Homo forvirrius

Nix. Det har ikke en bønne med bøsser at gøre. Tag dig nu sammen, jeg kan altså godt skrive om andet end MGP og løse håndled *G*. Det er fin latin. Sådan da. Homo sapiens betyder det tænkende menneske eller det vidende menneske. Forvirrius er ægte skraldespansk og betyder: forvirret. Eller ukoncentreret.

For det er det, vi er ved at udvikle os til. Måske. De lærde strides. Jeg læste en artikel for noget tid siden, men da jeg er temmelig ukoncentreret, har jeg ikke fået skrevet om den før nu. Læs selv HER, hvis du vil lege med:

Hvis du ikke kan fokusere på så megen tekst, adskiller du dig ikke fra mange af nutidens gymnasieelever. Jeg hørte forleden en underviser i dansk fra et gymnasium. Hun havde opgivet at give de unge mennesker længere tekster med hjem som lektier. For ikke at tale om bøger. Hun læste i stedet op. Jep, I kid you not. Hun læste højt. Hvorfor? Fordi eleverne ikke kunne samle sig om længere tekster, der krævede fordybelse og koncentration.

Det er sgu da en kende skræmmende. Her kunne jeg kaste mig ud i min Muppet Show-sketch sammen med de to andre gamle nisser i logen. De unge mennesker. tsk tsk. Men. Jeg kan mærke det samme selv. Og guderne skal vide, at jeg ikke er ung.

Artiklen, som jeg henviste til før (du har sikkert glemt den pga. manglende koncentration, men da jeg er en skide flink fyr, hjælper jeg lige med at minde om den), taler om at internettet ændrer vores hjerner. Altså ikke sådan at vi pludselig bliver til æggehoveder alle sammen. Men nettet - og alle de andre moderne uhyrligheder - er med til at bortlede vores opmærksomhed konstant. Vi vænner os til at lagre oplysninger i korttidshukommelsen. Paratviden - altså viden, der er lagret på den lidt mere langtidsholdbare harddisk oppe i hovedet - bliver mindre og mindre påkrævet. Hvorfor? Fordi vi da lynhurtigt lige kan google, hvem der var konge af Danmark i sekstenhundredegrønlangkål. Og det er vel ikke så skidt?

Næ. Men jeg sidder her og tænker (i det omfang jeg kan bevare fokus på det): Uden en vis mængde af paratviden, hvordan er vi så i stand til at behandle alle de oplysninger, der ligger lige for enden af vores tastatur, på en ordentlig måde? Æder vi alt fra nettet råt? Bare rolig, jeg har ikke svaret. Men det er da værd at filosofere over.

Jeg har imidlertid et helt eminent svar på problemet med manglende fokus. Hvis du - ja, dig - ikke kan fokusere. Hvis du har svært ved at få ro på. Hvis du ikke kan sove om natten. Så SLUK FOR LORTET. Det er så her de yngre mennesker i min omgangskreds bryder ud i paniksved. For hvad hvis der nu lige tikker en vigtig sms ind? Eller ham den lækre er online på MSN? Eller tøserne er ved at bage en rævekage på Facebook? Her er der for alvor tale om en generationsting, tror jeg. Jeg er fra tiden med drejeskivetelefon (note til folk under fyrre: man stak fingren ned i en skive og drejede rundt for at opnå telefonisk forbindelse med en anden person). Jeg er ikke vokset op med at skulle stå standby hele tiden. Være online. Det pisser mig faktisk en del af, når folk forventer, at man skal være det. Men jeg er ikke mere hellig, end jeg godt kan mærke suget. Så når jeg virkelig vil forkæle mig selv med en god læseoplevelse, så slukker jeg computeren, sætter mobilen på lydløs, stopper den ned i etuiet og lægger den et sted, hvor jeg skal rejse mig for at bruge den. Først da er der ro. Ellers skal jeg liiiiige tjekke et eller andet totalt ligegyldigt. Og det skræmmer mig. Jeg kæmper imod. Men jeg kan godt mærke, at det er svært. Og ikke bliver nemmere. Min iPhone var i hvert fald ikke en hjælp. Jeg elsker den, men den er et tveægget sværd.

Så jo. Jeg tror på artiklen. Internettet - og så videre - gør et eller andet ved os og vores hjerner. Spørgsmålet er, om vi vil være slaver af mekanikken eller lærer at beherske den på nye måder. Jeg er optimistisk nok til at tro på det sidste. Men indlæring og undervisning vil sikkert i fremtiden skulle ske på nogle helt nye måder.

Balletsvansen fra IRMA

Jeg havde hørt så mange snakke om den famøse IRMA-annonce, men havde aldrig set den. Det har jeg så nu efter lidt google-aktivitet (http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/ugens-tilbud-i-irma-homofobi).

Jeg landede midt i en længere analyse af kommunikationen og annoncen. Læs selv. Jeg kan tilslutte mig analysens konklusion: det var ganske enkelt for torskedumt af IRMA. Men jeg har altså enormt svært ved at blive forarget. Jeg er endog politisk ukorrekt nok til at kunne grine af vitser om bøsser. Det hele handler om konteksten. Og i IRMAs tilfælde har jeg svært ved at få øje på andet end dumhed. Ikke opfordring til had. Og heller ikke latterliggørelse. Hvis nogen udstilles i annoncen er det sgu ikke knægten, der vil danse ballet, men forældrene og deres forstenede indstilling. Jeg erindrer en popmelodi, der handler om stort set det samme. Titlen husker jeg ikke, men knægten vil hellere gå til dans, det synges der flere gange. Med et glimt i øjet. Og uden IRMAs dumhed.

Selv går jeg med stolthed ruten rundt i Priden. Jeg skammer mig ikke over at være bøsse, tværtimod. Men for pokker, lad os da lige vise så meget overskud, at der også bliver plads til humor. Selv den platte og dumme. Hvem ser dummest ud? Personen, der fortæller en vits, der er så tåbelig, at ingen griner? Eller den person, der ikke griner? IRMA har gjort sig til grin. Eller rettere, deres marketingsfolk og det firma, de har hyret, har gjort i nælderne. Jeg nyder fortsat den fremragende service og de gode varer i min IRMA. Jeg møder op i butikken med regnbueflag på reverset og i Pride t-shirt. Og har aldrig følt mig andet end velkommen og modtaget med smil.

Hvis dumhed er strafbart, så skal vi dælme i gang med at bygge flere fængsler. Jeg tror fast på, at smil og humor er den korteste vej mellem to mennesker. Eller mellem to kulturer. To seksualiteter. Så i mit univers er overskud og en evne til at more sig over sin egen kultur, sin egen livsstil - og dybest set at kunne se det sjove i sig selv - den mest geniale måde at bygge bro på. At slå syv kors for sig, hive op i skørterne og blive forarget er efter min bedste overbevisning vejen til det modsatte. Så gør man sig selv til noget særligt. Til noget, der er så anderledes, at man for enhver pris ikke må grine af det. Det er der fx hele religioner, der synes er vejen. Det synes jeg ikke.

Scor

Mon ikke de fleste kender til Scor? Hvis Dating.dk er datingsidernes Familiejournal, er Scor måske Se & Hør. Lidt mere hor, lidt mere lir, lidt mere direkte. Det passer fint til mit temperament. Så jeg har haft en profil derinde i et stykke tid. Det har jeg ikke mere.

Hvorfor? Tja, man kan måske sige, at Scor og mig er vokset fra hinanden, men det er nok dybest set noget ævl. Jeg har mødt en masse søde mennesker derinde. Og fået nogle nye venner. Men Scor er altså bare ikke stedet, hvis man(d) skal finde en mand. Jovist, der er skam både biseksuelle og endog homoseksuelle profiler derinde. Men flertallet af henvendelser kom fra heteroseksuelle fyre. Der åbenbart ikke var så heteroseksuelle, så det gør noget. Men de havde ikke nosser til at skilte med det åbenlyst. For det koster. Du får ingen fisse på at stå frem som biseksuel mand. Nada. Zip.

Det rager så mig en høstblomst. Altså det med fisse. Men det undrer mig nu alligevel, at fordommene åbenbart stadig står i kø. Jeg har testet det selv. Jeg prøvede i en periode at rubricere mig selv som biseksuel. Man får en hel del flere henvendelser på den måde. Som homoseksuel er der stille på linjen.

Enkelte af de interesserede kunder i butikken var endog kvinder. Enkelte er endt som rigtigt gode venner. Men andre var blot nysgerrige. Jeg ville være en rig mand, hvis jeg havde fået en femmer for hver gang, jeg skulle redegøre for AIDS, kondomer, sikker sex og smittekilder. Er vi i bredeste forstand så himmelråbende uvidende? Nogle af mine kvinde-venner fortæller mig, at mange piger uden at blinke knalder med totalt ukendte fyre, uden gummi. Hvad nu hvis de fyre er nogle af de gutter, der også skrev til mig? Altså skabsbierne. Det er lidt den der med hovedet i sandet. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Nå, hul i det. Selv om Scor ikke lige var mig, så er det den bedste af de sider uden for bøssemiljøet, jeg har været inden om. Så det er en lykkelig skilsmisse, kan man sige. Jeg kommer nok til at savne bloggeriet derinde, men det kan jeg jo dyrke andetsteds, her fx. Og mine venner og veninder fra Scor håber jeg at holde kontakten med.

Skadestuen.nu

Jeg undskylder med det samme det ikke alt for fremragende foto. Det, du ser på, er en dør. Det har den kvikke læser (og har jeg andre) utvivlsomt allerede regnet ud. Nærmere bestemt er det døren til den private skadestue på Rolighedsvej her på Frederiksberg. Skadestuen.nu er navnet på stedet og den tilhørende hjemmeside. Eller det var det.

For den er lukket. Okay, det er et stykke tid siden, jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at fotografere og kommentere før nu. Den - altså skadestuen - har været en torn i øjet på mig fra start af. Det afhænger naturligvis bl.a. af politisk ståsted, om man deler den opfattelse, men jeg synes, der er noget fundamentalt forkert i, at folk med mange knaster kan springe køen over.

Jeg er bestemt heller ikke pjattet med at sidde og glo en halv dag på en offentlig skadestue for at få en stresset turnuslæge til at kigge på min forstuede ankel. Men løsningen må være at få de offentlige skadestuer til fungere, ikke at suge luksuspatienterne over i det private. Det har naturligvis været den nuværende (og forhåbentlig snart forhenværende) regerings projekt fra dag ét. Privatisering er guden, der tilbedes.

Heldigvis ser det ud til, at den private afgud ikke altid ser med mildt åsyn på sine tilbedere. Jeg kender ikke årsagen til den private skadestues død. Hjemmesiden meddeler blot, at den er lukket og henviser til de offentlige.

Det triste er, at endnu en skadestue her i København er ved at ryge. Og her snakker jeg ikke om den private. Næ, hele Frederiksberg Hospital inklusiv skadestue er dødsdømt af politikerne. Den besynderlige kvinde, Vibeke Storm Rasmussen (S), der ellers kun stikker hovedet op fra den æske, hvor hun gemmer sig, når hun skal genvælges som regionsrådsformand, har lige fundet tid til at aflive Frederiksberg Hospital. Angiveligt fordi det ikke er tidssvarende. Centralisering er kodeordet. Vi skal have et giganthospital på Bispebjerg. Med en skadestue, der skal betjene et endnu større opland. Man behøver vel ikke den store ledvogtereksamen med egeløv for at regne ud, at det er den hurtige vej til endnu længere ventetid på skadestuerne. Så måske står det private spøgelse klar i kulissen igen. Det ville da være skæbnens ironi, at en socialdemokrat førte det sværd.