støtte og opbakning i deres hverdag som bøsser. BBF førte ikke kartotek over sine medlemmer og havde ingen ledelse. Arbejdet var drevet af den enkeltes lyst.”

Citat slut.

Den kvikke læser – og har jeg andre – vil have gennemskuet, at det anvendte leksikon har en vis slagside mod venstre. Jeg elsker ordet ”familiefacistiske” LOL. Nå, det væsentlige var at give en baggrund for Bøssepladen. Den er indspillet i 1974 og udkommer i 1975. Og det er ikke lutter flade hippier, der trutter i chillummen. Blandt de medvirkende finder man navne som: Anders Koppel, Jens Rugsted og Kasper Winding.

Hvis i går ind på Youtube og taster søgeordene ”Bent Jacobsen bøsse”, kan i finde størstedelen af sangene fra CD'en. Det er en oplevelse. Et turbo flashback til dengang da. Vi kan hurtigt blive enige om, at sangene nok ikke ræser lige ind på iTunes top-10. Men nu er målestokken heller ikke, om de holder i dag. Det får jeg nok svært at overbevise ret mange om, at de gør. Tiden går. Pladen er snart 40 år gammel.
Og så er vi tilbage ved det, jeg indledte med. Tidens gang. Kigger man ned over pladens titler, er der fx ”Bøssebarens Dronning”, ”Bøsse” og en titel, intet nutidigt pladeselskab ville turde røre med en ildtang: ”Pædofili-blues”. Det kunne man udgive og synge om i 1975. Kan man det i dag?

Man kan grine af titler og sange (det gør jeg nu ikke). Man kan ryste på hovedet (det gør jeg nu ikke). Pladen kommer cirka fem år efter pornoens frigivelse i Danmark. En håndfuld år efter ungdomsoprøret. I en æra, hvor grænser sprænges. Hvor revolution og en tro på og et håb om nye tider er i vælten. Har man in mente, at homoseksualitet på det tidspunkt stadig fra officielt hold blev betragtet som en sygdom, repræsenterer Bøssepladen og Bøssernes Befrielsesfront et indlæg i den kamp for de rettigheder, alt for mange på den lyserøde fløj i dag tager for givne, men som ikke er kommet af sig selv. Der er stadig brug for kamp for at fastholde, bevare og forbedre rettigheder for folk i LGBT-miljøet. Der findes en uhyggelig lang række lande, hvor en sådan plade ikke kunne udgives. Ikke i 1975. Og ikke i dag. Så befrielsesfrontens kamp er ikke slut. Pladen er med andre ord alt andet end en anakronisme, på mange måder var den – og er den – lysår forud for sin tid.

Sammen med pladen købte jeg Sven Omanns bog ”Virkelige hændelser fra et liv ved fronten”, der er hans personlige erindringer fra livet som aktivist i Bøssernes Befrielses Front. Den glæder jeg mig utroligt meget til at læse. I en tid som vores, hvor øjeblikket forekommer at være det vigtigste, hvor mange folks højeste drøm er at komme i fjernsynet – om det så blot er for at hore og drikke i et realityprogram – kan det være uendeligt velgørende at lade blikket vandre mod de lidt længere linjer. Det kan du også gøre, fx ved at smutte en tur ind i Men's Shop eller på dit lokale bibliotek. Måske bliver det dig, der tager sværdet op fra BBF og fortsætter kampen. Eller mig.

Nogle oplevelser og ting er ganske enkelt noget nær umulige at skrive om på en måde, der yder dem retfærdighed. Måske er det i virkeligheden hemmeligheden bag stor poesi: den talentfulde digter formår at bøje og arbejde med sproget på en måde, så det færdige produkt ender som mere end summen af delene.

Før jeg fortaber mig i holistiske falbalader må jeg hellere slå fast, at jeg hverken er en stor digter eller specielt talentfuld. Når jeg alligevel bestiger Den skide hest for atter at kæmpe med mine personlige vindmøller, er det, fordi jeg dels selv har behov for at sætte ord på følelser og oplevelser fra gårsdagens Copenhagen Pride. Og dels fordi jeg år efter år ser den samme fortærskede diskussion om det rimelige i og det fornuftige ved et show som Priden.

Lad mig få det rent subjektive læsset af med det samme: Det er for mig et af årets absolutte højdepunkter at deltage i Priden. Så kan i komme rendende med jul, nytår og udsalg i IKEA. Hver gang. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang bliver jeg rørstrømsk og får fugtige øjne, når jeg begynder at gå med paraden rundt. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ellers ikke er specielt grådlabil, så hvorfor denne bølge af følelser?

Jeg er glad, fordi du spurgte.

For at svare må jeg lige rode mig ud i nogle tågede overvejelser. Bær over med mig. Hvad er fællesnævneren for os, der deltager i Priden? Ja, ikke sandt. Det er noget nær umuligt at svare på. Vi er folk fra alle dele af landet, mænd og kvinder, forskellige jobs, forskellige seksualiteter, forskellige uddannelser, forskellige politiske ståsteder, forskellig alder og givetvis forskellige personlige grunde til at møde op. Men jeg vil vove følgende påstand: Det, der samler os. Det, vi alle deler, er følgende: Vi er alle mennesker, der enten bliver eller er blevet set skævt til ene og alene, fordi vi er os selv. Både historisk og i den enkelte persons liv.

At være homoseksuel blev først slettet af Sundhedstyrelsens sygdomsliste i 1981. Ja sgu. I 1981. Transkønnede har stadig den tvivlsomme fornøjelse at stå på listen. I mange lande er homoseksualitet ulovligt, man har i den senere tid hørt rædselshistorier fra visse afrikanske lande, hvor folk hænges ud – eller bare hænges – for at udleve deres kærlighedsliv.

Naturligvis render man ikke rundt med alle de ting i tankerne, når man deltager i Priden. Men de er der. De ligger i baggrunden. Det samme gør alle de oplevelser, hvor folk har råbt efter en. Kaldt en for alle mulige nedrige ord. Eller endog har fysisk forulempet en. De fleste folk i min omgangskreds kender til alle eller de fleste af de nys nævnte ting. Jeg har selv oplevet det på egen krop. Det giver ar på sjælen.
Mange af os, jeg tillader mig at generalisere, har været gennem en lang og tornet rejse for at nå frem til, hvem vi er nu. Nogle har tilbragt mange år i skabet og levet i skyggen af den evige frygt for at blive afsløret. Alt for mange lever der endnu.

Så når jeg befinder mig midt i et hav af regnbueflag, midt mellem mennesker, jeg ikke kender, men alligevel føler mig i familie med, så rører det ved noget dybt inde i mig. Derfor de fugtige øjne. Og den store følelse af samhørighed og fest. For det er en fest. Vi fejrer os selv. Og hinanden. Og en by og et land, der giver os mulighed for at leve som os selv. Årets øvrige 364 dage er vi lige så leverpostejfarvede og forskellige som alle mulige andre danskere. Men den her ene dag giver vi slip og leger og fejrer.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor regnbueflaget har så stor betydning. For det har det. For mig i hvert fald. Mere end dannebrog. Svaret fremgår af det, jeg netop skrev om følelser. Men også af noget andet. Regnbuen er for mig symbolet på forskellighed. Forskellighed, der lever sammen i gensidig accept og respekt. Jamen, er flaget ikke en slags homo-nationalisme, der opsætter barrierer mellem dem og os (hvem dem og os så ellers er)? Nix. Aldrig.

For mig er nationalisme noget forlorent stads, hvor mennesker skaber et kunstigt fællesskab. Kunstigt? Ja, landegrænser er ikke naturgivne. De flytter sig. En folkesjæl er også en levende og foranderlig størrelse. Danskhed og at være dansker ditto. Vi har naturligvis en (kultur)historie at trække på. Men alle dage har vi ladet os påvirke udefra. Tysk kultur. Romersk. Græsk. Og i det seneste århundredes anden halvdel især angloamerikansk. Folk er kommet til. Og folk er rejst ud.

Nationalisme udelukker. Dem, der ikke er som os, må blive uden for døren, det er en lukket fest. Regnbuen er selve symbolet på en åben fest. For mig er Danmark andet og mere end en geografisk kulisse. Går man i biffen, så er en film heldigvis også andet og mere end kulisserne, ikke sandt. Danmark – i hvert fald det Danmark, jeg ønsker og kæmper for – er en levende størrelse. Ikke et eller andet mareridtsagtigt statisk 1950'er glansbillede klippet ud af Krønikken, som man kan mistænke visse folk og partier for at ønske sig.

For mig er regnbueflaget et symbol for alt, der er godt ved Danmark og ved mennesker i det hele taget. Der er plads til alle i regnbuen. Ingen er forkerte pga. politisk observans, hudfarve, religion eller seksualitet. Den eneste uomgængelige adgangsbillet er en gensidig accept og respekt. Sværere er det ikke.
Så næste år er jeg der igen. Sikkert med en klump i halsen og fugtige øjne igen. Men også med den efterfølgende berusende og brusende følelse af fest og samhørighed i hver en del af min krop. Vi ses næste år.
En hulens masse fotos fra årets Pride

En på opleveren

Måske kender i det. Man hører en god sang i radioen, nynner lidt med. Den går rent ind. Måske køber man den på iTunes. Og hører den nogle gange. Eller det er en af dem, der kører i tung rotation på en kommerciel radiostations playliste. Glem alt om det. Det, jeg hørte i går på Frue Plads, kommer i aldrig til at høre på Voice eller Nova. Never. No way. Intet ondt om ørehængere. Men de er måske lidt at sammenligne med mad fra McDonalds. De smager godt, men en halv time og en bøvs senere, er man sulten igen.

Hvad kvartetten på scenen i går skal sammenlignes med fra den kulinariske verden, aner jeg hånden på ærten ikke. De var, som det fremgår af det halvsløje mobilfoto, en del af Copenhagen Jazzfestival. Men det er avantgarde. Eksperimentelt. Allerede ved de ord, tjekker mange ud. Regningen, tak! Så er det sådan noget langhåret, underligt noget, som kun folk i fløjlsbukser og rullekravetrøjer kan have glæde af.

Det vil jeg nu ikke mene. Okay, det er underligt. Anderledes. Mærkeligt. På den fede måde. Mit første indtryk var, helt ærligt: "Hvad er det her for noget gebrækkeligt møg". Men jeg blev hængende. Og blev suget ind i det magiske univers. En audiovisuel forførelse. Jeg lægger nogle links til de optrædendes Myspace-sider og noget musik fra Youtube, så kan du selv gå på opdagelse.

Jeg synes, det er fantastisk, at der er plads til en koncert som den på Frue Plads i går i Jazzfestivallens program. Det gør projektet levende. Man kan kun kapere så meget Big Band musik (intet ondt om det i øvrigt). Men det er de nye ting, der holder jazzen levende. Ellers kunne vi lige så godt smide alle CD'erne i butikkernes jazzafdelinger (hvis nogle sådanne overhovedet findes stadig) over til afdelingen for barokmusik.

Jeg er ikke fan af det underlige for dets egen skyld. Der skal være noget mere. Det samme gør sig gældende i poesi. Der findes uforståelig, hermetisk knækprosa, der skriger Kejserens nye klæder. Men der findes også - heldigvis - de der skæve perler, der måske er underlige, måske kæmper imod vores ubændige trang til at putte i kasser, men alligevel tager den nærmeste omvej via øje eller øre direkte ind i hjertet. Noget sådan oplevede jeg på Frue Plads i gør. Og det er jeg de fire optrædende dybt
taknemmelig for.

http://www.myspace.com/almutkuehne
http://www.myspace.com/helengillet
http://www.myspace.com/elsvandeweyer
http://da.wikipedia.org/wiki/Kresten_Osgood
http://www.youtube.com/watch?v=noLlrbVCvCk&feature=share
http://www.youtube.com/watch?v=Y__YGuvapq0

Svedige løg i softicen

Tidligere på dagen var jeg som sædvanligt et smut i fitnesscenter. Spredt rundt omkring i lokalerne ligger gerne en hel del magasiner til fri afbenyttelse. Samt dagens gratisaviser. Det var overskriften på en af disse, der fangede mine øjne.

”Bare røve i vandkanten vækker harme” lød overskriften på en artikel i 24-timer. Du kan selv læse med her.

Min første tanke var at fare hjem, fatte den elektroniske fjerpen og give danskerne en kollektiv opsang. Nu må i kraftpettervæltme tage jer sammen. Noget i den retning. Heldigvis manglede jeg lige en række torturinstrumenter ovre i fitnesscentret, før jeg var gennem dagens program. Og jeg tænker ret godt, mens jeg kæmper med at undgå et hjertestop.
Jeg nåede frem til, at min tiltro til danskerne i bred forstand vinder over min første indskydelse. Jeg tror ikke, at vi er blevet en samling af bornerte, stramtandede frøkener. Ikke mere end vi hele tiden har været. Og ikke mindre.

Hvorfor så resultaterne i artiklen? Tja, for det første er det agurketid, og så må man (altså mediebranchen) selv fremstille de nyheder, der ikke er der. For det andet er barrøvsartiklen baseret på en meningsmåling. De forklarer selv, hvordan de er nået frem til resultatet. Målgruppen er en repræsentativ udvalgt gruppe bestående af folk mellem 18 og 74. De kan man så vælge at tro på eller ej. Men lad os lege med. Det kan så undre, at artiklen udtaler sig om 12 til 29-åriges holdning, men det er måske en trykfejl.

Min kraftigste anke er selve konceptet meningsmåling. Man kan massere spørgsmålene, så man næsten altid får de svar, man vil have. Artiklen beretter fx, at følgende udsagn er blevet stillet som et ja/ nej-spørgsmål: ”Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand”. Fint nok. Det er cirka seks ud af ti ikke glade for, to ud af ti siger ja og to ud af ti (Amalies venner måske) er helt blanke.

Vil man nu have et andet svar på sådan et udsagn, handler det om at præsentere det i en kæde. Lad os lege lidt med tanken:
Første scenarie:

1. Synes du, Danmark skal beholde sin position som et land med frisind og tolerance?
2. Det er i orden at folk tildækker deres kroppe i det offentlige rum med beklædningsgenstande som burkaer.
3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Andet scenarie:

1. Det er fint, at det offentlige rum bliver mere og mere seksualiseret.
2. Det er i orden, at de svedige behårede løg på tyske strandgæster dingler over din fireårige datters softice.
3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Ja, ja. Jeg karikerer uhæmmet. Men med lidt arbejde og et mere alvorligt gemyt end mit kan en stribe spørgsmål sagtens strikkes sammen, så man får det svar, der er mest brugbart.

Hvis meningsmålingens svar derimod vitterlig er givet ud fra helt objektive spørgsmål, så ringer mange alarmklokker for mig. Især den yngre gruppe af svarere i målingen er imod nøgenbadning. Det er den gruppe, der er vokset op med et uhørt seksualiseret mediebillede og porno lige ved hånden via internettet. Er det en slags modreaktion? En trods? I så fald er det forståeligt, men man blander ulykkeligvis æbler med pærer. Nøgenhed i sig selv er ikke sex. Selv om medierne måske er med til at skabe netop det link.

Jeg går helt i baglås over de forældre, der bliver enormt forskrækkede på deres børns vegne. Hvorfor i himlens navn, skulle en forælder ønske at videregive et totalt forkvaklet forhold til nøgenhed og kroppen til sit afkom. Det må igen være den der tåbelige kobling til sex. Vi har prøvet den der med at dække os til. Kig på de gamle fotos af badende kvinder i meterlange kjoler. Eller nogle kulturers forhold til nøgenhed i disse ellers moderne tider. Når jeg færdes i svømmehallens badeområder ser jeg mænd med lændeklæder omkring klokkeværket. Fint nok. Men jeg synes, det er noget pjat. Det samme med kvinder indhyllet i slør og gevandter. Hvorfor? Hvad skal det gøre godt for?

Jeg bader selv nøgen. Og har aldrig oplevet ubehagelige eller lumre episoder. De fleste større offentlige strande har afdelinger, hvor folk som mig bader og solbader. Fint nok. Så kan folk vælge at bruge det område eller ej. Der skal nok være nysgerrige sjæle, der vandrer ned i den afdeling for at lure. Eller lade sig forarge. Det handler som så meget andet her i tilværelsen om pli og situationsfornemmelse. Jeg spankulerer ikke ned til den nærmeste børnefødselsdag på stranden, smider klunset og laver helikopteren. Omvendt bliver jeg knotten, hvis folk puster sig op og prøver at gøre nøgenhed til noget unaturligt eller lummert. Mig bekendt er der endnu ikke født et menneske med tøj på. Alt det kommer senere. Som et led i socialiseringen.

Så hvorfor ikke lære vores børn og unge at være glade for deres kroppe. At acceptere deres forskellighed. At se tykke og tynde kroppe som noget ganske naturligt. Uden en trævl på. Det ville være en modgift til de vrangbilleder, vi ellers præsenteres for i medier, mode og porno. I stedet for at lade sig forarge over noget så naturligt som nøgenhed, burde vi måske give den lektie i arv, at der er langt vigtigere ting at lade sig forarge af: had, krig, diskrimination og udnyttelse. Bare for at nævne et par stykker.

Jeg tror sgu lige jeg vil lave en meningsmåling med en udvalgt repræsentativ gruppe af mennesker bestående af mig selv. Måske kan i læse om den i morgendagens gratisavis.

If it ain't broken, don't fix it.

Forleden sad jeg og kiggede på diverse blogs og hjemmesider vha. min telefon. Jeg abonnerer på forskellige feeds, som det hedder. En hel del vedrører LGBT-universet, altså nyheder med relevans for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
Her faldt jeg over en amerikansk organisation, der hedder NARTH. De elsker jo deres akronymer derovre. Det står for: National Association for Research & Therapy of Homosexuality.

Den måtte jeg lige kigge på et par gange, før jeg accepterede, hvad jeg læste. Okay, tænkte jeg, det er sikkert en af de der højreekstreme, fundamentalistiske organisationer. Men det er det ifølge NARTH ikke. Du kan læse om dem på Wikipedia (1) eller på deres egen hjemmeside (2). Hvis du orker at tygge dig igennem det hele, kan du derefter danne dig en mening om både den pågældende forening og om tanken om vores seksualitet som noget medfødt – eller ej. Er vi Born this way (3), for nu at snakke Gaga'sk?

Jeg mener klart ja, derom ingen tvivl. Jeg tror, at vi alle fødes med en hel pose blandede bolsjer i vores indbyggede rygsæk. Et af bolsjerne er vores seksualitet. Afhængig af ydre stimuli (hele den sociale indflydelse) kan det bolsje komme mere eller mindre til sin ret. Opskriften på et ulykkeligt liv, tror jeg, er, hvis man aldrig lærer sit eget bolsje at kende. Eller undertrykker det. Eller bliver undertrykt.

Naturligvis er intet fuldstændig statisk. Vi kan lære nye ting. Opdage nye sider af os selv. Nye seksuelle lyster og nye ting, vi tænder på. Men jeg tror stadig, at vi dybest set er disponeret for det ene, det andet eller begge køn. Derfor gør foreninger som NARTH mig trist. Og vred. En af de varer, NARTH ifølge Wikipedia har på hylden er: ”conversion therapy and other regimens intended to change the sexual orientation of individuals who experience unwanted sexual attraction to members of the same sex”.

De vil – som de kristne nødder – kurere homoseksualitet. Ikke med djævleuddrivelse, bønner eller håndspålæggelse, men conversion therapy (du kan læse mere herom via linket til Wikipedia i det nys citerede).

Men for mig er toget allerede røget af sporet her. Med et brag. Alt det her antager, at homoseksualitet (fx) er en sygdom, noget uønsket, noget der skal kureres. Den præmis antager jeg ikke. Hvorfor ingen af de konklusioner, NARTH eller andet godtfolk af samme eller mere rabiate skuffer måtte byde på, er bærer af nogen relevans eller sandhed for mig.

Du, kære læser, er givetvis et seksuelt menneske. Ville du bryde dig om at få at vide, at din seksualitet er uønsket? Forkert? Sygelig? Skal behandles? Nej, vel. Men det er budskabet til homoseksuelle fra nogle organisationer, religioner eller lande. Vi har prøvet den med sygdom. Og ulovlighed. Læs Wilde. Læs Bang. Ingen bliver kureret. En del ender i fængsel eller mentale institutioner. Utroligt mange får et ulykkeligt liv.

Uden yderligere sammenligning i øvrigt tænker jeg ofte på den ”behandling” pædofile tilbydes eller bliver udsat for i dag som en nutidens pendant til måden bøsser tidligere blev behandlet på. Og stadig bliver behandlet på nogle steder. Heller ikke i tilfældet pædofile kan jeg forestille mig, at kuren virker. Nuvel, man kan kemisk kastrere. Eller operativt. Den ville med garanti også virke på homoseksuelle, men selve den seksuelle drift tvivler jeg på, man kan ”reparere”.
Hvor situationen på alle måder er ulykkelig for den pædofile, så kan en bøsse, en lesbisk, en biseksuel eller en transperson fint indgå i et fungerende og lykkeligt parforhold og seksualliv. Så hvorfor i himlens navn tale om uønsket seksualitet? Uønsket for hvem? Eller af hvem?

Selvfølgelig kan et liv som åbent homoseksuel, jeg bruger det eksempel, da det er det, jeg kender fra min egen krop, have en pris. Og konsekvenser. Man kan blive udsat for mobning, diskrimination , latterliggørelse eller vold. Men det kan man sandt for dyden også som ”almindelig” blegfed dansker. Man kan også blive udsat for kærlighed, lykke, jordrystende sex og samhørighed. Både som bøsse og blegfed. Men fordi du som almindelig heteroseksuel dansker render rundt og har et lorteliv, er der ingen organisationer, kristne eller ej, der kommer rendende og fortæller dig, at mirakelmidlet er at reparere lidt på din seksualitet. Gu' er det da ej.

Så måske burde foreninger som NARTH i virkeligheden bruge krudtet på at arbejde for holdningsændringer i samfundet. Det amerikanske til at starte med. De fundamentalistiske religiøse organisationer er sandsynligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde. Man kan kun håbe på, at tiden og fremskridtet løber fra religion som sådan. Selv om ikke meget tyder på det. Desværre. Det er ellers svært at komme i tanke om større kilder til ulykke end religion.

Så, kære NARTH. Med et idiom fra jeres eget sprog: ”If it ain't broken, don't fix it”. Og mig og mine er ikke i stykker. Vi er ikke syge (bortset fra et par uger med forkølelse hvert år, den må i  godt lige fixe). Vi skal ikke behandles. Med andet end den samme grad af respekt som alle andre.

1. http://en.wikipedia.org/wiki/National_Association_for_Research_%26_Therapy_of_Homosexuality
2. http://narth.com/
3. Born This Way: http://www.youtube.com/watch?v=wV1FrqwZyKw

Racister!

Et af ugens læsemæssige højdepunkter for mig er altid Mattias Tesfayes klumme i Ekstra-Bladet. Tesfaye tager fat i vigtige og spændende emner, som regel altid med udgangspunkt i noget, han selv har oplevet.

Klummen mandag d. 20 juni  (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1574183.ece) er ingen undtagelse.

Følg eventuelt linket og læs selv. Emnet denne gang er racisme og vold. Begået af politifolk i København. Tesfaye har på egen krop oplevet fænomenet, hvilket han med vanligt sprogligt talent beskriver i alle dets ubehagelige fænomener.

Jeg er af flere dansklærere blevet fortalt, at det altid er uhyre vigtigt, når man læser tekster, at sætte sig ind i afsender-modtagersituationen. Nu kan jeg af gode grunde ikke vide, hvem du, kære læser, er, eller hvad din baggrund er. Men jeg kan da smide et par relevante detaljer om mig selv på bordet. Jeg arbejder i Københavns politi. Næ nej, ikke som betjent. Så slemt står det ikke til i etaten endnu. Jeg er ganske almindelig arbejdsmand i en servicefunktion. Så længe det varer. I privatiseringens og outsourcingens hellige navn kan det snart være fortid. Så loyaliteten i forhold til min arbejdsplads er i bedste fald tveægget. Men jeg har trods alt mødt, snakket med og arbejdet med en hel del betjente. Og dem skylder jeg i det mindste at være retfærdig overfor.

Tilbage til Tesfayes klumme. Han slutter med følgende opfordring til politiets ledelse:

”I bliver simpelthen nødt til at få ryddet op i korpset. I har folk ansat, der ikke kan håndtere den magt, som følger med jobbet. Så træk de racistiske og voldelige kolleger til side og giv dem en sidste advarsel. Hvis de alligevel fortsætter, må de fyres på gråt papir. Hverken byen, indvandrerne eller ordensmagten er tjent med at have patruljerende racisme klædt i samme uniformer som jer andre.”

Det er svært at være uenig i. Ingen bør holde hånden over voldelige eller racistiske kolleger. Hverken i politiet eller andre grupperinger. For der er naturligvis to sider af enhver sag. Det er det, der får mig til at skrive disse linjer.
Lad os lege. Hvad med et tankeeksperiment? Hvis vi nu leger, at politiet i morgen er fuldstændig renset for folk med voldelige eller racistiske tendenser. Tilbage er et korps af retlinede, pligtopfyldende betjente. Hvordan sørger vi for, at disse betjente bliver ved med at være retlinede, pligtopfyldende og samvittighedsfulde? Giver vi dem håbløse vagtplaner? Overarbejde? Kører dem ned, så de er dødtrætte og begår fejl? Behandler vi dem uden respekt? Kalder dem alle sprogets værste gloser? Provokerer dem? Jeg kan hjælpe. Svaret på de her lettere tåbelige retoriske spørgsmål er: nej.

Jeg har hørt udtrykket: Vi har det politi, vi fortjener. Vi i bredeste forstand.
På begge sider af Tesfayes ligning er det givetvis et fåtal, der ødelægger det for de mange. Politifolk er sjovt nok også kun mennesker. Så sætter du et ungt menneske, der måske oven i købet er dødtræt, ud i den ene tilspidsede situation efter den anden, så har det en pris. På trods af uddannelse, konflikthåndteringskurser og så videre. Alles glas bliver fuldt på et tidspunkt. Er du blevet kaldt racist eller svin? Spyttet efter? Fået fingeren? Måske burde man i stedet for at fokusere på det fåtal, der tænder af og reagerer, også huske på at nævne og rose det helt, helt store flertal, som reagerer professionelt – også i situationer, der er ekstreme.

Vi har det politi, vi fortjener. Hvis man som jeg ikke går ind for anarki som samfundsform, så er politiet et nødvendigt redskab. Der skal være klageinstanser, når politiet laver fejl. For selvfølgelig gør politiet det. Det er i øvrigt en helt anden diskussion, om den nuværende klagemulighed er god nok. Men der burde også eksistere en slags gensidig respekt borger og politi imellem. Og det har der da gjort. Og gør. Målinger forsøger med jævne mellemrum at veje og måle folks generelle holdninger til politiet. Når indbrud bliver nedprioriterede. Når folk ringer forgæves. Så tæller det helt sikkert nedad i regnskabet. Når man hører om eksempler som Tesfayes, trækker det også ned. Men i min tid i politiet har jeg mødt en kæmpe gruppe af mennesker i alle aldre og af begge køn, der forsøger at gøre et godt stykke arbejde.

Jeg tror, at det er blevet utroligt meget vanskeligere at være politibetjent i Danmark. På godt og ondt er respekten for autoriteter væk. Alt kan og bliver diskuteret. Der sættes spørgsmålstegn ved alt. Og det er godt. Men det har også en pris. Blind autoritetstro er rædselsfuldt. Total despekt for autoriteter er det samme.
Som det er nu, så er der grupper af mennesker, for hvem en konflikt med politiet tilsyneladende er et af tilværelsens højdepunkter. Men for resten af os, og her taler jeg både om indvandrere og indfødte, så er den eneste måde at beholde et ordentligt forhold borger og politi imellem en gensidig respekt for de funktioner og roller, vi alle også er indehavere af som samfundsborgere OG politifolk. Sværere er det ikke. Og så svært er det.

Flyttedag

Dette bliver det sidste indlæg på denne blog. Jeg hiver teltpælene op og flytter hele gøgemøget til min funklende nye blog med følgende addresse:

http://prinsenpaadenskidehest.dk/blog/

Jeg håber, du følger med til de nye lokaliteter. Jeg arbejder også på at skrue en hjemmeside sammen på samme domæne. Men i første omgang handler det om min nye Wordpress-blog.

Tak til Blogger.com for husly de sidste mange år.

Homo forvirrius

Nix. Det har ikke en bønne med bøsser at gøre. Tag dig nu sammen, jeg kan altså godt skrive om andet end MGP og løse håndled *G*. Det er fin latin. Sådan da. Homo sapiens betyder det tænkende menneske eller det vidende menneske. Forvirrius er ægte skraldespansk og betyder: forvirret. Eller ukoncentreret.

For det er det, vi er ved at udvikle os til. Måske. De lærde strides. Jeg læste en artikel for noget tid siden, men da jeg er temmelig ukoncentreret, har jeg ikke fået skrevet om den før nu. Læs selv HER, hvis du vil lege med:

Hvis du ikke kan fokusere på så megen tekst, adskiller du dig ikke fra mange af nutidens gymnasieelever. Jeg hørte forleden en underviser i dansk fra et gymnasium. Hun havde opgivet at give de unge mennesker længere tekster med hjem som lektier. For ikke at tale om bøger. Hun læste i stedet op. Jep, I kid you not. Hun læste højt. Hvorfor? Fordi eleverne ikke kunne samle sig om længere tekster, der krævede fordybelse og koncentration.

Det er sgu da en kende skræmmende. Her kunne jeg kaste mig ud i min Muppet Show-sketch sammen med de to andre gamle nisser i logen. De unge mennesker. tsk tsk. Men. Jeg kan mærke det samme selv. Og guderne skal vide, at jeg ikke er ung.

Artiklen, som jeg henviste til før (du har sikkert glemt den pga. manglende koncentration, men da jeg er en skide flink fyr, hjælper jeg lige med at minde om den), taler om at internettet ændrer vores hjerner. Altså ikke sådan at vi pludselig bliver til æggehoveder alle sammen. Men nettet - og alle de andre moderne uhyrligheder - er med til at bortlede vores opmærksomhed konstant. Vi vænner os til at lagre oplysninger i korttidshukommelsen. Paratviden - altså viden, der er lagret på den lidt mere langtidsholdbare harddisk oppe i hovedet - bliver mindre og mindre påkrævet. Hvorfor? Fordi vi da lynhurtigt lige kan google, hvem der var konge af Danmark i sekstenhundredegrønlangkål. Og det er vel ikke så skidt?

Næ. Men jeg sidder her og tænker (i det omfang jeg kan bevare fokus på det): Uden en vis mængde af paratviden, hvordan er vi så i stand til at behandle alle de oplysninger, der ligger lige for enden af vores tastatur, på en ordentlig måde? Æder vi alt fra nettet råt? Bare rolig, jeg har ikke svaret. Men det er da værd at filosofere over.

Jeg har imidlertid et helt eminent svar på problemet med manglende fokus. Hvis du - ja, dig - ikke kan fokusere. Hvis du har svært ved at få ro på. Hvis du ikke kan sove om natten. Så SLUK FOR LORTET. Det er så her de yngre mennesker i min omgangskreds bryder ud i paniksved. For hvad hvis der nu lige tikker en vigtig sms ind? Eller ham den lækre er online på MSN? Eller tøserne er ved at bage en rævekage på Facebook? Her er der for alvor tale om en generationsting, tror jeg. Jeg er fra tiden med drejeskivetelefon (note til folk under fyrre: man stak fingren ned i en skive og drejede rundt for at opnå telefonisk forbindelse med en anden person). Jeg er ikke vokset op med at skulle stå standby hele tiden. Være online. Det pisser mig faktisk en del af, når folk forventer, at man skal være det. Men jeg er ikke mere hellig, end jeg godt kan mærke suget. Så når jeg virkelig vil forkæle mig selv med en god læseoplevelse, så slukker jeg computeren, sætter mobilen på lydløs, stopper den ned i etuiet og lægger den et sted, hvor jeg skal rejse mig for at bruge den. Først da er der ro. Ellers skal jeg liiiiige tjekke et eller andet totalt ligegyldigt. Og det skræmmer mig. Jeg kæmper imod. Men jeg kan godt mærke, at det er svært. Og ikke bliver nemmere. Min iPhone var i hvert fald ikke en hjælp. Jeg elsker den, men den er et tveægget sværd.

Så jo. Jeg tror på artiklen. Internettet - og så videre - gør et eller andet ved os og vores hjerner. Spørgsmålet er, om vi vil være slaver af mekanikken eller lærer at beherske den på nye måder. Jeg er optimistisk nok til at tro på det sidste. Men indlæring og undervisning vil sikkert i fremtiden skulle ske på nogle helt nye måder.

Balletsvansen fra IRMA

Jeg havde hørt så mange snakke om den famøse IRMA-annonce, men havde aldrig set den. Det har jeg så nu efter lidt google-aktivitet (http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/ugens-tilbud-i-irma-homofobi).

Jeg landede midt i en længere analyse af kommunikationen og annoncen. Læs selv. Jeg kan tilslutte mig analysens konklusion: det var ganske enkelt for torskedumt af IRMA. Men jeg har altså enormt svært ved at blive forarget. Jeg er endog politisk ukorrekt nok til at kunne grine af vitser om bøsser. Det hele handler om konteksten. Og i IRMAs tilfælde har jeg svært ved at få øje på andet end dumhed. Ikke opfordring til had. Og heller ikke latterliggørelse. Hvis nogen udstilles i annoncen er det sgu ikke knægten, der vil danse ballet, men forældrene og deres forstenede indstilling. Jeg erindrer en popmelodi, der handler om stort set det samme. Titlen husker jeg ikke, men knægten vil hellere gå til dans, det synges der flere gange. Med et glimt i øjet. Og uden IRMAs dumhed.

Selv går jeg med stolthed ruten rundt i Priden. Jeg skammer mig ikke over at være bøsse, tværtimod. Men for pokker, lad os da lige vise så meget overskud, at der også bliver plads til humor. Selv den platte og dumme. Hvem ser dummest ud? Personen, der fortæller en vits, der er så tåbelig, at ingen griner? Eller den person, der ikke griner? IRMA har gjort sig til grin. Eller rettere, deres marketingsfolk og det firma, de har hyret, har gjort i nælderne. Jeg nyder fortsat den fremragende service og de gode varer i min IRMA. Jeg møder op i butikken med regnbueflag på reverset og i Pride t-shirt. Og har aldrig følt mig andet end velkommen og modtaget med smil.

Hvis dumhed er strafbart, så skal vi dælme i gang med at bygge flere fængsler. Jeg tror fast på, at smil og humor er den korteste vej mellem to mennesker. Eller mellem to kulturer. To seksualiteter. Så i mit univers er overskud og en evne til at more sig over sin egen kultur, sin egen livsstil - og dybest set at kunne se det sjove i sig selv - den mest geniale måde at bygge bro på. At slå syv kors for sig, hive op i skørterne og blive forarget er efter min bedste overbevisning vejen til det modsatte. Så gør man sig selv til noget særligt. Til noget, der er så anderledes, at man for enhver pris ikke må grine af det. Det er der fx hele religioner, der synes er vejen. Det synes jeg ikke.

Scor

Mon ikke de fleste kender til Scor? Hvis Dating.dk er datingsidernes Familiejournal, er Scor måske Se & Hør. Lidt mere hor, lidt mere lir, lidt mere direkte. Det passer fint til mit temperament. Så jeg har haft en profil derinde i et stykke tid. Det har jeg ikke mere.

Hvorfor? Tja, man kan måske sige, at Scor og mig er vokset fra hinanden, men det er nok dybest set noget ævl. Jeg har mødt en masse søde mennesker derinde. Og fået nogle nye venner. Men Scor er altså bare ikke stedet, hvis man(d) skal finde en mand. Jovist, der er skam både biseksuelle og endog homoseksuelle profiler derinde. Men flertallet af henvendelser kom fra heteroseksuelle fyre. Der åbenbart ikke var så heteroseksuelle, så det gør noget. Men de havde ikke nosser til at skilte med det åbenlyst. For det koster. Du får ingen fisse på at stå frem som biseksuel mand. Nada. Zip.

Det rager så mig en høstblomst. Altså det med fisse. Men det undrer mig nu alligevel, at fordommene åbenbart stadig står i kø. Jeg har testet det selv. Jeg prøvede i en periode at rubricere mig selv som biseksuel. Man får en hel del flere henvendelser på den måde. Som homoseksuel er der stille på linjen.

Enkelte af de interesserede kunder i butikken var endog kvinder. Enkelte er endt som rigtigt gode venner. Men andre var blot nysgerrige. Jeg ville være en rig mand, hvis jeg havde fået en femmer for hver gang, jeg skulle redegøre for AIDS, kondomer, sikker sex og smittekilder. Er vi i bredeste forstand så himmelråbende uvidende? Nogle af mine kvinde-venner fortæller mig, at mange piger uden at blinke knalder med totalt ukendte fyre, uden gummi. Hvad nu hvis de fyre er nogle af de gutter, der også skrev til mig? Altså skabsbierne. Det er lidt den der med hovedet i sandet. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Nå, hul i det. Selv om Scor ikke lige var mig, så er det den bedste af de sider uden for bøssemiljøet, jeg har været inden om. Så det er en lykkelig skilsmisse, kan man sige. Jeg kommer nok til at savne bloggeriet derinde, men det kan jeg jo dyrke andetsteds, her fx. Og mine venner og veninder fra Scor håber jeg at holde kontakten med.

Skadestuen.nu

Jeg undskylder med det samme det ikke alt for fremragende foto. Det, du ser på, er en dør. Det har den kvikke læser (og har jeg andre) utvivlsomt allerede regnet ud. Nærmere bestemt er det døren til den private skadestue på Rolighedsvej her på Frederiksberg. Skadestuen.nu er navnet på stedet og den tilhørende hjemmeside. Eller det var det.

For den er lukket. Okay, det er et stykke tid siden, jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at fotografere og kommentere før nu. Den - altså skadestuen - har været en torn i øjet på mig fra start af. Det afhænger naturligvis bl.a. af politisk ståsted, om man deler den opfattelse, men jeg synes, der er noget fundamentalt forkert i, at folk med mange knaster kan springe køen over.

Jeg er bestemt heller ikke pjattet med at sidde og glo en halv dag på en offentlig skadestue for at få en stresset turnuslæge til at kigge på min forstuede ankel. Men løsningen må være at få de offentlige skadestuer til fungere, ikke at suge luksuspatienterne over i det private. Det har naturligvis været den nuværende (og forhåbentlig snart forhenværende) regerings projekt fra dag ét. Privatisering er guden, der tilbedes.

Heldigvis ser det ud til, at den private afgud ikke altid ser med mildt åsyn på sine tilbedere. Jeg kender ikke årsagen til den private skadestues død. Hjemmesiden meddeler blot, at den er lukket og henviser til de offentlige.

Det triste er, at endnu en skadestue her i København er ved at ryge. Og her snakker jeg ikke om den private. Næ, hele Frederiksberg Hospital inklusiv skadestue er dødsdømt af politikerne. Den besynderlige kvinde, Vibeke Storm Rasmussen (S), der ellers kun stikker hovedet op fra den æske, hvor hun gemmer sig, når hun skal genvælges som regionsrådsformand, har lige fundet tid til at aflive Frederiksberg Hospital. Angiveligt fordi det ikke er tidssvarende. Centralisering er kodeordet. Vi skal have et giganthospital på Bispebjerg. Med en skadestue, der skal betjene et endnu større opland. Man behøver vel ikke den store ledvogtereksamen med egeløv for at regne ud, at det er den hurtige vej til endnu længere ventetid på skadestuerne. Så måske står det private spøgelse klar i kulissen igen. Det ville da være skæbnens ironi, at en socialdemokrat førte det sværd.

Synger Per på sidste vers?

Nej, bare rolig. Hvis du hedder Per. Eller kender en, der hedder Per. Det gør jeg fx. Altså kender en. Jeg hedder noget andet. Men nu er jeg allerede ved at rode mig ud, hvor jeg ikke kan bunde. Forfra.

Det her handler ikke om Per. Eller vers.

Pervers.

Pyha. Det var en sen død at komme så langt, ikke sandt. Men altså, det perverse er emnet. Der findes med garanti hyldekilometer af lærde afhandlinger om emnet. Psykologien og psykoanalysen byder givetvis ind med en masse kloge ord. Jeg kender ikke en skid (i hvert fald kun en lille listefis i så fald) til de akademiske sider af emnet, men jeg kom til at tænke over det, da jeg var i fitnesscenter tidligere i dag. Ikke at der er noget specielt perverst ved fitness, det er bare et godt sted at tænke.

Lad os lige konsultere ordbogen: "Pervers: unaturlig, abnorm, især i seksuel henseende".

Okay, så er den ged barberet. Tak for nu. Eller er den? Der findes en hel ordklasse, der hedder forholdsord. Pervers er ikke et af dem, men burde måske være det (undskyld til filologerne derude). For unaturlig eller abnorm i forhold til hvad? Og hvem er overdommer? Har vi en Blachmann, der kan råbe og skrige af folk, der ikke lever op til et bestemt sæt forventninger? Og hvem har skabt det sæt? Findes det? Nedskrevet? En lov?

I kan måske godt se, hvor jeg vil hen? Nå ikke. Okay. Vi griber til håndgribelige eksempler. Jeg går i seng med mænd. Det er sgu da perverst, ikke? Det må det være. Andre af min slags bliver og er blevet henrettet, udstødt og nedgjort af den grund. Årsagen? Tja, vel typisk noget, der er gravet op af en par tusind år gammel bog. Religion er roden til meget godt, men sandelig også til megen ulykke. Der er vist ikke rigtig nogen grund til lige den med nix-til-fyr-knalder-fyr. Eller til den med fingrene over dynen. Nogle vil sikkert hævde, at det bunder i det unaturlige, jf. definitionen fra ordbogen. Mænd og kvinder har nogle dele mellem benene, der passer ret godt sammen. Veldesignet vil man måske hævde. På den anden side fungerer det nu også ret godt mand og mand imellem (uden at jeg skal tegne et alt for udførligt billede). Så er det måske den spildte sæd på den golde jord? Maybe. Men så ryger 99% af mand/ kvinde knaldene også ud med badevandet.

Blev vi klogere? Næ. Ikke en døjt. Lad os prøve noget andet. Det behøver ikke være noget specifikt. Dyk bare ned i posen med seksuelle eskapader og fetisher. Nej, ikke rødme, du kender sikkert masser. Er de perverse? Ja, vil nogle hævde. Ikke det fjerneste, vil dem, der dyrker de ting, sikkert sige.

Igen. I forhold til hvad?

Ville det ikke være voldsomt befriende, hvis folk kunne flette næbbet og tilbageholde deres (for)domme omkring grupper og praksisser, de ikke har en stand forskid på? Men det kommer aldrig til at ske. Vi (i bredeste forstand) har behov for nogen at pege fingre ad. Nogen, vi kan udpege som anderledes. Stigmatisere. Så vi måske får det bedre med os selv. Det er jo altid dejligt at føle sig som en af de rigtige. Den slags skaber religioner. Eller politiske partier (hej Pia). Og det skaber ulykke. Og menneskelige tragedier. Prøv at sætte dig selv i den persons sted, der får at vide, at han eller hun er forkert, fordi objektet for vedkommendes følelser eller begær kategoriseres som abnormt. Der er skrevet stor litteratur ud fra det emne. Læs Bang. Læs Wilde.

Det virkeligt abnorme, det virkeligt unaturlige, ja det egentligt perverse er måske, at vi mennesker åbenbart har den ubændige trang i os til at bedømme og værdisætte det, der dybest set ikke vedrører os? Det er da perverst.

Eidos

Eidos er et af de vidunderlige græske ord, der kan betyde en hel masse. Platon, ham den gamle nisse med filosofiske tvangstanker, brugte termen om sine ideer i formlæren. Nu mente han noget ganske andet med ideer, end det vi blegfede danskere sædvanligvis tænker på. Jeg er blegfed. Og dansker. Så jeg tænker på ideer i den dagligdags betydning. Jeg skulle bare lige imponere med min enorme belæsthed og totalt ubrugelige paratviden.

Altså ideer. Jeg har inden for de sidste par døgn haft en lille håndfuld af slagsen. Mindst. En af dem var aldeles fremragende. En har jeg store forhåbninger til. Og en var komplet åndssvag.

Lad os få den sidste overstået med det samme, så vi kan komme videre. Jeg fik den geniale (not) idé at tage i Body Bio på en Skærtorsdag i bragende solskin. Ja, ikke. Her er der for alvor tale om det lille hoved, der tænker for det store. Der var helt bogstavelig talt kun et par ludere og en (mulig) lommetyv. Fjols = mig.

Nå, vi haster videre til den gode. Det her begynder at lyde som titlen på en spaghettiwestern, ikke sandt. Den gode var at besøge mit fitnesscenter fra den årle morgenstund. Apropos årle og det nærliggende ørle, så var det en absolut fantastisk tur på cyklen. I hvert fald da jeg igen havde fået stoppet mine lunger ned, hvor de hører til. Man har det aldeles fremragende efter sådan en nærdødsoplevelse i S.A.T.S.

Den muligvis gode idé er den, jeg er mest stolt af. Og venter mig mest af. Ved hjælp af min iPhone (nej, jeg får ikke penge for produktplacering i de her tekster) og en side, der hedder GayCities.com faldt jeg over Copenhagen Mermates. Som jeg aldrig havde hørt om. Det har du måske heller ikke. Det er en svømmeklub for bøsser og andet godtfolk i regnbuemiljøet. Svømning, vandpolo og triatlon (apropos nærdødsoplevelser). Det er så svømningen, der trækker for mig. Jeg er jo en halvgammel herre OG notorisk boldmongol.

Nu kan jeg ganske vist godt finde ud af at hoppe i et svømmebassin i forvejen, men det, der virker rigtig tiltalende ved Copenhagen Mermates, er det sociale aspekt. Som nogle af jer ved, så rører jeg ikke sprut mere. Det betyder, at en ret stor del af det traditionelle bøssemiljø ikke har så stor tiltrækningskraft på mig mere. Jo, jeg kan godt sidde på et værtshus og drikke en cola eller en lys øl, men tro mig, folk bliver generelt ikke klogere at høre på, efterhånden som de opbygger en tyvehestes brandert. En samtale i det forum fordrer næsten, at man selv roder rundt i de samme tåger. Så er der hele sauna- og sexscenen. Den nyder jeg med glæde, men det er, som de fleste, der har frekventeret de steder, ikke der, man skal gå hen, hvis det primært er det sociale, man jagter.

Men en svømmeklub, der arrangerer middage, fester og udflugter. En klub for svømmere (og folk der skal lære at svømme) på alle niveauer. Oven i købet en svømmeklub for det lyserøde segment. Det er sgu da genialt. Så skulle der sidde andre end mig derude, som kigger lidt langt og forgæves efter en anden slags samvær, end internettet, saunaerne og barerne kan byde på, så prøv at kigge på hjemmesiden: http://www.mermates.dk/. I hvert fald hvis du bor i nærheden af hovedstaden. Hvis du er til andre sportsgrene end svømning, så prøv at kigge på Pan idræts hjemmeside (http://panidraet.dk), der er sikkert noget for dig og i nærheden af dig.

Jeg har udfyldt indmeldingsformularen og venter i spænding på at blive kontaktet af og møde havdrengene. Måske er mine forventninger skruet for højt op. Men det tror jeg nu ikke. Det viser sig forhåbentlig, at det var en skide god idé. Jeg havde sikkert fået hevet gamle Platon med, han kunne jo som bekendt både lide gode ideer og havdrenge.

Hvad er barnets navn?

Tja, jeg aner det faktisk ikke, måske Aneliya. Hun så i hvert fald en kende bulgarsk ud. Hvad jeg snakker om? Åh, undskyld. Jeg spoler lige båndet lidt tilbage. Sådan. Vi befinder os en kende tidligere på dagen. Jeg havde været til et jobrelateret møde inde i det centrale København. Da vejret viste sig fra sin allermest charmerende side, valgte jeg at spadsere hjem.

Jeg valgte ruten bag om Hovedbanegården og ned ad Istedgade. Jeg har altid elsket Vesterbro og de skæve eksistenser der. Et lille stykke nede ad gaden render jeg ind i en lille flok piger. En af dem, lad os holde fast i navnet Aneliya, kigger på mig og slynger ordet "sex" ud. Efterfulgt af en stribe underforståede spørgsmålstegn. Hun var ret sød, hende Aneliya. Der var lige den mindre hage ved vores gryende forretningsbekendtskab, at a) jeg er til fyre, og b) hun lignede en, der burde være i skole og terpe tyske verber.

En af mine ledestjerner på det hjemlige firmament, Suzanne Bjerrehus, skrev en gribende klumme i Ekstra-Bladet den anden dag om netop prostitution (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1537049.ece). Jeg deler hendes holdninger fuldt ud. Og kom til at tænke på klummen, da jeg stod ansigt til ansigt med den små Aneliya. Hvad er der mon sket i pigens liv, siden hun står så langt hjemmefra og faldbyder sin krop til en halvgammel stodder som mig? Og hvad sker der for de mænd, der takker ja og slæber hende med ned i sexbiografens mørke? Og hvordan sover de svin, der tjener de rigtige penge på hele ulyksaligheden, om natten? Hun var for ung til at være nederst i narkoludernes fødekæde. For en del år siden var det de absolut mest desperate og abstinensramte kvinder, der stod og solgte sig selv i gaden. Nu er det handlede kvinder på en anden måde. Det er måske ikke stoffet (endnu), de arbejder for, men måske deres frihed, deres pas, turen hjem. Jeg aner ikke, om nogen af dem kommer så langt, eller de går helt til bunds før.

Lige så tåbeligt, jeg anser et generelt forbud mod prostitution at være, lige så modbydelig er den type menneskehandel, man støder på midt om dagen i København på en aprildag i 2011, mens vi hælder penge ned i lokummet på kongerøgelse en lille kilometer væk.

Jeg ønsker Aneliya alt det bedste af hele mit hjerte.

Det er blevet forår

Jo, jo. Det er ganske vist. Jeg bringer gode tidender. Foråret er her. Jeg har strengt videnskabeligt bevis for påstanden. Efter nogle måneders kulde og mørke, efter tilsvarende måneder i noget der minder om cølibat, så er solen her. Og erotikken. Det er et stensikkert barometer for mig. Der går forår i knægten. Og hormonerne vågner med et grynt fra vinterhiet.

Men selv den bedste bil skal smøres og have brændstof. Så efter en fredagstur på apoteket, hvor der blev handlet lidt Cialis til lagret, er weekenden gået slag i slag. Eller måske snarere knald i knald.

Selv en røvsyg søndag formiddag kan gøres noget nær fantastisk. Først en tur i svømmehallen, så man kan vågne. Op på Den Skide Hest og ind i Istedgade. Nej sgu! Ikke til en eller anden bulgarsk luder. Men derinde ligger Copenhagen Gay Center. Et af mine og Den Skide Hests faste pitstop.

Man ved, det bliver en god bøssesaunadag, når ekspedienten står i bar overkrop, er voldsomt lækker og oven i købet har charme. Nu var det desværre ikke ham, der var løs i saunaen og baglokalerne. Han skulle jo passe sit job. Men der var heldigvis en god sjat andre lækre mandfolk. Selv en tidlig formiddag. Søndag er i øvrigt nøgendag. Det burde hver dag være. Okay, måske ikke på jobbet. Men i sexklubber. Der er bare noget forkert ved at tage i swingerklub, bøssesauna eller sexklub – og så render folk rundt med tøj på. Det gør de så heldigvis ikke om søndagen i CGC.

Men selv god sex får jo en ende (også god sex i en dejlig ende). Men da det nu var en seriøs lækkermås, der stod i butikken, måtte jeg jo lige motionere kreditkortet lidt. Og sludre med (læs: bage på) ekspedienten.

Det er måske kemi. Og helt sikkert rigtigt. Men god sex giver godt humør. Så jeg dribler rundt og er godt gammeldags søndagsglad. Der blev indkøbt lidt påskeliljer og mad i IRMA på vejen hjem. Og nu overvejer jeg, hvad eftermiddagen skal gå med. Jeg er lidt øm alle mulige sjove steder efter weekendens strabadser, så mon ikke det bliver noget med hygge, computer, Playstation og kaffe. I vilkårlig rækkefølge.

Hvor er det bare dejligt. Altså at det er blevet forår. Nyd det, kære venner :-)

Se & Hør outer folk fra Scor.dk

Når jeg sådan kigger mig selv dybt i øjnene i spejlet, så synes jeg ikke, jeg ser en specielt sippet person. Tværtimod. Jeg har set lidt af hvert, gjort lidt af hvert - og har det fint med det. Så jeg plejer ikke at stå forrest i køen, når det handler om moralske opstød. Live and let live, ikke sandt. Hvad voksne folk frivilligt finder ud af under dynen, er deres sag.

 Som den kloge læser (har jeg andre) nok har regnet ud, er der bagt op til et "men".

Og lad os så det da. Altså få moralske kvababbelser, MEN...

Jeg fik sgu kaffen galt i halsen, da jeg læste ugens udgave af Se & Hør. Man skal jo følge med i sladderen. Denne uge har de en artikel om en forhenværende TV-kendis, der har en profil på Scor. No biggie, måske. Men de outer ham med navn, og hvad der ligner private sexfotos fra hans profil.

Online-udgaven ligger her, der er ikke de nævnte fotos. Men så ved i, hvad jeg snakker om:

Det overskrider mine grænser for almindelig pli og anstændighed. Mandens profil, der også er afbilledet i bladet, er uden hans navn og uden profilfoto, hvilket turde antyde, at han ikke ønsker at stå frem offentligt, ikke sandt. Alligevel buldrer bladet på med oplysninger om dette og hint.

Nu er de fleste af os på nettets diverse datingsider og sociale sites nok hverken kendte eller specielt interessante for ugebladene, men det giver alligevel stof til eftertanke. I hvert fald for mig. Bladet kan sikkert være totalt ligeglade. De får måske et rap over nallerne på nogle tusinde kroner, men de er sikkert tjent hjem på det øgede bladsalg.

Jeg sidder i hvert fald med en dårlig smag i munden. Og en beslutning om at skifte sladderblad.

Nu er jeg ikke kun smuk, men også rig!

Endelig skete det! Nu har jeg spillet lotto, tippet og været med i Klasselotteriet i 124 år. Uden nævneværdig fremgang.

Og så rasler appelsinen lige ned i turbanen. Jeg er nu en holden herre. Næsten. Jeg kan i hvert fald se frem til 30% af millioner af dollars. Uden nogle risici. Tænk engang, hvor mange Othellokager, Playstationspil og osterejer jeg kan købe for den slags penge. Men nu må i have mig undskyldt, jeg skal lige printe min opsigelse fra jobbet ud, jeg regner med at moone chefen fra morgenstunden tirsdag.

For godt til at være sandt? Nej da! Jeg fik mailen fra en doktor. Se selv:

"Good day Sir,
 
I want you to patiently read this offer. I am Dr. Phillip Algor. The Assistant to the Head of Delegation to the World Bank in Europe. I am the link man between the Organization for Petroleum Exporting Countries - OPEC and the petroleum sector in the European countries. I also attend OPEC meetings constantly in Vienna, Austria on the auspices of World Bank. Through the sale of our allocated oil quota in OPEC, I was able to make a large sum of money (millions us dollars), which is currently deposited in a Security company in Europe.
 
I want you to assist me to claim this money as I cannot claim it directly because I am still a civil servant, and the code of conduct bureau forbids me to acquire such amount of money. It is on this basis that I am contacting you for assistance. If interested, claimed documents with which the fund is deposited will be re processed and changed to reflect you as the new beneficiary so that you will be eligible to collect the fund on my behalf. I will give you 30% of the fund for this assistance, while 60% will be for me and 10% will be for expenses that may be incurred on both sides.
 
I am aware of the international monitoring of all large-scale financial movements after the September 11Th 2001 terrorist attack on America and to avoid any state of financial investigation I will provide a classified clearance paper from the relevant body which will exonerate the money from either drug, money laundered or terrorist related proceeds. Note that this information is also open for scrutiny and I also assure you that there is no risk attached in this transaction.

Please if interested, send me mail direct on my private mail address: XXXXXXXXXX@yahoo.co.uk and provide me with your private telephone and fax numbers for easier communication.
Best Regard.
Dr. Phillip Algor."

Kære Bill

Vi har været igennem meget, os to. Er det virkelig snart 20 år, vi har gået hånd i hånd? Utroligt. Vi har grinet, vi har grædt. Okay, det er mest mig, der har grædt. Der har været de utroligste hysteriske anfald. Nedture. Opture. Du har gjort mit liv utroligt interessant.

I alle forhold er der kriser. Det har der også været i vores. Jeg har været dig utro. Ja, jeg indrømmer det. Jeg håber ikke, du tager mig det alt for ilde op. Jeg havde en kort flirt med en tøjte fra IBM, der hed OS/2 Warp. Hun var ung og smuk, men blomstrede alt for hurtigt af. Som den store mand, du er, stod du klar med åbne arme for at byde mig velkommen tilbage. Uden onde følelser. Tror jeg da. Der var godt nok alle de uforklarlige nedbrud i programmer og styresystem. Vidste du besked om min affære? Var det din straf? Og så var der Vista. En plage af næsten bibelske dimensioner. Der viste du dig i din gammel-testamentelige figur. Hård og straffende.

Men jeg har alligevel altid haft et blødt punkt i mit hjerte for dig. Du var min guru, min proto-nørd. Jeg elsker din humor. Man kunne altid regne med, at den nyeste og mest hypede udgave af din vinduesudstilling viste sig at mangle en hel masse. Når du så havde fået mig til at købe diverse ekstrapakker (jeg får stadig grineflip over Windows 95 Plus-pakken), og programmet stadig ikke helt kørte som smurt, så stod du klar i det fjerne som forår efter vinter med næste udgave. Jeg kommer til at savne at bruge mine sparepenge på dine altid smukke og velindpakkede programpakker.

Ja, du forstår mig rigtigt. Jeg vil ikke mere. Vi er altså kørt fast i vores forhold, Bill. Vi har prøvet, det ved gud vi har. Du gav mig Plug and Pray, det glemmer jeg dig ikke for. Okay, det virkede ikke de første 5-10 år, men al begyndelse er som bekendt svær.

Jeg er dig ikke værdig. Jeg har haft andre sidespring. Bare korte affærer med tøser, du ikke regner for noget. En finsk skønhed, jeg mødte i en sauna (hvor der godt nok ellers kun var mænd), fordrejede hovedet på mig. Første gang jeg mødte hende, var hun en umådeligt krævende elskerinde. Intet var godt nok. Alt krævede blod, sved og tårer. Jamen, Bill, du havde klasket dig på lårene af grin. Plug and Pray var latex og glidecreme til sammeligning. Så jeg mistede den berømte loving feeling. Men du ved måske, hvordan det er. Gammel kærlighed dør ikke, den ruster blot. Og jeg mødte finnen igen. Nu havde hun vokset sig stor og stærk. Hun havde endog antaget forskellige masker med eksotiske navne. Men hendes smukke sjæl var den samme, som jeg lærte at elske. Du vil ikke kunne forstå hende, hun kræver ingen penge, hun er baseret på åbenhed, samarbejde og fællesskab. Ja, ikke sandt, det er komplet vanvittigt. Ingen bekostelige opdateringer eller nye udgaver, der flår pengene op ad lommerne. De er tossede, de finner.

Jeg kunne ikke få mig selv til bare at gå, sådan uden en forklaring. Derfor har jeg lagt denne besked på dit skrivebord, Bill. Med mindre din computer går ned, skal genstartes uden logisk årsag, bliver angrebet af virus eller på anden måde bryder sammen, så håber jeg, du ser disse ord. Jeg vil ønske dig god vind fremover. Jeg er sikker på, du og dit gamle firma nok skal finde på nye måder at monopolisere mit hjerte på. Men jeg håber, det varer længe. Måske er tiden løbet fra dig, Bill. Måske er det en anden verden, der vinker forude i cyberspace. Det er vi i hvert fald nogle stykker, der kæmper for. Men jeg forlader dig ikke med had og bitterhed i sjælen. Du har holdt min krop ved lige. Uden dig havde mit blodtryk helt sikkert været lavere. Men jeg er ikke helt ung længere. Så min finske kærlighed er bedre for mig. Det håber jeg, du vil have forståelse for.

Pas på dig selv, Bill. Det har været en spændende rejse. Som vi nu fortsætter af hver vores veje. So long, Bill. It has been... an experience.

De kærligste hilsner
fra
Prinsen.