Frihed under ansvar

Frihed under ansvar er et af den borgerlige fløjs mottoer. Graver man lidt på fx de konservatives hjemmeside, støder man ret hurtigt på indhold, der matcher det nævnte motto. Fx mht. sundhedspolitik: "Vi ønsker en aktiv forebyggelse, så vi undgår livsstilssygdomme og fedmeepidemier. Som følge deraf handler forebyggelse om at understrege, at borgeren i høj grad er ansvarlig for sin egen sundhed" (http://www.konservative.dk/Politik/Sundhedspolitik/Sundhed).

Fair nok. Det er en velkendt holdning på mange områder. Jeg tillader mig at antage, at de fleste borgerlige ikke bryder sig om en storebror-stat, der går ind og detailregulerer individets liv. Jo mere liberalistisk ens grundsyn er, jo større modvilje.

Nu er jeg hverken konservativ eller liberalist. Men jeg bor i en ærkekonservativ kommune: Frederiksberg. I dag gjorde jeg en opdagelse, der overraskede mig ganske meget set i den kontekst, jeg lige har ridset op. Jeg plejer at benytte weekenden til at tilbede min krops tempel. Eller sagt på en anden måde: jeg kaster mig gerne ud i noget motionsagtigt uvæsen. Nogle gange efterfølger jeg de udskejelser med en tur i solarium.

Det kan jeg så ikke mere. I hvert fald ikke i Frederiksberg Svømmehal. Der var sat et opslag på døren ind til solen. Pga. de iboende farer ved soldyrkning har man besluttet at lukke solariet. Og man håber på forståelse herfor. Det sidste lå det en kende småt med hos mig, så jeg tøffede ned til damen i billetsalget for at spørge efter flere oplysninger. Nærmere betragtet om det var en beslutning, svømmehallen havde truffet på egen hånd, eller en der var kommet oppefra. Det sidste var tilfældet. Det var efter ordre fra kommunen, fik jeg at vide.

Og så er vi tilbage ved det paradoksale i en konservativ kommune, der leger storebror.

Jovist. Jeg er helt på det rene med farerne ved soldyrkning. Men hvis kommunen skal være konsekvent, antager jeg, at det ganske snart er umuligt at købe spiritus eller tobaksvarer inden for kommunegrænsen, og da i hvert fald i kommunens kantiner og bygninger. Et andet argument for at forbyde kunstig sol (eller skal vi tage skridtet fuldt ud og forbyde ophold udendørs de fire dage hvert andet år, vi har sommer) er den samfundsmæssige pris for at behandle kræft. Fair nok. Men det samme argument gælder sprut og tobak. Så ud med dem også. Eller?

Vi er med andre ord rendt lige ind i debatten om forbud. Min partifælle Ida Auken var for nylig i radioens P1 for at diskutere netop dette. Desværre blev debatten aldrig frugtbar, da den meste energi gik med at skændes om forudsætningerne for selve debatten.

Men emnet er væsentligt. Personligt har jeg et ambivalent forhold til forbud. Jeg kan sagtens se fornuften i en række regler og forbud, primært dem, der vedrører fællesskabet og vores samvær. Færdselsloven (som flere og flere åbenbart tager for en vejledende gestus) er et eksempel. Det er forbudt at gå over for rødt. Fordi det er en måde at sikre, at både du og jeg kan færdes sikkert i trafikken. Men det er en balancegang. Dænger man folks hverdag til med forbud, som mange måske har svært ved at se meningen i - eller fornuften ved, beder man næsten om, at de ikke overholdes.

USA har forsøgt sig med et spiritusforbud. Det gjorde mafiaen styrtende rig og magtfuld. Hash er forbudt herhjemme, det har skabt et utroligt lukrativt sort marked, som diverse grupperinger lever godt af. Nogle lande har indført forbud mod købesex, givetvis af alle de bedste motiver, ingen med empati kan forsvare kvindehandlens dunkle univers. Men at tro, at et forbud mod prostitution stopper salget af sex, er i bedste fald naivt.

Der, hvor jeg lander, er, at man (magthaverne - eller hvad vi nu skal kalde dem) skal omgås forbud med omhu. Vejen til helvede er til tider brolagt med gode intentioner. Lad os opstille nogle spilleregler, der beskytter os alle, beskytter fællesskabet og beskytter de personer, der enten er for unge eller på anden vis ude af stand til at beskytte sig selv. Og brug så krudtet på at informere sagligt i stedet på alle de øvrige områder. Det er glædeligt, hvis mængden af skader som følge af spiritus, tobak, soldyrkning etc. etc. kan nedbringes. Den bedste måde at få folk til at leve sundere, som jeg kan komme på, er at få dem til at vælge det selv. At blive truet eller skræmt til noget - eller at blive forbudt noget - skaber modvilje og nogle gange den stik modsatte reaktion af den ønskede. Sådan reagerer jeg i hvert fald. Så nu vil jeg se mig om efter et andet sted at solbade.

Jeg spejder derfor i disse dage spændt rundt på de konservative valgplakater. Et eller andet sted må den, der lyder "Forbud uden ansvar" vel for hulen hænge.