Okay, mor her er ikke vred, jeg er skuffet; indebrændt og en smule muggen. Og dybt, dybt forundret.
Vi spoler lige båndet tilbage til i morges klokken cirkus 8.45. Jeg kom ridende glad og fro på min trofaste hest på vej til den obligatoriske omgang weekend-fitness, i min alder er sådan noget obligatorisk, hvis alt muligt ikke skal hænge alt for meget. Jeg plejer at skyde genvej ned ad nogle sideveje. Da jeg runder et hjørne, hører jeg noget råben og skrigen. Det var da godt nok tidligt, ungerne er ude og lege, tænkte jeg. Det var det også. Eller måske egentlig sent.
Jeg ser tre piger på gaden. Dvs. den ene lå på asfalten, mens de to andre råbte højt og gennemtrængende. Alder? Tja, de var næppe fyldt 15. Jeg vil skyde trioen til omkring de 13. Da jeg kommer lidt tættere på, begynder de at råbe til – eller af – mig. Først nu går det op for mig, at de er fulde. Og her snakker jeg ikke sådan en lille smule, de var totalt grønlænderstive alle tre (hvilket naturligvis forklarer hvorfor den ene var nede og kysse asfalten). Indholdet af deres råben er fløjtende ligegyldigt. I ved sikkert godt, hvordan fuldemands (m/k)-snak lyder.
Men jeg blev godt nok noget paf. Hvad helvede laver tre skoletøser klokken tidligt søndag morgen i en 140 hestes brandert? Hvor er deres forældre? Er der ikke nogen, der undrer sig over, hvad de tre render og laver?
Nu skal guderne vide, at jeg er den sidste, der skal kritisere nogen som helst for at drikke. Jeg er selv tørlagt alkoholiker, så lige netop det juletræ har jeg danset omkring alt, alt for mange gange. Det er sådan set heller ikke deres brandert, der fik mig til at fare i blækhuset, men mere det faktum, at de bimler rundt uledsaget i den tilstand. Med mindre de har høvlet en flaske snaps fra morgenstunden, så gætter jeg på, at de har oparbejdet den imponerende brandert i løbet af aftenen og natten. Hvilket blot får mig til at undres endnu mere over, hvor fanden hr. og fru forælder er henne.
I den senere tid har visse politiske partier forsøgt at overgå hinanden i stupiditet. Især Folkepartisanerne har været helt fremme i skoene: ned med den kriminelle lavalder. Gerne til cirka et kvarter før undfangelsestidspunktet (nok især hvis der er tale om danskere af anden etnisk herkomst). På med fodlænker. I Kronborgs kassematter med hele bundtet.
Måske var det snarere forældrene, der skulle have lænker på. Der er da et eller andet fundamentalt, som er gået galt i opdragelsen (eller hvilket ord, der nu skal bruges om at opfostre ungerne på den måde).
Da jeg var ung (omkring Harald Blåtands tid) lavede jeg da også mange tossestreger, det hører ligesom med til at vokse op. Men jeg fik dælme ikke lov til at rende rundt beruset ude i byen som 13-14-årig. Havde jeg gjort det, var jeg blevet idømt stuearrest til omkring nu!
Gad vide, om folk bare giver op? Eller det er et misforstået forsøg på at være venner med ungerne? Manglende modenhed? Manglende ansvarsfølelse? Jeg fatter det simpelthen ikke. Er det hele blevet så institutionaliseret, at forældrene totalt slipper rattet og lader børnehave, fritidshjem, skole eller ingen som helst køre showet? Det er da i så fald en falliterklæring af dimensioner. Mon det så er de samme forældre, der kæfter op om homoseksuelles manglende evne til at være forældre? Det skulle sgu ikke undre mig.
Et eller andet sted undervejs må kæden være faldet af cyklen. Den forældregeneration, vi har nu, må mangle et eller andet. Eller lad mig være mindre generaliserende, der er immervæk og heldigvis gode og pligtopfyldende forældre derude. Der er nogen forældre, der må være helt blanke omkring det at være forældre. Er det deres egen manglende kontakt til egne forældre, der spiller ind? Eller har de for travlt med deres egne liv til at tage sig af ungernes? Selvfølgelig er der også en gruppe, der kæmper med egne sociale problemer af diverse art, og lort ruller som bekendt nedad, lige ned i børnehøjde.
Det, der skræmmer mig mest, er, hvilken slags mennesker vi får ud af de unger, der får lov til at rende omkring som små voksne, før de rammer teenagealderen. Hvilken slags forældre bliver de? Hvilken slags borgere. Hvilken slags mennesker?
Løsninger? Tja, det er det mest deprimerende. Jeg aner det ikke. Jeg nægter i hvert fald at tro på, at straf, fodlænker og fængsel er vejen ud af problemet. Og hvis nogen skulle på vand og brød, så var det i hvert fald ikke ungerne, men forældrene.
Jeg håber, mine tre skolepiger er kommet sikkert hjem. Til nogle forhåbentlig meget bekymrede og vrede forældre. Var det mine tøser, så var der i hvert fald gået meget, meget lang tid, før de var blevet sluppet løs på egen hånd igen. Tillid skal man som bekendt gøre sig fortjent til.
Kan i nu være søde ved hinanden, pas på jer selv – og jeres unger.
Knus fra
Prinsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar