Nå, nu ved jeg, hvordan en fisk har det, når lystfiskerens krog hiver i den. Som de faste læsere (jeg er optimystisk og tror, der er mere end én) af mine udgydelser her vil vide, så fik jeg lavet en navlepiercing sidste weekend. Det har været en virkelig positiv oplevelse, og jeg er stadig helt pjattet med den lille bandit. Der er dog visse faldgruber, man som førstegangspiercet åbenbart skal lære på den hårde måde.
For en aften eller to siden var jeg ved at gøre mig klar til at krybe til køjs. Jeg har samme smag i nattøj som Marilyn Monroe (minus Chanel no. 5), så jeg var ved at tage alle kludene af. Træt og ikke særlig klarttænkende, som jeg var, trak jeg bare t-shirten over hovedet med et rask snuptag. Og så var jeg lige pludselig meget vågen med øjne så store som thekopper. Trøjen havde lige fået fat i piercingen, og det skal jeg hilse og sige kan mærkes! Av for den da! Jeg er ellers ikke pivet, men den der, den bed sgu! Men der skete nu ikke noget ud over den klare og skarpe smerte, som en masochist ville have elsket. Jeg er ikke masochist.
Så da jeg alligevel skulle ind i piercing-forretningen i dag efter noget specialsæbe, fik jeg dem lige til at tjekke sagen. Han kunne godt se, at den havde fået et "slag", som han kaldte det, men ellers var det hele, som det skulle være. Jeg stod naturligvis ikke og klynkede over min trøjeoplevelse, fyren derinde havde en hulens masse synlige piercinger - og sikkert lige så mange på sjove, men ikke synlige steder, så han må også have prøvet trøje-tricket. "Man skal lige lære at huske på sin piercing", sagde han. Jo tak, jeg er færdig med at flå trøjer af på den måde, om så den lækreste fyr ligger i min seng og sukker efter min spæde drengekrop (dreaming on...).
Ellers er der dømt afslappe-weekend. Jeg skal ud og nyde det gode vejr, tror jeg. Måske et smut over i Landbohøjskolens Have og se, hvor langt de forskellige vækster er kommet. Jeg har i øvrigt lige lagt en god håndfuld fotos af blomster op i mit galleri her. Det er en af mine små hobbies, blomster altså. Jeg tager ofte på fotosafari og knipser løs. Billederne er fra sidste og forrige år, men nogle af de bedre i samlingen - i al beskedenhed. Jeg kan blive helt salig over al den skønhed fra naturens hånd. Til dem, der ikke kender den lille have: I skulle tage hen og besøge stedet, der er SÅ smukt. Nu er der ydermere kommet en café i et af de gamle væksthuse, så der kan både lattes eller fadbamses (efter temperament) under besøget.
Kan i have en dejlig weeeknd, kære boy- & girlfriends. Pas på jer selv og hinanden.
Knus fra
Prinsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar