Opdatering - og forvirring på et højere niveau

Jeg er lige kommet hjem efter et besøg i tatoveringsbutikken. Jeg var tilsagt til et kontroleftersyn. Det er nu cirka 48 timer, siden jeg fik min tusch lavet. Heldigvis var alt okay. Min tatovør synes, den lægte fint. Så nu er jeg glad. Jeg har ikke mærket så meget til den. Det er vel nærmest at beskrive som den følelse, man har, hvis man har fået for meget sol. Sådan lidt irriteret hud. Men ikke værre end som så. Jeg vasker den i noget specialsæbe morgen og aften. Forsigtigt. Og så skal den smøres ind i pantothenol-salve to-tre gange om dagen. Ikke for meget. Min tatovør siger, at den skal have lov til at tørre ud ind imellem indsmøringerne. Og jeg retter mig efter ham. Han har immervæk 20 års erfaring i faget.

Det er ellers vildt nemt at blive snotforvirret omkring efterbehandling af tatoveringer. Man skal bare kigge på nettet. Der er faktisk ikke to steder, man får de samme råd. Nogle skriver, at det og det må man ikke. Andre siger det er helt i orden. Jeg tænker på ting som at træne og svede. Eller hvad man skal smøre med. Og hvor ofte. Okay, der er visse ting, der går igen, men der er mindst lige så meget, der er uenighed om. Og her taler jeg ikke om knaldhætter som mig, der kloger mig i blogs eller dagbøger. Nej, også professionelle tatovører er åbenbart rygende uenige om en hel masse. Jeg spurgte min tatovør, da jeg nu var derinde alligevel. Og han gav mig ret. Internt blandt tatovører var der stor uenighed. Hans egen filosofi er at behandle en tatovering som et hvilket som helst andet sår, groft sagt. Det kan jeg godt se logikken i. Og jeg har tillid til ham, så det er hans råd, jeg følger.

Men det demonstrerer meget godt på én gang nettets styrker og svagheder. Der er SÅ meget information at hente. Men hvad er rigtigt? Og hvad kan man stole på?

Men nu er jeg glad. Jeg har faktisk været godt gammeldags glad i låget de sidste 48 timer. Det kunne de også se nede i butikken. Smil og verden smiler igen. Ikke sandt. Jeg fik takket min tatovør for et sublimt arbejde. Og han sagde, jeg bare kunne ringe eller komme forbi, hvis der var noget. Da jeg forlod ham for to døgn siden sparkede han en bold op i luften: Få lavet noget mere med en masse farver. Den har bidt sig fast. Og det sagde jeg til ham. Det morede ham. Så jeg sagde ikke så meget farvel, men på gensyn. Og det er jeg faktisk 100% sikker på. Jeg går allerede og tænker. Der går måneder, før der måske skal laves noget, men overvejelserne er igang. Jeg forestiller mig noget på mave og/ eller bryst. Noget, der involverer mine piercinger. Måske noget asiatisk igen. Hmm? Drage måske? Med halen nede om navlepiercingen? Det er i den retning, tankerne går.

Nå, tilbage til nuet. Og nu må i have mig undskyldt. Jeg har en date med et krus varm kaffe.

Pas på jer selv, jeres planer og hinanden
Knus fra
Prinsen

Yin og yang – kling og klang – en trekant en stang!

Ja, undskyld. Jeg er lidt overstadig. Jeg gjorde det! Her sidder den lykkelige ejer af en funklende ny tatovering. Det er en vildt underlig følelse. På den fede måde. Jeg har talt om et piercing high. Der findes også et tatoverings high, kan jeg rapportere. Så i må undskylde, hvis det her bliver lidt usammenhængende og boblende. Jeg er bare SÅ glad. Jeg har lyst til at løbe ned på gaden og kysse alle på min vej. Resultatet af det ville utvivlsomt være en røvfuld, så jeg må hellere blive på min pind her alligevel.

Var det slemt? Gjorde det ondt. Nej. Og ja. Det kan mærkes. Det gør ondt. Men det er til at leve med. Det er jo ligesom en del af det hele. Ellers kunne man jo nøjes med at købe Anders And-bladet og få nogle overføringstatoveringer. Hmm, gad vide om de stadig findes? Jeg kan huske dem fra min barndom.

Nå, hvor kom jeg fra? Jo, det med smerten. Jeg havde fået det ekstremt gode råd af min tatovør at købe en tube Emla-creme. Det er noget lokalbedøvende noget. Det smurte jeg min lænd ind i to timer før tatoveringen. Og så ellers plastfilm omkring, så jeg lignende en vellavet shawarma. Nu ved jeg i sagens natur ikke, hvordan det ville have været uden den creme, men jeg er ret sikker på, at den tog spidsen af smerten. Min tatovør sagde, at netop lænden var et af de værste steder mht. smerte. En frygtelig masse nerver, der ligger højt. Jeg er ikke læge, men det lyder sandsynligt.

Hele seancen tog 2½ time fra jeg gik ind ad døren, til jeg stod på Nørre Farimagsgade igen. Han havde tegnet tatoveringen op på et stykke papir, inden jeg kom, så det handlede først om at fintune den tegning. Så tog han en kopi på en særlig maskine, så tegningen kunne overføres til min lænd. Så den endelige godkendelse. Og derefter var det nåletid. Det foregår i selve butikken. Så jeg kunne følge med i de øvrige kunder, der kom og gik. Men tiden fløj. Også uden kunder til at underholde mig. Først lavede han selve optegningen. Dernæst det sorte. Og til slut farverne. Rød, orange og gul. Til allersidst fik jeg ham til at tage et foto med mit medbragte kamera. Det er altså en helt frisk tatovering, i ser her. De gule og orange farver er lidt svære at se nu, det skyldes selvfølgelig, at tatoveringen er helt frisk. Vi taler basalt set om et åbent sår.

Så nu sidder jeg her med en ny omgang plastfolie på lænden. Det her skal sidde mellem to og seks timer. Så skal tatoveringen skylles og vaskes forsigtigt, derefter smøres ind i salve. Det med salven skal gentages to-tre gange om dagen. På lørdag skal jeg lige ind til en kontrol. For at se, om alt er, som det skal være.

Jeg roste min nye ven i høje toner. Flot arbejde. Og det var ikke øregas. Jeg var og er vildt imponeret. Det her var jo noget helt nyt for mig, så jeg anede intet om selve processen. Det var en fantastisk oplevelse. Han gengældte i øvrigt komplimenten med at sige, at jeg var dejlig at tatovere, fordi jeg kunne slappe af – på trods af smerten. Og så sagde han, at jeg skulle gå hjem og glæde mig over min nye tatovering. Og ellers var jeg meget velkommen til at ringe, hvis der var noget. Han opfordrede mig i øvrigt til at overveje at få lavet noget andet også. Gerne i farver. ”Du er jo en farverig fyr”. Takker og bukker. Han sagde i øvrigt, at det var sjovt at tatovere en mand på lænden. Ellers var det næsten kun kvinder, der ville have den tatovering. Eller ville. Den er gået af mode. Fint nok. Mode har aldrig ligget mig voldsomt på sinde. Og det med kvinder og den specifikke tatovering bekræfter mig kun i min egen selvopfattelse. Jeg er i ret god kontakt med min feminine side *G*.

Jeg har tidligere udbredt mig om motivet, så det vil jeg ikke væve så meget i. Blot skal siges, at tatoveringen er bygget op omkring yin og yang-symbolet. Der er lånt lidt fra tribal-stilen mht. buerne, men det er gjort på en måde, så hele det asiatiske fokus beholdes. Jeg synes, resultatet blev virkelig godt. Heldigvis. Jeg skal jo leve med den resten af mine dage, så det ville være en kende trist, hvis jeg synes, det lignede lort. Det er så ikke utænkeligt, at den får selskab. Ikke nu og her. Men jeg kunne godt forestille mig, at det her ikke bliver den sidste tatovering, jeg skal have. Men det er noget, der kræver eftertanke. I hvert fald når man er mig.

Og nu. Ja, nu er jeg lidt ekstatisk. Og det er altså en fantastisk følelse. At have villet noget. Længe. Og så gøre det. Vi taler om at udleve en drøm. Og det kan kun på det allervarmeste anbefales. At udleve sine drømme altså. Det kan tatoveringer så i øvrigt også, men smag og behag. Ikke sandt.

Kan i nu passe godt på jer selv, jeres drømme og hinanden.
Knus og kram fra
Prinsen med det nye våbenskjold.

And now to something completely different…

Kan I huske Monty Python? Og de der klip, hvor John Cleese ytrede netop de ord? Hvis ikke, så er der en snas her fra Youtube. Klik på fotoet og se, men skynd jer nu lige tilbage, når i har grinet af, jeg løber ingen steder:

Okay? Er i klar igen.? Grunden til, at jeg kom til at tænke på Monty Python, er en oplevelse på et lille apotek her på Frederiksberg i går. Jeg skulle ned efter en tube Emla-salve, noget lokalbedøvende halløj, jeg skal bruge i forbindelse med min tatovering.

Det er som sagt et ret lille apotek, så der er altid rimeligt lang kø. Det generer mig ikke så meget. Jeg er åbenbart nede med køerne. Jeg ved, det vil tage lidt tid, og det er så det. Men altså, jeg tøffer derind efter min morgentræning ovre i SATS. Klokken har vel været lidt i 10. Der var den sædvanlige forsamling af pensionister. Og så mig og et par andre fra den blandede skuffe. Jeg havde 10-15 kunder før mig, så jeg tog en stol (der mirakuløst var ledig). I ved, hvordan det er de steder. Man sidder og kigger lidt, lytter – og ser eller hører alligevel ikke rigtigt noget.

Alligevel kommer jeg af en eller anden grund til at tune ind på en dame, der er ved at blive ekspederet. Hun har vel været et halvt hundrede år. Cirka. Apotekerdamen var vel ungefähr af samme årgang. Altså på ingen måde ny i faget.

Og så begyndte showet. Ekspedienten spurgte kunden, om hendes læge havde fortalt hende, hvordan medicinen skulle anvendes (jeg aner ikke, hvad hun købte). ”Ja, ja. Det har han”, var svaret. Det, der så fik mig til at tune ind, var, at apotekerdamen alligevel kastede sig ud i en ørkenvandring af en monolog om netop anvendelsen af pågældende medicin. Det lurede jeg lidt over. Kundens kropssprog begyndte ret hurtigt at udtrykke utålmodighed. Det lod apotekerdamen sig ikke anfægte af. Hun ævlede frejdigt videre. På et tidspunkt blev det for meget for kunden. ”Jeg har en aftale her klokken 10, så…”. Okay, nu må det her da stoppe? Men nej. Apotekeren kørte videre. Og her begyndte det altså at lugte af Monty Python for mig. Jeg begyndte også at kigge mig omkring efter eventuelle skjulte kameraer. Kunden prøvede febrilsk endnu engang: ”der er altså nogen, der venter på mig, så…”. Men sådan legede man ikke med frøken apoteker. Nu fik kunden en lekture i vigtigheden af at anvende medicin rigtigt. Jeg var ved at dø af grin. Jeg havde virkelig svært ved at holde masken. Jeg sad og ventede på, at kunden gik over til korporligheder. Som rosinen i pølseenden skulle kunden åbenbart også have noget nikotintyggegummi. Den ordre forsøgte hun desperat at aflyse. ”Jeg henter det senere”. Men nej. Frøken Cleese var ikke færdig. Hun tøffede rundt for at finde lige netop den rigtige pakke. Kunden var nu klart splittet mellem at skride fra hele lortet eller at få det her overstået. Efter syv lange og syv brede fik hun sit tyggegummi. Og næsten løb ud af apoteket. Jeg gør måske ikke scenen retfærdighed i den her fortælling. Men det var så absurd. Så kulsort humor. Så John Cleese-ved-et-skrivebord ytrende: ”And now to something completely different”. Tak for oplevelsen, frøken apoteker. Og undskyld, frøken kunde, men det var edderhylme skægt.

Har i for resten bemærket det? Altså at folkene på apotekerne er begyndt at hælde vand ud af ørerne, bare man skal købe en pakke hæfteplaster: ”Husk nu, at det er til UDvortes brug”. Ja, ja. Skal nok. Min egen teori er, at det skyldes frigivelsen af håndkøbsmedicin. Når nu andre må sælge lortet, så skal de i hvert fald vise, at der kun er et sted, hvor de virkelig ved noget om det, de sælger. Og kan rådgive. Men for meget og for lidt er lige galt. Ikke sandt?

Mærkelig nok fik jeg så ikke en ordentlig afhandling, da jeg bestilte min salve. Det havde jeg måske ellers fortjent, nu hvor jeg havde moret mig over den anden kunde. Det var en yngre kvinde, der ekspederede mig. Og hun var lidt mere tilbagelænet. Faktisk sagde hun ikke andet end prisen. Måske har hun bare endnu ikke været på det ”Ilse, Hunulven fra Apoteket-sælgerkursus”, som de åbenbart kører.

I øvrigt er jeg …. spændt. Det er vist det rigtige ord. Jeg glæder mig virkelig til tatoveringen. Men det er også noget helt nyt. Ukendt territorium at betræde. Og den slags er jo altid spændende. Nå, hvis det gør alt for avs bagefter, kan jeg jo altid gå på apoteket. Og få et godt grin.

Kan i nu passe på jer selv, jeres håndkøbsmedicin og hinanden
Knus fra
Prinsen

En date med nålen

Nej, bare rolig. Jeg skal ikke have flere piercinger. Det er meget værre! Jeg har taget et stort skridt hen i mod at opfylde endnu en længe næret drøm.

Tatoveringer. Ja, ikke sandt. Allerede her deler vandene sig. Nogle af jer vil helt sikkert rynke på næsen eller andre kropsdele. Og så er der dem, der synes, at tatoveringer er fede. Og måske selv har en eller flere.

Jeg har altid ligget sådan lidt midt imellem (nej, jeg er ikke radikal). Tatoveringer kan se helt fantastisk flotte ud. Og de kan ligne noget, der er gylpet op af en gigtplaget fugl. Det handler for mig om harmonien mellem selve tatoveringen og personen, den sidder på. Jeg ser helt bort fra de dybt tåbelige. I ved sikkert, hvad jeg tænker på. Noget, der er blevet hakket ind i kødet på en ordentlig druktur. Jeg vil ikke engang sige, at det handler om mængden af tatoveringer, altså hvor mange, der er, eller hvor meget de fylder. Det kommer igen an på harmonien.

Det er min første tatovering. Så der er blevet spekuleret en hel del over motiv og placering. Jeg har tænkt længe over det her. Men hvorfor nu? Er det panikalderen. I kender jo godt det med mænd, der styrter ud og køber en rød Ferrari, når alderen begynder at presse på. Nu har jeg ikke råd til en Ferrari. Det er det første. Og det andet er, at jeg heller ikke ser det som noget i retning af panik. Tværtimod. Jeg har aldrig været i bedre balance med mig selv. En ændret livsstil er hovedårsagen. Mine nære venner vil vide, hvad jeg ævler om. Og for resten af jer betyder det ikke så meget for den store sammenhæng. Lad os nøjes med at sige, at jeg fra en hospitalsseng lovede mig selv indtil flere ting. Bl.a. at udleve mine drømme. Ergo: en tatovering.

Vi taler om en på lænden. Ja, ja. En Amager-nummerplade. Et røvgevir. Et tramp stamp. Kært barn har mange navne. For nogle år siden skulle gud og hvermand plus hans søster have en. Så blev det vist pludselig til noget, der signalerede dårlig smag – eller billighed. Hvorfor fatter jeg ikke. Jeg synes, de ser skide godt ud. En veldrejet røv (m/k) med sådan en lille bandit på er i mine øjne ufattelig smukt. Nu vil jeg så lade det være op til andre at vurdere min røvs veldrejethed, men jeg er vildt forelsket i netop den tatovering. Og så har den endnu en fordel: den er rimeligt privat. Hvor meget, man vil vise frem, hvornår og i hvilke sammenhænge er også en faktor, når man skal vælge en tatovering.

Så jeg har googlet røvgevirer. Mange. Rigtigt mange. Prøv for sjov at google søgeordet ”tattoo”. Der er millioner af hits. Men vinteren har været lang, så jeg har fundet røvgevirerne frem af skuffen nu og da.

Jeg fik ret hurtigt ind i hovedet, at min tatovering skulle have yin og yang som det centrale motiv. Jeg skal skåne jer for en længere lommefilosofisk afhandling om hvorfor. Jeg kan bare godt lide symbolet, og hvad det står for. I det hele taget er jeg ret lun på østligt tankegods. Nå, tilbage på sporet. Altså en yin og yang tatovering. Jeg fandt efter lang tid frem til et design på nettet. Uden at være 110% sikker på, at det så absolut død og kritte skulle være lige præcis det. Men noget i den retning.

Næste skridt var at finde et sted at få den lavet. Mit udgangspunkt var City Piercing, der også gør sig i at tatovere. Eller mere nøjagtigt: den ene af de tre fyre derinde gør. Men jeg var ikke religiøs. Så jeg har været lidt rundt og lure. Der er faktisk en hel del flere tatoveringsbutikker her i byen, end man lige går og tror.

Jeg har ikke besøgt alle. Selvfølgelig. Men når jeg alligevel har været ude at ride på min ganger, har jeg presset næsen flad mod en del ruder. Og de mere spændende steder har jeg besøgt. Det var en blandet oplevelse. Jeg vil ikke nævne navne, det fortjener de ikke, men især et stort sted inde omkring Hovedbanen var en totalt ussel oplevelse. Jeg gik derind med et par spørgsmål i lommen. Ikke for at få lavet tushen eller bestille tid. Pigen, der ekspederede, gav mig elevatorblikket. Jeg var vejet. Og fundet for let. Jeg måtte trække ethvert ord ud af tøsen. Hun burde sendes på et eller andet kursus. Men måske har de bare så mange kunder, at de kan tillade sig at pisse på de potentielle af slagsen. Uanset hvad, så var det helt sikkert det sidste sted, jeg ville vælge.

For at gøre en lang historie endnu længere, så endte jeg, hvor jeg startede. Altså mit stamsted for nu at kalde det det.

Jeg tog derind i dag og havde en lang snak med tatovøren. Jeg tegnede og fortalte. Og det gjorde han også. Jeg viste og forklarede, og vi hev mapper frem med alle mulige og umulige designs. Jeg holdt fast i yin og yang. Det synes han oven i købet var cool. Men mine oprindelige ideer omkring de omgivende krummelurer ændrede sig lidt. Dem, jeg havde tænkt mig var lidt spinkle. For spinkle, synes tatovøren. Igen det med harmoni mellem krop og tatovering. Så i stedet for en masse spinkle buer blev det til noget lidt mere kraftigt, men til gengæld med farver, så det ikke blev så tungt alligevel. Jeg gik efter noget, der harmonerede med mig som person – og med yin og yang. Altså en blanding af det maskuline og det feminine. Tribal tatoveringer er ret oppe i tiden. Nogle af jer vil vide, hvad jeg vrøvler om. Men jeg valgte altså nogle buer og krummelurer fra den stil. Det kan godt være lidt bastant. På en 125 kilos muskelfyr ser det vildt godt ud. Men ikke på lille mig. Så det blev som sagt lavet lidt om. I stedet for udelukkende kraftige streger i tribal-stil, så blev planen at fylde nogle af dem med forskellige solfarver: rød, orange og gul. Det lyder måske underligt, men det ser fedt ud. Han lavede sådan en gang Jørgen Clevin-klippe-klistre noget, så jeg kunne se, hvad vi endte med. Næsten. For han ville selvfølgelig tilpasse tegningerne til min fysik. Ikke for småt. Ikke for stort. Harmoni.

Det gav vi hånd på. Og jeg betalte. Normalt erlægger man et depositum og så resten, når man får den lavet. Jeg betalte det hele forud. Selvfølgelig får jeg pengene igen (minus depositum), hvis der skulle ske et eller andet, så jeg ikke kan overholde aftalen. Prisen? Tja. Han afsatte tre timer til mig. Og tiden er det, der regnes i. Plus lidt ekstra pga. farverne. Så det blev på den tunge side af 2000 kroner. Det har jeg det fint med. Prisen betyder faktisk uendelig lidt. Ikke fordi jeg har røven fuld af penge. Men vi taler om at udleve en drøm. Det er IKKE der, man skal fedtspare. Så hellere et par af de billige poser havregryn i Ghetto bagefter.

Så jeg fik min date. Her sidst på ugen. Til den her date skal jeg ikke medbringe blomster eller rødvin. Bare mig selv. Gaveindpakket. To timer før daten skal jeg smøre mig ind i Emla-salve. Noget hundedyrt stads, der har den gode effekt, at det reducerer smerterne med en tredjedel. Fint med mig. Den køber jeg. Så det skal jeg fedte mig ind i på lænden og så vikle cellofan omkring mig selv. Og så er jeg klar til at gå på en date. Tro det eller lad være, jeg glæder mig. Ikke til smerten. Men til hele oplevelsen. Og til resultatet. Jeg agter at tage nogle fotos af resultatet. Så i får mulighed for at se med. Bagefter. Selve daten er kun for mig.

Kan i nu passe rigtigt godt på jer selv, jeres drømme og hinanden
Knus fra
Prinsen af den lækre streg
(<- det nærmeste, jeg kunne komme et røvgevir)

P.S. Det lille billede ovenfor er ikke den tatovering, jeg har valgt. Den minder lidt om den, men der er alligevel ret stor forskel. Jeg har flækket det her billede sammen af forskellige fotos, jeg har googlet. Bare for at give jer en lille idé om, hvor jeg vil henad.

Man skal kende sine begrænsninger

Ja, ikke sandt! Det er et af de der gode gamle mundheld, der har en solid klump sandhed i sig. Og hvorfor bringer jeg så dét på bane? Fordi jeg har været på universets kedeligste kursus i denne uge. I hvert fald kedeligt for mig.

Det foregik på en teknisk skole her i det storkøbenhavnske. Jeg vil ikke være mere specifik hverken med sted eller navne. Det var noget, jeg skulle på pga. mit arbejde. Jeg skal spare jer den kedelige forklaring. Den korte udgave er, at tager jeg en stribe kurser, bliver jeg opgraderet til en anden titel og får mere i løn. Et par tusind mere om måneden faktisk. Så hvem ville ikke sige ja til det.

Mit job i det daglige er sådan en slags besynderlig blanding af lagerarbejde, kundeekspedition og kontorjob. Så naturligvis drejer kurserne sig om viceværtsfunktioner! Jeg forstår det heller ikke helt. Men lad det nu ligge. Det har vist igen noget at gøre med min egentlige titel og fagforening. Når man arbejder i staten udvikler man en solid tolerance for paradokser og besynderligheder. Med andre ord: jeg gik til sagen med krum hals.

Vi – altså det hold jeg kom på – blev mødt af en kvindelig kvinde som underviser. Fint nok.

”Jeg er uddannet smed og frivillig brandmand”, sådan introducerede hun sig. Okay. Fordom nummer 57B aktiveret: Betonlebbe, der trimmer overskægget hver morgen i en tønde spild-olie.

Nope. Nix. Forkert. Som med så mange andre fordomme var det helt galt. Hun var hetero med mand og unger. Det er nu sjovt med fordomme, ikke. Og hun var skide sød. Et humørbundt af den anden verden. Hun anede bare ikke et hammerslag om det, hun skulle undervise i. Og så kunne hun ganske enkelt ikke undervise. Desværre. Hun var ny, så forhåbentlig kommer det med tiden. Jeg havde lidt ondt af hende. Hvordan pokker den skole kunne slippe hende løs uden at have bare de mest elementære pædagogiske redskaber i arsenalet, fatter jeg ikke.

I øvrigt er tekniske skoler et sjovt sted. Det vælter rundt med lækre unge fyre. I dén grad. Alle mulige og umulige typer af trimmede og muskuløse håndværkertyper. Og så lille små-fimsede mig. Jeg havde sådan en underlig fornemmelse af, at jeg ligeså godt kunne have gået rundt med en skrigende lyserød trøje med ordet ”homo” præget i neonskrift. Jeg faldt med andre ord ikke lige ind i miljøet. Skolen virkede ikke just som homo-heaven . Der var sådan lidt ”det sagde hun også i går”-mandehørm over det hele. Bøsser var vist dybest set noget, man skød med (eller på). Men det er måske igen en fordom. Jeg burde snart lære dét med de fordomme. Nå. Hvorom alting er, så fik jeg godt nok motioneret synsnerverne. Slurp! Nam-nam.

Hmm. Det var et sidespring. Tilbage til det med undervisningen. Det var sådan noget med at skille en vandhane ad fx. Skifte pakninger. Flå et lokum fra hinanden og sætte det sammen igen – med færrest mulige dele til overs. Og ekstra point hvis det oven i købet virkede. Jeg er med garanti den værste elev, de nogensinde har haft derude. Mit foto er sikkert kommet i Hall of Shame. Det er SLET ikke mig at rode med sådan noget. Skal jeg vælge mellem blå overalls plus skruetrækker eller netstrømper og neglelak, ville jeg ikke være et øjeblik i tvivl. På med blonderne og fingerpynten. Jeg kan fucke selv det mest elementære gør-det-selv projekt op. Hvis det stod til mig, skulle steder som Silvan jævnes med jorden. De bekræfter mig konstant i min utilstrækkelighed. Jeg kan sådan lige finde ud af at skrue den der dims af vandhanen, så den anden dims kan komme ud (vi fik navnet på dimserne oplyst, men det er effektivt fortrængt allerede), hvorefter man kan fjerne kalk ved at lægge dims to i eddike. Og det er i grove træk det.
Underligt nok synes jeg som barn, at det var evigt sjovt at skille ting ad. Selv beskidte cykler og knallerter. På en eller anden måde forsvandt de perverse tendenser med puberteten. Nu får jeg det måske til at lyde, som om jeg har totalt løse håndled. Det synes jeg nu ikke. Men jeg dur bare ikke til det der macho-håndværker-Silvan-skrue-på-et-eller-andet trip.

Så det blev en lang uge. Meget lang. Jeg holdt mig helt i baggrunden, når der skulle skrues og demonstreres. Der var gudskelov et par gutter, der befandt sig som fisk i vand derude. Jeg fandt sammen med et par andre tøser på holdet. Vi cirklede lidt rundt og sludrede, mens resten af skrue-fanatikerne hyggede sig. Nogle af fyrene virkede næsten ekstatiske, da de fik love til at splitte en dørpumpe (!) ad og sætte den sammen igen. Og jeg følte mig mere og mere som hende fra Tipstjenestens reklamer, der fatter minus af det hele: der er så meget, vi kvinder ikke forstår. Nå ja og så mig. Jeg fattede det over hele hovedet ikke. Og jeg prøvede virkelig at engagere mig i sagen. Men jeg kunne ikke. Jeg ville hellere lave blækregning eller lære tyske verber udenad. Og tro mig. Tyske verber ligger ikke specielt højt på min hitliste.

Så nu ved jeg…? Faktisk en hel del jeg ikke vidste før. Noget om opvarmning af boligen. Elspare-tips. Hvor varmt vandet skal være. Legionella. Salmonella. Frikadella. Eller var den sidste noget, jeg lige fandt på? De teoretiske informationer kunne jeg godt forholde mig til. Men går mit lokum i stykker, så ringer jeg efter en fagmand - eller til en ven i omgangskredsen, der har bedre skruekarma end mig. Man skal – som bekendt – kende sine begrænsninger.

Kan i nu passe på jer selv, jeres håndværkere og hinanden,

God weekend. Knus og kram
fra
Prinsen af den skæve vandhane

Af børn og fulde folk...

.... skal man høre sandheden. I kender sikkert talemåden, der går noget i den retning. Og helt løgn er det ikke. Nu ved jeg ganske vist ikke, hvor megen sandhed jeg har serveret i årenes løb i større eller mindre branderter. Men den med børnene køber jeg.

Jeg kom til at tænke på det her til morgen. Atter befandt jeg mig i den lokale svømmehal i forbindelse med min fitnesstræning. Jeg var ved at smide de gennemsvedte træningsklude ned i tasken, da en far med datter tog et skab tæt ved mit. Ungerne har lov til at bade sammen med forældre af det modsatte køn, indtil de fylder seks. Børnene altså.

Nå, jeg stod efterhånden i al min nøgne skønhed og vælde.... Så bemærkede jeg, at pigen kiggede. Og jeg mener kiggede. Med øjne så store som thekopper, som det hedder i eventyrene.

Det er jeg vant til. Det er blevet mere reglen end undtagelsen, efter jeg har fået mine piercinger. De voksne kigger lidt stjålent. Et hurtigt blik, når de ikke mener, jeg ser det. Misforstå mig ret. Jeg har det fint med, at der bliver kigget. Jeg er vildt glad for min kropskunst. Hvis der er andre, der lader sig fascinere eller måske oven i købet finder det smukt, så er jeg mere end glad.

Men min lille veninde, der vel har været omkring fire år, vil jeg skyde på, kunne slet ikke få øjnene fra mig. Hun nærmede sig en smule. Og så lidt mere. Indtil hun var rimeligt tæt på. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne fornemme, at hun tænkte så det knagede. Jeg er sikker på, at piercingerne overhovedet ikke skræmte hende. Hun var bare intenst nysgerrig. Og måske synes hun, at de røde sten i smykkerne var flotte.

Pludselig opdagede hendes far, hvad hun havde gang i. Han fór over og hev hende væk, og så fik hun et møgfald over sådan at stirre. "Det gør man bare ikke".

Det var jeg egentlig lidt ked af på pigens vegne. Havde hun - eller faderen - sagt noget, havde jeg kommet med en sjov bemærkning. Selvfølgelig begynder man ikke at forklare en fireårig, at det handler om nåle gennem kød. Men jeg er sikker på, at hun har spurgt farmand. Og har fået at vide, at det er noget meget farligt noget, som skøre voksne finder på. Så nu er hun måske bange for folk med piercinger. Og det gør mig trist.

Vi mister en masse, når vi bliver voksne. Vi mister den åbne tilgang til verden. Vi pakker vores nysgerrighed ind i en masse sociale konventioner. I bedste fald er der fornuft i det. I værste fald får vi en masse forkvaklede opfattelser af ting, vi mener at forstå. For vi spørger ikke. Så hellere save vores arm af med en rusten nedstryger. Det er sgu da underligt, ikke?

Måske burde vi lave en slags genopdragelse. Eller af-opdragelse. Så vi kunne genfinde barnets evne til at more sig spontant, dets evne til åbenhed og dets nysgerrighed. Jeg er sikker på, at vi ville få en bedre verden ud af det.

Kan i nu være nogle artige voksne unger.
Pas på jer selv, pas på jeres nysgerrighed, den har trange kår, giv den noget Substral.
Knus og kram
fra
Prinsen

Fordomme

Fordom. Ifølge Nudansk ordbog: ”dom, der er fældet forud”. Med andre ord en hamrende uretfærdig og som oftest forkert dom. Men vi kender dem alle sammen. Jeg kan ikke fordrage fordomme, men jeg fælder dem selv. Selv om jeg prøver at tage mig i det.

Her i morges tog jeg over for at træne i SATS, som jeg næsten altid gør i weekenderne. Omklædningen foregår i den lokale svømmehals regi. Da jeg kom igennem adgangsmøllen derovre, stod der en ung fyr, vel omkring de 18-20 år, og snakkede perkerdansk i sin mobil. Bling! Fordomslampen på mit kontrolpanel tændte. Jeg anstrenger mig til det yderste for at behandle alle folk ens. Jeg ser slet ikke mig selv som racist (og her kommer så det men, der er lagt i ovnen til) , men jeg har efterhånden haft så mange triste erfaringer med unge fyre af anden etnisk herkomst. Det er som regel den slags fyre, der råber ”bøsse” efter mig. Det er som regel den slags fyre, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det er som regel den slags fyre, der pisser mig helt enormt af.

Se. Det var det, jeg sagde. Fordomme i spandevis. Og dybt uretfærdigt over for de 99% af etniske nydanskere, der er gode velfungerende samfundsborgere. Jeg ved det godt.
Min nye ven, der fik mig til at rejse børster, stank som Carlsberg bryggerierne i disses velmagtsdage. Han var med andre ord langt fra appelsinfri. Ikke helt efter Koranen vist (se, endnu en fordom). Han blev færdig med sit fuldemandsvrøvl på telefonen og fik nu øje på mig.

Jeg var ved at skifte til træningstøjet. ”Har du set det her ur”, sagde han med ansigtet helt tæt på mit. Damn, han var mere stiv, end jeg troede. Jo, ja. Det kunne jeg godt. Jeg kunne faktisk ikke undgå at se det. Han havde mast det helt op i ansigtet på mig. Et rigtigt homo-ur i øvrigt. Hvid bred læderlænke med masser af bling-bling. Det sagde jeg dog ikke. ”Det er et ægte XXXXXX”, kunne han oplyse. En fuldblods connaisseur lige fra morgenstunden med andre ord. Aha, javel. Nu anede jeg, hvor det her bar hen ad. ”Vil du købe det?” Hmm. Lad mig se. Hvad er chancerne for, at lortet ikke er varmt? Vel cirka de samme som for at Stein Bagger i virkeligheden er en moderne Robin Hood. Nej tak, jeg har ikke brug for et ur – fik jeg sagt. Det behandlede fyren med den velkendte nedsatte hastighed, der præger alle stærkt berusede mennesker. ”Hvad så med den her?” Nu trak han en lille lommelygte op ad lommen. ”Det er også en deodorant.” Pyha, jeg troede lige, jeg skulle have en gang peberspray (pling, fordom igen). Nå, jeg er selv en tørlagt alkoholiker, så jeg ved godt, hvordan man skal omgås fulde mennesker. I det mindste var han ikke på stoffer, tror jeg (fordoms-pling igen). ”Jeg venter lige på min ven”, sagde han. På den der perkermåde, der kan få alt til at lyde som en trussel. Uh oh, nu får jeg hele klanen af fætre på nakken, fordi jeg ikke vil bruge penge på fyren, tænkte jeg (ja, ikke sandt. Fordom).

På vej op ad trappen fra omklædningen til selve træningslokalet. Jeg var ikke helt tryg. Brækker han nu nogle skabe op? Mit fx? Ikke at jeg havde en formue liggende. Men dog nøgler og ID. Ikke godt. Men jeg kan sgu ikke stå brandvagt hele formiddagen. Skal man henvende sig til en bademester. Hvis man ellers kan finde en?

Okay. Det var så cirka her, at jeg gav mig selv et mentalt los i røven. Ville jeg reagere på samme måde, hvis det var en halvfuld etnisk dansker? Nja. Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Jeg har selv paraderet nogle branderter ovre i svømmehallen. En halv flaske vodka til at varme op på, og så i dampbad. Men jeg væltede ikke rundt og prøvede at sælge noget dengang. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg egentlig ikke kunne lide mig selv særlig godt lige nu og der. Jeg var bange for at se mig i spejlet. Jeg var ret sikker på, at Pia Kjærsgaards fjæs ville stirre tilbage med et smørret grin. Gu’ vil jeg ej lade mig styre af mine fordomme. Fyren var fuld. Han var muligvis en platugle. Dem sidder der masser af på mange værtshuse (eller andetsteds) her i staden. Langt de fleste er blege, halvfede danskere. Jeg vil ikke gå tilbage og leje politimand. Nu tager du dig sgu sammen, knægt!

Og det gjorde jeg. Tog mig sammen altså. Jeg trænede. Jeg svedte som en tyrker (<- ikke en fordom, bare et idiom). Og jeg stavrede med smadrede ben ned til omklædningen igen efter et par timer. Alt var som det skulle være. Ingen havde hugget noget fra mit skab. Og fyren havde forhåbentlig hygget sig sammen med sin kammerat.

Så far er ikke vred. Han er skuffet. Over mig selv. Det er efterhånden blevet så comme il faut at nedgøre hele grupper af mennesker. På grund af deres race. Religion. Eller noget helt syvende. Det burde jeg sgu som svans af guds nåde være opmærksom på. Der er blevet flyttet nogle grænser de senere år. Først var det helt fy fy at sige noget som helst grimt om perkere. Nu er det næsten helt okay. Begge dele er lige galt. Og det skaber åbenbart en stemning, hvor man skal være oppe med paraderne konstant, altså over for sig selv og ens holdninger og ageren. Det er så nemt at svømme med. At lade den indre svinehund styre festen.

Jeg vil lige forsøge mig med et nytårsforsæt her i juni: Jeg vil resten af året gøre mit yderste for at vurdere alle mennesker ud fra deres konkrete handlinger. Ikke ud fra mine fordomme om dem. Er det naivt? Måske. Men jeg kan bedre leve med mig selv på den måde.

Kan i nu passe på jer selv, perkerne, platuglerne, de blegfede danskere og hinanden.
Knus fra
Prinsen

En lille opdatering...

Orker i at høre mere om piercinger? Hvis ikke, så skynd jer ud og sæt kaffe over, tænd for fjernsynet, elsk med kæresten eller noget helt fjerde. Men lad for guds skyld være med at læse videre.

For piercinger er atter emnet. I weekenden redegjorde jeg for min nye prins Albert. Jeg synes, jeg skylder en lille opdatering her på dag fire.

Det første døgn var der en del blødninger. De er aftaget. I dag er faktisk første dag helt uden. Og det er dejligt. Og efter planen. Jeg har læst en del fyres beretninger på nettet om deres Albert'er. Jeg kan genkende det meste. Selvfølgelig er der individuelle forskelle, men helt overordnet er jeg på sporet.

Man lærer også ret hurtigt, hvad der er smart og usmart med en ny prins Albert. Fx er det ret dumt at krydse benene, så pikken og dermed Albert kommer i klemme. Det kan han ikke lide. Så brokker han sig - og bløder. Så det har jeg lært at lade være med. Til gengæld er almindelig gang, arbejde og endog cykling åbenbart ikke noget problem.

At tisse er også en ny oplevelse. Det svier. Ret så grundigt endda. Det er også helt almindeligt i den første tid med en ny Albert. Jeg har så til gengæld lært at sætte pris på at være omskåret. Forhuden styrer strålen fint. Det er ellers et problem for mange uomskårne. Det ekstra hul i pikken plus smykket gør det sværere at ramme målet - så at sige. Der er en del, der opgiver, og går over til at sidde ned, når de skal lade vandet.

Så alt i alt opfører Albert sig om ikke eksemplarisk så i hvert fald efter planen. Og jeg er stadig helt vildt lykkelig over ham. Jeg tager mig selv i at falde i staver og måbe lidt over, at jeg rent faktisk fik taget mig sammen til at få det gjort.

Jeg vil godt have lov til at sige tak for den fine respons, jeg har fået herinde, på Albert og venner. Både på disse skriverier, men også på mine piercingbilleder i galleriet på Boyfriend.dk. Det har været skønt. De fleste er positive. Nogle bryder sig ikke om det. Men alle har været søde og rare. Jeg var også lidt spændt på, om jeg havde sluppet ånden ud af flasken mht. billederne. Jeg orker ikke de der "skal vi kneppe"-mails. Dem har jeg heldigvis været forskånet for. Billederne var netop heller ikke tænkt som porno - eller som en lummer opfordring til sex. Nøgenhed kan være smukt. Nogle gange oven i købet erotisk. Men dælme ikke altid pornografisk eller lummer. Det har været fint at opleve, at jeg åbenbart ikke er den eneste herinde med den holdning.

Nå, nu vil jeg skynde mig langsomt hen i lænestolen. Jeg er gået igang med "Drengen i kufferten" af Kaaberbøl & Friis. Den tegner til at blive en fin læseoplevelse.

Kan i have en fortsat dejlig uge.
Pas på jer selv og hinanden.
Knus fra
Prinsen

Fællesmøde...

Pyha! Det holdt hårdt, men efter et dramatisk fællesmøde, der varede til ud på de små timer, blev det enstemmigt (med stemmerne en mod nul) vedtaget. Jeg opretter et galleri på min profil på Boyfriend til mine piercingfotos. Det er faktisk allerede sket. Ingen skal komme og sige, at Prinsen ikke rider samme dag, han sadler.

Argumenterne for og imod på mødet var mange og i al beskedenhed glimrende. Jeg har normalt den politik, at jeg ikke gider at have pikfotos på min profil. Ikke fordi jeg er snerpet, det vil de fleste af vennerne i hvert fald kunne skrive under på, jeg ikke er. Pikfotos keder mig bare lidt. Især hvis der kun er pikfotos. Derudover er der også signalværdien i at have pikfotos. Jeg søger netop ikke kun sex. Så vil det ikke være for pornoagtigt (og kedeligt) at inkludere fotos af min seneste piercing, Prins Albert'en?

Nja. Jeg nåede frem til, at jeg i (krops)kunstens navn godt kunne leve med det. Om folk så spiller pik (eller violin) til de billeder, betyder ikke en flyvende lama. Men jeg håber selvfølgelig også, at der drysser en enkelt eller to forbi galleriet, fordi de er interesserede i eller måske oven i købet kan lide piercinger. Hvis du er en af sidstnævnte, så skriv en hilsen i gæstebogen eller send mig en mail. Det ville lune. Er du en af de førstnævnte, altså dem med pik eller violin, så fred være med det også.

Ellers er der ikke de store ting at melde om herfra. Natten forløb fint. Jeg var lidt spændt på, hvordan piercingen ville reagere på de erektioner, der altid kommer i drømmeland. Af samme grund havde jeg bevæbnet mig med et af de i går omtalte indkøbte bind. Og det viste sig at være klogt nok. Men stadig intet dramatisk. Den største gene var faktisk underboen, der efter landskampen (tillykke til os i øvrigt) partout skulle høre tårnhøj technomusik i et par timer. Det kan godt blive en kende ensformigt at høre på sådan en tæppebanker-bas, når man egentlig hellere ville sove. Nå, det blev ikke så slemt, at jeg hankede op i Albert for at gå ned og klage. Det sker heldigvis meget sjældent, at det unge par buldrer - og det var jo lørdag aften.

I dag skal jeg over at stemme. Naturligvis. Den normale fitnesstræning er aflyst. Prinsen sydpå kræver ro. Senere skal jeg have læst Don Winslows "The Power of the Dog" færdig. Har du aldrig læst Winslow, så skynd dig på biblioteket eller i bogladen. Han er aldeles fremragende. Start fx med "Isle of Joy". Den er ikke så lang, som den jeg læser nu, men også helt forrygende. På omslaget skriver Ian Rankin (kendt krimi-forfatter) noget i retning af: "So good you almost want to keep him to yourself". Ja, ja, tænkte jeg. Det sædvanlige reklame-øregas. Men denne her gang er det den skinbarlige sandhed. Jeg er bare så ualmindeligt rar, at jeg ikke kunne drømme om at holde ham for mig selv .

Kan i have en god valg-søndag.
Pas på jer selv, det bissende stemmekvæg og hinanden
Kram fra
Prinsen med det nye galleri

Prinser, nevøer og andet stemmekvæg

Det er tid til en opdatering fra mit lille kongerige. Når jeg nu alligevel sidder her - og er meget stille, så kan jeg jo lige så godt gribe fat i den elektroniske fjerpen og nedfælde nogle indtryk. Som en del af jer måske har læst i denne dagbog, så er jeg på det seneste blevet piercet et par gange. I navlen og i begge brystvorter. Alt er forløbet fint, alt heler fint ifølge programmet, og jeg er ovenud glad for min nye kropsudsmykning.

Jeg har længe gået og diskuteret med mig selv om den for en fyr ret så ultimative piercing: en prins Albert. Til jer, der ikke har set sådan én, så taler vi om en piercing gennem urinrøret og pikhovedet. I kan læse og se lidt nærmere, hvis det har jeres interesse, på den her Wiki-side. Advarsel! Hvis i er sarte eller ikke bryder jer om piercinger, så lad være med at klikke på linket. Okay?

http://en.wikipedia.org/wiki/Prince_Albert_piercing

Jeg har læst på nettet. Kigget hjemmesider. Set fotos. Søgt oplysninger på diverse pierceres hjemmesider. Og det begyndte at stå mig lysende klart, at sådan en bandit ville jeg også have.

Problemet er naturligvis ret indlysende. Enhver sætning, der indeholder ordene 'nål' og 'min pik' får de fleste fyre til at krydse benene pr. automatpilot. Jeg er ingen undtagelse. Nu har jeg prøvet at blivet piercet, så jeg ved godt, at smerten er til at leve med. Men lige dét sted?!?

Nå, jeg er ingen lørdagskylling, så her efter frokost i dag sadlede jeg min trofaste ganger op og begav mig atter mod Nørre Farimagsgade og City Piercing. Med en del hjertebanken, det skal jeg ærligt indrømme. Ikke at jeg var i tvivl om, at jeg ville have min Prins Albert, men jeg var spændt. Cirka ligesom ved udsigten til et tandlægebesøg med rodbehandling - gange tre - eller sådan noget.

Min faste piercer havde til alt held vagten. Jeg fremlagde sagen (nej ikke dén sag - endnu) for ham. Spurgte til smerten. Og fik det beroligende svar, at det værste ved netop den piercing var det psykiske. Altså hele den opladning, eller hvad vi skal kalde det, jeg havde gennemgået. Smerten var ikke så slem som til eksempel mine brystpiercinger, sagde han. Okay. Ræk hånden op, fyre. Hvor mange køber den? Nej vel. Vi taler sgu da om det allerhelligste. Sanctum sanctorum.

Men jeg gennemgik den sædvanlige liturgi op til en piercing. Snak om efterbehandling. Snak om smykke. Samt det særlige om lige netop en Prins Albert. Sjovt nok er det, der står klarest, at jeg ikke bør have sex i en måned.....

Efter de indledende manøvrer ude i butikkens forlokale gik vi ind i selve piercerummet. Et lille lokale med en slags tandlægestol. Min gode ven blev nu endnu mere intimt bekendt med mig. Ned med bukser og underhylere. Tilbage med forhuden. Det føltes lidt som at være på session. Bare med en del flere nerver. Han mærkede op med den sædvanlige tush, jeg godkendte planen, og vi kiggede på selve smykket. Det går jo ligesom ikke at klaske dyret op på disken ude i butikken *G*.

Så op i stolen. Hjertebanken nu i niveau med en rytmeboks på speed. Men stadig tryg ved situationen og ved min piercer. Han er aldeles fremragende til at tale én igennem det. Stolen blev kørt i stilling, så jeg nærmest lå ned. Så viste han mig et særligt rør, som skulle indføres i mit urinrør. En slags sikkerhedsforanstaltning, så han ikke stak forkert eller for dybt (hvilket jeg satte stor pris på). Han brugte en slags glidecreme til at føre røret ind. Nogle piercere gjorde det uden smørelse, sagde han. Det må være dem, der er i familie med min gamle sadistiske skoletandlæge! Og så var vi klar til selve stikket. "Tag en dyb indånding og pust ud". Det er altid sådan, han gør. Når man puster ud, stikker han. Og det gjorde han.....

Mirakel! Det var slet ikke så slemt. Jo, gu' kan det mærkes. Men det var vitterlig ikke så smertefuldt som især brystpiercing nummer to (jeg fik lavet begge ved det samme besøg).

Og så smykket i. Det bed også lidt, da det blev sat ind, men stadig inden for det acceptable. Og så havde jeg en Prins Albert..... Utroligt!

Jeg fik en gummihandske viklet omkring pikken. De her piercinger bløder lidt bagefter. Og så fik jeg ellers besked på at tage hjem og slappe af. Det er okay at tøffe lidt rundt, men "lad være med at gå i byen og gå amok". Yeah, right! Som om. Jeg fik også det gode råd at have nogle hygiejnebind til at stoppe i undertøjet. Blødning er helt normalt og forventeligt de første dage. Og det kunne jeg også se, da jeg kom hjem og tog den omtalte handske af. Ikke noget dramatisk, men jeg var glad for, at jeg havde fulgt hans råd og indkøbt en pakke bind. Det er så også første gang, jeg lige har shoppet lige dén artikel *G*.

Ja, og så sidder jeg her. Alslappet og samtidig høj. Den dér piercing-rus, som nok er umulig at forklare. Men dem af jer, der er blevet piercet, ved, hvad jeg taler om.

Fik jeg sagt, at jeg ikke må have sex i en måned....?

Jeg plejer at uploade et foto eller to af mine piercinger på Boyfriend. Det skal der også nok komme af den her. Men den skal lige have fred og ro (og holde op med at bløde), før jeg overfalder den med digikameraet.

På vej hjem havde jeg lige et ærinde mere. Som en slags præmie for veloverstået piercing havde jeg lovet mig selv det nye album med Nephew. Det hedder DanmarkDenmark. Det kører på cd-afspilleren lige nu. Det er fremragende! Jeg er helt pjattet med Nephew. Jeg så dem live i KB-Hallen for et års tid siden cirka. Og seneste udspil er genialt. Teksterne har bid, og musikken er lige i skabet. Den cd kommer til at snurre nogle runder i dag. Køb den! Den kan ikke anbefales højt nok.

I morgen er det så valgdag. Hvis min pik ikke er faldet af i nattens løb eller på anden måde forhindrer mig, så tøffer jeg som altid over og udfører min borgerpligt. Det er nemt denne gang. Jeg har aldrig været i tvivl. Kryds ved liste N og blank til kongerøgelsen. Så er den ged barberet.

Nu vil jeg forsøge at stable mig på benene og gå ud i køkkenet efter endnu en kop kaffe. Jeg ønsker jer alle en aldeles fremragende weekend - og en god valgdag i morgen. Let nu røven fra sofaen og få stemt. Også selv om vi er pivende uenige om, hvor krydset skal sættes. Så kan vi altid diskutere i debatten herinde, når resultaterne af afstemningerne foreligger.

Pas på jer selv, jeres nevøer og hinanden
Knus fra
Prinserne Albert & Ham Paa Den Skide Hest

Bøsse-pingviner

I Bremerhavens zoo er to han-pingviner, Z-punkt og Viel-punkt, blevet de lykkelige forældre til en velskabt lille dejlighed af en pingvin-unge. Det varmer mit hjerte, det her


http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-22794278.html

Kan i have en dejlig grundlovsdag, husk paraplyerne.

Pas på jer selv, pingvinerne og hinanden
Knus fra
Prinsen på den blide pingvin

Vise ord

A Pretty Face Don't Make No Pretty Heart

(Robert Palmer: Bad Case of Loving You)

Plat så det hviner.... men

LOL. Jeg har lige opdaget Dario von Slutty. Kender i ham ikke? Sikkert ikke, hvis i har lige så mange hak i dåbsattesten som mig. Men det kan i jo komme til. Det er øl, fisse og hornmusik-nivauet - eller et par kilometer derunder. Titlerne fra albummet med den skønne tyske pornotitel Ganz Geil er fx "Onani", "Hende gad jeg gerne kneppe", "Barber min fisse" og min personlige favorit "Jeg har no'et diller"....

Det er så plat, at det skriger til himlen, men jeg er flad af grin over sangene.

Dårlig smag? Naturligvis. Infantilt? Selvfølgelig. Skide skægt? Helt sikkert

Her er et link til fyrens MySpace-side, der ligger et par af numrene til fri aflytning:

http://www.myspace.com/dariovonslutty

Kan i nu være nogle gode og artige drenge (m/k),
pas på jer selv og hinanden

Knus fra
Prinsen af den dårlige smag