lørdag den 27. august 2011

Tiderne skifter - eller gør de?

Nogle gange bliver man opmærksom på tidens gang på de underligste måder. Tag nu fx i dag. Jeg havde sadlet Den skide hest op til en lille udflugt mellem den danske sommers tordenbyger. I ved, hvordan det er. Man har jo sine ærinder. Nogle er mere præget af fornøjelse end andre. Så da apoteket og fødevarepusheren var overstået, galoperede min trofaste ganger og jeg ind til Viktoriagade.

Derinde befinder Men's Shop sig. Det er en forretning, der primært henvender sig til det lyserøde segment. Sortimentet er, øh, alsidigt.

Jeg havde på deres hjemmeside bl.a. set, at man kunne erhverve sig en CD med den legendariske bøsse-LP fra 1975. Det er aldrig lykkes mig at opsnuse den oprindelige vinyl-udgave, så jeg har længe lovet mig at få købt CD'en.
Nu skal det her ikke udvikle sig til en decideret dansk bøssehistorie. (I er klar over, at der er lagt i ovnen til et men, ikke? Jep). Men. Bøssernes Befrielsesfront – det var der noget, der hed – er en uomgængelig del af den tornede vej til dagens Danmark, hvor begivenheder som sidste weekends Pride lader sig gøre.

Jeg copy-paster lige fra en artikel om BBF: (kilde)

”Bøssernes Befrielsesfront (BBF) startede i 1971 som den første homoseksuelle bevægelse i Danmark, der førte en offensiv kompromisløs linje med sammenkædning af politik og seksualitet.
BBF's formål var en seksualpolitisk bevidstgørelse af bøsser i og udenfor BBF, samt bøssepolitisk oplysning på uddannelssteder, arbejdspladser, i medierne og på gaden. At påvirke unge i en anden retning end den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning man møder i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Såvel støtte som kritik af andre venstregruppers arbejde. Støtte til andre undertrykte grupper. Samarbejde med Forbundet af 1948 i kampen mod undertrykkelsen. Bekæmpelse af de gængse kønsroller.
BBF deltog hvert år i Christopher Street Liberation Day-demonstrationerne enten i København eller Århus. Det er nærmeste lørdag omkring d. 24. juni.
De fleste i BBF var eller havde været i basisgrupper, hvor især nye medlemmer kunne hente personlig støtte og opbakning i deres hverdag som bøsser. BBF førte ikke kartotek over sine medlemmer og havde ingen ledelse. Arbejdet var drevet af den enkeltes lyst.”

Citat slut.

Den kvikke læser – og har jeg andre – vil have gennemskuet, at det anvendte leksikon har en vis slagside mod venstre. Jeg elsker ordet ”familiefacistiske” LOL. Nå, det væsentlige var at give en baggrund for Bøssepladen. Den er indspillet i 1974 og udkommer i 1975. Og det er ikke lutter flade hippier, der trutter i chillummen. Blandt de medvirkende finder man navne som: Anders Koppel, Jens Rugsted og Kasper Winding.

Hvis i går ind på Youtube og taster søgeordene ”Bent Jacobsen bøsse”, kan i finde størstedelen af sangene fra CD'en. Det er en oplevelse. Et turbo flashback til dengang da. Vi kan hurtigt blive enige om, at sangene nok ikke ræser lige ind på iTunes top-10. Men nu er målestokken heller ikke, om de holder i dag. Det får jeg nok svært at overbevise ret mange om, at de gør. Tiden går. Pladen er snart 40 år gammel.
Og så er vi tilbage ved det, jeg indledte med. Tidens gang. Kigger man ned over pladens titler, er der fx ”Bøssebarens Dronning”, ”Bøsse” og en titel, intet nutidigt pladeselskab ville turde røre med en ildtang: ”Pædofili-blues”. Det kunne man udgive og synge om i 1975. Kan man det i dag?

Man kan grine af titler og sange (det gør jeg nu ikke). Man kan ryste på hovedet (det gør jeg nu ikke). Pladen kommer cirka fem år efter pornoens frigivelse i Danmark. En håndfuld år efter ungdomsoprøret. I en æra, hvor grænser sprænges. Hvor revolution og en tro på og et håb om nye tider er i vælten. Har man in mente, at homoseksualitet på det tidspunkt stadig fra officielt hold blev betragtet som en sygdom, repræsenterer Bøssepladen og Bøssernes Befrielsesfront et indlæg i den kamp for de rettigheder, alt for mange på den lyserøde fløj i dag tager for givne, men som ikke er kommet af sig selv. Der er stadig brug for kamp for at fastholde, bevare og forbedre rettigheder for folk i LGBT-miljøet. Der findes en uhyggelig lang række lande, hvor en sådan plade ikke kunne udgives. Ikke i 1975. Og ikke i dag. Så befrielsesfrontens kamp er ikke slut. Pladen er med andre ord alt andet end en anakronisme, på mange måder var den – og er den – lysår forud for sin tid.

Sammen med pladen købte jeg Sven Omanns bog ”Virkelige hændelser fra et liv ved fronten”, der er hans personlige erindringer fra livet som aktivist i Bøssernes Befrielses Front. Den glæder jeg mig utroligt meget til at læse. I en tid som vores, hvor øjeblikket forekommer at være det vigtigste, hvor mange folks højeste drøm er at komme i fjernsynet – om det så blot er for at hore og drikke i et realityprogram – kan det være uendeligt velgørende at lade blikket vandre mod de lidt længere linjer. Det kan du også gøre, fx ved at smutte en tur ind i Men's Shop eller på dit lokale bibliotek. Måske bliver det dig, der tager sværdet op fra BBF og fortsætter kampen. Eller mig.

søndag den 21. august 2011

Nogle oplevelser og ting er ganske enkelt noget nær umulige at skrive om på en måde, der yder dem retfærdighed. Måske er det i virkeligheden hemmeligheden bag stor poesi: den talentfulde digter formår at bøje og arbejde med sproget på en måde, så det færdige produkt ender som mere end summen af delene.

Før jeg fortaber mig i holistiske falbalader må jeg hellere slå fast, at jeg hverken er en stor digter eller specielt talentfuld. Når jeg alligevel bestiger Den skide hest for atter at kæmpe med mine personlige vindmøller, er det, fordi jeg dels selv har behov for at sætte ord på følelser og oplevelser fra gårsdagens Copenhagen Pride. Og dels fordi jeg år efter år ser den samme fortærskede diskussion om det rimelige i og det fornuftige ved et show som Priden.

Lad mig få det rent subjektive læsset af med det samme: Det er for mig et af årets absolutte højdepunkter at deltage i Priden. Så kan i komme rendende med jul, nytår og udsalg i IKEA. Hver gang. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang bliver jeg rørstrømsk og får fugtige øjne, når jeg begynder at gå med paraden rundt. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ellers ikke er specielt grådlabil, så hvorfor denne bølge af følelser?

Jeg er glad, fordi du spurgte.

For at svare må jeg lige rode mig ud i nogle tågede overvejelser. Bær over med mig. Hvad er fællesnævneren for os, der deltager i Priden? Ja, ikke sandt. Det er noget nær umuligt at svare på. Vi er folk fra alle dele af landet, mænd og kvinder, forskellige jobs, forskellige seksualiteter, forskellige uddannelser, forskellige politiske ståsteder, forskellig alder og givetvis forskellige personlige grunde til at møde op. Men jeg vil vove følgende påstand: Det, der samler os. Det, vi alle deler, er følgende: Vi er alle mennesker, der enten bliver eller er blevet set skævt til ene og alene, fordi vi er os selv. Både historisk og i den enkelte persons liv.

At være homoseksuel blev først slettet af Sundhedstyrelsens sygdomsliste i 1981. Ja sgu. I 1981. Transkønnede har stadig den tvivlsomme fornøjelse at stå på listen. I mange lande er homoseksualitet ulovligt, man har i den senere tid hørt rædselshistorier fra visse afrikanske lande, hvor folk hænges ud – eller bare hænges – for at udleve deres kærlighedsliv.

Naturligvis render man ikke rundt med alle de ting i tankerne, når man deltager i Priden. Men de er der. De ligger i baggrunden. Det samme gør alle de oplevelser, hvor folk har råbt efter en. Kaldt en for alle mulige nedrige ord. Eller endog har fysisk forulempet en. De fleste folk i min omgangskreds kender til alle eller de fleste af de nys nævnte ting. Jeg har selv oplevet det på egen krop. Det giver ar på sjælen.
Mange af os, jeg tillader mig at generalisere, har været gennem en lang og tornet rejse for at nå frem til, hvem vi er nu. Nogle har tilbragt mange år i skabet og levet i skyggen af den evige frygt for at blive afsløret. Alt for mange lever der endnu.

Så når jeg befinder mig midt i et hav af regnbueflag, midt mellem mennesker, jeg ikke kender, men alligevel føler mig i familie med, så rører det ved noget dybt inde i mig. Derfor de fugtige øjne. Og den store følelse af samhørighed og fest. For det er en fest. Vi fejrer os selv. Og hinanden. Og en by og et land, der giver os mulighed for at leve som os selv. Årets øvrige 364 dage er vi lige så leverpostejfarvede og forskellige som alle mulige andre danskere. Men den her ene dag giver vi slip og leger og fejrer.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor regnbueflaget har så stor betydning. For det har det. For mig i hvert fald. Mere end dannebrog. Svaret fremgår af det, jeg netop skrev om følelser. Men også af noget andet. Regnbuen er for mig symbolet på forskellighed. Forskellighed, der lever sammen i gensidig accept og respekt. Jamen, er flaget ikke en slags homo-nationalisme, der opsætter barrierer mellem dem og os (hvem dem og os så ellers er)? Nix. Aldrig.

For mig er nationalisme noget forlorent stads, hvor mennesker skaber et kunstigt fællesskab. Kunstigt? Ja, landegrænser er ikke naturgivne. De flytter sig. En folkesjæl er også en levende og foranderlig størrelse. Danskhed og at være dansker ditto. Vi har naturligvis en (kultur)historie at trække på. Men alle dage har vi ladet os påvirke udefra. Tysk kultur. Romersk. Græsk. Og i det seneste århundredes anden halvdel især angloamerikansk. Folk er kommet til. Og folk er rejst ud.

Nationalisme udelukker. Dem, der ikke er som os, må blive uden for døren, det er en lukket fest. Regnbuen er selve symbolet på en åben fest. For mig er Danmark andet og mere end en geografisk kulisse. Går man i biffen, så er en film heldigvis også andet og mere end kulisserne, ikke sandt. Danmark – i hvert fald det Danmark, jeg ønsker og kæmper for – er en levende størrelse. Ikke et eller andet mareridtsagtigt statisk 1950'er glansbillede klippet ud af Krønikken, som man kan mistænke visse folk og partier for at ønske sig.

For mig er regnbueflaget et symbol for alt, der er godt ved Danmark og ved mennesker i det hele taget. Der er plads til alle i regnbuen. Ingen er forkerte pga. politisk observans, hudfarve, religion eller seksualitet. Den eneste uomgængelige adgangsbillet er en gensidig accept og respekt. Sværere er det ikke.
Så næste år er jeg der igen. Sikkert med en klump i halsen og fugtige øjne igen. Men også med den efterfølgende berusende og brusende følelse af fest og samhørighed i hver en del af min krop. Vi ses næste år.
En hulens masse fotos fra årets Pride

søndag den 10. juli 2011

En på opleveren

Måske kender i det. Man hører en god sang i radioen, nynner lidt med. Den går rent ind. Måske køber man den på iTunes. Og hører den nogle gange. Eller det er en af dem, der kører i tung rotation på en kommerciel radiostations playliste. Glem alt om det. Det, jeg hørte i går på Frue Plads, kommer i aldrig til at høre på Voice eller Nova. Never. No way. Intet ondt om ørehængere. Men de er måske lidt at sammenligne med mad fra McDonalds. De smager godt, men en halv time og en bøvs senere, er man sulten igen.

Hvad kvartetten på scenen i går skal sammenlignes med fra den kulinariske verden, aner jeg hånden på ærten ikke. De var, som det fremgår af det halvsløje mobilfoto, en del af Copenhagen Jazzfestival. Men det er avantgarde. Eksperimentelt. Allerede ved de ord, tjekker mange ud. Regningen, tak! Så er det sådan noget langhåret, underligt noget, som kun folk i fløjlsbukser og rullekravetrøjer kan have glæde af.

Det vil jeg nu ikke mene. Okay, det er underligt. Anderledes. Mærkeligt. På den fede måde. Mit første indtryk var, helt ærligt: "Hvad er det her for noget gebrækkeligt møg". Men jeg blev hængende. Og blev suget ind i det magiske univers. En audiovisuel forførelse. Jeg lægger nogle links til de optrædendes Myspace-sider og noget musik fra Youtube, så kan du selv gå på opdagelse.

Jeg synes, det er fantastisk, at der er plads til en koncert som den på Frue Plads i går i Jazzfestivallens program. Det gør projektet levende. Man kan kun kapere så meget Big Band musik (intet ondt om det i øvrigt). Men det er de nye ting, der holder jazzen levende. Ellers kunne vi lige så godt smide alle CD'erne i butikkernes jazzafdelinger (hvis nogle sådanne overhovedet findes stadig) over til afdelingen for barokmusik.

Jeg er ikke fan af det underlige for dets egen skyld. Der skal være noget mere. Det samme gør sig gældende i poesi. Der findes uforståelig, hermetisk knækprosa, der skriger Kejserens nye klæder. Men der findes også - heldigvis - de der skæve perler, der måske er underlige, måske kæmper imod vores ubændige trang til at putte i kasser, men alligevel tager den nærmeste omvej via øje eller øre direkte ind i hjertet. Noget sådan oplevede jeg på Frue Plads i gør. Og det er jeg de fire optrædende dybt
taknemmelig for.

http://www.myspace.com/almutkuehne
http://www.myspace.com/helengillet
http://www.myspace.com/elsvandeweyer
http://da.wikipedia.org/wiki/Kresten_Osgood
http://www.youtube.com/watch?v=noLlrbVCvCk&feature=share
http://www.youtube.com/watch?v=Y__YGuvapq0

torsdag den 30. juni 2011

Svedige løg i softicen

Tidligere på dagen var jeg som sædvanligt et smut i fitnesscenter. Spredt rundt omkring i lokalerne ligger gerne en hel del magasiner til fri afbenyttelse. Samt dagens gratisaviser. Det var overskriften på en af disse, der fangede mine øjne.

”Bare røve i vandkanten vækker harme” lød overskriften på en artikel i 24-timer. Du kan selv læse med her.

Min første tanke var at fare hjem, fatte den elektroniske fjerpen og give danskerne en kollektiv opsang. Nu må i kraftpettervæltme tage jer sammen. Noget i den retning. Heldigvis manglede jeg lige en række torturinstrumenter ovre i fitnesscentret, før jeg var gennem dagens program. Og jeg tænker ret godt, mens jeg kæmper med at undgå et hjertestop.
Jeg nåede frem til, at min tiltro til danskerne i bred forstand vinder over min første indskydelse. Jeg tror ikke, at vi er blevet en samling af bornerte, stramtandede frøkener. Ikke mere end vi hele tiden har været. Og ikke mindre.

Hvorfor så resultaterne i artiklen? Tja, for det første er det agurketid, og så må man (altså mediebranchen) selv fremstille de nyheder, der ikke er der. For det andet er barrøvsartiklen baseret på en meningsmåling. De forklarer selv, hvordan de er nået frem til resultatet. Målgruppen er en repræsentativ udvalgt gruppe bestående af folk mellem 18 og 74. De kan man så vælge at tro på eller ej. Men lad os lege med. Det kan så undre, at artiklen udtaler sig om 12 til 29-åriges holdning, men det er måske en trykfejl.

Min kraftigste anke er selve konceptet meningsmåling. Man kan massere spørgsmålene, så man næsten altid får de svar, man vil have. Artiklen beretter fx, at følgende udsagn er blevet stillet som et ja/ nej-spørgsmål: ”Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand”. Fint nok. Det er cirka seks ud af ti ikke glade for, to ud af ti siger ja og to ud af ti (Amalies venner måske) er helt blanke.

Vil man nu have et andet svar på sådan et udsagn, handler det om at præsentere det i en kæde. Lad os lege lidt med tanken:
Første scenarie:
  1. Synes du, Danmark skal beholde sin position som et land med frisind og tolerance?
  2. Det er i orden at folk tildækker deres kroppe i det offentlige rum med beklædningsgenstande som burkaer.
  3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.
Andet scenarie:
  1. Det er fint, at det offentlige rum bliver mere og mere seksualiseret.
  2. Det er i orden, at de svedige behårede løg på tyske strandgæster dingler over din fireårige datters softice.
  3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.
Ja, ja. Jeg karikerer uhæmmet. Men med lidt arbejde og et mere alvorligt gemyt end mit kan en stribe spørgsmål sagtens strikkes sammen, så man får det svar, der er mest brugbart.

Hvis meningsmålingens svar derimod vitterlig er givet ud fra helt objektive spørgsmål, så ringer mange alarmklokker for mig. Især den yngre gruppe af svarere i målingen er imod nøgenbadning. Det er den gruppe, der er vokset op med et uhørt seksualiseret mediebillede og porno lige ved hånden via internettet. Er det en slags modreaktion? En trods? I så fald er det forståeligt, men man blander ulykkeligvis æbler med pærer. Nøgenhed i sig selv er ikke sex. Selv om medierne måske er med til at skabe netop det link.

Jeg går helt i baglås over de forældre, der bliver enormt forskrækkede på deres børns vegne. Hvorfor i himlens navn, skulle en forælder ønske at videregive et totalt forkvaklet forhold til nøgenhed og kroppen til sit afkom. Det må igen være den der tåbelige kobling til sex. Vi har prøvet den der med at dække os til. Kig på de gamle fotos af badende kvinder i meterlange kjoler. Eller nogle kulturers forhold til nøgenhed i disse ellers moderne tider. Når jeg færdes i svømmehallens badeområder ser jeg mænd med lændeklæder omkring klokkeværket. Fint nok. Men jeg synes, det er noget pjat. Det samme med kvinder indhyllet i slør og gevandter. Hvorfor? Hvad skal det gøre godt for?

Jeg bader selv nøgen. Og har aldrig oplevet ubehagelige eller lumre episoder. De fleste større offentlige strande har afdelinger, hvor folk som mig bader og solbader. Fint nok. Så kan folk vælge at bruge det område eller ej. Der skal nok være nysgerrige sjæle, der vandrer ned i den afdeling for at lure. Eller lade sig forarge. Det handler som så meget andet her i tilværelsen om pli og situationsfornemmelse. Jeg spankulerer ikke ned til den nærmeste børnefødselsdag på stranden, smider klunset og laver helikopteren. Omvendt bliver jeg knotten, hvis folk puster sig op og prøver at gøre nøgenhed til noget unaturligt eller lummert. Mig bekendt er der endnu ikke født et menneske med tøj på. Alt det kommer senere. Som et led i socialiseringen.

Så hvorfor ikke lære vores børn og unge at være glade for deres kroppe. At acceptere deres forskellighed. At se tykke og tynde kroppe som noget ganske naturligt. Uden en trævl på. Det ville være en modgift til de vrangbilleder, vi ellers præsenteres for i medier, mode og porno. I stedet for at lade sig forarge over noget så naturligt som nøgenhed, burde vi måske give den lektie i arv, at der er langt vigtigere ting at lade sig forarge af: had, krig, diskrimination og udnyttelse. Bare for at nævne et par stykker.

Jeg tror sgu lige jeg vil lave en meningsmåling med en udvalgt repræsentativ gruppe af mennesker bestående af mig selv. Måske kan i læse om den i morgendagens gratisavis.

lørdag den 25. juni 2011

If it ain't broken, don't fix it.

Forleden sad jeg og kiggede på diverse blogs og hjemmesider vha. min telefon. Jeg abonnerer på forskellige feeds, som det hedder. En hel del vedrører LGBT-universet, altså nyheder med relevans for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
Her faldt jeg over en amerikansk organisation, der hedder NARTH. De elsker jo deres akronymer derovre. Det står for: National Association for Research & Therapy of Homosexuality.

Den måtte jeg lige kigge på et par gange, før jeg accepterede, hvad jeg læste. Okay, tænkte jeg, det er sikkert en af de der højreekstreme, fundamentalistiske organisationer. Men det er det ifølge NARTH ikke. Du kan læse om dem på Wikipedia (1) eller på deres egen hjemmeside (2). Hvis du orker at tygge dig igennem det hele, kan du derefter danne dig en mening om både den pågældende forening og om tanken om vores seksualitet som noget medfødt – eller ej. Er vi Born this way (3), for nu at snakke Gaga'sk?

Jeg mener klart ja, derom ingen tvivl. Jeg tror, at vi alle fødes med en hel pose blandede bolsjer i vores indbyggede rygsæk. Et af bolsjerne er vores seksualitet. Afhængig af ydre stimuli (hele den sociale indflydelse) kan det bolsje komme mere eller mindre til sin ret. Opskriften på et ulykkeligt liv, tror jeg, er, hvis man aldrig lærer sit eget bolsje at kende. Eller undertrykker det. Eller bliver undertrykt.

Naturligvis er intet fuldstændig statisk. Vi kan lære nye ting. Opdage nye sider af os selv. Nye seksuelle lyster og nye ting, vi tænder på. Men jeg tror stadig, at vi dybest set er disponeret for det ene, det andet eller begge køn. Derfor gør foreninger som NARTH mig trist. Og vred. En af de varer, NARTH ifølge Wikipedia har på hylden er: ”conversion therapy and other regimens intended to change the sexual orientation of individuals who experience unwanted sexual attraction to members of the same sex”.

De vil – som de kristne nødder – kurere homoseksualitet. Ikke med djævleuddrivelse, bønner eller håndspålæggelse, men conversion therapy (du kan læse mere herom via linket til Wikipedia i det nys citerede).

Men for mig er toget allerede røget af sporet her. Med et brag. Alt det her antager, at homoseksualitet (fx) er en sygdom, noget uønsket, noget der skal kureres. Den præmis antager jeg ikke. Hvorfor ingen af de konklusioner, NARTH eller andet godtfolk af samme eller mere rabiate skuffer måtte byde på, er bærer af nogen relevans eller sandhed for mig.

Du, kære læser, er givetvis et seksuelt menneske. Ville du bryde dig om at få at vide, at din seksualitet er uønsket? Forkert? Sygelig? Skal behandles? Nej, vel. Men det er budskabet til homoseksuelle fra nogle organisationer, religioner eller lande. Vi har prøvet den med sygdom. Og ulovlighed. Læs Wilde. Læs Bang. Ingen bliver kureret. En del ender i fængsel eller mentale institutioner. Utroligt mange får et ulykkeligt liv.

Uden yderligere sammenligning i øvrigt tænker jeg ofte på den ”behandling” pædofile tilbydes eller bliver udsat for i dag som en nutidens pendant til måden bøsser tidligere blev behandlet på. Og stadig bliver behandlet på nogle steder. Heller ikke i tilfældet pædofile kan jeg forestille mig, at kuren virker. Nuvel, man kan kemisk kastrere. Eller operativt. Den ville med garanti også virke på homoseksuelle, men selve den seksuelle drift tvivler jeg på, man kan ”reparere”.
Hvor situationen på alle måder er ulykkelig for den pædofile, så kan en bøsse, en lesbisk, en biseksuel eller en transperson fint indgå i et fungerende og lykkeligt parforhold og seksualliv. Så hvorfor i himlens navn tale om uønsket seksualitet? Uønsket for hvem? Eller af hvem?

Selvfølgelig kan et liv som åbent homoseksuel, jeg bruger det eksempel, da det er det, jeg kender fra min egen krop, have en pris. Og konsekvenser. Man kan blive udsat for mobning, diskrimination , latterliggørelse eller vold. Men det kan man sandt for dyden også som ”almindelig” blegfed dansker. Man kan også blive udsat for kærlighed, lykke, jordrystende sex og samhørighed. Både som bøsse og blegfed. Men fordi du som almindelig heteroseksuel dansker render rundt og har et lorteliv, er der ingen organisationer, kristne eller ej, der kommer rendende og fortæller dig, at mirakelmidlet er at reparere lidt på din seksualitet. Gu' er det da ej.

Så måske burde foreninger som NARTH i virkeligheden bruge krudtet på at arbejde for holdningsændringer i samfundet. Det amerikanske til at starte med. De fundamentalistiske religiøse organisationer er sandsynligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde. Man kan kun håbe på, at tiden og fremskridtet løber fra religion som sådan. Selv om ikke meget tyder på det. Desværre. Det er ellers svært at komme i tanke om større kilder til ulykke end religion.

Så, kære NARTH. Med et idiom fra jeres eget sprog: ”If it ain't broken, don't fix it”. Og mig og mine er ikke i stykker. Vi er ikke syge (bortset fra et par uger med forkølelse hvert år, den må i  godt lige fixe). Vi skal ikke behandles. Med andet end den samme grad af respekt som alle andre.
  1. http://en.wikipedia.org/wiki/National_Association_for_Research_%26_Therapy_of_Homosexuality
  2. http://narth.com/
  3. Born This Way: http://www.youtube.com/watch?v=wV1FrqwZyKw

tirsdag den 21. juni 2011

Racister!

Et af ugens læsemæssige højdepunkter for mig er altid Mattias Tesfayes klumme i Ekstra-Bladet. Tesfaye tager fat i vigtige og spændende emner, som regel altid med udgangspunkt i noget, han selv har oplevet.

Klummen mandag d. 20 juni  (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1574183.ece) er ingen undtagelse.

Følg eventuelt linket og læs selv. Emnet denne gang er racisme og vold. Begået af politifolk i København. Tesfaye har på egen krop oplevet fænomenet, hvilket han med vanligt sprogligt talent beskriver i alle dets ubehagelige fænomener.

Jeg er af flere dansklærere blevet fortalt, at det altid er uhyre vigtigt, når man læser tekster, at sætte sig ind i afsender-modtagersituationen. Nu kan jeg af gode grunde ikke vide, hvem du, kære læser, er, eller hvad din baggrund er. Men jeg kan da smide et par relevante detaljer om mig selv på bordet. Jeg arbejder i Københavns politi. Næ nej, ikke som betjent. Så slemt står det ikke til i etaten endnu. Jeg er ganske almindelig arbejdsmand i en servicefunktion. Så længe det varer. I privatiseringens og outsourcingens hellige navn kan det snart være fortid. Så loyaliteten i forhold til min arbejdsplads er i bedste fald tveægget. Men jeg har trods alt mødt, snakket med og arbejdet med en hel del betjente. Og dem skylder jeg i det mindste at være retfærdig overfor.

Tilbage til Tesfayes klumme. Han slutter med følgende opfordring til politiets ledelse:

”I bliver simpelthen nødt til at få ryddet op i korpset. I har folk ansat, der ikke kan håndtere den magt, som følger med jobbet. Så træk de racistiske og voldelige kolleger til side og giv dem en sidste advarsel. Hvis de alligevel fortsætter, må de fyres på gråt papir. Hverken byen, indvandrerne eller ordensmagten er tjent med at have patruljerende racisme klædt i samme uniformer som jer andre.”

Det er svært at være uenig i. Ingen bør holde hånden over voldelige eller racistiske kolleger. Hverken i politiet eller andre grupperinger. For der er naturligvis to sider af enhver sag. Det er det, der får mig til at skrive disse linjer.
Lad os lege. Hvad med et tankeeksperiment? Hvis vi nu leger, at politiet i morgen er fuldstændig renset for folk med voldelige eller racistiske tendenser. Tilbage er et korps af retlinede, pligtopfyldende betjente. Hvordan sørger vi for, at disse betjente bliver ved med at være retlinede, pligtopfyldende og samvittighedsfulde? Giver vi dem håbløse vagtplaner? Overarbejde? Kører dem ned, så de er dødtrætte og begår fejl? Behandler vi dem uden respekt? Kalder dem alle sprogets værste gloser? Provokerer dem? Jeg kan hjælpe. Svaret på de her lettere tåbelige retoriske spørgsmål er: nej.

Jeg har hørt udtrykket: Vi har det politi, vi fortjener. Vi i bredeste forstand.
På begge sider af Tesfayes ligning er det givetvis et fåtal, der ødelægger det for de mange. Politifolk er sjovt nok også kun mennesker. Så sætter du et ungt menneske, der måske oven i købet er dødtræt, ud i den ene tilspidsede situation efter den anden, så har det en pris. På trods af uddannelse, konflikthåndteringskurser og så videre. Alles glas bliver fuldt på et tidspunkt. Er du blevet kaldt racist eller svin? Spyttet efter? Fået fingeren? Måske burde man i stedet for at fokusere på det fåtal, der tænder af og reagerer, også huske på at nævne og rose det helt, helt store flertal, som reagerer professionelt – også i situationer, der er ekstreme.

Vi har det politi, vi fortjener. Hvis man som jeg ikke går ind for anarki som samfundsform, så er politiet et nødvendigt redskab. Der skal være klageinstanser, når politiet laver fejl. For selvfølgelig gør politiet det. Det er i øvrigt en helt anden diskussion, om den nuværende klagemulighed er god nok. Men der burde også eksistere en slags gensidig respekt borger og politi imellem. Og det har der da gjort. Og gør. Målinger forsøger med jævne mellemrum at veje og måle folks generelle holdninger til politiet. Når indbrud bliver nedprioriterede. Når folk ringer forgæves. Så tæller det helt sikkert nedad i regnskabet. Når man hører om eksempler som Tesfayes, trækker det også ned. Men i min tid i politiet har jeg mødt en kæmpe gruppe af mennesker i alle aldre og af begge køn, der forsøger at gøre et godt stykke arbejde.

Jeg tror, at det er blevet utroligt meget vanskeligere at være politibetjent i Danmark. På godt og ondt er respekten for autoriteter væk. Alt kan og bliver diskuteret. Der sættes spørgsmålstegn ved alt. Og det er godt. Men det har også en pris. Blind autoritetstro er rædselsfuldt. Total despekt for autoriteter er det samme.
Som det er nu, så er der grupper af mennesker, for hvem en konflikt med politiet tilsyneladende er et af tilværelsens højdepunkter. Men for resten af os, og her taler jeg både om indvandrere og indfødte, så er den eneste måde at beholde et ordentligt forhold borger og politi imellem en gensidig respekt for de funktioner og roller, vi alle også er indehavere af som samfundsborgere OG politifolk. Sværere er det ikke. Og så svært er det.

søndag den 5. juni 2011

Flyttedag


Dette bliver det sidste indlæg på denne blog. Jeg hiver teltpælene op og flytter hele gøgemøget til min funklende nye blog med følgende addresse:

http://prinsenpaadenskidehest.dk/blog/

Jeg håber, du følger med til de nye lokaliteter. Jeg arbejder også på at skrue en hjemmeside sammen på samme domæne. Men i første omgang handler det om min nye Wordpress-blog.

Tak til Blogger.com for husly de sidste mange år.