Bladbombaniet

Selvom jeg gemmer det godt, så er jeg en kende rød. Jo jo, lad nu være, det er jeg. Nå ja, også lidt grøn, men lad det nu ligge. Jeg har i en del år abonneret på dagbladet Arbejderen. Af flere grunde. Dels for at støtte op om projektet, der er efterhånden ikke andre røde dagblade tilbage, selv Information er blevet lidt uldent i kanten. Og så skriver de historier, man bare ikke ser i andre medier. Og fra andre vinkler ikke mindst. Ikke at jeg er 100% enig med dem i alt, det ville også være underligt. Men avisen er altid god til at sætte gang i tankerne.

Det var lidt om forhistorien. Nu til sagen. Da Post Danmark droppede leveringen på etagerne, og der dermed blev opsat brevkasseanlæg i stadens opgange, fik det også betydning for avisleverancerne. Man måtte med andre ord lette sin bedårende bagdel og tøffe ned for at se, om avisen var kommet. Det var den nogle gange. Andre gange ikke. Op igen. Og ned lidt senere. På de rigtigt sjove dage betød denne yoyo-adfærd en solid motion af de gamle skæve ben.

Nu er jeg jo ikke helt ung mere, så stor var min glæde, da jeg fandt ud af, at man formedelst et lille dagligt ørebeløb stadig kunne få avisen op til etagen. Slut med trapperenderiet iført papilotter og unævnelige. Troede jeg.

For her startede festen for alvor. Firmaet, der står for avisdistributionen her i byen, hedder Bladkompagniet. Det vil sige, det er faktisk kun et slags paraplyfirma, der under sig har en masse mindre private vognmænd, hvis bude udfører den daglige omdeling. Måske er det det, der er problemet. I hvert fald har det vist sig noget nær kropumuligt at få den service, jeg betaler for. Jeg har klaget et næsten surrealistisk gange. Den flinke dame inde på Arbejderen kan nu mit abonnementsnummer udenad, og vi hyggesnakker stort set dagligt om stort og småt. Hun sender klager videre i en lind strøm. Men der sker ikke en skid. Nada. Zip.

Havde det ikke været, fordi jeg faktisk har hjertet lidt med i sagen, havde de fået den berømte finger for længe siden. Men jeg er så meget vægt (undskyld det astrologiske indspark), at jeg godt kan se sagen fra flere sider. Især fra dagbladet Arbejderens. Det må være mindst lige så belastende for dem. De kæmper en kamp hvert år for at skaffe det nødvendige antal abonnenter til at holde skuden flydende. Når distributionen så stikker en kæp i hjulet, bliver det næppe nemmere.

Jeg kan kun gætte på årsagerne til den her slendrian. Ligegyldighed. Dårlige bude. Underbetalt arbejdskraft, der hverken kan læse eller stave. Vognmænd, der vil skide et lille bladhus som Arbejderen et stykke. Eller noget helt syvende. Jeg aner det ikke. Men det er godt nok til at få lange tasker af.

Og nu må i have mig undskyldt. Jeg skal lige skrive dagens klage. Dagens variation? Tja, avisen kom slet ikke her til morgen *GG*. Det nærmer sig ren Monty Python.