Brok, brok, brok...

Pyh, hvor er det varmt!” Dén sætning har jeg hørt 900 gange de sidste par dage. Jeg overvejer seriøst at give den næste, der siger sådan, en seriøs gang buksevand med indbyggede isterninger. Hvad er vi for nogle brokkehoveder? Nu har vi, eller skulle jeg nøjes med at tale for mig selv, nu har JEG gået og sukket hele den mørke, lange, triste vinter efter sommer, sol og varme. Og hvad sker der så? Efter tre dage over 20 grader tænder vi for brok-autopiloten. Hvad er det for noget pjat! Det er sgu da skønt. Man kan rende rundt stort set uden en trevl på kroppen. Man kan se smukke mennesker, smukke kroppe. Man kan nyde solen. Nyde varmen. Nyde alt det grønne. Alle blomsterne. Husk det nu, når i om to uger efter den første regnbyge sidder og brokker jer over den elendige danske sommer.

Nå. Den skulle lige ud mellem sidebenene. Jeg var i øvrigt tidligere i dag en tur oppe i Føtex i Frederiksberg Centret for at proviantere lidt til det royale spisekammer. De har indført sådan nogle scan-selv kasser, hvor kunden kører stregkoderne over en scanner og betaler med kort eller kontanter i en automat. Smart. Og det er selvfølgelig ikke indført for at spare personale. Skrev Føtex-chefdimsen i lokalavisen for nylig. Yeah, right. Den tror jeg så på. Den og julemanden. I hvert fald er der stort set aldrig nok almindelige kasser åbne mere. Så der er rig lejlighed til at studere, hvor dårlige de fleste af os er til at stå i kø. Efter 30 sekunder begynder folk at stå uroligt. Efter et minut begynder de søgende blikke efter en eller anden, der kan få et møgfald. Efter to minutter begynder folk at mase ind i de foranstående. Efter tre nærmer vi os totalt anarki. Det er lidt sjovt at betragte. I hvert fald, når man selv har god tid. Og det havde jeg i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de fotos fra det hedengangne Sovjet, hvor folk stod i køer i timevis efter en gang lokumsrulle. Ikke at det er noget at sukke efter. Men ind imellem bliver jeg lidt træt af, hvor forkælede vi er. Eller hvordan vi i hvert fald opfører os som nogle forkælede møgunger. Jeg siger med vilje vi. For jeg sidder ikke og pudser glorien her. Jeg har også en rem af huden. Jeg prøver bare at tage mig selv i det. Der er så mange fantastiske ting her i livet. Så meget at glæde sig over. Så jeg nægter at fokusere på alle de småting, der er knap så charmerende.

Hmm. Nå. Så lykkes det mig at skrive et indlæg, hvor jeg brokker mig over brokkerier. He he. Det er da lidt sjovt. Der skal nok også være dem, der synes, at jeg lyder som en frelst hippie. Fred være med det. Peace and love – og alt det der. Det lever jeg fint med.

Jeg havde i øvrigt lejlighed til at frekventere havnefronten her i København i søndags. Det er år og dag, siden jeg har spist en is på Langelinje. Det gjorde jeg så sammen med en gammel folkeskolekammerat. Hold op, hvor er der lavet meget om. Det halve af den lange linje er hegnet ind i sådan en slags Berlinermur-agtigt Gestapo-hegn. Det er så prisen for de flydende luksushoteller, der besøger vor by. Men iskiosken var der stadig. Heldigvis. Det var den lille havfrue også. Jeg troede ellers, hun var blevet forfløjen? Noget med kineserne. Men det har Søren Krarup måske stukket en kæp i hjulet for. Vi kan ikke have, at vores gode danske havfruer sådan turnerer rundt. Hvad nu, hvis hun møder en havmand? Så er der potentielle familiesammenføringer, integration og små havunger i farvandet. Skræmmende, ikke sandt!

Men hvor er der blevet dejligt nede ved havnen. Det nye skuespilshus og tilhørende udendørsservering er en herlig perle. Mærsk MangePenge Møllers Amaliehave viste sig også fra den allersmukkeste side. Det var faktisk en rigtig dejlig tur. Det er sjovt, at man (jeg) er så dårlig til at gå på opdagelse i og bruge min egen by. Det er så lige røget på listen over nytårsforsætter.

Jeg nåede også lige at få set ”Engle og dæmoner”. Ja, jeg ved godt, at den har gået i en evighed, men jeg fik altså først set den nu. Det var meget sjovt at se de to danskere i en Hollywoodproduktion. Kaas junior var min klare favorit. Han spiller en rigtig god psykopat. Thure Lindhardt farer lidt forfjamsket rundt. Det er så ikke hans skyld, men det bliver i hvert fald ikke lige dén rolle, jeg vil huske ham for. Det samme gælder i øvrigt Tom Hanks. Som jeg har et svagt punkt for – og en længerevarende forelskelse i. Men han er altså fejl-castet i rollen som professoren i de to filmatiseringer af Dan Browns bøger. Synes jeg. Og jeg behøver heldigvis kun at spørge mig selv om lov til at mene det. Og det har jeg givet mig selv lov til. Er single-livet ikke bedårende *LOL*?

Nå, nu må i have mig undskyldt. Jeg har noget gullash at tilse. De kloge – altså alle andre end mig – siger, at det er godt at drikke og spise noget varmt i varmen. Og pyh, hvor er det varmt…. Åh nej. Nå. Jeg henter selv isterningerne.

Kan i nu være dejligt vilde og søde i varmen,
Pas på jer selv, køerne, havfruerne, pastor Krarup og hinanden
Knus fra
Den lune prins