Hej. Her finder du mine skriblerier om stort og småt i mit liv. Jeg skriver om alt lige fra seksualitet til overvejelser omkring politik, filosofi, bøger, kropskunst og andre besynderlige emner. Kig dog indenfor, du er velkommen.
mandag den 4. oktober 2010
Hizb ut-Tahrir
Jeg hørte det her citat i morges med et halvt øre og måtte lige hjem efter arbejde og tjekke, om jeg nu også havde hørt rigtigt. Det havde jeg desværre. I kan selv lytte med på videoen, jeg linker til ovenfor.
En ting er, at det er noget ævl. Det er så meget fra den kant. Ingen forlanger, at noget menneske skal give slip på sine værdier, muslimske eller andre. Heller ikke for at være en del af arbejdsmarkedet. Men det mindste, man kan forlange, er tolerance. Fra BEGGE sider.
Ingen relationer, sociale eller arbejdsmæssige, fungerer uden en gensidig respekt, accept og tolerance. Og det er her filmen knækker for mig i forhold til foreninger som Hizb ut-Tahrir. Folk må tilbede deres venstre gummistøvle for min skyld. Man skal blot ikke forlange det samme af mig. Der er noget dybt paradoksalt i, at et samfund som vores - med de friheder og rettigheder, vi har opnået, skal bruges som talerstol for en forening, der helst så selv samme samfundsform omstyrtet den dag i morgen.
De skal have lov at ytre sig. Men ikke stå uimodsagt. Hatten af for de mennesker, der mødte op og protesterede ved foreningens stormøde i Bella Centret.
søndag den 11. juli 2010
Ørstedsparken

Nix, selv om du sikkert allerede havde gang i en masse skumle tanker om (eller forhåbninger til) dette indlæg, så lad mig slippe dig af krogen med det vuns. Det handler ikke om kratluskeri, cruising eller knalden i buskene. Men om musik.
Jeg har, som nogle vil vide, holdt ferie de sidste par uger. Og det har faldet heldigt sammen med flere ting: sublimt vejr, VM i fodbold, Tour de France og jazzfestivallen. En kammersjuk, der er endnu hårdere angrebet af jazzbacillen end mig, havde slået på tromme for et eftermiddagsarrangement i Ørstedsparken. Så bevæbnet med kamera, fire hektoliter vand og mit aldrig svigtende gåpåmod, sadlede jeg min ganger op og begav mig derind. Dv.s først tøffede jeg lige lidt rundt i indre by for at snuse til de andre scener, ose butikker og bare nyde fortorvscaféstemningen rundt omkring. Men klokken 15 var jeg (og min hårdt angrebne ven) klar i HCØ.
På scenen ved den lille café ud mod Farimagsgade stod Kendra Lou. En på trods af navnet pæredansk sangerinde. Med band. Jeg brugte uforholdsmæssigt megen energi på at gætte på hendes borgerlige navn. Mit bedste bud endte med Louise Kjeldsen. Det er sikkert helt forkert. Men typisk mig at bruge krudt på sådan noget. Hun spillede en blanding af blues, jazz og sågar reggae. Glimrende vokal, som det vist hedder, når man vil lyde, som om man har forstand på det. Jeg ville bare normalt sige, at hun sang skide godt. Og bandet lød fint. Sammenspillet. De har vist alle turneret under navnet Kendra Lou Quartet før, så det var vel ikke så mystisk. To sæt på knap to timer med indlagt pause, hvor Miss Lou fik solgt nogle CD'er fra scenekanten. Ikke til mig, jeg var for langsom, men jeg kunne nu godt finde på at købe hendes plade "To The End of The World".
I kan jo selv lytte-lure på hendes MySpace-side: http://www.myspace.com/kendraloumusic
Reklame? Tjo, men enormt ikke-kommerciel. Jeg får ikke en bøjet 50-øre for det. Men netop hendes salg af CD'er i koncertpausen fik mig til at tænke på vilkårerne for musikere generelt, og især jazzmusikere. Det må være lidt ligesom lyrikere. Man udgiver, hvis man er enormt heldig - eller i familie med forlagsredaktøren - til en lille sluttet kreds in the know, som det hedder med et godt svensk udtryk. Man optræder måske på nogle klubber og spillesteder. Og sælger stort set nada af musikken. Man skal dælme brænde for sagen, hvis man kaster sig ud i den branche. Det er der så heldigvis stadig lyrikere og musikere, der gør. Min nye veninde Kendra Lou har i hvert fald talentet, altså vurderet af en glad novice som mig. Men hun kom ud over scenekanten til små og store, quinder og mænd, unge og gamle. Og det er vel dybest set hele ideen med jazzfestivallen. Altså at få introduceret nye mennesker for en lidt ugleset genre, der med større eller mindre grad af retfærdighed er blevet opfattet som lidt for selvfed, navlebeskuende og vanskeligt tilgængelig. Hermetisk - ville min gamle litteraturlærer sikkert have sagt, og det var den højeste ros fra ham. Det betød sædvanligvis, at noget var komplet uforståeligt. I hvert fald indtil man havde tygget på det i timevis. Det behøver god jazz heldigvis ikke at være. Det handler om - og er - dybest set følelser. Glæde. Tristhed. Vrede. Livsbekræftende og det modsatte. Tankevækkende. Ligesom livet. Og selvfølgelig og "bare" rigtig god musik.
På gensyn næste år til endnu en omgang jazz. I dag er sidste dag i denne omgang. Tak for en god festival. Tak for godt vejr. Og tak til Kendra Lou for en dejlig eftermiddag i Ørstedsparken. Som altså godt kan bruges til andet. End det med buskene.
søndag den 27. juni 2010
Tørre, tyske tørvetrillere
Nix. Det her handler ikke om VM i fodbold. Selv om jeg da gladelig indrømmer at have et blødt punkt for tyskerne, jeg mener, hvem kan ikke elske et hold, hvor en fyr med det fantastiske navn Schweinsteiger er en hovedbestanddel!
I stedet drejer disse linjer sig om filosofi. Og om cyklister. Eller i bredere forstand om os mennesker.
Da jeg læste på universitetet, kørte de et kursus på filosofi, der hed Tørre, tyske tørvetrillere. Det handlede om banditter som Heidegger, Hegel og Kant – for nu blot at nævne et par stykker af hjemmedrengene. Humlen var naturligvis, at godt nok var de tyskere og helt sikkert tørre. Men tørvetrillere var de ikke, eller deres tankegods var i det mindste ikke trillet af tørv.
I den her sammenhæng er det Kant, jeg kom til at tænke på. Immanuel Kant. Vi skal tilbage til 1700-tallet for at rende på ham. Som jeg husker det – altså ud fra min læsning - førte han et meget uspontant og regelmæssigt liv. Han var måske på den måde faktisk en tørvetriller. Men hvem ved. Måske iførte han sig kjole ved aftentide og gjorde Königsbergs dragklubber usikre. Det sidste er jeg ikke helt sikker på. Faktisk er det højst sandsynligt noget, jeg lige fandt på. Undskyld, Immanuel.
Men blandt hans tusindvis af sider forfattet på knastørt tysk er der flere ting, der har overlevet helt frem til nutiden. En af de ting, mange gymnasieelever sikkert er blevet hevet igennem er Kants Kategoriske Imperativ. Hvadbehager. Ikke sandt. Det er næsten lige så flot som Schweinsteiger.
Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.
Og den tager vi lige en gang til for prins Knud: Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.
Nope. Det er stadig noget ævl for et moderne øre. Hvad med den her: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.
Så er vi ved at være der. Jeg takker Wikipedia for den moderne, danske oversættelse. Nu ved vi ikke ret meget om Immanuels forhold til transportmidler. Fx er jeg rimeligt sikker på, at cyklen ikke var opfundet på hans tid. Ej heller cykelhjelmen, så Poul Nyrup ville have elsket Königsberg. Biler? Hmm? Nej, næppe. Men cykler, cykelhjelme og biler har vi så til gengæld nu om stunder.
Fx er jeg cyklist. Jeg kunne have skrevet den der irriterende sang: Jeg elsker min cykel. Der er ikke ret mange steder, hvortil jeg ikke cykler. Ja okay, jeg var på Korfu engang. Men ellers. Men jeg er helt og aldeles målløs over den udvikling i trafikkulturen, der er sket de senere år. Helt paf. Hvad sker der?
Ingen - jeg gentager: ingen – respekterer de mest basale færdselsregler. Der køres over for rødt. Der cykles på fortorvet, mod ensretningen, med knaldhøj musik i ørene, mens man sms’er eller har travlt med at give en eller anden gammel idiot, der var naiv nok til at gå over for grønt, fingeren (som burde være det nye internationale trafiksymbol).
Jeg er ret så sikker på, at det ikke var på den måde for nogle år siden. Så der er sket et eller andet paradigmeskift. Årsagen kan kultursociologer og andet godtfolk forske i og skændes om. Jeg konstaterer bare tingenes tilstand. Hvis de måtte, kunne og ville, kunne politiet få skrivekrampe med bødeblokken, som er det eneste middel, der ser ud til at have en effekt. Ikke langvarig, men dog en effekt.
Og så er vi tilbage til min tørre, tyske tørvetriller og hans kategoriske imperativ. Lad os lege en leg. Jaaa. Sjovt, ikke. Lad os antage, at vores opførsel skal danne grundlag for almengyldig lovgivning. Vi opfører os, som om færdselslovens regler i bedste fald er et diskussionsoplæg. ”Jeg gider ikke holde for rødt, så jeg kører over” (eller bliver kørt over). ”Jeg skal skynde mig, så jeg kører lige på fortorvet”. I kan selv fortsætte. Skæg leg, ikke? Ikke? Næ, røvsyg. Jeg er enig. Men det er sådan, det er. Vi (og jeg er ikke så skinhellig, at jeg helt ser bort fra mig selv) er komplet ligeglade. Bare vi kommer frem. Så skål og skide være med det.
Lad os prøve at gøre den opførsel til grundlag for almengyldig lovgivning. Nej vel. Det lader sig dårligt gøre. Opførslen fører i den modsatte retning af love. Tager vi hele turen ned ad glidebaneargumenternes rutsjebane, så er det anarki, vi ender med. Overdrevent? Nja. Jeg er begyndt at se bilister skide på trafiklys. Hvorfor skulle den opførsel ikke brede sig fra færdsel til andre områder i livet?
Modgiften? Uha. Bare jeg vidste det. Man kunne være højtidelig og trække borgersind eller medmenneskelighed af stalde. Men det er bare ord. Dybest set skal der en mentalitetsændring til. Lidt som det var tilfældet med sprutkørsel. Da jeg var ung, var det om ikke ligefrem sejt så dog noget ganske almindeligt, altså at luske en brandert hjem bag rattet. Nu er det ugleset. Med rette. Så mentaliteter kan ændre sig. Det starter vel med de rollemodeller, vi selv er for vores børn og unge. Det er måske stedet at starte, altså at foregå med et godt eksempel. Som det er nu, får man hånlige blikke (eller fingeren), hvis man formaster sig til at holde for rødt, når Bjarne Riis Junior kommer blæsende kronisk forsinket.
Og så må i ellers undskylde mig. Jeg skal ned på cyklen og over at træne. Så se at komme af vejen. Far her har travlt. Nå nej. Med Gotha Andersens ord: ”Man må ikke køre på fortorvet, og slet ikke baglæns”
lørdag den 27. marts 2010
Når man sådan sætter sig ned. Eller lægger sig, det er jo et frit land, vi lever i. Jeg prøver igen. Når man sådan tænker over det, så er fænomenet lande noget underligt noget. Vi er danskere. De andre er. Tja, noget andet. Næsten som om man render ind i en helt anden livsform på den anden side af grænsen til Tyskland eller Sverige (nå ja, i tilfældet svenskere, så…). Men forstår i, hvad jeg ævler om?Hvorfor har vi den der indgroede mani med at dele alting op i hold? Helt fra skolen af. De røde mod de blå. Jeg var selv blå, og ved derfor, at alle røde er nogle svagpissere. Nu er jeg så i en moden alder selv blevet rød, altså politisk. Og dermed svagpisser. Så kan jeg jo rende rundt og stikke til alle jer fra blå stue. Der er endog TV-programmer i den boldgade. Mogensen og Kristiansen på TV2-njus forstås.
Hvad ville der egentlig ske, hvis man helt droppede alt det der dem og os? Naturligvis igen med svenskerne som en mulig undtagelse. Tager man Kloge-Åge hatten på og skuer tilbage i historien, så har vi med største fornøjelse udryddet næsten hele generationer af unge mennesker i krige mellem dem og os. Eller mellem nogle andre og nogle tredje. Det er jo sprøjtende sindssygt, når man igen sætter sig, lægger sig eller står på hovedet og tænker over det. Naturligvis er der en masse andre motiver på banen i tilfældet krig: magt og penge er altid gode bud. Religion er også in the house ret hurtigt. Der sidder nogle gamle bitre mænd (og det er ALTID mænd) med langt skæg i en eller anden hule – i bogstavelig eller overført forstand – og bebuder, hvem vi ikke kan lide i denne uge. Terrorlister. Fatwaer. Og rend mig hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær.
Men også i det små. I skolegården. Som nævnt. På jobbet: Alle VED jo, at dem ovre i den anden afdeling er håbløse. I soveværelset: Alle ved jo, at dem, der ikke knalder på samme måde eller med samme køn som os, er nogle syge og dybt perverse størrelser. Til fodbold. Når vi shopper. Når vi går i byen. Til frisøren. Køber tøj. Vi søger ind i grupper. Segmenter. Moder. Strømninger. Måske for at føle fællesskab. Høre til. Jeg gør det selv, når jeg deltager i den årlige Gay Pride. En begivenhed, jeg elsker, men har et underligt forhold til på det rent ideologiske eller filosofiske plan. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og sådan nogle som mig er fra….? Tja, jeg ved det sgu ikke.
Dem og os.
Ja ja. Så kald mig da bare en gammel hallal-hippie. Eller blomsterbarn. Men hvad ville der ske, hvis vi indførte en årlig ”os alle sammen-dag”? Hvor vi bare var mennesker? Selv svenskerne. Ville jorden gå under? Ville vi blive utrygge? Mangle tilhørsforhold? Identitet? Sikkert nok. Men eksperimentet kunne være sjovt. Og sundt.
Men det er nok ikke muligt. At tænke i kategorier og modsætninger ligger så dybt forankret i os, selv i sproget, at det vil være håbløst. Kan man overhovedet definere sig selv, hvis man ikke gør det i forhold til nogle andre? Og i bekræftende fald, hvordan?
Jeg kommer jævnligt til at tænke på det her. Fx når jeg ser indslag i medierne fra Dansk Folkepartis møder. Eller hører om krige. Eller hate crimes. Men såmænd også rundt omkring på nettet. Når man opretter en profil på en datingside skal man som noget af det første definere 117 forskellige ting om sig selv. Så man kan passes ind i den rette kasse. Modsat dem i de andre kasser. Og så kan vi ellers sidde i hver vores kasser og kaste med både det ene og det andet på hinanden. For det er jo totalt grænseoverskridende, hvis en fra den forkerte kasse pludselig roder rundt i MIN kasse. Det udløser panikangst og svedture. Blokeringer og hadske mails.
Dem og os.
Livet er forunderligt. Vi er her så hulens kort tid. Hvorfor helvede (modsat himlede?) skal vi bruge vores kostbare tid på at bygge lejre og grænser?
Kan i alle sammen – også jer svenskere – have en dejlig påske.
Varme hilsner
Fra
Prinsen
søndag den 7. marts 2010
Med hovedet i sandet og røven i vejret
Jeg lovede for en halv menneskealder siden at komme med endnu et indlæg i min lille føljeton om livet som netdater for en biseksuel mand. Den kvikke læser, altså dig, har allerede luret, at den mand er mig. I første lektion, som stadig er tilgængelig på særligt udvalgte steder – her f.eks. – kunne du læse om løgnen som det allerbedste våben i arsenalet, hvis man vil have et slag hurtig fisse på nogle af landets større datingsider.Lektion to tager sit udgangspunkt stort set samme sted. Og så alligevel ikke. Denne gang handler det om sikker sex. Kønssygdomme. Og stupiditet – eller skal vi være søde og sige naivitet.
Jeg har ikke tal på det antal gange, jeg har måttet redegøre for min hiv-status. Til sidst skrev jeg det i min profiltekst på enkelte sider. Altså at jeg er hiv-negativ. Og dyrker sikker sex. Okay, det var måske ikke skide genialt, eftersom stort set ingen læser profiltekster. Så jeg må stadig forklare. Eller det vil sige, jeg gider ikke rigtigt mere. Folks fordomme er så indgroede, at man(d) kan sige, hvad man vil.
Logikken er ungefähr som følger: ”du (altså jeg) har sex med mænd. Bl.a. med bøsser. Mange bøsser har hiv og aids. Ergo får jeg hiv og aids, hvis jeg har sex mig dig (altså mig)”.
Se, det argument kan jeg strengt taget godt følge. For det er da sandt, at den nævnte sygdom har været – og er – en rædselsfuld svøbe for mit miljø. Men hiv er ikke kønsbestemt. Kvinder kan lige så godt rage skidtet til sig. De fleste af os fyre, der knalder med andre fyre, er helt klar over risikoen og tager vores forholdsregler. Altså sikker sex. På samtlige bøssesaunaer, sexbiografer og cruising-steder (= steder hvor mænd typisk opsøger andre mænd for sex) er der opstillet beholdere med gratis kondomer og glidecreme. Every fucking where. Så der er alle muligheder for at passe på sig selv og sine partnere. Og egentlig ingen undskyldning for ikke at gøre det. Sikker sex er hovedreglen blandt bøsser og bi’er. Det samme kan ikke siges om heteroseksuelle, hvis jeg skal vurdere ud fra mine erfaringer rundt omkring på nettet.
”Jeg gider ikke gummi”. Den sætning har jeg hørt mange gange. Efterfulgt af variationer over temaet: ”så jeg knalder ikke med biseksuelle”. Hmm. Der knækker filmen så lidt for mig. Det er dælme da ingen garanti for at undgå kønssygdomme. Heller ikke aids. Jeg kommer lige med et stykke breaking news (en term jeg har lært af at se TV2-News): Mænd – og kvinder – lyver deres små bedårende bagdele af for at få sex.
Chokeret? Ej, næppe. Vel? Det er en gammel sandhed, jf. Lektion 1 i min føleton. Derfor fatter jeg ikke, hvorfor kvinder føler sig mere sikre ved at have sex med en stort set ukendt stodder, der på sin profil kalder sig heteroseksuel, end med en person, der vedstår sin seksualitet. I sidstnævnte tilfælde har kvinden alle muligheder for at passe på sig selv. For at vælge.
Nej, jeg græder ikke snot. Jeg fatter det bare helt oprigtigt ikke. Jeg har haft sex med mænd. Rigtig mange mænd. Hvoraf en hel del har haft vielsesring på. Måske var de heteroseksuelle i deres selvopfattelse. Hvilket er ret underligt, når de havde deres ædlere dele et godt stykke oppe i en anden mand (altså mig) med jævne mellemrum. Så kære frøken kvinde. Et godt råd: dyrk sikker sex. Punktum. Også med de mænd, du tror ikke er til mænd. For du har ingen mulighed for at vide, hvor hans pik sidst har været henne. Måske oppe i mig. Måske oppe i ti vilkårlige fyre i et bunkepul i en bøssesauna. Hvor skulle du vide det fra? Selv hustuer, der har været gift i årevis med samme mand, ved ikke, at han har en nebengeschäft med andre fyre. Hvorfor da bilde sig ind, at man kan regne med en profil på nettet? Jeg valgte ovenfor den søde linje. Og brugte ordet naivitet. Men det mindre søde ord dækker ligeså godt.
Hmm. Jeg sidder lige og læser de linjer, jeg har skrevet. Der er voldsomt meget løftet pegefinger her. Hvilket undrer mig lidt, da jeg faktisk startede med en idé om at skrive et muntert og satirisk indlæg. Måske er det emnets natur, der gør det vanskeligt at undgå moraliseren. Måske har jeg bedre held i tredje lektion, der følger. Om snart.
Pas på jer selv, hinanden, jeres partnere og kære.
Stay safe and have fun.
Knus fra Prinsen
lørdag den 23. januar 2010
Flid, fedt og snyd - gode råd til et hurtigt slag fisse
Kan i huske Gotha Andersens programmer i fjernsynet? Hvis ja, så er i enten halvgamle vrag som mig eller en del af den nye bølge af kult-tv-freaks, der opstod i kølvandet på DR2 og TV2-Zulu. Eller bare småautistiske knaldperler som undertegnede med en forkærlighed for det skæve her i livet. Nå, det er også fløjtende ligegyldigt. Jeg bringer kun den vidunderlige Gotha på banen pga. titlen på hans program. Jeg har nu siden jul tumlet rundt på et par af landets større datingsider. Selve konceptet er ganske vist ikke nyt for mig, jeg har aftjent en lang og tro værnepligt på Boyfriend.dk og et par andre sites. Men jeg fik lyst til at prøve et par af de mere vaniljeagtige og store sider. Det har været en lærerig og øjenåbnende oplevelse på flere måder. Og hvis du nu sidder og venter på, at jeg hænger folk ud ved navns nævnelse, hvad der er en særlig hobby for nogle netdatere, bliver du fælt skuffet. Jeg prøver bare at samle lidt op, for min egen skyld, og du er inviteret med på turen. I dag drejer sagen sig om kapitel 1: Lyv, min dreng, hvis du vil i verden frem.
Jeg har stort set opgivet det med etiketter. Ved festlige lejligheder kalder jeg mig panseksuel. Det giver altid sådan et dejligt tåget blik fra samtalepartneren, der utvivlsomt ser mig iført Disney-figurens grønne gevandter med Klokkeblomst på min skulder. I øvrigt er det hamrende ligegyldigt. Jeg erindrer, at hedengangne Kim Schumacher engang angiveligt blev spurgt til sin seksualitet. Han svarede noget i retning af: bank på min dør, så ser vi, om jeg lukker dig ind. Deri er jeg enig. Jeg falder for personen, ikke for kønnet. Men man er pinedød nødt til at forholde sig til etiketter, når man skal oprette en profil. Er jeg homo? Bi? Hetero? Eller noget helt syvende? Ja, det er jeg. Men der er ikke mulighed for halvgarderinger, så jeg valgte fra spids af at kalde mig bi.
Det kaster lynhurtigt en masse spørgsmål og begrænsninger af sig. Mandlige bi’er er åbenbart en ugleset race. Kvindelige derimod er lige så hotte som knælange støvler denne vinter. Underligt? Nja, måske ikke. Fordomme og konventioner er svære at ændre. Jeg har set SÅ mange par-profiler, hvor kvinden er bi, manden hetero. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg har set og været i nærkontakt med flere pikke end de fleste kvinder. Det siger jeg ikke for at prale. Men sådan er det, når man frekventerer det københavnske bøssemiljø. I bøssesaunaer, sexklubber og lignende er jeg stødt på utrolig mange gutter med vielsesring på. Enkelte hævdede rent faktisk hårdnakket, at de var heteroer, altså når de ikke lige havde en pik i munden, der vanskeliggjorde at forstå, hvad de sagde. Men det er der altså folk, der render rundt og siger. Eller tror. Måske de samme, der er de heteroseksuelle halvdele af parprofilerne. Måske burde man slå ordet selvbedrag op?
Nå, jeg er ikke ude på at dømme nogen. Jeg er bare dødtræt af dobbeltmoral. Kvinder bliver ikke mindre kvinder af at have sex med kvinder. Eller gør de? Måske hvis de er lebber. Så rynker mandfolkene på næsen. Hun skal sgu bare have en ordentlig omgang pik, så er hun kureret for det pjat. I kender typen. Jeg sad målløs på en natklub for nogle år siden og betragtede en alfahan, der simpelthen ikke kunne få ind i sit hoved, at de to piger, han bagte på, hellere ville have hinanden end ham. Han endte med at blive direkte ubehagelig. Altså: lebber kan vi ikke rigtig kapere. Men en kone, der vil have lidt pigesex på siden, er da bare herligt. Så kan man føle sig dobbelt så maskulin, når der er to kvinder i sengehalmen. Men to mænd? Ups! Der kører toget af sporet. Maskuliniteten er truet. Hvis man har sex med en anden mand, må man(d) vel have løse håndled og elske lyserødt?
Ja ja. Det er en karikatur, det ved jeg godt. Men holdningen lever i bedste velgående. Hvorfor skulle mænd ellers rende rundt og gemme deres lyst til andre mænd? Jeg har fået mange sextilbud fra ”heteroseksuelle” mænd under min månedlange datingekspedition. Hvorfor hulen står de ikke frem som bi’er?
Fordi de så ikke får noget fisse.
Eller i hvert fald skal kæmpe en lang kamp op ad bakke for at få det. Og så er jeg tilbage ved de omtalte spørgsmål og begrænsninger. Som bi skal man være klar til at redegøre for hiv og aids. Åbenbart knalder de fleste heteroer uden gummi. Det kunne så forklare den store stigning i kønssygdomme. Men som bi skal man mere eller mindre bevise, at man er rask. Og så er man som udgangspunkt promiskuøs. At man kunne falde for en enkelt mand eller kvinde ligger åbenbart uden for fantasiens rækkevidde. Kvinderne bliver usikre. ”Jeg kan jo ikke give dig, hvad en mand kan”. Bøsserne, som i parentes bemærket ikke er jordens mest monogame folkefærd, får også svedeture. Som bi er man hverken fugl eller fisk.
Okay, så giv mig da den tudekiks, eller? Næ, det er faktisk ikke derfor. Jeg har haft et helt liv til at øve mig i rollen, til at finde mig selv, til at opsøge mit ståsted. Og det er altså som en mand, der kan falde for både mænd og kvinder. Og det vil jeg fandeme ikke skamme mig over eller lyve om. Selv om jeg kunne få uendelig meget mere på den dumme ved at gøre det.
Så lektion 1 er: lyv om din seksualitet, hvis du er mand og andet end heteroseksuel.
Det har jeg så valgt ikke at gøre. Ikke fordi jeg er en særlig helgenagtig person. Men fordi løgn og uærlighed er det værst tænkelige fundament for ethvert forhold. Og hvis jeg bare vil have noget sex, så er det uendelig let. Der er masser af seksuelle legepladser her i byen. Men hvis man, som jeg gør, søger lidt mere end det anonyme, uforpligtende knald, så er det efter min bedste overbevisning at lægge gift ud for forholdet på forhånd at lyve om noget så centralt som en persons seksualitet. Måske er jeg bare for naiv, jeg ved det ikke.
Nå. Det var så første kapitel i min lille føljeton om den danske datingscene betragtet fra en panseksuel mands synsvinkel. Hvis interessen er til stede – især hos mig selv, vil jeg gå videre med næste kapitel i denne gribende saga snarest.
I mellemtiden vil jeg ønske jer alle en dejlig weekend.
Pas på jer selv, hinanden og bi’erne.
Knus og kram
Prinsen
fredag den 1. januar 2010
Monogami, UFO'er og andre paranormale fænomener.
Godt nytår, alle sammen. I kom forhåbentligt sikkert, festligt og dejligt ind i 2010? Det gjorde jeg. Og så sidder man her i et nyt årti, der lokker og truer med mange nye muligheder og begivenheder. Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsforsætter. Det eneste, jeg har i år, er, at jeg vil gøre mere ud af et bestemt venskab, der desværre har fået lov til at sejle lidt for længe i egen sø. Når det kommer til stykket, er venskaber vel egentlig den største gave, der gives os? Men en gave, der skal plejes for ikke at visne. Vi fødes med familien, på godt og ondt. Vi forelsker og begærer os til kærligheden. Men venskaber er noget, der kan bestå på kryds og tværs af alle vores andre gøremål i tilværelsen. Hvis vi passer på dem. Derfor mit eneste nytårsforsæt for 2010.
Normalt er en blog (eller dagbog) jo et sted, hvor meninger opkastes. Eller holdninger luftes. Hvad der følger, er en anelse utraditionelt. I hvert fald for mig. Jeg er nemlig slet ikke selv afklaret om spørgsmålet. Så disse linjer er vel dybest set også en måde for mig at få bedre fat omkring mine egne holdninger. Emnet er (indsæt egen trommesolo efter eget valg): monogami.
Monogami.
Ordbogen definerer det som ”ægteskab mellem én mand og én kvinde”. Allerede den definition er egentlig en kende begrænsende og gammeldags. Så lad mig i stedet diskutere monogami ud fra min egen definition, der mere går på monogami som et forhold, hvor begge parter holder sig på måtten seksuelt i forhold til andre.
Monogami har altid stået for mig som et tveægget sværd: Både som noget af det smukkeste og mest fantastiske. Enhver romantisk sjæls våde drøm. Og jeg er romantiker. Men også som en trussel. En indskrænkning. En spændetrøje. En kulturelt bestemt norm. Og jeg har det pr. definition svært med at acceptere kulturelt bestemte normer uden at have tygget lidt på dem først.
Lad mig tage fat i plussiden først. Vi har formodentlig alle hørt om de der fantastiske forhold, hvor ægtefællerne bliver gamle sammen, uden at kærligheden ruster eller forgår. Og det er jo ufattelig smukt. Ligeledes går der historier om visse dyrearter, der finder en mage for livet. Jeg er ikke zoolog, så rigtigheden af det – og hvilke dyr, der er tale om (hvis det er døgnfluer, visner tanken lidt, ikke?), kender jeg ikke.
Det er en slags ideal. Noget, vi alle sammen på et eller andet tidspunkt har drømt om. Filosoffen Platon har tanken om mødet med vores anden halvdel. Der er et eller andet sted derude, det drejer sig bare om at finde hende eller ham. Tanken er næsten holistisk. I ved, når helheden er mere end summen af delene. Vore dages modeord, og den tilsvarende jagt på lige præcis det specifikke Atlantis, hedder soul mate. Tanken er utroligt tiltalende, ikke sandt.
Så er der lige det med æblet i paradisets have. Vores seksualitet. Vores drifter. I Bibelen er det Eva, der falder for fristelsen. Nå ja, det er der mange prædikanter, der har talt dunder over. De fleste glemmer, at fristeren, slangen, det klassiske falliske symbol, er af hankøn. Sådan fremstilles Satan i hvert fald. Men nu er jeg på vej ud af en tangent. Det, jeg ville frem til, var, at alle forhold må forholde sig (!) til fristelser. Og vi er lige gode om det, os mænd og kvinder.
Ryger man i gyngen til en julefrokost. Møder man ham eller hende, der er så sexet, at det tindrer i mellemgulvet, så er monogamien, i hvert fald i min definition, under trussel. Og føles som en spændetrøje. Jeg gider ikke gå ind i alle de åbenlyse, naturlige og gode grunde, der kan være til sidespring. Vi kan sikkert alle remse op af egne og andres erfaringer: forhold, der har mistet gnisten. Sex, der er blevet rutine og kedeligt. Og så videre.
Her står den store moralske Monty Python-pegefinger selvfølgelig klar i kulissen. Sidespring strider imod de kulturelle normer, jeg snakkede om før. Og det strider mod idealet om det perfekte forhold.
Eller gør det?
Jeg har bemærket, at sexologen Joan Ørting har trukket overskrifter med hendes forhold. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men hun har åbenbart med sin ægtemands fulde accept taget sig en elsker, der giver hende nogle gode oplevelser. Det røg lige op på forsiderne. Selvfølgelig fordi hun er kendt. Men også, tror jeg, fordi vi dybest set alle sammen er fascinerede af sådan et arrangement. Jeg har mange gode venner i det danske bøssemiljø. Og der findes heldigvis også lange, varme forhold. Men mange af de forhold, der overlever, er præget af en grad af åbenhed. Der bolles med andre ord frejdigt udenom. Hver for sig eller sammen. Noget lignende er tilfældet med swingerne. Par, der går i swingerklub sammen eller hver for sig. Jeg kender den mest fantastiske kvinde, moden og dejlig, der er mangeårig swinger. Hun har et fantastisk varmt og kærligt forhold til sin mand, der også er swinger.
Er den type forhold det nye ideal? Er der tale om en slags paradigmeskifte fra den gamle livslange hæderkronede troskab? Eller taler vi om to forskellige typer, der altid har eksisteret side om side?
Det fører direkte over i den negative side, som jeg hidtil har lagt lidt på is. Djævlen hedder jalousi. Og den djævel har vist ikke noget entydigt køn. Hvis monogami har en bagside af medaljen, så må der være et billede af jalousiens gudinde der. Intet menneske kan sige sig fri for at have følt jalousi. Og det er rædselsfuldt. Spørgsmålene står i kø og venter på at banke døren ind: Var det min skyld? Hvad gjorde jeg galt? Hvad giver hun/ ham min elskede, som jeg ikke kan? Svinet lovede mig evig troskab! Vi stod der foran præsten sammen, og nu…. Jeg behøver nok ikke male mere på. I kender det alle sammen.
Måske kan man kalde mig en slags monogami-agnostiker. Jeg har hørt om fænomenet monogami, men på samme måde som med UFOer, guder og andet godt, så kender jeg ikke den endegyldige sandhed om de ting. Og kommer næppe til det. Måske findes der ikke en endegyldig sandhed?
Min egen lille teori er følgende: Jeg tror godt, monogami i ordbogens definition vel at mærke, kan praktiseres. Altså et (livs)langt forhold mellem to mennesker. Men. Og det er humlen. Jeg tror ikke på, at noget enkelt menneske kan være alt på alle felter, altså også på det seksuelle, gennem et helt liv for sin partner. Det strider mod den menneskelige natur, tror jeg. Løsningen? Tja. Hvis der er en, så er mit bud, at det handler om både tillid og åbenhed. Nogle gange føler jeg mig lidt som et relikt fra 1970’ernes hippiebevægelse, når jeg tænker over mine holdninger omkring sex og forhold. Men jeg er også et barn af min egen tid. Så det handler for mig både om åbenhed, respekt og ærlighed. Det sidste er ikke det mindst vigtige. Og der taler jeg ikke om at komme glædestrålende hjem til konen efter julefrokosten og udpensle i alle detaljer, hvor fantastisk det var at tage sekretæren på kopimaskinen. Det er bedraget, uærligheden, svigtet, der er det allerværste. Men ærlighed i den forstand, at det er klogt at tale om spillereglerne for ethvert forhold. Helst i starten, måske ikke lige i den første stormende forelskelses vidunderlige periode, men når det igen bliver hverdag. Måske bliver aftalen monogami, troskab. Så handler det om at overholde den aftale. Eller forlade forholdet. Selv tror jeg en mere realistisk løsning er, hvor begge parter tillader hinanden albuerum. Det behøver ikke at involvere 10-turskort til swingerklubben, men måske en løsning mere i stil med Joan Ørtings (uden avisforsider, tak).
I sidste ende findes der selvfølgelig ikke én løsning. Det er problemet med alle kulturelle normer. De presses ned over noget mangfoldigt og ensretter, begrænser. Jeg har min gang på mange sider rundt omkring på nettet. Også på en datingside eller to. Og det er en evig kilde til hovedbrud, når jeg skal beskrive, hvad jeg søger. Og at forstå, hvad andre egentlig søger. Mange søger kæreste. Punktum. Nogle har fundet kæresten, men bliver lige hængende på datingsiden alligevel. Fordi? Tja, det må den enkelte jo svare på. Kontakt med venner og veninder er et bud. Et andet er, at de dybest set, helt nede i den afdeling af hjernen, vi kun deler med os selv, godt ved, at monogami er et ideal. Men heller ikke mere. Og ham eller hende, der giver den der fantastiske følelse i mellemgulvet kunne jo være et enkelt klik og et chatvindue væk.
Hmm. Jeg ved ikke, om jeg selv blev klogere på spørgsmålet. Lidt måske. Det ville være fantastisk, hvis du derude sad på skatkisten med Løsningen eller Svaret. Gør du, så del det for guds (eller vores andres) skyld med resten af dette forum.
Og så vil jeg ellers vende tilbage til min nytårsdag her i gemakkerne. Jeg vil slutte med atter at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv, hinanden, jeres forhold og jeres elskere (m/k).
De varmeste hilsner
fra
Prinsen