Raseri....!

Nej, bare rolig. Det er ikke undertegnede, der er ved at eksplodere af vrede. Jeg har i den seneste tid bare været ude for et par hændelser, der gør mig en kende bekymret og lidt ked af det.

Kan i huske den der film med Michael Douglas? "Falling Down" mener jeg, den hedder. Han spiller en ganske almindelig fyr, der passer sig selv og sit job. Indtil en dag hvor filmen knækker for ham. Han kommer ud for en stribe hændelser, der får ham til at bryde ud af sin normale skal og slå tilbage mod alle de urimeligheder, han føler, er begået imod ham. Han slipper sin vrede løs.

Og vrede er det, jeg tænker på her. Jeg synes, jeg støder på flere og flere omvandrende champagneflasker, hvor der åbenbart kun skal det letteste stød til, før proppen flyver af med et brag, og alt den indespærrede frustration vælter ud.

Hvor pokker kommer alt den vrede fra? Er der så mange dårlige liv i omløb? Render folk og bider det hele i sig til daglig. Chefens urimeligheder? Konens evindelige skræpperi? Kollegernes mobberi? Er det den cocktail, der kreerer de omvandrende flasker med nitroglycerin, der åbenbart går rundt i byen her?

Man hører om road rage, som det hedder med et godt udtryk på engelsk. Vej-raseri. Folk tænder totalt af ved selv mindre hændelser i trafikken. Man hører om folk, der jagter hinanden, kommer op at slås, stikker, skyder, og hvad ved jeg.

Selv en fredelig gammel dame med rollator kan være med i den lille leg. Forleden var jeg i IRMA oppe ved Solbjerg Plads. En dejlig butik, der har åbent ugens syv dage fra morgen til aften. Så man skulle tro, at alle havde rige muligheder for at handle i fred og ro. Men nej. Min gamle veninde følte, at min indkøbsvogn stod hende i vejen. Jeg vidste jo ikke, at hendes rollator åbenbart kørte på skinner og dermed ikke kunne køre uden om min indkøbsvogn. Så den gamle dame giver min vogn et gedigent skub med et ordentligt vrissent udtryk i ansigtet samtidig. Vognen baldrede ind i den nærmeste reol og var ved at vælte syltetøjsglas med mere på gulvet. Ikke et ord til undskyld. Tværtimod fik jeg en spand lort i hovedet, over at jeg dristede mig til at stille min vogn inde i butikken! Jeg kunne virkelig ikke tage hende seriøst, så jeg sagde pænt tak for hjælpen til hende (hvilket afstedkom en ny haglbyge fra latrinspanden) og tøffede videre.

I dag var det så en ung stereoid-bøf, der gjorde stort set det samme. Denne gang i Kvickly på Falkoner Allé. Jeg stod ved kassen og var ved at betale, så det er jo lidt vanskeligt at trylle vognen væk. Men væk kom den. Akkompagneret af et lettere psykotisk udtryk på hans ansigt. Han var ærlig talt en smule skræmmende. Det var der, jeg kom til at tænke på Michael Douglas. Tænk at blive stukket ned eller skudt, fordi ens indkøbsvogn står i vejen. Det er sgu da den mest tragikomiske død, jeg kan forestille mig.

Det er naturligvis petitesser, de her små episoder ude i detailhandlen. Men jeg er bange for, at det er en del af et symptom på noget større og langt mere ubehageligt. Det samme gælder raseriet i trafikken. Man skal ikke gøre meget galt, før man får fingeren, hornet, det onde øje eller alle tre på én gang. Samtidig kører flere og flere med hovedet under armen. Over for rødt, cykler på fortorvet, viser ikke af - og så videre og så videre.

Er det her samfund ved at nå derhen, hvor vi har bragt horder af superegoister til verden? Er vi så totalt fikserede på os selv og på vore egne umiddelbare mål og behov, at alle andre kan rende os, hvor vi er højest, når vi plukker jordbær? Jeg håber det ikke, men jeg er bange for, at det er der, vi er på vej hen. Og det er trist.

Hvad der er endnu mere trist, er, at jeg ikke aner, hvad man skal stille op, hvis min diagnose er korrekt. Hvad gør vi? Der er ingen respekt for autoriteter, så at vifte med den store pegefinger hjælper sikkert ikke det fjerneste. Jeg kender en hel del betjente. De beretter, at mange folk ikke har for syv øre respekt for deres henstillinger. Alt betragtes i bedste fald som et debatoplæg. Og der har vi det igen. Egoismen. Selvoptagetheden. "Der er ingen, der skal komme og fortælle MIG, hvad jeg skal eller ikke skal gøre...!". Ikke sandt? Jeg tror, de fleste af os kender typen, og måske også selv har en rem af huden. Jeg har i hvert fald. Men jeg prøver at tage mig i det.

Den hedengange tyske filosof Immanuel Kant fremkom med det såkaldte kategoriske imperativ: "Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne". Hvilket på dansk lader sig oversætte til noget i retning af: "Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning".

Med andre ord: Er det en god idé at ignorere de mest elementære færdselsregler? Nope. Nix. Niet. Hvis alle gjorde det, ville det være med livet som indsats (mere end det er nu) at færdes ude i trafikken. Anarki. Eller lad os prøve den her: Er det en god idé at være så fokuseret på sine egne mål og behov, at andres rager os en høstblomst? Nej vel. Et samfund, hvor den praksis blev ophævet til almindelig lovgivning ville netop ikke længere være et samfund i betydningen et sted, hvor vi lever og fungerer sammen. Mere en slags Pacman-samfund af vibrerende, rasende gule pacmen, der ræser rundt og æder alle de oste, der krydser deres vej.

Måske skulle hele byen melde sig til et yoga-kursus? Kollektiv afstressning. Fælles udpustning. En ugentlig sænke blodtrykket-dag. Enten det. Eller også begynder jeg at gå I IRMA med benskinner og cykelhjelm på. Det er sgu farligt med alle de lavtflyvende indkøbsvogne...

Kan i passe på jer selv, hinanden og resten af byen og dens indkøbsvogne.
Hav en rigtig god pinse
Knus fra
Prinsen og den afstressede krikke.