Lige (u)lovligt freshe medlemmer

Følgende er en mail, jeg netop har sendt til Fresh Fitness, Vesterbro. Hvis du træner der, skulle du ofre to minutter på at læse den, det er om tyveri:

Hej Fresh Vesterbro.

Følgende blot til orientering og evt. til brug som advarsel for andre kunder: Jeg var i dag ovre hos jer og træne mellem kl. 8 og 10. Da jeg har forladt centret og på hjemvejen skal indkøbe et par småting, opdager jeg, at mine kontanter er forsvundet fra min pung. Til alt held ikke et større beløb, men som jeg husker det ca. 400 kroner i sedler.

Jeg er ret sikker på, at medlemmet (og det må det jo næsten være, da offentligheden ingen adgang har) med de lange fingre har lavet det her stunt før og sikkert vil gøre det igen, hvorfor I måske skulle overveje at sætte nogle opslag op for at advare folk om at være ekstra opmærksomme med at låse deres skabe.

Måden, det skete på for mig er, som følger: Da jeg er færdig med at træne og går op for at bade/ klæde om, virker omklædningen tom. Jeg ser eller hører ingen. Jeg skulle ret akut på toilet, så da jeg har åbnet mit skab og taget træningstøjet af, begår jeg den fejl ikke at sætte hængelåsen på i de måske 1-2 minutter, det tager mig at gå de fem meter hen til toilettet for at tisse.

Tyven har åbenbart gemt sig i omklædningen og ventet på netop et fjols som mig, for han har udnyttet det korte tidsrum til at fare hen i skabet, fiske min pung op og snuppe sedlerne. Det smarte er, at han lægger pungen tilbage, så jeg først opdager tyveriet, da jeg står nede ved en butik for at betale. Det eneste positive i den her affære er (ud over det ret lille pengebeløb), at han åbenbart ikke har haft tid eller nerver til at rode hele skabet igennem, så min telefon, nøgler med mere
fik jeg lov at beholde.

Jeg er helt klar over, at tyveriet i høj grad er muliggjort af min egen dumhed, så det her er ikke ment som en kritik af jer. Men måske kan nogle opslag både advare andre kunder OG evt. gøre tyven opmærksom på, at hans små julelege er i fokus. Som sagt er jeg sikker på, at han laver det samme nummer igen.

Med venlig hilsen etc. etc.

 

Bitcheri kan virke

Nogle gange svarer det sig at bitche. Jeg havde bestilt en hovedtelefon hos en engelsk sælger via amazons markedsplads. Jeg blev derfor en kende skuffet og en hel del vred, da jeg blev præsenteret for en toldopkrævning fra det danske postvæsen. Det viste sig, at sælgeren havde sendt varen via kanaløen Jersey, der ikke er i EU, ergo told og importafgift. Jeg talte med damen på posthuset, som sagde, at det var noget, hun så tit. Mig og min nye postveninde var enige om, at det var noget svineri, at der fra sælgers side ikke blev gjort opmærksom på disse krumspring. Og det var der ikke blevet. Jeg gik hjem og fandt den helt store lup frem. Ikke et ord om Jersey. Ikke en advarsel til EU-kunder om mulig told. Man var som køber nødt til at tro, at man handlede med en sælger i England.

Heldigvis har amazon en feedback-funktion, hvor man kan lave en kort anmeldelse og give sælgeren fra en til fem stjerner. Jeg skrev en ret syrlig anmeldelse, hvor jeg kort sagt advarede potentielle handlende hos denne specifikke sælger mod denne skjulte merudgift. I det mindste gav det mig lidt afløb for vreden.

Forunderligt nok gik der ikke mere end en lille times tid, før der lå en mail fra en salgsmedarbejder hos det firma, jeg havde købt hovedtelefonen fra. Han var meget ked af det etc. etc. Havde jeg bare kontaktet dem, så havde de naturligvis refunderet merudgiften. Det var de så stadig parat til, hvis jeg fjernede min syrlige feedback. Efter lidt skriveri frem og tilbage blev det løsningen. Jeg fik mine told-penge refunderet. Og firmaet fik fjernet advarslen mod at handle hos dem.

Så selv om sælgere er meget langt væk, så kan man råbe dem op, i hvert fald hvis de kan se, at deres fremtidige virke lider skade ved ikke at reagere.

Jeg debatterede senere med en ven på nettet, om det at fjerne en dårlig anmeldelse, når sælgeren lover bod og bedring, er amoralsk. Det mente han. Han mente, at advarslen burde blive stående. Og jeg forstår godt pointen. Men i dette tilfælde burde jeg nok have kontaktet sælgeren, FØR jeg skrev anmeldelsen. Det havde været mest fair for dem. Havde de tilbudt refundering, ville min feedback naturligvis været langt mere favorabel. Men når man er gal i skralden, så er det ikke altid de finere nuancer af fairness og moral, som er i højsædet.
 
Med genfunden fred i sjælen kan jeg derfor nu i fulde drag nyde min nye Xbox-hovedtelefon med mikrofon, der ud over den sublime lyd giver mulighed for at chatte, mens man spiller, skyder, dribler og leger :-)

Det helbredende køkken

Man bliver, hvad man spiser. Det fandt jeg først ud af efter at have spist flødeboller i mange år. Det er, som man siger, en helt anden historie.

Men mad er jo på godt og ondt en del af vores liv. Jeg er på trods af min galoperende bogsamler-mani ikke den store fan af kogebøger, alligevel lod jeg mig friste af den her. Der er noget umiddelbart tiltalende ved ideen om mad som ikke alene nærende men direkte helbredende. Okay, jeg er ikke gået helt new-age og feng shui, men det giver trods alt god mening at tænke en smule over, hvad man stopper i munden.

Jeg havde en sludder med Liza Spinelli, som jeg kalder en af mine spinning-instruktører. Hun er en på mange måder klog kone (men jeg ville sikkert få prygl med en hulahop-ring, hvis jeg brugte den term, når hun hørte på det). Vi kom til at snakke om kostpyramiden. Eller kostpyramiderne. I min barndom omkring Første Verdenskrig fik vi spanket ind i skallen, at kartofler, ris og brød var uomgængelige grundstene. Det er de ikke mere. 

Hvorfor? Tja, ifølge miss Spinelli fordi vi lever anderledes nu. Der er ikke så meget fysisk arbejde, så en diet med store mængder af kulhydrater er ikke mere det mest velgørende. Proteiner er i stedet din nye ven. Proteinrig mad øger forbrændingen og giver en længere mæthedsfornemmelse, siger dem, der ved noget om den slags. Vi snakker linser, bønner, nødder, mælk og andet godt fra havet (tang fx).

http://www.sundhedslex.dk/proteinrig-kost.htm

Det fik mig til at fintænke mit eget menukort. Ikke at jeg sidder med tang stikkende ud af ørene nu, men hvorfor ikke skele lidt til, hvad der rent faktisk er godt for en. 

I den forbindelse er jeg gået ombord i Det helbredende køkken. Nå ja, miss Spinelli har også en ganske genial blog, men jeg er ikke helt nået til hendes stadie af sundhed endnu (kald mig konservativ). I får lige et link til hendes blog, måske er der også noget for jer der:

http://sunderfedt.blogspot.dk/

Velbekomme. Og så må I have mig undskyldt, jeg har lige et par vanillekranse, jeg skal se nærmere på.

Copenhagen Pride 2012

Tak for en fantastisk festdag i går, København. Det var så tæt på perfekt, som det vist er muligt at komme, selv vejrguderne var trukket i det regnbuefarvede og festede med.

Det var vidunderligt at se alle de tusinder og tusinder af mennesker, der deltog i optoget og kiggede på. I gjorde alle sammen lørdag den 18. august 2012 til en mindeværdig Pride-dag. Jeg må heller ikke glemme at sende de allervarmeste tanker til alle de frivillige, sponsorerne og alle de myndigheder og mennesker i kulissen, der er helt nødvendige for at få en begivenhed af den her efterhånden enorme størrelse til at glide.

Selv startede jeg dagen med et frisør-besøg (man er vel svans). Derefter gik der lidt tid med at tjekke vejrudsigter og vælge garderobe. Hen ad frokosttid gav jeg Den skide hest en mulepose og begav mig afsted i retning af Frederiksberg Rådhusplads. Jeg havde en masse halve og hele aftaler om at ses med gamle og nye venner. Men når menneskemylderet først kommer i gang, skal man være mere end heldig for at finde hinanden. Heldigvis fik jeg dog hilst på en masse, både på de to rådhuspladser og undervejs i paraden.

Jeg lægger mig sjældent 100% fast på, hvor i optoget jeg vil gå. I år var jeg dog ret sikker på, at mine partifæller fra Enhedslisten var vinderne (eller taberne, alt efter temperament *G*). Men også Pan Idræt, hvor jeg er medlem af svømmeklubben Copenhagen Mermates og Ashtanga yoag var stærke kandidater.

Jeg bruger altid en masse energi på at tage billeder. Så timen før afmarch gik med at rende rundt mellem alle bilerne, motorcyklerne og menneskerne på Frederiksberg Rådhusplads. Der hersker altid en elektrisk forventningsfuld stemning blandet med godt humør og fest. Klokken 13 gik toget. Jeg havde stillet mig på Frederiksberg Allé, så jeg kunne få billeder af så mange floats (som det vist hedder på The Julekalender-dansk). Og faktisk blev netop det afgørende for min placering i paraden. Pan Idræt var en af de første grupper, mens Enhedslisten gik senere. Så det blev mine rød-grønne venner, jeg slog følge med.

I år havde Enhedslisten valgt de transkønnedes rettigheder som tema, hvilket jeg synes var både på sin plads og stærkt relevant. I bilen stod verdensklasse DJ'en Rosa Lux og fyrede de sejeste rytmer og mix af. Selv en halvgammel stivbenet krikke som mig måtte overgive mig og danse gennem byen.
Der er altid masser af kendisser og wannabes. I år lunede det mit hjerte at se Helle Thorning Schmidt gå med rundt som den første danske statsminister nogensinde. Der var masser af andre skuespillere, politikere og reality-typer samt en masse kamerahold fra diverse steder, lægger man alle folks kameraer til, må den her Pride være en af de mest fotograferede nogensinde.

Apropos fotos, så smider jeg lige et link til mine. Jeg fik skudt næsten 600 fotos og videoklip! Jo sgu. Okay, der er nogle skodfotos imellem, men der er også en masse, der fanger stemningen godt, hvis jeg må have lov til at rose mig selv lidt. Jeg har valgt at uploade hele baduljen. Det ville sgu da være ærgerligt, hvis jeg netop fravalgte det foto, hvor DU kastede glans over paraden, ikke.

Den nu ikke helt nye rute over Vesterbro bliver bedre og bedre. Især området omkring svinget ved Søndermarken, Vesterbros Torv og Vester Voldgade er geniale kulisser. I år gjorde jeg en dyd ud af at kigge op. Der er ufattelig mange mennesker, der har dekoreret deres vinduer med regnbue- og dannebrogsflag, jeg vinkede det bedste, jeg havde lært til dem alle. I er skønne, alle sammen. Men især et par ældre herrer på en førstesal på Vesterbrogade fik mig næsten til at tude. De var så søde, vinkende og delende vores glæde og stolthed. Jeg får sgu våde øjne igen bare ved at skrive om jer to. Det var højdepunket på min Pride at se jer.

Rådhuspladsen - eller i ugens anledning Pride Square - var som altid et mylder af mennesker og sanseindtryk. Masser af boder og musik. Jeg tøffede ned i Studiestræde, der var blevet afspærret og lavet om til en stor gadefest. Det var helt utroligt, og utroligt festligt. Man opbygger en solid tørst af al den gåen, så bøsseværthuset Masken var første stop. Men også Jailhouse havde lagt sig i selen med helstegt pattegris, DJ og fest.

Jeg valgte at sige tak for i dag sidst på eftermiddagen. Jeg håber, alle jer, der festede videre aften og nat, havde det fantastisk.

Nu sidder jeg med en masse vidunderlige indtryk. Og heldigvis en masse fotos. Som altid er det svært at reducere det hele til nogle ord i en blog. Men jeg håber, det fremgår, at dagen i går var enestående for mig, og tør jeg godt sige, for masser og masser af andre mennesker i LGBT-regnbuen. København og Danmark viste sig fra sin allersmukkeste side i går. Pride er en stor fest, javel. Men Pride er også dagen, hvor vi fejrer forskelligheden, retten til at være sig selv, kærligheden og et land og en by, vi med rette kan være stolte af, når man ser, hvilke forhold seksuelle minoriteter bydes rundt omkring i verden. Hvis jeg kunne, ville jeg kramme hver og en, der støttede op om Priden i går.
Vi ses næste år 

Copenhagen Pride 2012

https://www.flickr.com/photos/jannielsen/sets/72157633269302503/

Yesterday was one of the best days of any year: the annual Copenhagen Pride. I took a lot of photos. You can view them in this flickr photo set. I’m uploading as we speak.

Ømme patter

2,4 x 19 mm BCR

Ja, undskyld den lidt bramfri overskrift, men det er de. Altså mine. For hundrede år og en småkage siden skrev jeg vist en blog om mine piercinger. Bloggen er der stadig. Det er mine piercinger også. Min intimpiercing har gennemgået den største udvikling, der er kommet stadig større ring i (det kunne en psykoanalytiker - eller Jørn Ege - sikkert få meget ud af). Nå, vi skulle slet ikke snakke om ting syd for navlen.

Mine brystvorter fik også nålen en del år siden. Og jeg var - og er - glad for de valgte smykker. Jeg faldt for et par ringe med røde sten i. Bonussen var, at de matchede min navlepiercing (jeg har flere huller end dartskiven på Den gule Negl).

Men af en eller anden grund har jeg måtte konstatere, at diverse elskere gennem årene åbenbart mener, at sådan en brystvorte-ring da kun kan sidde der, for at man(d) kan hive og vride i den. Jeg kan hjælpe den videnssøgende læser: det er IKKE grunden til de fleste piercede bryster. Jeg er skam helt med på lidt brystvortelir, som det vist kaldes, men det gør fandeme naller, når fyren i kampens hede får et flashback til sin værnepligt og afsikringen af håndgranater.

Normalt kan man opdrage de fleste fyre (læs: skideballe og trussel om at lukke for det varme vand), men når man som jeg elsker de lidt, hvordan skal jeg nu udtrykke det, friere former for samvær, så er det lidt besværligt at skulle gennem den seance ni gange ud af ti.

Løsningen - ud over at klistre sig ind i en meter hæfteplaster hver gang man hopper i kanen med en fyr - er at skrue lidt op for ens smykke-kaliber. Jo tykkere ringen er, jo mindre er chancen for at blevet vredet til blods. Så jeg bestilte et par nye ringe, der er 0,8 millimeter tykkere. Det lyder måske ikke af meget, men det gør en forskel. Og så hopper man i øvrigt aldrig for meget op i størrelse ad gangen. Blandt andet fordi ringen jo skal i, hvilket kræver en udvidelse af piercingen. Det ordner man (jeg) ved hjælp af et lille værktøj, en slags konisk stålstav, der skubbes gennem den eksisterende piercing, hvorefter det nye smykke kan komme på plads.

"Gør det ikke ondt?", hører jeg vist en spørge. Jo sgu. Og deraf overskriften. Jeg har sovet på ryggen i nat, men det går allerede bedre. En to-tre døgn siger erfaringen fra min Prins Albert (og jo, DET gør naller dernede også).

Desværre kunne jeg ikke finde smykker med en indsat sten i den her størrelse. Men skidt-pyt. Jeg regner med at gå et par størrelser mere op over det næste års tid, før jeg er tilfreds, så det endelige smykke har jeg god tid til at lede efter.

REVOLUTION!

Avisen Jyllands-Posten bringer en farlig revolutionær fortælling til torvs i dag: Ledende medlemmer af Enhedslisten skyr ikke tilbage fra at tale om revolution. http://jyllands-posten.dk/politik/article4779752.ece

JP mener vist, at det her er en kioskbasker i agurketiden. Om den er det eller om artiklen overhovedet er interessant, må være op til den enkelte læser at afgøre. Jeg tager den som et symptom for den frygt i de borgerlige medier, som er opstået i kølvandet på Enhedslistens markante fremgang oven på regeringens borgerlige kissemisseri i forbindelse med skattereformen.

Artiklen fik mig til at tænke lidt over fænomenet revolution. Ifølge ordbogen kan en revolution være en "pludselig, gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner, gennemført med magt til fordel for et nyt system". Fx i tilfældet den russiske revolution. Mindre drabeligt kan en revolution også være en "pludselig, gennemgribende forandring", eksemplet givet er en biologisk revolution som følge af kortlægningen af menneskets arvemasse (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=revolution).

Jeg skal vare mig for at fortolke eller udlægge de i artiklen citerede personers meninger eller brug af ordet. Men ordet revolution giver nu ikke mig personligt tynd mave. Hvorfor ikke?

Fordi vi har en gennemgribende syg indretning af den verden, vi lever i. Mennesker dør i dette minut af sult; mennesker, som har lige så stor ret til at være her på planeten som du og jeg. Mennesker dør af sygdomme, der kan behandles. Mennesker dør, fordi den medicin, som findes, er patentbelagt af medicinalselskaber - og dermed for dyr. Alene de to sidste ord i den foregående sætning sat i forbindelse med et menneskeliv, burde give enhver myrekryb. Eksistenslotteriet, altså hvor du fødes, afgør i dagens verden, om - og hvor længe, du formentlig kan leve. Vi har en verden, hvor få er styrtende rige, mens ufatteligt mange lever i fattigdom. En verden, hvor magtsyge og pengegriske gamle mænd kan få supermagter til at drage i krig, så deres egne firmaer kan blive endnu mere velhavende. En verden, hvor spekulation og det underlige ord ”markedet” er det nye vidunder i åbenbaringen. En verden, hvor penge ikke er et middel, men et mål i sig selv. En verden, hvor miljøet og de kommende generationers ret til og forventning om at arve en planet, der er rask, vejes op mod store koncernes ønske om at tjene endnu flere penge til aktionærerne. En verden, hvor ufattelige midler er blevet kanaliseret ind i militær forskning, der har givet mennesket evnen til totalt at smadre planeten, vi bor på, et utal af gange.

En pludselig, gennemgribende forandring af den tingenes tilstand har jeg oprigtigt svært ved at se det skræmmende i. Den verden, vi har nu, skræmmer mig langt mere.

Er det naivt at have et sådant håb om forandring? Muligvis. Er det en utopi at tro på menneskets evne til at se videre end sine egne snævre, umiddelbare interesser? Måske. Er det revolutionsromantik at tale om og arbejde for en gennemgribende samfundsforandring? Nej. Hvis det er noget, så er det en pligt, langt flere mennesker burde tage på sig. Når vi ræber os højlydt på vej ud i skabet efter Samarin oven på endnu en overflodsmiddag. Når vi ordner samvittigheden ved at smide et par tyvere i raslebøssen et par gange om året. Når vi lukker øjnene for andres ulykke, fordi vi groft sagt selv lever godt på grund af selv samme ulykke. Når vi fodrer den indre svinehund. Burde vi så ikke i stedet vende blikket mod os selv og stille spørgsmålet: Kan vi ikke gøre det her bedre?

Svaret er ganske klart for mig. Jo, det kan vi. Er det en revolutionær tankegang, så fred være med det. Den her verden ikke bare trænger til, men skriger på en pludselig, gennemgribende forandring.

GASTOHN BARRIOS Photographer

GASTOHN BARRIOS Photographer: Gastohn Barrios Photographer

Photography Art

Photo & Personal Art

Fokus

Der er en ting, jeg har gået og lagt mærke til. Altså ved mig selv. I ved nok, når man skal tage et foto, så handler det om at fokusere. Med mindre kameraet gør det selv. Dårligt eksempel. Nu er jeg allerede ved at miste fokus, og fokus er netop, hvad jeg prøver at, øh, fokusere på.

Måske er det et dårligt valg af ord. Lad os prøve med koncentration i stedet. Jep, det er meget bedre, bortset fra at det lyder dræbende kedeligt.

Men jeg har altså bemærket at min evne til at fokusere eller koncentrere mig er nogenlunde omvendt proportional med mængden af elektronisk lort, jeg tilføjer mit liv. Et eksempel: Jeg har modtaget en bog, som jeg rigtigt gerne vil læse. Kaffen er lavet, småkagerne strategisk placeret. Ind i dette paradis kommer slangen i form af min iPhone. Den lokker ikke med æbler, men med diverse lyde, der angiver, at der er en eller anden form for besked eller update kun et fingertryk væk. Her er det, at kæden ofte hopper af koncentrations-cyklen. For inden jeg får set mig om, er jeg i fuld gang med at maile, sms'e, tweete eller noget andet obskurt. Bogen er om ikke glemt så forladt på det skammeligste. Eller jeg sætter mig lige foran PC'en for at skrive et eller andet hurtigt på facebook, tre timer senere sidder jeg der stadig.

Nu valgte jeg en bog som eksempel, men det kunne være alt muligt andet, der kræver, at man har sin opmærksomhed samlet på ét sted. Den kvikke læser sidder sikkert allerede med fingeren i vejret, ivrigt hoppende i stolen: "Så sluk dog skidtet!".

Jovist. Og det er jeg også i stadigt højere grad begyndt at gøre. Du behøver med andre ord ikke at frygte, at jeg ligger for døden, blot fordi jeg ikke svarer på en sms inden for de første ti minutter. Men djævlen ligger her ikke i detaljen, men som altid i fristelsen. Eller måske snarere i bevidstheden om, at den evige kommunikative malstrøm kværner lystigt videre, også selv om jeg har slukket for min telefon, min PC, min tablet OG mit æggeur.

Jeg faldt over en artikel for noget tid siden. Underligt nok var jeg i stand til at koncentrere mig længe nok til at få den læst (jeg har imidlertid lykkeligt glemt både titel og forfatter). Emnet var, at vores levevis ændrer måden, vores hjerner fungerer på. Altså netop det, jeg på min egen snørklede måde har danset omkring nu. Og det skræmmer mig. Er vi på vej til at blive en samling flimrende væsner med, hvad amerikanerne med et vidunderligt udtryk kalder: an attention span of a gnat? Er ro og evnen til koncentration udrydningstruede væsner?

I så fald tog Ray Bradbury måske fejl, da han skrev sin dystopi Fahrenheit 451. Der behøves ingen totalitær stat med stormtropper i form a brandmænd, der smider vores arv af viden og litteratur på bålet. Det klarer vi selv. Der er alligevel ingen, der kan samle sig til at læse noget så langsommeligt og besynderligt som en bog.

Løsningen? Tja, ud over at bevare evnen til at slukke og lukke for de ting, der smadrer vores evne til at koncentrere os, så handler det vel dybest set om at være sig faren bevidst. Og lære at leve med al elektronikken på en ordentlig måde. Jeg er ikke så meget maskinstormer, at jeg tror, man kan skrue tiden tilbage, og hvorfor skulle man. Jeg elsker selv min iPhone, min PC og så videre. De er vidunderlige redskaber til mange ting. Men de udgør også en fare, jeg bliver stadig mere bevidst om. De dimser skal ikke begynde at styre mit liv i en retning, jeg ikke bryder mig om.

Det her er helt sikkert også en generationsting. Jeg hørte for nogle år siden en udsendelse om en skoleklasse, der tog på studietur til et tysk kloster for at opleve livet der. Der var ved at opstå mytteri, da lærerne forlangte af de unge mennesker, at de bare havde at aflevere deres mobiltelefoner. Det grinede jeg en del af dengang. Indtil jeg oplevede den samme følelse af tomhed, panik og i mangel af et bedre ord: rædsel, da min internetforbindelse for nogle måneder siden forsvandt i en længere periode. Det er da tankevækkende.

Yngre generationer har givetvis aldrig kendt til andet end selvfølgeligheden i, at vi alle er til at få fat i mere eller mindre altid. I gymnasierne kæmper de med, at få de studerende til at høre efter, droppe facebook i timerne og endog noget så umenneskeligt som at læse længere stykker af tekst.

Måske er det bare mig, der er sær? Men ønsker vi virkelig et liv, hvor det er psudo-skummelt at trække stikket ud? Hvor det at ikke være til rådighed på det nærmeste er et tab af eksistens?

Jeg vil i hvert fald sadle Den skide hest op og kæmpe videre med de elektroniske vindmøller. Det paradoksale i at skrive noget sådant i en blog behøver jeg vel ikke at påpege?

Gaydar

Nogen har den. Andre ikke. Og så er der dem som mig, hvor den mere eller mindre er kronisk upålidelig, cirka som en Skoda i de gode gamle dage.

Grunden, til at jeg øser disse ord af visdommens kilde, skal findes i en pudsig oplevelse denne morgen. Jeg havde sadlet Den skide hest op og begivet mig til spinning. Tæt ved mit træningssted ligger en lille kiosk, hvor jeg gerne indkøber en avis og lignende her i weekenden. Jeg havde netop givet hesten muleposen og var ved at lægge kursen mod kioskens dør, da et par kvindelige kvinder kommer spadserende hen imod mig. Måske mor og datter. Måske bare veninder, det er svært at sige med sikkerhed i disse Amalie-tider. Jeg antager, at de måske havde fået en lille tår over tørsten. De talte i hvert fald så tilpas højt, som en del mennesker med en vis promille ynder.

Jeg skal her forsøge at gengive ordvekslingen:

Yngre kvindelig kvinde: "Hvad med ham der?" (note til læseren: hun mener mig).
Lidt mere brugt kvindelig kvinde: "Han er sgu da bøsse".
Yngre, nu overrasket kvindelig kvinde: "Gud, det så jeg ikke".

Det skal her pointeres, at jeg hverken var iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps. Og det var på ingen måde sagt nedgørende eller noget. Måske gik de og gav mænd karakter (en god gammel og meget yndet sport). Måske ledte de efter en eller anden, der kunne slæbes med hjem i de kvindelige kvinders hule (en anden og langt mere frygtindgydende sport).

Men jeg blev fluks både overrasket og en kende misundelig. For den lidt mere brugte kvindelige kvinde ramte jo plet. Helt uden at anstrenge sig eller ringe til en livline. Selv er jeg helt håbløs til den slags. Okay, hvis en fyr altså ER iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps eller har håndled, der kan gøre en helikopter misundelig, så plejer selv jeg at kunne forbinde punkterne til et sammenhængende billede. Men sådan lige fra hoften og uden tvivl, når jeg passerer et vildtfremmed menneske på gaden? Nope. Det er sjældent.

Gad vide, om der er et aftenskolekursus, man kan melde sig til? Sådan noget FOF-noget? Gaydar for begyndere, mandage mellem 19 og 21 på Nyboder Skole. Ellers må jeg ud at lede efter hende den lidt brugte kvindelige kvinde. 

Djævel og engel

Nå ja, når jeg nu sidder og kigger på den overskrift, kunne den godt handle om mig. Det gør den også, bare ikke sådan direkte.

Vi spoler lige filmen et par timer tilbage. Som min faste og hårdtprøvede læser (muligvis læserE) vil vide, så er lørdag formiddag afsat til at dyrke min krops hensygnende tempel. Gerne noget med sol (don't lecture) og motion i et eller andet forhold. Jeg skrev lidt om det for en uge siden. Her var jeg letsindig nok til at afsløre, nogle ville sige love, en ændring i træningsregimentet. Og hvad rager det så lige mig, hører jeg min læser udbryde med fortvivlelse i stemmen. Svaret: sikkert ikke en bønne, men er det ikke vidunderligt, at man(d) kan bruge et forum som dette til uhæmmet navlepilleri. Jeg lover at kigge med, når DU selv piller navle, så bær over med mig.

Vi kom fra det der med engle og dæmoner, ups, der røg dælme lige en bogfinke af panden, engle og djævle var det.

Dagens spinning-program (hedder det det?) var doblet op. Jeg havde booket timer fra 9 til 10. Og så fra 10 til 11. Omkring klokken 10 vågnede både englen og djævlen. Englen pudsede glorien, det gør sådan nogle, og mindede mig om, at jeg havde sat mig noget for, og så bare værs'go havde at gennemføre det. Djævlen returnerede serven med stor stil, da han mindede mig om, hvor meget shopping, jeg egentlig kunne nå på sådan en time. Der var mentale billeder af sportsbutikker, FONA, boghandel og mindre lødige steder (det er jo en djævel). Dertil kommer, at mine ben efter små 60 minutter allerede var helt med på at kaste håndklædet i ringen.

Men mirakuløst nok fik jeg stoppet en sok i kæften på min lille djævel på højre skulder (alt djævelskab kommer som bekendt fra højre fløj). Det fortrød jeg naturligvis bitterligt 30 minutter senere, da mine ben var ved at udfylde seperationspapirer uden samkvemsret. Men kroppen, selv en affældig størrelse som min, KAN altså mere, end hjernen prøver at bilde os ind. Så jeg gennemførte min lille bly-man (iron-man er kun for voksne). Benene nægter stadig at tilgive mig. Jeg stavrer rundt på to trætte stolper her i residensen. Men følelsen af at have gennemført noget, man ikke var sikker på, man kunne, er altså ret suveræn. Så jeg har allerede booket mig ind næste lørdag. Normalt er jeg klar til at klappe jubelidioter, der messer floskler a la: "man kan, hvad man vil", en på låget. Men helt løgn er det ikke. I hvert fald kan man meget mere, end den lille djævel altid står klar til at bilde én ind.

Med det stykke livsvisdom, der ville få en Ghandi til at bliver rørstrømsk, i hvert fald hvis man havde hældt noget brændevin på ham først, vil jeg stoppe mit tastatur tilbage i lommen på Den skide hest. Og ønske dig, ja lige netop DIG en rigtigt dejlig weekend. Pas på dig selv og din engel.  

Gribende opdatering fra frontlinjen...

Jeg har holdt et møde med mig selv om mit træningsprogram. Der var almindelig utilfredshed og en begyndende mangel på motivation, hvilket altid er af det onde. Så. Efter en del kævl nåede vi frem til enighed.

I stedet for spinning både lørdag og søndag er det nye tiltag en dobbelt omgang SATS-cykling lørdag, altså fra kl. 9.00-11.00 hos Rasmus Av Mine Ben Emborg og så et søndagsprogram, der er mere varieret. Jeg forestiller mig noget med styrketræning plus noget selvpineri på crosstraineren.

Naturligvis går jeg ikke fra spaghetti-arme til Arnold af den grund, men jeg kunne fornemme, at mit nuværende træningsprogram kun fungerede syd for navlen (indsæt lummer vits efter eget ønske her). Overkrop og arme var lidt, som jeg forestiller mig en munk må være: trængende. Ergo styrketræning af de relevante muskelgrupper. Jeg mener bestemt, de stadig er der, de skal bare genopdages. På den måde går jeg fra at kun være øm i benene til at være øm i hele kadaveret. Drøn-amerikansk. Jeg vender tilbage med resultater og vurdering, hvis jeg magter det. Stay tuned (det er svensk og betyder: husk din tun-udstødning).

God weekend, boy- og girlfriends. Er det i øvrigt ikke bare totalt fedt med sådan en bededag? Jeg overvejer at blive religiøs fundamentalist, hvis det kaster en ekstra ugentlig fri-, undskyld, bededag af sig...

Tiger, Tiger: A Memoir

Some time ago I found myself sitting in a doctor's office, waiting. I'm sure there exist places that are more boring, but honest to god I can't think of any. Even the magazines lying around are about as exiting as watching paint dry. Nonetheless, I picked up one of those ladies magazines full of recepies, romance novels and Dear Abby columns.

My eye caught a small article about Margaux Fragoso. I had never heard about her, but apparently she is a woman who was abused as a child and now have written a book about her childhood. Judging from the short article the book had caused a lot of debate. Most things relating to pedophilia have a way of doing so.

Back home I googled the book and got still more curious, so I ended up buying the Kindle edition and have now read it. I am talking about the book ”Tiger, Tiger. A Memoir”. I have spent a few days coming to grips with my feelings about the book and whether I should try to write a review of sorts.

I am myself a gay male and thus I belong to an erotic minority. Oh, just to set the record straight (this shouldn't be necessary but apparently it is), being gay isn't another word for being pedophile, despite what some imbeciles like to state. But being from an erotic minority myself it feels more than a little hypocritical to condemn another erotic minority. At least if one, as I do, believe that we are born with our sexualities.

So, can you write about pedophilia without bringing out the usual rhetoric of cut of their balls and feed 'em to the lions?

In fact you can. It you have talent. I don't, but Margaux Fragoso has.

The book is, as its title reveals, a memoir. It's the story about the relationship between Margaux who at age seven meets the 51 year old Peter Curran. The two of them spend 15 years as friends, lovers, abusee and abuser, adult and child – and finally adult and adult. It takes the suicide of Peter to end the relationship and allow Margaux to start her adult life for real. No spoiler here as this is known from the start of the book.

The truly chilling thing about the book is the way Margaux Fragoso refrains from portraying Peter as the proverbial boogeyman. Instead she portrays a man caught up in the tragedy of his own sexuality, and the methods Peter use to deceive himself and Margaux about the true nature of their relationship. Margaux Fragoso describes the development of a friendship, albeit a terribly skewed one, where the adult's sexuality invades the child's life, and thus radically transforms a normal childhood into something much, much different. This description is carried out in an almost neutral, descriptive way at times. It's very brilliantly done. As a reader one is sort of invited along the route of a relationship changing from a platonic friendship into a sexual one. All the time viewed from Margaux's point of view, not the adult Margaux, but Margaux at her various ages.

Only in the afterword of the book does Margaux Fragoso speak directly about abuse and pedophilia. Even then not in a hateful way towards Peter. She condemns abuse, but not the individual pedophile. Her advise is to bring the subject of abuse out into the open, to act, to see things for what they are. Her abuse where allowed to go on for so many years. Why? Because people chose not to see and not to act. What to do about the individual pedophile? Margaux Fragoso recommends offering the pedophiles methods of living without hurting children. Medcine is one way to go, testosterone-inhibiting drugs are mentioned. Counselling and trying to treat the pedophile before the actual abuse ever starts is another.

This brings me back to my starting point. Can you actually treat a person of his or her sexuality? Is it okay to remove a sex drive of a human? This is the stuff of philosophical and ethical debates. Some people still advocate treating homosexuality. Is this different from treating pedophilia? And can it be any more successful? I doubt it. But the difference when it comes to the consequences of practicing the sexuality are blatantly obvious.

I certainly acknowledge that the attempt to treat or using pharmaceuticals castrating is more humane than the one with the balls and lions I mentioned to begin with. Removing the sex drive completely from the pedohile rescues potential victims and provides for a life where the forbidden object of desire is hopefully removed from the equation. Is this the best solution. Or the best of the bad ones? At the end of the day the focus has to be on the victims, the children whose lives are changed, whose childhoods are ruined, who are made into little adults by subjecting to a grown up sexuality of a kind they are not ready for and never should be forced into, lured into or sweet-talked into.

Margaux Fragosos memoir is a chilling description of this reality for a seven year old girl growing into a 22 year old young lady. It is the story of a girl and young lady isolated from nearly everyone except her abuser. And it is the story of a serial abuser trying to come to grips with himself, trying to convince himself that his way of viewing the world is the right one, but only ending up hurting the girl he claims to love and giving up his life as an result. The title might have been ”Tiger, Tiger. A Tragedy”. But luckily it isn't. Margaux gives us a glimpse of her new life. Her post-Peter life. A life with a husband and daughter. And a life where the chain of abuse stops. Margaux's mother was abused. Margaux was. But her book is a testament to the fact that her daughter never will be. Because Margaux won't stand by, ignoring the obvious, and let it happen as her own mother did. You do not stop abuse by cutting off balls. You might do by being awake, by acting and offering whatever help might work to both the abused and the potential abuser. If ”Tiger, tiger. A Memoir” helps save only one young person then it is a truly important book.