Når man sådan sætter sig ned. Eller lægger sig, det er jo et frit land, vi lever i. Jeg prøver igen. Når man sådan tænker over det, så er fænomenet lande noget underligt noget. Vi er danskere. De andre er. Tja, noget andet. Næsten som om man render ind i en helt anden livsform på den anden side af grænsen til Tyskland eller Sverige (nå ja, i tilfældet svenskere, så…). Men forstår i, hvad jeg ævler om?

Hvorfor har vi den der indgroede mani med at dele alting op i hold? Helt fra skolen af. De røde mod de blå. Jeg var selv blå, og ved derfor, at alle røde er nogle svagpissere. Nu er jeg så i en moden alder selv blevet rød, altså politisk. Og dermed svagpisser. Så kan jeg jo rende rundt og stikke til alle jer fra blå stue. Der er endog TV-programmer i den boldgade. Mogensen og Kristiansen på TV2-njus forstås.

Hvad ville der egentlig ske, hvis man helt droppede alt det der dem og os? Naturligvis igen med svenskerne som en mulig undtagelse. Tager man Kloge-Åge hatten på og skuer tilbage i historien, så har vi med største fornøjelse udryddet næsten hele generationer af unge mennesker i krige mellem dem og os. Eller mellem nogle andre og nogle tredje. Det er jo sprøjtende sindssygt, når man igen sætter sig, lægger sig eller står på hovedet og tænker over det. Naturligvis er der en masse andre motiver på banen i tilfældet krig: magt og penge er altid gode bud. Religion er også in the house ret hurtigt. Der sidder nogle gamle bitre mænd (og det er ALTID mænd) med langt skæg i en eller anden hule – i bogstavelig eller overført forstand – og bebuder, hvem vi ikke kan lide i denne uge. Terrorlister. Fatwaer. Og rend mig hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær.

Men også i det små. I skolegården. Som nævnt. På jobbet: Alle VED jo, at dem ovre i den anden afdeling er håbløse. I soveværelset: Alle ved jo, at dem, der ikke knalder på samme måde eller med samme køn som os, er nogle syge og dybt perverse størrelser. Til fodbold. Når vi shopper. Når vi går i byen. Til frisøren. Køber tøj. Vi søger ind i grupper. Segmenter. Moder. Strømninger. Måske for at føle fællesskab. Høre til. Jeg gør det selv, når jeg deltager i den årlige Gay Pride. En begivenhed, jeg elsker, men har et underligt forhold til på det rent ideologiske eller filosofiske plan. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og sådan nogle som mig er fra….? Tja, jeg ved det sgu ikke.

Dem og os.

Ja ja. Så kald mig da bare en gammel hallal-hippie. Eller blomsterbarn. Men hvad ville der ske, hvis vi indførte en årlig ”os alle sammen-dag”? Hvor vi bare var mennesker? Selv svenskerne. Ville jorden gå under? Ville vi blive utrygge? Mangle tilhørsforhold? Identitet? Sikkert nok. Men eksperimentet kunne være sjovt. Og sundt.

Men det er nok ikke muligt. At tænke i kategorier og modsætninger ligger så dybt forankret i os, selv i sproget, at det vil være håbløst. Kan man overhovedet definere sig selv, hvis man ikke gør det i forhold til nogle andre? Og i bekræftende fald, hvordan?

Jeg kommer jævnligt til at tænke på det her. Fx når jeg ser indslag i medierne fra Dansk Folkepartis møder. Eller hører om krige. Eller hate crimes. Men såmænd også rundt omkring på nettet. Når man opretter en profil på en datingside skal man som noget af det første definere 117 forskellige ting om sig selv. Så man kan passes ind i den rette kasse. Modsat dem i de andre kasser. Og så kan vi ellers sidde i hver vores kasser og kaste med både det ene og det andet på hinanden. For det er jo totalt grænseoverskridende, hvis en fra den forkerte kasse pludselig roder rundt i MIN kasse. Det udløser panikangst og svedture. Blokeringer og hadske mails.

Dem og os.

Livet er forunderligt. Vi er her så hulens kort tid. Hvorfor helvede (modsat himlede?) skal vi bruge vores kostbare tid på at bygge lejre og grænser?

Kan i alle sammen – også jer svenskere – have en dejlig påske.

Varme hilsner
Fra
Prinsen