Vinyl

Som et udslag af min høje, høje alder har jeg med jævne mellemrum taget mig selv i at savne de der underlige runde, sorte skiver, der ved at blive kildet med en nål kan frembringe lyd. Mine egne vinyler er i eksil i kælderen. Jeg har godt nok en gammel pladespiller, men den kan ikke snakke sammen med min forstærker uden nye investeringer i pickup-forstærker. Jeg har skelet lidt til de der billige USB-pladespillere, hvor man kan overføre musik til sin computer, men aldrig rigtigt set logikken. Jeg mener, charmen ved vinyl er da netop at sidde og fedte med den fysiske skive, høre nålen ramme rillen og sidde og læse et cover, der ikke kræver lup at tyde.

Indtil nu har jeg styret mig. Igen, det er nok en slags aldersabstinenser midt i en Spotify-æra at savne de skiver.

Men så fik jeg et nyhedsbrev fra den tidligere forsanger i Marillion, Fish. Hans seneste album, som jeg naturligvis købte og downloadede cirka 12,5 sekunder efter udgivelsen, er nu tilgængeligt i en vanvittigt lækker vinlyudgave med kunst og særlige godter indlagt.

Det var dråben.

Så nu er der indforskrevet en ganske vist rimelig billig, men dog fuldautomatisk pladespiller, der kan sættes til moderne forstærkere. Jeg krydser fingre for, at den når frem inden bededagsferien, så jeg kan gå i kælderen og udgrave de albums, jeg allermest har lyst til at genhøre - og nok så vigtigt gense.

Nå ja, så ligger der heldigvis også indtil flere butikker for pladenørder, hvor vinyl ikke er en belægning på gulvet. De kan nok forvente besøg i nær fremtid...