Plader og pladder

Jeg snakkede med en kollega om alt det her med streamingtjenester, digitale downloads og ophavsret. De nye tjenester som Spotify (og alle de andre lignende kloner), hvor man for et vist beløb eller som en del af et abonnement får adgang til en verden af musik, er det første effektive og fornuftige tiltag, jeg har set, hvis kunsterne skal have noget ud af at udgive musik. Det samme mht. film og serier (Netflix, HBO etc.).

Da jeg var ung (lige omkring sidste istid) kørte slagsmålet om ulovlig kopiering også. Jeg har i min pladesamling indtil flere albums med disse inderlommer. Før det blev så avanceret, at man rent faktisk kunne tilslutte en kassettebåndoptager til en pladespiller, sad jeg med mine forældres spolebåndoptager med en mikrofon og optog musik (i mono) fra svensk radio.

Det handler om udbud og efterspørgsel. Med de nye streamingtjenester er udbudet endelig gjort tilgængeligt, nemt OG lovligt. Men hvis alternativet står mellem at betale 150 kroner for download af et album (hvilket i sig selv er gustent) og lige klikke ind på en eller anden lyssky side, så kan jeg godt forstå, at musikindustrien og pladebutikkerne har haft svære tider.

Skræmmekampagner virker ikke. Tekniske tiltag er altid mindst et skridt efter piraterne. Løsningen er at tilbyde noget, hvor folk ikke føler sig røvrendt og samtidig får det ønskede udvalg. Det er lidt sjovt og ganske paradoksalt, at netop internettet, der i den grad har været ophavsrettighedsadvokaternes prügelknabe, har leveret såvel giften som modgiften.