I min eksponentielt voksende bunke af bøger, der skal læses, faldt jeg her før jul over Jan Guillous ”Heksenes forsvarere”. Jeg er ikke færdig med den endnu, jeg tager lidt ad gangen, men det drejer sig om en historisk reportage over heksejagterne. Guillou fører dem helt op til nutiden ved at drage parallellen til vore dages dæmonisering af pædofile.
Det satte en hel del tanker i gang hos mig.
Jeg kan lide mænd. Nå ja, og en kvinde er da heller ikke så tosset. Jeg er kort sagt selv en del af LGBT-miljøet og har mange gode venner og bekendte, der tilhører det lyserøde segments forskellige vidunderlige seksuelle minoriteter. Så hele problematikken omkring minoriteter har naturligvis min interesse. For ikke så skrækkelig mange år siden var det bøsser, der var de udstødte. Læs om Herman Bangs liv fx, eller om Oscar Wildes. Transpersoner er stadig kategoriserede som sindslidende, hvilket i hvert fald for mig forekommer totalt vanvittigt. Alt skulle (og skal stadig alt for mange steder) foregå i det gedulgte. Risikoen for opdagelse forpestede – og forpester – mangt et liv.
Alt det her interesserer mig levende. Jeg er gået i gang med at fordybe mig i emnet. Min ikke specielt epokegørende tese her i afsættet er, at vi mennesker åbenbart skal have en eller anden gruppe at lægge for had. Nogen at spejle os i. De andre. De væmmelige. Dem, der gør, at vi er de gode og rigtige. Det er jo lige ud af skolegården, ikke sandt? De røde mod de blå, som det hed i min folkeskole, hvor vi første dag blev delt op i to grupper. Tænk, den opdeling hang ved langt op i klasserne. Eller pigerne mod drengene. Nu om stunder er det måske de etniske danskere over for de brunøjede.
Før i ringer efter Mimi Jacobsen og får kylet mig i Kronborgs kasematter, så bemærk venligst, at jeg ikke fælder dom over nogen eller noget. Hverken for eller imod. Det betændte debatmiljø nu om stunder gør det vel desværre nødvendigt at skrive den slags eksplicit, hvis man ikke vil have skudt i skoene, at man selv er pædofil. I ved, lidt efter devisen: den, der ikke fordømmer, velsigner. Det minder lidt om den gamle heksetest, hvor en kvinde blev bagbundet og smidt i en sø. Flød hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, var hun ikke. Elegant, ikke sandt!
I øvrigt kommer jeg i den anledning til at tænke på endnu et bogfund fra hedenold. Faktisk fra et hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken, som jeg besøgte for en del år siden. Jeg faldt over Lars Ullerstams klassiker ”De erotiske minoriteter”. Til en femmer! Det er dælme, hvad jeg kalder et godt tilbud. Den burde være tvungen læsning for enhver, der føler sig kaldet til at sætte sig til doms over andres seksualitet. Når vore dages tiltagende bornerthed og snæversynethed bliver mig for klæbrig en sag, så er det vederkvægende at tage et mentalt bad i Ullerstams univers. Nu er jeg jo et positivt menneske, så jeg vælger at tro, at det danske frisind ikke er dødt. Det er snarere en plante, der står i stampe og trænger til at blive vandet. Årets deltagelse i Priden bekræftede mig i den sag. Det var fantastisk at møde så mange dejlige og glade mennesker fra alle mulige kroge og afdelinger af den menneskelige seksualitets fantastiske univers.
I øvrigt , for lige at runde den ting af, så kunne Ullerstam heller ikke løse den gordiske knude omkring pædofile: praktiseringen af deres seksualitet. Det skal guderne vide, at jeg heller ikke kan. Ullerstam skyder hele spørgsmålet til hjørne ved at kalde det ”et problem at løse for morgendagens humane samfund” (Ullerstam, 1964: s. 58). Gad vide, hvad Ullerstam ville sige til nutidens humane samfund?
Naturligvis er der også tale om en slags penduleffekt. Vi havde 1970’ernes opbrud fra de snærende bånd på seksualitetens område. Der var pendulet helt ovre i den ene side. Nu er det så svunget helt over i den anden side. Paradoksalt nok samtidig med, at der aldrig har været et større udbud af sex og porno alle vegne. Selvfølgelig er det også et kulturelt spørgsmål. Hvad der er helt almindelig og anerkendt praksis i én kultur eller én given historisk epoke, er forbudt og tabu i en anden.
Jeg håber, at pendulet snart svinger den anden vej igen. Jeg kunne bedre lide Danmark som frisindets bannerfører end som et land, der halser af sted med det ene forbud efter det andet. Man kan ikke forbyde sig ud af den menneskelige seksualitet. Det er mig en gåde, at dén selvindlysende sandhed ikke stråler folk lige midt i øjnene. Og det er sgu ikke, fordi der ikke er blevet prøvet. Jævnfør de homoseksuelles historie her til lands. Forbud tvinger ting ned i det skjulte. Forbud skaber myter. Forbud gør måske ligefrem det forbudte spændende. Og forbud udstøder. Dermed er vi tilbage ved heksene. De andre. De farlige. De forbudte.
Jeg glæder mig til at læse mere om alt det her. Det er næsten helt sikkert, at jeg tager fejl på en del punkter. Jeg ændrer sandsynligvis også mening om nogle ting. Men emnet er i hvert fald fascinerende. Gad vide, hvem de næste hekse bliver? Der er vel også en slags mode i det her? De pædofile mister nok lidt af glansen, for nu at bruge et helt forkert udtryk. Hvem står så for skud? Historisk har vi haft en masse: fx hekse, kristne, jøder, muslimer eller homoseksuelle. Mange af disse er stadig i god brug i mange lande. En sociolog kunne sikkert hjælpe mig. Eller det forestiller jeg mig i hvert fald. Det må handle om nogle indgroede (eller medfødte) spilleregler for menneskeligt samvær. Vi har behov for kategorier. For etiketter. Uden dem kunne vi ikke opdele i dem og os. Helt tilbage til Aristoteles (og givetvis før, men det er det første eksempel, jeg kan komme på) har mennesket kæmpet med at inddele alting i passende kasser. Det kunne være, at man skulle starte med at genlæse Aristoteles ”Kategorierne”.
Nå, det blev et lidt anderledes julekort fra mig af. Hvorom alting er, så vil jeg ønske alle mine venner og kontakter en rigtig glædelig jul. Og så vil jeg vende tilbage til det her emne, når jeg har fået studeret sagen grundigere.
Pas på jer selv, hinanden og heksene
Knus og kram
Fra
Prinsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar