Her i morges tog jeg over for at træne i SATS, som jeg næsten altid gør i weekenderne. Omklædningen foregår i den lokale svømmehals regi. Da jeg kom igennem adgangsmøllen derovre, stod der en ung fyr, vel omkring de 18-20 år, og snakkede perkerdansk i sin mobil. Bling! Fordomslampen på mit kontrolpanel tændte. Jeg anstrenger mig til det yderste for at behandle alle folk ens. Jeg ser slet ikke mig selv som racist (og her kommer så det men, der er lagt i ovnen til) , men jeg har efterhånden haft så mange triste erfaringer med unge fyre af anden etnisk herkomst. Det er som regel den slags fyre, der råber ”bøsse” efter mig. Det er som regel den slags fyre, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det er som regel den slags fyre, der pisser mig helt enormt af.
Se. Det var det, jeg sagde. Fordomme i spandevis. Og dybt uretfærdigt over for de 99% af etniske nydanskere, der er gode velfungerende samfundsborgere. Jeg ved det godt.
Min nye ven, der fik mig til at rejse børster, stank som Carlsberg bryggerierne i disses velmagtsdage. Han var med andre ord langt fra appelsinfri. Ikke helt efter Koranen vist (se, endnu en fordom). Han blev færdig med sit fuldemandsvrøvl på telefonen og fik nu øje på mig.
Jeg var ved at skifte til træningstøjet. ”Har du set det her ur”, sagde han med ansigtet helt tæt på mit. Damn, han var mere stiv, end jeg troede. Jo, ja. Det kunne jeg godt. Jeg kunne faktisk ikke undgå at se det. Han havde mast det helt op i ansigtet på mig. Et rigtigt homo-ur i øvrigt. Hvid bred læderlænke med masser af bling-bling. Det sagde jeg dog ikke. ”Det er et ægte XXXXXX”, kunne han oplyse. En fuldblods connaisseur lige fra morgenstunden med andre ord. Aha, javel. Nu anede jeg, hvor det her bar hen ad. ”Vil du købe det?” Hmm. Lad mig se. Hvad er chancerne for, at lortet ikke er varmt? Vel cirka de samme som for at Stein Bagger i virkeligheden er en moderne Robin Hood. Nej tak, jeg har ikke brug for et ur – fik jeg sagt. Det behandlede fyren med den velkendte nedsatte hastighed, der præger alle stærkt berusede mennesker. ”Hvad så med den her?” Nu trak han en lille lommelygte op ad lommen. ”Det er også en deodorant.” Pyha, jeg troede lige, jeg skulle have en gang peberspray (pling, fordom igen). Nå, jeg er selv en tørlagt alkoholiker, så jeg ved godt, hvordan man skal omgås fulde mennesker. I det mindste var han ikke på stoffer, tror jeg (fordoms-pling igen). ”Jeg venter lige på min ven”, sagde han. På den der perkermåde, der kan få alt til at lyde som en trussel. Uh oh, nu får jeg hele klanen af fætre på nakken, fordi jeg ikke vil bruge penge på fyren, tænkte jeg (ja, ikke sandt. Fordom).
På vej op ad trappen fra omklædningen til selve træningslokalet. Jeg var ikke helt tryg. Brækker han nu nogle skabe op? Mit fx? Ikke at jeg havde en formue liggende. Men dog nøgler og ID. Ikke godt. Men jeg kan sgu ikke stå brandvagt hele formiddagen. Skal man henvende sig til en bademester. Hvis man ellers kan finde en?
Okay. Det var så cirka her, at jeg gav mig selv et mentalt los i røven. Ville jeg reagere på samme måde, hvis det var en halvfuld etnisk dansker? Nja. Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Jeg har selv paraderet nogle branderter ovre i svømmehallen. En halv flaske vodka til at varme op på, og så i dampbad. Men jeg væltede ikke rundt og prøvede at sælge noget dengang. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg egentlig ikke kunne lide mig selv særlig godt lige nu og der. Jeg var bange for at se mig i spejlet. Jeg var ret sikker på, at Pia Kjærsgaards fjæs ville stirre tilbage med et smørret grin. Gu’ vil jeg ej lade mig styre af mine fordomme. Fyren var fuld. Han var muligvis en platugle. Dem sidder der masser af på mange værtshuse (eller andetsteds) her i staden. Langt de fleste er blege, halvfede danskere. Jeg vil ikke gå tilbage og leje politimand. Nu tager du dig sgu sammen, knægt!
Og det gjorde jeg. Tog mig sammen altså. Jeg trænede. Jeg svedte som en tyrker (<- ikke en fordom, bare et idiom). Og jeg stavrede med smadrede ben ned til omklædningen igen efter et par timer. Alt var som det skulle være. Ingen havde hugget noget fra mit skab. Og fyren havde forhåbentlig hygget sig sammen med sin kammerat.
Så far er ikke vred. Han er skuffet. Over mig selv. Det er efterhånden blevet så comme il faut at nedgøre hele grupper af mennesker. På grund af deres race. Religion. Eller noget helt syvende. Det burde jeg sgu som svans af guds nåde være opmærksom på. Der er blevet flyttet nogle grænser de senere år. Først var det helt fy fy at sige noget som helst grimt om perkere. Nu er det næsten helt okay. Begge dele er lige galt. Og det skaber åbenbart en stemning, hvor man skal være oppe med paraderne konstant, altså over for sig selv og ens holdninger og ageren. Det er så nemt at svømme med. At lade den indre svinehund styre festen.
Jeg vil lige forsøge mig med et nytårsforsæt her i juni: Jeg vil resten af året gøre mit yderste for at vurdere alle mennesker ud fra deres konkrete handlinger. Ikke ud fra mine fordomme om dem. Er det naivt? Måske. Men jeg kan bedre leve med mig selv på den måde.
Kan i nu passe på jer selv, perkerne, platuglerne, de blegfede danskere og hinanden.
Knus fra
Prinsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar