Ja, undskyld mit anfald af den engelske syge. Men det her indlæg handler faktisk om prins Albert, eller i hvert fald om piercingen af dette navn. Jeg er, som det vil være nogle af jer bekendt, den lykkelige indehaver af en sådan. Og i dag var det tid til en opgradering.
Hvis mine mandlige læsere føler trang til at krydse benene under resten af læsningen, vil jeg ikke tage det ilde op. Er i klar? Okay. Godt så.
Der er nu gået knap fire måneder siden den oprindelige piercing. Dengang fik jeg at vide, at der mindst skulle gå tre måneder, før det var smart at skifte smykke (det gælder vist for alle piercinger). Nu var det ikke designet på smykket, men størrelsen, jeg ville lave om på. Ikke i en eller anden længdepisnings hellige navn, men (for at fyre de dyre ord af) i både æstetisk og praktisk øjemed. Jeg synes nemlig, en prins Albert skal have en vis størrelse, naturligvis i forhold til pikken, den bor i. Det praktiske består i, at en tykkere ring er mindre problematisk ved sex. I kan måske selv forestille jer, at en tynd ring trækker og bider mere i kødet, end en kraftigere udgave, ikke sandt.
Så jeg havde fodret min trofaste ganger med ekstra dejlig hø, før jeg overtalte den til at bære mig ind til min faste piercer i City Piercing. Jeg har omtalt ham før i skyhøje rosende vendinger, og det fortjener han. Han er et sjældent positivt og venligt ungt menneske. Så vi fik en sludder om det ene og det andet, før vi gik over til håndgribeligheder.
Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan en udvidelse af en prins Albert føltes eller foregik. Jeg havde læst lidt på nettet, men belært af erfaringen så er det ikke altid kilden til den endegyldige sandhed om ret meget.
Først skulle vi lige finde ud af, hvilken størrelse jeg havde i nu. Og det foregik lige efter sløjdlærer Andersens hjerte med en skydelære. Så skulle vi finde et passende smykke. Jeg ville have samme design, og til alt held havde han en ring i den passende størrelse.
Passende størrelse? Ja se. Jeg troede, at der var rimeligt frit slag, men han havde et ret godt argument for at følge hans råd: hvis man vælger en for stor ring, kan piercingen ødelægge kødet, hvor den sidder! Det flækker! Den lader vi lige stå et øjeblik….
Nej vel. Ikke et kønt billede.
Så jeg var nu helt med på den gradvise metode. Ringen, der skulle i hedder 2,4 x 19 (det lyder lidt som en reservedel til en bil). Nå, jeg fik betalt, og vi gik atter afsides, hvor jeg igen skulle ned med bukserne – og denne gang op i stolen. Han skulle bruge et redskab til at udvide piercingen, en slags konisk javertus, der blev stukket ind i hullet fra den gamle piercing. At få den gamle ring ud mærkede jeg ikke noget til, men udvider-sjoveren gjorde noget mere naller, end jeg havde troet. Men okay, vi opererer jo også i et ret følsomt område, så egentlig burde det ikke overraske. Han fik da også udvidet mig (!) og sat den nye ring i. Uden noget blod, hvilket var dejligt.
”Har du haft voldsom sex?”, spurgte han. Næ, voldsomt lidt faktisk, og ikke specielt vildt. Hvorfor? Jo, han kunne se, at der var dannet noget arvæv. Det kunne jeg faktisk ikke forstå. Jeg havde fulgt alle de gode råd, om ikke at dyrke sex den første måned efter piercingen. Netop for ikke at ødelægge noget (hvilket han ellers kunne fortælle flere skrækhistorier om). Imidlertid var det ikke noget at være bekymret over, sagde han. Han bemærkede det bare (og det er jo altid fedt, når andre kan fortælle én ting om ens pik, man ikke selv er klar over *G*).
Hvis jeg vil fortsætte med at få større ringe i, skal der så nu gå i hvert fald en måned. Og det er helt fint. Jeg kan godt vente lidt, før jeg skal have den udvider-dims stukket ind i mine ædlere dele igen J
Så, nu kan i godt lægge benene tilbage, ikke flere hårrejsende historier herfra. Og det lyder sikkert også langt værre, end det var. Som altid, når jeg forlader butikken derinde, er det med en superfed følelse. Jeg er glad for min nye storebror-Albert.
Kan i være rigtigt artige – eller i hvert fald have det sjovt.
Pas på jer selv og hinanden.
Knus fra Prinsen og Albert.
