Medfølelse eller fordrejet egoisme?

Det umulige klares straks, miraklerne tager 15 minutter. Ud fra den devise arbejder min frisør stædigt på det projekt, jeg med et glimt i øjet kalder min forskønnelse. Man kunne også bare sige, at jeg var til frisøren og blev klippet, men det første er sjovere, ikke sandt.

Da jeg ankom, var min frisør i gang med en anden kunde, så jeg fordrev ventetiden med lidt læsestof. Ekstra Bladet lå til fri afbenyttelse. Forsiden i dag handler om en historie, der kun svagt har registreret sig hos mig. Jeg kender med andre ord ikke alle detaljerne. Det er sagen om de to børn, der døde i en brand her for nylig. En skrækkelig ting naturligvis, derom ingen tvivl.

Men jeg går alligevel i bakgear over hele affæren. Nu er Ekstra Bladet næppe jordens største sandhedsvidne (beklager, hr. Falbert), men de beskriver på forsiden og over utallige sider hele den triste sag og ikke mindst folks reaktion på samme. Det er simpelthen usmageligt. Alle, der bare har set et billede af Tordenskjold, trækkes frem af de dybe skuffer og kloger sig samt udtrykker deres medfølelse. Tårerne løber ned af siderne, så tryksværte og det hele ender i læserens skød.

Der er åbenbart også opstået en Facebook-gruppe, hvor folk kan kommentere og være medfølende. Ekstra Bladet har i det mindste det motiv, at de kan sælge aviser på historien. Usmageligt javist, men sikkert godt aviskøbmandskab. Men hvad sker der med den Facebook-gruppe? Den byder mig i den grad imod. Der er opstået en hel skov af den slags grupper, hvor stort set enhver tildragelse skaber grobund for forargelse, medfølelse eller tænders gnidsel.

Er vi virkelig så medfølende? Er keyboardet i fare for at kortslutte af tårestrømmen, når folk melder sig ind i brandbørnenes gruppe, eller hvad hulen den nu hedder? Eller er det bare en måde at udstille og promovere sig selv på? ”Se, jeg har overskud til at vise, hvor medfølende et menneske jeg er”. Er det det, vi er ude i? Jeg undrer mig oprigtigt.

Jeg vil ikke sige, at de døde børns vanskæbne rager mig en papand. Naturligvis ikke. Men jeg vil sandt for dyden heller ikke hykle sorg. Jeg synes, jeg ser en trend eller tendens til at leve pr. stedfortræder. Vi (og her undskylder jeg for generaliseringen) lever med i de kendtes glæder og sorger. Vi savler over ugeblade og reality shows. Vi sørger med de døde børn. Eller gør vi? Jeg tillader mig at tvivle.

Hvis der skulle være nogen konsekvens i den slags sorg, så skulle vi gå og tudbrøle døgnets 24 timer. Der dør børn og voksne over hele kloden hvert minut af tragiske årsager. Sult. Krig. Drab. Brand. Sygdom. Alle den slags dødsfald er lige ulykkelige. Og burde påkalde sig samme grad af sorg og medfølelse som tildeles de to børn i den nylige brand.

Hvorfor sker det så ikke? Tja, den åbenlyse grund er vel, at intet menneske ville kunne holde ud at påtage sig den mængde sorg. Og skal det selvfølgelig heller ikke. Man lærer ret hurtigt her i livet, at det ikke er muligt at lave verden om sådan hokus-pokus-filihankat. Intet menneske kan bære verdens skyld og synder på sine skuldre, om end en større religion er opstået af den tanke. Det er nok et af ungdommens adelsmærker, at man ikke har mistet troen på, at alt kan revolutioneres. For det kan det jo ikke. Vi mennesker er møg-konservative, når det kommer til stykket.

”Revolution? Nej, det kan vi sandelig ikke i dag, jeg har taget kød ud til frikadeller”! Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at intet kan ændre sig. Men man lærer at vælge sine slag, mærkesager og indsatsområder hen ad vejen.

Hvorfor påkalder de to børn sig så den grad af opmærksomhed? Sandsynligvis fordi der netop er tale om børn. Et barns død er altid tragisk. Der er et så stort tab af liv, af potentiale. Og så er de jo danskere. Det er noget, der er sket stort set på vores dørtærskel. Og her er vi fremme ved sagens kerne, tror jeg: det kunne ske for os selv!

Ja, ikke sandt. Det kunne det jo. At folk dør som fluer af sult nede i Afrika fx er ikke på samme måde vedkommende, det er jo ikke noget, der sker for os. Tværtimod meldte medierne, at flere danskere måtte søge sygehus her i julen, fordi de bogstavelig talt var ved at æde sig ihjel.

Kan det være så koldt? Er der tale om en slags fordrejet egoisme, når vi hidser os op over to børns vanskæbne i en brand? Er det en slags bøn til skæbnegudinderne om ikke at lade samme ulykke ramme os eller vore kære?
Det håber jeg ikke. Jeg prøver at se det bedste i alle mennesker, men til tider må jeg undre mig. Den lidt mindre kolde forklaring er, at det er en naturlig ting, at det er de nære ting, der bringer os i affekt. Det forklarer så bare ikke reaktionerne ved fx Lady Dianas, Elvis’ eller Michael Jacksons død.

Hvorom alting er, så følte jeg mig klæbrig og tilsølet efter at have læst om det hele i Ekstra Bladet. Det var derfor særlig velkomment med en tur i svømmebad, sauna og dampbad oven på min frisørs Don Quijotiske vindmøllestrid for min skønheds forøgelse.

Blev jeg så det? Skønnere altså. Nja, jeg blev i hvert fald mere korthåret…

Lad mig her til slut benytte lejligheden til at ønske alle mine venner, kontakter og læsere af disse små skriblerier et rigtigt godt og lykkebringende 2010. Pas nu på jer selv, når i skal ud og skyde krudt af.

Varme hilsner fra
Prinsen