Ja, ikke sandt! Det er et af de der gode gamle mundheld, der har en solid klump sandhed i sig. Og hvorfor bringer jeg så dét på bane? Fordi jeg har været på universets kedeligste kursus i denne uge. I hvert fald kedeligt for mig.
Det foregik på en teknisk skole her i det storkøbenhavnske. Jeg vil ikke være mere specifik hverken med sted eller navne. Det var noget, jeg skulle på pga. mit arbejde. Jeg skal spare jer den kedelige forklaring. Den korte udgave er, at tager jeg en stribe kurser, bliver jeg opgraderet til en anden titel og får mere i løn. Et par tusind mere om måneden faktisk. Så hvem ville ikke sige ja til det.
Mit job i det daglige er sådan en slags besynderlig blanding af lagerarbejde, kundeekspedition og kontorjob. Så naturligvis drejer kurserne sig om viceværtsfunktioner! Jeg forstår det heller ikke helt. Men lad det nu ligge. Det har vist igen noget at gøre med min egentlige titel og fagforening. Når man arbejder i staten udvikler man en solid tolerance for paradokser og besynderligheder. Med andre ord: jeg gik til sagen med krum hals.
Vi – altså det hold jeg kom på – blev mødt af en kvindelig kvinde som underviser. Fint nok.
”Jeg er uddannet smed og frivillig brandmand”, sådan introducerede hun sig. Okay. Fordom nummer 57B aktiveret: Betonlebbe, der trimmer overskægget hver morgen i en tønde spild-olie.
Nope. Nix. Forkert. Som med så mange andre fordomme var det helt galt. Hun var hetero med mand og unger. Det er nu sjovt med fordomme, ikke. Og hun var skide sød. Et humørbundt af den anden verden. Hun anede bare ikke et hammerslag om det, hun skulle undervise i. Og så kunne hun ganske enkelt ikke undervise. Desværre. Hun var ny, så forhåbentlig kommer det med tiden. Jeg havde lidt ondt af hende. Hvordan pokker den skole kunne slippe hende løs uden at have bare de mest elementære pædagogiske redskaber i arsenalet, fatter jeg ikke.
I øvrigt er tekniske skoler et sjovt sted. Det vælter rundt med lækre unge fyre. I dén grad. Alle mulige og umulige typer af trimmede og muskuløse håndværkertyper. Og så lille små-fimsede mig. Jeg havde sådan en underlig fornemmelse af, at jeg ligeså godt kunne have gået rundt med en skrigende lyserød trøje med ordet ”homo” præget i neonskrift. Jeg faldt med andre ord ikke lige ind i miljøet. Skolen virkede ikke just som homo-heaven . Der var sådan lidt ”det sagde hun også i går”-mandehørm over det hele. Bøsser var vist dybest set noget, man skød med (eller på). Men det er måske igen en fordom. Jeg burde snart lære dét med de fordomme. Nå. Hvorom alting er, så fik jeg godt nok motioneret synsnerverne. Slurp! Nam-nam.
Hmm. Det var et sidespring. Tilbage til det med undervisningen. Det var sådan noget med at skille en vandhane ad fx. Skifte pakninger. Flå et lokum fra hinanden og sætte det sammen igen – med færrest mulige dele til overs. Og ekstra point hvis det oven i købet virkede. Jeg er med garanti den værste elev, de nogensinde har haft derude. Mit foto er sikkert kommet i Hall of Shame. Det er SLET ikke mig at rode med sådan noget. Skal jeg vælge mellem blå overalls plus skruetrækker eller netstrømper og neglelak, ville jeg ikke være et øjeblik i tvivl. På med blonderne og fingerpynten. Jeg kan fucke selv det mest elementære gør-det-selv projekt op. Hvis det stod til mig, skulle steder som Silvan jævnes med jorden. De bekræfter mig konstant i min utilstrækkelighed. Jeg kan sådan lige finde ud af at skrue den der dims af vandhanen, så den anden dims kan komme ud (vi fik navnet på dimserne oplyst, men det er effektivt fortrængt allerede), hvorefter man kan fjerne kalk ved at lægge dims to i eddike. Og det er i grove træk det.
Underligt nok synes jeg som barn, at det var evigt sjovt at skille ting ad. Selv beskidte cykler og knallerter. På en eller anden måde forsvandt de perverse tendenser med puberteten. Nu får jeg det måske til at lyde, som om jeg har totalt løse håndled. Det synes jeg nu ikke. Men jeg dur bare ikke til det der macho-håndværker-Silvan-skrue-på-et-eller-andet trip.
Så det blev en lang uge. Meget lang. Jeg holdt mig helt i baggrunden, når der skulle skrues og demonstreres. Der var gudskelov et par gutter, der befandt sig som fisk i vand derude. Jeg fandt sammen med et par andre tøser på holdet. Vi cirklede lidt rundt og sludrede, mens resten af skrue-fanatikerne hyggede sig. Nogle af fyrene virkede næsten ekstatiske, da de fik love til at splitte en dørpumpe (!) ad og sætte den sammen igen. Og jeg følte mig mere og mere som hende fra Tipstjenestens reklamer, der fatter minus af det hele: der er så meget, vi kvinder ikke forstår. Nå ja og så mig. Jeg fattede det over hele hovedet ikke. Og jeg prøvede virkelig at engagere mig i sagen. Men jeg kunne ikke. Jeg ville hellere lave blækregning eller lære tyske verber udenad. Og tro mig. Tyske verber ligger ikke specielt højt på min hitliste.
Så nu ved jeg…? Faktisk en hel del jeg ikke vidste før. Noget om opvarmning af boligen. Elspare-tips. Hvor varmt vandet skal være. Legionella. Salmonella. Frikadella. Eller var den sidste noget, jeg lige fandt på? De teoretiske informationer kunne jeg godt forholde mig til. Men går mit lokum i stykker, så ringer jeg efter en fagmand - eller til en ven i omgangskredsen, der har bedre skruekarma end mig. Man skal – som bekendt – kende sine begrænsninger.
Kan i nu passe på jer selv, jeres håndværkere og hinanden,
God weekend. Knus og kram
fra
Prinsen af den skæve vandhane
Ingen kommentarer:
Send en kommentar