Flid, fedt og snyd - gode råd til et hurtigt slag fisse

Kan i huske Gotha Andersens programmer i fjernsynet? Hvis ja, så er i enten halvgamle vrag som mig eller en del af den nye bølge af kult-tv-freaks, der opstod i kølvandet på DR2 og TV2-Zulu. Eller bare småautistiske knaldperler som undertegnede med en forkærlighed for det skæve her i livet.

Nå, det er også fløjtende ligegyldigt. Jeg bringer kun den vidunderlige Gotha på banen pga. titlen på hans program. Jeg har nu siden jul tumlet rundt på et par af landets større datingsider. Selve konceptet er ganske vist ikke nyt for mig, jeg har aftjent en lang og tro værnepligt på Boyfriend.dk og et par andre sites. Men jeg fik lyst til at prøve et par af de mere vaniljeagtige og store sider. Det har været en lærerig og øjenåbnende oplevelse på flere måder. Og hvis du nu sidder og venter på, at jeg hænger folk ud ved navns nævnelse, hvad der er en særlig hobby for nogle netdatere, bliver du fælt skuffet. Jeg prøver bare at samle lidt op, for min egen skyld, og du er inviteret med på turen. I dag drejer sagen sig om kapitel 1: Lyv, min dreng, hvis du vil i verden frem.

Jeg har stort set opgivet det med etiketter. Ved festlige lejligheder kalder jeg mig panseksuel. Det giver altid sådan et dejligt tåget blik fra samtalepartneren, der utvivlsomt ser mig iført Disney-figurens grønne gevandter med Klokkeblomst på min skulder. I øvrigt er det hamrende ligegyldigt. Jeg erindrer, at hedengangne Kim Schumacher engang angiveligt blev spurgt til sin seksualitet. Han svarede noget i retning af: bank på min dør, så ser vi, om jeg lukker dig ind. Deri er jeg enig. Jeg falder for personen, ikke for kønnet. Men man er pinedød nødt til at forholde sig til etiketter, når man skal oprette en profil. Er jeg homo? Bi? Hetero? Eller noget helt syvende? Ja, det er jeg. Men der er ikke mulighed for halvgarderinger, så jeg valgte fra spids af at kalde mig bi.

Det kaster lynhurtigt en masse spørgsmål og begrænsninger af sig. Mandlige bi’er er åbenbart en ugleset race. Kvindelige derimod er lige så hotte som knælange støvler denne vinter. Underligt? Nja, måske ikke. Fordomme og konventioner er svære at ændre. Jeg har set SÅ mange par-profiler, hvor kvinden er bi, manden hetero. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg har set og været i nærkontakt med flere pikke end de fleste kvinder. Det siger jeg ikke for at prale. Men sådan er det, når man frekventerer det københavnske bøssemiljø. I bøssesaunaer, sexklubber og lignende er jeg stødt på utrolig mange gutter med vielsesring på. Enkelte hævdede rent faktisk hårdnakket, at de var heteroer, altså når de ikke lige havde en pik i munden, der vanskeliggjorde at forstå, hvad de sagde. Men det er der altså folk, der render rundt og siger. Eller tror. Måske de samme, der er de heteroseksuelle halvdele af parprofilerne. Måske burde man slå ordet selvbedrag op?

Nå, jeg er ikke ude på at dømme nogen. Jeg er bare dødtræt af dobbeltmoral. Kvinder bliver ikke mindre kvinder af at have sex med kvinder. Eller gør de? Måske hvis de er lebber. Så rynker mandfolkene på næsen. Hun skal sgu bare have en ordentlig omgang pik, så er hun kureret for det pjat. I kender typen. Jeg sad målløs på en natklub for nogle år siden og betragtede en alfahan, der simpelthen ikke kunne få ind i sit hoved, at de to piger, han bagte på, hellere ville have hinanden end ham. Han endte med at blive direkte ubehagelig. Altså: lebber kan vi ikke rigtig kapere. Men en kone, der vil have lidt pigesex på siden, er da bare herligt. Så kan man føle sig dobbelt så maskulin, når der er to kvinder i sengehalmen. Men to mænd? Ups! Der kører toget af sporet. Maskuliniteten er truet. Hvis man har sex med en anden mand, må man(d) vel have løse håndled og elske lyserødt?

Ja ja. Det er en karikatur, det ved jeg godt. Men holdningen lever i bedste velgående. Hvorfor skulle mænd ellers rende rundt og gemme deres lyst til andre mænd? Jeg har fået mange sextilbud fra ”heteroseksuelle” mænd under min månedlange datingekspedition. Hvorfor hulen står de ikke frem som bi’er?

Fordi de så ikke får noget fisse.

Eller i hvert fald skal kæmpe en lang kamp op ad bakke for at få det. Og så er jeg tilbage ved de omtalte spørgsmål og begrænsninger. Som bi skal man være klar til at redegøre for hiv og aids. Åbenbart knalder de fleste heteroer uden gummi. Det kunne så forklare den store stigning i kønssygdomme. Men som bi skal man mere eller mindre bevise, at man er rask. Og så er man som udgangspunkt promiskuøs. At man kunne falde for en enkelt mand eller kvinde ligger åbenbart uden for fantasiens rækkevidde. Kvinderne bliver usikre. ”Jeg kan jo ikke give dig, hvad en mand kan”. Bøsserne, som i parentes bemærket ikke er jordens mest monogame folkefærd, får også svedeture. Som bi er man hverken fugl eller fisk.

Okay, så giv mig da den tudekiks, eller? Næ, det er faktisk ikke derfor. Jeg har haft et helt liv til at øve mig i rollen, til at finde mig selv, til at opsøge mit ståsted. Og det er altså som en mand, der kan falde for både mænd og kvinder. Og det vil jeg fandeme ikke skamme mig over eller lyve om. Selv om jeg kunne få uendelig meget mere på den dumme ved at gøre det.

Så lektion 1 er: lyv om din seksualitet, hvis du er mand og andet end heteroseksuel.

Det har jeg så valgt ikke at gøre. Ikke fordi jeg er en særlig helgenagtig person. Men fordi løgn og uærlighed er det værst tænkelige fundament for ethvert forhold. Og hvis jeg bare vil have noget sex, så er det uendelig let. Der er masser af seksuelle legepladser her i byen. Men hvis man, som jeg gør, søger lidt mere end det anonyme, uforpligtende knald, så er det efter min bedste overbevisning at lægge gift ud for forholdet på forhånd at lyve om noget så centralt som en persons seksualitet. Måske er jeg bare for naiv, jeg ved det ikke.

Nå. Det var så første kapitel i min lille føljeton om den danske datingscene betragtet fra en panseksuel mands synsvinkel. Hvis interessen er til stede – især hos mig selv, vil jeg gå videre med næste kapitel i denne gribende saga snarest.

I mellemtiden vil jeg ønske jer alle en dejlig weekend.

Pas på jer selv, hinanden og bi’erne.

Knus og kram

Prinsen

Monogami, UFO'er og andre paranormale fænomener.

Godt nytår, alle sammen. I kom forhåbentligt sikkert, festligt og dejligt ind i 2010? Det gjorde jeg. Og så sidder man her i et nyt årti, der lokker og truer med mange nye muligheder og begivenheder. Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsforsætter. Det eneste, jeg har i år, er, at jeg vil gøre mere ud af et bestemt venskab, der desværre har fået lov til at sejle lidt for længe i egen sø. Når det kommer til stykket, er venskaber vel egentlig den største gave, der gives os? Men en gave, der skal plejes for ikke at visne. Vi fødes med familien, på godt og ondt. Vi forelsker og begærer os til kærligheden. Men venskaber er noget, der kan bestå på kryds og tværs af alle vores andre gøremål i tilværelsen. Hvis vi passer på dem. Derfor mit eneste nytårsforsæt for 2010.

Normalt er en blog (eller dagbog) jo et sted, hvor meninger opkastes. Eller holdninger luftes. Hvad der følger, er en anelse utraditionelt. I hvert fald for mig. Jeg er nemlig slet ikke selv afklaret om spørgsmålet. Så disse linjer er vel dybest set også en måde for mig at få bedre fat omkring mine egne holdninger. Emnet er (indsæt egen trommesolo efter eget valg): monogami.

Monogami.

Ordbogen definerer det som ”ægteskab mellem én mand og én kvinde”. Allerede den definition er egentlig en kende begrænsende og gammeldags. Så lad mig i stedet diskutere monogami ud fra min egen definition, der mere går på monogami som et forhold, hvor begge parter holder sig på måtten seksuelt i forhold til andre.

Monogami har altid stået for mig som et tveægget sværd: Både som noget af det smukkeste og mest fantastiske. Enhver romantisk sjæls våde drøm. Og jeg er romantiker. Men også som en trussel. En indskrænkning. En spændetrøje. En kulturelt bestemt norm. Og jeg har det pr. definition svært med at acceptere kulturelt bestemte normer uden at have tygget lidt på dem først.

Lad mig tage fat i plussiden først. Vi har formodentlig alle hørt om de der fantastiske forhold, hvor ægtefællerne bliver gamle sammen, uden at kærligheden ruster eller forgår. Og det er jo ufattelig smukt. Ligeledes går der historier om visse dyrearter, der finder en mage for livet. Jeg er ikke zoolog, så rigtigheden af det – og hvilke dyr, der er tale om (hvis det er døgnfluer, visner tanken lidt, ikke?), kender jeg ikke.

Det er en slags ideal. Noget, vi alle sammen på et eller andet tidspunkt har drømt om. Filosoffen Platon har tanken om mødet med vores anden halvdel. Der er et eller andet sted derude, det drejer sig bare om at finde hende eller ham. Tanken er næsten holistisk. I ved, når helheden er mere end summen af delene. Vore dages modeord, og den tilsvarende jagt på lige præcis det specifikke Atlantis, hedder soul mate. Tanken er utroligt tiltalende, ikke sandt.

Så er der lige det med æblet i paradisets have. Vores seksualitet. Vores drifter. I Bibelen er det Eva, der falder for fristelsen. Nå ja, det er der mange prædikanter, der har talt dunder over. De fleste glemmer, at fristeren, slangen, det klassiske falliske symbol, er af hankøn. Sådan fremstilles Satan i hvert fald. Men nu er jeg på vej ud af en tangent. Det, jeg ville frem til, var, at alle forhold må forholde sig (!) til fristelser. Og vi er lige gode om det, os mænd og kvinder.
Ryger man i gyngen til en julefrokost. Møder man ham eller hende, der er så sexet, at det tindrer i mellemgulvet, så er monogamien, i hvert fald i min definition, under trussel. Og føles som en spændetrøje. Jeg gider ikke gå ind i alle de åbenlyse, naturlige og gode grunde, der kan være til sidespring. Vi kan sikkert alle remse op af egne og andres erfaringer: forhold, der har mistet gnisten. Sex, der er blevet rutine og kedeligt. Og så videre.

Her står den store moralske Monty Python-pegefinger selvfølgelig klar i kulissen. Sidespring strider imod de kulturelle normer, jeg snakkede om før. Og det strider mod idealet om det perfekte forhold.

Eller gør det?

Jeg har bemærket, at sexologen Joan Ørting har trukket overskrifter med hendes forhold. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men hun har åbenbart med sin ægtemands fulde accept taget sig en elsker, der giver hende nogle gode oplevelser. Det røg lige op på forsiderne. Selvfølgelig fordi hun er kendt. Men også, tror jeg, fordi vi dybest set alle sammen er fascinerede af sådan et arrangement. Jeg har mange gode venner i det danske bøssemiljø. Og der findes heldigvis også lange, varme forhold. Men mange af de forhold, der overlever, er præget af en grad af åbenhed. Der bolles med andre ord frejdigt udenom. Hver for sig eller sammen. Noget lignende er tilfældet med swingerne. Par, der går i swingerklub sammen eller hver for sig. Jeg kender den mest fantastiske kvinde, moden og dejlig, der er mangeårig swinger. Hun har et fantastisk varmt og kærligt forhold til sin mand, der også er swinger.

Er den type forhold det nye ideal? Er der tale om en slags paradigmeskifte fra den gamle livslange hæderkronede troskab? Eller taler vi om to forskellige typer, der altid har eksisteret side om side?

Det fører direkte over i den negative side, som jeg hidtil har lagt lidt på is. Djævlen hedder jalousi. Og den djævel har vist ikke noget entydigt køn. Hvis monogami har en bagside af medaljen, så må der være et billede af jalousiens gudinde der. Intet menneske kan sige sig fri for at have følt jalousi. Og det er rædselsfuldt. Spørgsmålene står i kø og venter på at banke døren ind: Var det min skyld? Hvad gjorde jeg galt? Hvad giver hun/ ham min elskede, som jeg ikke kan? Svinet lovede mig evig troskab! Vi stod der foran præsten sammen, og nu…. Jeg behøver nok ikke male mere på. I kender det alle sammen.
Måske kan man kalde mig en slags monogami-agnostiker. Jeg har hørt om fænomenet monogami, men på samme måde som med UFOer, guder og andet godt, så kender jeg ikke den endegyldige sandhed om de ting. Og kommer næppe til det. Måske findes der ikke en endegyldig sandhed?

Min egen lille teori er følgende: Jeg tror godt, monogami i ordbogens definition vel at mærke, kan praktiseres. Altså et (livs)langt forhold mellem to mennesker. Men. Og det er humlen. Jeg tror ikke på, at noget enkelt menneske kan være alt på alle felter, altså også på det seksuelle, gennem et helt liv for sin partner. Det strider mod den menneskelige natur, tror jeg. Løsningen? Tja. Hvis der er en, så er mit bud, at det handler om både tillid og åbenhed. Nogle gange føler jeg mig lidt som et relikt fra 1970’ernes hippiebevægelse, når jeg tænker over mine holdninger omkring sex og forhold. Men jeg er også et barn af min egen tid. Så det handler for mig både om åbenhed, respekt og ærlighed. Det sidste er ikke det mindst vigtige. Og der taler jeg ikke om at komme glædestrålende hjem til konen efter julefrokosten og udpensle i alle detaljer, hvor fantastisk det var at tage sekretæren på kopimaskinen. Det er bedraget, uærligheden, svigtet, der er det allerværste. Men ærlighed i den forstand, at det er klogt at tale om spillereglerne for ethvert forhold. Helst i starten, måske ikke lige i den første stormende forelskelses vidunderlige periode, men når det igen bliver hverdag. Måske bliver aftalen monogami, troskab. Så handler det om at overholde den aftale. Eller forlade forholdet. Selv tror jeg en mere realistisk løsning er, hvor begge parter tillader hinanden albuerum. Det behøver ikke at involvere 10-turskort til swingerklubben, men måske en løsning mere i stil med Joan Ørtings (uden avisforsider, tak).

I sidste ende findes der selvfølgelig ikke én løsning. Det er problemet med alle kulturelle normer. De presses ned over noget mangfoldigt og ensretter, begrænser. Jeg har min gang på mange sider rundt omkring på nettet. Også på en datingside eller to. Og det er en evig kilde til hovedbrud, når jeg skal beskrive, hvad jeg søger. Og at forstå, hvad andre egentlig søger. Mange søger kæreste. Punktum. Nogle har fundet kæresten, men bliver lige hængende på datingsiden alligevel. Fordi? Tja, det må den enkelte jo svare på. Kontakt med venner og veninder er et bud. Et andet er, at de dybest set, helt nede i den afdeling af hjernen, vi kun deler med os selv, godt ved, at monogami er et ideal. Men heller ikke mere. Og ham eller hende, der giver den der fantastiske følelse i mellemgulvet kunne jo være et enkelt klik og et chatvindue væk.

Hmm. Jeg ved ikke, om jeg selv blev klogere på spørgsmålet. Lidt måske. Det ville være fantastisk, hvis du derude sad på skatkisten med Løsningen eller Svaret. Gør du, så del det for guds (eller vores andres) skyld med resten af dette forum.

Og så vil jeg ellers vende tilbage til min nytårsdag her i gemakkerne. Jeg vil slutte med atter at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv, hinanden, jeres forhold og jeres elskere (m/k).

De varmeste hilsner
fra
Prinsen