MSN - messenger...

Tre bogstaver. Og et ord. Der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på undertegnede. Underligt nok. Jeg er ellers meget godt med på de elektroniske noder. Jeg har bumlet rundt på internettet i herrens mange år efterhånden. Jeg startede, dengang browserne var tekstbaserede. Ja, sgu! Det var de. Ingen billeder. Ingen ikoner at klikke på. Kun tekstkommandoer. Det føltes fuldstændig magisk, første gang jeg fik forbindelse til Library of Congress. Eller en eller anden side på Hawaii. Ikke fordi jeg skulle noget nogle af de steder. Men at man kunne. Fantastisk.

Det er der givetvis ikke mange unge mennesker, der falder på halen over i dag. Verden er på godt og ondt blevet mindre. Det er en selvfølgelighed, at vi kan sludre med folk over hele kloden i realtid. Vi bruger Skype. Vi bruger Yahoo chat. Vi bruger ICQ. Og vi bruger – suk – MSN Messenger. Og jeg kan slet ikke have det. Noget af det. Ja, ja. Ring efter den blå vogn. Nu er den gamle endelig blevet splitterravende…

Men seriøst. Jeg har prøvet. Ofte. Men det dur ikke. Det irriterer mig grænseløst. Det ender altid med, at jeg slår skidtet fra, går offline eller bare totalt ignorerer programmerne. Og så er hele meningen med dem jo ligesom lidt gået fløjten.
Men hvorfor? Ja, det er ikke, fordi jeg ikke vil kommunikere med folk. Tværtimod. Men jeg kan ikke fordrage følelsen af at være ”på” hele tiden. Jeg elsker at skrive (som det sikkert er gået op for jer). Og det får virkelig mit blodtryk op i det røde felt, når jeg bliver hylet ud af den, lige når jeg er i gang med at nedfælge en ægte omgang guldkorn med mælk og det hele. For eksempel. Eller også sidder jeg og læser noget totalt epokegørende på en eller anden hjemmeside (det lød da meget godt, ikke. Bare glem, at det sikkert er halvnøgne fyre, jeg sidder og glor på, det siger vi ikke til nogen). Og så kommer den der rædselsfulde lyd af et vindue, der popper op fra et af de der Orwellske programmer. Big Brother is watching. Og nu vil han edderhylme have at vide, hvad du laver. Nu!

Jeg havde en kæreste, der var fuldstændig Messengerkoman. Midt i middagen kom den vederstyggelige lyd, og væk var kæresten. ”Det kunne jo være noget vigtigt”. Fra tidlig morgen til sen nat var lortet tændt. Hele tiden. Altid. Konstant. Kærligheden overvinder som bekendt meget. Men det pissede mig virkelig af. Retfærdigvis var det ikke Messenger, der ødelagde forholdet. Det var mere, at kæresten bollede udenom. Sikkert med en fra Messenger *G*. Nå, det er, som man siger, en helt anden historie.

Jeg har lidt af det samme med mobiltelefoner. Jeg var længe, meget længe, om at overgive mig og købe én. Og jeg er bestemt glad for skidtet. Men jeg kan love jer, at jeg ved, hvor sluk-knappen sidder. Igen er der den der fornemmelse af at være på hele tiden. Og det vil jeg ikke være. Jeg vil sgu have lov til at bestemme, hvornår jeg er til rådighed. Det er i øvrigt én af de ting, der er rart ved at have et almindeligt røvballejob. Når man har fri, har man fri. Ingen chefer, der ringer. Intet arbejde med hjem.

Der skrives så meget om stress. Om folk, der går ned med et brag. Jeg tror, at meget kunne vindes, hvis folk kunne finde ud af at trække stikket ud. Og slappe af. Der er sikkert mange af især de yngre generationer, der slet ikke kan forestille sig ikke at have omgangskredsen stående standby døgnet rundt. Jeg hørte et radioprogram for et par år siden. Det var en skoleklasse, der var taget på en rejse til et kloster i Tyskland. For at opleve noget andet. For at snuse til kulturen. Og for at opleve roen. Alt gik glimrende. Lige indtil læreren gjorde eleverne opmærksomme på, at de skulle aflevere deres mobiltelefoner. Og først ville få dem igen ved hjemrejsen. Panik! Revolution! Kaos! Det var skægt, men også skræmmende at høre deres reaktioner. Da den lille uge var gået, og de fik deres isenkram igen, blev et par af dem spurgt om rejsen i almindelighed og det med at være uden mobil i særdeleshed. Et par af dem havde faktisk nydt freden. Men stort set alle var lykkelige for at få skidtet igen. Det gør mig et eller andet sted lidt forstemt. Jeg ved godt, at det sikkert er håbløst gammeldags at have det sådan. Jeg ville sikkert selv være lige så mobil- og Messenger-tosset, hvis jeg var ung i dag. Men jeg frygter virkelig, at der er en hel del, der aldrig lærer at slappe af. At fordybe sig. At nyde roen og stilheden. På den anden side kommer det måske, når de bliver voksne. Det kan man jo håbe.

Er jeg så en maskinstormer, der ønsker mig tilbage til tiden med gåsefjer og pergament? Næ. Jeg elsker teknik. Jeg er dybest set lidt af en nørd. Tricket er bare at ikke forveksle det, at man KAN gøre et eller andet, med at man SKAL gøre det. Fordi man kan stå til rådighed for den halve verden døgnets 24 timer er det jo ikke sikkert, at det er en fabelagtig idé, at man rent faktisk gør det.

”Kan jeg få din MSN?” Ja, det er du mere end velkommen til. Det er bare ikke sikkert, at du får meget glæde af den. Med mindre du er klar til at skrive en ”gammeldags” e-mail. Så skal jeg nok svare. Det lover jeg. Det sker da også, at jeg chatter over Messenger. Men så er det oftest efter aftale. Det har jeg det fint med. Det er skide smart. Ligesom Skype. ICQ. Yahoo chat og alle de andre. Men jeg insisterer på selv at bestemme over skidtet – og ikke omvendt.

Kan i nu passe på jer selv, jeres ro i sjælen og hinanden
Knus og kram fra
Old-school prinsen