Dr. Phil

Mens jeg sad og svedte tran på motionscyklen ovre i fitnesscentret, fulgte jeg med et halvt øje en gammel Dr. Phil-udsendelse. Lyden er slået fra derovre, det kan i øvrigt anbefales, men via teksterne fangede jeg, at det bl.a. handlede om afhængighed af internettet og og især af sociale medier som Facebook. Udsendelsen var vist et par år gammel, men emnet er sikkert lige så relevant i dag.

Lad mig lige tilføje, at jeg har det sådan lidt svært med talkshows som det her nævnte. De pisser mig på den ene side af, men er på den anden side også ret god underholdning - taget for, hvad de er. Og ikke mere. Doktoren himself har jeg et lignende ambivalent forhold til. På den ene side er han vildt nuttet. Jeg får lyst til at føde hans børn og blive hjemmegående husfar. På den anden side får medieorakler som ham alle mine små hår til at rejse sig - og det er ikke ment som en ros. I kender måske selv fornemmelsen.

Nå. Men det var det med afhængighed af sociale medier. En af gæsterne var en dame, der var totalt afhængig af FarmVille og Facebook. Hun brugte så meget tid på de ting, at hun forsømte sin familie - og strengt taget kun eksisterede online. Doktoren rullede det tunge skyts ud og diskede naturligvis op med en redningsplan. Sådan er showet jo. Phil klarer ærterne på den tid, der er mellem to reklameblokke. Apropos det med de små hår.

Enhver idiot kunne jo se, at fru FarmVille havde et problem. Men jeg begyndte at tænke på, hvor megen tid, man egentlig bruger på alle mulige sider. Fx den her. Er det et problem? Det må den enkelte gøre op med sig selv naturligvis. Men ind i mellem blinker de røde lamper også for mig selv. Jeg har taget mig i at føle, at min onlineeksistens til tider var mere virkelig - og i hvert fald mere spændende - end den daglige trummerum i den virkelige virkelighed. Rød lampe. Kraftig rød lampe. Eller?

Gør Dr. Phil og andre - mig fx - noget til et problem, der egentlig ikke er det? Vi har jo læst bøger i evigheder. Der kan man også svæve hen og leve sig ind i paralleluniverser. Det samme med film. Er det med andre ord bare mediet, der skifter, mens vores adfærd er den samme. At dagdrømme kalder man det, når man falder i staver og svømmer hen. Er det det, vi gør på nettet? Nja, vel ikke helt. Rent faktisk kan nettets sociale fora jo rent faktisk føre til venner eller kærester. Jeg har oplevet begge dele på egen krop.

Så måske er vi bare ude i den sædvanlige omgang freakshow, hvor et ulykkeligt menneske hives frem og gøres til eksempel på et eller andet problem. Som måske er et pseudoproblem. Måske ikke. Man kan nok ikke generalisere. Selv om det er det, mange af den slags shows netop gør.

Min egen lille tommelfingerregel er, at jeg tænder den røde lampe, hvis jeg fornemmer, at min adfærd forhindrer mig i at gøre noget, jeg enten hellere ville - eller er forpligtet til. Er det ikke en slags diagnose på afhængighed? Den holder i hvert fald mht. sprut, som jeg desværre kender alt for godt til. Men det samme må gælde i livets øvrige forhold. Også mht. Fjæsbogen. Eller den her side.

Så. Nu fik Dr. Prins lige klaret ærterne. Jeg vil også have mit eget talkshow...