søndag den 19. august 2012

Copenhagen Pride 2012


Tak for en fantastisk festdag i går, København. Det var så tæt på perfekt, som det vist er muligt at komme, selv vejrguderne var trukket i det regnbuefarvede og festede med.

Det var vidunderligt at se alle de tusinder og tusinder af mennesker, der deltog i optoget og kiggede på. I gjorde alle sammen lørdag den 18. august 2012 til en mindeværdig Pride-dag. Jeg må heller ikke glemme at sende de allervarmeste tanker til alle de frivillige, sponsorerne og alle de myndigheder og mennesker i kulissen, der er helt nødvendige for at få en begivenhed af den her efterhånden enorme størrelse til at glide.

Selv startede jeg dagen med et frisør-besøg (man er vel svans). Derefter gik der lidt tid med at tjekke vejrudsigter og vælge garderobe. Hen ad frokosttid gav jeg Den skide hest en mulepose og begav mig afsted i retning af Frederiksberg Rådhusplads. Jeg havde en masse halve og hele aftaler om at ses med gamle og nye venner. Men når menneskemylderet først kommer i gang, skal man være mere end heldig for at finde hinanden. Heldigvis fik jeg dog hilst på en masse, både på de to rådhuspladser og undervejs i paraden.

Jeg lægger mig sjældent 100% fast på, hvor i optoget jeg vil gå. I år var jeg dog ret sikker på, at mine partifæller fra Enhedslisten var vinderne (eller taberne, alt efter temperament *G*). Men også Pan Idræt, hvor jeg er medlem af svømmeklubben Copenhagen Mermates og Ashtanga yoag var stærke kandidater.

Jeg bruger altid en masse energi på at tage billeder. Så timen før afmarch gik med at rende rundt mellem alle bilerne, motorcyklerne og menneskerne på Frederiksberg Rådhusplads. Der hersker altid en elektrisk forventningsfuld stemning blandet med godt humør og fest. Klokken 13 gik toget. Jeg havde stillet mig på Frederiksberg Allé, så jeg kunne få billeder af så mange floats (som det vist hedder på The Julekalender-dansk). Og faktisk blev netop det afgørende for min placering i paraden. Pan Idræt var en af de første grupper, mens Enhedslisten gik senere. Så det blev mine rød-grønne venner, jeg slog følge med.

I år havde Enhedslisten valgt de transkønnedes rettigheder som tema, hvilket jeg synes var både på sin plads og stærkt relevant. I bilen stod verdensklasse DJ'en Rosa Lux og fyrede de sejeste rytmer og mix af. Selv en halvgammel stivbenet krikke som mig måtte overgive mig og danse gennem byen.
Der er altid masser af kendisser og wannabes. I år lunede det mit hjerte at se Helle Thorning Schmidt gå med rundt som den første danske statsminister nogensinde. Der var masser af andre skuespillere, politikere og reality-typer samt en masse kamerahold fra diverse steder, lægger man alle folks kameraer til, må den her Pride være en af de mest fotograferede nogensinde.

Apropos fotos, så smider jeg lige et link til mine. Jeg fik skudt næsten 600 fotos og videoklip! Jo sgu. Okay, der er nogle skodfotos imellem, men der er også en masse, der fanger stemningen godt, hvis jeg må have lov til at rose mig selv lidt. Jeg har valgt at uploade hele baduljen. Det ville sgu da være ærgerligt, hvis jeg netop fravalgte det foto, hvor DU kastede glans over paraden, ikke.

Den nu ikke helt nye rute over Vesterbro bliver bedre og bedre. Især området omkring svinget ved Søndermarken, Vesterbros Torv og Vester Voldgade er geniale kulisser. I år gjorde jeg en dyd ud af at kigge op. Der er ufattelig mange mennesker, der har dekoreret deres vinduer med regnbue- og dannebrogsflag, jeg vinkede det bedste, jeg havde lært til dem alle. I er skønne, alle sammen. Men især et par ældre herrer på en førstesal på Vesterbrogade fik mig næsten til at tude. De var så søde, vinkende og delende vores glæde og stolthed. Jeg får sgu våde øjne igen bare ved at skrive om jer to. Det var højdepunket på min Pride at se jer.

Rådhuspladsen - eller i ugens anledning Pride Square - var som altid et mylder af mennesker og sanseindtryk. Masser af boder og musik. Jeg tøffede ned i Studiestræde, der var blevet afspærret og lavet om til en stor gadefest. Det var helt utroligt, og utroligt festligt. Man opbygger en solid tørst af al den gåen, så bøsseværthuset Masken var første stop. Men også Jailhouse havde lagt sig i selen med helstegt pattegris, DJ og fest.

Jeg valgte at sige tak for i dag sidst på eftermiddagen. Jeg håber, alle jer, der festede videre aften og nat, havde det fantastisk.

Nu sidder jeg med en masse vidunderlige indtryk. Og heldigvis en masse fotos. Som altid er det svært at reducere det hele til nogle ord i en blog. Men jeg håber, det fremgår, at dagen i går var enestående for mig, og tør jeg godt sige, for masser og masser af andre mennesker i LGBT-regnbuen. København og Danmark viste sig fra sin allersmukkeste side i går. Pride er en stor fest, javel. Men Pride er også dagen, hvor vi fejrer forskelligheden, retten til at være sig selv, kærligheden og et land og en by, vi med rette kan være stolte af, når man ser, hvilke forhold seksuelle minoriteter bydes rundt omkring i verden. Hvis jeg kunne, ville jeg kramme hver og en, der støttede op om Priden i går.
Vi ses næste år {#}

Copenhagen Pride 2012

Yesterday was one of the best days of any year: the annual Copenhagen Pride. I took a lot of photos. You can view them in this flickr photo set. I’m uploading as we speak.

lørdag den 11. august 2012

Ømme patter

2,4 x 19 mm BCR
Ja, undskyld den lidt bramfri overskrift, men det er de. Altså mine. For hundrede år og en småkage siden skrev jeg vist en blog om mine piercinger. Bloggen er der stadig. Det er mine piercinger også. Min intimpiercing har gennemgået den største udvikling, der er kommet stadig større ring i (det kunne en psykoanalytiker - eller Jørn Ege - sikkert få meget ud af). Nå, vi skulle slet ikke snakke om ting syd for navlen.

Mine brystvorter fik også nålen en del år siden. Og jeg var - og er - glad for de valgte smykker. Jeg faldt for et par ringe med røde sten i. Bonussen var, at de matchede min navlepiercing (jeg har flere huller end dartskiven på Den gule Negl).

Men af en eller anden grund har jeg måtte konstatere, at diverse elskere gennem årene åbenbart mener, at sådan en brystvorte-ring da kun kan sidde der, for at man(d) kan hive og vride i den. Jeg kan hjælpe den videnssøgende læser: det er IKKE grunden til de fleste piercede bryster. Jeg er skam helt med på lidt brystvortelir, som det vist kaldes, men det gør fandeme naller, når fyren i kampens hede får et flashback til sin værnepligt og afsikringen af håndgranater.

Normalt kan man opdrage de fleste fyre (læs: skideballe og trussel om at lukke for det varme vand), men når man som jeg elsker de lidt, hvordan skal jeg nu udtrykke det, friere former for samvær, så er det lidt besværligt at skulle gennem den seance ni gange ud af ti.

Løsningen - ud over at klistre sig ind i en meter hæfteplaster hver gang man hopper i kanen med en fyr - er at skrue lidt op for ens smykke-kaliber. Jo tykkere ringen er, jo mindre er chancen for at blevet vredet til blods. Så jeg bestilte et par nye ringe, der er 0,8 millimeter tykkere. Det lyder måske ikke af meget, men det gør en forskel. Og så hopper man i øvrigt aldrig for meget op i størrelse ad gangen. Blandt andet fordi ringen jo skal i, hvilket kræver en udvidelse af piercingen. Det ordner man (jeg) ved hjælp af et lille værktøj, en slags konisk stålstav, der skubbes gennem den eksisterende piercing, hvorefter det nye smykke kan komme på plads.

"Gør det ikke ondt?", hører jeg vist en spørge. Jo sgu. Og deraf overskriften. Jeg har sovet på ryggen i nat, men det går allerede bedre. En to-tre døgn siger erfaringen fra min Prins Albert (og jo, DET gør naller dernede også).

Desværre kunne jeg ikke finde smykker med en indsat sten i den her størrelse. Men skidt-pyt. Jeg regner med at gå et par størrelser mere op over det næste års tid, før jeg er tilfreds, så det endelige smykke har jeg god tid til at lede efter.

søndag den 15. juli 2012

REVOLUTION!


Avisen Jyllands-Posten bringer en farlig revolutionær fortælling til torvs i dag: Ledende medlemmer af Enhedslisten skyr ikke tilbage fra at tale om revolution. http://jyllands-posten.dk/politik/article4779752.ece
JP mener vist, at det her er en kioskbasker i agurketiden. Om den er det eller om artiklen overhovedet er interessant, må være op til den enkelte læser at afgøre. Jeg tager den som et symptom for den frygt i de borgerlige medier, som er opstået i kølvandet på Enhedslistens markante fremgang oven på regeringens borgerlige kissemisseri i forbindelse med skattereformen.
Artiklen fik mig til at tænke lidt over fænomenet revolution. Ifølge ordbogen kan en revolution være en "pludselig, gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner, gennemført med magt til fordel for et nyt system". Fx i tilfældet den russiske revolution. Mindre drabeligt kan en revolution også være en "pludselig, gennemgribende forandring", eksemplet givet er en biologisk revolution som følge af kortlægningen af menneskets arvemasse (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=revolution).
Jeg skal vare mig for at fortolke eller udlægge de i artiklen citerede personers meninger eller brug af ordet. Men ordet revolution giver nu ikke mig personligt tynd mave. Hvorfor ikke?
Fordi vi har en gennemgribende syg indretning af den verden, vi lever i. Mennesker dør i dette minut af sult; mennesker, som har lige så stor ret til at være her på planeten som du og jeg. Mennesker dør af sygdomme, der kan behandles. Mennesker dør, fordi den medicin, som findes, er patentbelagt af medicinalselskaber - og dermed for dyr. Alene de to sidste ord i den foregående sætning sat i forbindelse med et menneskeliv, burde give enhver myrekryb. Eksistenslotteriet, altså hvor du fødes, afgør i dagens verden, om - og hvor længe, du formentlig kan leve. Vi har en verden, hvor få er styrtende rige, mens ufatteligt mange lever i fattigdom. En verden, hvor magtsyge og pengegriske gamle mænd kan få supermagter til at drage i krig, så deres egne firmaer kan blive endnu mere velhavende. En verden, hvor spekulation og det underlige ord ”markedet” er det nye vidunder i åbenbaringen. En verden, hvor penge ikke er et middel, men et mål i sig selv. En verden, hvor miljøet og de kommende generationers ret til og forventning om at arve en planet, der er rask, vejes op mod store koncernes ønske om at tjene endnu flere penge til aktionærerne. En verden, hvor ufattelige midler er blevet kanaliseret ind i militær forskning, der har givet mennesket evnen til totalt at smadre planeten, vi bor på, et utal af gange.
En pludselig, gennemgribende forandring af den tingenes tilstand har jeg oprigtigt svært ved at se det skræmmende i. Den verden, vi har nu, skræmmer mig langt mere.
Er det naivt at have et sådant håb om forandring? Muligvis. Er det en utopi at tro på menneskets evne til at se videre end sine egne snævre, umiddelbare interesser? Måske. Er det revolutionsromantik at tale om og arbejde for en gennemgribende samfundsforandring? Nej. Hvis det er noget, så er det en pligt, langt flere mennesker burde tage på sig. Når vi ræber os højlydt på vej ud i skabet efter Samarin oven på endnu en overflodsmiddag. Når vi ordner samvittigheden ved at smide et par tyvere i raslebøssen et par gange om året. Når vi lukker øjnene for andres ulykke, fordi vi groft sagt selv lever godt på grund af selv samme ulykke. Når vi fodrer den indre svinehund. Burde vi så ikke i stedet vende blikket mod os selv og stille spørgsmålet: Kan vi ikke gøre det her bedre?
Svaret er ganske klart for mig. Jo, det kan vi. Er det en revolutionær tankegang, så fred være med det. Den her verden ikke bare trænger til, men skriger på en pludselig, gennemgribende forandring.

onsdag den 20. juni 2012

GASTOHN BARRIOS Photographer

GASTOHN BARRIOS Photographer: Gastohn Barrios Photographer

Photography Art

Photo & Personal Art

mandag den 28. maj 2012

Fokus


Der er en ting, jeg har gået og lagt mærke til. Altså ved mig selv. I ved nok, når man skal tage et foto, så handler det om at fokusere. Med mindre kameraet gør det selv. Dårligt eksempel. Nu er jeg allerede ved at miste fokus, og fokus er netop, hvad jeg prøver at, øh, fokusere på.
Måske er det et dårligt valg af ord. Lad os prøve med koncentration i stedet. Jep, det er meget bedre, bortset fra at det lyder dræbende kedeligt.
Men jeg har altså bemærket at min evne til at fokusere eller koncentrere mig er nogenlunde omvendt proportional med mængden af elektronisk lort, jeg tilføjer mit liv. Et eksempel: Jeg har modtaget en bog, som jeg rigtigt gerne vil læse. Kaffen er lavet, småkagerne strategisk placeret. Ind i dette paradis kommer slangen i form af min iPhone. Den lokker ikke med æbler, men med diverse lyde, der angiver, at der er en eller anden form for besked eller update kun et fingertryk væk. Her er det, at kæden ofte hopper af koncentrations-cyklen. For inden jeg får set mig om, er jeg i fuld gang med at maile, sms'e, tweete eller noget andet obskurt. Bogen er om ikke glemt så forladt på det skammeligste. Eller jeg sætter mig lige foran PC'en for at skrive et eller andet hurtigt på facebook, tre timer senere sidder jeg der stadig.
Nu valgte jeg en bog som eksempel, men det kunne være alt muligt andet, der kræver, at man har sin opmærksomhed samlet på ét sted. Den kvikke læser sidder sikkert allerede med fingeren i vejret, ivrigt hoppende i stolen: "Så sluk dog skidtet!".
Jovist. Og det er jeg også i stadigt højere grad begyndt at gøre. Du behøver med andre ord ikke at frygte, at jeg ligger for døden, blot fordi jeg ikke svarer på en sms inden for de første ti minutter. Men djævlen ligger her ikke i detaljen, men som altid i fristelsen. Eller måske snarere i bevidstheden om, at den evige kommunikative malstrøm kværner lystigt videre, også selv om jeg har slukket for min telefon, min PC, min tablet OG mit æggeur.
Jeg faldt over en artikel for noget tid siden. Underligt nok var jeg i stand til at koncentrere mig længe nok til at få den læst (jeg har imidlertid lykkeligt glemt både titel og forfatter). Emnet var, at vores levevis ændrer måden, vores hjerner fungerer på. Altså netop det, jeg på min egen snørklede måde har danset omkring nu. Og det skræmmer mig. Er vi på vej til at blive en samling flimrende væsner med, hvad amerikanerne med et vidunderligt udtryk kalder: an attention span of a gnat? Er ro og evnen til koncentration udrydningstruede væsner?
I så fald tog Ray Bradbury måske fejl, da han skrev sin dystopi Fahrenheit 451. Der behøves ingen totalitær stat med stormtropper i form a brandmænd, der smider vores arv af viden og litteratur på bålet. Det klarer vi selv. Der er alligevel ingen, der kan samle sig til at læse noget så langsommeligt og besynderligt som en bog.
Løsningen? Tja, ud over at bevare evnen til at slukke og lukke for de ting, der smadrer vores evne til at koncentrere os, så handler det vel dybest set om at være sig faren bevidst. Og lære at leve med al elektronikken på en ordentlig måde. Jeg er ikke så meget maskinstormer, at jeg tror, man kan skrue tiden tilbage, og hvorfor skulle man. Jeg elsker selv min iPhone, min PC og så videre. De er vidunderlige redskaber til mange ting. Men de udgør også en fare, jeg bliver stadig mere bevidst om. De dimser skal ikke begynde at styre mit liv i en retning, jeg ikke bryder mig om.
Det her er helt sikkert også en generationsting. Jeg hørte for nogle år siden en udsendelse om en skoleklasse, der tog på studietur til et tysk kloster for at opleve livet der. Der var ved at opstå mytteri, da lærerne forlangte af de unge mennesker, at de bare havde at aflevere deres mobiltelefoner. Det grinede jeg en del af dengang. Indtil jeg oplevede den samme følelse af tomhed, panik og i mangel af et bedre ord: rædsel, da min internetforbindelse for nogle måneder siden forsvandt i en længere periode. Det er da tankevækkende.
Yngre generationer har givetvis aldrig kendt til andet end selvfølgeligheden i, at vi alle er til at få fat i mere eller mindre altid. I gymnasierne kæmper de med, at få de studerende til at høre efter, droppe facebook i timerne og endog noget så umenneskeligt som at læse længere stykker af tekst.
Måske er det bare mig, der er sær? Men ønsker vi virkelig et liv, hvor det er psudo-skummelt at trække stikket ud? Hvor det at ikke være til rådighed på det nærmeste er et tab af eksistens?
Jeg vil i hvert fald sadle Den skide hest op og kæmpe videre med de elektroniske vindmøller. Det paradoksale i at skrive noget sådant i en blog behøver jeg vel ikke at påpege?

søndag den 27. maj 2012

Gaydar

Nogen har den. Andre ikke. Og så er der dem som mig, hvor den mere eller mindre er kronisk upålidelig, cirka som en Skoda i de gode gamle dage.

Grunden, til at jeg øser disse ord af visdommens kilde, skal findes i en pudsig oplevelse denne morgen. Jeg havde sadlet Den skide hest op og begivet mig til spinning. Tæt ved mit træningssted ligger en lille kiosk, hvor jeg gerne indkøber en avis og lignende her i weekenden. Jeg havde netop givet hesten muleposen og var ved at lægge kursen mod kioskens dør, da et par kvindelige kvinder kommer spadserende hen imod mig. Måske mor og datter. Måske bare veninder, det er svært at sige med sikkerhed i disse Amalie-tider. Jeg antager, at de måske havde fået en lille tår over tørsten. De talte i hvert fald så tilpas højt, som en del mennesker med en vis promille ynder.

Jeg skal her forsøge at gengive ordvekslingen:

Yngre kvindelig kvinde: "Hvad med ham der?" (note til læseren: hun mener mig).
Lidt mere brugt kvindelig kvinde: "Han er sgu da bøsse".
Yngre, nu overrasket kvindelig kvinde: "Gud, det så jeg ikke".

Det skal her pointeres, at jeg hverken var iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps. Og det var på ingen måde sagt nedgørende eller noget. Måske gik de og gav mænd karakter (en god gammel og meget yndet sport). Måske ledte de efter en eller anden, der kunne slæbes med hjem i de kvindelige kvinders hule (en anden og langt mere frygtindgydende sport).

Men jeg blev fluks både overrasket og en kende misundelig. For den lidt mere brugte kvindelige kvinde ramte jo plet. Helt uden at anstrenge sig eller ringe til en livline. Selv er jeg helt håbløs til den slags. Okay, hvis en fyr altså ER iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps eller har håndled, der kan gøre en helikopter misundelig, så plejer selv jeg at kunne forbinde punkterne til et sammenhængende billede. Men sådan lige fra hoften og uden tvivl, når jeg passerer et vildtfremmed menneske på gaden? Nope. Det er sjældent.

Gad vide, om der er et aftenskolekursus, man kan melde sig til? Sådan noget FOF-noget? Gaydar for begyndere, mandage mellem 19 og 21 på Nyboder Skole. Ellers må jeg ud at lede efter hende den lidt brugte kvindelige kvinde.