Prinsen på den skide hest

Tiger, Tiger: A Memoir

2012-01-14T14:45:00.003+01:00

Some time ago I foundmyself sitting in a doctor's office, waiting. I'm sure there existplaces that are more boring, but honest to god I can't think of any.Even the magazines lying around are about as exiting as watchingpaint dry. Nonetheless, I picked up one of those ladies magazinesfull of recepies, romance novels and Dear Abby columns.

My eye caught a smallarticle about Margaux Fragoso. I had never heard about her, butapparently she is a woman who was abused as a child and now havewritten a book about her childhood. Judging from the short articlethe book had caused a lot of debate. Most things relating topedophilia have a way of doing so.

Back home I googled thebook and got still more curious, so I ended up buying the Kindle edition and have now read it. I am talking about the book ”Tiger,Tiger. A Memoir”. I have spent a few days coming to grips with myfeelings about the book and whether I should try to write a review ofsorts.

I am myself a gay male andthus I belong to an erotic minority. Oh, just to set the recordstraight (this shouldn't be necessary but apparently it is), beinggay isn't another word for being pedophile, despite what someimbeciles like to state. But being from an erotic minority myself itfeels more than a little hypocritical to condemn another eroticminority. At least if one, as I do, believe that we are born with oursexualities.

So, can you write aboutpedophilia without bringing out the usual rhetoric of cut of theirballs and feed 'em to the lions?

In fact you can. It youhave talent. I don't, but Margaux Fragoso has.

The book is, as its titlereveals, a memoir. It's the story about the relationship betweenMargaux who at age seven meets the 51 year old Peter Curran. The twoof them spend 15 years as friends, lovers, abusee and abuser, adultand child – and finally adult and adult. It takes the suicide ofPeter to end the relationship and allow Margaux to start her adultlife for real. No spoiler here as this is known from the start of thebook.

The truly chilling thingabout the book is the way Margaux Fragoso refrains from portrayingPeter as the proverbial boogeyman. Instead she portrays a man caughtup in the tragedy of his own sexuality, and the methods Peter use todeceive himself and Margaux about the true nature of theirrelationship. Margaux Fragoso describes the development of afriendship, albeit a terribly skewed one, where the adult's sexualityinvades the child's life, and thus radically transforms a normalchildhood into something much, much different. This description iscarried out in an almost neutral, descriptive way at times. It's verybrilliantly done. As a reader one is sort of invited along the routeof a relationship changing from a platonic friendship into a sexualone. All the time viewed from Margaux's point of view, not the adultMargaux, but Margaux at her various ages.

Only in the afterword ofthe book does Margaux Fragoso speak directly about abuse andpedophilia. Even then not in a hateful way towards Peter. Shecondemns abuse, but not the individual pedophile. Her advise is tobring the subject of abuse out into the open, to act, to see thingsfor what they are. Her abuse where allowed to go on for so manyyears. Why? Because people chose not to see and not to act. What todo about the individual pedophile? Margaux Fragoso recommendsoffering the pedophiles methods of living without hurting children.Medcine is one way to go, testosterone-inhibiting drugs arementioned. Counselling and trying to treat the pedophile before theactual abuse ever starts is another.

This brings me back to mystarting point. Can you actually treat a person of his or hersexuality? Is it okay to remove a sex drive of a human? This is thestuff of philosophical and ethical debates. Some people stilladvocate treating homosexuality. Is this different from treatingpedophilia? And can it be any more successful? I doubt it. But thedifference when it comes to the consequences of practicing thesexuality are blatantly obvious.

I certainly acknowledgethat the attempt to treat or using pharmaceuticals castrating is morehumane than the one with the balls and lions I mentioned to beginwith. Removing the sex drive completely from the pedohile rescuespotential victims and provides for a life where the forbidden objectof desire is hopefully removed from the equation. Is this the bestsolution. Or the best of the bad ones? At the end of the day thefocus has to be on the victims, the children whose lives are changed,whose childhoods are ruined, who are made into little adults bysubjecting to a grown up sexuality of a kind they are not ready forand never should be forced into, lured into or sweet-talked into.

Margaux Fragosos memoir isa chilling description of this reality for a seven year old girlgrowing into a 22 year old young lady. It is the story of a girl andyoung lady isolated from nearly everyone except her abuser. And it isthe story of a serial abuser trying to come to grips with himself,trying to convince himself that his way of viewing the world is theright one, but only ending up hurting the girl he claims to love andgiving up his life as an result. The title might have been ”Tiger,Tiger. A Tragedy”. But luckily it isn't. Margaux gives us a glimpseof her new life. Her post-Peter life. A life with a husband anddaughter. And a life where the chain of abuse stops. Margaux's motherwas abused. Margaux was. But her book is a testament to the fact thather daughter never will be. Because Margaux won't stand by, ignoringthe obvious, and let it happen as her own mother did. You do not stopabuse by cutting off balls. You might do by being awake, by acting and offering whatever help might work to both the abused and thepotential abuser. If ”Tiger, tiger. A Memoir” helps save only oneyoung person then it is a truly important book.

Fresh Prince da capo

2011-12-31T13:40:00.001+01:00

Jeg var vist så letsindig i et tidligere indlæg at love en opdatering med hensyn til forskellen mellem at køre indendørscykling hos SATS og Fresh Fitness.

Jeg har allerede været inde på hovedforskellene, men her til morgen kørte jeg så Fresh Fitness' program for øvede, det de kalder niveau 3. Det handler om 75 minutter, hvor den maksimale puls er tænkt til at ramme niveau 9 i deres skala, dvs. op til 96% af ens maxpuls.

Min instruktør oppe på skærmen var en munter og frisk gut ved navn Kristian. Frisk på den måde, som man ser visse DJ's på jyske lokalradioer være. Men han slap sgu af sted med det pga. sin ufortrødne nørdede charme. Faktisk er han den bedste af de instruktører, jeg indtil nu har underkastet mig i Fresh' cykelbiograf. Programmet var udmærket opbygget med en blanding af tyskertung trampen, der kunne få enhver lårmuskel til at blive rørstrømsk, og italiensk Pantani-spurt op ad bakkerne. Efter 75 minutter i sadlen, i øvrigt mutters alene, det er åbenbart ikke et hit at lege flagellant klokken 7.30 nytårsaftens morgen, var resultatet den behagelige summen i de ømme muskler. Mission accomplished.

Og så til det med sammenligningen. Går du til indendørscykling i Fresh Fitness, kræver det rygrad. Ikke fordi det er hårdere end hos SATS, det er det ikke, men det er KUN dig, der kan smide mønter i parkometret. Du skal ville det. Også når det gør ondt og lungerne er på vej ned på gulvet. Der er selvfølgelig opmuntring fra Kristian & co. Men jeg kan mærke, at selv med den bedste vilje, så lader jeg mig selv presse lige det mere i de kyndige hænder hos SATS's instruktører. Naturligvis betyder det også noget, om man sidder i en rungende tom sal eller på et helt fyldt hold af svedende og prustende med-cyklister. Det ville ikke være fair at bedømme Fresh på den konto, da jeg indtil nu ikke har oplevet at køre med flere end en håndfuld andre hos dem.

Så. Dropper jeg SATS? Nej. Dropper jeg Fresh? Nej. Er jeg et fjols med for mange penge? Ja og nej, i den rækkefølge. Jeg er nået frem til, at de to kæder egentlig supplerer hinanden godt. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke undvære holdtræningen hos SATS. Men Fresh' åbningstider og yderst fleksible koncept gør det til et sted, jeg vil bruge til styrketræning og en tur på cyklen på underlige, ukristelige tidspunkter.

Gay.net - Eye Candy's Top 25 Posts of 2011: #1-5

2011-12-30T19:20:00.000+01:00

Gay.net - Eye Candy's Top 25 Posts of 2011: #1-5

Fresh Prince...

2011-12-24T12:48:00.000+01:00

Jeg har fået en ny ven. Han hedder Johnny. Det sidste passer måske, det første er noget ævl. Johnny aner ikke, jeg eksisterer. Men han er min nye cykelinstruktør i fitnesscentret. En af mange faktisk. Jeg kommer sikkert aldrig til at møde ham, for han bor oppe på et stort lærred. Jeg har nemlig for første gang prøvet cykling hos Fresh Fitness.

Mig og Fresh kom lidt skidt fra start. Normalt træner jeg I SATS ovre i Frederiksberg Svømmehal. Det er et glimrende sted med engagerede og gode instruktører. Men stedet er ramt af den forbandelse, at de følger svømmehallens kommunale lukketider. Så lugter det bare lidt af en helligdag inden for en 14 dages radius, knalder de låget i. Ej, okay. Det er at stramme den, men de har fx ikke åbent i juledagene. Det pissede mig en hel del mere af i år, end jeg havde troet. Sandsynligvis fordi jeg er kommet ind i en rytme (læs: afhængighedsforhold), hvor jeg bare skal cykle mindst to-tre gange om ugen for at være glad og veltilpas. Er man syg eller på anden måde forhindret, falder straffen prompte, når man vender tilbage. Så jeg havde et lille problem, for SATS har lukket eller solgt en hel stribe centre fra. Når man som jeg er på cykel til og fra, så er Lyngby eller Søborg ikke oplagte alternativer.

Men det er Fresh Fitness. De har en hel stribe centre i København. Bl.a. det tidligere SATS-center beliggende i passagen mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Inde i det, der hedder Toves Galleri. Og så er vi tilbage til den lidt kiksede start. Tove eller folkene i Fresh havde glemt at fortælle det vagtselskab, der skal åbne dørene til galleriet, at de havde åbent i juledagene. Så det lykkedes først for mig og et par andre natpissere at få adgang til det fortabte paradis, da en lettere overrumplet hundelufter, der boede i ejendommen, blev overtalt til at lukke os ind i Toves gange. Selve adgangen til fitnesscentret foregår ved hjælp af et chiparmbånd, man får udleveret ved indmeldelsen.

Nå, efter den lidt dårlige start blev tingene hurtigt markant bedre. Jeg gik på opdagelse for at finde omklædningen. Skiltningen er glimrende, så selv en jomfru på stedet som mig fandt hurtigt op på første sal og ind i herreomklædningen. Der er rent, lyst og indbydende. Det gælder ikke kun omklædningen, men hele centret. Møder man, som mig, uomklædt, er der små (nøgleordet er små) skabe, hvor man næsten uden problemer kan få plads til træningstaske, sko og tøj. En bøjle ville have fået mig helt op at ringe, men det kommer måske. Aflåsningen af skabet foregår ved hjælp af en medbragt hængelås (husk den). Et rigtigt godt råd: køber du en af Fresh Fitness' kombinationslåse, så du slipper for at slæbe rundt med en nøgle, så lad være med at sætte den, så tallene vender ind mod skabet. Det gjorde jeg, hvilket resulterede i fem minutters kamp i akavede stillinger, da jeg skulle låse op igen, det kostede mange skæve blikke fra andre gæster og en del fnisen.

Derefter tog jeg en runde nede i selve centret for at finde ud af, hvor alting var. Jeg blev glædeligt overrasket over stedets maskinpark. Ikke at det er det nyeste nye, men der er alle de maskiner, man skal bruge. Og vigtigst af alt, der er mange af dem. Nu var der ikke ret mange sådan en formiddag juleaftensdag, men selv med godt besøg, må det hjælpe på ventetiden, at der er fire-fem af hver slags af de mest brugte maskiner i styrketræningsafdelingen. Der er masser af crosstrainere, motionscykler og løbebånd. Et stort område med løse vægte og tårne med alverdens muligheder. Virkelig godt.

Igen med det forbehold, at dagen var lidt speciel, så er publikum åbenbart vidunderligt blandet. Der var folk i alle aldre og mange typer. Det er en af de ting, jeg er vild med i SATS. Og det ser ud til, at noget lignende gør sig gældende i Fresh. Der var et par pensionister, nogle gutter på min alder, et par veldrejede yngre m/k'ere og nogle forælder/søn/datter-par.

Efter min rundering gik jeg i gang med at varme lidt op og prøve nogle af maskinerne. Med et halvt øje på uret. For mit egentlige mål med dagens ekspedition var at få prøvet cyklingen i Fresh Fitness.

Den helt store forskel på cykling i SATS og cykling i Fresh Fitness er, at sidstnævnte foregår uden en instruktør af kød og blod. I stedet kører de med et koncept, der hedder en cykelbiograf. På deres hjemmeside kan man se et program for alle ugens dage gældende for alle deres centre. Der er hold i tre niveauer gående fra et til tre, hvor det sidste er det mest udfordrende. Samtidig er der for de fleste af de tre niveauer hold med en varierende længde mellem 30 til 75 minutter. Så det er frem med læsebrillen og udvælge et hold at kaste sig ud i.

Jeg havde valgt et 60-minutters niveau 2-hold startende klokken 9. At hoppe på sådan et hold koster ikke ekstra. Ellers er hele Fresh-konceptet bygget op på, at grundprisen er lav (129 kroner om måneden betaler jeg, og det er i sandhed ikke meget sammenlignet med andre kæder), men man skal så betale for de ekstra ting, man bruger. Bad fx. Dog er toilet og omklædning gratis.

Jeg må være ærlig og sige, at de første 15 minutter i selskab med Johnny var underlige. Jeg har gået til cykling med instruktør i lang tid, og det var underligt at sidde foran et lærred. Det tager lige lidt tid, før man vænner sig til det. Men det gør man. Og de har faktisk lavet hele biograftræningen på en overskuelig og pædagogisk måde. Der er klar angivelse af, hvad man skal, hvordan programmet er opbygget, hvor pulsen skal ligge og påmindelser om den korrekte teknik og at huske at drikke undervejs. En ting, blev dog ved med at gå mig på nerverne. Johnny havde en mani med at udbryde jævnligt: ”Det ser godt ud derude”. Eller andet mundlort af samme skuffe. Det fjernede faktisk mit fokus fra min træning. De fleste af os i salen er nok godt klar over, at det ikke er en levende instruktør, vi har foran os, så hans ros betyder nogenlunde lige så meget som reklamerne i TV. Det er okay med lidt hersen og generel opmuntring, men drop det andet. Måske er det anderledes med de andre instruktører på menukortet, man kan nemlig også vælge hold ud fra navnet på instruktøren, så det er da ikke utænkeligt, at det også kommer til at præge mit valg af hold.

Selve træningen og opbygningen af programmet var fint. Det hold, jeg kørte, var intervaltræning bestående af fire blokke med små pauser ind i mellem. Først til allersidst var det meningen, at man skulle op over en maxpuls på 90%. Fint nok for et hold i mellemkategorien. Jeg fik pulsen op, svedte godt og er nu behageligt øm i stængerne, så alt er, som det skal være. Mine sædvanlige blå timer i SATS-regi er generelt en kende hårdere (afhængigt af instruktøren), men jeg skal lige teste niveau 3 hos Fresh, før jeg fælder dom.

Ud over Johnnys hang til at lege clairvoyant var der en anden ting, der gav lidt skår i glæden. Cyklingen foregår som nævnt i en cykelbiograf. Om det var navnet, der gjorde at tre undersvende følte, at de skulle snakke og kommentere mere eller mindre højlydt hen over træningen, skal jeg være usagt. I det mindste kom de ikke anstigende med popcorn. Lad mig dog slå fast, at det er nøjagtigt lige så irriterende at høre på i et fitnesscenter som i en rigtig biograf. En løsning kunne være at skrue mere op for lyden; niveauet var lagt, så ingen skulle føle sig generet, men det gjorde desværre, at snakkehoveder som de tre fyre blev en pestilens.

Alt i alt vil jeg sige, at cykling uden instruktør er noget andet. Men det fungerer. Jeg fik en god træning. Som ved al træning handler det jo om din egen indstilling og vilje til at fyre den af. Der kan en levende instruktør måske motivere og sparke en bagi på minus-dage. Men er du indstillet på at træne, så fungerer biografløsningen fint.

Efter min time med Johnny prøvede jeg lige et par maskiner mere, bl.a. crosstrainer og bænkpres. Igen var jeg positivt overrasket over antallet af maskiner og stedets lyse og rene opbygning. Der er skærme overalt med musikvideoer. Automater, hvor du kan trække drikkevarer (betalingen foregår vha. chiparmbåndet). Slappe-af hjørner og små borde, hvor man kan sludre eller bladre avis. Det er et rigtigt flot og behageligt sted at opholde sig.

Inden badet havde jeg lovet natpisserne fra den årle morgenstund at fortælle personalet, at der var problemer med at komme ind om morgenen. Der er kun bemanding efter klokken 10. Den fyr fra Fresh, jeg talte med, beklagede bøvlet og lovede at få rettet op på det, så vi kunne komme ind både 1. og 2. juledag. Det vil vise sig.

Til slut ventede kun omklædning og bad. Efter de nævnte fem minutters kamp med min hængelås fik jeg testet det med at betale for at bade. Man holder sit chiparmbånd op mod en aflæser, så starter vandet i en brusekabine. I tre minutter. Pris: tre kroner, hvoraf den ene går til et vandprojekt i Afrika. Små sko? Næ, det er okay med mig. Jeg kunne fint klare hårvask og at få vasket mig på de tre minutter. Husk at basisiprisen er lav, lav, lav. Det er Ryan Air konceptet overført på fitness.

Samlet dom: fire ud af fem stjerner. En halv fratrukket for bøvlet med adgang. En halv for Johnnys ævl. Men stadig er jeg virkelig begejstret. Nok til at droppe SATS? Det er jeg endnu ikke 100% sikker på. Jeg skal lige prøve nogle flere cykeltimer på andre niveauer og med andre instruktører. Men helt klart begejstret nok til at blive hængende i Fresh. Både som et alternativ på helligdage, men også for en omgang morgentræning. På hverdage åbner de klokken 5 og lukker klokken 23. Det er svært at brokke sig over.

Jeg kom med åbent sind, nysgerrig og spændt. Og blev ikke skuffet. Fresh er kommet for at blive. I hvert fald i mit (trænings)liv.

Down the rabbit hole

2011-10-30T13:16:00.000+01:00

Okay, jeg indrømmer det. Jeg er en lille smule konservativ. Altså ikke Barske Bimmer-agtig, men konservativ i den forstand, at jeg er ret fasttømret mht. visse ting. Det med at lave om for at lave om har jeg aldrig fattet. Når jeg nu er i skriftestolen, kan jeg vel lige så godt gå all in og indrømme, at jeg har en ting med bøger. Ja, høje dommer. Så galt er det fat.

Derfor var jeg meget, meget spændt på min reaktion på mit nyeste isenkram i forbindelse med læsning. Jeg har investeret i en tablet. Det er nysprog for en iPad-lignende ting, der igen er nysprog for en lille trykfølsom skærm med indbygget computer.
Sådan en fætter kan bruges til mangt og meget. Man kan spille Angry Birds, til man får hård hud på fingrene. Man kan lytte til musik. Se film. Skrive blogs. E-maile. Overspringshandle på facebook og Boyfriend. Og en milliard million andre ting.

Og så kan man bruge den som en e-bogslæser. Det er her mit konservative sind bryder ud i mild paniksved. For jeg elsker (det er ikke for stærkt et ord) de gamle papirbøger. Naturligvis for deres indhold. I det mindste nogle gange. Men også for deres følelse. Deres vægt. Papiret. Duften. Typografien. Indbindingen. Hele håndværket. Især de gamle, smukke værker kan gøre mig salig.

Der har været mange forsøg på at erstatte den trykte bog. Jeg har læst indtil flere artikler, der proklamerede, at NU var den her, den elektroniske dims, der løste cirklens kvadratur. Men de fleste er feset lige så hurtigt ud som en stripper til en indre missionsk konfirmation. Enten har de været teknisk underlødige. Eller der har ikke været nok elektroniske bøger til dem. Forlagene har ikke kunnet blive enige om formater, kopibeskyttelse og fanden og hendes pumpestok. Et af de mere sejlivede bud på tronen har været Amazons Kindle. Jeg har aldrig ejet en sådan, men jeg har dog haft en i hånden. Uden at blive omvendt. Størrelsen var handy og det såkaldte elektroniske blæk var rimeligt naturtro. Men jeg havde aldrig givet 100-200 dollars for vidunderet.

Men nu har jeg altså en maskine, der byder sig til, også på det felt. Og dommen? Jeg er forbavsende positiv. For ikke at sige overrasket. Jeg kaster lige et link til et par fotos af miraklet. Min tablets vægt og størrelse gør den udmærket som e-bogslæser. Man behøver ikke muller som Arnold for at sidde med den i flere timer. Skærmens opløsning gør det til en fryd for øjet at læse. Ikke noget med hovedpine efter tyve minutter. Man kan ændre på størrelse og typografi, hvis man har en særlig forkærlighed for eller modvilje mod en bestemt type. Den side af ligningen fungerer.
Så er der udbuddet af bøger. Her halter Danmark bagefter. Gyldendal sælger e-bøger. De er (surprise, not) møg-dyre og bundet op på enten iPad-platformen eller en Windows eller Apple computer. Poltergeisten hedder DRM, digital rights management. Det er det samme trick, pladebranchen med et hysterisk blik i øjnene har holdt stædigt fast i. Argumentet er sundt nok. Kunstneren - forfatter eller musiker - skal have noget for sit arbejde, så produktet skal være beskyttet mod kopiering. Således prædikede præsten. Men som alle sognebørn ved, er virkeligheden en anden. Der går rundt regnet ti minutter fra en ny kopisikring er lanceret, til der ligger et crack ude på nettet. Dermed er der reelt set to muligheder: følg eller bryd loven.

Nja, der er faktisk tre. Og det er selv pladeindustrien ved at sande. Man kan gå nye veje og tilbyde musikken på lovlig vis til en pris, der gør pirateri næsten overflødigt OG giver kunstneren mønt i kisten samt et potentielt langt større marked. Tjenester som Spotify på musikfronten eller nogle af de danske pendanter går denne tredje vej.

Tilbage til bøgerne. Går man lidt på jagt på nettet, det vil i praksis sige med briller, der kigger længere end til Klareboderne, er der masser af sider, der tilbyder bøger. Amazon leverer stort set alle titler elektronisk. Man kan bare ikke få lov at købe dem som dansker. Så meget for varernes frie bevægelighed.
Klassikerne kan man til gengæld downloade til enten symbolske priser eller gratis. Jeg er netop gået ombord i Lewis Carrolls vidunderlige Alice i Eventyrland. Den koster gratis. Det er der mange andre af verdenslitteraturens andre store, der også gør. Besøg fx denne side: http://www.feedbooks.com/

Nu venter jeg på en løsning a la Spotify, der enten gratis (prisen er reklamer) eller for et relativt lille beløb, åbner for 18 millioner musiknumre til fri aflytning for deres kunder. Bibliotekerne kunne springe ind på banen; der er allerede udlån af e-læsere, men igen er problemet en binding til digitale rettigheder - og dermed begrænsninger i anvendelighed. Eller et forlag (eller flere) kunne sætte en bog-Spotify-tjeneste op.

Jeg er som altid optimystisk. Vi skal nok komme efter det herhjemme. De konservative vanetænkere (som mig) skal bare have et los i røven. Også dem på forlagene. Jeg tror, at iPad'en og hele viften af android-tablets har en mulighed for at lykkes, hvor alle de andre e-læsere har fejlet. Ganske enkelt fordi de sælger. Folk køber dem. Og lægger dem under juletræet. Eller spurter hjem i lænestolen med dem. Ikke for at få en e-bogslæser. Men af 117 andre grunde. Og pludselig sidder man der og HAR rent faktisk en e-bogslæser. Så markedet for bøger er der. Især skriger det på danske titler.

Jeg har i hvert fald kastet mig ud i det, ned i the rabbit hole. Ikke at jeg holder op med at købe bøger af den klassiske variant. Men der er bestemt titler, som jeg med stor glæde vil læse elektronisk. Bemærk, jeg skrev ikke "nøjes" med at læse elektronisk. Helt genial er en tablet til magasiner. Eller reklamer. Eller aviser. Mangt en regnskov kunne reddes på den konto. Jeg skulle gerne læse Se & Hør, Out & About, Politiken, Information, Tænk eller andre mere eller mindre lødige tryksager på min tablet. Eller hvad med at slippe for hele bjerget af reklametryksager. Føtex-avisen elektronisk? Ja, tak. Taberen her er avisbuddet. Vinderen miljøet.

Som mit gamle idol Poul Schlüter engang sagde: "Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget". Utroligt nok må en gammel bogorm som mig tilslutte mig de ord. Forandring behøver ikke at være af det onde. Ikke engang, når vi taler om bøger.

Frihed under ansvar

2011-09-03T13:15:00.000+02:00

Frihed under ansvar er et af den borgerlige fløjs mottoer. Graver man lidt på fx de konservatives hjemmeside, støder man ret hurtigt på indhold, der matcher det nævnte motto. Fx mht. sundhedspolitik: "Vi ønsker en aktiv forebyggelse, så vi undgår livsstilssygdomme og fedmeepidemier. Som følge deraf handler forebyggelse om at understrege, at borgeren i høj grad er ansvarlig for sin egen sundhed" (http://www.konservative.dk/Politik/Sundhedspolitik/Sundhed).

Fair nok. Det er en velkendt holdning på mange områder. Jeg tillader mig at antage, at de fleste borgerlige ikke bryder sig om en storebror-stat, der går ind og detailregulerer individets liv. Jo mere liberalistisk ens grundsyn er, jo større modvilje.

Nu er jeg hverken konservativ eller liberalist. Men jeg bor i en ærkekonservativ kommune: Frederiksberg. I dag gjorde jeg en opdagelse, der overraskede mig ganske meget set i den kontekst, jeg lige har ridset op. Jeg plejer at benytte weekenden til at tilbede min krops tempel. Eller sagt på en anden måde: jeg kaster mig gerne ud i noget motionsagtigt uvæsen. Nogle gange efterfølger jeg de udskejelser med en tur i solarium.

Det kan jeg så ikke mere. I hvert fald ikke i Frederiksberg Svømmehal. Der var sat et opslag på døren ind til solen. Pga. de iboende farer ved soldyrkning har man besluttet at lukke solariet. Og man håber på forståelse herfor. Det sidste lå det en kende småt med hos mig, så jeg tøffede ned til damen i billetsalget for at spørge efter flere oplysninger. Nærmere betragtet om det var en beslutning, svømmehallen havde truffet på egen hånd, eller en der var kommet oppefra. Det sidste var tilfældet. Det var efter ordre fra kommunen, fik jeg at vide.

Og så er vi tilbage ved det paradoksale i en konservativ kommune, der leger storebror.

Jovist. Jeg er helt på det rene med farerne ved soldyrkning. Men hvis kommunen skal være konsekvent, antager jeg, at det ganske snart er umuligt at købe spiritus eller tobaksvarer inden for kommunegrænsen, og da i hvert fald i kommunens kantiner og bygninger. Et andet argument for at forbyde kunstig sol (eller skal vi tage skridtet fuldt ud og forbyde ophold udendørs de fire dage hvert andet år, vi har sommer) er den samfundsmæssige pris for at behandle kræft. Fair nok. Men det samme argument gælder sprut og tobak. Så ud med dem også. Eller?

Vi er med andre ord rendt lige ind i debatten om forbud. Min partifælle Ida Auken var for nylig i radioens P1 for at diskutere netop dette. Desværre blev debatten aldrig frugtbar, da den meste energi gik med at skændes om forudsætningerne for selve debatten.

Men emnet er væsentligt. Personligt har jeg et ambivalent forhold til forbud. Jeg kan sagtens se fornuften i en række regler og forbud, primært dem, der vedrører fællesskabet og vores samvær. Færdselsloven (som flere og flere åbenbart tager for en vejledende gestus) er et eksempel. Det er forbudt at gå over for rødt. Fordi det er en måde at sikre, at både du og jeg kan færdes sikkert i trafikken. Men det er en balancegang. Dænger man folks hverdag til med forbud, som mange måske har svært ved at se meningen i - eller fornuften ved, beder man næsten om, at de ikke overholdes.

USA har forsøgt sig med et spiritusforbud. Det gjorde mafiaen styrtende rig og magtfuld. Hash er forbudt herhjemme, det har skabt et utroligt lukrativt sort marked, som diverse grupperinger lever godt af. Nogle lande har indført forbud mod købesex, givetvis af alle de bedste motiver, ingen med empati kan forsvare kvindehandlens dunkle univers. Men at tro, at et forbud mod prostitution stopper salget af sex, er i bedste fald naivt.

Der, hvor jeg lander, er, at man (magthaverne - eller hvad vi nu skal kalde dem) skal omgås forbud med omhu. Vejen til helvede er til tider brolagt med gode intentioner. Lad os opstille nogle spilleregler, der beskytter os alle, beskytter fællesskabet og beskytter de personer, der enten er for unge eller på anden vis ude af stand til at beskytte sig selv. Og brug så krudtet på at informere sagligt i stedet på alle de øvrige områder. Det er glædeligt, hvis mængden af skader som følge af spiritus, tobak, soldyrkning etc. etc. kan nedbringes. Den bedste måde at få folk til at leve sundere, som jeg kan komme på, er at få dem til at vælge det selv. At blive truet eller skræmt til noget - eller at blive forbudt noget - skaber modvilje og nogle gange den stik modsatte reaktion af den ønskede. Sådan reagerer jeg i hvert fald. Så nu vil jeg se mig om efter et andet sted at solbade.

Jeg spejder derfor i disse dage spændt rundt på de konservative valgplakater. Et eller andet sted må den, der lyder "Forbud uden ansvar" vel for hulen hænge.

Tiderne skifter - eller gør de?

2011-08-27T13:13:00.000+02:00

Nogle gange bliver man opmærksom på tidens gang på de underligste måder. Tag nu fx i dag. Jeg havde sadlet Den skide hest op til en lille udflugt mellem den danske sommers tordenbyger. I ved, hvordan det er. Man har jo sine ærinder. Nogle er mere præget af fornøjelse end andre. Så da apoteket og fødevarepusheren var overstået, galoperede min trofaste ganger og jeg ind til Viktoriagade.

Derinde befinder Men's Shop sig. Det er en forretning, der primært henvender sig til det lyserøde segment. Sortimentet er, øh, alsidigt.

Jeg havde på deres hjemmeside bl.a. set, at man kunne erhverve sig en CD med den legendariske bøsse-LP fra 1975. Det er aldrig lykkes mig at opsnuse den oprindelige vinyl-udgave, så jeg har længe lovet mig at få købt CD'en.
Nu skal det her ikke udvikle sig til en decideret dansk bøssehistorie. (I er klar over, at der er lagt i ovnen til et men, ikke? Jep). Men. Bøssernes Befrielsesfront – det var der noget, der hed – er en uomgængelig del af den tornede vej til dagens Danmark, hvor begivenheder som sidste weekends Pride lader sig gøre.

Jeg copy-paster lige fra en artikel om BBF: (kilde)

”Bøssernes Befrielsesfront (BBF) startede i 1971 som den første homoseksuelle bevægelse i Danmark, der førte en offensiv kompromisløs linje med sammenkædning af politik og seksualitet.
BBF's formål var en seksualpolitisk bevidstgørelse af bøsser i og udenfor BBF, samt bøssepolitisk oplysning på uddannelssteder, arbejdspladser, i medierne og på gaden. At påvirke unge i en anden retning end den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning man møder i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Såvel støtte som kritik af andre venstregruppers arbejde. Støtte til andre undertrykte grupper. Samarbejde med Forbundet af 1948 i kampen mod undertrykkelsen. Bekæmpelse af de gængse kønsroller.
BBF deltog hvert år i Christopher Street Liberation Day-demonstrationerne enten i København eller Århus. Det er nærmeste lørdag omkring d. 24. juni.
De fleste i BBF var eller havde været i basisgrupper, hvor især nye medlemmer kunne hente personlig støtte og opbakning i deres hverdag som bøsser. BBF førte ikke kartotek over sine medlemmer og havde ingen ledelse. Arbejdet var drevet af den enkeltes lyst.”

Citat slut.

Den kvikke læser – og har jeg andre – vil have gennemskuet, at det anvendte leksikon har en vis slagside mod venstre. Jeg elsker ordet ”familiefacistiske” LOL. Nå, det væsentlige var at give en baggrund for Bøssepladen. Den er indspillet i 1974 og udkommer i 1975. Og det er ikke lutter flade hippier, der trutter i chillummen. Blandt de medvirkende finder man navne som: Anders Koppel, Jens Rugsted og Kasper Winding.

Hvis i går ind på Youtube og taster søgeordene ”Bent Jacobsen bøsse”, kan i finde størstedelen af sangene fra CD'en. Det er en oplevelse. Et turbo flashback til dengang da. Vi kan hurtigt blive enige om, at sangene nok ikke ræser lige ind på iTunes top-10. Men nu er målestokken heller ikke, om de holder i dag. Det får jeg nok svært at overbevise ret mange om, at de gør. Tiden går. Pladen er snart 40 år gammel.
Og så er vi tilbage ved det, jeg indledte med. Tidens gang. Kigger man ned over pladens titler, er der fx ”Bøssebarens Dronning”, ”Bøsse” og en titel, intet nutidigt pladeselskab ville turde røre med en ildtang: ”Pædofili-blues”. Det kunne man udgive og synge om i 1975. Kan man det i dag?

Man kan grine af titler og sange (det gør jeg nu ikke). Man kan ryste på hovedet (det gør jeg nu ikke). Pladen kommer cirka fem år efter pornoens frigivelse i Danmark. En håndfuld år efter ungdomsoprøret. I en æra, hvor grænser sprænges. Hvor revolution og en tro på og et håb om nye tider er i vælten. Har man in mente, at homoseksualitet på det tidspunkt stadig fra officielt hold blev betragtet som en sygdom, repræsenterer Bøssepladen og Bøssernes Befrielsesfront et indlæg i den kamp for de rettigheder, alt for mange på den lyserøde fløj i dag tager for givne, men som ikke er kommet af sig selv. Der er stadig brug for kamp for at fastholde, bevare og forbedre rettigheder for folk i LGBT-miljøet. Der findes en uhyggelig lang række lande, hvor en sådan plade ikke kunne udgives. Ikke i 1975. Og ikke i dag. Så befrielsesfrontens kamp er ikke slut. Pladen er med andre ord alt andet end en anakronisme, på mange måder var den – og er den – lysår forud for sin tid.

Sammen med pladen købte jeg Sven Omanns bog ”Virkelige hændelser fra et liv ved fronten”, der er hans personlige erindringer fra livet som aktivist i Bøssernes Befrielses Front. Den glæder jeg mig utroligt meget til at læse. I en tid som vores, hvor øjeblikket forekommer at være det vigtigste, hvor mange folks højeste drøm er at komme i fjernsynet – om det så blot er for at hore og drikke i et realityprogram – kan det være uendeligt velgørende at lade blikket vandre mod de lidt længere linjer. Det kan du også gøre, fx ved at smutte en tur ind i Men's Shop eller på dit lokale bibliotek. Måske bliver det dig, der tager sværdet op fra BBF og fortsætter kampen. Eller mig.

2011-08-21T13:08:00.000+02:00

Nogle oplevelser og ting er ganske enkelt noget nær umulige at skrive om på en måde, der yder dem retfærdighed. Måske er det i virkeligheden hemmeligheden bag stor poesi: den talentfulde digter formår at bøje og arbejde med sproget på en måde, så det færdige produkt ender som mere end summen af delene.

Før jeg fortaber mig i holistiske falbalader må jeg hellere slå fast, at jeg hverken er en stor digter eller specielt talentfuld. Når jeg alligevel bestiger Den skide hest for atter at kæmpe med mine personlige vindmøller, er det, fordi jeg dels selv har behov for at sætte ord på følelser og oplevelser fra gårsdagens Copenhagen Pride. Og dels fordi jeg år efter år ser den samme fortærskede diskussion om det rimelige i og det fornuftige ved et show som Priden.

Lad mig få det rent subjektive læsset af med det samme: Det er for mig et af årets absolutte højdepunkter at deltage i Priden. Så kan i komme rendende med jul, nytår og udsalg i IKEA. Hver gang. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang bliver jeg rørstrømsk og får fugtige øjne, når jeg begynder at gå med paraden rundt. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ellers ikke er specielt grådlabil, så hvorfor denne bølge af følelser?

Jeg er glad, fordi du spurgte.

For at svare må jeg lige rode mig ud i nogle tågede overvejelser. Bær over med mig. Hvad er fællesnævneren for os, der deltager i Priden? Ja, ikke sandt. Det er noget nær umuligt at svare på. Vi er folk fra alle dele af landet, mænd og kvinder, forskellige jobs, forskellige seksualiteter, forskellige uddannelser, forskellige politiske ståsteder, forskellig alder og givetvis forskellige personlige grunde til at møde op. Men jeg vil vove følgende påstand: Det, der samler os. Det, vi alle deler, er følgende: Vi er alle mennesker, der enten bliver eller er blevet set skævt til ene og alene, fordi vi er os selv. Både historisk og i den enkelte persons liv.

At være homoseksuel blev først slettet af Sundhedstyrelsens sygdomsliste i 1981. Ja sgu. I 1981. Transkønnede har stadig den tvivlsomme fornøjelse at stå på listen. I mange lande er homoseksualitet ulovligt, man har i den senere tid hørt rædselshistorier fra visse afrikanske lande, hvor folk hænges ud – eller bare hænges – for at udleve deres kærlighedsliv.

Naturligvis render man ikke rundt med alle de ting i tankerne, når man deltager i Priden. Men de er der. De ligger i baggrunden. Det samme gør alle de oplevelser, hvor folk har råbt efter en. Kaldt en for alle mulige nedrige ord. Eller endog har fysisk forulempet en. De fleste folk i min omgangskreds kender til alle eller de fleste af de nys nævnte ting. Jeg har selv oplevet det på egen krop. Det giver ar på sjælen.
Mange af os, jeg tillader mig at generalisere, har været gennem en lang og tornet rejse for at nå frem til, hvem vi er nu. Nogle har tilbragt mange år i skabet og levet i skyggen af den evige frygt for at blive afsløret. Alt for mange lever der endnu.

Så når jeg befinder mig midt i et hav af regnbueflag, midt mellem mennesker, jeg ikke kender, men alligevel føler mig i familie med, så rører det ved noget dybt inde i mig. Derfor de fugtige øjne. Og den store følelse af samhørighed og fest. For det er en fest. Vi fejrer os selv. Og hinanden. Og en by og et land, der giver os mulighed for at leve som os selv. Årets øvrige 364 dage er vi lige så leverpostejfarvede og forskellige som alle mulige andre danskere. Men den her ene dag giver vi slip og leger og fejrer.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor regnbueflaget har så stor betydning. For det har det. For mig i hvert fald. Mere end dannebrog. Svaret fremgår af det, jeg netop skrev om følelser. Men også af noget andet. Regnbuen er for mig symbolet på forskellighed. Forskellighed, der lever sammen i gensidig accept og respekt. Jamen, er flaget ikke en slags homo-nationalisme, der opsætter barrierer mellem dem og os (hvem dem og os så ellers er)? Nix. Aldrig.

For mig er nationalisme noget forlorent stads, hvor mennesker skaber et kunstigt fællesskab. Kunstigt? Ja, landegrænser er ikke naturgivne. De flytter sig. En folkesjæl er også en levende og foranderlig størrelse. Danskhed og at være dansker ditto. Vi har naturligvis en (kultur)historie at trække på. Men alle dage har vi ladet os påvirke udefra. Tysk kultur. Romersk. Græsk. Og i det seneste århundredes anden halvdel især angloamerikansk. Folk er kommet til. Og folk er rejst ud.

Nationalisme udelukker. Dem, der ikke er som os, må blive uden for døren, det er en lukket fest. Regnbuen er selve symbolet på en åben fest. For mig er Danmark andet og mere end en geografisk kulisse. Går man i biffen, så er en film heldigvis også andet og mere end kulisserne, ikke sandt. Danmark – i hvert fald det Danmark, jeg ønsker og kæmper for – er en levende størrelse. Ikke et eller andet mareridtsagtigt statisk 1950'er glansbillede klippet ud af Krønikken, som man kan mistænke visse folk og partier for at ønske sig.

For mig er regnbueflaget et symbol for alt, der er godt ved Danmark og ved mennesker i det hele taget. Der er plads til alle i regnbuen. Ingen er forkerte pga. politisk observans, hudfarve, religion eller seksualitet. Den eneste uomgængelige adgangsbillet er en gensidig accept og respekt. Sværere er det ikke.
Så næste år er jeg der igen. Sikkert med en klump i halsen og fugtige øjne igen. Men også med den efterfølgende berusende og brusende følelse af fest og samhørighed i hver en del af min krop. Vi ses næste år.
En hulens masse fotos fra årets Pride

En på opleveren

2011-07-10T08:09:00.000+02:00

Måske kender i det. Man hører en god sang i radioen, nynner lidt med. Den går rent ind. Måske køber man den på iTunes. Og hører den nogle gange. Eller det er en af dem, der kører i tung rotation på en kommerciel radiostations playliste. Glem alt om det. Det, jeg hørte i går på Frue Plads, kommer i aldrig til at høre på Voice eller Nova. Never. No way. Intet ondt om ørehængere. Men de er måske lidt at sammenligne med mad fra McDonalds. De smager godt, men en halv time og en bøvs senere, er man sulten igen.

Hvad kvartetten på scenen i går skal sammenlignes med fra den kulinariske verden, aner jeg hånden på ærten ikke. De var, som det fremgår af det halvsløje mobilfoto, en del af Copenhagen Jazzfestival. Men det er avantgarde. Eksperimentelt. Allerede ved de ord, tjekker mange ud. Regningen, tak! Så er det sådan noget langhåret, underligt noget, som kun folk i fløjlsbukser og rullekravetrøjer kan have glæde af.

Det vil jeg nu ikke mene. Okay, det er underligt. Anderledes. Mærkeligt. På den fede måde. Mit første indtryk var, helt ærligt: "Hvad er det her for noget gebrækkeligt møg". Men jeg blev hængende. Og blev suget ind i det magiske univers. En audiovisuel forførelse. Jeg lægger nogle links til de optrædendes Myspace-sider og noget musik fra Youtube, så kan du selv gå på opdagelse.

Jeg synes, det er fantastisk, at der er plads til en koncert som den på Frue Plads i går i Jazzfestivallens program. Det gør projektet levende. Man kan kun kapere så meget Big Band musik (intet ondt om det i øvrigt). Men det er de nye ting, der holder jazzen levende. Ellers kunne vi lige så godt smide alle CD'erne i butikkernes jazzafdelinger (hvis nogle sådanne overhovedet findes stadig) over til afdelingen for barokmusik.

Jeg er ikke fan af det underlige for dets egen skyld. Der skal være noget mere. Det samme gør sig gældende i poesi. Der findes uforståelig, hermetisk knækprosa, der skriger Kejserens nye klæder. Men der findes også - heldigvis - de der skæve perler, der måske er underlige, måske kæmper imod vores ubændige trang til at putte i kasser, men alligevel tager den nærmeste omvej via øje eller øre direkte ind i hjertet. Noget sådan oplevede jeg på Frue Plads i gør. Og det er jeg de fire optrædende dybt
taknemmelig for.

http://www.myspace.com/almutkuehne
http://www.myspace.com/helengillet
http://www.myspace.com/elsvandeweyer
http://da.wikipedia.org/wiki/Kresten_Osgood
http://www.youtube.com/watch?v=noLlrbVCvCk&feature=share
http://www.youtube.com/watch?v=Y__YGuvapq0

Svedige løg i softicen

2011-06-30T08:07:00.000+02:00

Tidligere på dagen var jeg som sædvanligt et smut i fitnesscenter. Spredt rundt omkring i lokalerne ligger gerne en hel del magasiner til fri afbenyttelse. Samt dagens gratisaviser. Det var overskriften på en af disse, der fangede mine øjne.

”Bare røve i vandkanten vækker harme” lød overskriften på en artikel i 24-timer. Du kan selv læse med her.

Min første tanke var at fare hjem, fatte den elektroniske fjerpen og give danskerne en kollektiv opsang. Nu må i kraftpettervæltme tage jer sammen. Noget i den retning. Heldigvis manglede jeg lige en række torturinstrumenter ovre i fitnesscentret, før jeg var gennem dagens program. Og jeg tænker ret godt, mens jeg kæmper med at undgå et hjertestop.
Jeg nåede frem til, at min tiltro til danskerne i bred forstand vinder over min første indskydelse. Jeg tror ikke, at vi er blevet en samling af bornerte, stramtandede frøkener. Ikke mere end vi hele tiden har været. Og ikke mindre.

Hvorfor så resultaterne i artiklen? Tja, for det første er det agurketid, og så må man (altså mediebranchen) selv fremstille de nyheder, der ikke er der. For det andet er barrøvsartiklen baseret på en meningsmåling. De forklarer selv, hvordan de er nået frem til resultatet. Målgruppen er en repræsentativ udvalgt gruppe bestående af folk mellem 18 og 74. De kan man så vælge at tro på eller ej. Men lad os lege med. Det kan så undre, at artiklen udtaler sig om 12 til 29-åriges holdning, men det er måske en trykfejl.

Min kraftigste anke er selve konceptet meningsmåling. Man kan massere spørgsmålene, så man næsten altid får de svar, man vil have. Artiklen beretter fx, at følgende udsagn er blevet stillet som et ja/ nej-spørgsmål: ”Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand”. Fint nok. Det er cirka seks ud af ti ikke glade for, to ud af ti siger ja og to ud af ti (Amalies venner måske) er helt blanke.

Vil man nu have et andet svar på sådan et udsagn, handler det om at præsentere det i en kæde. Lad os lege lidt med tanken:
Første scenarie:

Synes du, Danmark skal beholde sin position som et land med frisind og tolerance?
Det er i orden at folk tildækker deres kroppe i det offentlige rum med beklædningsgenstande som burkaer.
Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Andet scenarie:

Det er fint, at det offentlige rum bliver mere og mere seksualiseret.
Det er i orden, at de svedige behårede løg på tyske strandgæster dingler over din fireårige datters softice.
Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Ja, ja. Jeg karikerer uhæmmet. Men med lidt arbejde og et mere alvorligt gemyt end mit kan en stribe spørgsmål sagtens strikkes sammen, så man får det svar, der er mest brugbart.

Hvis meningsmålingens svar derimod vitterlig er givet ud fra helt objektive spørgsmål, så ringer mange alarmklokker for mig. Især den yngre gruppe af svarere i målingen er imod nøgenbadning. Det er den gruppe, der er vokset op med et uhørt seksualiseret mediebillede og porno lige ved hånden via internettet. Er det en slags modreaktion? En trods? I så fald er det forståeligt, men man blander ulykkeligvis æbler med pærer. Nøgenhed i sig selv er ikke sex. Selv om medierne måske er med til at skabe netop det link.

Jeg går helt i baglås over de forældre, der bliver enormt forskrækkede på deres børns vegne. Hvorfor i himlens navn, skulle en forælder ønske at videregive et totalt forkvaklet forhold til nøgenhed og kroppen til sit afkom. Det må igen være den der tåbelige kobling til sex. Vi har prøvet den der med at dække os til. Kig på de gamle fotos af badende kvinder i meterlange kjoler. Eller nogle kulturers forhold til nøgenhed i disse ellers moderne tider. Når jeg færdes i svømmehallens badeområder ser jeg mænd med lændeklæder omkring klokkeværket. Fint nok. Men jeg synes, det er noget pjat. Det samme med kvinder indhyllet i slør og gevandter. Hvorfor? Hvad skal det gøre godt for?

Jeg bader selv nøgen. Og har aldrig oplevet ubehagelige eller lumre episoder. De fleste større offentlige strande har afdelinger, hvor folk som mig bader og solbader. Fint nok. Så kan folk vælge at bruge det område eller ej. Der skal nok være nysgerrige sjæle, der vandrer ned i den afdeling for at lure. Eller lade sig forarge. Det handler som så meget andet her i tilværelsen om pli og situationsfornemmelse. Jeg spankulerer ikke ned til den nærmeste børnefødselsdag på stranden, smider klunset og laver helikopteren. Omvendt bliver jeg knotten, hvis folk puster sig op og prøver at gøre nøgenhed til noget unaturligt eller lummert. Mig bekendt er der endnu ikke født et menneske med tøj på. Alt det kommer senere. Som et led i socialiseringen.

Så hvorfor ikke lære vores børn og unge at være glade for deres kroppe. At acceptere deres forskellighed. At se tykke og tynde kroppe som noget ganske naturligt. Uden en trævl på. Det ville være en modgift til de vrangbilleder, vi ellers præsenteres for i medier, mode og porno. I stedet for at lade sig forarge over noget så naturligt som nøgenhed, burde vi måske give den lektie i arv, at der er langt vigtigere ting at lade sig forarge af: had, krig, diskrimination og udnyttelse. Bare for at nævne et par stykker.

Jeg tror sgu lige jeg vil lave en meningsmåling med en udvalgt repræsentativ gruppe af mennesker bestående af mig selv. Måske kan i læse om den i morgendagens gratisavis.

If it ain't broken, don't fix it.

2011-06-25T08:04:00.000+02:00

Forleden sad jeg og kiggede på diverse blogs og hjemmesider vha. min telefon. Jeg abonnerer på forskellige feeds, som det hedder. En hel del vedrører LGBT-universet, altså nyheder med relevans for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
Her faldt jeg over en amerikansk organisation, der hedder NARTH. De elsker jo deres akronymer derovre. Det står for: National Association for Research & Therapy of Homosexuality.

Den måtte jeg lige kigge på et par gange, før jeg accepterede, hvad jeg læste. Okay, tænkte jeg, det er sikkert en af de der højreekstreme, fundamentalistiske organisationer. Men det er det ifølge NARTH ikke. Du kan læse om dem på Wikipedia (1) eller på deres egen hjemmeside (2). Hvis du orker at tygge dig igennem det hele, kan du derefter danne dig en mening om både den pågældende forening og om tanken om vores seksualitet som noget medfødt – eller ej. Er vi Born this way (3), for nu at snakke Gaga'sk?

Jeg mener klart ja, derom ingen tvivl. Jeg tror, at vi alle fødes med en hel pose blandede bolsjer i vores indbyggede rygsæk. Et af bolsjerne er vores seksualitet. Afhængig af ydre stimuli (hele den sociale indflydelse) kan det bolsje komme mere eller mindre til sin ret. Opskriften på et ulykkeligt liv, tror jeg, er, hvis man aldrig lærer sit eget bolsje at kende. Eller undertrykker det. Eller bliver undertrykt.

Naturligvis er intet fuldstændig statisk. Vi kan lære nye ting. Opdage nye sider af os selv. Nye seksuelle lyster og nye ting, vi tænder på. Men jeg tror stadig, at vi dybest set er disponeret for det ene, det andet eller begge køn. Derfor gør foreninger som NARTH mig trist. Og vred. En af de varer, NARTH ifølge Wikipedia har på hylden er: ”conversion therapy and other regimens intended to change the sexual orientation of individuals who experience unwanted sexual attraction to members of the same sex”.

De vil – som de kristne nødder – kurere homoseksualitet. Ikke med djævleuddrivelse, bønner eller håndspålæggelse, men conversion therapy (du kan læse mere herom via linket til Wikipedia i det nys citerede).

Men for mig er toget allerede røget af sporet her. Med et brag. Alt det her antager, at homoseksualitet (fx) er en sygdom, noget uønsket, noget der skal kureres. Den præmis antager jeg ikke. Hvorfor ingen af de konklusioner, NARTH eller andet godtfolk af samme eller mere rabiate skuffer måtte byde på, er bærer af nogen relevans eller sandhed for mig.

Du, kære læser, er givetvis et seksuelt menneske. Ville du bryde dig om at få at vide, at din seksualitet er uønsket? Forkert? Sygelig? Skal behandles? Nej, vel. Men det er budskabet til homoseksuelle fra nogle organisationer, religioner eller lande. Vi har prøvet den med sygdom. Og ulovlighed. Læs Wilde. Læs Bang. Ingen bliver kureret. En del ender i fængsel eller mentale institutioner. Utroligt mange får et ulykkeligt liv.

Uden yderligere sammenligning i øvrigt tænker jeg ofte på den ”behandling” pædofile tilbydes eller bliver udsat for i dag som en nutidens pendant til måden bøsser tidligere blev behandlet på. Og stadig bliver behandlet på nogle steder. Heller ikke i tilfældet pædofile kan jeg forestille mig, at kuren virker. Nuvel, man kan kemisk kastrere. Eller operativt. Den ville med garanti også virke på homoseksuelle, men selve den seksuelle drift tvivler jeg på, man kan ”reparere”.
Hvor situationen på alle måder er ulykkelig for den pædofile, så kan en bøsse, en lesbisk, en biseksuel eller en transperson fint indgå i et fungerende og lykkeligt parforhold og seksualliv. Så hvorfor i himlens navn tale om uønsket seksualitet? Uønsket for hvem? Eller af hvem?

Selvfølgelig kan et liv som åbent homoseksuel, jeg bruger det eksempel, da det er det, jeg kender fra min egen krop, have en pris. Og konsekvenser. Man kan blive udsat for mobning, diskrimination , latterliggørelse eller vold. Men det kan man sandt for dyden også som ”almindelig” blegfed dansker. Man kan også blive udsat for kærlighed, lykke, jordrystende sex og samhørighed. Både som bøsse og blegfed. Men fordi du som almindelig heteroseksuel dansker render rundt og har et lorteliv, er der ingen organisationer, kristne eller ej, der kommer rendende og fortæller dig, at mirakelmidlet er at reparere lidt på din seksualitet. Gu' er det da ej.

Så måske burde foreninger som NARTH i virkeligheden bruge krudtet på at arbejde for holdningsændringer i samfundet. Det amerikanske til at starte med. De fundamentalistiske religiøse organisationer er sandsynligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde. Man kan kun håbe på, at tiden og fremskridtet løber fra religion som sådan. Selv om ikke meget tyder på det. Desværre. Det er ellers svært at komme i tanke om større kilder til ulykke end religion.

Så, kære NARTH. Med et idiom fra jeres eget sprog: ”If it ain't broken, don't fix it”. Og mig og mine er ikke i stykker. Vi er ikke syge (bortset fra et par uger med forkølelse hvert år, den må i godt lige fixe). Vi skal ikke behandles. Med andet end den samme grad af respekt som alle andre.

Racister!

2011-06-21T08:02:00.000+02:00

Et af ugens læsemæssige højdepunkter for mig er altid Mattias Tesfayes klumme i Ekstra-Bladet. Tesfaye tager fat i vigtige og spændende emner, som regel altid med udgangspunkt i noget, han selv har oplevet.

Klummen mandag d. 20 juni (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1574183.ece) er ingen undtagelse.

Følg eventuelt linket og læs selv. Emnet denne gang er racisme og vold. Begået af politifolk i København. Tesfaye har på egen krop oplevet fænomenet, hvilket han med vanligt sprogligt talent beskriver i alle dets ubehagelige fænomener.

Jeg er af flere dansklærere blevet fortalt, at det altid er uhyre vigtigt, når man læser tekster, at sætte sig ind i afsender-modtagersituationen. Nu kan jeg af gode grunde ikke vide, hvem du, kære læser, er, eller hvad din baggrund er. Men jeg kan da smide et par relevante detaljer om mig selv på bordet. Jeg arbejder i Københavns politi. Næ nej, ikke som betjent. Så slemt står det ikke til i etaten endnu. Jeg er ganske almindelig arbejdsmand i en servicefunktion. Så længe det varer. I privatiseringens og outsourcingens hellige navn kan det snart være fortid. Så loyaliteten i forhold til min arbejdsplads er i bedste fald tveægget. Men jeg har trods alt mødt, snakket med og arbejdet med en hel del betjente. Og dem skylder jeg i det mindste at være retfærdig overfor.

Tilbage til Tesfayes klumme. Han slutter med følgende opfordring til politiets ledelse:

”I bliver simpelthen nødt til at få ryddet op i korpset. I har folk ansat, der ikke kan håndtere den magt, som følger med jobbet. Så træk de racistiske og voldelige kolleger til side og giv dem en sidste advarsel. Hvis de alligevel fortsætter, må de fyres på gråt papir. Hverken byen, indvandrerne eller ordensmagten er tjent med at have patruljerende racisme klædt i samme uniformer som jer andre.”

Det er svært at være uenig i. Ingen bør holde hånden over voldelige eller racistiske kolleger. Hverken i politiet eller andre grupperinger. For der er naturligvis to sider af enhver sag. Det er det, der får mig til at skrive disse linjer.
Lad os lege. Hvad med et tankeeksperiment? Hvis vi nu leger, at politiet i morgen er fuldstændig renset for folk med voldelige eller racistiske tendenser. Tilbage er et korps af retlinede, pligtopfyldende betjente. Hvordan sørger vi for, at disse betjente bliver ved med at være retlinede, pligtopfyldende og samvittighedsfulde? Giver vi dem håbløse vagtplaner? Overarbejde? Kører dem ned, så de er dødtrætte og begår fejl? Behandler vi dem uden respekt? Kalder dem alle sprogets værste gloser? Provokerer dem? Jeg kan hjælpe. Svaret på de her lettere tåbelige retoriske spørgsmål er: nej.

Jeg har hørt udtrykket: Vi har det politi, vi fortjener. Vi i bredeste forstand.
På begge sider af Tesfayes ligning er det givetvis et fåtal, der ødelægger det for de mange. Politifolk er sjovt nok også kun mennesker. Så sætter du et ungt menneske, der måske oven i købet er dødtræt, ud i den ene tilspidsede situation efter den anden, så har det en pris. På trods af uddannelse, konflikthåndteringskurser og så videre. Alles glas bliver fuldt på et tidspunkt. Er du blevet kaldt racist eller svin? Spyttet efter? Fået fingeren? Måske burde man i stedet for at fokusere på det fåtal, der tænder af og reagerer, også huske på at nævne og rose det helt, helt store flertal, som reagerer professionelt – også i situationer, der er ekstreme.

Vi har det politi, vi fortjener. Hvis man som jeg ikke går ind for anarki som samfundsform, så er politiet et nødvendigt redskab. Der skal være klageinstanser, når politiet laver fejl. For selvfølgelig gør politiet det. Det er i øvrigt en helt anden diskussion, om den nuværende klagemulighed er god nok. Men der burde også eksistere en slags gensidig respekt borger og politi imellem. Og det har der da gjort. Og gør. Målinger forsøger med jævne mellemrum at veje og måle folks generelle holdninger til politiet. Når indbrud bliver nedprioriterede. Når folk ringer forgæves. Så tæller det helt sikkert nedad i regnskabet. Når man hører om eksempler som Tesfayes, trækker det også ned. Men i min tid i politiet har jeg mødt en kæmpe gruppe af mennesker i alle aldre og af begge køn, der forsøger at gøre et godt stykke arbejde.

Jeg tror, at det er blevet utroligt meget vanskeligere at være politibetjent i Danmark. På godt og ondt er respekten for autoriteter væk. Alt kan og bliver diskuteret. Der sættes spørgsmålstegn ved alt. Og det er godt. Men det har også en pris. Blind autoritetstro er rædselsfuldt. Total despekt for autoriteter er det samme.
Som det er nu, så er der grupper af mennesker, for hvem en konflikt med politiet tilsyneladende er et af tilværelsens højdepunkter. Men for resten af os, og her taler jeg både om indvandrere og indfødte, så er den eneste måde at beholde et ordentligt forhold borger og politi imellem en gensidig respekt for de funktioner og roller, vi alle også er indehavere af som samfundsborgere OG politifolk. Sværere er det ikke. Og så svært er det.

Flyttedag

2011-06-05T13:02:00.000+02:00

Dette bliver det sidste indlæg på denne blog. Jeg hiver teltpælene op og flytter hele gøgemøget til min funklende nye blog med følgende addresse:

http://prinsenpaadenskidehest.dk/blog/

Jeg håber, du følger med til de nye lokaliteter. Jeg arbejder også på at skrue en hjemmeside sammen på samme domæne. Men i første omgang handler det om min nye Wordpress-blog.

Tak til Blogger.com for husly de sidste mange år.

Homo forvirrius

2011-05-29T13:37:00.003+02:00

Nix. Det har ikke en bønne med bøsser at gøre. Tag dig nu sammen, jeg kan altså godt skrive om andet end MGP og løse håndled *G*. Det er fin latin. Sådan da. Homo sapiens betyder det tænkende menneske eller det vidende menneske. Forvirrius er ægte skraldespansk og betyder: forvirret. Eller ukoncentreret.

For det er det, vi er ved at udvikle os til. Måske. De lærde strides. Jeg læste en artikel for noget tid siden, men da jeg er temmelig ukoncentreret, har jeg ikke fået skrevet om den før nu. Læs selv HER, hvis du vil lege med:

Hvis du ikke kan fokusere på så megen tekst, adskiller du dig ikke fra mange af nutidens gymnasieelever. Jeg hørte forleden en underviser i dansk fra et gymnasium. Hun havde opgivet at give de unge mennesker længere tekster med hjem som lektier. For ikke at tale om bøger. Hun læste i stedet op. Jep, I kid you not. Hun læste højt. Hvorfor? Fordi eleverne ikke kunne samle sig om længere tekster, der krævede fordybelse og koncentration.

Det er sgu da en kende skræmmende. Her kunne jeg kaste mig ud i min Muppet Show-sketch sammen med de to andre gamle nisser i logen. De unge mennesker. tsk tsk. Men. Jeg kan mærke det samme selv. Og guderne skal vide, at jeg ikke er ung.

Artiklen, som jeg henviste til før (du har sikkert glemt den pga. manglende koncentration, men da jeg er en skide flink fyr, hjælper jeg lige med at minde om den), taler om at internettet ændrer vores hjerner. Altså ikke sådan at vi pludselig bliver til æggehoveder alle sammen. Men nettet - og alle de andre moderne uhyrligheder - er med til at bortlede vores opmærksomhed konstant. Vi vænner os til at lagre oplysninger i korttidshukommelsen. Paratviden - altså viden, der er lagret på den lidt mere langtidsholdbare harddisk oppe i hovedet - bliver mindre og mindre påkrævet. Hvorfor? Fordi vi da lynhurtigt lige kan google, hvem der var konge af Danmark i sekstenhundredegrønlangkål. Og det er vel ikke så skidt?

Næ. Men jeg sidder her og tænker (i det omfang jeg kan bevare fokus på det): Uden en vis mængde af paratviden, hvordan er vi så i stand til at behandle alle de oplysninger, der ligger lige for enden af vores tastatur, på en ordentlig måde? Æder vi alt fra nettet råt? Bare rolig, jeg har ikke svaret. Men det er da værd at filosofere over.

Jeg har imidlertid et helt eminent svar på problemet med manglende fokus. Hvis du - ja, dig - ikke kan fokusere. Hvis du har svært ved at få ro på. Hvis du ikke kan sove om natten. Så SLUK FOR LORTET. Det er så her de yngre mennesker i min omgangskreds bryder ud i paniksved. For hvad hvis der nu lige tikker en vigtig sms ind? Eller ham den lækre er online på MSN? Eller tøserne er ved at bage en rævekage på Facebook? Her er der for alvor tale om en generationsting, tror jeg. Jeg er fra tiden med drejeskivetelefon (note til folk under fyrre: man stak fingren ned i en skive og drejede rundt for at opnå telefonisk forbindelse med en anden person). Jeg er ikke vokset op med at skulle stå standby hele tiden. Være online. Det pisser mig faktisk en del af, når folk forventer, at man skal være det. Men jeg er ikke mere hellig, end jeg godt kan mærke suget. Så når jeg virkelig vil forkæle mig selv med en god læseoplevelse, så slukker jeg computeren, sætter mobilen på lydløs, stopper den ned i etuiet og lægger den et sted, hvor jeg skal rejse mig for at bruge den. Først da er der ro. Ellers skal jeg liiiiige tjekke et eller andet totalt ligegyldigt. Og det skræmmer mig. Jeg kæmper imod. Men jeg kan godt mærke, at det er svært. Og ikke bliver nemmere. Min iPhone var i hvert fald ikke en hjælp. Jeg elsker den, men den er et tveægget sværd.

Så jo. Jeg tror på artiklen. Internettet - og så videre - gør et eller andet ved os og vores hjerner. Spørgsmålet er, om vi vil være slaver af mekanikken eller lærer at beherske den på nye måder. Jeg er optimistisk nok til at tro på det sidste. Men indlæring og undervisning vil sikkert i fremtiden skulle ske på nogle helt nye måder.

Balletsvansen fra IRMA

2011-05-25T16:50:00.004+02:00

Jeg havde hørt så mange snakke om den famøse IRMA-annonce, men havde aldrig set den. Det har jeg så nu efter lidt google-aktivitet (http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/ugens-tilbud-i-irma-homofobi).

Jeg landede midt i en længere analyse af kommunikationen og annoncen. Læs selv. Jeg kan tilslutte mig analysens konklusion: det var ganske enkelt for torskedumt af IRMA. Men jeg har altså enormt svært ved at blive forarget. Jeg er endog politisk ukorrekt nok til at kunne grine af vitser om bøsser. Det hele handler om konteksten. Og i IRMAs tilfælde har jeg svært ved at få øje på andet end dumhed. Ikke opfordring til had. Og heller ikke latterliggørelse. Hvis nogen udstilles i annoncen er det sgu ikke knægten, der vil danse ballet, men forældrene og deres forstenede indstilling. Jeg erindrer en popmelodi, der handler om stort set det samme. Titlen husker jeg ikke, men knægten vil hellere gå til dans, det synges der flere gange. Med et glimt i øjet. Og uden IRMAs dumhed.

Selv går jeg med stolthed ruten rundt i Priden. Jeg skammer mig ikke over at være bøsse, tværtimod. Men for pokker, lad os da lige vise så meget overskud, at der også bliver plads til humor. Selv den platte og dumme. Hvem ser dummest ud? Personen, der fortæller en vits, der er så tåbelig, at ingen griner? Eller den person, der ikke griner? IRMA har gjort sig til grin. Eller rettere, deres marketingsfolk og det firma, de har hyret, har gjort i nælderne. Jeg nyder fortsat den fremragende service og de gode varer i min IRMA. Jeg møder op i butikken med regnbueflag på reverset og i Pride t-shirt. Og har aldrig følt mig andet end velkommen og modtaget med smil.

Hvis dumhed er strafbart, så skal vi dælme i gang med at bygge flere fængsler. Jeg tror fast på, at smil og humor er den korteste vej mellem to mennesker. Eller mellem to kulturer. To seksualiteter. Så i mit univers er overskud og en evne til at more sig over sin egen kultur, sin egen livsstil - og dybest set at kunne se det sjove i sig selv - den mest geniale måde at bygge bro på. At slå syv kors for sig, hive op i skørterne og blive forarget er efter min bedste overbevisning vejen til det modsatte. Så gør man sig selv til noget særligt. Til noget, der er så anderledes, at man for enhver pris ikke må grine af det. Det er der fx hele religioner, der synes er vejen. Det synes jeg ikke.

Scor

2011-05-14T14:19:00.000+02:00

Mon ikke de fleste kender til Scor? Hvis Dating.dk er datingsidernes Familiejournal, er Scor måske Se & Hør. Lidt mere hor, lidt mere lir, lidt mere direkte. Det passer fint til mit temperament. Så jeg har haft en profil derinde i et stykke tid. Det har jeg ikke mere.

Hvorfor? Tja, man kan måske sige, at Scor og mig er vokset fra hinanden, men det er nok dybest set noget ævl. Jeg har mødt en masse søde mennesker derinde. Og fået nogle nye venner. Men Scor er altså bare ikke stedet, hvis man(d) skal finde en mand. Jovist, der er skam både biseksuelle og endog homoseksuelle profiler derinde. Men flertallet af henvendelser kom fra heteroseksuelle fyre. Der åbenbart ikke var så heteroseksuelle, så det gør noget. Men de havde ikke nosser til at skilte med det åbenlyst. For det koster. Du får ingen fisse på at stå frem som biseksuel mand. Nada. Zip.

Det rager så mig en høstblomst. Altså det med fisse. Men det undrer mig nu alligevel, at fordommene åbenbart stadig står i kø. Jeg har testet det selv. Jeg prøvede i en periode at rubricere mig selv som biseksuel. Man får en hel del flere henvendelser på den måde. Som homoseksuel er der stille på linjen.

Enkelte af de interesserede kunder i butikken var endog kvinder. Enkelte er endt som rigtigt gode venner. Men andre var blot nysgerrige. Jeg ville være en rig mand, hvis jeg havde fået en femmer for hver gang, jeg skulle redegøre for AIDS, kondomer, sikker sex og smittekilder. Er vi i bredeste forstand så himmelråbende uvidende? Nogle af mine kvinde-venner fortæller mig, at mange piger uden at blinke knalder med totalt ukendte fyre, uden gummi. Hvad nu hvis de fyre er nogle af de gutter, der også skrev til mig? Altså skabsbierne. Det er lidt den der med hovedet i sandet. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Nå, hul i det. Selv om Scor ikke lige var mig, så er det den bedste af de sider uden for bøssemiljøet, jeg har været inden om. Så det er en lykkelig skilsmisse, kan man sige. Jeg kommer nok til at savne bloggeriet derinde, men det kan jeg jo dyrke andetsteds, her fx. Og mine venner og veninder fra Scor håber jeg at holde kontakten med.

Skadestuen.nu

2011-05-08T12:52:00.000+02:00

Jeg undskylder med det samme det ikke alt for fremragende foto. Det, du ser på, er en dør. Det har den kvikke læser (og har jeg andre) utvivlsomt allerede regnet ud. Nærmere bestemt er det døren til den private skadestue på Rolighedsvej her på Frederiksberg. Skadestuen.nu er navnet på stedet og den tilhørende hjemmeside. Eller det var det.

For den er lukket. Okay, det er et stykke tid siden, jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at fotografere og kommentere før nu. Den - altså skadestuen - har været en torn i øjet på mig fra start af. Det afhænger naturligvis bl.a. af politisk ståsted, om man deler den opfattelse, men jeg synes, der er noget fundamentalt forkert i, at folk med mange knaster kan springe køen over.

Jeg er bestemt heller ikke pjattet med at sidde og glo en halv dag på en offentlig skadestue for at få en stresset turnuslæge til at kigge på min forstuede ankel. Men løsningen må være at få de offentlige skadestuer til fungere, ikke at suge luksuspatienterne over i det private. Det har naturligvis været den nuværende (og forhåbentlig snart forhenværende) regerings projekt fra dag ét. Privatisering er guden, der tilbedes.

Heldigvis ser det ud til, at den private afgud ikke altid ser med mildt åsyn på sine tilbedere. Jeg kender ikke årsagen til den private skadestues død. Hjemmesiden meddeler blot, at den er lukket og henviser til de offentlige.

Det triste er, at endnu en skadestue her i København er ved at ryge. Og her snakker jeg ikke om den private. Næ, hele Frederiksberg Hospital inklusiv skadestue er dødsdømt af politikerne. Den besynderlige kvinde, Vibeke Storm Rasmussen (S), der ellers kun stikker hovedet op fra den æske, hvor hun gemmer sig, når hun skal genvælges som regionsrådsformand, har lige fundet tid til at aflive Frederiksberg Hospital. Angiveligt fordi det ikke er tidssvarende. Centralisering er kodeordet. Vi skal have et giganthospital på Bispebjerg. Med en skadestue, der skal betjene et endnu større opland. Man behøver vel ikke den store ledvogtereksamen med egeløv for at regne ud, at det er den hurtige vej til endnu længere ventetid på skadestuerne. Så måske står det private spøgelse klar i kulissen igen. Det ville da være skæbnens ironi, at en socialdemokrat førte det sværd.

Synger Per på sidste vers?

2011-04-26T17:21:00.000+02:00

Nej, bare rolig. Hvis du hedder Per. Eller kender en, der hedder Per. Det gør jeg fx. Altså kender en. Jeg hedder noget andet. Men nu er jeg allerede ved at rode mig ud, hvor jeg ikke kan bunde. Forfra.

Det her handler ikke om Per. Eller vers.

Pervers.

Pyha. Det var en sen død at komme så langt, ikke sandt. Men altså, det perverse er emnet. Der findes med garanti hyldekilometer af lærde afhandlinger om emnet. Psykologien og psykoanalysen byder givetvis ind med en masse kloge ord. Jeg kender ikke en skid (i hvert fald kun en lille listefis i så fald) til de akademiske sider af emnet, men jeg kom til at tænke over det, da jeg var i fitnesscenter tidligere i dag. Ikke at der er noget specielt perverst ved fitness, det er bare et godt sted at tænke.

Lad os lige konsultere ordbogen: "Pervers: unaturlig, abnorm, især i seksuel henseende".

Okay, så er den ged barberet. Tak for nu. Eller er den? Der findes en hel ordklasse, der hedder forholdsord. Pervers er ikke et af dem, men burde måske være det (undskyld til filologerne derude). For unaturlig eller abnorm i forhold til hvad? Og hvem er overdommer? Har vi en Blachmann, der kan råbe og skrige af folk, der ikke lever op til et bestemt sæt forventninger? Og hvem har skabt det sæt? Findes det? Nedskrevet? En lov?

I kan måske godt se, hvor jeg vil hen? Nå ikke. Okay. Vi griber til håndgribelige eksempler. Jeg går i seng med mænd. Det er sgu da perverst, ikke? Det må det være. Andre af min slags bliver og er blevet henrettet, udstødt og nedgjort af den grund. Årsagen? Tja, vel typisk noget, der er gravet op af en par tusind år gammel bog. Religion er roden til meget godt, men sandelig også til megen ulykke. Der er vist ikke rigtig nogen grund til lige den med nix-til-fyr-knalder-fyr. Eller til den med fingrene over dynen. Nogle vil sikkert hævde, at det bunder i det unaturlige, jf. definitionen fra ordbogen. Mænd og kvinder har nogle dele mellem benene, der passer ret godt sammen. Veldesignet vil man måske hævde. På den anden side fungerer det nu også ret godt mand og mand imellem (uden at jeg skal tegne et alt for udførligt billede). Så er det måske den spildte sæd på den golde jord? Maybe. Men så ryger 99% af mand/ kvinde knaldene også ud med badevandet.

Blev vi klogere? Næ. Ikke en døjt. Lad os prøve noget andet. Det behøver ikke være noget specifikt. Dyk bare ned i posen med seksuelle eskapader og fetisher. Nej, ikke rødme, du kender sikkert masser. Er de perverse? Ja, vil nogle hævde. Ikke det fjerneste, vil dem, der dyrker de ting, sikkert sige.

Igen. I forhold til hvad?

Ville det ikke være voldsomt befriende, hvis folk kunne flette næbbet og tilbageholde deres (for)domme omkring grupper og praksisser, de ikke har en stand forskid på? Men det kommer aldrig til at ske. Vi (i bredeste forstand) har behov for nogen at pege fingre ad. Nogen, vi kan udpege som anderledes. Stigmatisere. Så vi måske får det bedre med os selv. Det er jo altid dejligt at føle sig som en af de rigtige. Den slags skaber religioner. Eller politiske partier (hej Pia). Og det skaber ulykke. Og menneskelige tragedier. Prøv at sætte dig selv i den persons sted, der får at vide, at han eller hun er forkert, fordi objektet for vedkommendes følelser eller begær kategoriseres som abnormt. Der er skrevet stor litteratur ud fra det emne. Læs Bang. Læs Wilde.

Det virkeligt abnorme, det virkeligt unaturlige, ja det egentligt perverse er måske, at vi mennesker åbenbart har den ubændige trang i os til at bedømme og værdisætte det, der dybest set ikke vedrører os? Det er da perverst.

Eidos

2011-04-21T14:39:00.003+02:00

Eidos er et af de vidunderlige græske ord, der kan betyde en hel masse. Platon, ham den gamle nisse med filosofiske tvangstanker, brugte termen om sine ideer i formlæren. Nu mente han noget ganske andet med ideer, end det vi blegfede danskere sædvanligvis tænker på. Jeg er blegfed. Og dansker. Så jeg tænker på ideer i den dagligdags betydning. Jeg skulle bare lige imponere med min enorme belæsthed og totalt ubrugelige paratviden.

Altså ideer. Jeg har inden for de sidste par døgn haft en lille håndfuld af slagsen. Mindst. En af dem var aldeles fremragende. En har jeg store forhåbninger til. Og en var komplet åndssvag.

Lad os få den sidste overstået med det samme, så vi kan komme videre. Jeg fik den geniale (not) idé at tage i Body Bio på en Skærtorsdag i bragende solskin. Ja, ikke. Her er der for alvor tale om det lille hoved, der tænker for det store. Der var helt bogstavelig talt kun et par ludere og en (mulig) lommetyv. Fjols = mig.

Nå, vi haster videre til den gode. Det her begynder at lyde som titlen på en spaghettiwestern, ikke sandt. Den gode var at besøge mit fitnesscenter fra den årle morgenstund. Apropos årle og det nærliggende ørle, så var det en absolut fantastisk tur på cyklen. I hvert fald da jeg igen havde fået stoppet mine lunger ned, hvor de hører til. Man har det aldeles fremragende efter sådan en nærdødsoplevelse i S.A.T.S.

Den muligvis gode idé er den, jeg er mest stolt af. Og venter mig mest af. Ved hjælp af min iPhone (nej, jeg får ikke penge for produktplacering i de her tekster) og en side, der hedder GayCities.com faldt jeg over Copenhagen Mermates. Som jeg aldrig havde hørt om. Det har du måske heller ikke. Det er en svømmeklub for bøsser og andet godtfolk i regnbuemiljøet. Svømning, vandpolo og triatlon (apropos nærdødsoplevelser). Det er så svømningen, der trækker for mig. Jeg er jo en halvgammel herre OG notorisk boldmongol.

Nu kan jeg ganske vist godt finde ud af at hoppe i et svømmebassin i forvejen, men det, der virker rigtig tiltalende ved Copenhagen Mermates, er det sociale aspekt. Som nogle af jer ved, så rører jeg ikke sprut mere. Det betyder, at en ret stor del af det traditionelle bøssemiljø ikke har så stor tiltrækningskraft på mig mere. Jo, jeg kan godt sidde på et værtshus og drikke en cola eller en lys øl, men tro mig, folk bliver generelt ikke klogere at høre på, efterhånden som de opbygger en tyvehestes brandert. En samtale i det forum fordrer næsten, at man selv roder rundt i de samme tåger. Så er der hele sauna- og sexscenen. Den nyder jeg med glæde, men det er, som de fleste, der har frekventeret de steder, ikke der, man skal gå hen, hvis det primært er det sociale, man jagter.

Men en svømmeklub, der arrangerer middage, fester og udflugter. En klub for svømmere (og folk der skal lære at svømme) på alle niveauer. Oven i købet en svømmeklub for det lyserøde segment. Det er sgu da genialt. Så skulle der sidde andre end mig derude, som kigger lidt langt og forgæves efter en anden slags samvær, end internettet, saunaerne og barerne kan byde på, så prøv at kigge på hjemmesiden: http://www.mermates.dk/. I hvert fald hvis du bor i nærheden af hovedstaden. Hvis du er til andre sportsgrene end svømning, så prøv at kigge på Pan idræts hjemmeside (http://panidraet.dk), der er sikkert noget for dig og i nærheden af dig.

Jeg har udfyldt indmeldingsformularen og venter i spænding på at blive kontaktet af og møde havdrengene. Måske er mine forventninger skruet for højt op. Men det tror jeg nu ikke. Det viser sig forhåbentlig, at det var en skide god idé. Jeg havde sikkert fået hevet gamle Platon med, han kunne jo som bekendt både lide gode ideer og havdrenge.

Hvad er barnets navn?

2011-04-14T17:31:00.006+02:00

Tja, jeg aner det faktisk ikke, måske Aneliya. Hun så i hvert fald en kende bulgarsk ud. Hvad jeg snakker om? Åh, undskyld. Jeg spoler lige båndet lidt tilbage. Sådan. Vi befinder os en kende tidligere på dagen. Jeg havde været til et jobrelateret møde inde i det centrale København. Da vejret viste sig fra sin allermest charmerende side, valgte jeg at spadsere hjem.

Jeg valgte ruten bag om Hovedbanegården og ned ad Istedgade. Jeg har altid elsket Vesterbro og de skæve eksistenser der. Et lille stykke nede ad gaden render jeg ind i en lille flok piger. En af dem, lad os holde fast i navnet Aneliya, kigger på mig og slynger ordet "sex" ud. Efterfulgt af en stribe underforståede spørgsmålstegn. Hun var ret sød, hende Aneliya. Der var lige den mindre hage ved vores gryende forretningsbekendtskab, at a) jeg er til fyre, og b) hun lignede en, der burde være i skole og terpe tyske verber.

En af mine ledestjerner på det hjemlige firmament, Suzanne Bjerrehus, skrev en gribende klumme i Ekstra-Bladet den anden dag om netop prostitution (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1537049.ece). Jeg deler hendes holdninger fuldt ud. Og kom til at tænke på klummen, da jeg stod ansigt til ansigt med den små Aneliya. Hvad er der mon sket i pigens liv, siden hun står så langt hjemmefra og faldbyder sin krop til en halvgammel stodder som mig? Og hvad sker der for de mænd, der takker ja og slæber hende med ned i sexbiografens mørke? Og hvordan sover de svin, der tjener de rigtige penge på hele ulyksaligheden, om natten? Hun var for ung til at være nederst i narkoludernes fødekæde. For en del år siden var det de absolut mest desperate og abstinensramte kvinder, der stod og solgte sig selv i gaden. Nu er det handlede kvinder på en anden måde. Det er måske ikke stoffet (endnu), de arbejder for, men måske deres frihed, deres pas, turen hjem. Jeg aner ikke, om nogen af dem kommer så langt, eller de går helt til bunds før.

Lige så tåbeligt, jeg anser et generelt forbud mod prostitution at være, lige så modbydelig er den type menneskehandel, man støder på midt om dagen i København på en aprildag i 2011, mens vi hælder penge ned i lokummet på kongerøgelse en lille kilometer væk.

Jeg ønsker Aneliya alt det bedste af hele mit hjerte.

Det er blevet forår

2011-03-06T12:13:00.002+01:00

Jo, jo. Det er ganske vist. Jeg bringer gode tidender. Foråret er her. Jeg har strengt videnskabeligt bevis for påstanden. Efter nogle måneders kulde og mørke, efter tilsvarende måneder i noget der minder om cølibat, så er solen her. Og erotikken. Det er et stensikkert barometer for mig. Der går forår i knægten. Og hormonerne vågner med et grynt fra vinterhiet.

Men selv den bedste bil skal smøres og have brændstof. Så efter en fredagstur på apoteket, hvor der blev handlet lidt Cialis til lagret, er weekenden gået slag i slag. Eller måske snarere knald i knald.

Selv en røvsyg søndag formiddag kan gøres noget nær fantastisk. Først en tur i svømmehallen, så man kan vågne. Op på Den Skide Hest og ind i Istedgade. Nej sgu! Ikke til en eller anden bulgarsk luder. Men derinde ligger Copenhagen Gay Center. Et af mine og Den Skide Hests faste pitstop.

Man ved, det bliver en god bøssesaunadag, når ekspedienten står i bar overkrop, er voldsomt lækker og oven i købet har charme. Nu var det desværre ikke ham, der var løs i saunaen og baglokalerne. Han skulle jo passe sit job. Men der var heldigvis en god sjat andre lækre mandfolk. Selv en tidlig formiddag. Søndag er i øvrigt nøgendag. Det burde hver dag være. Okay, måske ikke på jobbet. Men i sexklubber. Der er bare noget forkert ved at tage i swingerklub, bøssesauna eller sexklub – og så render folk rundt med tøj på. Det gør de så heldigvis ikke om søndagen i CGC.

Men selv god sex får jo en ende (også god sex i en dejlig ende). Men da det nu var en seriøs lækkermås, der stod i butikken, måtte jeg jo lige motionere kreditkortet lidt. Og sludre med (læs: bage på) ekspedienten.

Det er måske kemi. Og helt sikkert rigtigt. Men god sex giver godt humør. Så jeg dribler rundt og er godt gammeldags søndagsglad. Der blev indkøbt lidt påskeliljer og mad i IRMA på vejen hjem. Og nu overvejer jeg, hvad eftermiddagen skal gå med. Jeg er lidt øm alle mulige sjove steder efter weekendens strabadser, så mon ikke det bliver noget med hygge, computer, Playstation og kaffe. I vilkårlig rækkefølge.

Hvor er det bare dejligt. Altså at det er blevet forår. Nyd det, kære venner :-)

Se & Hør outer folk fra Scor.dk

2011-01-29T14:30:00.002+01:00

Når jeg sådan kigger mig selv dybt i øjnene i spejlet, så synes jeg ikke, jeg ser en specielt sippet person. Tværtimod. Jeg har set lidt af hvert, gjort lidt af hvert - og har det fint med det. Så jeg plejer ikke at stå forrest i køen, når det handler om moralske opstød. Live and let live, ikke sandt. Hvad voksne folk frivilligt finder ud af under dynen, er deres sag.

Som den kloge læser (har jeg andre) nok har regnet ud, er der bagt op til et "men".

Og lad os så det da. Altså få moralske kvababbelser, MEN...

Jeg fik sgu kaffen galt i halsen, da jeg læste ugens udgave af Se & Hør. Man skal jo følge med i sladderen. Denne uge har de en artikel om en forhenværende TV-kendis, der har en profil på Scor. No biggie, måske. Men de outer ham med navn, og hvad der ligner private sexfotos fra hans profil.

Online-udgaven ligger her, der er ikke de nævnte fotos. Men så ved i, hvad jeg snakker om:

Det overskrider mine grænser for almindelig pli og anstændighed. Mandens profil, der også er afbilledet i bladet, er uden hans navn og uden profilfoto, hvilket turde antyde, at han ikke ønsker at stå frem offentligt, ikke sandt. Alligevel buldrer bladet på med oplysninger om dette og hint.

Nu er de fleste af os på nettets diverse datingsider og sociale sites nok hverken kendte eller specielt interessante for ugebladene, men det giver alligevel stof til eftertanke. I hvert fald for mig. Bladet kan sikkert være totalt ligeglade. De får måske et rap over nallerne på nogle tusinde kroner, men de er sikkert tjent hjem på det øgede bladsalg.

Jeg sidder i hvert fald med en dårlig smag i munden. Og en beslutning om at skifte sladderblad.

Nu er jeg ikke kun smuk, men også rig!

2011-01-24T17:03:00.001+01:00

Endelig skete det! Nu har jeg spillet lotto, tippet og været med i Klasselotteriet i 124 år. Uden nævneværdig fremgang.

Og så rasler appelsinen lige ned i turbanen. Jeg er nu en holden herre. Næsten. Jeg kan i hvert fald se frem til 30% af millioner af dollars. Uden nogle risici. Tænk engang, hvor mange Othellokager, Playstationspil og osterejer jeg kan købe for den slags penge. Men nu må i have mig undskyldt, jeg skal lige printe min opsigelse fra jobbet ud, jeg regner med at moone chefen fra morgenstunden tirsdag.

For godt til at være sandt? Nej da! Jeg fik mailen fra en doktor. Se selv:

"Good day Sir,

I want you to patiently read this offer. I am Dr. Phillip Algor. The Assistant to the Head of Delegation to the World Bank in Europe. I am the link man between the Organization for Petroleum Exporting Countries - OPEC and the petroleum sector in the European countries. I also attend OPEC meetings constantly in Vienna, Austria on the auspices of World Bank. Through the sale of our allocated oil quota in OPEC, I was able to make a large sum of money (millions us dollars), which is currently deposited in a Security company in Europe.

I want you to assist me to claim this money as I cannot claim it directly because I am still a civil servant, and the code of conduct bureau forbids me to acquire such amount of money. It is on this basis that I am contacting you for assistance. If interested, claimed documents with which the fund is deposited will be re processed and changed to reflect you as the new beneficiary so that you will be eligible to collect the fund on my behalf. I will give you 30% of the fund for this assistance, while 60% will be for me and 10% will be for expenses that may be incurred on both sides.

I am aware of the international monitoring of all large-scale financial movements after the September 11Th 2001 terrorist attack on America and to avoid any state of financial investigation I will provide a classified clearance paper from the relevant body which will exonerate the money from either drug, money laundered or terrorist related proceeds. Note that this information is also open for scrutiny and I also assure you that there is no risk attached in this transaction.

Please if interested, send me mail direct on my private mail address: XXXXXXXXXX@yahoo.co.uk and provide me with your private telephone and fax numbers for easier communication.
Best Regard.
Dr. Phillip Algor."

Kære Bill

2011-01-15T17:14:00.001+01:00

Vi har været igennem meget, os to. Er det virkelig snart 20 år, vi har gået hånd i hånd? Utroligt. Vi har grinet, vi har grædt. Okay, det er mest mig, der har grædt. Der har været de utroligste hysteriske anfald. Nedture. Opture. Du har gjort mit liv utroligt interessant.

I alle forhold er der kriser. Det har der også været i vores. Jeg har været dig utro. Ja, jeg indrømmer det. Jeg håber ikke, du tager mig det alt for ilde op. Jeg havde en kort flirt med en tøjte fra IBM, der hed OS/2 Warp. Hun var ung og smuk, men blomstrede alt for hurtigt af. Som den store mand, du er, stod du klar med åbne arme for at byde mig velkommen tilbage. Uden onde følelser. Tror jeg da. Der var godt nok alle de uforklarlige nedbrud i programmer og styresystem. Vidste du besked om min affære? Var det din straf? Og så var der Vista. En plage af næsten bibelske dimensioner. Der viste du dig i din gammel-testamentelige figur. Hård og straffende.

Men jeg har alligevel altid haft et blødt punkt i mit hjerte for dig. Du var min guru, min proto-nørd. Jeg elsker din humor. Man kunne altid regne med, at den nyeste og mest hypede udgave af din vinduesudstilling viste sig at mangle en hel masse. Når du så havde fået mig til at købe diverse ekstrapakker (jeg får stadig grineflip over Windows 95 Plus-pakken), og programmet stadig ikke helt kørte som smurt, så stod du klar i det fjerne som forår efter vinter med næste udgave. Jeg kommer til at savne at bruge mine sparepenge på dine altid smukke og velindpakkede programpakker.

Ja, du forstår mig rigtigt. Jeg vil ikke mere. Vi er altså kørt fast i vores forhold, Bill. Vi har prøvet, det ved gud vi har. Du gav mig Plug and Pray, det glemmer jeg dig ikke for. Okay, det virkede ikke de første 5-10 år, men al begyndelse er som bekendt svær.

Jeg er dig ikke værdig. Jeg har haft andre sidespring. Bare korte affærer med tøser, du ikke regner for noget. En finsk skønhed, jeg mødte i en sauna (hvor der godt nok ellers kun var mænd), fordrejede hovedet på mig. Første gang jeg mødte hende, var hun en umådeligt krævende elskerinde. Intet var godt nok. Alt krævede blod, sved og tårer. Jamen, Bill, du havde klasket dig på lårene af grin. Plug and Pray var latex og glidecreme til sammeligning. Så jeg mistede den berømte loving feeling. Men du ved måske, hvordan det er. Gammel kærlighed dør ikke, den ruster blot. Og jeg mødte finnen igen. Nu havde hun vokset sig stor og stærk. Hun havde endog antaget forskellige masker med eksotiske navne. Men hendes smukke sjæl var den samme, som jeg lærte at elske. Du vil ikke kunne forstå hende, hun kræver ingen penge, hun er baseret på åbenhed, samarbejde og fællesskab. Ja, ikke sandt, det er komplet vanvittigt. Ingen bekostelige opdateringer eller nye udgaver, der flår pengene op ad lommerne. De er tossede, de finner.

Jeg kunne ikke få mig selv til bare at gå, sådan uden en forklaring. Derfor har jeg lagt denne besked på dit skrivebord, Bill. Med mindre din computer går ned, skal genstartes uden logisk årsag, bliver angrebet af virus eller på anden måde bryder sammen, så håber jeg, du ser disse ord. Jeg vil ønske dig god vind fremover. Jeg er sikker på, du og dit gamle firma nok skal finde på nye måder at monopolisere mit hjerte på. Men jeg håber, det varer længe. Måske er tiden løbet fra dig, Bill. Måske er det en anden verden, der vinker forude i cyberspace. Det er vi i hvert fald nogle stykker, der kæmper for. Men jeg forlader dig ikke med had og bitterhed i sjælen. Du har holdt min krop ved lige. Uden dig havde mit blodtryk helt sikkert været lavere. Men jeg er ikke helt ung længere. Så min finske kærlighed er bedre for mig. Det håber jeg, du vil have forståelse for.

Pas på dig selv, Bill. Det har været en spændende rejse. Som vi nu fortsætter af hver vores veje. So long, Bill. It has been... an experience.

De kærligste hilsner
fra
Prinsen.

Reklame for utroskab

2011-01-05T17:51:00.002+01:00

Hej bloggeritos og godt nytår. Jeg håber, i er kommet godt og sikkert ind i 2011.

Hører i nogensinde radio? Til de unge: det er sådan lidt ligesom fjernsyn, bare uden billeder. Ganske kuriøst. Nå, men det gør jeg altså. Gennem hele december har min radio stået på Pop FM, der har leveret sprød julemusik 24 timer i døgnet, guf for en gammel nisse som mig.

Forleden var jeg så ved at få risengrøden i den gale hals. Og der skal sgu ellers noget til. Først var jeg sikker på, jeg havde hørt forkert, men nej. de kører sgu en serie reklamespots for en datingside her i landet (jeg vil ikke give siden reklame ved at nævne navnet). Hele konceptet ved den pågældende side er enkelt: utroskab.

Okay. Jeg er ingen bly viol, og hvad folk laver i høet, rager mig en skid. Alligevel virkede både reklamen og datingsiden grænseoverskridende på mig. Det er i hvert fald første gang, jeg har hørt en reklame eksplicit anbefale sidespring som løsningen på et dårligt (sam)liv. Føler du dig ikke værdsat? Ikke begæret? Mangler dit liv krydderi? Få en elsker(inde). Det er budskabet.

Jeg kan sagtens veje for og imod. Sider som Scor, Dating.dk eller Boyfriend (for blot at nævne et par stykker) bliver naturligvis brugt til det samme formål. Men for mig er der alligevel en forskel. De nævnte sider er for mig en slags elektroniske klubber, hvor man kan mødes, flirte og hygge sig. Og folk kommer af mange grunde. Tilhængere af utroskabssiden kunne hævde, at det er hykleri, når en bruger af Boyfriend (som mig) rejser børster over den kontante og ligefremme fremgangsmåde på den anden side. De skjuler intet, men spiller med åbne kort.

Alligevel bryder jeg mig ikke om reklamen. Eller siden, den pusher.

Hvad synes du, kære læser?

Kom så på banen, kære venstreorienterede

2010-12-12T07:50:00.001+01:00

Eksplosionerne i Stockholm, der i skrivende stund, hvor en del forvirring stadig hersker, ser ud til at være en eller anden form for forsøg på terror, har fået prinsen til at bryde sin lille hjerne. Naturligvis sidder man med alle de klassiske hv-spørgsmål som hvem og hvorfor. Det åbenbares måske i de kommende dage. Det ligger fast, at en mand har sprunget sig selv i luften og såret nogle andre. Den døde er vist nok en af bombemændene. Der var ifølge Dagens Nyheter to eksplosioner.

Som den kvikke læser - og har jeg andre - vil kunne se, er der masser af løse ender og ting at være i tvivl om. Velkommen til mit liv. Men den egentlige årsag til disse linjer er ikke at udstille min uvidenhed, det klarer jeg glimrende i dagligdagen. Næ, jeg sidder og er en kende harm. Og en kende magtesløs. For hvad skal man stille op? Begynder man at råbe op om idiotiske muslimer, er det benzin på Pia og konsorters bål. Men der er jo et uomgængeligt religiøst - og muslimsk - element i det her. Personligt har jeg det lige svært med alle former for fundamentalisme. Det være sig politisk, religiøs eller noget helt syvende. Jeg har det også overordentligt skidt med at rette smed for bager. Eller blot at generalisere. Nu har jeg vist ladet længe nok op til det men, der er i ovnen, ikke?

For det virker åbenlyst for mig, at der er et problem med islam. Eller mere korrekt: med måden religionen misbruges til at radikalisere mennesker, så de er i stand til at udføre gerninger som de nys passerede i Stockholm. Religion som en støtte og en ledestjerne i livet er en smuk tanke. Der er bare den samme lille detalje, der fucker det regnestykke op, som i tilfældet med fx kommunisme: det er mennesker, der skal udføre og praktisere det. Og mennesker er mennesker på godt og til tider ondt. Religion er eller kan være et farligt sprængstof i hænderne på folk med en dagsorden. Det være sig en religiøs eller politisk dagsorden. Eller den gode gamle magtdagsorden. Det er for så vidt også af mindre interesse. Problemet er stadig radikaliseringen af mennesker.

Og hvad er så løsningen? Hvad gør man? Hvad gør jeg som venstreorienteret? Hvad gør de millioner af muslimer, der heller ikke bryder sig om at blive slået i hartkorn med klaphatte, der render rundt og føler, de har patent på at udlægge den rette lære?

Til at begynde med kunne man råbe op. Sige fra. Give lyd fra sig. Og her taler jeg ikke om Naser Khader. Ham er der nok ikke ret mange, der gider at høre på mere. Men ganske almindelige mennesker. Ahmed, Søren, Pia og Fatima. Foreninger. Grupper. Strikkeklubber. Kæft op! Sig fra! Giv jeres unger den rette ballast at tage med ud i livet, så de er bedre rustede til at grine af og afvise de agitatorer, der er derude.

Lad os forsøge at flå højrefløjens hjemmestrikkede patent på at være kritiske ud af deres benede hænder. Det er okay at være kritisk over for religion. Kritisk over for islam praktiseret i dens mere perfide udformninger. Over for terror. Det er okay at være kritisk som venstreorienteret. Det bliver man hverken racist eller DF'er af. Det er okay at være kritisk som muslim. Det bliver man ikke vantro af. Snarere tværtimod. Nogle af mine venner på venstrefløjen råber gerne slagord i retning af "vores gader" til diverse demoer. Så hvorfor ikke råbe op om "vores samfund" eller "vores religion". Det giver kritik så meget mere vægt, når den kommer fra egne rækker og ikke fra udenforstående med en egen dagsorden (hej Pia).

Forleden havde SF's Mattias Tesfaye en kronik i Ekstra Bladet om de forventede holdninger til socialister. Han skrev om østarbejdere. Men problemstillingen er lidt den samme her. Der er nogle præfabrikerede mønstre og kasser, som man forventes at arbejde videre med som venstreorienteret. USA er nogle banditter. Israel endnu værre. Palæstina er alle tiders. FN er sindssygt fedt, selv om de oftest ikke kan stikke en pind i en lort uden af ødelægge begge dele. Immigration er fantastisk. Ja ja. Jeg karikerer. Det ved jeg godt. Og så alligevel. Ingen røg uden brand.

Verden er ikke sort-hvid. Med mindre man er fundamentalist. Det er vel egentlig en stor del af selve definitionen af fundamentalisme, altså hele dem og os-mentaliteten. For resten af os burde det være åbenlyst indlysende at tage stilling fra sag til sag. Og at sige fra. Partiprogrammer er ikke overbragt af gud på en stentavle. De kan ændres, i takt med at samfundet ændres. Kan de ikke, er politiske partier, som vi kender dem, en uddøende race.

Jeg håber, jeg tager fejl. Jeg håber, jeg i den kommende tid vil høre en masse kritiske røster fra min egen politiske fløj og fra det muslimske samfund her og hinsidan. Jeg ser, at muslimernes fællesråd her i landet tager afstand (http://www.information.dk/telegram/253562). Lad os så få nogle af venstrefløjens koryfæer på banen, inden Pia og præsterne - igen - sætter dagsordnen.

Sikke noget lort!

2010-11-17T07:25:00.000+01:00

Ja, undskyld den noget bramfri overskrift. Men det var det. Jeg har måtte sætte den skide hest i garage et par dage. Søndag aften fik jeg det mærkeligt. Det var starten på en ordentlig omgang mavekneb. Først troede jeg, det var Roskildesyge. Det har jeg haft en gang før, og det er tre dage for fuld hornmusik. Men det var vist "kun" en madforgiftning i den mildere ende. Min mistanke falder på to ting: en færdiglavet moussakka eller en ditto blandet salat. Sidstnævnte er min hovedmistænkte, da moussakkaen jo skulle en tur i ovnen, hvilket burde dræbe baktusserne Så salaten. Måske har dem, der har rodet med salaten ikke haft øje for hygiejnen. Men hvad skal man gøre som forbruger? De der færdigblandede og vaskede salater er jo netop beregnet til at spise lige ud af æsken.

Nå, jeg er ikke længere at tælle blandt de faste installationer på toilettet, men kroppen er noget brugt. Der går vist lige et stykke tid, før jeg skal have færdigblandet salat igen!

The Charge of the Light Brigade

2010-11-11T16:22:00.002+01:00

Jeg valgte at afspadsere noget overarbejde i dag. Og så stod jeg jo lige pludselig med noget ekstra tid på hænderne. Hvad gør en klog? Aner det ikke, for jeg er ikke klog. Så jeg gik i Body Bio. Min faste læser vil vide, at det er et emne, jeg har skrevet om ofte før i tiden - altså sexbiffer og bøssesaunaer. Især min gamle jagtmark på Kingosgade. Men det var faktisk pænt længe siden, min hest havde gumlet på høet i krybben dernede.

Stedet ligner sig selv, helt ned til den flinke unge fyr i indgangen. Desværre er der også andre ting, der ikke har ændret sig. Også det har jeg hældt vand ud af ørerne om tidligere, jeg taler om de professionelle, betalingssex, ludere, trækkerdrenge - kært barn har mange navne. De spøger stadig i de mørke gange dernede. Og det pisser mig stadig af. Hvis jeg ville betale for et knald, var jeg gået på bordel eller til thai massage. Når jeg går i sauna eller bio, er det for at hygge mig med andre fyre, der har samme lyster. Ikke for at rende spidsrod mellem folk, der vil have mine penge. Jeg forstår ikke, at BB ikke jager dem væk. Måske er der indgået en våbenhvile, måske får de en bid af kagen, jeg aner det ikke. Men det ødelægger oplevelsen for mig. Det smadrer den følelse af, hmm, hvad er ordet, jeg leder efter? Følelse af lighed. Følelse af at alle er der for det samme.

Nå, det hele skal ikke være negativt. Jeg fik, hvad jeg kom efter. Eller burde man sige, jeg kom, hvad jeg fik efter? Det vil jeg overlade til andre sprognørder at lege med.

Og så må i have mig undskyldt. Jeg skal have surret hesten fast, boltet dørene og hamret plader for vinduerne. Ifølge vejret på TV2 er det det eneste rigtige at gøre. Jeg elsker deres drama, efter Peter Tanev er kommet til at styre den biks. Operaer er det rene vand ved siden af :-)

Kan i nu passe på hinanden i orkanens øje.
Knus
Prinsen

Tag mig på parabolerne

2010-10-31T08:00:00.000+01:00

DF er irriterende gode til at sætte dagsordnen og bringe sig selv i fokus. Nu med forslaget om at forbyde arabisk satellit-TV i ghettoerne. Forslaget har naturligvis ingen gang på jord, men rammer et åbenlyst problem. Hvis hele ens verdensbillede og kulturopfattelse hentes via parabolen - uden skelnen til det samfund og den kultur, der omgiver en, så må det naturligvis præge ens sindelag, sprog og kultur. Noget lignende hylede betonmarxisterne i øvrigt op om i 1970'erne i forbindelse med amerikansk kultur. Og det gik jo meget godt. Øh.. Undskyld, jeg må løbe, jeg skal til Sale, der er Halloween-tilbud på Oreos i 7-Eleven.

http://www.berlingske.dk/politik/pia-k.-vil-forbyde-paraboler-i-vollsmose

Homo? Så skal du dø!

2010-10-22T17:57:00.001+02:00

Julen står som bekendt for døren. Jovist. Er du i tvivl, så kig blot i dit nærmeste pengeinstitut eller varehus, årets julekalender er i handlen. Eller rettere ulandskalender, som den blev omdøbt til i de lilla, fodformede 1970'ere. Det affødte i øvrigt mit første læserbrev i en ganske ung alder, jeg var harmdirrende over det forræderi mod vor gamle jul, som jeg i min grønne ungdom følte denne omdøbning stod for. Det er, som man siger, en helt anden historie.

I år støtter Danmarks Radio børn i Indonesien. Hatten af for det. I tidligere år har den gennem Danida støttet afrikanske børn. Også det er glædeligt. Jeg er selv fadder for et barn i den tredje verden. Man må jo forsøge at gøre, hvad man kan, ikke sandt.

Men jeg bliver eddersplintrende rasende, skuffet og helt igennem i ikke-julehumør, når jeg så læser om nogle af de lande, jeg og andre store eller små børn har støttet i løbet af årene. Lige nu og her tænker jeg på Uganda. Et land, som Danmark har haft som en yndling i vores bistandsarbejde. Men kæden er åbenbart hoppet helt af dernede.

I dagens aviser (1) kan man læse, at Ugandas parlament er ved at få en lov igennem, der i yderste konsekvens kan resultere i dødsstraf for kærlighed. Hvis objektet for din kærlighed vel at mærke er af samme køn som dig selv. Jeg antager, at de fleste retskafne mennesker kan se det umenneskelige og middelalderlige i en sådan lov. Sagen bliver ikke mindre speget af, at amerikanske, kristne foreninger har været med til at røre i gryden (2). Den katolske kirke hjælper helt sikkert heller ikke. Forhåbentlig resulterer det hele i en iskold skulder fra den øvrige verden, skulle den lov - gud forbyde det - blive vedtaget eller endnu værre: håndhævet.

Men jeg sidder tilbage med en undren. Stiller vi - i bred forstand - ingen krav til de lande, vi yder bistand til? Er det bare udbetaling ved kasse 1? Og kan nyheder som den her omtalte ikke medføre ændringer i praksis på området? Dilemmaet er naturligvis åbenlyst: skal man vælge at straffe nødlidende børn for deres amoralske og uetiske politikeres handlinger? Omvendt er det vanskeligt at se en fortsat bistand som andet end en blåstempling på et eller andet plan af den siddende regering og dennes love.

Der er naturligvis en masse aspekter af en sag som denne. De fleste rækker langt ud over, hvad jeg kan eller vil behandle i en blog som den her. Dybest set råber jeg op. Og håber på, at et ramaskrig vil lyde over den ganske verden. Julen er en kristen fest. Vi fejrer håbets fødsel. Vi fejrer guds kærlighed til os mennesker. Eller rettere, det gør de mennesker, der tror. Det er smukt. Men det er den samme religion, der bruges som motiv til at dræbe på grund af kærlighed.

Jeg tøffer nok ned og køber årets julekalender (jeg insisterer stadig på at kalde den det). Også i år. Og vælger at fejre julens kærlighedsbudskab på min egen ikke-religiøse vis. Men jeg håber, at alle medlemmer af Ugandas parlament får udelukkende bløde pakker med sokker i år. Hullede sokker. Som deres moral.

Glædelig forjul.

1)http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1242053.ece
2)http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2010/04/29/ugandas-korstog-mod-homoseksuelle/

Potens og platugler

2010-10-17T12:32:00.002+02:00

Kender i den slags mails? Altså spam, hvor man får tilbudt enten potenspiller eller mirakelmidler, der gør sjoveren en halv meter længere på tre uger? Det gør i sikkert. Jeg får selv en jævn strøm af dem på de mailkonti, jeg bruger til de mere, øh, halvlumre sider.

Der må jo være mennesker, der ryger i gyngen. Ellers ville de firmaer vel dø en sagte død. Det er nok noget af det samme, der sker, når folk får at vide, at de har arvet en million fra en fætter, de ikke har. 99,9% sletter lortet, men nogle enkelte må jo bide på.

Lad os gemme arvingerne og penisforlængerne til en anden god gang. Og i stedet dvæle lidt ved potensmidler. Jeg har tidligere begået en blog om emnet. Dengang fordi jeg oplevede en fyr i en erotikforretning spørge efter selv samme midler, altså sidegade-Viagra. I stedet for at resumere den blog, lægger jeg lige et link: Viagra-og-andre-bla-bolsjer-fra-rusland.

Naturligvis bygger den slags mails på det tabu og det tab af maskulinitet, der underligt nok er forbundet med at have potensproblemer. Og det er sgu underligt, eftersom det er helt og aldeles almindeligt. Så det burde være den nemmeste ting i verden at tøffe til lægen, forklare sagens sammenhæng og få en recept. Alligevel risikerer mange mænd at smide penge ud af vinduet på i bedste fald virkningsløse tabletter brygget sammen på et køkkenbord i Moskva af Vladimir Vodkanæse. Hvorfor?

Fordi vi mænd har et utroligt kompliceret forhold til vores pik, og til hvad den forventes at kunne. Kan den ikke det, er vi ikke rigtige mænd mere. Eller det er i hvert fald det argument, jeg gætter på. Som unge kan vi hele tiden, en let trækvind fra sydøst og vi er kampklare. Siden hen i livet kan det være mere problematisk. Vores maskulinitet er knyttet op på flere ting naturligvis, men en af dem er at kunne få ståpik på kommando. Får vi problemer med hørelsen, går vi til lægen og får renset ører. No problems. En nedgroet negl? Til doktormanden. Men erektil dysfunktion? Uha-uha.

Næ, jeg gør ikke grin med andre mænd. Eller kloger mig på noget, jeg ikke kender til. Jeg har selv været hos lægen efter en recept på Viagra. Jeg oplevede selv, at min krop pludselig ikke længere virkede som en teenagers. Det forventer vi vel heller ikke. Med undtagelse af pikken. Den har sgu bare at makke ret. Men som vi mænd erfarer i puberteten, har ens pik sin egen mening. Den styrer på godt og ondt en stor del af vores liv. Så krisen, der opstår, når fyren pludselig ikke leger med mere, er forståelig nok. Og jo, det kræver lige en ekstra indsats at få det sagt til lægen. Men tro mig, der er ingen, der griner af jer. Det er dagligdag. I efterlader ikke jeres mandighed i konsultationen. Ikke engang personalet på apoteket får grineflip ved udleveringen. Det er helt, helt lige til. Men det er for dyrt. Det er så en anden diskussion, men prisen er sgu for høj. Det er den i øvrigt også på nettet. Også på de lovlige apoteker inden for EU, jeg har nemlig undersøgt sagen. 4 stk. Viagra 50 mg. koster 70 engelske pund hos et onlineapotek i England. Til sammenligning er prisen herhjemme omkring det halve. Altså endnu et glimrende argument for at holde sig fra de mere eller mindre officielle udbydere på nettet.

Om det virker? Åh ja. Det gør det. Og der er flere medikamenter at vælge mellem. Det er en af de ting, din læge vil fortælle dig. Viagras virkning er på op til fem timer. Ikke at du render rundt med fuld salut i fem timer, men det er tidsrummet, medicinen hjælper dig med at opnå og vedligeholde en rejsning. Du skal selv sørge for at blive pirret. Eller din partner skal sørge for den side af sagen *G*. Til sammenligning virker Cialis i op til 36 timer. Selv har jeg haft fornøjelsen af begge midler. Til en weekend, hvor der er lagt op til ballade er Cialis jo oplagt. Til et hurtigt onsdagsknald er det måske Viagra, man skal satse på. Det er noget, den enkelte må hitte ud af. Og din læge kan rådgive dig. Der er andre midler end de nævnte. Måske er det kun i perioder, du har brug for pillerne. Din alder. Stress. Og 117 andre ting kan have indvirkning på potensen.

Så der er alle mulige gode grunde til at trykke på slet-knappen, næste gang du får en af de der Viagra-spammails. Brug dine penge på noget, der virker. Og få den rådgivning, du selv er med til at finansiere via skattebilletten. Tabuer er til for at overvindes. Næste gang, du hører Børge Båthorn nede i fodboldklubben kæfte op om, at HAN sgu ikke behøver Viagra, så overvej om hans kone (m/k) mon er helt enig.

Bladbombaniet

2010-10-16T12:23:00.000+02:00

Selvom jeg gemmer det godt, så er jeg en kende rød. Jo jo, lad nu være, det er jeg. Nå ja, også lidt grøn, men lad det nu ligge. Jeg har i en del år abonneret på dagbladet Arbejderen. Af flere grunde. Dels for at støtte op om projektet, der er efterhånden ikke andre røde dagblade tilbage, selv Information er blevet lidt uldent i kanten. Og så skriver de historier, man bare ikke ser i andre medier. Og fra andre vinkler ikke mindst. Ikke at jeg er 100% enig med dem i alt, det ville også være underligt. Men avisen er altid god til at sætte gang i tankerne.

Det var lidt om forhistorien. Nu til sagen. Da Post Danmark droppede leveringen på etagerne, og der dermed blev opsat brevkasseanlæg i stadens opgange, fik det også betydning for avisleverancerne. Man måtte med andre ord lette sin bedårende bagdel og tøffe ned for at se, om avisen var kommet. Det var den nogle gange. Andre gange ikke. Op igen. Og ned lidt senere. På de rigtigt sjove dage betød denne yoyo-adfærd en solid motion af de gamle skæve ben.

Nu er jeg jo ikke helt ung mere, så stor var min glæde, da jeg fandt ud af, at man formedelst et lille dagligt ørebeløb stadig kunne få avisen op til etagen. Slut med trapperenderiet iført papilotter og unævnelige. Troede jeg.

For her startede festen for alvor. Firmaet, der står for avisdistributionen her i byen, hedder Bladkompagniet. Det vil sige, det er faktisk kun et slags paraplyfirma, der under sig har en masse mindre private vognmænd, hvis bude udfører den daglige omdeling. Måske er det det, der er problemet. I hvert fald har det vist sig noget nær kropumuligt at få den service, jeg betaler for. Jeg har klaget et næsten surrealistisk gange. Den flinke dame inde på Arbejderen kan nu mit abonnementsnummer udenad, og vi hyggesnakker stort set dagligt om stort og småt. Hun sender klager videre i en lind strøm. Men der sker ikke en skid. Nada. Zip.

Havde det ikke været, fordi jeg faktisk har hjertet lidt med i sagen, havde de fået den berømte finger for længe siden. Men jeg er så meget vægt (undskyld det astrologiske indspark), at jeg godt kan se sagen fra flere sider. Især fra dagbladet Arbejderens. Det må være mindst lige så belastende for dem. De kæmper en kamp hvert år for at skaffe det nødvendige antal abonnenter til at holde skuden flydende. Når distributionen så stikker en kæp i hjulet, bliver det næppe nemmere.

Jeg kan kun gætte på årsagerne til den her slendrian. Ligegyldighed. Dårlige bude. Underbetalt arbejdskraft, der hverken kan læse eller stave. Vognmænd, der vil skide et lille bladhus som Arbejderen et stykke. Eller noget helt syvende. Jeg aner det ikke. Men det er godt nok til at få lange tasker af.

Og nu må i have mig undskyldt. Jeg skal lige skrive dagens klage. Dagens variation? Tja, avisen kom slet ikke her til morgen *GG*. Det nærmer sig ren Monty Python.

Dr. Phil

2010-10-15T13:29:00.001+02:00

Mens jeg sad og svedte tran på motionscyklen ovre i fitnesscentret, fulgte jeg med et halvt øje en gammel Dr. Phil-udsendelse. Lyden er slået fra derovre, det kan i øvrigt anbefales, men via teksterne fangede jeg, at det bl.a. handlede om afhængighed af internettet og og især af sociale medier som Facebook. Udsendelsen var vist et par år gammel, men emnet er sikkert lige så relevant i dag.

Lad mig lige tilføje, at jeg har det sådan lidt svært med talkshows som det her nævnte. De pisser mig på den ene side af, men er på den anden side også ret god underholdning - taget for, hvad de er. Og ikke mere. Doktoren himself har jeg et lignende ambivalent forhold til. På den ene side er han vildt nuttet. Jeg får lyst til at føde hans børn og blive hjemmegående husfar. På den anden side får medieorakler som ham alle mine små hår til at rejse sig - og det er ikke ment som en ros. I kender måske selv fornemmelsen.

Nå. Men det var det med afhængighed af sociale medier. En af gæsterne var en dame, der var totalt afhængig af FarmVille og Facebook. Hun brugte så meget tid på de ting, at hun forsømte sin familie - og strengt taget kun eksisterede online. Doktoren rullede det tunge skyts ud og diskede naturligvis op med en redningsplan. Sådan er showet jo. Phil klarer ærterne på den tid, der er mellem to reklameblokke. Apropos det med de små hår.

Enhver idiot kunne jo se, at fru FarmVille havde et problem. Men jeg begyndte at tænke på, hvor megen tid, man egentlig bruger på alle mulige sider. Fx den her. Er det et problem? Det må den enkelte gøre op med sig selv naturligvis. Men ind i mellem blinker de røde lamper også for mig selv. Jeg har taget mig i at føle, at min onlineeksistens til tider var mere virkelig - og i hvert fald mere spændende - end den daglige trummerum i den virkelige virkelighed. Rød lampe. Kraftig rød lampe. Eller?

Gør Dr. Phil og andre - mig fx - noget til et problem, der egentlig ikke er det? Vi har jo læst bøger i evigheder. Der kan man også svæve hen og leve sig ind i paralleluniverser. Det samme med film. Er det med andre ord bare mediet, der skifter, mens vores adfærd er den samme. At dagdrømme kalder man det, når man falder i staver og svømmer hen. Er det det, vi gør på nettet? Nja, vel ikke helt. Rent faktisk kan nettets sociale fora jo rent faktisk føre til venner eller kærester. Jeg har oplevet begge dele på egen krop.

Så måske er vi bare ude i den sædvanlige omgang freakshow, hvor et ulykkeligt menneske hives frem og gøres til eksempel på et eller andet problem. Som måske er et pseudoproblem. Måske ikke. Man kan nok ikke generalisere. Selv om det er det, mange af den slags shows netop gør.

Min egen lille tommelfingerregel er, at jeg tænder den røde lampe, hvis jeg fornemmer, at min adfærd forhindrer mig i at gøre noget, jeg enten hellere ville - eller er forpligtet til. Er det ikke en slags diagnose på afhængighed? Den holder i hvert fald mht. sprut, som jeg desværre kender alt for godt til. Men det samme må gælde i livets øvrige forhold. Også mht. Fjæsbogen. Eller den her side.

Så. Nu fik Dr. Prins lige klaret ærterne. Jeg vil også have mit eget talkshow...

Lyst eller pligt?

2010-10-08T17:11:00.001+02:00

"Danskernes seksuelle grænser har flyttet sig markant de seneste 20 år. Vi er blevet både mere løsslupne og eksperimenterende end før, men friheden har også en pris. For at være normal, skal man være lysten og avanceret, og dermed bliver friheden til en forpligtelse, mener flere sexologer".

http://www.information.dk/247073

Jeg har smågrublet lidt over den her historie, siden jeg læste den i morges. Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv, om det er en variant over den med hønen og ægget: hvad kom først? Der er ingen tvivl om, at internettet har gjort det muligt og lettere at være mere kontant og udførlig i sine ønsker. Og få dem opfyldt. Men jeg er ret sikker på, at der ikke er så hulens meget nyt under solen. De gamle romere var ret friske. Også uden internet. Den meget udpenslede form har en anden effekt - i hvert fald på mig: den gør sex uendeligt kedelig. Nogle profiler på datingsites lyder næsten som ingredienslisten i en kogebogsopskrift. Tag 300 gram sprøjtorgasme, tilsæt lidt biseksualitet (hvis du er kvinde), varm langsomt op med lidt bondage. Retten garneres med lidt glad tantra. Velbekomme.

Pyha. Jeg bliver helt træt ved tanken. Og nervøs for, om jeg nu også er eksperimenterende nok. Så den vej rundt tror jeg, artiklen har ret i, at lyst går hen og bliver en slags pligt. Hvad siger i?

Hizb ut-Tahrir

2010-10-04T16:48:00.000+02:00

""Problemet er ikke, om de kan bidrage til arbejdsmarkedet. Problemet er blot, at man ønsker for muslimer - mand såvel som kvinde - at de skal give slip på muslimske værdier for at tage del i arbejdsmarkedet," siger Chadi Freigeh, talsmand for Hizb ut-Tahrir, til TV 2."

http://nyhederne.tv2.dk/article/34002701/?forside

Jeg hørte det her citat i morges med et halvt øre og måtte lige hjem efter arbejde og tjekke, om jeg nu også havde hørt rigtigt. Det havde jeg desværre. I kan selv lytte med på videoen, jeg linker til ovenfor.

En ting er, at det er noget ævl. Det er så meget fra den kant. Ingen forlanger, at noget menneske skal give slip på sine værdier, muslimske eller andre. Heller ikke for at være en del af arbejdsmarkedet. Men det mindste, man kan forlange, er tolerance. Fra BEGGE sider.

Ingen relationer, sociale eller arbejdsmæssige, fungerer uden en gensidig respekt, accept og tolerance. Og det er her filmen knækker for mig i forhold til foreninger som Hizb ut-Tahrir. Folk må tilbede deres venstre gummistøvle for min skyld. Man skal blot ikke forlange det samme af mig. Der er noget dybt paradoksalt i, at et samfund som vores - med de friheder og rettigheder, vi har opnået, skal bruges som talerstol for en forening, der helst så selv samme samfundsform omstyrtet den dag i morgen.

De skal have lov at ytre sig. Men ikke stå uimodsagt. Hatten af for de mennesker, der mødte op og protesterede ved foreningens stormøde i Bella Centret.

Ørstedsparken

2010-07-11T07:29:00.001+02:00

Nix, selv om du sikkert allerede havde gang i en masse skumle tanker om (eller forhåbninger til) dette indlæg, så lad mig slippe dig af krogen med det vuns. Det handler ikke om kratluskeri, cruising eller knalden i buskene. Men om musik.

Jeg har, som nogle vil vide, holdt ferie de sidste par uger. Og det har faldet heldigt sammen med flere ting: sublimt vejr, VM i fodbold, Tour de France og jazzfestivallen. En kammersjuk, der er endnu hårdere angrebet af jazzbacillen end mig, havde slået på tromme for et eftermiddagsarrangement i Ørstedsparken. Så bevæbnet med kamera, fire hektoliter vand og mit aldrig svigtende gåpåmod, sadlede jeg min ganger op og begav mig derind. Dv.s først tøffede jeg lige lidt rundt i indre by for at snuse til de andre scener, ose butikker og bare nyde fortorvscaféstemningen rundt omkring. Men klokken 15 var jeg (og min hårdt angrebne ven) klar i HCØ.

På scenen ved den lille café ud mod Farimagsgade stod Kendra Lou. En på trods af navnet pæredansk sangerinde. Med band. Jeg brugte uforholdsmæssigt megen energi på at gætte på hendes borgerlige navn. Mit bedste bud endte med Louise Kjeldsen. Det er sikkert helt forkert. Men typisk mig at bruge krudt på sådan noget. Hun spillede en blanding af blues, jazz og sågar reggae. Glimrende vokal, som det vist hedder, når man vil lyde, som om man har forstand på det. Jeg ville bare normalt sige, at hun sang skide godt. Og bandet lød fint. Sammenspillet. De har vist alle turneret under navnet Kendra Lou Quartet før, så det var vel ikke så mystisk. To sæt på knap to timer med indlagt pause, hvor Miss Lou fik solgt nogle CD'er fra scenekanten. Ikke til mig, jeg var for langsom, men jeg kunne nu godt finde på at købe hendes plade "To The End of The World".

I kan jo selv lytte-lure på hendes MySpace-side: http://www.myspace.com/kendraloumusic

Reklame? Tjo, men enormt ikke-kommerciel. Jeg får ikke en bøjet 50-øre for det. Men netop hendes salg af CD'er i koncertpausen fik mig til at tænke på vilkårerne for musikere generelt, og især jazzmusikere. Det må være lidt ligesom lyrikere. Man udgiver, hvis man er enormt heldig - eller i familie med forlagsredaktøren - til en lille sluttet kreds in the know, som det hedder med et godt svensk udtryk. Man optræder måske på nogle klubber og spillesteder. Og sælger stort set nada af musikken. Man skal dælme brænde for sagen, hvis man kaster sig ud i den branche. Det er der så heldigvis stadig lyrikere og musikere, der gør. Min nye veninde Kendra Lou har i hvert fald talentet, altså vurderet af en glad novice som mig. Men hun kom ud over scenekanten til små og store, quinder og mænd, unge og gamle. Og det er vel dybest set hele ideen med jazzfestivallen. Altså at få introduceret nye mennesker for en lidt ugleset genre, der med større eller mindre grad af retfærdighed er blevet opfattet som lidt for selvfed, navlebeskuende og vanskeligt tilgængelig. Hermetisk - ville min gamle litteraturlærer sikkert have sagt, og det var den højeste ros fra ham. Det betød sædvanligvis, at noget var komplet uforståeligt. I hvert fald indtil man havde tygget på det i timevis. Det behøver god jazz heldigvis ikke at være. Det handler om - og er - dybest set følelser. Glæde. Tristhed. Vrede. Livsbekræftende og det modsatte. Tankevækkende. Ligesom livet. Og selvfølgelig og "bare" rigtig god musik.

På gensyn næste år til endnu en omgang jazz. I dag er sidste dag i denne omgang. Tak for en god festival. Tak for godt vejr. Og tak til Kendra Lou for en dejlig eftermiddag i Ørstedsparken. Som altså godt kan bruges til andet. End det med buskene.

Tørre, tyske tørvetrillere

2010-06-27T12:10:00.001+02:00

Nix. Det her handler ikke om VM i fodbold. Selv om jeg da gladelig indrømmer at have et blødt punkt for tyskerne, jeg mener, hvem kan ikke elske et hold, hvor en fyr med det fantastiske navn Schweinsteiger er en hovedbestanddel!

I stedet drejer disse linjer sig om filosofi. Og om cyklister. Eller i bredere forstand om os mennesker.

Da jeg læste på universitetet, kørte de et kursus på filosofi, der hed Tørre, tyske tørvetrillere. Det handlede om banditter som Heidegger, Hegel og Kant – for nu blot at nævne et par stykker af hjemmedrengene. Humlen var naturligvis, at godt nok var de tyskere og helt sikkert tørre. Men tørvetrillere var de ikke, eller deres tankegods var i det mindste ikke trillet af tørv.

I den her sammenhæng er det Kant, jeg kom til at tænke på. Immanuel Kant. Vi skal tilbage til 1700-tallet for at rende på ham. Som jeg husker det – altså ud fra min læsning - førte han et meget uspontant og regelmæssigt liv. Han var måske på den måde faktisk en tørvetriller. Men hvem ved. Måske iførte han sig kjole ved aftentide og gjorde Königsbergs dragklubber usikre. Det sidste er jeg ikke helt sikker på. Faktisk er det højst sandsynligt noget, jeg lige fandt på. Undskyld, Immanuel.

Men blandt hans tusindvis af sider forfattet på knastørt tysk er der flere ting, der har overlevet helt frem til nutiden. En af de ting, mange gymnasieelever sikkert er blevet hevet igennem er Kants Kategoriske Imperativ. Hvadbehager. Ikke sandt. Det er næsten lige så flot som Schweinsteiger.

Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

Og den tager vi lige en gang til for prins Knud: Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.

Nope. Det er stadig noget ævl for et moderne øre. Hvad med den her: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.

Så er vi ved at være der. Jeg takker Wikipedia for den moderne, danske oversættelse. Nu ved vi ikke ret meget om Immanuels forhold til transportmidler. Fx er jeg rimeligt sikker på, at cyklen ikke var opfundet på hans tid. Ej heller cykelhjelmen, så Poul Nyrup ville have elsket Königsberg. Biler? Hmm? Nej, næppe. Men cykler, cykelhjelme og biler har vi så til gengæld nu om stunder.

Fx er jeg cyklist. Jeg kunne have skrevet den der irriterende sang: Jeg elsker min cykel. Der er ikke ret mange steder, hvortil jeg ikke cykler. Ja okay, jeg var på Korfu engang. Men ellers. Men jeg er helt og aldeles målløs over den udvikling i trafikkulturen, der er sket de senere år. Helt paf. Hvad sker der?

Ingen - jeg gentager: ingen – respekterer de mest basale færdselsregler. Der køres over for rødt. Der cykles på fortorvet, mod ensretningen, med knaldhøj musik i ørene, mens man sms’er eller har travlt med at give en eller anden gammel idiot, der var naiv nok til at gå over for grønt, fingeren (som burde være det nye internationale trafiksymbol).

Jeg er ret så sikker på, at det ikke var på den måde for nogle år siden. Så der er sket et eller andet paradigmeskift. Årsagen kan kultursociologer og andet godtfolk forske i og skændes om. Jeg konstaterer bare tingenes tilstand. Hvis de måtte, kunne og ville, kunne politiet få skrivekrampe med bødeblokken, som er det eneste middel, der ser ud til at have en effekt. Ikke langvarig, men dog en effekt.

Og så er vi tilbage til min tørre, tyske tørvetriller og hans kategoriske imperativ. Lad os lege en leg. Jaaa. Sjovt, ikke. Lad os antage, at vores opførsel skal danne grundlag for almengyldig lovgivning. Vi opfører os, som om færdselslovens regler i bedste fald er et diskussionsoplæg. ”Jeg gider ikke holde for rødt, så jeg kører over” (eller bliver kørt over). ”Jeg skal skynde mig, så jeg kører lige på fortorvet”. I kan selv fortsætte. Skæg leg, ikke? Ikke? Næ, røvsyg. Jeg er enig. Men det er sådan, det er. Vi (og jeg er ikke så skinhellig, at jeg helt ser bort fra mig selv) er komplet ligeglade. Bare vi kommer frem. Så skål og skide være med det.

Lad os prøve at gøre den opførsel til grundlag for almengyldig lovgivning. Nej vel. Det lader sig dårligt gøre. Opførslen fører i den modsatte retning af love. Tager vi hele turen ned ad glidebaneargumenternes rutsjebane, så er det anarki, vi ender med. Overdrevent? Nja. Jeg er begyndt at se bilister skide på trafiklys. Hvorfor skulle den opførsel ikke brede sig fra færdsel til andre områder i livet?

Modgiften? Uha. Bare jeg vidste det. Man kunne være højtidelig og trække borgersind eller medmenneskelighed af stalde. Men det er bare ord. Dybest set skal der en mentalitetsændring til. Lidt som det var tilfældet med sprutkørsel. Da jeg var ung, var det om ikke ligefrem sejt så dog noget ganske almindeligt, altså at luske en brandert hjem bag rattet. Nu er det ugleset. Med rette. Så mentaliteter kan ændre sig. Det starter vel med de rollemodeller, vi selv er for vores børn og unge. Det er måske stedet at starte, altså at foregå med et godt eksempel. Som det er nu, får man hånlige blikke (eller fingeren), hvis man formaster sig til at holde for rødt, når Bjarne Riis Junior kommer blæsende kronisk forsinket.

Og så må i ellers undskylde mig. Jeg skal ned på cyklen og over at træne. Så se at komme af vejen. Far her har travlt. Nå nej. Med Gotha Andersens ord: ”Man må ikke køre på fortorvet, og slet ikke baglæns”

2010-03-27T13:57:00.000+01:00

Når man sådan sætter sig ned. Eller lægger sig, det er jo et frit land, vi lever i. Jeg prøver igen. Når man sådan tænker over det, så er fænomenet lande noget underligt noget. Vi er danskere. De andre er. Tja, noget andet. Næsten som om man render ind i en helt anden livsform på den anden side af grænsen til Tyskland eller Sverige (nå ja, i tilfældet svenskere, så…). Men forstår i, hvad jeg ævler om?

Hvorfor har vi den der indgroede mani med at dele alting op i hold? Helt fra skolen af. De røde mod de blå. Jeg var selv blå, og ved derfor, at alle røde er nogle svagpissere. Nu er jeg så i en moden alder selv blevet rød, altså politisk. Og dermed svagpisser. Så kan jeg jo rende rundt og stikke til alle jer fra blå stue. Der er endog TV-programmer i den boldgade. Mogensen og Kristiansen på TV2-njus forstås.

Hvad ville der egentlig ske, hvis man helt droppede alt det der dem og os? Naturligvis igen med svenskerne som en mulig undtagelse. Tager man Kloge-Åge hatten på og skuer tilbage i historien, så har vi med største fornøjelse udryddet næsten hele generationer af unge mennesker i krige mellem dem og os. Eller mellem nogle andre og nogle tredje. Det er jo sprøjtende sindssygt, når man igen sætter sig, lægger sig eller står på hovedet og tænker over det. Naturligvis er der en masse andre motiver på banen i tilfældet krig: magt og penge er altid gode bud. Religion er også in the house ret hurtigt. Der sidder nogle gamle bitre mænd (og det er ALTID mænd) med langt skæg i en eller anden hule – i bogstavelig eller overført forstand – og bebuder, hvem vi ikke kan lide i denne uge. Terrorlister. Fatwaer. Og rend mig hvor jeg er højest, når jeg plukker jordbær.

Men også i det små. I skolegården. Som nævnt. På jobbet: Alle VED jo, at dem ovre i den anden afdeling er håbløse. I soveværelset: Alle ved jo, at dem, der ikke knalder på samme måde eller med samme køn som os, er nogle syge og dybt perverse størrelser. Til fodbold. Når vi shopper. Når vi går i byen. Til frisøren. Køber tøj. Vi søger ind i grupper. Segmenter. Moder. Strømninger. Måske for at føle fællesskab. Høre til. Jeg gør det selv, når jeg deltager i den årlige Gay Pride. En begivenhed, jeg elsker, men har et underligt forhold til på det rent ideologiske eller filosofiske plan. Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og sådan nogle som mig er fra….? Tja, jeg ved det sgu ikke.

Dem og os.

Ja ja. Så kald mig da bare en gammel hallal-hippie. Eller blomsterbarn. Men hvad ville der ske, hvis vi indførte en årlig ”os alle sammen-dag”? Hvor vi bare var mennesker? Selv svenskerne. Ville jorden gå under? Ville vi blive utrygge? Mangle tilhørsforhold? Identitet? Sikkert nok. Men eksperimentet kunne være sjovt. Og sundt.

Men det er nok ikke muligt. At tænke i kategorier og modsætninger ligger så dybt forankret i os, selv i sproget, at det vil være håbløst. Kan man overhovedet definere sig selv, hvis man ikke gør det i forhold til nogle andre? Og i bekræftende fald, hvordan?

Jeg kommer jævnligt til at tænke på det her. Fx når jeg ser indslag i medierne fra Dansk Folkepartis møder. Eller hører om krige. Eller hate crimes. Men såmænd også rundt omkring på nettet. Når man opretter en profil på en datingside skal man som noget af det første definere 117 forskellige ting om sig selv. Så man kan passes ind i den rette kasse. Modsat dem i de andre kasser. Og så kan vi ellers sidde i hver vores kasser og kaste med både det ene og det andet på hinanden. For det er jo totalt grænseoverskridende, hvis en fra den forkerte kasse pludselig roder rundt i MIN kasse. Det udløser panikangst og svedture. Blokeringer og hadske mails.

Dem og os.

Livet er forunderligt. Vi er her så hulens kort tid. Hvorfor helvede (modsat himlede?) skal vi bruge vores kostbare tid på at bygge lejre og grænser?

Kan i alle sammen – også jer svenskere – have en dejlig påske.

Varme hilsner
Fra
Prinsen

Med hovedet i sandet og røven i vejret

2010-03-07T13:32:00.001+01:00

Jeg lovede for en halv menneskealder siden at komme med endnu et indlæg i min lille føljeton om livet som netdater for en biseksuel mand. Den kvikke læser, altså dig, har allerede luret, at den mand er mig. I første lektion, som stadig er tilgængelig på særligt udvalgte steder – her f.eks. – kunne du læse om løgnen som det allerbedste våben i arsenalet, hvis man vil have et slag hurtig fisse på nogle af landets større datingsider.

Lektion to tager sit udgangspunkt stort set samme sted. Og så alligevel ikke. Denne gang handler det om sikker sex. Kønssygdomme. Og stupiditet – eller skal vi være søde og sige naivitet.

Jeg har ikke tal på det antal gange, jeg har måttet redegøre for min hiv-status. Til sidst skrev jeg det i min profiltekst på enkelte sider. Altså at jeg er hiv-negativ. Og dyrker sikker sex. Okay, det var måske ikke skide genialt, eftersom stort set ingen læser profiltekster. Så jeg må stadig forklare. Eller det vil sige, jeg gider ikke rigtigt mere. Folks fordomme er så indgroede, at man(d) kan sige, hvad man vil.

Logikken er ungefähr som følger: ”du (altså jeg) har sex med mænd. Bl.a. med bøsser. Mange bøsser har hiv og aids. Ergo får jeg hiv og aids, hvis jeg har sex mig dig (altså mig)”.

Se, det argument kan jeg strengt taget godt følge. For det er da sandt, at den nævnte sygdom har været – og er – en rædselsfuld svøbe for mit miljø. Men hiv er ikke kønsbestemt. Kvinder kan lige så godt rage skidtet til sig. De fleste af os fyre, der knalder med andre fyre, er helt klar over risikoen og tager vores forholdsregler. Altså sikker sex. På samtlige bøssesaunaer, sexbiografer og cruising-steder (= steder hvor mænd typisk opsøger andre mænd for sex) er der opstillet beholdere med gratis kondomer og glidecreme. Every fucking where. Så der er alle muligheder for at passe på sig selv og sine partnere. Og egentlig ingen undskyldning for ikke at gøre det. Sikker sex er hovedreglen blandt bøsser og bi’er. Det samme kan ikke siges om heteroseksuelle, hvis jeg skal vurdere ud fra mine erfaringer rundt omkring på nettet.

”Jeg gider ikke gummi”. Den sætning har jeg hørt mange gange. Efterfulgt af variationer over temaet: ”så jeg knalder ikke med biseksuelle”. Hmm. Der knækker filmen så lidt for mig. Det er dælme da ingen garanti for at undgå kønssygdomme. Heller ikke aids. Jeg kommer lige med et stykke breaking news (en term jeg har lært af at se TV2-News): Mænd – og kvinder – lyver deres små bedårende bagdele af for at få sex.

Chokeret? Ej, næppe. Vel? Det er en gammel sandhed, jf. Lektion 1 i min føleton. Derfor fatter jeg ikke, hvorfor kvinder føler sig mere sikre ved at have sex med en stort set ukendt stodder, der på sin profil kalder sig heteroseksuel, end med en person, der vedstår sin seksualitet. I sidstnævnte tilfælde har kvinden alle muligheder for at passe på sig selv. For at vælge.

Nej, jeg græder ikke snot. Jeg fatter det bare helt oprigtigt ikke. Jeg har haft sex med mænd. Rigtig mange mænd. Hvoraf en hel del har haft vielsesring på. Måske var de heteroseksuelle i deres selvopfattelse. Hvilket er ret underligt, når de havde deres ædlere dele et godt stykke oppe i en anden mand (altså mig) med jævne mellemrum. Så kære frøken kvinde. Et godt råd: dyrk sikker sex. Punktum. Også med de mænd, du tror ikke er til mænd. For du har ingen mulighed for at vide, hvor hans pik sidst har været henne. Måske oppe i mig. Måske oppe i ti vilkårlige fyre i et bunkepul i en bøssesauna. Hvor skulle du vide det fra? Selv hustuer, der har været gift i årevis med samme mand, ved ikke, at han har en nebengeschäft med andre fyre. Hvorfor da bilde sig ind, at man kan regne med en profil på nettet? Jeg valgte ovenfor den søde linje. Og brugte ordet naivitet. Men det mindre søde ord dækker ligeså godt.

Hmm. Jeg sidder lige og læser de linjer, jeg har skrevet. Der er voldsomt meget løftet pegefinger her. Hvilket undrer mig lidt, da jeg faktisk startede med en idé om at skrive et muntert og satirisk indlæg. Måske er det emnets natur, der gør det vanskeligt at undgå moraliseren. Måske har jeg bedre held i tredje lektion, der følger. Om snart.

Pas på jer selv, hinanden, jeres partnere og kære.

Stay safe and have fun.

Knus fra Prinsen

Flid, fedt og snyd - gode råd til et hurtigt slag fisse

2010-01-23T13:15:00.001+01:00

Kan i huske Gotha Andersens programmer i fjernsynet? Hvis ja, så er i enten halvgamle vrag som mig eller en del af den nye bølge af kult-tv-freaks, der opstod i kølvandet på DR2 og TV2-Zulu. Eller bare småautistiske knaldperler som undertegnede med en forkærlighed for det skæve her i livet.

Nå, det er også fløjtende ligegyldigt. Jeg bringer kun den vidunderlige Gotha på banen pga. titlen på hans program. Jeg har nu siden jul tumlet rundt på et par af landets større datingsider. Selve konceptet er ganske vist ikke nyt for mig, jeg har aftjent en lang og tro værnepligt på Boyfriend.dk og et par andre sites. Men jeg fik lyst til at prøve et par af de mere vaniljeagtige og store sider. Det har været en lærerig og øjenåbnende oplevelse på flere måder. Og hvis du nu sidder og venter på, at jeg hænger folk ud ved navns nævnelse, hvad der er en særlig hobby for nogle netdatere, bliver du fælt skuffet. Jeg prøver bare at samle lidt op, for min egen skyld, og du er inviteret med på turen. I dag drejer sagen sig om kapitel 1: Lyv, min dreng, hvis du vil i verden frem.

Jeg har stort set opgivet det med etiketter. Ved festlige lejligheder kalder jeg mig panseksuel. Det giver altid sådan et dejligt tåget blik fra samtalepartneren, der utvivlsomt ser mig iført Disney-figurens grønne gevandter med Klokkeblomst på min skulder. I øvrigt er det hamrende ligegyldigt. Jeg erindrer, at hedengangne Kim Schumacher engang angiveligt blev spurgt til sin seksualitet. Han svarede noget i retning af: bank på min dør, så ser vi, om jeg lukker dig ind. Deri er jeg enig. Jeg falder for personen, ikke for kønnet. Men man er pinedød nødt til at forholde sig til etiketter, når man skal oprette en profil. Er jeg homo? Bi? Hetero? Eller noget helt syvende? Ja, det er jeg. Men der er ikke mulighed for halvgarderinger, så jeg valgte fra spids af at kalde mig bi.

Det kaster lynhurtigt en masse spørgsmål og begrænsninger af sig. Mandlige bi’er er åbenbart en ugleset race. Kvindelige derimod er lige så hotte som knælange støvler denne vinter. Underligt? Nja, måske ikke. Fordomme og konventioner er svære at ændre. Jeg har set SÅ mange par-profiler, hvor kvinden er bi, manden hetero. Det tror jeg ikke en skid på. Jeg har set og været i nærkontakt med flere pikke end de fleste kvinder. Det siger jeg ikke for at prale. Men sådan er det, når man frekventerer det københavnske bøssemiljø. I bøssesaunaer, sexklubber og lignende er jeg stødt på utrolig mange gutter med vielsesring på. Enkelte hævdede rent faktisk hårdnakket, at de var heteroer, altså når de ikke lige havde en pik i munden, der vanskeliggjorde at forstå, hvad de sagde. Men det er der altså folk, der render rundt og siger. Eller tror. Måske de samme, der er de heteroseksuelle halvdele af parprofilerne. Måske burde man slå ordet selvbedrag op?

Nå, jeg er ikke ude på at dømme nogen. Jeg er bare dødtræt af dobbeltmoral. Kvinder bliver ikke mindre kvinder af at have sex med kvinder. Eller gør de? Måske hvis de er lebber. Så rynker mandfolkene på næsen. Hun skal sgu bare have en ordentlig omgang pik, så er hun kureret for det pjat. I kender typen. Jeg sad målløs på en natklub for nogle år siden og betragtede en alfahan, der simpelthen ikke kunne få ind i sit hoved, at de to piger, han bagte på, hellere ville have hinanden end ham. Han endte med at blive direkte ubehagelig. Altså: lebber kan vi ikke rigtig kapere. Men en kone, der vil have lidt pigesex på siden, er da bare herligt. Så kan man føle sig dobbelt så maskulin, når der er to kvinder i sengehalmen. Men to mænd? Ups! Der kører toget af sporet. Maskuliniteten er truet. Hvis man har sex med en anden mand, må man(d) vel have løse håndled og elske lyserødt?

Ja ja. Det er en karikatur, det ved jeg godt. Men holdningen lever i bedste velgående. Hvorfor skulle mænd ellers rende rundt og gemme deres lyst til andre mænd? Jeg har fået mange sextilbud fra ”heteroseksuelle” mænd under min månedlange datingekspedition. Hvorfor hulen står de ikke frem som bi’er?

Fordi de så ikke får noget fisse.

Eller i hvert fald skal kæmpe en lang kamp op ad bakke for at få det. Og så er jeg tilbage ved de omtalte spørgsmål og begrænsninger. Som bi skal man være klar til at redegøre for hiv og aids. Åbenbart knalder de fleste heteroer uden gummi. Det kunne så forklare den store stigning i kønssygdomme. Men som bi skal man mere eller mindre bevise, at man er rask. Og så er man som udgangspunkt promiskuøs. At man kunne falde for en enkelt mand eller kvinde ligger åbenbart uden for fantasiens rækkevidde. Kvinderne bliver usikre. ”Jeg kan jo ikke give dig, hvad en mand kan”. Bøsserne, som i parentes bemærket ikke er jordens mest monogame folkefærd, får også svedeture. Som bi er man hverken fugl eller fisk.

Okay, så giv mig da den tudekiks, eller? Næ, det er faktisk ikke derfor. Jeg har haft et helt liv til at øve mig i rollen, til at finde mig selv, til at opsøge mit ståsted. Og det er altså som en mand, der kan falde for både mænd og kvinder. Og det vil jeg fandeme ikke skamme mig over eller lyve om. Selv om jeg kunne få uendelig meget mere på den dumme ved at gøre det.

Så lektion 1 er: lyv om din seksualitet, hvis du er mand og andet end heteroseksuel.

Det har jeg så valgt ikke at gøre. Ikke fordi jeg er en særlig helgenagtig person. Men fordi løgn og uærlighed er det værst tænkelige fundament for ethvert forhold. Og hvis jeg bare vil have noget sex, så er det uendelig let. Der er masser af seksuelle legepladser her i byen. Men hvis man, som jeg gør, søger lidt mere end det anonyme, uforpligtende knald, så er det efter min bedste overbevisning at lægge gift ud for forholdet på forhånd at lyve om noget så centralt som en persons seksualitet. Måske er jeg bare for naiv, jeg ved det ikke.

Nå. Det var så første kapitel i min lille føljeton om den danske datingscene betragtet fra en panseksuel mands synsvinkel. Hvis interessen er til stede – især hos mig selv, vil jeg gå videre med næste kapitel i denne gribende saga snarest.

I mellemtiden vil jeg ønske jer alle en dejlig weekend.

Pas på jer selv, hinanden og bi’erne.

Knus og kram

Prinsen

Monogami, UFO'er og andre paranormale fænomener.

2010-01-01T18:38:00.000+01:00

Godt nytår, alle sammen. I kom forhåbentligt sikkert, festligt og dejligt ind i 2010? Det gjorde jeg. Og så sidder man her i et nyt årti, der lokker og truer med mange nye muligheder og begivenheder. Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsforsætter. Det eneste, jeg har i år, er, at jeg vil gøre mere ud af et bestemt venskab, der desværre har fået lov til at sejle lidt for længe i egen sø. Når det kommer til stykket, er venskaber vel egentlig den største gave, der gives os? Men en gave, der skal plejes for ikke at visne. Vi fødes med familien, på godt og ondt. Vi forelsker og begærer os til kærligheden. Men venskaber er noget, der kan bestå på kryds og tværs af alle vores andre gøremål i tilværelsen. Hvis vi passer på dem. Derfor mit eneste nytårsforsæt for 2010.

Normalt er en blog (eller dagbog) jo et sted, hvor meninger opkastes. Eller holdninger luftes. Hvad der følger, er en anelse utraditionelt. I hvert fald for mig. Jeg er nemlig slet ikke selv afklaret om spørgsmålet. Så disse linjer er vel dybest set også en måde for mig at få bedre fat omkring mine egne holdninger. Emnet er (indsæt egen trommesolo efter eget valg): monogami.

Monogami.

Ordbogen definerer det som ”ægteskab mellem én mand og én kvinde”. Allerede den definition er egentlig en kende begrænsende og gammeldags. Så lad mig i stedet diskutere monogami ud fra min egen definition, der mere går på monogami som et forhold, hvor begge parter holder sig på måtten seksuelt i forhold til andre.

Monogami har altid stået for mig som et tveægget sværd: Både som noget af det smukkeste og mest fantastiske. Enhver romantisk sjæls våde drøm. Og jeg er romantiker. Men også som en trussel. En indskrænkning. En spændetrøje. En kulturelt bestemt norm. Og jeg har det pr. definition svært med at acceptere kulturelt bestemte normer uden at have tygget lidt på dem først.

Lad mig tage fat i plussiden først. Vi har formodentlig alle hørt om de der fantastiske forhold, hvor ægtefællerne bliver gamle sammen, uden at kærligheden ruster eller forgår. Og det er jo ufattelig smukt. Ligeledes går der historier om visse dyrearter, der finder en mage for livet. Jeg er ikke zoolog, så rigtigheden af det – og hvilke dyr, der er tale om (hvis det er døgnfluer, visner tanken lidt, ikke?), kender jeg ikke.

Det er en slags ideal. Noget, vi alle sammen på et eller andet tidspunkt har drømt om. Filosoffen Platon har tanken om mødet med vores anden halvdel. Der er et eller andet sted derude, det drejer sig bare om at finde hende eller ham. Tanken er næsten holistisk. I ved, når helheden er mere end summen af delene. Vore dages modeord, og den tilsvarende jagt på lige præcis det specifikke Atlantis, hedder soul mate. Tanken er utroligt tiltalende, ikke sandt.

Så er der lige det med æblet i paradisets have. Vores seksualitet. Vores drifter. I Bibelen er det Eva, der falder for fristelsen. Nå ja, det er der mange prædikanter, der har talt dunder over. De fleste glemmer, at fristeren, slangen, det klassiske falliske symbol, er af hankøn. Sådan fremstilles Satan i hvert fald. Men nu er jeg på vej ud af en tangent. Det, jeg ville frem til, var, at alle forhold må forholde sig (!) til fristelser. Og vi er lige gode om det, os mænd og kvinder.
Ryger man i gyngen til en julefrokost. Møder man ham eller hende, der er så sexet, at det tindrer i mellemgulvet, så er monogamien, i hvert fald i min definition, under trussel. Og føles som en spændetrøje. Jeg gider ikke gå ind i alle de åbenlyse, naturlige og gode grunde, der kan være til sidespring. Vi kan sikkert alle remse op af egne og andres erfaringer: forhold, der har mistet gnisten. Sex, der er blevet rutine og kedeligt. Og så videre.

Her står den store moralske Monty Python-pegefinger selvfølgelig klar i kulissen. Sidespring strider imod de kulturelle normer, jeg snakkede om før. Og det strider mod idealet om det perfekte forhold.

Eller gør det?

Jeg har bemærket, at sexologen Joan Ørting har trukket overskrifter med hendes forhold. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men hun har åbenbart med sin ægtemands fulde accept taget sig en elsker, der giver hende nogle gode oplevelser. Det røg lige op på forsiderne. Selvfølgelig fordi hun er kendt. Men også, tror jeg, fordi vi dybest set alle sammen er fascinerede af sådan et arrangement. Jeg har mange gode venner i det danske bøssemiljø. Og der findes heldigvis også lange, varme forhold. Men mange af de forhold, der overlever, er præget af en grad af åbenhed. Der bolles med andre ord frejdigt udenom. Hver for sig eller sammen. Noget lignende er tilfældet med swingerne. Par, der går i swingerklub sammen eller hver for sig. Jeg kender den mest fantastiske kvinde, moden og dejlig, der er mangeårig swinger. Hun har et fantastisk varmt og kærligt forhold til sin mand, der også er swinger.

Er den type forhold det nye ideal? Er der tale om en slags paradigmeskifte fra den gamle livslange hæderkronede troskab? Eller taler vi om to forskellige typer, der altid har eksisteret side om side?

Det fører direkte over i den negative side, som jeg hidtil har lagt lidt på is. Djævlen hedder jalousi. Og den djævel har vist ikke noget entydigt køn. Hvis monogami har en bagside af medaljen, så må der være et billede af jalousiens gudinde der. Intet menneske kan sige sig fri for at have følt jalousi. Og det er rædselsfuldt. Spørgsmålene står i kø og venter på at banke døren ind: Var det min skyld? Hvad gjorde jeg galt? Hvad giver hun/ ham min elskede, som jeg ikke kan? Svinet lovede mig evig troskab! Vi stod der foran præsten sammen, og nu…. Jeg behøver nok ikke male mere på. I kender det alle sammen.
Måske kan man kalde mig en slags monogami-agnostiker. Jeg har hørt om fænomenet monogami, men på samme måde som med UFOer, guder og andet godt, så kender jeg ikke den endegyldige sandhed om de ting. Og kommer næppe til det. Måske findes der ikke en endegyldig sandhed?

Min egen lille teori er følgende: Jeg tror godt, monogami i ordbogens definition vel at mærke, kan praktiseres. Altså et (livs)langt forhold mellem to mennesker. Men. Og det er humlen. Jeg tror ikke på, at noget enkelt menneske kan være alt på alle felter, altså også på det seksuelle, gennem et helt liv for sin partner. Det strider mod den menneskelige natur, tror jeg. Løsningen? Tja. Hvis der er en, så er mit bud, at det handler om både tillid og åbenhed. Nogle gange føler jeg mig lidt som et relikt fra 1970’ernes hippiebevægelse, når jeg tænker over mine holdninger omkring sex og forhold. Men jeg er også et barn af min egen tid. Så det handler for mig både om åbenhed, respekt og ærlighed. Det sidste er ikke det mindst vigtige. Og der taler jeg ikke om at komme glædestrålende hjem til konen efter julefrokosten og udpensle i alle detaljer, hvor fantastisk det var at tage sekretæren på kopimaskinen. Det er bedraget, uærligheden, svigtet, der er det allerværste. Men ærlighed i den forstand, at det er klogt at tale om spillereglerne for ethvert forhold. Helst i starten, måske ikke lige i den første stormende forelskelses vidunderlige periode, men når det igen bliver hverdag. Måske bliver aftalen monogami, troskab. Så handler det om at overholde den aftale. Eller forlade forholdet. Selv tror jeg en mere realistisk løsning er, hvor begge parter tillader hinanden albuerum. Det behøver ikke at involvere 10-turskort til swingerklubben, men måske en løsning mere i stil med Joan Ørtings (uden avisforsider, tak).

I sidste ende findes der selvfølgelig ikke én løsning. Det er problemet med alle kulturelle normer. De presses ned over noget mangfoldigt og ensretter, begrænser. Jeg har min gang på mange sider rundt omkring på nettet. Også på en datingside eller to. Og det er en evig kilde til hovedbrud, når jeg skal beskrive, hvad jeg søger. Og at forstå, hvad andre egentlig søger. Mange søger kæreste. Punktum. Nogle har fundet kæresten, men bliver lige hængende på datingsiden alligevel. Fordi? Tja, det må den enkelte jo svare på. Kontakt med venner og veninder er et bud. Et andet er, at de dybest set, helt nede i den afdeling af hjernen, vi kun deler med os selv, godt ved, at monogami er et ideal. Men heller ikke mere. Og ham eller hende, der giver den der fantastiske følelse i mellemgulvet kunne jo være et enkelt klik og et chatvindue væk.

Hmm. Jeg ved ikke, om jeg selv blev klogere på spørgsmålet. Lidt måske. Det ville være fantastisk, hvis du derude sad på skatkisten med Løsningen eller Svaret. Gør du, så del det for guds (eller vores andres) skyld med resten af dette forum.

Og så vil jeg ellers vende tilbage til min nytårsdag her i gemakkerne. Jeg vil slutte med atter at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv, hinanden, jeres forhold og jeres elskere (m/k).

De varmeste hilsner
fra
Prinsen

Medfølelse eller fordrejet egoisme?

2009-12-29T13:23:00.000+01:00

Det umulige klares straks, miraklerne tager 15 minutter. Ud fra den devise arbejder min frisør stædigt på det projekt, jeg med et glimt i øjet kalder min forskønnelse. Man kunne også bare sige, at jeg var til frisøren og blev klippet, men det første er sjovere, ikke sandt.

Da jeg ankom, var min frisør i gang med en anden kunde, så jeg fordrev ventetiden med lidt læsestof. Ekstra Bladet lå til fri afbenyttelse. Forsiden i dag handler om en historie, der kun svagt har registreret sig hos mig. Jeg kender med andre ord ikke alle detaljerne. Det er sagen om de to børn, der døde i en brand her for nylig. En skrækkelig ting naturligvis, derom ingen tvivl.

Men jeg går alligevel i bakgear over hele affæren. Nu er Ekstra Bladet næppe jordens største sandhedsvidne (beklager, hr. Falbert), men de beskriver på forsiden og over utallige sider hele den triste sag og ikke mindst folks reaktion på samme. Det er simpelthen usmageligt. Alle, der bare har set et billede af Tordenskjold, trækkes frem af de dybe skuffer og kloger sig samt udtrykker deres medfølelse. Tårerne løber ned af siderne, så tryksværte og det hele ender i læserens skød.

Der er åbenbart også opstået en Facebook-gruppe, hvor folk kan kommentere og være medfølende. Ekstra Bladet har i det mindste det motiv, at de kan sælge aviser på historien. Usmageligt javist, men sikkert godt aviskøbmandskab. Men hvad sker der med den Facebook-gruppe? Den byder mig i den grad imod. Der er opstået en hel skov af den slags grupper, hvor stort set enhver tildragelse skaber grobund for forargelse, medfølelse eller tænders gnidsel.

Er vi virkelig så medfølende? Er keyboardet i fare for at kortslutte af tårestrømmen, når folk melder sig ind i brandbørnenes gruppe, eller hvad hulen den nu hedder? Eller er det bare en måde at udstille og promovere sig selv på? ”Se, jeg har overskud til at vise, hvor medfølende et menneske jeg er”. Er det det, vi er ude i? Jeg undrer mig oprigtigt.

Jeg vil ikke sige, at de døde børns vanskæbne rager mig en papand. Naturligvis ikke. Men jeg vil sandt for dyden heller ikke hykle sorg. Jeg synes, jeg ser en trend eller tendens til at leve pr. stedfortræder. Vi (og her undskylder jeg for generaliseringen) lever med i de kendtes glæder og sorger. Vi savler over ugeblade og reality shows. Vi sørger med de døde børn. Eller gør vi? Jeg tillader mig at tvivle.

Hvis der skulle være nogen konsekvens i den slags sorg, så skulle vi gå og tudbrøle døgnets 24 timer. Der dør børn og voksne over hele kloden hvert minut af tragiske årsager. Sult. Krig. Drab. Brand. Sygdom. Alle den slags dødsfald er lige ulykkelige. Og burde påkalde sig samme grad af sorg og medfølelse som tildeles de to børn i den nylige brand.

Hvorfor sker det så ikke? Tja, den åbenlyse grund er vel, at intet menneske ville kunne holde ud at påtage sig den mængde sorg. Og skal det selvfølgelig heller ikke. Man lærer ret hurtigt her i livet, at det ikke er muligt at lave verden om sådan hokus-pokus-filihankat. Intet menneske kan bære verdens skyld og synder på sine skuldre, om end en større religion er opstået af den tanke. Det er nok et af ungdommens adelsmærker, at man ikke har mistet troen på, at alt kan revolutioneres. For det kan det jo ikke. Vi mennesker er møg-konservative, når det kommer til stykket.

”Revolution? Nej, det kan vi sandelig ikke i dag, jeg har taget kød ud til frikadeller”! Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at intet kan ændre sig. Men man lærer at vælge sine slag, mærkesager og indsatsområder hen ad vejen.

Hvorfor påkalder de to børn sig så den grad af opmærksomhed? Sandsynligvis fordi der netop er tale om børn. Et barns død er altid tragisk. Der er et så stort tab af liv, af potentiale. Og så er de jo danskere. Det er noget, der er sket stort set på vores dørtærskel. Og her er vi fremme ved sagens kerne, tror jeg: det kunne ske for os selv!

Ja, ikke sandt. Det kunne det jo. At folk dør som fluer af sult nede i Afrika fx er ikke på samme måde vedkommende, det er jo ikke noget, der sker for os. Tværtimod meldte medierne, at flere danskere måtte søge sygehus her i julen, fordi de bogstavelig talt var ved at æde sig ihjel.

Kan det være så koldt? Er der tale om en slags fordrejet egoisme, når vi hidser os op over to børns vanskæbne i en brand? Er det en slags bøn til skæbnegudinderne om ikke at lade samme ulykke ramme os eller vore kære?
Det håber jeg ikke. Jeg prøver at se det bedste i alle mennesker, men til tider må jeg undre mig. Den lidt mindre kolde forklaring er, at det er en naturlig ting, at det er de nære ting, der bringer os i affekt. Det forklarer så bare ikke reaktionerne ved fx Lady Dianas, Elvis’ eller Michael Jacksons død.

Hvorom alting er, så følte jeg mig klæbrig og tilsølet efter at have læst om det hele i Ekstra Bladet. Det var derfor særlig velkomment med en tur i svømmebad, sauna og dampbad oven på min frisørs Don Quijotiske vindmøllestrid for min skønheds forøgelse.

Blev jeg så det? Skønnere altså. Nja, jeg blev i hvert fald mere korthåret…

Lad mig her til slut benytte lejligheden til at ønske alle mine venner, kontakter og læsere af disse små skriblerier et rigtigt godt og lykkebringende 2010. Pas nu på jer selv, når i skal ud og skyde krudt af.

Varme hilsner fra
Prinsen

Heksejagt, pædofile – og så i øvrigt glædelig jul

2009-12-26T14:16:00.000+01:00

Glædelig jul, kære venner. Jeg håber, i nyder helligdagene i godt selskab og med hygge og dejlig julemad. Jeg har haft en dejlig jul i selskab med min gamle far. Julefred, hygge og stærkt tiltrængt afslapning.

I min eksponentielt voksende bunke af bøger, der skal læses, faldt jeg her før jul over Jan Guillous ”Heksenes forsvarere”. Jeg er ikke færdig med den endnu, jeg tager lidt ad gangen, men det drejer sig om en historisk reportage over heksejagterne. Guillou fører dem helt op til nutiden ved at drage parallellen til vore dages dæmonisering af pædofile.

Det satte en hel del tanker i gang hos mig.

Jeg kan lide mænd. Nå ja, og en kvinde er da heller ikke så tosset. Jeg er kort sagt selv en del af LGBT-miljøet og har mange gode venner og bekendte, der tilhører det lyserøde segments forskellige vidunderlige seksuelle minoriteter. Så hele problematikken omkring minoriteter har naturligvis min interesse. For ikke så skrækkelig mange år siden var det bøsser, der var de udstødte. Læs om Herman Bangs liv fx, eller om Oscar Wildes. Transpersoner er stadig kategoriserede som sindslidende, hvilket i hvert fald for mig forekommer totalt vanvittigt. Alt skulle (og skal stadig alt for mange steder) foregå i det gedulgte. Risikoen for opdagelse forpestede – og forpester – mangt et liv.

Alt det her interesserer mig levende. Jeg er gået i gang med at fordybe mig i emnet. Min ikke specielt epokegørende tese her i afsættet er, at vi mennesker åbenbart skal have en eller anden gruppe at lægge for had. Nogen at spejle os i. De andre. De væmmelige. Dem, der gør, at vi er de gode og rigtige. Det er jo lige ud af skolegården, ikke sandt? De røde mod de blå, som det hed i min folkeskole, hvor vi første dag blev delt op i to grupper. Tænk, den opdeling hang ved langt op i klasserne. Eller pigerne mod drengene. Nu om stunder er det måske de etniske danskere over for de brunøjede.

Før i ringer efter Mimi Jacobsen og får kylet mig i Kronborgs kasematter, så bemærk venligst, at jeg ikke fælder dom over nogen eller noget. Hverken for eller imod. Det betændte debatmiljø nu om stunder gør det vel desværre nødvendigt at skrive den slags eksplicit, hvis man ikke vil have skudt i skoene, at man selv er pædofil. I ved, lidt efter devisen: den, der ikke fordømmer, velsigner. Det minder lidt om den gamle heksetest, hvor en kvinde blev bagbundet og smidt i en sø. Flød hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, var hun ikke. Elegant, ikke sandt!

I øvrigt kommer jeg i den anledning til at tænke på endnu et bogfund fra hedenold. Faktisk fra et hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken, som jeg besøgte for en del år siden. Jeg faldt over Lars Ullerstams klassiker ”De erotiske minoriteter”. Til en femmer! Det er dælme, hvad jeg kalder et godt tilbud. Den burde være tvungen læsning for enhver, der føler sig kaldet til at sætte sig til doms over andres seksualitet. Når vore dages tiltagende bornerthed og snæversynethed bliver mig for klæbrig en sag, så er det vederkvægende at tage et mentalt bad i Ullerstams univers. Nu er jeg jo et positivt menneske, så jeg vælger at tro, at det danske frisind ikke er dødt. Det er snarere en plante, der står i stampe og trænger til at blive vandet. Årets deltagelse i Priden bekræftede mig i den sag. Det var fantastisk at møde så mange dejlige og glade mennesker fra alle mulige kroge og afdelinger af den menneskelige seksualitets fantastiske univers.

I øvrigt , for lige at runde den ting af, så kunne Ullerstam heller ikke løse den gordiske knude omkring pædofile: praktiseringen af deres seksualitet. Det skal guderne vide, at jeg heller ikke kan. Ullerstam skyder hele spørgsmålet til hjørne ved at kalde det ”et problem at løse for morgendagens humane samfund” (Ullerstam, 1964: s. 58). Gad vide, hvad Ullerstam ville sige til nutidens humane samfund?

Naturligvis er der også tale om en slags penduleffekt. Vi havde 1970’ernes opbrud fra de snærende bånd på seksualitetens område. Der var pendulet helt ovre i den ene side. Nu er det så svunget helt over i den anden side. Paradoksalt nok samtidig med, at der aldrig har været et større udbud af sex og porno alle vegne. Selvfølgelig er det også et kulturelt spørgsmål. Hvad der er helt almindelig og anerkendt praksis i én kultur eller én given historisk epoke, er forbudt og tabu i en anden.

Jeg håber, at pendulet snart svinger den anden vej igen. Jeg kunne bedre lide Danmark som frisindets bannerfører end som et land, der halser af sted med det ene forbud efter det andet. Man kan ikke forbyde sig ud af den menneskelige seksualitet. Det er mig en gåde, at dén selvindlysende sandhed ikke stråler folk lige midt i øjnene. Og det er sgu ikke, fordi der ikke er blevet prøvet. Jævnfør de homoseksuelles historie her til lands. Forbud tvinger ting ned i det skjulte. Forbud skaber myter. Forbud gør måske ligefrem det forbudte spændende. Og forbud udstøder. Dermed er vi tilbage ved heksene. De andre. De farlige. De forbudte.

Jeg glæder mig til at læse mere om alt det her. Det er næsten helt sikkert, at jeg tager fejl på en del punkter. Jeg ændrer sandsynligvis også mening om nogle ting. Men emnet er i hvert fald fascinerende. Gad vide, hvem de næste hekse bliver? Der er vel også en slags mode i det her? De pædofile mister nok lidt af glansen, for nu at bruge et helt forkert udtryk. Hvem står så for skud? Historisk har vi haft en masse: fx hekse, kristne, jøder, muslimer eller homoseksuelle. Mange af disse er stadig i god brug i mange lande. En sociolog kunne sikkert hjælpe mig. Eller det forestiller jeg mig i hvert fald. Det må handle om nogle indgroede (eller medfødte) spilleregler for menneskeligt samvær. Vi har behov for kategorier. For etiketter. Uden dem kunne vi ikke opdele i dem og os. Helt tilbage til Aristoteles (og givetvis før, men det er det første eksempel, jeg kan komme på) har mennesket kæmpet med at inddele alting i passende kasser. Det kunne være, at man skulle starte med at genlæse Aristoteles ”Kategorierne”.

Nå, det blev et lidt anderledes julekort fra mig af. Hvorom alting er, så vil jeg ønske alle mine venner og kontakter en rigtig glædelig jul. Og så vil jeg vende tilbage til det her emne, når jeg har fået studeret sagen grundigere.

Pas på jer selv, hinanden og heksene

Knus og kram

Fra

Prinsen

Et skridt frem - og så et skridt Frem

2009-11-03T17:31:00.001+01:00

Pyha, mit blodtryk er på vej ned i det grønne område igen. Jeg så ellers i nogle af gratisaviserne ude på jobbet, at den gamle hæderkronede arbejderboldklub Frem flirtede med tanken om at hyre den fyrede målmand Arek Onyszko. Heldigvis har Frem-formanden åbenbart brugt natten på at tænke sig om. Efter at have læst Onyszkos stenalderholdninger havde Frem-formand Peter Hornbæk i hvert fald fået nok. Mine varme holdninger over for den gamle boldklub er dermed genskabt.

http://www.dr.dk/Sporten/Fodbold/2009/11/03/113959.htm

Kan i passe på jer selv, hinanden og de arbejdsløse målmænd.

Knus
Prinsen

Respekt for de midtjyske ulve

2009-11-02T16:46:00.001+01:00

Det er skønt at se, at der er grænser for, hvor meget lort en sportsmand kan lukke ud - og så stadig få lov til at beholde sit job. Den polskfødte målmand Arek Onyszko kommer angiveligt i sin nye bog bl.a. med en række ubehagelige homofobiske udfald. Det har heldigvis fået konsekvenser: FC Midtjylland har fyret kvajet. Hatten af for det :-)

http://www.fcm.dk/index.php?ID=1&nyhedID=5669&mode=laes_nyhed&topID=

Kan i have en god uge, jeg hepper på FCM næste weekend.
Knus
Prinsen

His Royal Highness Prince Albert revisited

2009-10-17T16:57:00.000+02:00

Ja, undskyld mit anfald af den engelske syge. Men det her indlæg handler faktisk om prins Albert, eller i hvert fald om piercingen af dette navn. Jeg er, som det vil være nogle af jer bekendt, den lykkelige indehaver af en sådan. Og i dag var det tid til en opgradering.

Hvis mine mandlige læsere føler trang til at krydse benene under resten af læsningen, vil jeg ikke tage det ilde op. Er i klar? Okay. Godt så.

Der er nu gået knap fire måneder siden den oprindelige piercing. Dengang fik jeg at vide, at der mindst skulle gå tre måneder, før det var smart at skifte smykke (det gælder vist for alle piercinger). Nu var det ikke designet på smykket, men størrelsen, jeg ville lave om på. Ikke i en eller anden længdepisnings hellige navn, men (for at fyre de dyre ord af) i både æstetisk og praktisk øjemed. Jeg synes nemlig, en prins Albert skal have en vis størrelse, naturligvis i forhold til pikken, den bor i. Det praktiske består i, at en tykkere ring er mindre problematisk ved sex. I kan måske selv forestille jer, at en tynd ring trækker og bider mere i kødet, end en kraftigere udgave, ikke sandt.

Så jeg havde fodret min trofaste ganger med ekstra dejlig hø, før jeg overtalte den til at bære mig ind til min faste piercer i City Piercing. Jeg har omtalt ham før i skyhøje rosende vendinger, og det fortjener han. Han er et sjældent positivt og venligt ungt menneske. Så vi fik en sludder om det ene og det andet, før vi gik over til håndgribeligheder.

Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan en udvidelse af en prins Albert føltes eller foregik. Jeg havde læst lidt på nettet, men belært af erfaringen så er det ikke altid kilden til den endegyldige sandhed om ret meget.

Først skulle vi lige finde ud af, hvilken størrelse jeg havde i nu. Og det foregik lige efter sløjdlærer Andersens hjerte med en skydelære. Så skulle vi finde et passende smykke. Jeg ville have samme design, og til alt held havde han en ring i den passende størrelse.

Passende størrelse? Ja se. Jeg troede, at der var rimeligt frit slag, men han havde et ret godt argument for at følge hans råd: hvis man vælger en for stor ring, kan piercingen ødelægge kødet, hvor den sidder! Det flækker! Den lader vi lige stå et øjeblik….

Nej vel. Ikke et kønt billede.

Så jeg var nu helt med på den gradvise metode. Ringen, der skulle i hedder 2,4 x 19 (det lyder lidt som en reservedel til en bil). Nå, jeg fik betalt, og vi gik atter afsides, hvor jeg igen skulle ned med bukserne – og denne gang op i stolen. Han skulle bruge et redskab til at udvide piercingen, en slags konisk javertus, der blev stukket ind i hullet fra den gamle piercing. At få den gamle ring ud mærkede jeg ikke noget til, men udvider-sjoveren gjorde noget mere naller, end jeg havde troet. Men okay, vi opererer jo også i et ret følsomt område, så egentlig burde det ikke overraske. Han fik da også udvidet mig (!) og sat den nye ring i. Uden noget blod, hvilket var dejligt.

”Har du haft voldsom sex?”, spurgte han. Næ, voldsomt lidt faktisk, og ikke specielt vildt. Hvorfor? Jo, han kunne se, at der var dannet noget arvæv. Det kunne jeg faktisk ikke forstå. Jeg havde fulgt alle de gode råd, om ikke at dyrke sex den første måned efter piercingen. Netop for ikke at ødelægge noget (hvilket han ellers kunne fortælle flere skrækhistorier om). Imidlertid var det ikke noget at være bekymret over, sagde han. Han bemærkede det bare (og det er jo altid fedt, når andre kan fortælle én ting om ens pik, man ikke selv er klar over *G*).

Hvis jeg vil fortsætte med at få større ringe i, skal der så nu gå i hvert fald en måned. Og det er helt fint. Jeg kan godt vente lidt, før jeg skal have den udvider-dims stukket ind i mine ædlere dele igen J

Så, nu kan i godt lægge benene tilbage, ikke flere hårrejsende historier herfra. Og det lyder sikkert også langt værre, end det var. Som altid, når jeg forlader butikken derinde, er det med en superfed følelse. Jeg er glad for min nye storebror-Albert.

Kan i være rigtigt artige – eller i hvert fald have det sjovt.

Pas på jer selv og hinanden.

Knus fra Prinsen og Albert.

Hører du kun én tale i år, så hør den her:

2009-10-12T17:07:00.001+02:00

Min helt, Præsident Obamas tale om LGBT-rettigheder:

Del 1: http://www.youtube.com/watch?v=s7-FlZqB9dE
Del 2: http://www.youtube.com/watch?v=e_n2CN6HN-k&feature=related
Del 3: http://www.youtube.com/watch?v=PAYBiLNM25Q&feature=related

Grønlænderstive tweens

2009-10-11T13:02:00.000+02:00

Okay, mor her er ikke vred, jeg er skuffet; indebrændt og en smule muggen. Og dybt, dybt forundret.

Vi spoler lige båndet tilbage til i morges klokken cirkus 8.45. Jeg kom ridende glad og fro på min trofaste hest på vej til den obligatoriske omgang weekend-fitness, i min alder er sådan noget obligatorisk, hvis alt muligt ikke skal hænge alt for meget. Jeg plejer at skyde genvej ned ad nogle sideveje. Da jeg runder et hjørne, hører jeg noget råben og skrigen. Det var da godt nok tidligt, ungerne er ude og lege, tænkte jeg. Det var det også. Eller måske egentlig sent.

Jeg ser tre piger på gaden. Dvs. den ene lå på asfalten, mens de to andre råbte højt og gennemtrængende. Alder? Tja, de var næppe fyldt 15. Jeg vil skyde trioen til omkring de 13. Da jeg kommer lidt tættere på, begynder de at råbe til – eller af – mig. Først nu går det op for mig, at de er fulde. Og her snakker jeg ikke sådan en lille smule, de var totalt grønlænderstive alle tre (hvilket naturligvis forklarer hvorfor den ene var nede og kysse asfalten). Indholdet af deres råben er fløjtende ligegyldigt. I ved sikkert godt, hvordan fuldemands (m/k)-snak lyder.

Men jeg blev godt nok noget paf. Hvad helvede laver tre skoletøser klokken tidligt søndag morgen i en 140 hestes brandert? Hvor er deres forældre? Er der ikke nogen, der undrer sig over, hvad de tre render og laver?

Nu skal guderne vide, at jeg er den sidste, der skal kritisere nogen som helst for at drikke. Jeg er selv tørlagt alkoholiker, så lige netop det juletræ har jeg danset omkring alt, alt for mange gange. Det er sådan set heller ikke deres brandert, der fik mig til at fare i blækhuset, men mere det faktum, at de bimler rundt uledsaget i den tilstand. Med mindre de har høvlet en flaske snaps fra morgenstunden, så gætter jeg på, at de har oparbejdet den imponerende brandert i løbet af aftenen og natten. Hvilket blot får mig til at undres endnu mere over, hvor fanden hr. og fru forælder er henne.

I den senere tid har visse politiske partier forsøgt at overgå hinanden i stupiditet. Især Folkepartisanerne har været helt fremme i skoene: ned med den kriminelle lavalder. Gerne til cirka et kvarter før undfangelsestidspunktet (nok især hvis der er tale om danskere af anden etnisk herkomst). På med fodlænker. I Kronborgs kassematter med hele bundtet.

Måske var det snarere forældrene, der skulle have lænker på. Der er da et eller andet fundamentalt, som er gået galt i opdragelsen (eller hvilket ord, der nu skal bruges om at opfostre ungerne på den måde).

Da jeg var ung (omkring Harald Blåtands tid) lavede jeg da også mange tossestreger, det hører ligesom med til at vokse op. Men jeg fik dælme ikke lov til at rende rundt beruset ude i byen som 13-14-årig. Havde jeg gjort det, var jeg blevet idømt stuearrest til omkring nu!

Gad vide, om folk bare giver op? Eller det er et misforstået forsøg på at være venner med ungerne? Manglende modenhed? Manglende ansvarsfølelse? Jeg fatter det simpelthen ikke. Er det hele blevet så institutionaliseret, at forældrene totalt slipper rattet og lader børnehave, fritidshjem, skole eller ingen som helst køre showet? Det er da i så fald en falliterklæring af dimensioner. Mon det så er de samme forældre, der kæfter op om homoseksuelles manglende evne til at være forældre? Det skulle sgu ikke undre mig.

Et eller andet sted undervejs må kæden være faldet af cyklen. Den forældregeneration, vi har nu, må mangle et eller andet. Eller lad mig være mindre generaliserende, der er immervæk og heldigvis gode og pligtopfyldende forældre derude. Der er nogen forældre, der må være helt blanke omkring det at være forældre. Er det deres egen manglende kontakt til egne forældre, der spiller ind? Eller har de for travlt med deres egne liv til at tage sig af ungernes? Selvfølgelig er der også en gruppe, der kæmper med egne sociale problemer af diverse art, og lort ruller som bekendt nedad, lige ned i børnehøjde.

Det, der skræmmer mig mest, er, hvilken slags mennesker vi får ud af de unger, der får lov til at rende omkring som små voksne, før de rammer teenagealderen. Hvilken slags forældre bliver de? Hvilken slags borgere. Hvilken slags mennesker?

Løsninger? Tja, det er det mest deprimerende. Jeg aner det ikke. Jeg nægter i hvert fald at tro på, at straf, fodlænker og fængsel er vejen ud af problemet. Og hvis nogen skulle på vand og brød, så var det i hvert fald ikke ungerne, men forældrene.

Jeg håber, mine tre skolepiger er kommet sikkert hjem. Til nogle forhåbentlig meget bekymrede og vrede forældre. Var det mine tøser, så var der i hvert fald gået meget, meget lang tid, før de var blevet sluppet løs på egen hånd igen. Tillid skal man som bekendt gøre sig fortjent til.

Kan i nu være søde ved hinanden, pas på jer selv – og jeres unger.

Knus fra

Prinsen

Pyyyramiderne! - og andre gamle vrag

2009-10-04T13:41:00.000+02:00

Sikke en uge! København har stået på den anden ende under hele hurlumhejet med OL-mødet i Bella Centret. Pga. mit arbejde har jeg været involveret i den logistiske side af den sag. Jeg har ganske vist kun været et meget, meget lille hjul i den store maskine, der skal til at få sådan en ting til at løbe af stablen.

Jeg fik desværre aldrig set eller hilst på min store helt, præsident Obama. Ej heller fru Obama eller Oprah (sidstnævnte har jeg et lidt mere anstrengt forhold til). Men man var ikke i tvivl om, hvornår præsidenten var i byen, det var helt surrealistisk med det sikkerhedsopbud, der var sat i værk. Det er selvfølgelig (desværre) nødvendigt, men det virker fuldstændigt overdrevet.

Jeg snakkede i øvrigt med en betjent, der var målløs over, at så mange folk ignorerede de råd, der var givet om at lade dytmobilen blive i stalden eller i hvert fald undgå en række områder. Der var en masse der liiige skulle ind og kigge, og selvfølgelig gik hele trafikken i stå med et brag. Min betjent-ven skulle afhente mad til 200 politifolk, og det var noget af en opgave, han havde fået, selv med reklame på bilen og lysshow på taget. Det er en sjov udvikling, at alle gode råd (eller gud forbyde det: ordrer) fra diverse myndigheder i bedste fald blot bliver opfattet som et debatoplæg, ikke sandt?

Nå, det hele var en stor oplevelse og et velkomment afbræk fra den daglige trummerum. Jeg er dog rimeligt spændt på, hvordan de 14 dage under klima-topmødet kommer til at gå. Dels er det længere tid, dels er der formodentlig en del ballade at forvente. Jeg tror, der bliver en hel masse klatøjede personer, der i den grad glæder sig til flæskesteg og julefred oven på den omgang.

Egentlig skulle der sørgerand på det her indlæg. Eller i det mindste en opskrift på tudekiks. Jeg ved, det er svært at forestille sig, men denne her unge person fylder.... arrghh, jeg kan ikke. … 44. Så. Det er sagt. Undskyld mig lige et øjeblik, mens jeg har ondt af mig selv.

Så, nu er jeg tilbage igen. Jo, tirsdag er den store dag. Eller. Jeg holdt faktisk op med at kunne se det sjove i fødselsdage – i hvert fald mine egne, da jeg havde rundet de 30. Der er nu ikke tegn på de store midtvejskriser i form af røde Ferrari’er (yeah, right – med min løn er et rødt løbehjul mere realistisk) eller andre panikhandlinger. Jeg er fuldstændig lige så underlig, som jeg altid har været *G*.

Stor fest, siger i? Nix. Bare lidt morgenbrød til kollegerne og så lidt god mad med min kære, gamle far. Ellers er det bare en dag som alle andre. Nå jo, der er lige det med fødselsdagsgaven. Jeg har fået stillet et nyt digitalkamera i udsigt. Jeg skal ned og kigge på dyret i morgen. Som min faste læser vil vide, så er jeg blevet svært tosset med billedbehandling og fotografering på det seneste. Jeg har længe sukket efter et bedre kamera, og nu skal det være. Jeg går semi-pro. Spejlrefleks, 15 megapixels, telelinse og hele balladen. Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg håber at få taget en masse gode fotos, jeg skal nok smide nogle links, når og hvis jeg vælger at udstille nogle af dem på nettet.

Ellers er der vist kun tilbage at ønske alle jer derude en aldeles fremragende uge. Pas på jer selv og hinanden.

Knus fra den meget unge
Prins

Drive-in…

2009-09-12T17:05:00.001+02:00

I min barndom var jeg voldsomt fascineret af drive-in-konceptet. Der var noget næsten magisk over, at man bogstaveligt talt kunne køre ind og se en film. Eller handle en burger. Det var naturligvis de mange amagerkanske film, jeg så, der gav mig disse tanker. I de senere år har jeg nu ikke ligget vågen om natten og tænkt over fænomenet drive-in.

Men det vendte tilbage med et brag i den hedengange uge. Som nogle af jer vil vide, så har jeg været på kursus i denne uge. I arbejdsregi. Jeg skal ikke kede jer med en lang og tåget forklaring omkring de finere elementer i den sag, men i stedet vil jeg for en gangs skyld gå direkte til sagen. Sådan da.

Kurset var programsat til fem dage, og jeg var ærlig talt ikke helt sikker på, hvad det egentlig handlede om. PC-værksted var titlen. Så jeg så i ånden, at det var noget med at splitte en computer ad og (måske) samle den igen. Eller fejlfinde hardware. Installere printere. Alt sådan noget. Som sædvanlig tog jeg gruelig fejl. I stedet var vi ude i en slags workshop, måske havde der blot indsneget sig en fordanskning af det begreb

Nå, jeg ankom på den tekniske skole ude på Amager. Underligt nok virkede det, som om folk kendte hinanden på forhånd, undtagen altså lige mig. Det viste sig, at de øvrige deltagere var i gang med et længere forløb sponsoreret af a-kasser. Noget med seks ugers valgfri undervisning i første dagpengeperiode, lærte jeg. Klasselokalet bestod af en masse pc’er. Jeg fandt én, der havde mit navneskilt stående ved sig, og plantede min bedårende bagdel i kontorstolen.. Jeg blev mødt af en underviser (vi vender tilbage til den titel), der spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at lære.

Det havde jeg egentlig forestillet mig, var hans gebet, men nuvel. Her begyndte drive-in-metaforikken at melde sig. ”Hvad kan i byde på?”, spurgte den interesserede elev (altså mig). Ja, de havde ya-da-ya-da og bommelom og bimmelim (detaljerne er ikke så vigtige). Alt sammen handlede om forskellige stykker software eller emner. Fx Office-pakken, Photo Shop eller grundlæggende Indernet (i ved, der hvor inderne netværker). Nu er det så som så med min benyttelse af de sager i mit daglige virke, så jeg begyndte at ane et forklaringsproblem, når den fortabte søn vendte tilbage til jobbet. Men det var ikke mig, der havde booket kurset, men min arbejdsgiver, så hvad pokker.

Jeg valgte at vælge med hjertet og valgte Photo Shop. Billedbehandling har altid moret mig, og det kunne være sjovt at lære noget mere. Men hvordan kunne jeg bestemme, hvad hele holdet skulle lege? Det kunne jeg så heller ikke, viste det sig. I stedet sad hver især og rodede med sit. Jeg blev præsenteret for et interaktivt undervisningsprogram på computeren og fik en stak papirer med opgaver stanget ud. Og så ses vi ellers om en uge! Eller sådan føltes det. Jeg har gået i skole i en milliard år, men jeg har aldrig prøvet den slags selvstudium før. Jeg var landet i en drive-in-skole.

Mirakuløst nok virkede det. Jeg blev grebet af det. Sikkert fordi emnet interesserede mig. Rent faktisk gik der så meget stræber i det unge menneske her, at jeg også sad og rodede derhjemme om aftenen. Ubehageligt, ikke?

Efter tre dage havde jeg taget livet af Photo Shop-menuen i drive-in-butikken. Så jeg kastede mig over Outlook og Excel de sidste par dage. Det var såmænd også spændende (og endda en kende arbejdsrelevant). Lærerne – af hvilke der var tre – var egentligt ikke lærere i den klassiske forstand, men mere en slags rådgivere, problemløsere og vejledere. Når noget drillede, kunne man spørge. Men egentlig gammeldaws undervisning var bandlyst fra drive-in-stedet derude. Det skal man (læs: jeg) lige vænne sig til. Men det virker over al forventning. Nu var det så også voksne mennesker med en vis interesse i emnerne, sådan virkede de i hvert fald. Jeg tvivler på, at metoden ville virke på en flok pubertære hormonbomber (men så igen: hvad gør?).
Jeg kom i hvert fald ud på den anden side af drive-in-butikken med en hel del mere viden, end da jeg kom ind. Og det er vel et eller andet sted hele ideen.

Så nu er jeg blevet bidt af et galt billede. Jeg har sat min scanner til og roder rundt med alverdens gamle papirfotos, der bliver scannet ind og repareret, redigeret og shinet op. Jeg roder med mine fotos fra digikameraet. Og jeg er begyndt at se mig om efter et bedre kamera. Det ser sgu ud til, at jeg har fået en ny hobby at gå op i.

Nå jo. Jeg nævnte vist i et tidligere indlæg noget om klientellet på de tekniske skoler. På en anden af slagsen (mit toilet-fikser-mareridt, se tidligere indlæg) var det hunky, unge håndværkertyper, der nok kunne få mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Ude i drive-in-skolen var det mere popsmarte reklame- og fotograftyper. Rullekrave og firkantede briller med samt hår, der var brugt timer på at give et uredt look (jeg springer let og elefant over quinderne, af hvilke der naturligvis også var en hel del, det er bare ikke lige dem, der ligesom indehaver hovedrollen i min målgruppe, hvis i forstår). Der var bestemt nogle lækre fyre, men de fleste virkede som om, de tog sig selv alt for alvorligt og højtideligt. Men det er sikkert bare mine veltjente fordomme, der taler her. Hvorom alting er, så ville jeg til hver en tid hellere gafle en af håndværkertyperne fra den anden skole :-)

Hmm, jeg er vist på vej ud ad en tangent. Lad mig fluks få halet den her torsk i land igen. Det korte (nå nej, det tog er ligesom kørt). Det lange af det lange er, at jeg har haft en forrygende uge. Faktisk kunne jeg godt tænke mig et par uger mere derude i drive-in-vinduet, jeg er villig til at tage rullekraver og pophår med i prisen.

Kan i være nogle artige børn. Pas på jer selv og hinanden.
De varmeste tanker til søens folk
fra
Prinsen

Kære brødre og søstre – af alle køn – og mindre kønne.

2009-09-07T16:44:00.000+02:00

Jeg bringer eder vidunderlige tidender: Pia Kjærsgaard, også kendt som Den Onde Heks fra Nord, har tabt slaget. Nederlaget er uomgængeligt. Danmark er nu et ægte multikulturelt sted. På min royale færd ud i riget på ryggen af min trofaste ganger kom jeg i dag forbi Beviset. Det ligger i Danmark. På Englandsvej. Og bærer det franske navn ”La Maison”. Der er tale om en pakistansk restaurant. Der sælger den italienske spise pizzaer. Mere regnbuefarvet, multikulturelt og hallalhippievenligt kan det ikke blive. Jeg bukker mig i støvet for dette skønne spisested. Hvem ved, måske er personalet kinesere, rengøringsmanden fra Filippinerne og regnskabschefen en skotte. De sidste ting har jeg ikke empiriske beviser for, men det ville da sætte prikken over det berømte i – ikke sandt?

Hej så længe, tororane, see ya, salut, auf Wiedersehen, khairete, aloha, shalom, salaam og andet godt fra same skuffe. Kan i være nogle artige mennesker, pas på jer selv og hinanden.

Knus fra Prinsen, nu med Beviset.

Inglorious Basterds

2009-09-06T18:19:00.000+02:00

Ja. Jeg har lige været i biffen. Jeg så ”Inglorious Basterds”, Quentin Tarentinos seneste opus. Og hold da op! Den er godt nok, hvad vores venner på den anden side af dammen sikkert ville kalde powerful. Jeg beklager, at jeg ikke lige kan gylpe et passende dansk ord op. Overvældende er det nærmeste, der kommer mig i hu. Filmen er voldelig, voldsom og ubehagelig. Samtidig er den smuk. Og skide skæg. Altså typisk Tarentino. Skævt og vidunderligt. Og så er der nogle helt sublime skuespillerpræstationer. Brad Pitt som løjtnant Aldo Rain er lige i øjet. Han spiller chefen for en gruppe nazi-dræbere, der slippes løs af de allierede i Frankrig under Anden Verdenskrig. Men min absolutte favorit er en af filmens skurke – og der er jf. titlen mange: Christoph Waltz som SS oberst Hans Landa er simpelthen helt eminent. Jeg vil ikke afsløre mere om filmen, den er på mange måder overraskende. Men det er klart én, man skal lette sig fra divaneseren og tage ind og se.

Jeg så den i Cinemaxx på Fisketorvet. En fed biograf, som jeg kommer alt for sjældent i, men lige i dag passede det bedst dér med tiden. Jeg så filmen sammen med en kammerat. Vi mødtes først hjemme hos mig til kaffe og sladder. På vejen fra Frederiksberg til Fisketorvet kom vi (på cykel) over det nu næsten mondæne Vesterbro. Der er godt nok sket ting og sager med den bydel. Men der er stadig nogle enormt skærende kontraster. På hjørnet af Skelbækgade ligger noget nybyggeri i den tilsyneladende dyre ende med Weber-griller på altanerne. Nedenfor render afpillede narkoludere og sælger sig selv for at skaffe til det næste fix. Meget større kontrast er det svært at finde på ét og samme sted. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at man ikke giver de arme junkier deres stoffer. For mig er det logik for burhøns. Man giver en gruppe mennesker et mere værdigt liv og fjerner en masse kriminalitet. Det kan kun gå for langsomt med at få fingeren ud, hvis nogen spørger mig.

Hmm. Nu skal jeg nok hoppe ned af sæbekassen igen. I øvrigt skal jeg på kursus i denne uge. Det er jo altid rart med et afbræk fra den daglige trummerum. Jeg tror nok, at kurset drejer sig om PC-reparation og vedligeholdelse af samme. Det håber jeg i hvert fald. Jeg er lidt bange for, at de starter med Adam og Eva: ”Dette er en mus!”. Så bliver det sgu en lang uge.

Andre nyheder herfra? Næ, egentlig ikke. Jeg har haft en udmærket weekend med de normale ingredienser. Forhåbentlig bliver det en spændende uge på kursus. De har imidlertid henlagt kurset til Kastrup. Det er da sublim humor. Der må have siddet fem fyre i et værelse og grinet deres røve i laser, da de skulle beslutte det meste åndssvage sted at lægge et kursuscenter. Grineflippet må have nået uanede højder, når det er faldet dem ind, at Amager har jordens værste kollektive traffiksystem. Og de må have været døden nær – af grin – ved tanken om, at folk som mig skal cykle hele vejen derud… Men skidt pyt, de lover rimeligt vejr. Måske skulle man drible inden om Fælleden en af dagene på vej hjem, det er snart længe siden, jeg har været ude og se til de friske drenge derude.

Nå, rødder og rødbeder. Kan i nu være artige, eller i hvert fald have det godt. Pas på jer selv og hinanden.

Knus fra
Prinsen

Jeg vil giftes med den maskine…

2009-08-29T14:24:00.001+02:00

Ja, du læste rigtigt. Jeg er faldet med et brag. Jeg er helt forårskåd. Objektet for al min kærlighed er en dims, der ligner en badevægt med vokseværk. Og nej, før du kommer for godt i gang, det er ikke et stykke sexlegetøj, en malkemaskine eller en støvsuger med et særligt dejligt mundstykke, jeg ævler om.

Jeg må hellere spole båndet tilbage og tage det fra begyndelsen. I morges drog jeg som sædvanligt over i mit fitnesscenter for at træne. De har sådan en stor kalender på væggen, hvor der står, hvis der sker noget særligt i træningscentret den pågældende dag. ”Tag en ven med til træning”, ”gratis frugt” eller ”fadbamser ad libitum” (jeg er ikke helt sikker på, at den sidste er helt ægte).

I dag stod der så ”gratis måling af fedtprocent”. Fino. Jeg er med på alt, der er gratis. Næsten. Og jeg havde faktisk fået målt fedtprocenten en gang før, men det var relativt kort efter min Store Ændring af Livsstil.

Så jeg spurgte receptionisten, om han kunne klare sådan en fedtemad til mig. Det kunne han. Af med sko og strømper og op på det, der skulle vise sig at være min nye store kærlighed. Han tastede nogle elementære data ind så som min højde og alder. Så knurrede vidunderet lidt og gylpede en kassestrimmel op. Jeg følte mig helt hensat til den der spåmaskine, der engang var inde i Tivoli.

”Det ser da fint ud”, sagde receptionisten (maskinen havde åbenbart endnu ikke lært at tale). Og så gennemgik han de forskellige tal med mere, der stod på kassestrimlen (jeg oversætter, da maskinen åbenbart har sneget sig ind i landet under Søren Krarups radar og derfor ikke var fuldbefaren udi det danske):

- Kropstype: standard (hmm)
- Køn: mand
- Alder: censureret
- Højde: 180 cm
- Vægt: 70,6 kg
- Fedtprocent: 14,1 (så kom ikke her!)
- BMI: 21,8 (kom stadig ikke her!)
- Ideal kropsvægt ift. BMI: 71,3 kg (meget godt ramt, ikke)
- Fedtmasse: 10,0 kg (den er jeg ikke så sikker på, jeg er vild med, det er 40 pakker smør!)
- Grad af overvægt: - 1,0 %
- Kropsmæssig alder: 28 (<-ding, ding, ding! Se lige der. Det var der, jeg faldt med et brag for maskinen).

Der stod nogle andre ting også, som jeg ikke skal trætte jer med. Men jeg er 28 år gammel. Eller rettere min krop er i en tilstand som en 28-årig. Så nu vil jeg føde den maskines børn!

I øvrigt blev jeg opfordret til at overveje personlig træning. Det tjener de selvfølgelig ekstra på i fitnesscentret, men man får til gengæld en helt personlig vejledning, et helt specifikt program og en fyr, der kan herse med én, så motivationen ikke fordamper. Men jeg ved ikke rigtigt. Jeg er en enspænder, så jeg er bange for, at det vil irritere mig at have en gymnastiklærer hængende på nakken, når jeg træner. Det er jo gået meget godt med at komme derover de sidste par år, så jeg behøver vel strengt taget ikke en Ilse, hunulven fra SS (m/k) til at spanke mig i form. Men jeg overvejer bestemt sagen. Jeg har skrevet om fordelene ved at træne før, så den arie skal jeg skåne jer for at synge igen. Men det har helt sikkert ændret mit liv.

Hvad er der ellers at berette om fra mit lille kongerige? Jo, jeg var atter engang ude at shoppe lidt i dag. Jeg tøffede op i T.P. Musik på Gammel Kongevej, jeg gjorde jo lidt af et fund sidst. Det gjorde jeg egentlig også i dag. Jeg gik hjem med en æske med 75 cd’er. ”Classical Top 1000”. Det er sådan alt godt fra havet. Jeg har selvfølgelig mange af værkerne, men det er altid herligt at sætte en god blandet omgang klassisk på. Og jeg måtte kun bøde 150 kroner! Det er da fint. Feinsmeckere vil sikkert rynke på næsen af sådan en æske, men det tillader jeg mig at blæse højt og flot på. Musikken er glimrende, og mere forlanger jeg sådan set ikke af mine cd’er.

Okay, så knaldede jeg alle pengene af bagefter et stykke længere oppe af samme kongevej i butik Paradiss. Jeg var på jagt efter et par læderchaps (der står der i Manualen, at alle fra det lyserøde segment skal eje mindst et par af den slags). Nå ja, helt ægte læder var det så ikke. I så fald er de pivhamrende dyre, men jeg havde set et par til en plovmand (note til yngre læsere: plovmand = 500 kroner) i deres katalog, og dem skulle jeg ned at bese på første hånd. De holder sikkert ikke lige så længe som et ægte par, men indtil jeg vinder i Lotto, må de her klare ærterne. Men forbrugsfesten var ikke helt slut. Jeg kan ikke komme i Paradiss, uden at dankortet får hedeture. ”De drager”, som Misse Møghe ville have sagt. Jeg taler om nogle temmelig, øh, vovede herretrusser, som jeg også måtte eje. Tre par faktisk. Nu tvivler jeg på, at Misse Møghe ville gå i sexbutik, men man skal jo aldrig sige aldrig. I det stille, dybe vand osv. Det er ikke helt uden for mulighedernes rækkevidde, at min indre ekshibitionist vinder slaget, og jeg derfor tager nogle fotos af mine indkøb. Nej sgu, ikke af cd’erne, men af tøjet. Nu får vi se. Stay tuned, som de siger i guitarforretningerne.

Ellers? Hmm. Nå jo. Jeg har jo sprunget let og elefant over mine seksuelle eskapader i lang tid. I dag var jeg – som det sker så tit – lige forbi stamstedet Body Bio. Jeg har vist ikke fået opdateret min(e) faste læser(e) om stedets seneste tiltag. Ja, helt nyt er det jo ikke, men jeg har som sagt ikke skrevet om det i et stykke tid. De har endelig fået afskærmet rygeområdet. Jeg takker og bukker. Det er pragtfuldt, at man ikke skal tvinges til at dele lugten af askebæger med nikotinjunkierne (ja ja, jeg ved det godt, eksrygere som mig er de største farisæere). Og så har de lavet et par af de tidligere hypersmå bollerum om til mini-tv-stuer – komplet med lummerrødt neonlys og huller i væggen ind til det næste rum. Very nice, jeg er stor tilhænger af, at sexklubber skal være lumre og lidt slutty. Hvad sker der? Jeg skriver snart mere engelsk end dansk! Jeg undskylder over for sprogpuristerne, jeg tror, at det er mit nye forhold med den engelsktalende maskine, der gør det…

Undskyld? Hvad jeg lavede i Body Bio? He he, ja ser du. Det kræver vel ikke den store ledvogtereksamen at regne den ud. Det blev så kun til lidt af det franske med dressing – for nu at lege pølsemand for en stund, men det var så absolut min egen skyld. Jeg kunne have indtaget hele menuen, men var mest i det mundrette humør i dag.

Og nu må i have mig undskyldt. Jeg har afgivet et løfte til min forlovede om frisk olie og polering. Så det vil jeg straks kaste min 28-årige krop ud i at opfylde.

Kan i have en aldeles fortryllende weekend.
Knus og kram fra den unge Prins

Tryllefløjtende shopping!

2009-08-23T07:24:00.001+02:00

Nu står den ikke længere. Verden altså. Jeg var ude og motionere dankortet en kende tidligere i dag. Blandt mine øvrige indkøb løb jeg hjem med Mozarts samlede værker. 170 (!) cd'er til den fyrstelige sum af 249,95 kroner i TP Musik oppe på Gammel Kongevej.

Det er sgu da billigt. Og det er faktisk glimrende indspilninger. Ikke gamle monoplader, der har fået en tur med pudsekluden, men digitale optagelser fra dette årtusinde. Hvordan i alverdens riger og lande, den handel kan kaste noget af sig for musikere, pladeselskab med videre, aner jeg ikke. På den anden side har jeg lagt størstedelen af min ungdoms lønudbetalinger i netop den butik og branche, så jeg har ikke helt dårlig samvittighed over mit lille kup :-)

Nå, nu må i have mig undskyldt. Jeg har netop indkøbt den smukkeste himmelblå, pailletbesatte burka og vil promenere den - og mig selv - en tur her i denne smukke sensommeraften på Frederiksberg. Bare jeg nu ikke render ind i og ryger i tøseslagsmål med N. Khader (p.t. - i skrivende stund - fra de konservative, men mon ikke Søren Krarup headhunter ham snart). Jeg slås ikke fair, bare så han ved det...

Velsignede hilsner fra
Prinsen

Prinsens brevkasse

2009-08-09T13:17:00.001+02:00

Epokegørende! Nyt! Nyskabelse! Sensation! Nå ja. Jeg er jo nødt til at reklamere lidt for sagen, når jeg nu har fået en idé. Det sker en gang eller to om året. Jeg starter min egen brevkasse. Du kan læse 100% ægte, virkelige opdigtede mails, jeg godt kunne have fået (og måske rent faktisk har fået). Det er da postmoderne, så det rasler. Vi leger med virkeligheden. Grænserne mellem fiktion og virkelighed dekonstrueres. Det løber mig koldt ned ad ryggen af bar spænding (eller også er det træk). Lad os hive splitten ud af håndgranaten og komme i gang.

Kære Prins: Hvorfor skriver du aldrig om dine seksuelle udskejelser mere? Er du blevet impotent? Eller gået i kloster? Mvh. Ble Bent (det rigtige navn er redaktionen bekendt).

Kære Bent: Tak for din mail. Det, jeg hører dig sige, er, at du ikke synes, jeg skriver om mine seksuelle udskejelser mere. Det hænger måske til dels sammen med, at jeg ikke skriver om mine seksuelle udskejelser mere. Nej, jeg er ikke mere impotent nu end tidligere. Og jeg har desværre, trods gentagne ansøgninger, ikke fået plads i et kloster. Tanken om et afsondret sted fyldt med enlige mænd lyder ellers interessant. Årsagen til de manglende reportager udi det kødelige univers er ganske enkelt, at det er begrænset, hvor mange gange, det er sjovt at skrive eller læse stort set de samme ting. Jeg besøger stadig med stor fornøjelse diverse saunaer og sexklubber. Og jeg skal nok fare i blækhuset, hvis jeg falder over noget nyt og spændende. Indtil da må du og andre nøjes med de mere aseksuelle indlæg, som jeg dog håber også kan interessere. Tak for din hilsen.

Kære Prins: Hvor stor er din *bip*? Har du lyst til at *bip* Jeg tisser gerne på *bip* og ruller dig i *bip*. Jeg sidder her med min *bip* i hånden og savner en stor stiv *bip*. Skal det være os to? Har du børn? Liderlige hilsner. Lumre Leo.

Kære Leo: Tak for din hilsen. Du er en ekvilibrist til at skrive med en hånd. Jeg har kontaktet den regionale blodbank, så du om føje tid igen kan få noget blod til det øverste hoved. Jeg har konsulteret mit balkort og kan se, at der gode udsigter til en fræk date i foråret 2047. Hold dig stiv og munter indtil da. Varme hilsner fra Prinsen.

Kære Prins: Det var dog en fantastisk idé med din brevkasse. Du er da noget af det mest initiativrige. Og så er du også klog, smuk og utroligt rig. Hvordan kan det være, at du er single? Varme hilsner fra Le miroir.

Kære Le miroir. Jeg rødmer jo helt af alt den ros. Jeg må være dig svar skyldig, men vil du med ud at spise? Skizofrene hilsner. Prinsen.

Kære Prins: Hvordan pokker kan du reklamere for ting som Priden? Er du ikke klar over, at alle nu tror, at bøsser går på arbejde i lyserøde fjerboaer. Du skader sagen enormt! Arrige hilsner. H.P. Brockendorff.

Kære Brockendorff. Jeg er enormt ked af, at dine lykkepiller atter engang er blevet forlagt. Jeg er ret sikker på, at det er et fåtal af os fra det lyserøde segment, der arbejder i fjerboaer. Jeg har selv foreslået min chef det som en udvidelse af uniformsregulativet, men sagen vandt underligt nok ikke gehør. Må jeg ikke have lov til at invitere dig med til næste års Pride? Jeg ville ønske, at du og andre, der stejler over konceptet, i hvert fald én gang kunne prøve følelsen af at deltage. Jeg forstår udmærket argumentet, men jeg synes, at man undervurderer folks evne til at skille snot fra skæg. Priden er en fest. Et show. Et karneval. Hvor de almindelige normer er sat ud af spil for en kort bemærkning. Det er en fabelagtig ting at deltage i. Spontan glæde. Stolthed. En følelse af samhørighed. Den eneste fejl er, at Priden kun finder sted en gang om året. Venlige hilsner fra Prinsen. Vi ses derude næste år.

Kære Prins: Jeg har nogle kanonslag til overs. Kender du nogen, der er interesseret? Hilsner. F. Jols (Østerbro).

Kære F. Jols. Ja, rent faktisk har jeg god ven, der gerne vil købe dem. Du ringer bare til 33141448, så finder i ud af resten. Hilsen Prinsen.

Kære Prins: Hvor langt har du tænkt dig at trække den her lamme idé? Mvh. K. Ritiker.

Kære K. Ritiker. Ikke længere. Den stopper. Nu.

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o--o-o-o-o-o-o

Sidder du med et indlæg, du gerne vil have i brevkassen, så hold dig ikke tilbage. Næste udgave kommer - måske - snart.

Pas på jer selv, kære rødder og rødbeder, hav en dejlig uge.
Knus og klem.
Prinsen (nu med egen kasse).

Tid til at klø sig lidt på nødderne

2009-08-08T17:31:00.000+02:00

De filosofiske altså. Ordet 'nej' er så dejligt enkelt. Det er kort. En stavelse. Det kan defineres som det modsatte af ja. Der burde faktisk ikke være de helt uoverstigelige problemer med at fatte indholdet og meningen, vel?

Hvorfor er der så nogle mennesker, der bare ikke forstår et nej? *suk*

Nå, vejret er godt. Lomborg har tonet rent flag og er nu officielt et dampbarn. Bjørn in the skies with diamonds. Venstre-løverne er deporterede til en ø i Atlanten. Pia rindaliserer kulturen på det fornemmeste. De brølende kronhjorte ved skovsøerne kan imødese gyldne stunder, de kulturradikale et forhøjet blodtryk. Det er weekend. Der er lang tid til, man skal på job. Så man skulle da være et skarn, hvis man ikke var nærmest lykkelig. Nu skal jeg bare lige have fikset det der nej-problem. Den nød må da kunne knækkes!

Kan i alle have en absolut bedårende weekend.
Knus fra
Prinsen

Billeder fra Pride 2009

2009-08-02T18:09:00.001+02:00

Jeg lovede at uploade nogle fotos, når jeg havde fået hoved og hale på de flere hundrede billeder, jeg fik knipset. Foreløbig har jeg samlet en god vifte på min Flickr-profil, linket til galleriet kommer her: mine Flickr Pride-fotos

Derudover er der her et link til Prides hjemmeside, hvor der også ligger fotos fra begivenheden: Billeder fra Paraden 09 - Ane Djørup - Copenhagen Pride

Shared via AddThis

Jeg håber, at i kan få en fornemmelse af, hvor fantastisk dette års Pride var. Jeg er ikke grådlabil, men jeg gik rundt med en klump i halsen flere gange, det var simpelt hen stort.

En fan-fucking-tastisk oplevelse

2009-08-01T18:31:00.000+02:00

Det var stort! Jeg er lige kommet hjem efter at have deltaget i Copenhagen Pride 2009. Jeg er dødtræt i stængerne, og fødderne har indgivet begæring om skilsmisse. Men jeg er enormt glad og rimeligt meget oppe at ringe. Nærmest lykkelig, som TV2 ville synge det.

Der er jo (mindst) to måder at opleve en Pride på. Man kan finde et godt sted på ruten og nyde det festlige optog glide forbi. På den måde får man set det hele. Eller man kan deltage i selve marchen. På den måde ser man ikke så meget af helheden, men det giver en helt unik oplevelse. Jeg valgte den sidste løsning, og det er jeg lykkelig for.

Jeg tøffede op til Frederiksberg Rådhusplads ved 12-tiden, og der var der allerede godt gang i opvarmningen. Folk gjorde sig selv og køretøjerne klare. Vejret var jo simpelthen perfekt. Ikke for varmt, ikke for koldt. Lige i øjet. Jeg tullede lidt rundt og sugede til mig af indtrykkene. Jeg mødte endda indtil flere bekendte, og det var rigtigt hyggeligt lige at sige davs og sludre lidt. Der gik ikke så lang tid, før Rådhuspladsen var godt fyldt, og da klokken nærmede sig 13, var der stuvende fyldt. Jeg havde fået mig placeret ganske tæt på det sted, hvorfra lastbilerne kørte ud på ruten

Min tanke var at hoppe ind bag det køretøj, der så mest festligt ud. Jeg endte bag Be Proud-bilen. Lige foran mig gik en delegation fra forsvaret. Der var mænd og kvinder fra flåde, hæren og flyvevåbnet. I fuld uniform og med skilte, der krævede og reklamerede for rummeligheden i det danske forsvar. Den gruppe kom jeg til at gå bagved hele ruten rundt, og det var en festlig oplevelse. Der blev klappet af de gæve piger og drenge, og de nød oplevelsen i fulde drag – ligesom mig.

Ellers var der en masse festlige drag queens og transvestitter, der var gode til at sætte gang i festen, og de fik også stor respons fra publikum. I det hele taget var der en masse, der var klædt enormt fantasifuldt ud, det var et helt show i sig selv. Der var nu også en masse, der som mig ”bare” gik med. Kærestepar hånd i hånd. Børn og forældre. Unge og ældre. Og for pokker hvor var der mange tilskuere ude på ruten. Det var SÅ fedt. Hele vejen ind til Københavns Rådhusplads stod der folk og viftede med Pride-flaget. Oppe fra lejligheder og altaner blev der vinket. Jeg så kun smil og glade ansigter. Det var så positivt og livsbekræftende.

Der er mange, der har et lidt anstrengt forhold til hele Pride-konceptet. Til dem vil jeg kun sige: prøv det! Tag med et år. Oplev stemningen. Oplev følelsen af samhørighed. Den positive ånd. Se de glade mennesker. De glade tilskuere. Hvis i så stadig synes, at Pride er noget skidt, så fred være med jer. Men i skylder virkelig jer selv at prøve det. Jeg har set flere hævde, at det gør os fra det lyserøde segment til nogle freaks at paradere på den måde. Det vanskeliggør accepten og integrationen, siges der. Jeg kan se logikken i argumentet, men jeg tror ikke to sekunder på det. Jeg er fuldstændig overbevist om, at langt, langt de fleste godt ved, at det her er en fest. At der bliver leget og udstillet. Helt ærligt. Vi kan bruge årets øvrige 364 dage på at være grå og kedelige, på at falde ind, på at være ganske almindelige. Der vil altid være nogen, der har behov for at gøre andre til noget unormalt, så de selv kan føle sig normale. Det tror jeg ikke, at en Pride gør hverken værre eller bedre. Jeg læste et fremragende læserbrev i Information i fredags om netop det emne. Læs det! Her er linket:

http://www.information.dk/198909

Nå, nok om alt det med for og imod. Der hersker nok ingen tvivl om, hvad jeg mener i den sag.

Nu vil jeg pleje mine ømme fødder og ben. Festen fortsætter i skrivende stund inde i byen. Både på Rådhuspladsen og rundt omkring i byen. Jeg håber, at alle i, der fester løs, får en rigtig skøn aften og nat. Tak til alle derude. Tak til deltagerne. Tak til tilskuerne. Tak til vores gæster fra udlandet. I gjorde Copenhagen Pride 2009 til en mindeværdig oplevelse. Knus og kram til jer alle sammen.

Jeg har taget vanvittigt mange fotos. Jeg forsøger at få valgt nogle af de bedste ud. Og så bliver de uploadet på nogle af de sider, jeg huserer. Jeg håber, at i får lejlighed til at kigge på dem. Jeg er helt sikker på, at de fotos er nogle, jeg vil se og gense mange, mange gange i den kommende tid. Copenhagen Pride 2009 var en kæmpe oplevelse for mig. Den her dag glemmer jeg sent.

Kan i nu passe på jer selv, hinanden og København
Knus og kram
fra
Prinsen af Priden

Hadeforbrydelser

2009-07-26T13:05:00.000+02:00

Det er egentlig en underlig betegnelse, ikke? Det kommer selvfølgelig fra det engelske hate crimes og drejer sig om overfald på mennesker ene og alene på grund af deres tro, politiske ståsted eller seksualitet. Det er sidstnævnte, jeg tænker på her. Hvordan kan man hade nogen, man overhovedet ikke kender? Det virker lige så åndssvagt på mig som de såkaldte æresdrab. Jeg har svært ved at få øje på æren. Og jeg har enormt svært ved at forstå hadet.

En kollega og god ven har netop fået sin historie offentliggjort i medierne (B.T. og TV-Avisen). Han blev overfaldet på Ishøj station af tre nydanskere for et par år siden. Hans forbrydelse? Han troede, han skulle på en date. Han havde fået kontakt til en fyr via nettet. De havde skrevet sammen, udvekslet telefonnumre og hvad man nu gør i den situation. Desværre var det ikke den fyr, der ventede på ham, men et tæskehold. Han fik så mange bank, at han på et tidspunkt blev i tvivl om, hvorvidt han ville overleve den omgang. Heldigvis går det bedre med ham i dag, men han har stadig ar på sjæl og krop.

Politiet behandlede ikke overfaldet som seksuelt motiveret. De kaldte det et røverisk overfald, selv om det er himmelråbende åbenlyst, hvad det virkelig drejede sig om. Der har åbenbart hersket en vis berøringsangst i forhold til netop denne type forbrydelser. Måske gør der det stadig? Heldigvis ser det dog ud til, at ordensmagten er ved at vågne op. Samme dag, som min vens historie røg i medierne, cirkulerede en intern mail i politiet. Den handlede om et nyt projekt mod netop hate crimes. Projektet var blevet til i et samarbejde mellem politi, Københavns Kommune, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske samt World Outgames. Glimrende initiativ og på høje tid! Har World Outgames ikke gjort andet, så har det i hvert fald bragt debatten til torvs og vækket en slumrende ordensmagt.

Desværre er der åbenbart god grund til den øgede indsats mod hadeforbrydelser. Jeg hørte netop nu på TV2, at der er tre fyre, som deltager i Outgames, der er blevet overfaldet i nat inde i byen. Jeg håber, politi og anklagemyndighed smider den tungeste jurabog i nakken på fjolserne, der begik overfaldet – hvis man altså fanger dem.

Alt det her er selvfølgelig på et eller andet niveau kun symptombehandling. Den egentlige kur ligger i en mentalitetsændring hos de personer og grupperinger, der har bøsse-bashing som en yndet hobby. Jeg hørte for noget tid siden, at man ville målrette en indsats mod især gruppen af nydanskere. Det lyder som en god idé. Jeg er (7-9-13) aldrig blevet overfaldet, men jeg har alt for mange gange oplevet tilråb og truende adfærd. Ni gange ud af ti er det fra grupper af nydanskere. Man hverken kan eller skal skære alle over en kam, men der er helt åbenbart noget at arbejde med der. Om problemet er kulturelt, religiøst eller begge dele, ved jeg ikke. Sikkert begge dele. Lad os håbe, at det kan hjælpe med information. Om ikke andet i de nye generationer, der vokser op.

Problemet begrænser sig selvfølgelig ikke til nydanskere. Så enkelt er der intet der er. Uffe Elbæk, lederen af Outgames, blev interviewet i min lokalavis. Hans holdning var, at det ganske vist var nydanskere, der råbte, men etniske danskere på speed, der slog på tæven. Det er jeg ikke ubetinget enig i, men stoffer øger selvfølgelig ikke dømmekraften eller situationsfornemmelsen hos nogen. Jeg er derimod helt enig i, at problemet også omfatter grupper af blegfede danskere. Især på den yderste højrefløj hersker homofobien i bedste velgående. Desværre tror jeg, at den også rækker dybt ind i parcelhusrækkerne hos hr. og fru Danmark. Der tror jeg blot ikke, at den har så godt fat. Jeg tænker, at det mest handler om frygten for det anderledes, det ukendte. Når folk kommer tæt på sådan nogle som os, så er der sjældent nogle problemer. Det er i hvert fald min erfaring. Det mere ondsindede had blomstrer vist ikke i ligusterhækkene.

Hvad jeg så over hele hovedet slet ikke fatter en meter af, er hvor alt det had kommer fra?

Som jeg skrev ovenfor: hvordan kan man hade et menneske, man aldrig har mødt? Hvordan kan man hade en hel gruppe af mennesker ene og alene baseret på deres politik, religion eller seksualitet? Det overstiger min ganske vist begrænsede fatteevne.

Er det frygt? Og i så fald for hvad? Det ukendte, som jeg var inde på før? Jo, jo. Men lige den frygt kan heldigvis kureres. Men her i København fx er bøsser jo ikke ligefrem en ukendt størrelse. Hvordan pokker kan et par forelskede fyre, der går hen ad gaden, udgøre en trussel? Det kan måske udfordre verdensbilledet hos nogle mennesker. Vi er snot-konservative på mange måder. At se to fyre, der kysser, er åbenbart at opfatte som en slags provokation – jf. den seneste ballade omkring den famøse Metro-video. Men stadigvæk. Derfra og til at frygte. Til at hade. Eller endnu værre: til at begå vold. Det er for mig et helt usandsynligt kvantespring.

Det er samfundets skyld, som TV2 synger. Men er det det? Det er ganske vist mange år siden, jeg gik i folkeskole, men jeg forestiller mig, at man også nu bliver undervist i danske samfundsforhold, dansk historie og måske endog i dansk tolerance. Den var vi i hvert fald berømte for engang.

Min egen lille dybt uvidenskabelige teori er, at det er folk, der på den ene eller anden måde ikke har det godt selv. Når ens liv gør ondt, når ens selvværd er lille, så kan man måske stive sig af ved at lægge andre folk for had. I kender sikkert opførslen fra bøllen i skolegården. Er det der, hunden er begravet? Drejer det sig om, at der fx render en masse unge nydanskere og etniske danskere rundt, som inderst inde godt ved, at de ikke har drevet det til en skid? Som har det rigtigt skidt? Og hvad er så mere nærliggende end at fare rundt og terrorisere gader og stræder. Så kan de jo få den der berømte ræspææækt. Bare ikke fra mig.

Jeg synes, at folk, der udsætter andre mennesker for vold. For had. For tilråb. For provokationer. De folk er små mennesker. Med små hjerter og små hjerner. Homofobi kommer efter min bedste mening af uvidenhed. Jeg håber på, at de omtalte kampagner kan hjælpe. Men jeg er ikke jubel-optimist.

Og hvad kan vi fra det lyserøde segment så gøre i mellemtiden? Nogle mener, at vi bare skal falde i et med tapetet. Endelig ikke noget med Prider eller Outgames. Det giver det helt forkerte billede. Deri er jeg dybt uenig. Bladrer man nogle sider tilbage i historiebøgerne, så kan man uden yderligere sammenligning betragte jødernes skæbne omkring Anden Verdenskrig. En stor del mente, at bare man ikke synedes for jødiske udadtil, så gik det nok. Det gjorde det som bekendt desværre ikke. Had er ikke rationelt.

I stedet synes jeg, at vi skal stå ved, hvad og hvem vi er. Lad os holde ryggen rank og fanen højt. Lad os insistere på vores rettigheder. Lad os forlange at blive taget alvorligt, når vi har fået tæv. Og lad os forlange og forvente handling fra ordensmagten og domstolene. Jeg synes, vi skal holde vores fester. Vores Pride. Vores Outgames. Lad os byde alle velkomne med åbne arme til åben fest. Og lad os så bruge opmærksomheden til at få vores problemer på dagsordenen.

Lige nu er medierne vidt åbne for historier fra vores miljø. Det vindue lukker selvfølgelig igen. Men hver gang muligheden er der, kan der lægges sten på sten til det bygningsværk af åbenhed og tolerance, som jeg håber, at alle i vores miljø har en interesse i at se opført og vedligeholdt. Hadet kan ingen være tjent med.

Jeg ønsker alle en god Pride og nogle sjove og underholdende Outgames.
Varme og kærlige hilsner fra
Prinsen

P.S. Jeg undskylder for et indlæg helt uden platte vitser. De skal nok komme igen. Jeg havde bare brug for at komme ud med de her ting, jeg har gået og tænkt en del over 