lørdag den 31. december 2011

Fresh Prince da capo

Jeg var vist så letsindig i et tidligere indlæg at love en opdatering med hensyn til forskellen mellem at køre indendørscykling hos SATS og Fresh Fitness.


Jeg har allerede været inde på hovedforskellene, men her til morgen kørte jeg så Fresh Fitness' program for øvede, det de kalder niveau 3. Det handler om 75 minutter, hvor den maksimale puls er tænkt til at ramme niveau 9 i deres skala, dvs. op til 96% af ens maxpuls.


Min instruktør oppe på skærmen var en munter og frisk gut ved navn Kristian. Frisk på den måde, som man ser visse DJ's på jyske lokalradioer være. Men han slap sgu af sted med det pga. sin ufortrødne nørdede charme. Faktisk er han den bedste af de instruktører, jeg indtil nu har underkastet mig i Fresh' cykelbiograf. Programmet var udmærket opbygget med en blanding af tyskertung trampen, der kunne få enhver lårmuskel til at blive rørstrømsk, og italiensk Pantani-spurt op ad bakkerne. Efter 75 minutter i sadlen, i øvrigt mutters alene, det er åbenbart ikke et hit at lege flagellant klokken 7.30 nytårsaftens morgen, var resultatet den behagelige summen i de ømme muskler. Mission accomplished.

Og så til det med sammenligningen. Går du til indendørscykling i Fresh Fitness, kræver det rygrad. Ikke fordi det er hårdere end hos SATS, det er det ikke, men det er KUN dig, der kan smide mønter i parkometret. Du skal ville det. Også når det gør ondt og lungerne er på vej ned på gulvet. Der er selvfølgelig opmuntring fra Kristian & co. Men jeg kan mærke, at selv med den bedste vilje, så lader jeg mig selv presse lige det mere i de kyndige hænder hos SATS's instruktører. Naturligvis betyder det også noget, om man sidder i en rungende tom sal eller på et helt fyldt hold af svedende og prustende med-cyklister. Det ville ikke være fair at bedømme Fresh på den konto, da jeg indtil nu ikke har oplevet at køre med flere end en håndfuld andre hos dem.

Så. Dropper jeg SATS? Nej. Dropper jeg Fresh? Nej. Er jeg et fjols med for mange penge? Ja og nej,  i den rækkefølge. Jeg er nået frem til, at de to kæder egentlig supplerer hinanden godt. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke undvære holdtræningen hos SATS. Men Fresh' åbningstider og yderst fleksible koncept gør det til et sted, jeg vil bruge til styrketræning og en tur på cyklen på underlige, ukristelige tidspunkter. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar