Sikke en uge! København har stået på den anden ende under hele hurlumhejet med OL-mødet i Bella Centret. Pga. mit arbejde har jeg været involveret i den logistiske side af den sag. Jeg har ganske vist kun været et meget, meget lille hjul i den store maskine, der skal til at få sådan en ting til at løbe af stablen.
Jeg fik desværre aldrig set eller hilst på min store helt, præsident Obama. Ej heller fru Obama eller Oprah (sidstnævnte har jeg et lidt mere anstrengt forhold til). Men man var ikke i tvivl om, hvornår præsidenten var i byen, det var helt surrealistisk med det sikkerhedsopbud, der var sat i værk. Det er selvfølgelig (desværre) nødvendigt, men det virker fuldstændigt overdrevet.
Jeg snakkede i øvrigt med en betjent, der var målløs over, at så mange folk ignorerede de råd, der var givet om at lade dytmobilen blive i stalden eller i hvert fald undgå en række områder. Der var en masse der liiige skulle ind og kigge, og selvfølgelig gik hele trafikken i stå med et brag. Min betjent-ven skulle afhente mad til 200 politifolk, og det var noget af en opgave, han havde fået, selv med reklame på bilen og lysshow på taget. Det er en sjov udvikling, at alle gode råd (eller gud forbyde det: ordrer) fra diverse myndigheder i bedste fald blot bliver opfattet som et debatoplæg, ikke sandt?
Nå, det hele var en stor oplevelse og et velkomment afbræk fra den daglige trummerum. Jeg er dog rimeligt spændt på, hvordan de 14 dage under klima-topmødet kommer til at gå. Dels er det længere tid, dels er der formodentlig en del ballade at forvente. Jeg tror, der bliver en hel masse klatøjede personer, der i den grad glæder sig til flæskesteg og julefred oven på den omgang.
Egentlig skulle der sørgerand på det her indlæg. Eller i det mindste en opskrift på tudekiks. Jeg ved, det er svært at forestille sig, men denne her unge person fylder.... arrghh, jeg kan ikke. … 44. Så. Det er sagt. Undskyld mig lige et øjeblik, mens jeg har ondt af mig selv.
Så, nu er jeg tilbage igen. Jo, tirsdag er den store dag. Eller. Jeg holdt faktisk op med at kunne se det sjove i fødselsdage – i hvert fald mine egne, da jeg havde rundet de 30. Der er nu ikke tegn på de store midtvejskriser i form af røde Ferrari’er (yeah, right – med min løn er et rødt løbehjul mere realistisk) eller andre panikhandlinger. Jeg er fuldstændig lige så underlig, som jeg altid har været *G*.
Stor fest, siger i? Nix. Bare lidt morgenbrød til kollegerne og så lidt god mad med min kære, gamle far. Ellers er det bare en dag som alle andre. Nå jo, der er lige det med fødselsdagsgaven. Jeg har fået stillet et nyt digitalkamera i udsigt. Jeg skal ned og kigge på dyret i morgen. Som min faste læser vil vide, så er jeg blevet svært tosset med billedbehandling og fotografering på det seneste. Jeg har længe sukket efter et bedre kamera, og nu skal det være. Jeg går semi-pro. Spejlrefleks, 15 megapixels, telelinse og hele balladen. Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg håber at få taget en masse gode fotos, jeg skal nok smide nogle links, når og hvis jeg vælger at udstille nogle af dem på nettet.
Ellers er der vist kun tilbage at ønske alle jer derude en aldeles fremragende uge. Pas på jer selv og hinanden.
Knus fra den meget unge
Prins
Ingen kommentarer:
Send en kommentar