Raseri....!

Nej, bare rolig. Det er ikke undertegnede, der er ved at eksplodere af vrede. Jeg har i den seneste tid bare været ude for et par hændelser, der gør mig en kende bekymret og lidt ked af det.

Kan i huske den der film med Michael Douglas? "Falling Down" mener jeg, den hedder. Han spiller en ganske almindelig fyr, der passer sig selv og sit job. Indtil en dag hvor filmen knækker for ham. Han kommer ud for en stribe hændelser, der får ham til at bryde ud af sin normale skal og slå tilbage mod alle de urimeligheder, han føler, er begået imod ham. Han slipper sin vrede løs.

Og vrede er det, jeg tænker på her. Jeg synes, jeg støder på flere og flere omvandrende champagneflasker, hvor der åbenbart kun skal det letteste stød til, før proppen flyver af med et brag, og alt den indespærrede frustration vælter ud.

Hvor pokker kommer alt den vrede fra? Er der så mange dårlige liv i omløb? Render folk og bider det hele i sig til daglig. Chefens urimeligheder? Konens evindelige skræpperi? Kollegernes mobberi? Er det den cocktail, der kreerer de omvandrende flasker med nitroglycerin, der åbenbart går rundt i byen her?

Man hører om road rage, som det hedder med et godt udtryk på engelsk. Vej-raseri. Folk tænder totalt af ved selv mindre hændelser i trafikken. Man hører om folk, der jagter hinanden, kommer op at slås, stikker, skyder, og hvad ved jeg.

Selv en fredelig gammel dame med rollator kan være med i den lille leg. Forleden var jeg i IRMA oppe ved Solbjerg Plads. En dejlig butik, der har åbent ugens syv dage fra morgen til aften. Så man skulle tro, at alle havde rige muligheder for at handle i fred og ro. Men nej. Min gamle veninde følte, at min indkøbsvogn stod hende i vejen. Jeg vidste jo ikke, at hendes rollator åbenbart kørte på skinner og dermed ikke kunne køre uden om min indkøbsvogn. Så den gamle dame giver min vogn et gedigent skub med et ordentligt vrissent udtryk i ansigtet samtidig. Vognen baldrede ind i den nærmeste reol og var ved at vælte syltetøjsglas med mere på gulvet. Ikke et ord til undskyld. Tværtimod fik jeg en spand lort i hovedet, over at jeg dristede mig til at stille min vogn inde i butikken! Jeg kunne virkelig ikke tage hende seriøst, så jeg sagde pænt tak for hjælpen til hende (hvilket afstedkom en ny haglbyge fra latrinspanden) og tøffede videre.

I dag var det så en ung stereoid-bøf, der gjorde stort set det samme. Denne gang i Kvickly på Falkoner Allé. Jeg stod ved kassen og var ved at betale, så det er jo lidt vanskeligt at trylle vognen væk. Men væk kom den. Akkompagneret af et lettere psykotisk udtryk på hans ansigt. Han var ærlig talt en smule skræmmende. Det var der, jeg kom til at tænke på Michael Douglas. Tænk at blive stukket ned eller skudt, fordi ens indkøbsvogn står i vejen. Det er sgu da den mest tragikomiske død, jeg kan forestille mig.

Det er naturligvis petitesser, de her små episoder ude i detailhandlen. Men jeg er bange for, at det er en del af et symptom på noget større og langt mere ubehageligt. Det samme gælder raseriet i trafikken. Man skal ikke gøre meget galt, før man får fingeren, hornet, det onde øje eller alle tre på én gang. Samtidig kører flere og flere med hovedet under armen. Over for rødt, cykler på fortorvet, viser ikke af - og så videre og så videre.

Er det her samfund ved at nå derhen, hvor vi har bragt horder af superegoister til verden? Er vi så totalt fikserede på os selv og på vore egne umiddelbare mål og behov, at alle andre kan rende os, hvor vi er højest, når vi plukker jordbær? Jeg håber det ikke, men jeg er bange for, at det er der, vi er på vej hen. Og det er trist.

Hvad der er endnu mere trist, er, at jeg ikke aner, hvad man skal stille op, hvis min diagnose er korrekt. Hvad gør vi? Der er ingen respekt for autoriteter, så at vifte med den store pegefinger hjælper sikkert ikke det fjerneste. Jeg kender en hel del betjente. De beretter, at mange folk ikke har for syv øre respekt for deres henstillinger. Alt betragtes i bedste fald som et debatoplæg. Og der har vi det igen. Egoismen. Selvoptagetheden. "Der er ingen, der skal komme og fortælle MIG, hvad jeg skal eller ikke skal gøre...!". Ikke sandt? Jeg tror, de fleste af os kender typen, og måske også selv har en rem af huden. Jeg har i hvert fald. Men jeg prøver at tage mig i det.

Den hedengange tyske filosof Immanuel Kant fremkom med det såkaldte kategoriske imperativ: "Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne". Hvilket på dansk lader sig oversætte til noget i retning af: "Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning".

Med andre ord: Er det en god idé at ignorere de mest elementære færdselsregler? Nope. Nix. Niet. Hvis alle gjorde det, ville det være med livet som indsats (mere end det er nu) at færdes ude i trafikken. Anarki. Eller lad os prøve den her: Er det en god idé at være så fokuseret på sine egne mål og behov, at andres rager os en høstblomst? Nej vel. Et samfund, hvor den praksis blev ophævet til almindelig lovgivning ville netop ikke længere være et samfund i betydningen et sted, hvor vi lever og fungerer sammen. Mere en slags Pacman-samfund af vibrerende, rasende gule pacmen, der ræser rundt og æder alle de oste, der krydser deres vej.

Måske skulle hele byen melde sig til et yoga-kursus? Kollektiv afstressning. Fælles udpustning. En ugentlig sænke blodtrykket-dag. Enten det. Eller også begynder jeg at gå I IRMA med benskinner og cykelhjelm på. Det er sgu farligt med alle de lavtflyvende indkøbsvogne...

Kan i passe på jer selv, hinanden og resten af byen og dens indkøbsvogne.
Hav en rigtig god pinse
Knus fra
Prinsen og den afstressede krikke.

Verdens sureste kioskmand?

Hej rødder og rødbeder. Jeg overlevede første nat med ømme brystvorter. Jeg var godt nok lidt spændt på, om jeg kunne sove. Jeg plejer at sove på maven. Det er IKKE en genial idé med nypiercede brystvorter. Yikes! Nå, jeg slap dog ind i drømmeland uden de store forsinkelser.

I dag var jeg så, som jeg plejer hver weekend, ovre i fitnesscentret og svede. Det er balsam for krop og sjæl. Nogen gange er det kondicyklen eller stairmasteren, der står for skud, andre gange er det de forskellige maskiner, der bearbejder de forskellige muskelgrupper. For nogle år siden ville jeg have forsvoret, at jeg gik i fitnesscenter. Jeg havde masser - og jeg mener masser - af fordomme omkring de steder og deres brugere. Heldigvis tog jeg også fejl på det punkt. Man lever og lærer, ikke sandt?

Nå. Det, jeg på min sædvanlige over åen efter vand-måde vil frem til, er, at jeg plejer at indkøbe et stk. søndagsavis, når jeg har trænet. Det er så hyggeligt at sidde med en avis til formiddagskaffen. Jeg handler min avis i den kiosk, der ligger tættest på fitnesscentret. Jeg vil ikke hænge nogen ud, så i får ikke navn eller sted.

Men manden, der står i den kiosk, er uden sidestykke den sureste stodder, jeg er stødt på i en forretning. Og den mindst servicemindede. Jeg tænker tit tilbage på mine år i mesterlære i Skjold Burne ude i Vangede. Min chef havde skudt mig og skyllet resterne af mig ud i lokummet, hvis jeg havde behandlet kunderne, som min ven i søndagskiosken gør. Han lyser langt væk af: "Det hele - og især kunderne - rager mig en brandskid". Jeg har overvejet at forære ham en "Fuck Off" t-shirt i Ramadan-gave (hvis der er noget, der hedder sådan).

Jeg kunne selvfølgelig bare købe min avis et andet sted. Men nu er der gået lidt sport i at opleve ham. Jeg har fundet min helt egen Basil Fawlty, hvis i husker den koleriske indehaver fra "Halløj på badehotellet". Ham her er så ikke specielt kolerisk, nærmere apatisk. Jeg kan fx ikke forstille mig, at beroligende medicin ville have nogen påviselig effekt på ham...

Jeg har ofte undret mig over, hvorfor pokker han har det job, han har, hvis han virkelig hader det så meget, som det ser ud til. Er der en eller anden dommer, der har idømt ham "15 års fængsel uden prøvetid i en kiosk med søndagsåbent"? Man skulle tro det. Et eller andet sted er det også lidt trist. Jeg har lidt ondt af ham. Han minder mig om en ung kinesisk fyr, jeg gik i gymnasiet med. Kineseren blev pillet ud af skolen, da hans far blev syg. I stedet blev han plantet ved frituregryderne i den lokale grillbar. Og det var der ingen diskussion om. Sådan var DET bare. På samme måde, da han fik en kone. Og her er det helt bogstaveligt. Han blev præsenteret for en pige fra Kina: "Goddag, her er din kone". Svært at sætte sig ind i. Ikke?

Måske er det noget af det samme med hr. Fawlty. "Goddag, her er din kiosk. Livet, som du kendte det, er slut. Nu er din fornemste opgave at lange aviser, bajere og smøger over disken til blegfede, småracistiske danskere. Have fun and enjoy the rest of your life!".

Måske er det ikke så underligt, at stodderen er lidt livstræt....

Kan i nu passe på jer selv, jeres kioskmænd og hinanden.
Hav en fortryllende søndag.

Knus, kys og alt det der
fra
Prinsen med søndagsavisen

Nu ved jeg så, hvordan en dartskive har det...

Som nogen af jer vil vide, så fik jeg min navle piercet for efterhånden et par måneder siden. Det var en fed oplevelse, og noget jeg havde gået og haft lyst til længe. Allerede dengang var jeg rimeligt sikker på, at det nok var den første, men næppe den sidste piercing jeg fik.

Jeg har gloet billeder, kigget på hjemmesider og tænkt (pral, jeg ved det godt), så det knagede. Hvor skulle den næste piercing være? Ansigtet? Ørerne? Kønsdelene? Eller et helt syvende sted? Der var både for og imod alle de steder.

Jeg blev enig med mig selv om, at brystet var det, der tiltalte mig mest. Så jeg besteg min noble ganger og red i mag mod Nørre Farigmagsgade! Som sidst var målet City Piercing. Jeg havde virkelig en god oplevelse derinde sidst. Jeg håbede, at min "sædvanlige" piercer var på vagt. Hvis ikke ville jeg bestille tid hos ham. Men han var der. Og endnu bedre: de havde tid til at tage mig med det samme.

Så jeg udfyldte standardformularerne og fik de samme salmevers som sidst angående efterbehandling med mere. Så var der det med valg af smykker. Min plan var, at skabe en slags symmetri med min navlepiercing, så jeg valgte et par stålringe med rød sten, samme design som i navlen. Oven i købet fik jeg 20% rabat, fordi jeg fik lavet to piercinger og købte to smykker. Glimrende, men prisen var ikke det væsentlige.

Jeg vil ikke lyve. Det gjorde avs. En hel del avs faktisk. Meget mere end ved navlen. Forventeligt selvfølgelig. Brystet er følsomt. Især piercing nummer to trak tænder ud. Det havde ifølge min nye ven derinde en helt naturlig, fysiologisk forklaring. Noget med at adrenallin og endorfin-niveauerne faldt efter den første smerte. Nå, jeg skal ikke gøre det værre, end det var. Jeg hverken besvimede eller skulle have krisehjælp.

Og bagefter har man et helt utroligt rush. En slags piercing-high, som dem, der har prøvet det, vil vide alt om. Og til jer andre, det skal prøves for helt at kunne forstås.

Så nu har jeg altså tre. Skal jeg have nummer fire? Ja, det er jeg rimeligt sikker på. Men ikke uden en periode først, hvor der skal tænkes og kigges.

Jeg har lagt et par fotos i galleriet på Boyfriend af mine nye piercinger. Der er også lige et nekelt her. I er mere end velkomne til at skrive med reaktioner. Også hvis i synes, det er noget af det klammeste på guds grønne jord. Men jeg bliver selvfølgelig gladere for de positive. Har du erfaringer eller gode råd, så smid dem endelig denne vej i en mail også.

Nu kan jeg så regne med et par dage, hvor jeg sover på ryggen. Der er en række andre ting at tage højde for. "Ingen sekreter, hverken fra oven eller neden", som han sagde derinde *G*. Heller ikke noget med at hive i smykkerne (eller brystvorterne) i den første, lange tid. Jeg må altså tage revanche på sexfronten sidenhen. Sol og svømmehal er heller ikke så godt den første måned. Det kommer jeg til at savne, men okay, alt har en pris. Og jeg har jo lige været det igennem med navlen, så jeg ved, hvad jeg går ind til.

Nu vil jeg pleje mine ømme brystvorter resten af dagen her.
Kan i have det rigtigt godt. Pas nu på jer selv, jeres bryster og hinanden.

Knus fra
Prinsen med det stigende antal huller...
(<- det gør jeg så ikke lige nu.. *G*)

Phonomik...

Jeg har, med Det brune punktums ord, en bred smag. På mange områder. Også inden for musik. Jeg hører med stor fryd og fordøjelse Puccini, Mahler, Judas Priest, Kandis, ABBA og alt derimellem og derudover. Det eneste, jeg absolut ikke kan fordrage er (c)rap og hip-hop. Det er sikkert en aldersting. De bliver nok voksne engang *G*.

Nå. Seneste opdagelse på musikfronten skylder jeg faktisk Boyfriend.dk af alle steder. Nærmere betragtet en debattråd af den slags, der straks blev møget til. Okay, det kunne have været gjort smartere; trådstarteren oprettede en fire-fem "debatter", der alle var ens - og alle en på ingen måde skjult reklame for bandet Phonomik, hvori trådstarterens far er bassist, kunne jeg forstå.

Altså, jeg gad ikke deltage i koret af grædekoner, der skældte og smældte, og trådstarteren kæmpede da også med næb og hvæssede klør for sagen selv.

I stedet prøvede jeg at give bandet en lytter. Og det er jeg dælme glad for, at jeg gjorde.

Vi snakker tråd. Heavy af et internationalt tilsnit - og ditto kvalitet. Du kan selv smutte en tur forbi følgende side og lytte:

http://www.reverbnation.com/phonomik

Det meste af deres debutalbum ligger dér til aflytning. Jeg måtte så også eje det, så jeg kontaktede en fra bandet, og købte CD'en direkte. Det er simpelt hen aldeles fremragende tråd, jeg har skamspillet den herhjemme. Falder du også for bandet med et brag, og MÅ du også bare have den CD i din samling, så skriv til mig, så får du mailadressen, jeg benyttede, pronto!

De fortjener virkelig at komme ud til et stort publikum med deres musik. Så hermed har jeg gjort en prinselig indsats på min egen lille måde. Giv det en chance, prøv at lyt. Måske bliver du lige så glædeligt overrasket som mig.

Med headbangende hilsner
fra
Prinsen af den Gode Tråd


P.S. Jeg har INGEN forbindelse til band og/ eller pladeselskab. Det her er en rent privat hyldest. Just spreading the word.

Gammelt lort... eller?

I en kultur og et miljø, hvor alder spiller en til tider latterlig stor rolle, sker det, at jeg tager mig selv i at standse op og filosofere lidt. Nogle gange er det noget helt konkret, der afstedkommer de tanker. Således også i dag.

Vi har mange pudsige mundheld eller udtryk. Noget "gammelt lort" er et af dem. Men er ting nu også pr. definition noget lort, fordi de er gamle? Ikke-nikke-nej er mit svar.

For små tre år siden købte jeg mig en receiver og et par højttalere i en større dansk kæde af forretninger. Mærket og navnet på forretningen kan være lige meget, lad os nøjes med at sige, at det ikke var et af de kendte eller dyre mærker af stereoanlæg. Men prisen var god, og jeg væltede mig (heller) ikke i penge på det tidspunkt. For et par dage siden gik der så kuk i maskineriet. Højre side opgav ævred totalt. Nu er jeg selv venstreorienteret, men det behøver ikke nødvendigvis at afspejle sig i måden, mit stereoanlæg spiller på. Selvfølgelig er garantien udløbet, og jeg har ikke lige luft i budgettet til en større udskrivning på stereo-fronten lige nu.

Så jeg gik i kælderen. Helt bogstaveligt. I 1991 købte jeg mig en Pioneer A-858 forstærker. Jeg slæbte den hjem fra Vesterbrogade til min bopæl. Den vejer et ondt år, så jeg var nær omkommet af den tur. Men den har spillet upåklageligt lige siden. Der må sidde nogle motherfuckere af transformere i den, den har i hvert fald et par højttaleres liv på samvittigheden fra mine yngre dage med fester, hvor der skulle spilles højt-højt-højt.

De sidste små tre år har dyret så været på aftægt i kælderen. Jeg nænnede ikke at smide den ud. Bortset fra et par kosmetiske detaljer fejler den jo ikke noget. Bevarres, der er ikke digitale indgange, fjernbetjening eller andet nymodens pjat. Men spille kan den, i den grad.

Der er så ingen radio i den. Men jeg har sådan en mini DAB-radio, jeg har tilsluttet, så jeg kan høre favoritstationerne alligevel. Med andre ord: jeg spiller i begge sider igen.

Længe leve det gamle lort! Nu kører den på snart 20. år. Den nye med alle de fancy funktioner kunne ikke klare tre. Måske skulle man ikke være så forhippet på, at alt nyt (ungt) er lig med godt. I hvert fald ikke altid....

Så stiftede jeg også lige bekendtskab med Murphys 15. lov. Det er den, der siger, at når man mangler et bestemt kabel til sit steroanlæg, så har man 37 andre, men ikke lige netop det, man skal bruge. Livet er underfundigt, ikke? Nå, FONA klarede den side af sagen. Så for den samlede udskrivning af 50 kroner er jeg stereo-kørende igen. Ikke så dårligt.

Kan i nu nyde det gode vejr, pas på jer selv og hinanden derude.
Knus fra
Prins Pioneer