Nix. Det her handler ikke om VM i fodbold. Selv om jeg da gladelig indrømmer at have et blødt punkt for tyskerne, jeg mener, hvem kan ikke elske et hold, hvor en fyr med det fantastiske navn Schweinsteiger er en hovedbestanddel!
I stedet drejer disse linjer sig om filosofi. Og om cyklister. Eller i bredere forstand om os mennesker.
Da jeg læste på universitetet, kørte de et kursus på filosofi, der hed Tørre, tyske tørvetrillere. Det handlede om banditter som Heidegger, Hegel og Kant – for nu blot at nævne et par stykker af hjemmedrengene. Humlen var naturligvis, at godt nok var de tyskere og helt sikkert tørre. Men tørvetrillere var de ikke, eller deres tankegods var i det mindste ikke trillet af tørv.
I den her sammenhæng er det Kant, jeg kom til at tænke på. Immanuel Kant. Vi skal tilbage til 1700-tallet for at rende på ham. Som jeg husker det – altså ud fra min læsning - førte han et meget uspontant og regelmæssigt liv. Han var måske på den måde faktisk en tørvetriller. Men hvem ved. Måske iførte han sig kjole ved aftentide og gjorde Königsbergs dragklubber usikre. Det sidste er jeg ikke helt sikker på. Faktisk er det højst sandsynligt noget, jeg lige fandt på. Undskyld, Immanuel.
Men blandt hans tusindvis af sider forfattet på knastørt tysk er der flere ting, der har overlevet helt frem til nutiden. En af de ting, mange gymnasieelever sikkert er blevet hevet igennem er Kants Kategoriske Imperativ. Hvadbehager. Ikke sandt. Det er næsten lige så flot som Schweinsteiger.
Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.
Og den tager vi lige en gang til for prins Knud: Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.
Nope. Det er stadig noget ævl for et moderne øre. Hvad med den her: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.
Så er vi ved at være der. Jeg takker Wikipedia for den moderne, danske oversættelse. Nu ved vi ikke ret meget om Immanuels forhold til transportmidler. Fx er jeg rimeligt sikker på, at cyklen ikke var opfundet på hans tid. Ej heller cykelhjelmen, så Poul Nyrup ville have elsket Königsberg. Biler? Hmm? Nej, næppe. Men cykler, cykelhjelme og biler har vi så til gengæld nu om stunder.
Fx er jeg cyklist. Jeg kunne have skrevet den der irriterende sang: Jeg elsker min cykel. Der er ikke ret mange steder, hvortil jeg ikke cykler. Ja okay, jeg var på Korfu engang. Men ellers. Men jeg er helt og aldeles målløs over den udvikling i trafikkulturen, der er sket de senere år. Helt paf. Hvad sker der?
Ingen - jeg gentager: ingen – respekterer de mest basale færdselsregler. Der køres over for rødt. Der cykles på fortorvet, mod ensretningen, med knaldhøj musik i ørene, mens man sms’er eller har travlt med at give en eller anden gammel idiot, der var naiv nok til at gå over for grønt, fingeren (som burde være det nye internationale trafiksymbol).
Jeg er ret så sikker på, at det ikke var på den måde for nogle år siden. Så der er sket et eller andet paradigmeskift. Årsagen kan kultursociologer og andet godtfolk forske i og skændes om. Jeg konstaterer bare tingenes tilstand. Hvis de måtte, kunne og ville, kunne politiet få skrivekrampe med bødeblokken, som er det eneste middel, der ser ud til at have en effekt. Ikke langvarig, men dog en effekt.
Og så er vi tilbage til min tørre, tyske tørvetriller og hans kategoriske imperativ. Lad os lege en leg. Jaaa. Sjovt, ikke. Lad os antage, at vores opførsel skal danne grundlag for almengyldig lovgivning. Vi opfører os, som om færdselslovens regler i bedste fald er et diskussionsoplæg. ”Jeg gider ikke holde for rødt, så jeg kører over” (eller bliver kørt over). ”Jeg skal skynde mig, så jeg kører lige på fortorvet”. I kan selv fortsætte. Skæg leg, ikke? Ikke? Næ, røvsyg. Jeg er enig. Men det er sådan, det er. Vi (og jeg er ikke så skinhellig, at jeg helt ser bort fra mig selv) er komplet ligeglade. Bare vi kommer frem. Så skål og skide være med det.
Lad os prøve at gøre den opførsel til grundlag for almengyldig lovgivning. Nej vel. Det lader sig dårligt gøre. Opførslen fører i den modsatte retning af love. Tager vi hele turen ned ad glidebaneargumenternes rutsjebane, så er det anarki, vi ender med. Overdrevent? Nja. Jeg er begyndt at se bilister skide på trafiklys. Hvorfor skulle den opførsel ikke brede sig fra færdsel til andre områder i livet?
Modgiften? Uha. Bare jeg vidste det. Man kunne være højtidelig og trække borgersind eller medmenneskelighed af stalde. Men det er bare ord. Dybest set skal der en mentalitetsændring til. Lidt som det var tilfældet med sprutkørsel. Da jeg var ung, var det om ikke ligefrem sejt så dog noget ganske almindeligt, altså at luske en brandert hjem bag rattet. Nu er det ugleset. Med rette. Så mentaliteter kan ændre sig. Det starter vel med de rollemodeller, vi selv er for vores børn og unge. Det er måske stedet at starte, altså at foregå med et godt eksempel. Som det er nu, får man hånlige blikke (eller fingeren), hvis man formaster sig til at holde for rødt, når Bjarne Riis Junior kommer blæsende kronisk forsinket.
Og så må i ellers undskylde mig. Jeg skal ned på cyklen og over at træne. Så se at komme af vejen. Far her har travlt. Nå nej. Med Gotha Andersens ord: ”Man må ikke køre på fortorvet, og slet ikke baglæns”
