Ømme patter

2,4 x 19 mm BCR

Ja, undskyld den lidt bramfri overskrift, men det er de. Altså mine. For hundrede år og en småkage siden skrev jeg vist en blog om mine piercinger. Bloggen er der stadig. Det er mine piercinger også. Min intimpiercing har gennemgået den største udvikling, der er kommet stadig større ring i (det kunne en psykoanalytiker - eller Jørn Ege - sikkert få meget ud af). Nå, vi skulle slet ikke snakke om ting syd for navlen.

Mine brystvorter fik også nålen en del år siden. Og jeg var - og er - glad for de valgte smykker. Jeg faldt for et par ringe med røde sten i. Bonussen var, at de matchede min navlepiercing (jeg har flere huller end dartskiven på Den gule Negl).

Men af en eller anden grund har jeg måtte konstatere, at diverse elskere gennem årene åbenbart mener, at sådan en brystvorte-ring da kun kan sidde der, for at man(d) kan hive og vride i den. Jeg kan hjælpe den videnssøgende læser: det er IKKE grunden til de fleste piercede bryster. Jeg er skam helt med på lidt brystvortelir, som det vist kaldes, men det gør fandeme naller, når fyren i kampens hede får et flashback til sin værnepligt og afsikringen af håndgranater.

Normalt kan man opdrage de fleste fyre (læs: skideballe og trussel om at lukke for det varme vand), men når man som jeg elsker de lidt, hvordan skal jeg nu udtrykke det, friere former for samvær, så er det lidt besværligt at skulle gennem den seance ni gange ud af ti.

Løsningen - ud over at klistre sig ind i en meter hæfteplaster hver gang man hopper i kanen med en fyr - er at skrue lidt op for ens smykke-kaliber. Jo tykkere ringen er, jo mindre er chancen for at blevet vredet til blods. Så jeg bestilte et par nye ringe, der er 0,8 millimeter tykkere. Det lyder måske ikke af meget, men det gør en forskel. Og så hopper man i øvrigt aldrig for meget op i størrelse ad gangen. Blandt andet fordi ringen jo skal i, hvilket kræver en udvidelse af piercingen. Det ordner man (jeg) ved hjælp af et lille værktøj, en slags konisk stålstav, der skubbes gennem den eksisterende piercing, hvorefter det nye smykke kan komme på plads.

"Gør det ikke ondt?", hører jeg vist en spørge. Jo sgu. Og deraf overskriften. Jeg har sovet på ryggen i nat, men det går allerede bedre. En to-tre døgn siger erfaringen fra min Prins Albert (og jo, DET gør naller dernede også).

Desværre kunne jeg ikke finde smykker med en indsat sten i den her størrelse. Men skidt-pyt. Jeg regner med at gå et par størrelser mere op over det næste års tid, før jeg er tilfreds, så det endelige smykke har jeg god tid til at lede efter.