søndag den 6. marts 2011

Det er blevet forår


Jo, jo. Det er ganske vist. Jeg bringer gode tidender. Foråret er her. Jeg har strengt videnskabeligt bevis for påstanden. Efter nogle måneders kulde og mørke, efter tilsvarende måneder i noget der minder om cølibat, så er solen her. Og erotikken. Det er et stensikkert barometer for mig. Der går forår i knægten. Og hormonerne vågner med et grynt fra vinterhiet.

Men selv den bedste bil skal smøres og have brændstof. Så efter en fredagstur på apoteket, hvor der blev handlet lidt Cialis til lagret, er weekenden gået slag i slag. Eller måske snarere knald i knald.

Selv en røvsyg søndag formiddag kan gøres noget nær fantastisk. Først en tur i svømmehallen, så man kan vågne. Op på Den Skide Hest og ind i Istedgade. Nej sgu! Ikke til en eller anden bulgarsk luder. Men derinde ligger Copenhagen Gay Center. Et af mine og Den Skide Hests faste pitstop.

Man ved, det bliver en god bøssesaunadag, når ekspedienten står i bar overkrop, er voldsomt lækker og oven i købet har charme. Nu var det desværre ikke ham, der var løs i saunaen og baglokalerne. Han skulle jo passe sit job. Men der var heldigvis en god sjat andre lækre mandfolk. Selv en tidlig formiddag. Søndag er i øvrigt nøgendag. Det burde hver dag være. Okay, måske ikke på jobbet. Men i sexklubber. Der er bare noget forkert ved at tage i swingerklub, bøssesauna eller sexklub – og så render folk rundt med tøj på. Det gør de så heldigvis ikke om søndagen i CGC.

Men selv god sex får jo en ende (også god sex i en dejlig ende). Men da det nu var en seriøs lækkermås, der stod i butikken, måtte jeg jo lige motionere kreditkortet lidt. Og sludre med (læs: bage på) ekspedienten.

Det er måske kemi. Og helt sikkert rigtigt. Men god sex giver godt humør. Så jeg dribler rundt og er godt gammeldags søndagsglad. Der blev indkøbt lidt påskeliljer og mad i IRMA på vejen hjem. Og nu overvejer jeg, hvad eftermiddagen skal gå med. Jeg er lidt øm alle mulige sjove steder efter weekendens strabadser, så mon ikke det bliver noget med hygge, computer, Playstation og kaffe. I vilkårlig rækkefølge.

Hvor er det bare dejligt. Altså at det er blevet forår. Nyd det, kære venner :-)

lørdag den 29. januar 2011

Se & Hør outer folk fra Scor.dk

Når jeg sådan kigger mig selv dybt i øjnene i spejlet, så synes jeg ikke, jeg ser en specielt sippet person. Tværtimod. Jeg har set lidt af hvert, gjort lidt af hvert - og har det fint med det. Så jeg plejer ikke at stå forrest i køen, når det handler om moralske opstød. Live and let live, ikke sandt. Hvad voksne folk frivilligt finder ud af under dynen, er deres sag.

 Som den kloge læser (har jeg andre) nok har regnet ud, er der bagt op til et "men".

Og lad os så det da. Altså få moralske kvababbelser, MEN...

Jeg fik sgu kaffen galt i halsen, da jeg læste ugens udgave af Se & Hør. Man skal jo følge med i sladderen. Denne uge har de en artikel om en forhenværende TV-kendis, der har en profil på Scor. No biggie, måske. Men de outer ham med navn, og hvad der ligner private sexfotos fra hans profil.

Online-udgaven ligger her, der er ikke de nævnte fotos. Men så ved i, hvad jeg snakker om:

Det overskrider mine grænser for almindelig pli og anstændighed. Mandens profil, der også er afbilledet i bladet, er uden hans navn og uden profilfoto, hvilket turde antyde, at han ikke ønsker at stå frem offentligt, ikke sandt. Alligevel buldrer bladet på med oplysninger om dette og hint.

Nu er de fleste af os på nettets diverse datingsider og sociale sites nok hverken kendte eller specielt interessante for ugebladene, men det giver alligevel stof til eftertanke. I hvert fald for mig. Bladet kan sikkert være totalt ligeglade. De får måske et rap over nallerne på nogle tusinde kroner, men de er sikkert tjent hjem på det øgede bladsalg.

Jeg sidder i hvert fald med en dårlig smag i munden. Og en beslutning om at skifte sladderblad.

mandag den 24. januar 2011

Nu er jeg ikke kun smuk, men også rig!

Endelig skete det! Nu har jeg spillet lotto, tippet og været med i Klasselotteriet i 124 år. Uden nævneværdig fremgang.

Og så rasler appelsinen lige ned i turbanen. Jeg er nu en holden herre. Næsten. Jeg kan i hvert fald se frem til 30% af millioner af dollars. Uden nogle risici. Tænk engang, hvor mange Othellokager, Playstationspil og osterejer jeg kan købe for den slags penge. Men nu må i have mig undskyldt, jeg skal lige printe min opsigelse fra jobbet ud, jeg regner med at moone chefen fra morgenstunden tirsdag.

For godt til at være sandt? Nej da! Jeg fik mailen fra en doktor. Se selv:

"Good day Sir,
 

I want you to patiently read this offer. I am Dr. Phillip Algor. The Assistant to the Head of Delegation to the World Bank in Europe. I am the link man between the Organization for Petroleum Exporting Countries - OPEC and the petroleum sector in the European countries. I also attend OPEC meetings constantly in Vienna, Austria on the auspices of World Bank. Through the sale of our allocated oil quota in OPEC, I was able to make a large sum of money (millions us dollars), which is currently deposited in a Security company in Europe.
 

I want you to assist me to claim this money as I cannot claim it directly because I am still a civil servant, and the code of conduct bureau forbids me to acquire such amount of money. It is on this basis that I am contacting you for assistance. If interested, claimed documents with which the fund is deposited will be re processed and changed to reflect you as the new beneficiary so that you will be eligible to collect the fund on my behalf. I will give you 30% of the fund for this assistance, while 60% will be for me and 10% will be for expenses that may be incurred on both sides.
 

I am aware of the international monitoring of all large-scale financial movements after the September 11Th 2001 terrorist attack on America and to avoid any state of financial investigation I will provide a classified clearance paper from the relevant body which will exonerate the money from either drug, money laundered or terrorist related proceeds. Note that this information is also open for scrutiny and I also assure you that there is no risk attached in this transaction.

Please if interested, send me mail direct on my private mail address: XXXXXXXXXX@yahoo.co.uk and provide me with your private telephone and fax numbers for easier communication.
Best Regard.
Dr. Phillip Algor
."

lørdag den 15. januar 2011

Kære Bill

Vi har været igennem meget, os to. Er det virkelig snart 20 år, vi har gået hånd i hånd? Utroligt. Vi har grinet, vi har grædt. Okay, det er mest mig, der har grædt. Der har været de utroligste hysteriske anfald. Nedture. Opture. Du har gjort mit liv utroligt interessant.

I alle forhold er der kriser. Det har der også været i vores. Jeg har været dig utro. Ja, jeg indrømmer det. Jeg håber ikke, du tager mig det alt for ilde op. Jeg havde en kort flirt med en tøjte fra IBM, der hed OS/2 Warp. Hun var ung og smuk, men blomstrede alt for hurtigt af. Som den store mand, du er, stod du klar med åbne arme for at byde mig velkommen tilbage. Uden onde følelser. Tror jeg da. Der var godt nok alle de uforklarlige nedbrud i programmer og styresystem. Vidste du besked om min affære? Var det din straf? Og så var der Vista. En plage af næsten bibelske dimensioner. Der viste du dig i din gammel-testamentelige figur. Hård og straffende.

Men jeg har alligevel altid haft et blødt punkt i mit hjerte for dig. Du var min guru, min proto-nørd. Jeg elsker din humor. Man kunne altid regne med, at den nyeste og mest hypede udgave af din vinduesudstilling viste sig at mangle en hel masse. Når du så havde fået mig til at købe diverse ekstrapakker (jeg får stadig grineflip over Windows 95 Plus-pakken), og programmet stadig ikke helt kørte som smurt, så stod du klar i det fjerne som forår efter vinter med næste udgave. Jeg kommer til at savne at bruge mine sparepenge på dine altid smukke og velindpakkede programpakker.

Ja, du forstår mig rigtigt. Jeg vil ikke mere. Vi er altså kørt fast i vores forhold, Bill. Vi har prøvet, det ved gud vi har. Du gav mig Plug and Pray, det glemmer jeg dig ikke for. Okay, det virkede ikke de første 5-10 år, men al begyndelse er som bekendt svær.

Jeg er dig ikke værdig. Jeg har haft andre sidespring. Bare korte affærer med tøser, du ikke regner for noget. En finsk skønhed, jeg mødte i en sauna (hvor der godt nok ellers kun var mænd), fordrejede hovedet på mig. Første gang jeg mødte hende, var hun en umådeligt krævende elskerinde. Intet var godt nok. Alt krævede blod, sved og tårer. Jamen, Bill, du havde klasket dig på lårene af grin. Plug and Pray var latex og glidecreme til sammeligning. Så jeg mistede den berømte loving feeling. Men du ved måske, hvordan det er. Gammel kærlighed dør ikke, den ruster blot. Og jeg mødte finnen igen. Nu havde hun vokset sig stor og stærk. Hun havde endog antaget forskellige masker med eksotiske navne. Men hendes smukke sjæl var den samme, som jeg lærte at elske. Du vil ikke kunne forstå hende, hun kræver ingen penge, hun er baseret på åbenhed, samarbejde og fællesskab. Ja, ikke sandt, det er komplet vanvittigt. Ingen bekostelige opdateringer eller nye udgaver, der flår pengene op ad lommerne. De er tossede, de finner.

Jeg kunne ikke få mig selv til bare at gå, sådan uden en forklaring. Derfor har jeg lagt denne besked på dit skrivebord, Bill. Med mindre din computer går ned, skal genstartes uden logisk årsag, bliver angrebet af virus eller på anden måde bryder sammen, så håber jeg, du ser disse ord. Jeg vil ønske dig god vind fremover. Jeg er sikker på, du og dit gamle firma nok skal finde på nye måder at monopolisere mit hjerte på. Men jeg håber, det varer længe. Måske er tiden løbet fra dig, Bill. Måske er det en anden verden, der vinker forude i cyberspace. Det er vi i hvert fald nogle stykker, der kæmper for. Men jeg forlader dig ikke med had og bitterhed i sjælen. Du har holdt min krop ved lige. Uden dig havde mit blodtryk helt sikkert været lavere. Men jeg er ikke helt ung længere. Så min finske kærlighed er bedre for mig. Det håber jeg, du vil have forståelse for.

Pas på dig selv, Bill. Det har været en spændende rejse. Som vi nu fortsætter af hver vores veje. So long, Bill. It has been... an experience.

De kærligste hilsner
fra
Prinsen.

onsdag den 5. januar 2011

Reklame for utroskab

Hej bloggeritos og godt nytår. Jeg håber, i er kommet godt og sikkert ind i 2011.

Hører i nogensinde radio? Til de unge: det er sådan lidt ligesom fjernsyn, bare uden billeder. Ganske kuriøst. Nå, men det gør jeg altså. Gennem hele december har min radio stået på Pop FM, der har leveret sprød julemusik 24 timer i døgnet, guf for en gammel nisse som mig.

Forleden var jeg så ved at få risengrøden i den gale hals. Og der skal sgu ellers noget til. Først var jeg sikker på, jeg havde hørt forkert, men nej. de kører sgu en serie reklamespots for en datingside her i landet (jeg vil ikke give siden reklame ved at nævne navnet). Hele konceptet ved den pågældende side er enkelt: utroskab.

Okay. Jeg er ingen bly viol, og hvad folk laver i høet, rager mig en skid. Alligevel virkede både reklamen og datingsiden grænseoverskridende på mig. Det er i hvert fald første gang, jeg har hørt en reklame eksplicit anbefale sidespring som løsningen på et dårligt (sam)liv. Føler du dig ikke værdsat? Ikke begæret? Mangler dit liv krydderi? Få en elsker(inde). Det er budskabet.

Jeg kan sagtens veje for og imod. Sider som Scor, Dating.dk eller Boyfriend (for blot at nævne et par stykker) bliver naturligvis brugt til det samme formål. Men for mig er der alligevel en forskel. De nævnte sider er for mig en slags elektroniske klubber, hvor man kan mødes, flirte og hygge sig. Og folk kommer af mange grunde. Tilhængere af utroskabssiden kunne hævde, at det er hykleri, når en bruger af Boyfriend (som mig) rejser børster over den kontante og ligefremme fremgangsmåde på den anden side. De skjuler intet, men spiller med åbne kort.

Alligevel bryder jeg mig ikke om reklamen. Eller siden, den pusher.

Hvad synes du, kære læser?

søndag den 12. december 2010

Kom så på banen, kære venstreorienterede

Eksplosionerne i Stockholm, der i skrivende stund, hvor en del forvirring stadig hersker, ser ud til at være en eller anden form for forsøg på terror, har fået prinsen til at bryde sin lille hjerne. Naturligvis sidder man med alle de klassiske hv-spørgsmål som hvem og hvorfor. Det åbenbares måske i de kommende dage. Det ligger fast, at en mand har sprunget sig selv i luften og såret nogle andre. Den døde er vist nok en af bombemændene. Der var ifølge Dagens Nyheter to eksplosioner.

Som den kvikke læser - og har jeg andre - vil kunne se, er der masser af løse ender og ting at være i tvivl om. Velkommen til mit liv. Men den egentlige årsag til disse linjer er ikke at udstille min uvidenhed, det klarer jeg glimrende i dagligdagen. Næ, jeg sidder og er en kende harm. Og en kende magtesløs. For hvad skal man stille op? Begynder man at råbe op om idiotiske muslimer, er det benzin på Pia og konsorters bål. Men der er jo et uomgængeligt religiøst - og muslimsk - element i det her. Personligt har jeg det lige svært med alle former for fundamentalisme. Det være sig politisk, religiøs eller noget helt syvende. Jeg har det også overordentligt skidt med at rette smed for bager. Eller blot at generalisere. Nu har jeg vist ladet længe nok op til det men, der er i ovnen, ikke?

For det virker åbenlyst for mig, at der er et problem med islam. Eller mere korrekt: med måden religionen misbruges til at radikalisere mennesker, så de er i stand til at udføre gerninger som de nys passerede i Stockholm. Religion som en støtte og en ledestjerne i livet er en smuk tanke. Der er bare den samme lille detalje, der fucker det regnestykke op, som i tilfældet med fx kommunisme: det er mennesker, der skal udføre og praktisere det. Og mennesker er mennesker på godt og til tider ondt. Religion er eller kan være et farligt sprængstof i hænderne på folk med en dagsorden. Det være sig en religiøs eller politisk dagsorden. Eller den gode gamle magtdagsorden. Det er for så vidt også af mindre interesse. Problemet er stadig radikaliseringen af mennesker.

Og hvad er så løsningen? Hvad gør man? Hvad gør jeg som venstreorienteret? Hvad gør de millioner af muslimer, der heller ikke bryder sig om at blive slået i hartkorn med klaphatte, der render rundt og føler, de har patent på at udlægge den rette lære?

Til at begynde med kunne man råbe op. Sige fra. Give lyd fra sig. Og her taler jeg ikke om Naser Khader. Ham er der nok ikke ret mange, der gider at høre på mere. Men ganske almindelige mennesker. Ahmed, Søren, Pia og Fatima. Foreninger. Grupper. Strikkeklubber. Kæft op! Sig fra! Giv jeres unger den rette ballast at tage med ud i livet, så de er bedre rustede til at grine af og afvise de agitatorer, der er derude.

Lad os forsøge at flå højrefløjens hjemmestrikkede patent på at være kritiske ud af deres benede hænder. Det er okay at være kritisk over for religion. Kritisk over for islam praktiseret i dens mere perfide udformninger. Over for terror. Det er okay at være kritisk som venstreorienteret. Det bliver man hverken racist eller DF'er af. Det er okay at være kritisk som muslim. Det bliver man ikke vantro af. Snarere tværtimod. Nogle af mine venner på venstrefløjen råber gerne slagord i retning af "vores gader" til diverse demoer. Så hvorfor ikke råbe op om "vores samfund" eller "vores religion". Det giver kritik så meget mere vægt, når den kommer fra egne rækker og ikke fra udenforstående med en egen dagsorden (hej Pia).

Forleden havde SF's Mattias Tesfaye en kronik i Ekstra Bladet om de forventede holdninger til socialister. Han skrev om østarbejdere. Men problemstillingen er lidt den samme her. Der er nogle præfabrikerede mønstre og kasser, som man forventes at arbejde videre med som venstreorienteret. USA er nogle banditter. Israel endnu værre. Palæstina er alle tiders. FN er sindssygt fedt, selv om de oftest ikke kan stikke en pind i en lort uden af ødelægge begge dele. Immigration er fantastisk. Ja ja. Jeg karikerer. Det ved jeg godt. Og så alligevel. Ingen røg uden brand.

Verden er ikke sort-hvid. Med mindre man er fundamentalist. Det er vel egentlig en stor del af selve definitionen af fundamentalisme, altså hele dem og os-mentaliteten. For resten af os burde det være åbenlyst indlysende at tage stilling fra sag til sag. Og at sige fra. Partiprogrammer er ikke overbragt af gud på en stentavle. De kan ændres, i takt med at samfundet ændres. Kan de ikke, er politiske partier, som vi kender dem, en uddøende race. 

Jeg håber, jeg tager fejl. Jeg håber, jeg i den kommende tid vil høre en masse kritiske røster fra min egen politiske fløj og fra det muslimske samfund her og hinsidan. Jeg ser, at muslimernes fællesråd her i landet tager afstand (http://www.information.dk/telegram/253562). Lad os så få nogle af venstrefløjens koryfæer på banen, inden Pia og præsterne - igen - sætter dagsordnen.

onsdag den 17. november 2010

Sikke noget lort!

Ja, undskyld den noget bramfri overskrift. Men det var det. Jeg har måtte sætte den skide hest i garage et par dage. Søndag aften fik jeg det mærkeligt. Det var starten på en ordentlig omgang mavekneb. Først troede jeg, det var Roskildesyge. Det har jeg haft en gang før, og det er tre dage for fuld hornmusik. Men det var vist "kun" en madforgiftning i den mildere ende. Min mistanke falder på to ting: en færdiglavet moussakka eller en ditto blandet salat. Sidstnævnte er min hovedmistænkte, da moussakkaen jo skulle en tur i ovnen, hvilket burde dræbe baktusserne Så salaten. Måske har dem, der har rodet med salaten ikke haft øje for hygiejnen. Men hvad skal man gøre som forbruger? De der færdigblandede og vaskede salater er jo netop beregnet til at spise lige ud af æsken. 

Nå, jeg er ikke længere at tælle blandt de faste installationer på toilettet, men kroppen er noget brugt. Der går vist lige et stykke tid, før jeg skal have færdigblandet salat igen!