Hadeforbrydelser

Det er egentlig en underlig betegnelse, ikke? Det kommer selvfølgelig fra det engelske hate crimes og drejer sig om overfald på mennesker ene og alene på grund af deres tro, politiske ståsted eller seksualitet. Det er sidstnævnte, jeg tænker på her. Hvordan kan man hade nogen, man overhovedet ikke kender? Det virker lige så åndssvagt på mig som de såkaldte æresdrab. Jeg har svært ved at få øje på æren. Og jeg har enormt svært ved at forstå hadet.

En kollega og god ven har netop fået sin historie offentliggjort i medierne (B.T. og TV-Avisen). Han blev overfaldet på Ishøj station af tre nydanskere for et par år siden. Hans forbrydelse? Han troede, han skulle på en date. Han havde fået kontakt til en fyr via nettet. De havde skrevet sammen, udvekslet telefonnumre og hvad man nu gør i den situation. Desværre var det ikke den fyr, der ventede på ham, men et tæskehold. Han fik så mange bank, at han på et tidspunkt blev i tvivl om, hvorvidt han ville overleve den omgang. Heldigvis går det bedre med ham i dag, men han har stadig ar på sjæl og krop.

Politiet behandlede ikke overfaldet som seksuelt motiveret. De kaldte det et røverisk overfald, selv om det er himmelråbende åbenlyst, hvad det virkelig drejede sig om. Der har åbenbart hersket en vis berøringsangst i forhold til netop denne type forbrydelser. Måske gør der det stadig? Heldigvis ser det dog ud til, at ordensmagten er ved at vågne op. Samme dag, som min vens historie røg i medierne, cirkulerede en intern mail i politiet. Den handlede om et nyt projekt mod netop hate crimes. Projektet var blevet til i et samarbejde mellem politi, Københavns Kommune, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske samt World Outgames. Glimrende initiativ og på høje tid! Har World Outgames ikke gjort andet, så har det i hvert fald bragt debatten til torvs og vækket en slumrende ordensmagt.

Desværre er der åbenbart god grund til den øgede indsats mod hadeforbrydelser. Jeg hørte netop nu på TV2, at der er tre fyre, som deltager i Outgames, der er blevet overfaldet i nat inde i byen. Jeg håber, politi og anklagemyndighed smider den tungeste jurabog i nakken på fjolserne, der begik overfaldet – hvis man altså fanger dem.

Alt det her er selvfølgelig på et eller andet niveau kun symptombehandling. Den egentlige kur ligger i en mentalitetsændring hos de personer og grupperinger, der har bøsse-bashing som en yndet hobby. Jeg hørte for noget tid siden, at man ville målrette en indsats mod især gruppen af nydanskere. Det lyder som en god idé. Jeg er (7-9-13) aldrig blevet overfaldet, men jeg har alt for mange gange oplevet tilråb og truende adfærd. Ni gange ud af ti er det fra grupper af nydanskere. Man hverken kan eller skal skære alle over en kam, men der er helt åbenbart noget at arbejde med der. Om problemet er kulturelt, religiøst eller begge dele, ved jeg ikke. Sikkert begge dele. Lad os håbe, at det kan hjælpe med information. Om ikke andet i de nye generationer, der vokser op.

Problemet begrænser sig selvfølgelig ikke til nydanskere. Så enkelt er der intet der er. Uffe Elbæk, lederen af Outgames, blev interviewet i min lokalavis. Hans holdning var, at det ganske vist var nydanskere, der råbte, men etniske danskere på speed, der slog på tæven. Det er jeg ikke ubetinget enig i, men stoffer øger selvfølgelig ikke dømmekraften eller situationsfornemmelsen hos nogen. Jeg er derimod helt enig i, at problemet også omfatter grupper af blegfede danskere. Især på den yderste højrefløj hersker homofobien i bedste velgående. Desværre tror jeg, at den også rækker dybt ind i parcelhusrækkerne hos hr. og fru Danmark. Der tror jeg blot ikke, at den har så godt fat. Jeg tænker, at det mest handler om frygten for det anderledes, det ukendte. Når folk kommer tæt på sådan nogle som os, så er der sjældent nogle problemer. Det er i hvert fald min erfaring. Det mere ondsindede had blomstrer vist ikke i ligusterhækkene.

Hvad jeg så over hele hovedet slet ikke fatter en meter af, er hvor alt det had kommer fra?

Som jeg skrev ovenfor: hvordan kan man hade et menneske, man aldrig har mødt? Hvordan kan man hade en hel gruppe af mennesker ene og alene baseret på deres politik, religion eller seksualitet? Det overstiger min ganske vist begrænsede fatteevne.

Er det frygt? Og i så fald for hvad? Det ukendte, som jeg var inde på før? Jo, jo. Men lige den frygt kan heldigvis kureres. Men her i København fx er bøsser jo ikke ligefrem en ukendt størrelse. Hvordan pokker kan et par forelskede fyre, der går hen ad gaden, udgøre en trussel? Det kan måske udfordre verdensbilledet hos nogle mennesker. Vi er snot-konservative på mange måder. At se to fyre, der kysser, er åbenbart at opfatte som en slags provokation – jf. den seneste ballade omkring den famøse Metro-video. Men stadigvæk. Derfra og til at frygte. Til at hade. Eller endnu værre: til at begå vold. Det er for mig et helt usandsynligt kvantespring.

Det er samfundets skyld, som TV2 synger. Men er det det? Det er ganske vist mange år siden, jeg gik i folkeskole, men jeg forestiller mig, at man også nu bliver undervist i danske samfundsforhold, dansk historie og måske endog i dansk tolerance. Den var vi i hvert fald berømte for engang.

Min egen lille dybt uvidenskabelige teori er, at det er folk, der på den ene eller anden måde ikke har det godt selv. Når ens liv gør ondt, når ens selvværd er lille, så kan man måske stive sig af ved at lægge andre folk for had. I kender sikkert opførslen fra bøllen i skolegården. Er det der, hunden er begravet? Drejer det sig om, at der fx render en masse unge nydanskere og etniske danskere rundt, som inderst inde godt ved, at de ikke har drevet det til en skid? Som har det rigtigt skidt? Og hvad er så mere nærliggende end at fare rundt og terrorisere gader og stræder. Så kan de jo få den der berømte ræspææækt. Bare ikke fra mig.

Jeg synes, at folk, der udsætter andre mennesker for vold. For had. For tilråb. For provokationer. De folk er små mennesker. Med små hjerter og små hjerner. Homofobi kommer efter min bedste mening af uvidenhed. Jeg håber på, at de omtalte kampagner kan hjælpe. Men jeg er ikke jubel-optimist.

Og hvad kan vi fra det lyserøde segment så gøre i mellemtiden? Nogle mener, at vi bare skal falde i et med tapetet. Endelig ikke noget med Prider eller Outgames. Det giver det helt forkerte billede. Deri er jeg dybt uenig. Bladrer man nogle sider tilbage i historiebøgerne, så kan man uden yderligere sammenligning betragte jødernes skæbne omkring Anden Verdenskrig. En stor del mente, at bare man ikke synedes for jødiske udadtil, så gik det nok. Det gjorde det som bekendt desværre ikke. Had er ikke rationelt.

I stedet synes jeg, at vi skal stå ved, hvad og hvem vi er. Lad os holde ryggen rank og fanen højt. Lad os insistere på vores rettigheder. Lad os forlange at blive taget alvorligt, når vi har fået tæv. Og lad os forlange og forvente handling fra ordensmagten og domstolene. Jeg synes, vi skal holde vores fester. Vores Pride. Vores Outgames. Lad os byde alle velkomne med åbne arme til åben fest. Og lad os så bruge opmærksomheden til at få vores problemer på dagsordenen.

Lige nu er medierne vidt åbne for historier fra vores miljø. Det vindue lukker selvfølgelig igen. Men hver gang muligheden er der, kan der lægges sten på sten til det bygningsværk af åbenhed og tolerance, som jeg håber, at alle i vores miljø har en interesse i at se opført og vedligeholdt. Hadet kan ingen være tjent med.

Jeg ønsker alle en god Pride og nogle sjove og underholdende Outgames.
Varme og kærlige hilsner fra
Prinsen


P.S. Jeg undskylder for et indlæg helt uden platte vitser. De skal nok komme igen. Jeg havde bare brug for at komme ud med de her ting, jeg har gået og tænkt en del over 

Er De også i god deform...?

Ja, undskyld det lidt påtrængende spørgsmål. Det rager naturligvis ikke mig. Men jeg kom til at tænke over alt det med kondi, træning og sundhed i dag. Jeg har holdt min sommerferie hjemme her i Køwenhavnstrup de sidste tre uger. Og det har været herligt. På nær en enkelt dag har jeg begyndt hver feriedag med at tage over i mit lokale fitnesscenter og træne et par timer. Nej, jeg pudser ikke glorien. Og jeg fisker ikke efter at blive klappet på ryggen. Det er ganske enkelt bare en konstatering.

Det er en fantastisk dejlig måde at sparke dagen i gang på. Hvadbehager? Fornemmer jeg en vis skepsis? Det kan jeg nu godt forstå. For et par år siden havde jeg sikkert grinet min røv i laser over en person, der ville bruge en god del af sin ferie på at svede. Jeg skal ikke kede jer med hele forhistorien til ændringen i livsstil, en del af jer kender den, og jeg skriver sikkert om det hele en dag. Men tilbage til sveden. Det er som sagt en fantastisk måde at sparke dagen i gang på. Jeg får energi, overskud og en helt igennem fed følelse ud af det.

Når man nu fx sidder på en kondicykel og sveder, kan man selvfølgelig ikke lade være med at betragte omgivelserne. Jeg er på nikke-pænt-goddag med de fleste af Tordenskjolds soldater derovre, så nu ser man næsten ikke dem mere. Det er mere, hvis der dukker nye hoveder op, at jeg tuner ind. Og der dukker hele tiden nye op. Jeg har selv trænet fast i snart to år. Der er folk derovre, der har trænet meget, meget længere. Det er nemlig ret så vanedannende – på en god måde. Og det er egentlig også ret hyggeligt. Der er selvfølgelig folk, der gør mere ud af det sociale end mig. Den faste gruppe af pensionister har deres kaffeklub med hygge og godsindet drilleri. Så er der faste træningsvenner, man altid ser sammen. Og kæreste- eller ægtepar. Og naturligvis også en masse singler som undertegnede af begge køn og i alle aldre.

Det er en af de ting, der virkelig overraskede mig, da jeg begyndte at træne. Altså at der er så mange forskellige typer og aldersgrupper, der dyrker fitness i en eller anden form. Og det er skønt. Jeg havde ellers en helt klokkeklar fordom om, hvem der frekventerede de steder. Men som så mange fordomme, havde den ikke meget med sandheden at gøre. Jeg var sikker på, at det kun var modelsmukke piger og fyre i det HELT rigtige træningstøj. I ved nok: typen hvis sved dufter af Channel nr. 5. Dem der ikke står ud af sengen for under 10.000 kroner. Naomi Campbell og konsorter. Intet kunne være fjernere fra sandheden. I hvert fald dér, hvor jeg træner.

Bevares. Der er da også en masse smukke, unge m/k’ere i lækkert træningstøj, der afslører mere, end det skjuler, hvilket naturligvis er hele ideen. If you’ve got it, flaunt it – som de siger i Sverige. Og de er da dejlige at se på. Men det er ikke dem, der imponerer mig. Der, hvor jeg tager hatten af, er, når der kommer en person med en røv som en ladeport og fem dobbelthager iklædt et villatelt. En person, man bare ved, har haft mareridt over det her sted. Det tager jeg hatten af for. Dem er jeg altid ekstra sød, smilende og imødekommende overfor. Af flere grunde. Det handler IKKE om ynk. Men om respekt.

At tage beslutningen om at ændre sit liv afføder min respekt. Uanset hvorfor. At gøre noget ved det er endnu mere respektindgydende. Og jeg ved bare helt nede i maven, at det ikke er sjovt at træde ind i et fitnesscenter, når man føler sig helt forkert og udenfor. Det krævede en stor overvindelse for mig selv i sin tid. Og jeg var kun moderat deform og almindeligt kikset. Deformiteten har jeg fået gjort noget ved, det kiksede er en dåbsgave, jeg har lært at elske *G*.

Men jeg husker følelsen af, at ALLE gloede på én. Det gjorde de måske også, men sikkert kun af samme grund, som jeg kigger på de nye nu: man ser de nye, stamkunderne er der bare. Prøv så at forestille dig, at du vejer det samme som en lille bil. Og har et selvværd, der kan ligge på spidsen af en knappenål. Det kræver altså – undskyld udtrykket – nosser at jokke ind i et fitnesscenter og sige: her er jeg! Det gør de nu heller ikke. De fleste kigger lige ned i jorden det meste af tiden. Men for nogle af dem sker miraklet. Efter lidt tid begynder de at blomstre op. De begynder at se én i øjnene. De begynder at smile. Det er en fantastisk ting at se. Det handler om selvovervindelse. Og det handler om at vinde over sin egen frygt, sine egne fordomme og sit eget selvhad. Jeg kan blive helt glad i låget, når jeg er stille vidne til sådan en persons udvikling. Det er hjertevarmende. Og det indgyder som sagt enorm respekt.

Selvfølgelig er der også nogle, man kun ser et par gange. Hvad der sker med dem, aner jeg i sagens natur ikke. Måske træner de et andet sted. Eller på et andet tidspunkt. Eller slet ikke. Tricket er, tror jeg, at man skal ville det 100% selv. Det nytter ikke at blive skubbet derhen af ægtefællen, lægen eller en kollega. Selvfølgelig kan det også være gnisten, der skal til at tænde bålet. Men man skal altså selv gå ind for sagen. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at det for mig har været en af de absolut bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Det lyder helt religiøst, når jeg sådan ser mig selv skrive det. Men så helligt og selvopofrende er det nu slet ikke. Man får uendeligt meget tilbage for indsatsen. Prøv det! Jeg skal nok smile pænt, hvis i krydser min vej derovre.

Men nu er det så tilbage til trædemøllen på jobbet. Jeg kommer til at savne min morgentræning. Men det bliver hyggeligt at se kollegerne igen. Måske skulle jeg tage en pose basser med til morgenkaffen? Man skal jo holde deformen ved lige.

Kan i nu være søde og artige, pas på jer selv, jeres kroppe og hinanden
Knus og kram fra
Prinsen med den brugte ferie

MSN - messenger...

Tre bogstaver. Og et ord. Der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på undertegnede. Underligt nok. Jeg er ellers meget godt med på de elektroniske noder. Jeg har bumlet rundt på internettet i herrens mange år efterhånden. Jeg startede, dengang browserne var tekstbaserede. Ja, sgu! Det var de. Ingen billeder. Ingen ikoner at klikke på. Kun tekstkommandoer. Det føltes fuldstændig magisk, første gang jeg fik forbindelse til Library of Congress. Eller en eller anden side på Hawaii. Ikke fordi jeg skulle noget nogle af de steder. Men at man kunne. Fantastisk.

Det er der givetvis ikke mange unge mennesker, der falder på halen over i dag. Verden er på godt og ondt blevet mindre. Det er en selvfølgelighed, at vi kan sludre med folk over hele kloden i realtid. Vi bruger Skype. Vi bruger Yahoo chat. Vi bruger ICQ. Og vi bruger – suk – MSN Messenger. Og jeg kan slet ikke have det. Noget af det. Ja, ja. Ring efter den blå vogn. Nu er den gamle endelig blevet splitterravende…

Men seriøst. Jeg har prøvet. Ofte. Men det dur ikke. Det irriterer mig grænseløst. Det ender altid med, at jeg slår skidtet fra, går offline eller bare totalt ignorerer programmerne. Og så er hele meningen med dem jo ligesom lidt gået fløjten.
Men hvorfor? Ja, det er ikke, fordi jeg ikke vil kommunikere med folk. Tværtimod. Men jeg kan ikke fordrage følelsen af at være ”på” hele tiden. Jeg elsker at skrive (som det sikkert er gået op for jer). Og det får virkelig mit blodtryk op i det røde felt, når jeg bliver hylet ud af den, lige når jeg er i gang med at nedfælge en ægte omgang guldkorn med mælk og det hele. For eksempel. Eller også sidder jeg og læser noget totalt epokegørende på en eller anden hjemmeside (det lød da meget godt, ikke. Bare glem, at det sikkert er halvnøgne fyre, jeg sidder og glor på, det siger vi ikke til nogen). Og så kommer den der rædselsfulde lyd af et vindue, der popper op fra et af de der Orwellske programmer. Big Brother is watching. Og nu vil han edderhylme have at vide, hvad du laver. Nu!

Jeg havde en kæreste, der var fuldstændig Messengerkoman. Midt i middagen kom den vederstyggelige lyd, og væk var kæresten. ”Det kunne jo være noget vigtigt”. Fra tidlig morgen til sen nat var lortet tændt. Hele tiden. Altid. Konstant. Kærligheden overvinder som bekendt meget. Men det pissede mig virkelig af. Retfærdigvis var det ikke Messenger, der ødelagde forholdet. Det var mere, at kæresten bollede udenom. Sikkert med en fra Messenger *G*. Nå, det er, som man siger, en helt anden historie.

Jeg har lidt af det samme med mobiltelefoner. Jeg var længe, meget længe, om at overgive mig og købe én. Og jeg er bestemt glad for skidtet. Men jeg kan love jer, at jeg ved, hvor sluk-knappen sidder. Igen er der den der fornemmelse af at være på hele tiden. Og det vil jeg ikke være. Jeg vil sgu have lov til at bestemme, hvornår jeg er til rådighed. Det er i øvrigt én af de ting, der er rart ved at have et almindeligt røvballejob. Når man har fri, har man fri. Ingen chefer, der ringer. Intet arbejde med hjem.

Der skrives så meget om stress. Om folk, der går ned med et brag. Jeg tror, at meget kunne vindes, hvis folk kunne finde ud af at trække stikket ud. Og slappe af. Der er sikkert mange af især de yngre generationer, der slet ikke kan forestille sig ikke at have omgangskredsen stående standby døgnet rundt. Jeg hørte et radioprogram for et par år siden. Det var en skoleklasse, der var taget på en rejse til et kloster i Tyskland. For at opleve noget andet. For at snuse til kulturen. Og for at opleve roen. Alt gik glimrende. Lige indtil læreren gjorde eleverne opmærksomme på, at de skulle aflevere deres mobiltelefoner. Og først ville få dem igen ved hjemrejsen. Panik! Revolution! Kaos! Det var skægt, men også skræmmende at høre deres reaktioner. Da den lille uge var gået, og de fik deres isenkram igen, blev et par af dem spurgt om rejsen i almindelighed og det med at være uden mobil i særdeleshed. Et par af dem havde faktisk nydt freden. Men stort set alle var lykkelige for at få skidtet igen. Det gør mig et eller andet sted lidt forstemt. Jeg ved godt, at det sikkert er håbløst gammeldags at have det sådan. Jeg ville sikkert selv være lige så mobil- og Messenger-tosset, hvis jeg var ung i dag. Men jeg frygter virkelig, at der er en hel del, der aldrig lærer at slappe af. At fordybe sig. At nyde roen og stilheden. På den anden side kommer det måske, når de bliver voksne. Det kan man jo håbe.

Er jeg så en maskinstormer, der ønsker mig tilbage til tiden med gåsefjer og pergament? Næ. Jeg elsker teknik. Jeg er dybest set lidt af en nørd. Tricket er bare at ikke forveksle det, at man KAN gøre et eller andet, med at man SKAL gøre det. Fordi man kan stå til rådighed for den halve verden døgnets 24 timer er det jo ikke sikkert, at det er en fabelagtig idé, at man rent faktisk gør det.

”Kan jeg få din MSN?” Ja, det er du mere end velkommen til. Det er bare ikke sikkert, at du får meget glæde af den. Med mindre du er klar til at skrive en ”gammeldags” e-mail. Så skal jeg nok svare. Det lover jeg. Det sker da også, at jeg chatter over Messenger. Men så er det oftest efter aftale. Det har jeg det fint med. Det er skide smart. Ligesom Skype. ICQ. Yahoo chat og alle de andre. Men jeg insisterer på selv at bestemme over skidtet – og ikke omvendt.

Kan i nu passe på jer selv, jeres ro i sjælen og hinanden
Knus og kram fra
Old-school prinsen

En kedelig kælling...?

Jeg er så heldig at have en masse gode venner og bekendte på nettet over det meste af kloden. Jeg skriver med dem om stort og småt i mit liv. Og de skriver om deres liv og oplevelser. Alt sammen glimrende og noget jeg nyder. Ind i mellem virker det bare som om, jeg ikke har så frygtelig meget at skrive om i forhold til flere af mine pennevenner fra nær og fjern.

Det fik mig til at tage tænkehatten på. Når jeg kigger tilbage på mine yngre dage, så skulle der helst være gang i 17 ting på én og samme tid. En god weekend var én med en masse aftaler, en masse fest og et hav af gøremål. Jo mere fart på, desto bedre. Jeg turnerede landet rundt med en flok gode venner. Jeg var med til at sætte lyd og lys op ved koncerter og diverse andre arrangementer. Hvis jeg ikke lavede det, så var jeg ude at feste. Eller rodede med 117 andre ting. Jeg var engageret i politik en overgang. I KU sgu, men det siger vi ikke til nogen. Det var trods alt 80’erne, så jeg håber, at jeg er undskyldt for den ungdommelige omgang yuppie wannabe-opførsel. Det bundede nu heller ikke særligt dybt. Det var skægt, og der var nogle gode fester. De yngre år var hårde, men også skide sjove. Spandevis af bajere. Piger. Fyre. Fest og ballade. Og nu? Nu er en god weekend én, hvor jeg absolut ingenting skal. Ingen aftaler. Ingen gøremål. Bare to jomfruelige dage åbne for, hvad jeg nu måtte finde på. Eller ikke finde på. Ingen bajere. Ingen fester. Ro på bagsmækken.

Så er jeg blevet til en kedelig kælling? Er jeg ved at blive gammel? Eller har jeg ”bare” fundet fred i sjælen? Jeg håber og tror mest på det sidste, men er ikke blind for rigtigheden af de to første heller.

Jeg læser i øjeblikket alt, hvad jeg kan komme i nærheden af den amerikanske forfatter Don Winslow. Han er aldeles fremragende og kan anbefales på det varmeste. I en af sine bøger lader han en karakter filosofere lidt over det at blive midaldrende. Fyren siger noget i retning af, at det at blive midaldrende er at lære at acceptere, at det, man har, er det, man får. Den fik mig til at grave tænkehatten frem igen. Jeg er både enig og rygende uenig. Jeg bliver i hvert fald aldrig midaldrende ud fra den definition. Men der er noget elementært sundt i at lære at nyde og acceptere det, man har. Jeg hader mig selv, når jeg begynder at glemme nuet. I kender det måske godt. Man går og ser frem til alt muligt, der bare bliver SÅ fedt. Og så glemmer man fuldstændig, at man faktisk har det som blommen i et æg her og nu. Man er måske velsignet med ikke at fejle noget. At have det godt. At have til smør på brødet. At have gode venner. Et godt sted at bo. Et godt liv. Men det ser man ikke. Man ser og tænker kun på det, der skal komme.

Jeg er så hvinende uenig med Winslows litterære figur, når han resignerer og hævder, at det, han har, er alt, hvad han får. Det er der heldigvis ingen af os, der ved. Vi har selv en hånd på rattet. Hvis vi ønsker ændringer, står det os mere eller frit for at arbejde i den retning. Andre gange kommer forandringerne på godt og ondt dumpende ned i skødet på os som appelsinen i Aladdins turban. At være åben for det og at tage imod forandringer i en positiv ånd er også tegn på et godt liv. Synes jeg.

Så jeg har accepteret, at jeg har det fint med et liv, der rummer ro. Og tid. Jeg spenderer meget tid alene nu om stunder, men jeg føler mig aldrig ensom. Omvendt har jeg stået på mangt et diskotek eller mangen en bar mellem hundredevis af mennesker og følt mig dybt ensom. Måske er grunden til, at man i perioder af sit liv ikke kan få fart nok på, at man så ikke behøver at standse op og overveje, om det liv, man har, rent faktisk er ét, man bryder sig om?

Nu lyder jeg sikkert forfærdelig lommefilosofisk. Men jeg har faktisk ikke slugt en eller anden amerikansk pop-psykologisk bog om et bedre liv på 48 timer (eller hvad der ellers findes af øregas på tryk). Det er såmænd bare udtryk for ganske almindelig leverpostejsfarvet sund fornuft. I hvert fald i mine øjne.

Jeg snakkede med en kollega før min ferie. ”Hvad skal du så lave i ferien? Det er vel det sædvanlige ingenting?”, sagde hun. Og ja, det er det vel. Hvis man med ingenting mener en masse gode dage, hvor jeg nyder livet. Laver lige, hvad der passer mig. Når det passer mig. Med hvem det passer mig.

Og jeg har en aldeles vidunderlig ferie. Jeg savner slet ikke jaget med at skulle i sommerhus. Eller tonse rundt på en eller anden charterdestination. Eller – gud forbyde det – at male og sætte lejlighed i stand. Ferie er for mig et brud med hverdagens program. Hvordan man så vælger at udnytte sine ferier og weekender, det er heldigvis op til hver især. Og den her kedelige kælling har det lidt ligesom tyren Ferdinand fra Disney-tegnefilmen. Ferdinand sad under sin korkeg. Og duftede til blomsterne. Og var så lykkelig.

Kan i passe på jer selv, jeres liv og hinanden
Knus og kram fra
Prinsen under korkegen

Brok, brok, brok...

Pyh, hvor er det varmt!” Dén sætning har jeg hørt 900 gange de sidste par dage. Jeg overvejer seriøst at give den næste, der siger sådan, en seriøs gang buksevand med indbyggede isterninger. Hvad er vi for nogle brokkehoveder? Nu har vi, eller skulle jeg nøjes med at tale for mig selv, nu har JEG gået og sukket hele den mørke, lange, triste vinter efter sommer, sol og varme. Og hvad sker der så? Efter tre dage over 20 grader tænder vi for brok-autopiloten. Hvad er det for noget pjat! Det er sgu da skønt. Man kan rende rundt stort set uden en trevl på kroppen. Man kan se smukke mennesker, smukke kroppe. Man kan nyde solen. Nyde varmen. Nyde alt det grønne. Alle blomsterne. Husk det nu, når i om to uger efter den første regnbyge sidder og brokker jer over den elendige danske sommer.

Nå. Den skulle lige ud mellem sidebenene. Jeg var i øvrigt tidligere i dag en tur oppe i Føtex i Frederiksberg Centret for at proviantere lidt til det royale spisekammer. De har indført sådan nogle scan-selv kasser, hvor kunden kører stregkoderne over en scanner og betaler med kort eller kontanter i en automat. Smart. Og det er selvfølgelig ikke indført for at spare personale. Skrev Føtex-chefdimsen i lokalavisen for nylig. Yeah, right. Den tror jeg så på. Den og julemanden. I hvert fald er der stort set aldrig nok almindelige kasser åbne mere. Så der er rig lejlighed til at studere, hvor dårlige de fleste af os er til at stå i kø. Efter 30 sekunder begynder folk at stå uroligt. Efter et minut begynder de søgende blikke efter en eller anden, der kan få et møgfald. Efter to minutter begynder folk at mase ind i de foranstående. Efter tre nærmer vi os totalt anarki. Det er lidt sjovt at betragte. I hvert fald, når man selv har god tid. Og det havde jeg i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de fotos fra det hedengangne Sovjet, hvor folk stod i køer i timevis efter en gang lokumsrulle. Ikke at det er noget at sukke efter. Men ind imellem bliver jeg lidt træt af, hvor forkælede vi er. Eller hvordan vi i hvert fald opfører os som nogle forkælede møgunger. Jeg siger med vilje vi. For jeg sidder ikke og pudser glorien her. Jeg har også en rem af huden. Jeg prøver bare at tage mig selv i det. Der er så mange fantastiske ting her i livet. Så meget at glæde sig over. Så jeg nægter at fokusere på alle de småting, der er knap så charmerende.

Hmm. Nå. Så lykkes det mig at skrive et indlæg, hvor jeg brokker mig over brokkerier. He he. Det er da lidt sjovt. Der skal nok også være dem, der synes, at jeg lyder som en frelst hippie. Fred være med det. Peace and love – og alt det der. Det lever jeg fint med.

Jeg havde i øvrigt lejlighed til at frekventere havnefronten her i København i søndags. Det er år og dag, siden jeg har spist en is på Langelinje. Det gjorde jeg så sammen med en gammel folkeskolekammerat. Hold op, hvor er der lavet meget om. Det halve af den lange linje er hegnet ind i sådan en slags Berlinermur-agtigt Gestapo-hegn. Det er så prisen for de flydende luksushoteller, der besøger vor by. Men iskiosken var der stadig. Heldigvis. Det var den lille havfrue også. Jeg troede ellers, hun var blevet forfløjen? Noget med kineserne. Men det har Søren Krarup måske stukket en kæp i hjulet for. Vi kan ikke have, at vores gode danske havfruer sådan turnerer rundt. Hvad nu, hvis hun møder en havmand? Så er der potentielle familiesammenføringer, integration og små havunger i farvandet. Skræmmende, ikke sandt!

Men hvor er der blevet dejligt nede ved havnen. Det nye skuespilshus og tilhørende udendørsservering er en herlig perle. Mærsk MangePenge Møllers Amaliehave viste sig også fra den allersmukkeste side. Det var faktisk en rigtig dejlig tur. Det er sjovt, at man (jeg) er så dårlig til at gå på opdagelse i og bruge min egen by. Det er så lige røget på listen over nytårsforsætter.

Jeg nåede også lige at få set ”Engle og dæmoner”. Ja, jeg ved godt, at den har gået i en evighed, men jeg fik altså først set den nu. Det var meget sjovt at se de to danskere i en Hollywoodproduktion. Kaas junior var min klare favorit. Han spiller en rigtig god psykopat. Thure Lindhardt farer lidt forfjamsket rundt. Det er så ikke hans skyld, men det bliver i hvert fald ikke lige dén rolle, jeg vil huske ham for. Det samme gælder i øvrigt Tom Hanks. Som jeg har et svagt punkt for – og en længerevarende forelskelse i. Men han er altså fejl-castet i rollen som professoren i de to filmatiseringer af Dan Browns bøger. Synes jeg. Og jeg behøver heldigvis kun at spørge mig selv om lov til at mene det. Og det har jeg givet mig selv lov til. Er single-livet ikke bedårende *LOL*?

Nå, nu må i have mig undskyldt. Jeg har noget gullash at tilse. De kloge – altså alle andre end mig – siger, at det er godt at drikke og spise noget varmt i varmen. Og pyh, hvor er det varmt…. Åh nej. Nå. Jeg henter selv isterningerne.

Kan i nu være dejligt vilde og søde i varmen,
Pas på jer selv, køerne, havfruerne, pastor Krarup og hinanden
Knus fra
Den lune prins