Fokus

Der er en ting, jeg har gået og lagt mærke til. Altså ved mig selv. I ved nok, når man skal tage et foto, så handler det om at fokusere. Med mindre kameraet gør det selv. Dårligt eksempel. Nu er jeg allerede ved at miste fokus, og fokus er netop, hvad jeg prøver at, øh, fokusere på.

Måske er det et dårligt valg af ord. Lad os prøve med koncentration i stedet. Jep, det er meget bedre, bortset fra at det lyder dræbende kedeligt.

Men jeg har altså bemærket at min evne til at fokusere eller koncentrere mig er nogenlunde omvendt proportional med mængden af elektronisk lort, jeg tilføjer mit liv. Et eksempel: Jeg har modtaget en bog, som jeg rigtigt gerne vil læse. Kaffen er lavet, småkagerne strategisk placeret. Ind i dette paradis kommer slangen i form af min iPhone. Den lokker ikke med æbler, men med diverse lyde, der angiver, at der er en eller anden form for besked eller update kun et fingertryk væk. Her er det, at kæden ofte hopper af koncentrations-cyklen. For inden jeg får set mig om, er jeg i fuld gang med at maile, sms'e, tweete eller noget andet obskurt. Bogen er om ikke glemt så forladt på det skammeligste. Eller jeg sætter mig lige foran PC'en for at skrive et eller andet hurtigt på facebook, tre timer senere sidder jeg der stadig.

Nu valgte jeg en bog som eksempel, men det kunne være alt muligt andet, der kræver, at man har sin opmærksomhed samlet på ét sted. Den kvikke læser sidder sikkert allerede med fingeren i vejret, ivrigt hoppende i stolen: "Så sluk dog skidtet!".

Jovist. Og det er jeg også i stadigt højere grad begyndt at gøre. Du behøver med andre ord ikke at frygte, at jeg ligger for døden, blot fordi jeg ikke svarer på en sms inden for de første ti minutter. Men djævlen ligger her ikke i detaljen, men som altid i fristelsen. Eller måske snarere i bevidstheden om, at den evige kommunikative malstrøm kværner lystigt videre, også selv om jeg har slukket for min telefon, min PC, min tablet OG mit æggeur.

Jeg faldt over en artikel for noget tid siden. Underligt nok var jeg i stand til at koncentrere mig længe nok til at få den læst (jeg har imidlertid lykkeligt glemt både titel og forfatter). Emnet var, at vores levevis ændrer måden, vores hjerner fungerer på. Altså netop det, jeg på min egen snørklede måde har danset omkring nu. Og det skræmmer mig. Er vi på vej til at blive en samling flimrende væsner med, hvad amerikanerne med et vidunderligt udtryk kalder: an attention span of a gnat? Er ro og evnen til koncentration udrydningstruede væsner?

I så fald tog Ray Bradbury måske fejl, da han skrev sin dystopi Fahrenheit 451. Der behøves ingen totalitær stat med stormtropper i form a brandmænd, der smider vores arv af viden og litteratur på bålet. Det klarer vi selv. Der er alligevel ingen, der kan samle sig til at læse noget så langsommeligt og besynderligt som en bog.

Løsningen? Tja, ud over at bevare evnen til at slukke og lukke for de ting, der smadrer vores evne til at koncentrere os, så handler det vel dybest set om at være sig faren bevidst. Og lære at leve med al elektronikken på en ordentlig måde. Jeg er ikke så meget maskinstormer, at jeg tror, man kan skrue tiden tilbage, og hvorfor skulle man. Jeg elsker selv min iPhone, min PC og så videre. De er vidunderlige redskaber til mange ting. Men de udgør også en fare, jeg bliver stadig mere bevidst om. De dimser skal ikke begynde at styre mit liv i en retning, jeg ikke bryder mig om.

Det her er helt sikkert også en generationsting. Jeg hørte for nogle år siden en udsendelse om en skoleklasse, der tog på studietur til et tysk kloster for at opleve livet der. Der var ved at opstå mytteri, da lærerne forlangte af de unge mennesker, at de bare havde at aflevere deres mobiltelefoner. Det grinede jeg en del af dengang. Indtil jeg oplevede den samme følelse af tomhed, panik og i mangel af et bedre ord: rædsel, da min internetforbindelse for nogle måneder siden forsvandt i en længere periode. Det er da tankevækkende.

Yngre generationer har givetvis aldrig kendt til andet end selvfølgeligheden i, at vi alle er til at få fat i mere eller mindre altid. I gymnasierne kæmper de med, at få de studerende til at høre efter, droppe facebook i timerne og endog noget så umenneskeligt som at læse længere stykker af tekst.

Måske er det bare mig, der er sær? Men ønsker vi virkelig et liv, hvor det er psudo-skummelt at trække stikket ud? Hvor det at ikke være til rådighed på det nærmeste er et tab af eksistens?

Jeg vil i hvert fald sadle Den skide hest op og kæmpe videre med de elektroniske vindmøller. Det paradoksale i at skrive noget sådant i en blog behøver jeg vel ikke at påpege?

Gaydar

Nogen har den. Andre ikke. Og så er der dem som mig, hvor den mere eller mindre er kronisk upålidelig, cirka som en Skoda i de gode gamle dage.

Grunden, til at jeg øser disse ord af visdommens kilde, skal findes i en pudsig oplevelse denne morgen. Jeg havde sadlet Den skide hest op og begivet mig til spinning. Tæt ved mit træningssted ligger en lille kiosk, hvor jeg gerne indkøber en avis og lignende her i weekenden. Jeg havde netop givet hesten muleposen og var ved at lægge kursen mod kioskens dør, da et par kvindelige kvinder kommer spadserende hen imod mig. Måske mor og datter. Måske bare veninder, det er svært at sige med sikkerhed i disse Amalie-tider. Jeg antager, at de måske havde fået en lille tår over tørsten. De talte i hvert fald så tilpas højt, som en del mennesker med en vis promille ynder.

Jeg skal her forsøge at gengive ordvekslingen:

Yngre kvindelig kvinde: "Hvad med ham der?" (note til læseren: hun mener mig).
Lidt mere brugt kvindelig kvinde: "Han er sgu da bøsse".
Yngre, nu overrasket kvindelig kvinde: "Gud, det så jeg ikke".

Det skal her pointeres, at jeg hverken var iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps. Og det var på ingen måde sagt nedgørende eller noget. Måske gik de og gav mænd karakter (en god gammel og meget yndet sport). Måske ledte de efter en eller anden, der kunne slæbes med hjem i de kvindelige kvinders hule (en anden og langt mere frygtindgydende sport).

Men jeg blev fluks både overrasket og en kende misundelig. For den lidt mere brugte kvindelige kvinde ramte jo plet. Helt uden at anstrenge sig eller ringe til en livline. Selv er jeg helt håbløs til den slags. Okay, hvis en fyr altså ER iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps eller har håndled, der kan gøre en helikopter misundelig, så plejer selv jeg at kunne forbinde punkterne til et sammenhængende billede. Men sådan lige fra hoften og uden tvivl, når jeg passerer et vildtfremmed menneske på gaden? Nope. Det er sjældent.

Gad vide, om der er et aftenskolekursus, man kan melde sig til? Sådan noget FOF-noget? Gaydar for begyndere, mandage mellem 19 og 21 på Nyboder Skole. Ellers må jeg ud at lede efter hende den lidt brugte kvindelige kvinde. 

Djævel og engel

Nå ja, når jeg nu sidder og kigger på den overskrift, kunne den godt handle om mig. Det gør den også, bare ikke sådan direkte.

Vi spoler lige filmen et par timer tilbage. Som min faste og hårdtprøvede læser (muligvis læserE) vil vide, så er lørdag formiddag afsat til at dyrke min krops hensygnende tempel. Gerne noget med sol (don't lecture) og motion i et eller andet forhold. Jeg skrev lidt om det for en uge siden. Her var jeg letsindig nok til at afsløre, nogle ville sige love, en ændring i træningsregimentet. Og hvad rager det så lige mig, hører jeg min læser udbryde med fortvivlelse i stemmen. Svaret: sikkert ikke en bønne, men er det ikke vidunderligt, at man(d) kan bruge et forum som dette til uhæmmet navlepilleri. Jeg lover at kigge med, når DU selv piller navle, så bær over med mig.

Vi kom fra det der med engle og dæmoner, ups, der røg dælme lige en bogfinke af panden, engle og djævle var det.

Dagens spinning-program (hedder det det?) var doblet op. Jeg havde booket timer fra 9 til 10. Og så fra 10 til 11. Omkring klokken 10 vågnede både englen og djævlen. Englen pudsede glorien, det gør sådan nogle, og mindede mig om, at jeg havde sat mig noget for, og så bare værs'go havde at gennemføre det. Djævlen returnerede serven med stor stil, da han mindede mig om, hvor meget shopping, jeg egentlig kunne nå på sådan en time. Der var mentale billeder af sportsbutikker, FONA, boghandel og mindre lødige steder (det er jo en djævel). Dertil kommer, at mine ben efter små 60 minutter allerede var helt med på at kaste håndklædet i ringen.

Men mirakuløst nok fik jeg stoppet en sok i kæften på min lille djævel på højre skulder (alt djævelskab kommer som bekendt fra højre fløj). Det fortrød jeg naturligvis bitterligt 30 minutter senere, da mine ben var ved at udfylde seperationspapirer uden samkvemsret. Men kroppen, selv en affældig størrelse som min, KAN altså mere, end hjernen prøver at bilde os ind. Så jeg gennemførte min lille bly-man (iron-man er kun for voksne). Benene nægter stadig at tilgive mig. Jeg stavrer rundt på to trætte stolper her i residensen. Men følelsen af at have gennemført noget, man ikke var sikker på, man kunne, er altså ret suveræn. Så jeg har allerede booket mig ind næste lørdag. Normalt er jeg klar til at klappe jubelidioter, der messer floskler a la: "man kan, hvad man vil", en på låget. Men helt løgn er det ikke. I hvert fald kan man meget mere, end den lille djævel altid står klar til at bilde én ind.

Med det stykke livsvisdom, der ville få en Ghandi til at bliver rørstrømsk, i hvert fald hvis man havde hældt noget brændevin på ham først, vil jeg stoppe mit tastatur tilbage i lommen på Den skide hest. Og ønske dig, ja lige netop DIG en rigtigt dejlig weekend. Pas på dig selv og din engel.  

Gribende opdatering fra frontlinjen...

Jeg har holdt et møde med mig selv om mit træningsprogram. Der var almindelig utilfredshed og en begyndende mangel på motivation, hvilket altid er af det onde. Så. Efter en del kævl nåede vi frem til enighed.

I stedet for spinning både lørdag og søndag er det nye tiltag en dobbelt omgang SATS-cykling lørdag, altså fra kl. 9.00-11.00 hos Rasmus Av Mine Ben Emborg og så et søndagsprogram, der er mere varieret. Jeg forestiller mig noget med styrketræning plus noget selvpineri på crosstraineren.

Naturligvis går jeg ikke fra spaghetti-arme til Arnold af den grund, men jeg kunne fornemme, at mit nuværende træningsprogram kun fungerede syd for navlen (indsæt lummer vits efter eget ønske her). Overkrop og arme var lidt, som jeg forestiller mig en munk må være: trængende. Ergo styrketræning af de relevante muskelgrupper. Jeg mener bestemt, de stadig er der, de skal bare genopdages. På den måde går jeg fra at kun være øm i benene til at være øm i hele kadaveret. Drøn-amerikansk. Jeg vender tilbage med resultater og vurdering, hvis jeg magter det. Stay tuned (det er svensk og betyder: husk din tun-udstødning).

God weekend, boy- og girlfriends. Er det i øvrigt ikke bare totalt fedt med sådan en bededag? Jeg overvejer at blive religiøs fundamentalist, hvis det kaster en ekstra ugentlig fri-, undskyld, bededag af sig...