Medfølelse eller fordrejet egoisme?

Det umulige klares straks, miraklerne tager 15 minutter. Ud fra den devise arbejder min frisør stædigt på det projekt, jeg med et glimt i øjet kalder min forskønnelse. Man kunne også bare sige, at jeg var til frisøren og blev klippet, men det første er sjovere, ikke sandt.

Da jeg ankom, var min frisør i gang med en anden kunde, så jeg fordrev ventetiden med lidt læsestof. Ekstra Bladet lå til fri afbenyttelse. Forsiden i dag handler om en historie, der kun svagt har registreret sig hos mig. Jeg kender med andre ord ikke alle detaljerne. Det er sagen om de to børn, der døde i en brand her for nylig. En skrækkelig ting naturligvis, derom ingen tvivl.

Men jeg går alligevel i bakgear over hele affæren. Nu er Ekstra Bladet næppe jordens største sandhedsvidne (beklager, hr. Falbert), men de beskriver på forsiden og over utallige sider hele den triste sag og ikke mindst folks reaktion på samme. Det er simpelthen usmageligt. Alle, der bare har set et billede af Tordenskjold, trækkes frem af de dybe skuffer og kloger sig samt udtrykker deres medfølelse. Tårerne løber ned af siderne, så tryksværte og det hele ender i læserens skød.

Der er åbenbart også opstået en Facebook-gruppe, hvor folk kan kommentere og være medfølende. Ekstra Bladet har i det mindste det motiv, at de kan sælge aviser på historien. Usmageligt javist, men sikkert godt aviskøbmandskab. Men hvad sker der med den Facebook-gruppe? Den byder mig i den grad imod. Der er opstået en hel skov af den slags grupper, hvor stort set enhver tildragelse skaber grobund for forargelse, medfølelse eller tænders gnidsel.

Er vi virkelig så medfølende? Er keyboardet i fare for at kortslutte af tårestrømmen, når folk melder sig ind i brandbørnenes gruppe, eller hvad hulen den nu hedder? Eller er det bare en måde at udstille og promovere sig selv på? ”Se, jeg har overskud til at vise, hvor medfølende et menneske jeg er”. Er det det, vi er ude i? Jeg undrer mig oprigtigt.

Jeg vil ikke sige, at de døde børns vanskæbne rager mig en papand. Naturligvis ikke. Men jeg vil sandt for dyden heller ikke hykle sorg. Jeg synes, jeg ser en trend eller tendens til at leve pr. stedfortræder. Vi (og her undskylder jeg for generaliseringen) lever med i de kendtes glæder og sorger. Vi savler over ugeblade og reality shows. Vi sørger med de døde børn. Eller gør vi? Jeg tillader mig at tvivle.

Hvis der skulle være nogen konsekvens i den slags sorg, så skulle vi gå og tudbrøle døgnets 24 timer. Der dør børn og voksne over hele kloden hvert minut af tragiske årsager. Sult. Krig. Drab. Brand. Sygdom. Alle den slags dødsfald er lige ulykkelige. Og burde påkalde sig samme grad af sorg og medfølelse som tildeles de to børn i den nylige brand.

Hvorfor sker det så ikke? Tja, den åbenlyse grund er vel, at intet menneske ville kunne holde ud at påtage sig den mængde sorg. Og skal det selvfølgelig heller ikke. Man lærer ret hurtigt her i livet, at det ikke er muligt at lave verden om sådan hokus-pokus-filihankat. Intet menneske kan bære verdens skyld og synder på sine skuldre, om end en større religion er opstået af den tanke. Det er nok et af ungdommens adelsmærker, at man ikke har mistet troen på, at alt kan revolutioneres. For det kan det jo ikke. Vi mennesker er møg-konservative, når det kommer til stykket.

”Revolution? Nej, det kan vi sandelig ikke i dag, jeg har taget kød ud til frikadeller”! Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at intet kan ændre sig. Men man lærer at vælge sine slag, mærkesager og indsatsområder hen ad vejen.

Hvorfor påkalder de to børn sig så den grad af opmærksomhed? Sandsynligvis fordi der netop er tale om børn. Et barns død er altid tragisk. Der er et så stort tab af liv, af potentiale. Og så er de jo danskere. Det er noget, der er sket stort set på vores dørtærskel. Og her er vi fremme ved sagens kerne, tror jeg: det kunne ske for os selv!

Ja, ikke sandt. Det kunne det jo. At folk dør som fluer af sult nede i Afrika fx er ikke på samme måde vedkommende, det er jo ikke noget, der sker for os. Tværtimod meldte medierne, at flere danskere måtte søge sygehus her i julen, fordi de bogstavelig talt var ved at æde sig ihjel.

Kan det være så koldt? Er der tale om en slags fordrejet egoisme, når vi hidser os op over to børns vanskæbne i en brand? Er det en slags bøn til skæbnegudinderne om ikke at lade samme ulykke ramme os eller vore kære?
Det håber jeg ikke. Jeg prøver at se det bedste i alle mennesker, men til tider må jeg undre mig. Den lidt mindre kolde forklaring er, at det er en naturlig ting, at det er de nære ting, der bringer os i affekt. Det forklarer så bare ikke reaktionerne ved fx Lady Dianas, Elvis’ eller Michael Jacksons død.

Hvorom alting er, så følte jeg mig klæbrig og tilsølet efter at have læst om det hele i Ekstra Bladet. Det var derfor særlig velkomment med en tur i svømmebad, sauna og dampbad oven på min frisørs Don Quijotiske vindmøllestrid for min skønheds forøgelse.

Blev jeg så det? Skønnere altså. Nja, jeg blev i hvert fald mere korthåret…

Lad mig her til slut benytte lejligheden til at ønske alle mine venner, kontakter og læsere af disse små skriblerier et rigtigt godt og lykkebringende 2010. Pas nu på jer selv, når i skal ud og skyde krudt af.

Varme hilsner fra
Prinsen

Heksejagt, pædofile – og så i øvrigt glædelig jul

Glædelig jul, kære venner. Jeg håber, i nyder helligdagene i godt selskab og med hygge og dejlig julemad. Jeg har haft en dejlig jul i selskab med min gamle far. Julefred, hygge og stærkt tiltrængt afslapning.

I min eksponentielt voksende bunke af bøger, der skal læses, faldt jeg her før jul over Jan Guillous ”Heksenes forsvarere”. Jeg er ikke færdig med den endnu, jeg tager lidt ad gangen, men det drejer sig om en historisk reportage over heksejagterne. Guillou fører dem helt op til nutiden ved at drage parallellen til vore dages dæmonisering af pædofile.

Det satte en hel del tanker i gang hos mig.

Jeg kan lide mænd. Nå ja, og en kvinde er da heller ikke så tosset. Jeg er kort sagt selv en del af LGBT-miljøet og har mange gode venner og bekendte, der tilhører det lyserøde segments forskellige vidunderlige seksuelle minoriteter. Så hele problematikken omkring minoriteter har naturligvis min interesse. For ikke så skrækkelig mange år siden var det bøsser, der var de udstødte. Læs om Herman Bangs liv fx, eller om Oscar Wildes. Transpersoner er stadig kategoriserede som sindslidende, hvilket i hvert fald for mig forekommer totalt vanvittigt. Alt skulle (og skal stadig alt for mange steder) foregå i det gedulgte. Risikoen for opdagelse forpestede – og forpester – mangt et liv.

Alt det her interesserer mig levende. Jeg er gået i gang med at fordybe mig i emnet. Min ikke specielt epokegørende tese her i afsættet er, at vi mennesker åbenbart skal have en eller anden gruppe at lægge for had. Nogen at spejle os i. De andre. De væmmelige. Dem, der gør, at vi er de gode og rigtige. Det er jo lige ud af skolegården, ikke sandt? De røde mod de blå, som det hed i min folkeskole, hvor vi første dag blev delt op i to grupper. Tænk, den opdeling hang ved langt op i klasserne. Eller pigerne mod drengene. Nu om stunder er det måske de etniske danskere over for de brunøjede.

Før i ringer efter Mimi Jacobsen og får kylet mig i Kronborgs kasematter, så bemærk venligst, at jeg ikke fælder dom over nogen eller noget. Hverken for eller imod. Det betændte debatmiljø nu om stunder gør det vel desværre nødvendigt at skrive den slags eksplicit, hvis man ikke vil have skudt i skoene, at man selv er pædofil. I ved, lidt efter devisen: den, der ikke fordømmer, velsigner. Det minder lidt om den gamle heksetest, hvor en kvinde blev bagbundet og smidt i en sø. Flød hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, var hun ikke. Elegant, ikke sandt!

I øvrigt kommer jeg i den anledning til at tænke på endnu et bogfund fra hedenold. Faktisk fra et hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken, som jeg besøgte for en del år siden. Jeg faldt over Lars Ullerstams klassiker ”De erotiske minoriteter”. Til en femmer! Det er dælme, hvad jeg kalder et godt tilbud. Den burde være tvungen læsning for enhver, der føler sig kaldet til at sætte sig til doms over andres seksualitet. Når vore dages tiltagende bornerthed og snæversynethed bliver mig for klæbrig en sag, så er det vederkvægende at tage et mentalt bad i Ullerstams univers. Nu er jeg jo et positivt menneske, så jeg vælger at tro, at det danske frisind ikke er dødt. Det er snarere en plante, der står i stampe og trænger til at blive vandet. Årets deltagelse i Priden bekræftede mig i den sag. Det var fantastisk at møde så mange dejlige og glade mennesker fra alle mulige kroge og afdelinger af den menneskelige seksualitets fantastiske univers.

I øvrigt , for lige at runde den ting af, så kunne Ullerstam heller ikke løse den gordiske knude omkring pædofile: praktiseringen af deres seksualitet. Det skal guderne vide, at jeg heller ikke kan. Ullerstam skyder hele spørgsmålet til hjørne ved at kalde det ”et problem at løse for morgendagens humane samfund” (Ullerstam, 1964: s. 58). Gad vide, hvad Ullerstam ville sige til nutidens humane samfund?

Naturligvis er der også tale om en slags penduleffekt. Vi havde 1970’ernes opbrud fra de snærende bånd på seksualitetens område. Der var pendulet helt ovre i den ene side. Nu er det så svunget helt over i den anden side. Paradoksalt nok samtidig med, at der aldrig har været et større udbud af sex og porno alle vegne. Selvfølgelig er det også et kulturelt spørgsmål. Hvad der er helt almindelig og anerkendt praksis i én kultur eller én given historisk epoke, er forbudt og tabu i en anden.

Jeg håber, at pendulet snart svinger den anden vej igen. Jeg kunne bedre lide Danmark som frisindets bannerfører end som et land, der halser af sted med det ene forbud efter det andet. Man kan ikke forbyde sig ud af den menneskelige seksualitet. Det er mig en gåde, at dén selvindlysende sandhed ikke stråler folk lige midt i øjnene. Og det er sgu ikke, fordi der ikke er blevet prøvet. Jævnfør de homoseksuelles historie her til lands. Forbud tvinger ting ned i det skjulte. Forbud skaber myter. Forbud gør måske ligefrem det forbudte spændende. Og forbud udstøder. Dermed er vi tilbage ved heksene. De andre. De farlige. De forbudte.

Jeg glæder mig til at læse mere om alt det her. Det er næsten helt sikkert, at jeg tager fejl på en del punkter. Jeg ændrer sandsynligvis også mening om nogle ting. Men emnet er i hvert fald fascinerende. Gad vide, hvem de næste hekse bliver? Der er vel også en slags mode i det her? De pædofile mister nok lidt af glansen, for nu at bruge et helt forkert udtryk. Hvem står så for skud? Historisk har vi haft en masse: fx hekse, kristne, jøder, muslimer eller homoseksuelle. Mange af disse er stadig i god brug i mange lande. En sociolog kunne sikkert hjælpe mig. Eller det forestiller jeg mig i hvert fald. Det må handle om nogle indgroede (eller medfødte) spilleregler for menneskeligt samvær. Vi har behov for kategorier. For etiketter. Uden dem kunne vi ikke opdele i dem og os. Helt tilbage til Aristoteles (og givetvis før, men det er det første eksempel, jeg kan komme på) har mennesket kæmpet med at inddele alting i passende kasser. Det kunne være, at man skulle starte med at genlæse Aristoteles ”Kategorierne”.

Nå, det blev et lidt anderledes julekort fra mig af. Hvorom alting er, så vil jeg ønske alle mine venner og kontakter en rigtig glædelig jul. Og så vil jeg vende tilbage til det her emne, når jeg har fået studeret sagen grundigere.

Pas på jer selv, hinanden og heksene

Knus og kram

Fra

Prinsen