En date med nålen

Nej, bare rolig. Jeg skal ikke have flere piercinger. Det er meget værre! Jeg har taget et stort skridt hen i mod at opfylde endnu en længe næret drøm.

Tatoveringer. Ja, ikke sandt. Allerede her deler vandene sig. Nogle af jer vil helt sikkert rynke på næsen eller andre kropsdele. Og så er der dem, der synes, at tatoveringer er fede. Og måske selv har en eller flere.

Jeg har altid ligget sådan lidt midt imellem (nej, jeg er ikke radikal). Tatoveringer kan se helt fantastisk flotte ud. Og de kan ligne noget, der er gylpet op af en gigtplaget fugl. Det handler for mig om harmonien mellem selve tatoveringen og personen, den sidder på. Jeg ser helt bort fra de dybt tåbelige. I ved sikkert, hvad jeg tænker på. Noget, der er blevet hakket ind i kødet på en ordentlig druktur. Jeg vil ikke engang sige, at det handler om mængden af tatoveringer, altså hvor mange, der er, eller hvor meget de fylder. Det kommer igen an på harmonien.

Det er min første tatovering. Så der er blevet spekuleret en hel del over motiv og placering. Jeg har tænkt længe over det her. Men hvorfor nu? Er det panikalderen. I kender jo godt det med mænd, der styrter ud og køber en rød Ferrari, når alderen begynder at presse på. Nu har jeg ikke råd til en Ferrari. Det er det første. Og det andet er, at jeg heller ikke ser det som noget i retning af panik. Tværtimod. Jeg har aldrig været i bedre balance med mig selv. En ændret livsstil er hovedårsagen. Mine nære venner vil vide, hvad jeg ævler om. Og for resten af jer betyder det ikke så meget for den store sammenhæng. Lad os nøjes med at sige, at jeg fra en hospitalsseng lovede mig selv indtil flere ting. Bl.a. at udleve mine drømme. Ergo: en tatovering.

Vi taler om en på lænden. Ja, ja. En Amager-nummerplade. Et røvgevir. Et tramp stamp. Kært barn har mange navne. For nogle år siden skulle gud og hvermand plus hans søster have en. Så blev det vist pludselig til noget, der signalerede dårlig smag – eller billighed. Hvorfor fatter jeg ikke. Jeg synes, de ser skide godt ud. En veldrejet røv (m/k) med sådan en lille bandit på er i mine øjne ufattelig smukt. Nu vil jeg så lade det være op til andre at vurdere min røvs veldrejethed, men jeg er vildt forelsket i netop den tatovering. Og så har den endnu en fordel: den er rimeligt privat. Hvor meget, man vil vise frem, hvornår og i hvilke sammenhænge er også en faktor, når man skal vælge en tatovering.

Så jeg har googlet røvgevirer. Mange. Rigtigt mange. Prøv for sjov at google søgeordet ”tattoo”. Der er millioner af hits. Men vinteren har været lang, så jeg har fundet røvgevirerne frem af skuffen nu og da.

Jeg fik ret hurtigt ind i hovedet, at min tatovering skulle have yin og yang som det centrale motiv. Jeg skal skåne jer for en længere lommefilosofisk afhandling om hvorfor. Jeg kan bare godt lide symbolet, og hvad det står for. I det hele taget er jeg ret lun på østligt tankegods. Nå, tilbage på sporet. Altså en yin og yang tatovering. Jeg fandt efter lang tid frem til et design på nettet. Uden at være 110% sikker på, at det så absolut død og kritte skulle være lige præcis det. Men noget i den retning.

Næste skridt var at finde et sted at få den lavet. Mit udgangspunkt var City Piercing, der også gør sig i at tatovere. Eller mere nøjagtigt: den ene af de tre fyre derinde gør. Men jeg var ikke religiøs. Så jeg har været lidt rundt og lure. Der er faktisk en hel del flere tatoveringsbutikker her i byen, end man lige går og tror.

Jeg har ikke besøgt alle. Selvfølgelig. Men når jeg alligevel har været ude at ride på min ganger, har jeg presset næsen flad mod en del ruder. Og de mere spændende steder har jeg besøgt. Det var en blandet oplevelse. Jeg vil ikke nævne navne, det fortjener de ikke, men især et stort sted inde omkring Hovedbanen var en totalt ussel oplevelse. Jeg gik derind med et par spørgsmål i lommen. Ikke for at få lavet tushen eller bestille tid. Pigen, der ekspederede, gav mig elevatorblikket. Jeg var vejet. Og fundet for let. Jeg måtte trække ethvert ord ud af tøsen. Hun burde sendes på et eller andet kursus. Men måske har de bare så mange kunder, at de kan tillade sig at pisse på de potentielle af slagsen. Uanset hvad, så var det helt sikkert det sidste sted, jeg ville vælge.

For at gøre en lang historie endnu længere, så endte jeg, hvor jeg startede. Altså mit stamsted for nu at kalde det det.

Jeg tog derind i dag og havde en lang snak med tatovøren. Jeg tegnede og fortalte. Og det gjorde han også. Jeg viste og forklarede, og vi hev mapper frem med alle mulige og umulige designs. Jeg holdt fast i yin og yang. Det synes han oven i købet var cool. Men mine oprindelige ideer omkring de omgivende krummelurer ændrede sig lidt. Dem, jeg havde tænkt mig var lidt spinkle. For spinkle, synes tatovøren. Igen det med harmoni mellem krop og tatovering. Så i stedet for en masse spinkle buer blev det til noget lidt mere kraftigt, men til gengæld med farver, så det ikke blev så tungt alligevel. Jeg gik efter noget, der harmonerede med mig som person – og med yin og yang. Altså en blanding af det maskuline og det feminine. Tribal tatoveringer er ret oppe i tiden. Nogle af jer vil vide, hvad jeg vrøvler om. Men jeg valgte altså nogle buer og krummelurer fra den stil. Det kan godt være lidt bastant. På en 125 kilos muskelfyr ser det vildt godt ud. Men ikke på lille mig. Så det blev som sagt lavet lidt om. I stedet for udelukkende kraftige streger i tribal-stil, så blev planen at fylde nogle af dem med forskellige solfarver: rød, orange og gul. Det lyder måske underligt, men det ser fedt ud. Han lavede sådan en gang Jørgen Clevin-klippe-klistre noget, så jeg kunne se, hvad vi endte med. Næsten. For han ville selvfølgelig tilpasse tegningerne til min fysik. Ikke for småt. Ikke for stort. Harmoni.

Det gav vi hånd på. Og jeg betalte. Normalt erlægger man et depositum og så resten, når man får den lavet. Jeg betalte det hele forud. Selvfølgelig får jeg pengene igen (minus depositum), hvis der skulle ske et eller andet, så jeg ikke kan overholde aftalen. Prisen? Tja. Han afsatte tre timer til mig. Og tiden er det, der regnes i. Plus lidt ekstra pga. farverne. Så det blev på den tunge side af 2000 kroner. Det har jeg det fint med. Prisen betyder faktisk uendelig lidt. Ikke fordi jeg har røven fuld af penge. Men vi taler om at udleve en drøm. Det er IKKE der, man skal fedtspare. Så hellere et par af de billige poser havregryn i Ghetto bagefter.

Så jeg fik min date. Her sidst på ugen. Til den her date skal jeg ikke medbringe blomster eller rødvin. Bare mig selv. Gaveindpakket. To timer før daten skal jeg smøre mig ind i Emla-salve. Noget hundedyrt stads, der har den gode effekt, at det reducerer smerterne med en tredjedel. Fint med mig. Den køber jeg. Så det skal jeg fedte mig ind i på lænden og så vikle cellofan omkring mig selv. Og så er jeg klar til at gå på en date. Tro det eller lad være, jeg glæder mig. Ikke til smerten. Men til hele oplevelsen. Og til resultatet. Jeg agter at tage nogle fotos af resultatet. Så i får mulighed for at se med. Bagefter. Selve daten er kun for mig.

Kan i nu passe rigtigt godt på jer selv, jeres drømme og hinanden
Knus fra
Prinsen af den lækre streg
(<- det nærmeste, jeg kunne komme et røvgevir)

P.S. Det lille billede ovenfor er ikke den tatovering, jeg har valgt. Den minder lidt om den, men der er alligevel ret stor forskel. Jeg har flækket det her billede sammen af forskellige fotos, jeg har googlet. Bare for at give jer en lille idé om, hvor jeg vil henad.