Yin og yang – kling og klang – en trekant en stang!

Ja, undskyld. Jeg er lidt overstadig. Jeg gjorde det! Her sidder den lykkelige ejer af en funklende ny tatovering. Det er en vildt underlig følelse. På den fede måde. Jeg har talt om et piercing high. Der findes også et tatoverings high, kan jeg rapportere. Så i må undskylde, hvis det her bliver lidt usammenhængende og boblende. Jeg er bare SÅ glad. Jeg har lyst til at løbe ned på gaden og kysse alle på min vej. Resultatet af det ville utvivlsomt være en røvfuld, så jeg må hellere blive på min pind her alligevel.

Var det slemt? Gjorde det ondt. Nej. Og ja. Det kan mærkes. Det gør ondt. Men det er til at leve med. Det er jo ligesom en del af det hele. Ellers kunne man jo nøjes med at købe Anders And-bladet og få nogle overføringstatoveringer. Hmm, gad vide om de stadig findes? Jeg kan huske dem fra min barndom.

Nå, hvor kom jeg fra? Jo, det med smerten. Jeg havde fået det ekstremt gode råd af min tatovør at købe en tube Emla-creme. Det er noget lokalbedøvende noget. Det smurte jeg min lænd ind i to timer før tatoveringen. Og så ellers plastfilm omkring, så jeg lignende en vellavet shawarma. Nu ved jeg i sagens natur ikke, hvordan det ville have været uden den creme, men jeg er ret sikker på, at den tog spidsen af smerten. Min tatovør sagde, at netop lænden var et af de værste steder mht. smerte. En frygtelig masse nerver, der ligger højt. Jeg er ikke læge, men det lyder sandsynligt.

Hele seancen tog 2½ time fra jeg gik ind ad døren, til jeg stod på Nørre Farimagsgade igen. Han havde tegnet tatoveringen op på et stykke papir, inden jeg kom, så det handlede først om at fintune den tegning. Så tog han en kopi på en særlig maskine, så tegningen kunne overføres til min lænd. Så den endelige godkendelse. Og derefter var det nåletid. Det foregår i selve butikken. Så jeg kunne følge med i de øvrige kunder, der kom og gik. Men tiden fløj. Også uden kunder til at underholde mig. Først lavede han selve optegningen. Dernæst det sorte. Og til slut farverne. Rød, orange og gul. Til allersidst fik jeg ham til at tage et foto med mit medbragte kamera. Det er altså en helt frisk tatovering, i ser her. De gule og orange farver er lidt svære at se nu, det skyldes selvfølgelig, at tatoveringen er helt frisk. Vi taler basalt set om et åbent sår.

Så nu sidder jeg her med en ny omgang plastfolie på lænden. Det her skal sidde mellem to og seks timer. Så skal tatoveringen skylles og vaskes forsigtigt, derefter smøres ind i salve. Det med salven skal gentages to-tre gange om dagen. På lørdag skal jeg lige ind til en kontrol. For at se, om alt er, som det skal være.

Jeg roste min nye ven i høje toner. Flot arbejde. Og det var ikke øregas. Jeg var og er vildt imponeret. Det her var jo noget helt nyt for mig, så jeg anede intet om selve processen. Det var en fantastisk oplevelse. Han gengældte i øvrigt komplimenten med at sige, at jeg var dejlig at tatovere, fordi jeg kunne slappe af – på trods af smerten. Og så sagde han, at jeg skulle gå hjem og glæde mig over min nye tatovering. Og ellers var jeg meget velkommen til at ringe, hvis der var noget. Han opfordrede mig i øvrigt til at overveje at få lavet noget andet også. Gerne i farver. ”Du er jo en farverig fyr”. Takker og bukker. Han sagde i øvrigt, at det var sjovt at tatovere en mand på lænden. Ellers var det næsten kun kvinder, der ville have den tatovering. Eller ville. Den er gået af mode. Fint nok. Mode har aldrig ligget mig voldsomt på sinde. Og det med kvinder og den specifikke tatovering bekræfter mig kun i min egen selvopfattelse. Jeg er i ret god kontakt med min feminine side *G*.

Jeg har tidligere udbredt mig om motivet, så det vil jeg ikke væve så meget i. Blot skal siges, at tatoveringen er bygget op omkring yin og yang-symbolet. Der er lånt lidt fra tribal-stilen mht. buerne, men det er gjort på en måde, så hele det asiatiske fokus beholdes. Jeg synes, resultatet blev virkelig godt. Heldigvis. Jeg skal jo leve med den resten af mine dage, så det ville være en kende trist, hvis jeg synes, det lignede lort. Det er så ikke utænkeligt, at den får selskab. Ikke nu og her. Men jeg kunne godt forestille mig, at det her ikke bliver den sidste tatovering, jeg skal have. Men det er noget, der kræver eftertanke. I hvert fald når man er mig.

Og nu. Ja, nu er jeg lidt ekstatisk. Og det er altså en fantastisk følelse. At have villet noget. Længe. Og så gøre det. Vi taler om at udleve en drøm. Og det kan kun på det allervarmeste anbefales. At udleve sine drømme altså. Det kan tatoveringer så i øvrigt også, men smag og behag. Ikke sandt.

Kan i nu passe godt på jer selv, jeres drømme og hinanden.
Knus og kram fra
Prinsen med det nye våbenskjold.