Hej. Her finder du mine skriblerier om stort og småt i mit liv. Jeg skriver om alt lige fra seksualitet til overvejelser omkring politik, filosofi, bøger, kropskunst og andre besynderlige emner. Kig dog indenfor, du er velkommen.
søndag den 6. september 2009
Inglorious Basterds
Ja. Jeg har lige været i biffen. Jeg så ”Inglorious Basterds”, Quentin Tarentinos seneste opus. Og hold da op! Den er godt nok, hvad vores venner på den anden side af dammen sikkert ville kalde powerful. Jeg beklager, at jeg ikke lige kan gylpe et passende dansk ord op. Overvældende er det nærmeste, der kommer mig i hu. Filmen er voldelig, voldsom og ubehagelig. Samtidig er den smuk. Og skide skæg. Altså typisk Tarentino. Skævt og vidunderligt. Og så er der nogle helt sublime skuespillerpræstationer. Brad Pitt som løjtnant Aldo Rain er lige i øjet. Han spiller chefen for en gruppe nazi-dræbere, der slippes løs af de allierede i Frankrig under Anden Verdenskrig. Men min absolutte favorit er en af filmens skurke – og der er jf. titlen mange: Christoph Waltz som SS oberst Hans Landa er simpelthen helt eminent. Jeg vil ikke afsløre mere om filmen, den er på mange måder overraskende. Men det er klart én, man skal lette sig fra divaneseren og tage ind og se.
Jeg så den i Cinemaxx på Fisketorvet. En fed biograf, som jeg kommer alt for sjældent i, men lige i dag passede det bedst dér med tiden. Jeg så filmen sammen med en kammerat. Vi mødtes først hjemme hos mig til kaffe og sladder. På vejen fra Frederiksberg til Fisketorvet kom vi (på cykel) over det nu næsten mondæne Vesterbro. Der er godt nok sket ting og sager med den bydel. Men der er stadig nogle enormt skærende kontraster. På hjørnet af Skelbækgade ligger noget nybyggeri i den tilsyneladende dyre ende med Weber-griller på altanerne. Nedenfor render afpillede narkoludere og sælger sig selv for at skaffe til det næste fix. Meget større kontrast er det svært at finde på ét og samme sted. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at man ikke giver de arme junkier deres stoffer. For mig er det logik for burhøns. Man giver en gruppe mennesker et mere værdigt liv og fjerner en masse kriminalitet. Det kan kun gå for langsomt med at få fingeren ud, hvis nogen spørger mig.
Hmm. Nu skal jeg nok hoppe ned af sæbekassen igen. I øvrigt skal jeg på kursus i denne uge. Det er jo altid rart med et afbræk fra den daglige trummerum. Jeg tror nok, at kurset drejer sig om PC-reparation og vedligeholdelse af samme. Det håber jeg i hvert fald. Jeg er lidt bange for, at de starter med Adam og Eva: ”Dette er en mus!”. Så bliver det sgu en lang uge.
Andre nyheder herfra? Næ, egentlig ikke. Jeg har haft en udmærket weekend med de normale ingredienser. Forhåbentlig bliver det en spændende uge på kursus. De har imidlertid henlagt kurset til Kastrup. Det er da sublim humor. Der må have siddet fem fyre i et værelse og grinet deres røve i laser, da de skulle beslutte det meste åndssvage sted at lægge et kursuscenter. Grineflippet må have nået uanede højder, når det er faldet dem ind, at Amager har jordens værste kollektive traffiksystem. Og de må have været døden nær – af grin – ved tanken om, at folk som mig skal cykle hele vejen derud… Men skidt pyt, de lover rimeligt vejr. Måske skulle man drible inden om Fælleden en af dagene på vej hjem, det er snart længe siden, jeg har været ude og se til de friske drenge derude.
Nå, rødder og rødbeder. Kan i nu være artige, eller i hvert fald have det godt. Pas på jer selv og hinanden.
Knus fra
Prinsen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar