Fokus

Der er en ting, jeg har gået og lagt mærke til. Altså ved mig selv. I ved nok, når man skal tage et foto, så handler det om at fokusere. Med mindre kameraet gør det selv. Dårligt eksempel. Nu er jeg allerede ved at miste fokus, og fokus er netop, hvad jeg prøver at, øh, fokusere på.

Måske er det et dårligt valg af ord. Lad os prøve med koncentration i stedet. Jep, det er meget bedre, bortset fra at det lyder dræbende kedeligt.

Men jeg har altså bemærket at min evne til at fokusere eller koncentrere mig er nogenlunde omvendt proportional med mængden af elektronisk lort, jeg tilføjer mit liv. Et eksempel: Jeg har modtaget en bog, som jeg rigtigt gerne vil læse. Kaffen er lavet, småkagerne strategisk placeret. Ind i dette paradis kommer slangen i form af min iPhone. Den lokker ikke med æbler, men med diverse lyde, der angiver, at der er en eller anden form for besked eller update kun et fingertryk væk. Her er det, at kæden ofte hopper af koncentrations-cyklen. For inden jeg får set mig om, er jeg i fuld gang med at maile, sms'e, tweete eller noget andet obskurt. Bogen er om ikke glemt så forladt på det skammeligste. Eller jeg sætter mig lige foran PC'en for at skrive et eller andet hurtigt på facebook, tre timer senere sidder jeg der stadig.

Nu valgte jeg en bog som eksempel, men det kunne være alt muligt andet, der kræver, at man har sin opmærksomhed samlet på ét sted. Den kvikke læser sidder sikkert allerede med fingeren i vejret, ivrigt hoppende i stolen: "Så sluk dog skidtet!".

Jovist. Og det er jeg også i stadigt højere grad begyndt at gøre. Du behøver med andre ord ikke at frygte, at jeg ligger for døden, blot fordi jeg ikke svarer på en sms inden for de første ti minutter. Men djævlen ligger her ikke i detaljen, men som altid i fristelsen. Eller måske snarere i bevidstheden om, at den evige kommunikative malstrøm kværner lystigt videre, også selv om jeg har slukket for min telefon, min PC, min tablet OG mit æggeur.

Jeg faldt over en artikel for noget tid siden. Underligt nok var jeg i stand til at koncentrere mig længe nok til at få den læst (jeg har imidlertid lykkeligt glemt både titel og forfatter). Emnet var, at vores levevis ændrer måden, vores hjerner fungerer på. Altså netop det, jeg på min egen snørklede måde har danset omkring nu. Og det skræmmer mig. Er vi på vej til at blive en samling flimrende væsner med, hvad amerikanerne med et vidunderligt udtryk kalder: an attention span of a gnat? Er ro og evnen til koncentration udrydningstruede væsner?

I så fald tog Ray Bradbury måske fejl, da han skrev sin dystopi Fahrenheit 451. Der behøves ingen totalitær stat med stormtropper i form a brandmænd, der smider vores arv af viden og litteratur på bålet. Det klarer vi selv. Der er alligevel ingen, der kan samle sig til at læse noget så langsommeligt og besynderligt som en bog.

Løsningen? Tja, ud over at bevare evnen til at slukke og lukke for de ting, der smadrer vores evne til at koncentrere os, så handler det vel dybest set om at være sig faren bevidst. Og lære at leve med al elektronikken på en ordentlig måde. Jeg er ikke så meget maskinstormer, at jeg tror, man kan skrue tiden tilbage, og hvorfor skulle man. Jeg elsker selv min iPhone, min PC og så videre. De er vidunderlige redskaber til mange ting. Men de udgør også en fare, jeg bliver stadig mere bevidst om. De dimser skal ikke begynde at styre mit liv i en retning, jeg ikke bryder mig om.

Det her er helt sikkert også en generationsting. Jeg hørte for nogle år siden en udsendelse om en skoleklasse, der tog på studietur til et tysk kloster for at opleve livet der. Der var ved at opstå mytteri, da lærerne forlangte af de unge mennesker, at de bare havde at aflevere deres mobiltelefoner. Det grinede jeg en del af dengang. Indtil jeg oplevede den samme følelse af tomhed, panik og i mangel af et bedre ord: rædsel, da min internetforbindelse for nogle måneder siden forsvandt i en længere periode. Det er da tankevækkende.

Yngre generationer har givetvis aldrig kendt til andet end selvfølgeligheden i, at vi alle er til at få fat i mere eller mindre altid. I gymnasierne kæmper de med, at få de studerende til at høre efter, droppe facebook i timerne og endog noget så umenneskeligt som at læse længere stykker af tekst.

Måske er det bare mig, der er sær? Men ønsker vi virkelig et liv, hvor det er psudo-skummelt at trække stikket ud? Hvor det at ikke være til rådighed på det nærmeste er et tab af eksistens?

Jeg vil i hvert fald sadle Den skide hest op og kæmpe videre med de elektroniske vindmøller. Det paradoksale i at skrive noget sådant i en blog behøver jeg vel ikke at påpege?