Af børn og fulde folk...

.... skal man høre sandheden. I kender sikkert talemåden, der går noget i den retning. Og helt løgn er det ikke. Nu ved jeg ganske vist ikke, hvor megen sandhed jeg har serveret i årenes løb i større eller mindre branderter. Men den med børnene køber jeg.

Jeg kom til at tænke på det her til morgen. Atter befandt jeg mig i den lokale svømmehal i forbindelse med min fitnesstræning. Jeg var ved at smide de gennemsvedte træningsklude ned i tasken, da en far med datter tog et skab tæt ved mit. Ungerne har lov til at bade sammen med forældre af det modsatte køn, indtil de fylder seks. Børnene altså.

Nå, jeg stod efterhånden i al min nøgne skønhed og vælde.... Så bemærkede jeg, at pigen kiggede. Og jeg mener kiggede. Med øjne så store som thekopper, som det hedder i eventyrene.

Det er jeg vant til. Det er blevet mere reglen end undtagelsen, efter jeg har fået mine piercinger. De voksne kigger lidt stjålent. Et hurtigt blik, når de ikke mener, jeg ser det. Misforstå mig ret. Jeg har det fint med, at der bliver kigget. Jeg er vildt glad for min kropskunst. Hvis der er andre, der lader sig fascinere eller måske oven i købet finder det smukt, så er jeg mere end glad.

Men min lille veninde, der vel har været omkring fire år, vil jeg skyde på, kunne slet ikke få øjnene fra mig. Hun nærmede sig en smule. Og så lidt mere. Indtil hun var rimeligt tæt på. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne fornemme, at hun tænkte så det knagede. Jeg er sikker på, at piercingerne overhovedet ikke skræmte hende. Hun var bare intenst nysgerrig. Og måske synes hun, at de røde sten i smykkerne var flotte.

Pludselig opdagede hendes far, hvad hun havde gang i. Han fór over og hev hende væk, og så fik hun et møgfald over sådan at stirre. "Det gør man bare ikke".

Det var jeg egentlig lidt ked af på pigens vegne. Havde hun - eller faderen - sagt noget, havde jeg kommet med en sjov bemærkning. Selvfølgelig begynder man ikke at forklare en fireårig, at det handler om nåle gennem kød. Men jeg er sikker på, at hun har spurgt farmand. Og har fået at vide, at det er noget meget farligt noget, som skøre voksne finder på. Så nu er hun måske bange for folk med piercinger. Og det gør mig trist.

Vi mister en masse, når vi bliver voksne. Vi mister den åbne tilgang til verden. Vi pakker vores nysgerrighed ind i en masse sociale konventioner. I bedste fald er der fornuft i det. I værste fald får vi en masse forkvaklede opfattelser af ting, vi mener at forstå. For vi spørger ikke. Så hellere save vores arm af med en rusten nedstryger. Det er sgu da underligt, ikke?

Måske burde vi lave en slags genopdragelse. Eller af-opdragelse. Så vi kunne genfinde barnets evne til at more sig spontant, dets evne til åbenhed og dets nysgerrighed. Jeg er sikker på, at vi ville få en bedre verden ud af det.

Kan i nu være nogle artige voksne unger.
Pas på jer selv, pas på jeres nysgerrighed, den har trange kår, giv den noget Substral.
Knus og kram
fra
Prinsen