Drive-in…

I min barndom var jeg voldsomt fascineret af drive-in-konceptet. Der var noget næsten magisk over, at man bogstaveligt talt kunne køre ind og se en film. Eller handle en burger. Det var naturligvis de mange amagerkanske film, jeg så, der gav mig disse tanker. I de senere år har jeg nu ikke ligget vågen om natten og tænkt over fænomenet drive-in.

Men det vendte tilbage med et brag i den hedengange uge. Som nogle af jer vil vide, så har jeg været på kursus i denne uge. I arbejdsregi. Jeg skal ikke kede jer med en lang og tåget forklaring omkring de finere elementer i den sag, men i stedet vil jeg for en gangs skyld gå direkte til sagen. Sådan da.

Kurset var programsat til fem dage, og jeg var ærlig talt ikke helt sikker på, hvad det egentlig handlede om. PC-værksted var titlen. Så jeg så i ånden, at det var noget med at splitte en computer ad og (måske) samle den igen. Eller fejlfinde hardware. Installere printere. Alt sådan noget. Som sædvanlig tog jeg gruelig fejl. I stedet var vi ude i en slags workshop, måske havde der blot indsneget sig en fordanskning af det begreb

Nå, jeg ankom på den tekniske skole ude på Amager. Underligt nok virkede det, som om folk kendte hinanden på forhånd, undtagen altså lige mig. Det viste sig, at de øvrige deltagere var i gang med et længere forløb sponsoreret af a-kasser. Noget med seks ugers valgfri undervisning i første dagpengeperiode, lærte jeg. Klasselokalet bestod af en masse pc’er. Jeg fandt én, der havde mit navneskilt stående ved sig, og plantede min bedårende bagdel i kontorstolen.. Jeg blev mødt af en underviser (vi vender tilbage til den titel), der spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at lære.

Det havde jeg egentlig forestillet mig, var hans gebet, men nuvel. Her begyndte drive-in-metaforikken at melde sig. ”Hvad kan i byde på?”, spurgte den interesserede elev (altså mig). Ja, de havde ya-da-ya-da og bommelom og bimmelim (detaljerne er ikke så vigtige). Alt sammen handlede om forskellige stykker software eller emner. Fx Office-pakken, Photo Shop eller grundlæggende Indernet (i ved, der hvor inderne netværker). Nu er det så som så med min benyttelse af de sager i mit daglige virke, så jeg begyndte at ane et forklaringsproblem, når den fortabte søn vendte tilbage til jobbet. Men det var ikke mig, der havde booket kurset, men min arbejdsgiver, så hvad pokker.

Jeg valgte at vælge med hjertet og valgte Photo Shop. Billedbehandling har altid moret mig, og det kunne være sjovt at lære noget mere. Men hvordan kunne jeg bestemme, hvad hele holdet skulle lege? Det kunne jeg så heller ikke, viste det sig. I stedet sad hver især og rodede med sit. Jeg blev præsenteret for et interaktivt undervisningsprogram på computeren og fik en stak papirer med opgaver stanget ud. Og så ses vi ellers om en uge! Eller sådan føltes det. Jeg har gået i skole i en milliard år, men jeg har aldrig prøvet den slags selvstudium før. Jeg var landet i en drive-in-skole.

Mirakuløst nok virkede det. Jeg blev grebet af det. Sikkert fordi emnet interesserede mig. Rent faktisk gik der så meget stræber i det unge menneske her, at jeg også sad og rodede derhjemme om aftenen. Ubehageligt, ikke?

Efter tre dage havde jeg taget livet af Photo Shop-menuen i drive-in-butikken. Så jeg kastede mig over Outlook og Excel de sidste par dage. Det var såmænd også spændende (og endda en kende arbejdsrelevant). Lærerne – af hvilke der var tre – var egentligt ikke lærere i den klassiske forstand, men mere en slags rådgivere, problemløsere og vejledere. Når noget drillede, kunne man spørge. Men egentlig gammeldaws undervisning var bandlyst fra drive-in-stedet derude. Det skal man (læs: jeg) lige vænne sig til. Men det virker over al forventning. Nu var det så også voksne mennesker med en vis interesse i emnerne, sådan virkede de i hvert fald. Jeg tvivler på, at metoden ville virke på en flok pubertære hormonbomber (men så igen: hvad gør?).
Jeg kom i hvert fald ud på den anden side af drive-in-butikken med en hel del mere viden, end da jeg kom ind. Og det er vel et eller andet sted hele ideen.

Så nu er jeg blevet bidt af et galt billede. Jeg har sat min scanner til og roder rundt med alverdens gamle papirfotos, der bliver scannet ind og repareret, redigeret og shinet op. Jeg roder med mine fotos fra digikameraet. Og jeg er begyndt at se mig om efter et bedre kamera. Det ser sgu ud til, at jeg har fået en ny hobby at gå op i.

Nå jo. Jeg nævnte vist i et tidligere indlæg noget om klientellet på de tekniske skoler. På en anden af slagsen (mit toilet-fikser-mareridt, se tidligere indlæg) var det hunky, unge håndværkertyper, der nok kunne få mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Ude i drive-in-skolen var det mere popsmarte reklame- og fotograftyper. Rullekrave og firkantede briller med samt hår, der var brugt timer på at give et uredt look (jeg springer let og elefant over quinderne, af hvilke der naturligvis også var en hel del, det er bare ikke lige dem, der ligesom indehaver hovedrollen i min målgruppe, hvis i forstår). Der var bestemt nogle lækre fyre, men de fleste virkede som om, de tog sig selv alt for alvorligt og højtideligt. Men det er sikkert bare mine veltjente fordomme, der taler her. Hvorom alting er, så ville jeg til hver en tid hellere gafle en af håndværkertyperne fra den anden skole :-)

Hmm, jeg er vist på vej ud ad en tangent. Lad mig fluks få halet den her torsk i land igen. Det korte (nå nej, det tog er ligesom kørt). Det lange af det lange er, at jeg har haft en forrygende uge. Faktisk kunne jeg godt tænke mig et par uger mere derude i drive-in-vinduet, jeg er villig til at tage rullekraver og pophår med i prisen.

Kan i være nogle artige børn. Pas på jer selv og hinanden.
De varmeste tanker til søens folk
fra
Prinsen

Kære brødre og søstre – af alle køn – og mindre kønne.

Jeg bringer eder vidunderlige tidender: Pia Kjærsgaard, også kendt som Den Onde Heks fra Nord, har tabt slaget. Nederlaget er uomgængeligt. Danmark er nu et ægte multikulturelt sted. På min royale færd ud i riget på ryggen af min trofaste ganger kom jeg i dag forbi Beviset. Det ligger i Danmark. På Englandsvej. Og bærer det franske navn ”La Maison”. Der er tale om en pakistansk restaurant. Der sælger den italienske spise pizzaer. Mere regnbuefarvet, multikulturelt og hallalhippievenligt kan det ikke blive. Jeg bukker mig i støvet for dette skønne spisested. Hvem ved, måske er personalet kinesere, rengøringsmanden fra Filippinerne og regnskabschefen en skotte. De sidste ting har jeg ikke empiriske beviser for, men det ville da sætte prikken over det berømte i – ikke sandt?

Hej så længe, tororane, see ya, salut, auf Wiedersehen, khairete, aloha, shalom, salaam og andet godt fra same skuffe. Kan i være nogle artige mennesker, pas på jer selv og hinanden.

Knus fra Prinsen, nu med Beviset.

Inglorious Basterds

Ja. Jeg har lige været i biffen. Jeg så ”Inglorious Basterds”, Quentin Tarentinos seneste opus. Og hold da op! Den er godt nok, hvad vores venner på den anden side af dammen sikkert ville kalde powerful. Jeg beklager, at jeg ikke lige kan gylpe et passende dansk ord op. Overvældende er det nærmeste, der kommer mig i hu. Filmen er voldelig, voldsom og ubehagelig. Samtidig er den smuk. Og skide skæg. Altså typisk Tarentino. Skævt og vidunderligt. Og så er der nogle helt sublime skuespillerpræstationer. Brad Pitt som løjtnant Aldo Rain er lige i øjet. Han spiller chefen for en gruppe nazi-dræbere, der slippes løs af de allierede i Frankrig under Anden Verdenskrig. Men min absolutte favorit er en af filmens skurke – og der er jf. titlen mange: Christoph Waltz som SS oberst Hans Landa er simpelthen helt eminent. Jeg vil ikke afsløre mere om filmen, den er på mange måder overraskende. Men det er klart én, man skal lette sig fra divaneseren og tage ind og se.

Jeg så den i Cinemaxx på Fisketorvet. En fed biograf, som jeg kommer alt for sjældent i, men lige i dag passede det bedst dér med tiden. Jeg så filmen sammen med en kammerat. Vi mødtes først hjemme hos mig til kaffe og sladder. På vejen fra Frederiksberg til Fisketorvet kom vi (på cykel) over det nu næsten mondæne Vesterbro. Der er godt nok sket ting og sager med den bydel. Men der er stadig nogle enormt skærende kontraster. På hjørnet af Skelbækgade ligger noget nybyggeri i den tilsyneladende dyre ende med Weber-griller på altanerne. Nedenfor render afpillede narkoludere og sælger sig selv for at skaffe til det næste fix. Meget større kontrast er det svært at finde på ét og samme sted. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at man ikke giver de arme junkier deres stoffer. For mig er det logik for burhøns. Man giver en gruppe mennesker et mere værdigt liv og fjerner en masse kriminalitet. Det kan kun gå for langsomt med at få fingeren ud, hvis nogen spørger mig.

Hmm. Nu skal jeg nok hoppe ned af sæbekassen igen. I øvrigt skal jeg på kursus i denne uge. Det er jo altid rart med et afbræk fra den daglige trummerum. Jeg tror nok, at kurset drejer sig om PC-reparation og vedligeholdelse af samme. Det håber jeg i hvert fald. Jeg er lidt bange for, at de starter med Adam og Eva: ”Dette er en mus!”. Så bliver det sgu en lang uge.

Andre nyheder herfra? Næ, egentlig ikke. Jeg har haft en udmærket weekend med de normale ingredienser. Forhåbentlig bliver det en spændende uge på kursus. De har imidlertid henlagt kurset til Kastrup. Det er da sublim humor. Der må have siddet fem fyre i et værelse og grinet deres røve i laser, da de skulle beslutte det meste åndssvage sted at lægge et kursuscenter. Grineflippet må have nået uanede højder, når det er faldet dem ind, at Amager har jordens værste kollektive traffiksystem. Og de må have været døden nær – af grin – ved tanken om, at folk som mig skal cykle hele vejen derud… Men skidt pyt, de lover rimeligt vejr. Måske skulle man drible inden om Fælleden en af dagene på vej hjem, det er snart længe siden, jeg har været ude og se til de friske drenge derude.

Nå, rødder og rødbeder. Kan i nu være artige, eller i hvert fald have det godt. Pas på jer selv og hinanden.

Knus fra
Prinsen