Hej. Her finder du mine skriblerier om stort og småt i mit liv. Jeg skriver om alt lige fra seksualitet til overvejelser omkring politik, filosofi, bøger, kropskunst og andre besynderlige emner. Kig dog indenfor, du er velkommen.
Nå ja, når jeg nu sidder og kigger på den overskrift, kunne den godt handle om mig. Det gør den også, bare ikke sådan direkte.
Vi spoler lige filmen et par timer tilbage. Som min faste og hårdtprøvede læser (muligvis læserE) vil vide, så er lørdag formiddag afsat til at dyrke min krops hensygnende tempel. Gerne noget med sol (don't lecture) og motion i et eller andet forhold. Jeg skrev lidt om det for en uge siden. Her var jeg letsindig nok til at afsløre, nogle ville sige love, en ændring i træningsregimentet. Og hvad rager det så lige mig, hører jeg min læser udbryde med fortvivlelse i stemmen. Svaret: sikkert ikke en bønne, men er det ikke vidunderligt, at man(d) kan bruge et forum som dette til uhæmmet navlepilleri. Jeg lover at kigge med, når DU selv piller navle, så bær over med mig.
Vi kom fra det der med engle og dæmoner, ups, der røg dælme lige en bogfinke af panden, engle og djævle var det.
Dagens spinning-program (hedder det det?) var doblet op. Jeg havde booket timer fra 9 til 10. Og så fra 10 til 11. Omkring klokken 10 vågnede både englen og djævlen. Englen pudsede glorien, det gør sådan nogle, og mindede mig om, at jeg havde sat mig noget for, og så bare værs'go havde at gennemføre det. Djævlen returnerede serven med stor stil, da han mindede mig om, hvor meget shopping, jeg egentlig kunne nå på sådan en time. Der var mentale billeder af sportsbutikker, FONA, boghandel og mindre lødige steder (det er jo en djævel). Dertil kommer, at mine ben efter små 60 minutter allerede var helt med på at kaste håndklædet i ringen.
Men mirakuløst nok fik jeg stoppet en sok i kæften på min lille djævel på højre skulder (alt djævelskab kommer som bekendt fra højre fløj). Det fortrød jeg naturligvis bitterligt 30 minutter senere, da mine ben var ved at udfylde seperationspapirer uden samkvemsret. Men kroppen, selv en affældig størrelse som min, KAN altså mere, end hjernen prøver at bilde os ind. Så jeg gennemførte min lille bly-man (iron-man er kun for voksne). Benene nægter stadig at tilgive mig. Jeg stavrer rundt på to trætte stolper her i residensen. Men følelsen af at have gennemført noget, man ikke var sikker på, man kunne, er altså ret suveræn. Så jeg har allerede booket mig ind næste lørdag. Normalt er jeg klar til at klappe jubelidioter, der messer floskler a la: "man kan, hvad man vil", en på låget. Men helt løgn er det ikke. I hvert fald kan man meget mere, end den lille djævel altid står klar til at bilde én ind.
Med det stykke livsvisdom, der ville få en Ghandi til at bliver rørstrømsk, i hvert fald hvis man havde hældt noget brændevin på ham først, vil jeg stoppe mit tastatur tilbage i lommen på Den skide hest. Og ønske dig, ja lige netop DIG en rigtigt dejlig weekend. Pas på dig selv og din engel.
Jeg har holdt et møde med mig selv om mit træningsprogram. Der var almindelig utilfredshed og en begyndende mangel på motivation, hvilket altid er af det onde. Så. Efter en del kævl nåede vi frem til enighed.
I stedet for spinning både lørdag og søndag er det nye tiltag en dobbelt omgang SATS-cykling lørdag, altså fra kl. 9.00-11.00 hos Rasmus Av Mine Ben Emborg og så et søndagsprogram, der er mere varieret. Jeg forestiller mig noget med styrketræning plus noget selvpineri på crosstraineren.
Naturligvis går jeg ikke fra spaghetti-arme til Arnold af den grund, men jeg kunne fornemme, at mit nuværende træningsprogram kun fungerede syd for navlen (indsæt lummer vits efter eget ønske her). Overkrop og arme var lidt, som jeg forestiller mig en munk må være: trængende. Ergo styrketræning af de relevante muskelgrupper. Jeg mener bestemt, de stadig er der, de skal bare genopdages. På den måde går jeg fra at kun være øm i benene til at være øm i hele kadaveret. Drøn-amerikansk. Jeg vender tilbage med resultater og vurdering, hvis jeg magter det. Stay tuned (det er svensk og betyder: husk din tun-udstødning).
God weekend, boy- og girlfriends. Er det i øvrigt ikke bare totalt fedt med sådan en bededag? Jeg overvejer at blive religiøs fundamentalist, hvis det kaster en ekstra ugentlig fri-, undskyld, bededag af sig...
Some time ago I found
myself sitting in a doctor's office, waiting. I'm sure there exist
places that are more boring, but honest to god I can't think of any.
Even the magazines lying around are about as exiting as watching
paint dry. Nonetheless, I picked up one of those ladies magazines
full of recepies, romance novels and Dear Abby columns.
My eye caught a small
article about Margaux Fragoso. I had never heard about her, but
apparently she is a woman who was abused as a child and now have
written a book about her childhood. Judging from the short article
the book had caused a lot of debate. Most things relating to
pedophilia have a way of doing so.
Back home I googled the
book and got still more curious, so I ended up buying the Kindle edition and have now read it. I am talking about the book ”Tiger,
Tiger. A Memoir”. I have spent a few days coming to grips with my
feelings about the book and whether I should try to write a review of
sorts.
I am myself a gay male and
thus I belong to an erotic minority. Oh, just to set the record
straight (this shouldn't be necessary but apparently it is), being
gay isn't another word for being pedophile, despite what some
imbeciles like to state. But being from an erotic minority myself it
feels more than a little hypocritical to condemn another erotic
minority. At least if one, as I do, believe that we are born with our
sexualities.
So, can you write about
pedophilia without bringing out the usual rhetoric of cut of their
balls and feed 'em to the lions?
In fact you can. It you
have talent. I don't, but Margaux Fragoso has.
The book is, as its title
reveals, a memoir. It's the story about the relationship between
Margaux who at age seven meets the 51 year old Peter Curran. The two
of them spend 15 years as friends, lovers, abusee and abuser, adult
and child – and finally adult and adult. It takes the suicide of
Peter to end the relationship and allow Margaux to start her adult
life for real. No spoiler here as this is known from the start of the
book.
The truly chilling thing
about the book is the way Margaux Fragoso refrains from portraying
Peter as the proverbial boogeyman. Instead she portrays a man caught
up in the tragedy of his own sexuality, and the methods Peter use to
deceive himself and Margaux about the true nature of their
relationship. Margaux Fragoso describes the development of a
friendship, albeit a terribly skewed one, where the adult's sexuality
invades the child's life, and thus radically transforms a normal
childhood into something much, much different. This description is
carried out in an almost neutral, descriptive way at times. It's very
brilliantly done. As a reader one is sort of invited along the route
of a relationship changing from a platonic friendship into a sexual
one. All the time viewed from Margaux's point of view, not the adult
Margaux, but Margaux at her various ages.
Only in the afterword of
the book does Margaux Fragoso speak directly about abuse and
pedophilia. Even then not in a hateful way towards Peter. She
condemns abuse, but not the individual pedophile. Her advise is to
bring the subject of abuse out into the open, to act, to see things
for what they are. Her abuse where allowed to go on for so many
years. Why? Because people chose not to see and not to act. What to
do about the individual pedophile? Margaux Fragoso recommends
offering the pedophiles methods of living without hurting children.
Medcine is one way to go, testosterone-inhibiting drugs are
mentioned. Counselling and trying to treat the pedophile before the
actual abuse ever starts is another.
This brings me back to my
starting point. Can you actually treat a person of his or her
sexuality? Is it okay to remove a sex drive of a human? This is the
stuff of philosophical and ethical debates. Some people still
advocate treating homosexuality. Is this different from treating
pedophilia? And can it be any more successful? I doubt it. But the
difference when it comes to the consequences of practicing the
sexuality are blatantly obvious.
I certainly acknowledge
that the attempt to treat or using pharmaceuticals castrating is more
humane than the one with the balls and lions I mentioned to begin
with. Removing the sex drive completely from the pedohile rescues
potential victims and provides for a life where the forbidden object
of desire is hopefully removed from the equation. Is this the best
solution. Or the best of the bad ones? At the end of the day the
focus has to be on the victims, the children whose lives are changed,
whose childhoods are ruined, who are made into little adults by
subjecting to a grown up sexuality of a kind they are not ready for
and never should be forced into, lured into or sweet-talked into.
Margaux Fragosos memoir is
a chilling description of this reality for a seven year old girl
growing into a 22 year old young lady. It is the story of a girl and
young lady isolated from nearly everyone except her abuser. And it is
the story of a serial abuser trying to come to grips with himself,
trying to convince himself that his way of viewing the world is the
right one, but only ending up hurting the girl he claims to love and
giving up his life as an result. The title might have been ”Tiger,
Tiger. A Tragedy”. But luckily it isn't. Margaux gives us a glimpse
of her new life. Her post-Peter life. A life with a husband and
daughter. And a life where the chain of abuse stops. Margaux's mother
was abused. Margaux was. But her book is a testament to the fact that
her daughter never will be. Because Margaux won't stand by, ignoring
the obvious, and let it happen as her own mother did. You do not stop
abuse by cutting off balls. You might do by being awake, by acting
and offering whatever help might work to both the abused and the
potential abuser. If ”Tiger, tiger. A Memoir” helps save only one
young person then it is a truly important book.
Jeg var vist så letsindig i et tidligere indlæg at love en opdatering med hensyn til forskellen mellem at køre indendørscykling hos SATS og Fresh Fitness.
Jeg har allerede været inde på hovedforskellene, men her til morgen kørte jeg så Fresh Fitness' program for øvede, det de kalder niveau 3. Det handler om 75 minutter, hvor den maksimale puls er tænkt til at ramme niveau 9 i deres skala, dvs. op til 96% af ens maxpuls.
Min instruktør oppe på skærmen var en munter og frisk gut ved navn Kristian. Frisk på den måde, som man ser visse DJ's på jyske lokalradioer være. Men han slap sgu af sted med det pga. sin ufortrødne nørdede charme. Faktisk er han den bedste af de instruktører, jeg indtil nu har underkastet mig i Fresh' cykelbiograf. Programmet var udmærket opbygget med en blanding af tyskertung trampen, der kunne få enhver lårmuskel til at blive rørstrømsk, og italiensk Pantani-spurt op ad bakkerne. Efter 75 minutter i sadlen, i øvrigt mutters alene, det er åbenbart ikke et hit at lege flagellant klokken 7.30 nytårsaftens morgen, var resultatet den behagelige summen i de ømme muskler. Mission accomplished.
Og så til det med sammenligningen. Går du til indendørscykling i Fresh Fitness, kræver det rygrad. Ikke fordi det er hårdere end hos SATS, det er det ikke, men det er KUN dig, der kan smide mønter i parkometret. Du skal ville det. Også når det gør ondt og lungerne er på vej ned på gulvet. Der er selvfølgelig opmuntring fra Kristian & co. Men jeg kan mærke, at selv med den bedste vilje, så lader jeg mig selv presse lige det mere i de kyndige hænder hos SATS's instruktører. Naturligvis betyder det også noget, om man sidder i en rungende tom sal eller på et helt fyldt hold af svedende og prustende med-cyklister. Det ville ikke være fair at bedømme Fresh på den konto, da jeg indtil nu ikke har oplevet at køre med flere end en håndfuld andre hos dem.
Så. Dropper jeg SATS? Nej. Dropper jeg Fresh? Nej. Er jeg et fjols med for mange penge? Ja og nej, i den rækkefølge. Jeg er nået frem til, at de to kæder egentlig supplerer hinanden godt. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke undvære holdtræningen hos SATS. Men Fresh' åbningstider og yderst fleksible koncept gør det til et sted, jeg vil bruge til styrketræning og en tur på cyklen på underlige, ukristelige tidspunkter.
Jeg har fået en ny ven. Han hedder Johnny. Det sidste passer måske, det første er noget ævl. Johnny aner ikke, jeg eksisterer. Men han er min nye cykelinstruktør i fitnesscentret. En af mange faktisk. Jeg kommer sikkert aldrig til at møde ham, for han bor oppe på et stort lærred. Jeg har nemlig for første gang prøvet cykling hos Fresh Fitness.
Mig og Fresh kom lidt skidt fra start. Normalt træner jeg I SATS ovre i Frederiksberg Svømmehal. Det er et glimrende sted med engagerede og gode instruktører. Men stedet er ramt af den forbandelse, at de følger svømmehallens kommunale lukketider. Så lugter det bare lidt af en helligdag inden for en 14 dages radius, knalder de låget i. Ej, okay. Det er at stramme den, men de har fx ikke åbent i juledagene. Det pissede mig en hel del mere af i år, end jeg havde troet. Sandsynligvis fordi jeg er kommet ind i en rytme (læs: afhængighedsforhold), hvor jeg bare skal cykle mindst to-tre gange om ugen for at være glad og veltilpas. Er man syg eller på anden måde forhindret, falder straffen prompte, når man vender tilbage. Så jeg havde et lille problem, for SATS har lukket eller solgt en hel stribe centre fra. Når man som jeg er på cykel til og fra, så er Lyngby eller Søborg ikke oplagte alternativer.
Men det er Fresh Fitness. De har en hel stribe centre i København. Bl.a. det tidligere SATS-center beliggende i passagen mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Inde i det, der hedder Toves Galleri. Og så er vi tilbage til den lidt kiksede start. Tove eller folkene i Fresh havde glemt at fortælle det vagtselskab, der skal åbne dørene til galleriet, at de havde åbent i juledagene. Så det lykkedes først for mig og et par andre natpissere at få adgang til det fortabte paradis, da en lettere overrumplet hundelufter, der boede i ejendommen, blev overtalt til at lukke os ind i Toves gange. Selve adgangen til fitnesscentret foregår ved hjælp af et chiparmbånd, man får udleveret ved indmeldelsen.
Nå, efter den lidt dårlige start blev tingene hurtigt markant bedre. Jeg gik på opdagelse for at finde omklædningen. Skiltningen er glimrende, så selv en jomfru på stedet som mig fandt hurtigt op på første sal og ind i herreomklædningen. Der er rent, lyst og indbydende. Det gælder ikke kun omklædningen, men hele centret. Møder man, som mig, uomklædt, er der små (nøgleordet er små) skabe, hvor man næsten uden problemer kan få plads til træningstaske, sko og tøj. En bøjle ville have fået mig helt op at ringe, men det kommer måske. Aflåsningen af skabet foregår ved hjælp af en medbragt hængelås (husk den). Et rigtigt godt råd: køber du en af Fresh Fitness' kombinationslåse, så du slipper for at slæbe rundt med en nøgle, så lad være med at sætte den, så tallene vender ind mod skabet. Det gjorde jeg, hvilket resulterede i fem minutters kamp i akavede stillinger, da jeg skulle låse op igen, det kostede mange skæve blikke fra andre gæster og en del fnisen.
Derefter tog jeg en runde nede i selve centret for at finde ud af, hvor alting var. Jeg blev glædeligt overrasket over stedets maskinpark. Ikke at det er det nyeste nye, men der er alle de maskiner, man skal bruge. Og vigtigst af alt, der er mange af dem. Nu var der ikke ret mange sådan en formiddag juleaftensdag, men selv med godt besøg, må det hjælpe på ventetiden, at der er fire-fem af hver slags af de mest brugte maskiner i styrketræningsafdelingen. Der er masser af crosstrainere, motionscykler og løbebånd. Et stort område med løse vægte og tårne med alverdens muligheder. Virkelig godt.
Igen med det forbehold, at dagen var lidt speciel, så er publikum åbenbart vidunderligt blandet. Der var folk i alle aldre og mange typer. Det er en af de ting, jeg er vild med i SATS. Og det ser ud til, at noget lignende gør sig gældende i Fresh. Der var et par pensionister, nogle gutter på min alder, et par veldrejede yngre m/k'ere og nogle forælder/søn/datter-par.
Efter min rundering gik jeg i gang med at varme lidt op og prøve nogle af maskinerne. Med et halvt øje på uret. For mit egentlige mål med dagens ekspedition var at få prøvet cyklingen i Fresh Fitness.
Den helt store forskel på cykling i SATS og cykling i Fresh Fitness er, at sidstnævnte foregår uden en instruktør af kød og blod. I stedet kører de med et koncept, der hedder en cykelbiograf. På deres hjemmeside kan man se et program for alle ugens dage gældende for alle deres centre. Der er hold i tre niveauer gående fra et til tre, hvor det sidste er det mest udfordrende. Samtidig er der for de fleste af de tre niveauer hold med en varierende længde mellem 30 til 75 minutter. Så det er frem med læsebrillen og udvælge et hold at kaste sig ud i.
Jeg havde valgt et 60-minutters niveau 2-hold startende klokken 9. At hoppe på sådan et hold koster ikke ekstra. Ellers er hele Fresh-konceptet bygget op på, at grundprisen er lav (129 kroner om måneden betaler jeg, og det er i sandhed ikke meget sammenlignet med andre kæder), men man skal så betale for de ekstra ting, man bruger. Bad fx. Dog er toilet og omklædning gratis.
Jeg må være ærlig og sige, at de første 15 minutter i selskab med Johnny var underlige. Jeg har gået til cykling med instruktør i lang tid, og det var underligt at sidde foran et lærred. Det tager lige lidt tid, før man vænner sig til det. Men det gør man. Og de har faktisk lavet hele biograftræningen på en overskuelig og pædagogisk måde. Der er klar angivelse af, hvad man skal, hvordan programmet er opbygget, hvor pulsen skal ligge og påmindelser om den korrekte teknik og at huske at drikke undervejs. En ting, blev dog ved med at gå mig på nerverne. Johnny havde en mani med at udbryde jævnligt: ”Det ser godt ud derude”. Eller andet mundlort af samme skuffe. Det fjernede faktisk mit fokus fra min træning. De fleste af os i salen er nok godt klar over, at det ikke er en levende instruktør, vi har foran os, så hans ros betyder nogenlunde lige så meget som reklamerne i TV. Det er okay med lidt hersen og generel opmuntring, men drop det andet. Måske er det anderledes med de andre instruktører på menukortet, man kan nemlig også vælge hold ud fra navnet på instruktøren, så det er da ikke utænkeligt, at det også kommer til at præge mit valg af hold.
Selve træningen og opbygningen af programmet var fint. Det hold, jeg kørte, var intervaltræning bestående af fire blokke med små pauser ind i mellem. Først til allersidst var det meningen, at man skulle op over en maxpuls på 90%. Fint nok for et hold i mellemkategorien. Jeg fik pulsen op, svedte godt og er nu behageligt øm i stængerne, så alt er, som det skal være. Mine sædvanlige blå timer i SATS-regi er generelt en kende hårdere (afhængigt af instruktøren), men jeg skal lige teste niveau 3 hos Fresh, før jeg fælder dom.
Ud over Johnnys hang til at lege clairvoyant var der en anden ting, der gav lidt skår i glæden. Cyklingen foregår som nævnt i en cykelbiograf. Om det var navnet, der gjorde at tre undersvende følte, at de skulle snakke og kommentere mere eller mindre højlydt hen over træningen, skal jeg være usagt. I det mindste kom de ikke anstigende med popcorn. Lad mig dog slå fast, at det er nøjagtigt lige så irriterende at høre på i et fitnesscenter som i en rigtig biograf. En løsning kunne være at skrue mere op for lyden; niveauet var lagt, så ingen skulle føle sig generet, men det gjorde desværre, at snakkehoveder som de tre fyre blev en pestilens.
Alt i alt vil jeg sige, at cykling uden instruktør er noget andet. Men det fungerer. Jeg fik en god træning. Som ved al træning handler det jo om din egen indstilling og vilje til at fyre den af. Der kan en levende instruktør måske motivere og sparke en bagi på minus-dage. Men er du indstillet på at træne, så fungerer biografløsningen fint.
Efter min time med Johnny prøvede jeg lige et par maskiner mere, bl.a. crosstrainer og bænkpres. Igen var jeg positivt overrasket over antallet af maskiner og stedets lyse og rene opbygning. Der er skærme overalt med musikvideoer. Automater, hvor du kan trække drikkevarer (betalingen foregår vha. chiparmbåndet). Slappe-af hjørner og små borde, hvor man kan sludre eller bladre avis. Det er et rigtigt flot og behageligt sted at opholde sig.
Inden badet havde jeg lovet natpisserne fra den årle morgenstund at fortælle personalet, at der var problemer med at komme ind om morgenen. Der er kun bemanding efter klokken 10. Den fyr fra Fresh, jeg talte med, beklagede bøvlet og lovede at få rettet op på det, så vi kunne komme ind både 1. og 2. juledag. Det vil vise sig.
Til slut ventede kun omklædning og bad. Efter de nævnte fem minutters kamp med min hængelås fik jeg testet det med at betale for at bade. Man holder sit chiparmbånd op mod en aflæser, så starter vandet i en brusekabine. I tre minutter. Pris: tre kroner, hvoraf den ene går til et vandprojekt i Afrika. Små sko? Næ, det er okay med mig. Jeg kunne fint klare hårvask og at få vasket mig på de tre minutter. Husk at basisiprisen er lav, lav, lav. Det er Ryan Air konceptet overført på fitness.
Samlet dom: fire ud af fem stjerner. En halv fratrukket for bøvlet med adgang. En halv for Johnnys ævl. Men stadig er jeg virkelig begejstret. Nok til at droppe SATS? Det er jeg endnu ikke 100% sikker på. Jeg skal lige prøve nogle flere cykeltimer på andre niveauer og med andre instruktører. Men helt klart begejstret nok til at blive hængende i Fresh. Både som et alternativ på helligdage, men også for en omgang morgentræning. På hverdage åbner de klokken 5 og lukker klokken 23. Det er svært at brokke sig over.
Jeg kom med åbent sind, nysgerrig og spændt. Og blev ikke skuffet. Fresh er kommet for at blive. I hvert fald i mit (trænings)liv.
Okay,
jeg indrømmer det. Jeg er en lille smule konservativ. Altså ikke Barske
Bimmer-agtig, men konservativ i den forstand, at jeg er ret fasttømret
mht. visse ting. Det med at lave om for at lave om har jeg aldrig
fattet. Når jeg nu er i skriftestolen, kan jeg vel lige så godt gå all
in og indrømme, at jeg har en ting med bøger. Ja, høje dommer. Så galt
er det fat.
Derfor var jeg meget, meget spændt på min reaktion på
mit nyeste isenkram i forbindelse med læsning. Jeg har investeret i en
tablet. Det er nysprog for en iPad-lignende ting, der igen er nysprog
for en lille trykfølsom skærm med indbygget computer.
Sådan en
fætter kan bruges til mangt og meget. Man kan spille Angry Birds, til
man får hård hud på fingrene. Man kan lytte til musik. Se film. Skrive
blogs. E-maile. Overspringshandle på facebook og Boyfriend. Og en
milliard million andre ting.
Og så kan man bruge den som en
e-bogslæser. Det er her mit konservative sind bryder ud i mild
paniksved. For jeg elsker (det er ikke for stærkt et ord) de gamle
papirbøger. Naturligvis for deres indhold. I det mindste nogle gange.
Men også for deres følelse. Deres vægt. Papiret. Duften. Typografien.
Indbindingen. Hele håndværket. Især de gamle, smukke værker kan gøre mig
salig.
Der har været mange forsøg på at erstatte den trykte bog.
Jeg har læst indtil flere artikler, der proklamerede, at NU var den her,
den elektroniske dims, der løste cirklens kvadratur. Men de fleste er
feset lige så hurtigt ud som en stripper til en indre missionsk
konfirmation. Enten har de været teknisk underlødige. Eller der har ikke
været nok elektroniske bøger til dem. Forlagene har ikke kunnet blive
enige om formater, kopibeskyttelse og fanden og hendes pumpestok. Et af
de mere sejlivede bud på tronen har været Amazons Kindle. Jeg har aldrig
ejet en sådan, men jeg har dog haft en i hånden. Uden at blive omvendt.
Størrelsen var handy og det såkaldte elektroniske blæk var rimeligt
naturtro. Men jeg havde aldrig givet 100-200 dollars for vidunderet.
Men
nu har jeg altså en maskine, der byder sig til, også på det felt. Og
dommen? Jeg er forbavsende positiv. For ikke at sige overrasket. Jeg
kaster lige et link
til et par fotos af miraklet. Min tablets vægt og størrelse gør den
udmærket som e-bogslæser. Man behøver ikke muller som Arnold for at
sidde med den i flere timer. Skærmens opløsning gør det til en fryd for
øjet at læse. Ikke noget med hovedpine efter tyve minutter. Man kan
ændre på størrelse og typografi, hvis man har en særlig forkærlighed for
eller modvilje mod en bestemt type. Den side af ligningen fungerer.
Så
er der udbuddet af bøger. Her halter Danmark bagefter. Gyldendal sælger
e-bøger. De er (surprise, not) møg-dyre og bundet op på enten
iPad-platformen eller en Windows eller Apple computer. Poltergeisten
hedder DRM, digital rights management. Det er det samme trick,
pladebranchen med et hysterisk blik i øjnene har holdt stædigt fast i.
Argumentet er sundt nok. Kunstneren - forfatter eller musiker - skal
have noget for sit arbejde, så produktet skal være beskyttet mod
kopiering. Således prædikede præsten. Men som alle sognebørn ved, er
virkeligheden en anden. Der går rundt regnet ti minutter fra en ny
kopisikring er lanceret, til der ligger et crack ude på nettet. Dermed
er der reelt set to muligheder: følg eller bryd loven.
Nja, der er
faktisk tre. Og det er selv pladeindustrien ved at sande. Man kan gå
nye veje og tilbyde musikken på lovlig vis til en pris, der gør pirateri
næsten overflødigt OG giver kunstneren mønt i kisten samt et potentielt
langt større marked. Tjenester som Spotify på musikfronten eller nogle
af de danske pendanter går denne tredje vej.
Tilbage til bøgerne.
Går man lidt på jagt på nettet, det vil i praksis sige med briller, der
kigger længere end til Klareboderne, er der masser af sider, der
tilbyder bøger. Amazon leverer stort set alle titler elektronisk. Man
kan bare ikke få lov at købe dem som dansker. Så meget for varernes frie
bevægelighed.
Klassikerne kan man til gengæld downloade til enten
symbolske priser eller gratis. Jeg er netop gået ombord i Lewis
Carrolls vidunderlige Alice i Eventyrland. Den koster gratis. Det er der
mange andre af verdenslitteraturens andre store, der også gør. Besøg fx
denne side: http://www.feedbooks.com/
Nu
venter jeg på en løsning a la Spotify, der enten gratis (prisen er
reklamer) eller for et relativt lille beløb, åbner for 18 millioner
musiknumre til fri aflytning for deres kunder. Bibliotekerne kunne
springe ind på banen; der er allerede udlån af e-læsere, men igen er
problemet en binding til digitale rettigheder - og dermed begrænsninger i
anvendelighed. Eller et forlag (eller flere) kunne sætte en
bog-Spotify-tjeneste op.
Jeg er som altid optimystisk. Vi skal nok
komme efter det herhjemme. De konservative vanetænkere (som mig) skal
bare have et los i røven. Også dem på forlagene. Jeg tror, at iPad'en og
hele viften af android-tablets har en mulighed for at lykkes, hvor alle
de andre e-læsere har fejlet. Ganske enkelt fordi de sælger. Folk køber
dem. Og lægger dem under juletræet. Eller spurter hjem i lænestolen med
dem. Ikke for at få en e-bogslæser. Men af 117 andre grunde. Og
pludselig sidder man der og HAR rent faktisk en e-bogslæser. Så markedet
for bøger er der. Især skriger det på danske titler.
Jeg har i
hvert fald kastet mig ud i det, ned i the rabbit hole. Ikke at jeg
holder op med at købe bøger af den klassiske variant. Men der er bestemt
titler, som jeg med stor glæde vil læse elektronisk. Bemærk, jeg skrev
ikke "nøjes" med at læse elektronisk. Helt genial er en tablet til
magasiner. Eller reklamer. Eller aviser. Mangt en regnskov kunne reddes
på den konto. Jeg skulle gerne læse Se & Hør, Out & About,
Politiken, Information, Tænk eller andre mere eller mindre lødige
tryksager på min tablet. Eller hvad med at slippe for hele bjerget af
reklametryksager. Føtex-avisen elektronisk? Ja, tak. Taberen her er
avisbuddet. Vinderen miljøet.
Som mit gamle idol Poul Schlüter
engang sagde: "Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget". Utroligt
nok må en gammel bogorm som mig tilslutte mig de ord. Forandring behøver
ikke at være af det onde. Ikke engang, når vi taler om bøger.